SYDINDIEN (MED KOSMOS og Ingelise og Steen Landsy)

22.februar - 14. marts 1999

Hvis man vil nøjes med at se billeder, så brug knappen - og klik på billederne og klik en gang mere på 'DiasShow' for at stoppe DiasShow

22.februar-mandag   Flyet lettede kl. 8.30 og 1 1/2 time senere var vi i London, Heathrow. En kæmpelufthavn, som endda kun er en ud af 3 i London. Uret 1 time tilbage. Kl. 12.45 lettede vi med British Airways Boeing 747-400 jumbojet mod Madras (Chennai). Her landede vi efter 10 timers flyvning (uden røg) kl. 03.30 lokal tid - 4 1/2 time foran Danmark og 5 1/2 time foran Greenwich Meantime.

I Madras klokken halv fire om morgenen var der 25º (det absolut køligste tidspunkt på dagen). Inderne elsker formalia, og vi havde udfyldt et kort i flyet med allehånde personlige oplysninger, som vi allerede havde opgivet hjemmefra...(sammen med det visum, som man også skulle søge om i forvejen).

På kortet var der en slip, som omhandlede bagageoplysninger. Ved paskontrollen fik vi denne slip retur, men det viste sig, at da vi skulle ud af lufthavnen med vores bagage, skulle vi også aflevere den til en kontrollør, som åbenbart havde til opgave at checke om vi fik vores bagage med os.

Udenfor lufthavnen var der et mylder af mennesker og vi undrede os over, hvad alle de mennesker lavede der så tidligt om morgenen (da var klokken efterhånden halv seks).

Nå, vi fandt vores bus og drog sydpå til Mahabalipuram, hvor vi skulle indlogeres på The Fishermans Cove. Dvs. vi kunne ikke få vores værelser før kl. 12, så vi skulle lige have 5 timer til at gå.

På umærkelig vis var vi - uden rigtigt at have lagt mærke til det - gledet over i ...

23.februar-tirsdag   Vi fik morgenmad på hotellet kl. 7.30. Et meget fint måltid, hvor der ikke manglede noget - heller ikke en mand, som stod og lavede ens omelet mens man ventede - og med løg og champignoner og krydderurter mm. Der var også juice af røde meloner og af ananas og appelsin, så det var meget fint.

Kl. 9 kørte vi med bussen ind til Mahabalipuram for at se på templer og monolitter. Det er en by, som fra gammel tid har specialiseret sig i stenhuggeri - i store og små figurer, og her blev vi gang på gang sat på prøve i at håndtere tiggere og sælgere af alle slags. Jeg må erkende, at jeg har et problem her, for jeg vil egentlig gerne snakke med dem, men gør man det, så er de ikke til at blive af med igen. Det er virkeligt meget besværligt, men jeg lærer det nok. Jeg har ikke købt nogen af deres ting endnu.

Der var mange flotte templer mm. at se på, så der gik hurtigt 4 timer, inden vi var tilbage ved hotellet igen. Her var vores værelser nu parate og det viste sig, at Harry og jeg fik en lækker hytte helt nede ved vandet (Bengalske havbugt). Da vi endelig var os selv og sad på terrassen og nød en sjus, blev vi enige om at afprøve vandet. Og det var en rigtig dejlig oplevelse. Der var nogle kæmpebølger, så vi kunne ikke egentlig bade, men det var sjovt, at gå lidt ud i vandet, og så lade sig skubbe ind igen. Desuden var vandet mindst 25º, så der var slet intet med kulde og hvide fingre.

I aften spiser vi allesammen middag på hotellet med efterfølgende indisk danseopvisning - og så tror jeg nok, at vi sover godt i nat. Hotellet er iøvrigt 5* med aircondition, bar og TV. Danserne var meget dejlige. Det var en hel familie med far, som spillede på trommer, mor, som sang, en søn, som spillede fløjte og 2 døtre på ca. 12 og 14 år, som dansede i flotte Shiva-dragter, hvor buksebenene ovenfra og ned til knæene var forbundet af et meget smukt plisseret stykke stof, så det ind imellem lignede en kjole. Det var som at se en hel tegnefilm - blot forstod man ikke alle de tegn og symboler, som dansene bestod af. Men flot var det...

Det er utroligt smukke nætter, de har her. Om aftenen falder temperaturen til omkring 25 grader, der er helt vindstille og det er utroligt lækkert.

24.Februar-Onsdag   Jeg sidder og nyder det i en liggestol i vores lille have. Jeg har lige været i vandet - igen. Det er det dejligste vand, jeg nogensinde har oplevet. Jeg kom lige til at tænke på den sjældne kombination af Månen og Venus og Merkur tæt op ad hinanden i dagene op til vores afrejse. Dette vil jeg tage som et tegn på en god og lærerig tur.

Vi har nu skiftet hotel til Temple Bay Ashoi (en statslig kæde af hoteller, fordelt over hele Indien). Dette hotel er kun 3*, men er med aircondition, bar og TV som det første. At standarden er faldet lidt ses på, at muggen er godt i gang med at gro opad fundamenterne. Men ellers er det meget fint. Hotellet ligger nærmere Mahabalipuram – faktisk helt inde i kanten af byen, så det er lettere at fouragere. Vi bor helt ned til den samme strand igen. Den breder sig milevidt til begge sider og er meget ren og fin.

Mens de andre har været inde i byen og kigge på et børnehjem, som en fransk ostefabrikant har oprettet, har jeg gået en tur i byen og købt lidt øl og vand samt en tandbørste (jeg rendte selvfølgelig fra min egen derhjemme). Nu sidder jeg på græsset mellem huset og stranden og skriver med en øl indenfor rækkevidde. Kan man ønske mere?

Om aftenen tog vi til et nabohotel, hvor vi spiste et dejligt tag-selv-bord ved swimming poolen. Vi tog tidligt hjem, allerede kl. 22, for næste morgen skal vi tidligt op (kl. 3) for at køre til Madras, hvor vi tager toget til Bangalore, som ligger relativt tæt på Sai Baba’s residens. Vi ved allerede nu, at han ikke befinder sig på den store ashram i Mysore, men i sin sommerresidens i White Fields. Det ligger ca. 100 km fra Bangalore.

25.Februar-Torsdag   Når man skal med toget i Indien, skal man møde op i god tid – dvs. 1 time før afgang – af hensyn til de mange mennesker, der er på stationen. Steen og Ingelise havde valgt, at vi skulle køre på 1. klasse, da det er en tur på 5 timer. Så vi gemmer 2. klasse til de lidt kortere ture. Toget afgik kl. 06.00, så vi mødte op kl. 5. Da vi var steget ud af bussen, troede jeg, at jeg havde glemt min tobak inde i bussen og gik derfor tilbage igen for at hente den. Da jeg kom ud igen, var alle gået og ikke til at få øje på nogen steder. Jeg vadede lige frem og ind på stationen, hvor der også holdt et par tog – bare ikke de rigtige og ingen hvide fra vores hold. Men så skete der noget, der viser, hvor fantastisk hjælpsomme inderne er: en inder kom hen til mig og pegede tilbage mod indgangen og viste, at jeg ikke skulle have gået ind der, men et sted længere til højre. Altså vader jeg ud af stationen igen, og herude står en anden inder, som straks ser situationen og peger og viser, hvad vej, jeg skal gå. Og snart er jeg blandt dem, jeg kender, igen.

Selve stationen og perronerne er nærmest ubeskrivelige. Det er et kaos af mennesker og bagage og pakker og gods af alle slags og faconer. Ja, mange pakker er indpakkede i sækkelærred, som er syet sammen, som om de aldrig skulle åbnes mere. Flere steder ved vandposte står folk og gør morgentoilette og børster tænder. Der er simpelthen så meget at se på. Da vi finder vores vogn (vi har pladsbilletter), er der sat en liste op ved døren med alle vores navne, køn og alder samt selvfølgelig pladsnummer. Ja, inderne elsker så sandelig bureaukrati. Vores tog kører præcis kl. 06.00. Den 1. klasses-vogn, vi sidder i, er forsynet med aircondition, og som alle steder i Indien kører de den, som om de vil vise, hvor koldt, der kan blive. Det er lidt mærkeligt, at man må have en trøje på, selvom det er 30º udenfor. Af samme grund har vognen termoruder.

Ved ankomsten til Bangalore (en by på størrelse med hele Danmarks befolkning) tog vi en anden bus til vores hotel. Vores sædvanlige bus, som ellers følger os med rundt, skulle kun køre med vores bagage, da det er en lang tur (5 timer med tog – og bussen kom først med bagage yderligere 7 timer efter vores ankomst). Vi spadserede lidt i byen, spiste aftensmad på hotellet og gik tidligt i seng, for igen skulle vi tidligt op næste morgen (kl. 04.45), for at køre til White Fields og se Sai Baba – en stor guru i mange dele af verden og en kæmpeguru i Indien. Det er en vidunderlig tur, og vi er alle ved at tilpasse os både klimaet og menneskene.

26.Februar-Fredag   Tidligt af sted efter lidt hurtig morgenmad på hotellet for efter en times buskørsel at stå foran Sai Baba’s sommerresidens i White Fields – et sted, som englænderne holdt meget af, da der er lidt køligere her. Klokken var da 7. Der var imponerende mange mennesker – mellem 5 og 10.000 (og White Fields er kun 1/10 af den egentlige ashram i Mysore). Vi ventede så siddende på en lille pude, som vi købte udenfor i lange rækker (lines), som en hel flok opsynsfolk holdt styr på. Efterhånden kom de enkelte lines så ind i selve templet, som var en åben tagkonstruktion på søjler. I god tid før kl. 8 var alle 5-10.000 så kommet ind i templet og sad nu igen på hver sin pude i blokke på 100-200 personer med gange imellem blokkene, kvinder på venstre side af midtergangen og mænd til højre.

På slaget 8 kom så Sai Baba langsomt ind ovre fra sin residens og gik så langsomt rundt i gangene, medens han hilste her og der, modtog fan-breve m.v. Han stod også stille nogle steder og snakkede eller lignende. Et sted ca. 10-12 m fra mig så jeg ham materialisere noget aske (vibuti). Han rystede sin højre hånd, holdt den en halv meter over en mands fremstrakte hånd, og ned væltede asken. Det var fantastisk at se. Senere stod han helt oppe ved tronen (alteret) og snakkede med nogle af sine elever og da så jeg nogle blå glimt, men det var for langt væk til at kunne vurderes.. Sai Baba var blevet gammel i forhold til de billeder, man ser af ham.

Alt dette tog højst ½ time og så gik alle ud igen. Dette gentager sig hver formiddag og hver eftermiddag og har gjort det de sidste 50 år. På vores formiddag var der hele deputationer fra mange lande, klædt i ens tøj med tørklæder, der viste, hvor de kom fra. Her var folk fra Japan, Scweitz, Colombia m.fl. bare på sådan en almindelig fredag formiddag.

Efter Sai Baba gik vi rundt og kiggede på det mægtige handelsliv, som er groet frem udenfor ashrammen, som følge af alle hans besøgende. Så kørte vi tilbage til hotellet i Bangalore for at spise frokost og holde hvil.

Ved 16-tiden kørte vi med bussen på sightseeing i Bangalores hektiske trafik. Der er ikke ret mange lyskurve her, og der, hvor de er, skaber de store køer. I almindelige kryds afvikles trafikken i en lind strøm ud og ind mellem hinanden – men forbavsende gnidningsfrit. Her bruger man hornet til at komme frem med hellere end bremsen. Det ser ud til, at der kun er én regel: vi kører fortrinsvis i venstre side.

Der er en meget stor botanisk have her, som udover mange flotte træer og buske også har den største enkelte granitsten, jeg nogensinde har set. Den var som et mindre bjerg, og på toppen havde den en flot udsigt over byen, hvor lysene begyndte at blive tændt medens solen var på vej ned – meget stemningsfuldt.

27.Februar-Lørdag   Op igen kl. 04.30 – køre ud til White Fields for at besøge Baba igen. Her gentog det samme show sig, og jeg besluttede, at nu havde jeg set nok af det. Det er altså ikke lige mig. Ved boderne udenfor ashrammen købte jeg en Shiva-figur, som er rimelig pæn, for 1700 Rs (rupees) – 300 kr. Så kørte vi hjem til Bangalore, hvor vi gik en tur på egen hånd i Commercial Street bl.a. – en meget spændende forretningsgade. I det hele taget et levende bybillede. Vi var et par stykker, som fandt en lille restaurant i kælderplan med træer og springvand og næsten ingen bylarm, hvor vi spiste frokost. Her kunne man få chateaubriand for 140 Rs (ca. 25 kr.). Desværre var det frokost, så vi spiste lasagne – dejligt. Og her kunne man få øl!! Det er bestemt ikke en øldrikkende nation. Det er ret svært at købe øl. Det findes ikke hos almindelige købmænd, men skal købes i særlige spiritus-butikker. Der er ingen restriktioner, blot få af dem.

Om eftermiddagen kørte vi ud og så på templer. Vi besøgte det meget pompøse Rama Krishna-tempel, der var meget stort og lå højt hævet over byen. Herfra kørte vi til et mere folkeligt tempel for abeguden Hanuman. De var i gang med at forgylde et treetagers kapel, som fik et lille stykke ordnet, efterhånden som de fik råd. Her sluttede vi af med en lille meditation i et rum i templet til det samme, hvor alle kunne gå ind, snuppe sig en måtte og sætte sig ned og få en lille rolig stund.

Vi besøgte et andet hotel, meget flot, hvor vi spiste kinesisk aftensmad – ikke helt som hjemme, men tilpasset indiske forhold, hvilket vil sige, at det i store træk lignede alt det andet, vi har spist. Ikke at sige, at det er dårligt, tværtimod. Man spiser godt i Indien. Masser af grøntsager, ris og krydderier. Jeg har stadig ingen mén af turen. Mave og helbred har det fint.

28.Februar-Søndag   I dag var vi en 10-12 stykker, som ikke ville til Baba for 3. gang, så vi sov længe, spiste først morgenmad kl. 9. Har haft ro til at pakke kufferten igen og i det hele taget nydt at drive den lidt af. Dejligt.
Vi samledes igen kl. 12.45 for at køre til hovedbanegården. Vi skulle nu videre til Mysore – en tur på 2. klasse på 3 timer. 2. klasse viste sig at være kun en lille smule dårligere end 1. klasse. Der var ingen aircondition (fint!) og ingen gratis mad, men ellers fine kupeer og siddepladser.

Vel installeret på Hotel Ramanashree Comfort Inn spiste vi frokost og slappede af. Det viste sig, at maharajaens slot i byen var illumineret hver søndag, så det var vi henne og kigge på – meget flot.

01.Marts-Mandag   Formiddagstur til Chermundi Hill, hvor der ligger et stort tempel + en stor skulptur af den tyr, som Shiva rider på. Der var også en lille guru, der boede i en klippehule. Inderne kan slet ikke stå for at blive fotograferet og slet ikke med sådan nogle som os, så inden vi fik set os om, var vi ved tyren indviklet i en hel fotosession.

Som afslutning på formiddagen kørte vi lige ud og kiggede på en anden stor gurus ashram: Swamedi. Han er ikke så stor, som Baba, men netop derfor skulle der være bedre mulighed for at komme tæt på sådan én.  Han boede ellers flot nok og havde lige færdiggjort en stor koncerthal – som sædvanlig uden vægge og med billeder af store komponister – også vores Bach og Mozart m.fl.

Herefter spiste vi frokost på egen hånd og efter et kort hvil, kørte vi til silkehuset, hvor alle pigerne gik amok over stofferne. Da jeg har svært ved at vurdere sådan noget, turde jeg ikke vælge noget kjolestof, men købte kun en silkeskjorte – pris 175 kr.

Kl. 19 var vi hos Swamedi igen til aften-dharsam. Guruen var lige kommet hjem fra en rejse samme eftermiddag og virkede træt, så vi må håbe, det går bedre i morgen, for der skulle vi gerne have et personligt møde én ad gangen med ham. Det er jeg meget spændt på.
Aftenen sluttede med fællesspisning på et andet hotel, hvor vi kunne sidde i haven og nyde maden. Den var for en gangs skyld lidt vestlig, og det var dejligt, for vi er efterhånden lidt trætte af de samme indiske retter morgen, middag og aften.

02.Marts-Tirsdag   Tidligt op og ude hos Swamedi kl. 7. Købte pudja og hamo, forskellige former for offergaver – og så sidde og vente. Kl. 8 kørte showet med lys, pynt og ild. Der var mange ceremonier – næsten katolsk. Det er altså ikke rigtig mig med disse guruer.
Efter ceremonierne blev vi tilstået en audiens hos Swamedi himself. Han holdt et lille foredrag for os på dårligt engelsk, hvilket han undskyldte for. Han talte om usikkerheden i livet, i familien, i arbejdslivet og om, hvordan man skulle se ind i sig selv og finde svar, eller man kunne støtte sig til guruer som Baba og ham selv, som man i øvrigt ikke skulle sammenligne, men tage som udtryk for forskellige måder at nå frem til det samme på. Han fortalte også, at han ville være med os i vore drømme og hjælpe os, hvis vi bad om det. Han sagde også, at intet var tilfældigt – heller ikke at vi var hos ham i dag. Til slut gik vi alle op til ham én for én og afleverede vores offergave og bøjede os for ham. Han var en mand med et meget stærkt blik, men med et venligt udtryk. Jeg købte en lille pyramide, lavet af 7 forskellige metaller. Den blev velsignet af Swamedi selv. Derved skulle den blive givet god energi, som vil kunne gavne fremover.

Så kørte vi tilbage til hotellet og fik ’fri’ resten af eftermiddagen. Jeg tog på bytur for mig selv for at finde en sandeltræs-butik, som Jan Jordheim havde anbefalet. Godt oppe i gaden mødte jeg nogle af de andre og så fulgtes vi ad.

En inder kom hen til mig og spurgte, hvor vi kom fra – et meget almindeligt spørgsmål, da vi må sige, at vi stikker meget af, fordi vi er få hvide blandt alle de asiater. Det viste sig hurtigt, at han var ude for at kapre kunder – for en sandeltræsfabrik selvfølgelig (for intet er tilfældigt). Han tilbød at vise os fabrikken, så vi kunne se, hvordan tingene blev lavet. Det kunne vi jo ikke stå for, så vi begav os ned af den ene lille smalle gade efter den anden, efterhånden temmelig usikre på, om vi nogensinde kom til nogen fabrik, som hele tiden lå lige rundt om det næste hjørne. Men det viste sig igen, at inderne er ærlige mennesker, og vi kom til sidst til det ene lille værksted efter det andet, hvor der sad folk og arbejdede med små stemmejern mm. og udskar figurer og lavede billedskærerarbejder af alle slags. Det var meget spændende at se, og desuden fik vi altså set byen sådan bag kulisserne, for de gader var vi aldrig gået ned ad af os selv. Jeg endte med at købe 3 meget smukke figurer samt lidt småting til børnebørnene. Når jeg nu er startet på det, må jeg jo hellere prøve at finde noget til dem alle sammen, så jeg tror, jeg vil give Allan silkeskjorten, som alligevel er for stor til mig.
Resten af aftenen fredelig. Vi holdt et lille møde fra 16-18, hvor Steen fortalte om psykiske evner og Jan Jordheim demonstrerede semi-trance. Det er en tranceform, hvor han ikke helt er i trance – dvs. hvor han ved, hvad der foregår, selvom en anden har overtaget hans krop. Vi kunne stille spørgsmål til den, der talte igennem ham og mange fik gode svar, som de kunne bruge.

03.Marts-Onsdag   Af sted med bussen kl. 6 til Ooty – en lille by på 800.000 indbyggere beliggende godt 2200 m over havet, så det betød med andre ord, at vi forlod det lune Mysore. Efter en meget smuk tur op i bjergene nåede vi Hotel Sinclair, et bjerghotel beliggende 100-200 m over Ooty med en flot udsigt over byen.

Vel installeret tog vi på bytur i Ooty. Den var renere og pænere end endog Mysore og vi vandrede en tur i byens botaniske have, som også var samlingssted for byens øvrige indbyggere, så der var rigtig mange mennesker. Vi var en 3-4 stykker, som ville op til et Thora-tempel, som lå højt oppe i haven, så vi travede opad, og opad, og opad – vi kunne rigtigt mærke, at luften var tynd, så vi blev hurtigt forpustede og måtte tage den lidt med ro. Vi nåede aldrig helt op, for vi kunne ikke finde vej til sidst. Vi vendte derfor om. Vi tog den med ro nedad bjerget og fik gået en dejlig tur gennem parken. Det var nu ved at blive mørkt, men pigerne ville handle, så vi gik ind i en tøjbutik, hvor de gik helt amok over de pæne og billige ting. Nå, jeg måtte til sidst hive pigerne ud og vi tog en tuc-tuc (en slags 3-hjulet-scooter-taxa) op ad bjerget til hotellet. Det var efterhånden blevet helt mørkt og også koldt for os med vores korte bukser og –skjorter, så vi var glade, da vi nåede vores hotel og kunne finde de vintertrøjer og lange bukser frem, som vi havde på, da vi forlod Danmark.

Vi spiste dejlig aftensmad kl. 20. Jette havde fødselsdag og blev fejret med lagkage og lys og kys og kram fra alle mændene (9), så hun var glad. Aftenen sluttede stille og roligt, for vi var alle trætte. Vi kan ikke sige andet, end at vi oplever noget hele tiden – næsten mere, end vi kan kapere, så jeg er glad for, at jeg skriver denne dagbog. Dette kapitel sidder jeg og skriver torsdag aften og det er næsten for sent til at huske alle detaljerne, men de kommer dog frem, efterhånden som jeg sidder og oplever det hele igen.

04.Marts-Torsdag   For en gangs skyld ikke så tidligt op, for vi skulle først være på stationen (som hed noget i retning af Umabulapuram ) for at tage det såkaldte toy-train, som snoede sig op ad bjergsiden frem til Coonoor.

Turen var flot, men det mest betagende var nogle skoleklasser på omkring 1. klasses trin. De kørte med i samme vogn, som os. De var de mest betagende børn, man kunne forestille sig – og meget velopdragne. De smilede til os hele tiden og sang nogle af deres børnesange. Vi tog alle flere billeder af dem end af landskabet. I Coonoor holdt bussen og ventede for at køre os frem til en lille by, Trishur.

Det er ren luksus med busarrangementet. Bussen er egentlig 2 busser, én, som kører al bagagen, så vi ikke skal slæbe den eller blot tænke på den, og én, som står til vores disposition på hele turen.
Busturen ned ad bjerget igen var rigtig flot og her tog jeg en del billeder, selvom bussen hoppede og dansede på de dårlige veje. Vi holdt hvil og spiste frokost på et luksushotel et sted på vejen – et rigtigt lækkert måltid. Nu var vi kommet ned i varmen igen, men vi var forberedte og fik hurtigt taget trøjerne af og skiftet til korte bukser igen.

Herfra kørte vi ind i staten Kerala, som er en ret velstående stat, ikke mindst fordi næsten alle er veluddannede. Her produceres kokosnødder i store mængder og her er mere frodigt, end det vi før har set.

Undervejs kom vi forbi en landsby, hvor der var et stort optog med elefanter. Vi skyndte os at stoppe og kom hurtigt ud af bussen for at fotografere. Det viste sig at være et optog, som udgik fra deres tempel, som brugte elefanterne til ceremonielle formål og til processioner, som den vi lige overværede. Man drog så i optog fra templet og rundt i hele landsbyen (så alle kunne se templets formåen) og tilbage igen, en tur på måske en halv time, så vi var yderst heldig lige at komme forbi på det rette tidspunkt. Så kørte vi videre og efter yderligere et par timers kørsel nåede vi Trishur, hvor vi blev installeret på et fint hotel. Her er dog ikke meget at lave, så vi har planlagt en stille aften med et godt langt bad og ikke for sen sengetid. Det tegnede jo behageligt, men det blev det langtfra. Kl. 3 om natten vågnede jeg og skulle på toilettet, og der sad jeg så resten af natten – med diarré. Jeg troede ellers efter at halvdelen af turen var gået, at jeg var blevet tilpasset, men det var jeg altså ikke.

05.Marts-Fredag   Nu kommer der et par behagelige dage. I dag skulle vi kun køre 2 timer til Cochin og det var jeg glad for, for min mave var langtfra helt rolig. Jeg fik noget homøopatisk medicin af Harry – min bofælle – og det var rigtigt godt, så jeg klarede det.

Hotel Taj Malabar, som vi bor på her i Cochin er et rigtigt luksushotel med TV og bar på værelset og swimming pool og ayurvedamassage, 3 spiserestauranter mm. Vi kunne drive hele dagen, men mange valgte at tage på bytur. Alle er grebet af en hel utrolig købedille. Der er så mange smukke ting. Dagen sluttede med en aftensejltur i Cochin Backwaters. Det var en meget smuk tur, som sluttede netop som solen sank i horisonten.

06.Marts-Lørdag   Endnu en fredelig dag. Vi er efterhånden vante til at stå tidligt op. Dagen starter med en tur i swimming poolen, hvor jeg tror, at vandet er tæt på 30°. Det største og bedste badekar, jeg nogensinde har prøvet.
Vi var nogle stykker, som manglede lidt indkøb, så vi lavede en lille bytur. Jeg måtte have en taske. Både til at redde mig ud af min pladsmangel i kufferten, men også for at få en taske til brug på bådturen i morgen. Kufferterne bliver nemlig sendt videre frem, så vi ser dem ikke igen i 2 fulde døgn. Jeg fandt en fin taske, hvor bunden kan øges i 2 trin á ca. 10 cm, for 210 Rs = ca. 35 kr.

Om aftenen kørte vi med bussen til demonstration af den berømte khatakali-dans. Her fik vi en lille lektion i nogle af betydningerne af ansigtsudtryk og attituder, men desværre ikke i hånd- og fingertegn. Det var meget flot og lærerigt.

07.Marts-Søndag   Morgenbad i poolen. Fælles morgenmad på hotellet. Nu kører det igen. Ud af hotellet kl. 10 og farvel til kufferterne de næste par dage. 2 timers kørsel til Alleppey, hvor sivbådene venter på os.

Her sidder vi så nu i skrivende stund (kl. 15.30) og nyder at blive staget gennem vandet, medens kokken og hans folk kræser om os. Vi har lige spist et dejligt fiskemåltid – stegt over trækulsgrillen bagerst i båden, og nu venter vi blot på kaffen. Vi er 5 ombord på min båd. 4 piger og så mig. Vi skal sove på båden også og der er moskito-net og det hele. Der er 1 kok og 2 medhjælpere og 1 til at stage på hver båd, så det er luksus på en primitiv måde – meget, meget vidunderligt.

I går gik jeg en tur med Jette i haven til Hotel Taj Malabar. Det havde lige regnet (lidt!!!), men der var vådt på en trappe, så jeg gled selvfølgelig og vred om på min højre fod. Jeg forstrakte kun en sene, tror jeg.
Her på båden er der en pige, som hedder Inger, som kan noget Ida Rolf-massage som hun udførte en times tid på mig. Det var dejligt og hjalp også. Hun anbefalede en god udøver:

                      Karen Vinding, Fredericiagade 42, 1310 Kbh. K, 33 15 01 71
Hun vil også kunne hjælpe mig med mit skæve højre ben.

Vi bliver fodret godt med fine hovedmåltider og kaffe og snacks indimellem. Der er en køleboks med øl og vand, så alt er bare herligt. Om aftenen kom folkene og satte moskito-net op på de pladser, vi ville sove på. Jeg valgte at sove i forstavnen af båden. Da de var gået igen valgte Annie og jeg, som altså skulle ligge i forstavnen at hive nettet ned igen, for der var overhovedet ingen myg. Det havde så den fordel, at vi kunne ligge på ryggen og kigge på stjernerne, som var meget flotte og klare. Vi smurte os godt ind i myggebalsam, just in case. Jeg havde møjsommeligt fundet en butik i Bangalore, hvor jeg havde købt noget myggebalsam, som kunne holde myggene væk anywhere, anytime, så det måtte jo være godt. Og det var det også. Vi havde en dejlig nat i behagelig kølighed – blot faldt der dug ved 3-4-tiden, så der blev vådt o mkring os – undtagen lige der, hvor vi lå, så man skulle ikke vende sig for meget.

08.Marts-Mandag   Nu er klokken lidt over 11 og vi nærmer os ’Our land’, hvor turen er forbi og vi skal spise frokost. Jeg synes, vi spiser ustandseligt på denne tur. Our land var blot en lille ø midt i hele dette kompleks af kanaler, som Backwaters udgør.

Her serverede de dejlig mad for os på palmeblade – at spise med fingrene. Jeg fandt dog ud af at bruge en bid af et plastickrus som ske, og da de så det, fik jeg en rigtig ske. Så blev vi sejlet videre med motorbåd til et sted, hvor bussen kunne samle os op. Den kørte os så tilbage til Cochin, hvor vi havde et midlertidigt ophold på et hotel i nogle få timer, til vi kunne gå til stationen og stige på nattoget, som skulle køre os adskillige hundrede kilometer til Trichy i staten Tamil Nady.

Dette var et rigtigt 2. klasses tog. Vi fandt ud af, at den forrige 2. klasses-tur var med en opgraderet 2. klasses-vogn – og det var denne her bestemt ikke. Der var beskidt alle vegne. Toiletterne lugtede langt ind i kupeerne osv. Vi skulle sove her (i 3 etager) uden sengetøj eller noget og toget raslede og skramlede, lyset blev tændt og slukket hele tiden og der var larm og roderi alle vegne. Alligevel lykkedes det for de fleste af os at få sovet lidt.

09.Marts-Tirsdag   Når jeg sidder og skriver dette, sidder jeg på et dejligt hotel i Pondicherry, jeg er kommet meget bagefter med dagbogen og prøver nu at rette op på det. Men det er svært at huske alt, for vi oplever så meget hver eneste dag. Selv på en dag som i går, hvor vi næsten har rejst hele tiden.
Vel ankommet til Trichy fik vi nogle værelser til deling på et hotel, hvor vi udover at spise morgenmad, kunne få lejlighed til at blive vasket – og det trængte vi til.

Vi besøgte et meget stort gammelt tempel fra 1100-tallet. Det var for en gangs skyld rigtig flot. Senere på vejen til Chidambaram besøgte vi et andet tempel, som sønnen til bygherren af det første havde bygget, men det var ikke nær så flot, selvom sønnen havde bygget det med det formål at overgå faderen.

Hen under aften nåede vi Chidambaram, hvor vi blev installeret på Hotel Saradaram, som var et temmelig ringe 3. klasses hotel, men ok, der var ikke andre muligheder, siger Steen. Her holdt vi et lille møde om aftenen for at finde ud af, hvem der skulle hvor hos palmebladsastrologerne i morgen. Da det var løst tørnede vi ind, godt trætte.

10.Marts-Onsdag   Af sted om morgenen (dvs. op kl. 7) og efter morgenmad kørte vi til Vaithiswarankovil, hvor palmebladsastrologerne holder til – nærmest en hel by fuld af dem. Jan Jordheim kendte personligt 2 af dem og det var disse 2, vi skulle besøge.
Det viste sig hurtigt, at det var noget langvarigt noget, vi havde kastet os ud i, for den første, der kom ind, var de 2 ½ time om at finde det rigtige palmeblad til. Jan fik så forhørt sig lidt omkring, så en pige, der hedder Karen Margrethe og jeg blev sendt til en helt tredje astrolog for at spare tid, for vi var 13, der skulle igennem den første dag og 13 igen den anden dag.

Heldigvis viste det sig, at vores astrolog var rigtig god og jeg syntes, at det var pengene værd. Vi fulgtes ad hele vejen og kom ind til søgning kl. 15. I løbet af en time for hver havde de fundet vores palmeblade. Søgningen foregik ved at de stillede nogle personlige spørgsmål. De havde på forhånd fået vores navne og fødselsdatoer og –sted samt tommelfingeraftryk. Højre for mænd og venstre for kvinder.
De personlige spørgsmål gik på faders navn, moders navn, kones navn og antallet af børn. Vi kunne fortælle det frivilligt, eller de kunne hale det ud af os bogstav for bogstav, men disse facts var nogle, som vi selv opgav dem.

De havde et slags index-system. De læste spørgsmålene på indexet op, og først når vi kunne svare ja til alle spørgsmål i et index, havde de fundet det rigtige palmeblad. Svarede vi nej, lagde de det væk og tog det næste. Indexet og selve palmebladene var virkelig skrevet på palmebladsstykker af ca. 30 cm’s længde og herpå var ridset ganske små skrifttegn. Et hele foregik på Tamil og det betød tit forvirring, som gjorde, at vi for at spare tid lige så godt kunne opgive hele det navn, de ønskede. Feks. spurgte de om faders navn var på 3 stavelser, og det måtte jeg jo sige nej til, da min far hed Vilhelm, men det viste sig alligevel, at på tamil havde det 3 stavelser og sådan videre i den dur. Så vi fandt hurtigt ud af at give dem det hele med det samme. Til sidst fandt de så de rigtige palmeblade og så kom næste trin i processen. Nu skulle astrologen skrive ned i en bog, hvad der stod.

Der var derfor ventetid igen i flere timer, og vi benyttede den til at drikke the med mælk og sukker (tjai) samt frivilligt at besøge det nærliggende tempel, som viste sig at være et af de allerflotteste, vi har set. Det var velholdt og alle figurer og relieffer var malede i de smukkeste farver. Selvfølgelig løb jeg tør for film lige her, så jeg fik kun en 4-5 billeder herfra. Jeg vil tro, jeg er oppe på at have taget 6 film nu.
Nå, langt om længe var astrologen da endelig blevet færdig (han skulle også spise indimellem og hente the), men så var oversætteren i gang med en anden opgave – og så ventede vi på ham. Man lærer virkelig at være tålmodig her i Indien.
Endelig kom vi så ind til sidste trin: readingen. Her blev så startet en båndoptager og astrologen læste op, hvad han havde skrevet og oversætteren gentog på engelsk (engelsk her i Indien er en særlig udgave, som absolut ikke er sådan lige til at forstå). Jeg er meget spændt på at høre båndet, for der var en del ord, jeg ikke lige fangede. Jeg skulle bl.a. leve et lykkeligt og velstående liv sammen med min nuværende kone – altså Ruth – og jeg fik opgivet min nøjagtige dødsdag, tidspunkt og dødsårsag.

Da vi var de sidste 2 den dag, valgte de andre at køre med bussen til Chidambaram og overlod os til at tage en taxi. Det gjorde vi så og for 400 Rs (75 kr.) blev vi kørt – i en gammel Austin fra 50’erne (det er nu ikke sikkert, den var så gammel, for de bygger dem stadig her i Indien) – de 35 km hjem til vores hotel.
Da var vi også godt trætte og efter lidt hurtig aftensmad var det lige på hovedet i seng med hovedet fuldt af tanker, som svirrede rundt, så man dårligt kunne sove, men det gik nu helt fint alligevel.

11.Marts-Torsdag   Nu kom endelig en afslapningsdag – skulle man tro – for medens 2. hold var hos astrologerne kunne vi slappe af. Men der var lige et tilbud om at køre en tur på 40-50 km til stranden!! Vi befinder os jo nu nær østkysten igen og vi kunne alle huske det dejlig vand i den Bengalske Havbugt, så det måtte vi jo lige prøve igen.
Som sagt så gjort. Vi kørte af sted med bussen og nåede stranden efter små 2 timers kørsel. Der er ultra få ordentlige veje. De fleste er smalle og hullede, så det går ret langsomt med at komme frem.
Vores indiske guide Rau er meget kulturel, og det viste sig, at der, hvor vi skulle bade havde der ligget en havneby, som i sin tid havde handlet med romerriget, så der var et lille museum bl.a. om det. Men vi må nok erkende, at vores kulturtærskel snart er nået, så det drønede vi igennem på 5 min. – og så ned til stranden.

Den viste sig at leve helt op til vores forventninger, så vi nåede at bade 2 gange i den korte tid, vi var der. Vi fandt et stykke strand, som var helt fint og som vi troede, vi kunne have for os selv, men før vi fik set os om, kom hele horder af indere pludselig forbi. Vi kunne se dem langvejs fra komme drønene for fuld fart, hvorefter de nærmest gik i stå ud for os for derefter laaangsomt at defilere forbi. Det fremmedartede er absolut gensidigt. Inderne kigger lige så meget på os, som vi kigger på dem. Vi har fået at vide, at de har lige så svært ved at se forskel på os, som vi har på dem. Der var også et hold, der slog sig ned ved siden af os, selvom stranden var tom flere hundrede meter til hver side. De gik også i vandet. Alle stort set med alt tøjet på – især pigerne. De har nok syntes, at vi var meget spændende med meget lidt tøj – og bikinier.

Så kørte vi tilbage igen og nogle af os gik straks på bytur. Købeenergierne er meget stærke hos os, for alt er så spændende og fremmedartet. Jeg fandt nogle sharoner til alle mine piger derhjemme, som jeg håber, de kan lide.

Så var også denne dag ved at være gået – og det, der skulle have været en slappedag, gik hen og blev ret så anstrengende alligevel. Men skidt - og så var der igen en, der havde fødselsdag...

Om aftenen holdt Rau et lille møde, hvor vi kunne stille alle slags spørgsmål om Indien og selvom det lød kedeligt, blev det alligevel ret interessant.

12.Marts-Fredag   Afrejse fra Chidambaram, bustur til Pondicherry. Dog nåede vi lige et stort tempel i Chidambaram. Nu kan vi alle godt mærke, at vi har nået vores tempeltærskel; vi gider næsten ikke at stå ud af bussen.

Et par timer senere nåede vi Pondicherry, hvor vi som sagt er installeret på et nydeligt hotel. I eftermiddag skal vi til Sri Aurobindo ashram, Auroville, som jeg glæder mig meget til at se. Det er nærmest en hel by, der har det formål, at danne rammen om et internationalt idealsamfund.
I Auroville var de bestemt ikke interesserede i turister. Det var planen, at vi skulle prøve at meditere i den nye store dome, Mantri Mandir, de havde bygget, men det viste sig, at de ikke modtog hold, der var større end 10 personer, så det blev ikke til noget.

Vi kom dog ind og se domen, som endnu ikke var helt færdigbygget, men meditationsrummet helt oppe i toppen var færdigt, og det var meget flot med marmor på vægge og gulv. I midten af rummet var en glaskugle, som kunne modtage sollyset gennem et hul øverst i midten af domen og dette gav en helt utrolig koncentration af energi i rummet. Den var næsten til at tage og føle på og vi ville meget gerne have prøvet at meditere der. Billedet viser den næsten færdige dome.
Under kuglen blev lyset ledt videre til en platform, der lå under meditationsrummet. Dette havde sikkert også et spændende formål, men det kunne vi ikke rigtigt se, da resten ikke var færdigbygget. Se evt. mere beskrivelse af domen (kaldet Matrimandir: Moderens tempel) under Auroville 2014.

Herefter tog vi tilbage til Pondicherry, hvor Aurobindo havde en ashram midt i byen. Her lå han og hans tro hjælper, en fransk dame, som kun blev kaldt Mother, begge begravet i en marmoropsats, hvis top var belagt med friske blomsterhoveder, arrangeret i smukke mønstre og figurer.

Vi fik som sædvanlig dejlig mad og 4 piger sang en sang for vores rejseledere og en 5. holdt en nydelig takketale for god planlægning og gennemførsel. Denne aften er den sidste, vi har sammen. I morgen tidlig starter turen hjemad.