Hvis man vil nøjes med at se billeder, så brug knappen - og klik på billederne og klik en gang mere på 'DiasShow' for at stoppe DiasShow

Dag 1 - Tor 08    Trods den relativt korte afstand til Sardinien lykkedes det os alligevel at bruge det meste af dagen på turen hertil, men nu er vi her og det er dejligt. Her er varmere, end vi havde ventet 30-35 grader, men det er også fint.

Vi er med Højskolerejser til Sardinien og vores to rejseledere er Torben og Sven (Guru og il Assistente). Torben har lejet to minibusser, som vi skal køre rundt i hele den næste uge. Vi fandt hurtigt frem til vores hotel Scintilla i en lille by lidt syd for Olbia, der hedder San Teodoro. Her fik vi så aftensmad – kl. 8 – og det var en fin tre-retters menu.

Lidt af Sardiniens historie De første indbyggere på Sardinien kom formentlig fra det italienske fastland via Korsika omkring 6000 fvt. Fra omkring 1500 fvt. og frem blev landsbyerne bygget omkring runde tårnfæstninger, såkaldte "nuraghi". Grænserne for stammeterritorierne blev overvåget fra mindre "observations-nuraghi", som naturligvis blev anlagt på høje punkter i terrænet. Ca 1000 år fvt. begyndte Sardinien at få hyppige besøg af fønikerne, som lagde ind på deres handelsrejser mellem Libanon og Afrika og Sydeuropa. Omkring år 500 fvt. blev dele af kysten besat af fønikere fra Kartago, men i 238 fvt. overgav de sig ifm. at romerne vandt den første puniske krig, og Sardinien blev en romersk provins. Dette medførte selvfølgelig en vis kolonisering fra Rom, som dog aldrig fuldt ud kom til at dominere øen. Da romerriget faldt sammen i 456, besatte vandalerne dele af Sardiniens kystlinie. Da vandalerne blev slået i 533, blev Sardinien underlagt det østromerske - byzantinske - rige. Da det byzantinske herredømme ophørte, blev Sardinien opdelt i fire regioner, hver under ledelse af en konge eller dronning. Disse små kongedømmer indgik alliancer med de italienske bystater som fx Genoa og Pisa. Regionen Sardiniens flag. I 1323 indgik kongen af Arborea, et af de sardiske kongedømmer, en alliance med James II af Aragonien (Spanien) for at beskytte sig mod Pisa, og i fællesskab lykkedes det at indtage de områder, som var besat af Pisa. Herefter vendte kongen af Arborea sig mod Aragonien i ønske om at blive konge over hele Sardinien. I 1353 gav Peter IV af Aragonen tilladelse til at oprette et parlament for Sardinien og Korsica, hvilket medførte delvist selvstyre på øen. Det var ikke kun adelige, som havde sæde i parlamentet, men også repræsentanter for hver landsby. I 1409 besejrede Martin I af Sicilien, som også var arving til Aragonien, sarderne i et stort slag; af omkring 20.000 sardere blev omkring 5.000 dræbt.

I 1479, efter ægteskabet mellem Ferdinand II af Aragonien og Isabella af Castilien, blev "Kongeriget Sardinien", som var blevet adskilt fra Korsica, spansk. Efter flere anslag fra muslimske sørøvere i Tunis og Algeriet gav Karl V af Spanien ordre til at forstærke forsvarsværkerne langs kysten. Kongeriget Sardinien forblev spansk indtil 1720, og indbyggerne adopterede selvfølgelig en mængde spanske traditioner, ligesom sproget også blev stærkt påvirket af spansk. I 1708 - ifm. den spanske arvefølgekrig - blev Sardinien underlagt Huset Savoy (i dag en del af Italien). Kongerne af Sardinien spillede en afgørende rolle under kampene for et forenet Italien fra 1848, og i 1861 tilsluttede Sardinien sig det nyoprettede kongerige Italien. Da Italien i 1946 efter en forkeafstemning blev en republik, fik Sardinien en særlig status med en stor grad af selvstyre. Regionen Sardiniens flag kaldes i daglig tale "De fire maurers flag". Det består af et rødt kors på hvid baggrund, i hver af de fire kvadranter er et maurer hoved (maurer er den gamle betegnelse for de muslimske indbyggere i Marokko). Iflg. spansk tradition dukkede de fire maurer hoveder op i flaget, efter at man havde besejret maurerne i et slag i 1096. Den sardiske tradition vil vide, at pave Benedict II i 1017 gav flaget til bystaten Pisa, da de blev udsat for angreb af maurerne. De historier er vel ikke mere fantastiske end vores egne forestilling om, hvorledes vi fik dannebrog.

Dag 2 - Fre 09   Dagen starter med yoga på stranden og bad i havet bagefter. Så nåede vi lige hjem og fik et brusebad og lidt morgenmad, inden der var fællessamling, hvor vi skulle fortælle lidt om os selv,

dvs. vi blev sat sammen to og to og skulle fortælle den anden om os selv. Så skulle den anden i plenum fortælle de andre, hvad han/hun havde fået at vide.

Over middag sejlede vi over til Isla Tavolara. Her er der en lille historie, idet kongemagten over dette imaginære kongedømme her blev givet til familien Bertoleoni i 1836 af Charles Albert, som var konge over Sardinien. Efter Italiens forening søgte den på det tidspunkt regerende Bertoleoni, “Kong Paulo I”, aktivt at blive anerkendt af Italien. I hans regeringsperiode, nærmere betegnet i 1868, begyndte Italiens regering at benytte et fyrtårn i den nordøstlige ende af øen, så det var vel en form for anerkendelse. I 1934 kom Bertoleoni familiens suverænitet over øen dog til en ende: øen blev besat af Italien. Så, i 1962, etablerede NATO en base i den østlige halvdel af Tavolara og den 'herskende familie' måtte forlade alle 50 hektar jord.

Sammen med andre medlemmer af familien kan Kong Paulo I’s grav ses på øens kirkegård og sarkofagen er forsynet med en krone. Senere fik vi lidt at drikke på øens cafeteria ovenpå strabadserne, inden vi skulle sejle tilbage til Sardinien. På tilbageturen til vores hotel kunne dem, der ønskede at kigge lidt på San Teodoro få lejlighed til det og de blev så afhentet lidt senere. Resten kørte tilbage til hotellet for at få et bad og friske sig op, inden vi alle skulle ud og spise.

Dag 3 – Lør 10 Op og pakke, ingen yoga og kun lidt hurtig morgenmad. Afgang kl. 9.30. Efter 1 ½ times kørsel nåede vi vores næste destination, nemlig vandhelligdommen i Santa Christina. Det er en gammel konstruktion, der er trekantet med en trappe ned til vandet. Den skulle være bygget af Nuragherne,

men den meget avancerede byggestil og utrolige præcision gør det næsten umulig at tro, da de omkringliggende mure er af en betydelig mere primitiv konstruktion. Den er meget imponerende. Ikke mindst, da der foroven midt for vandreservoiret er et lille hul, hvor lyset kan skinne ned igennem. Vi taler her om en konstruktion, der er fra omkring 1900 år BC.

Et af de mest mystiske objekter fra nuraghe-kulturen er den hellige brønd i Santa Cristina.

Her ses brøndens struktur. Den er en af de ældste af Sardiniens brønde .                                                            Brønden i Santa Cristina, set ovenfra.

Alt i alt er der i Sardinien omkring 70 brønde fra den nuraghiske periode. Det menes, at disse strukturer ikke kun giver adgang til en vandforsyning, men havde også et religiøst eller astronomisk formål.

En af de mest berømte brønde er brønden Santa Cristina nær Oristano. Den er meget forskellig fra resten af ​​Sardiniens brønde og af den grund ikke kun interessant for turisterne.

Det første, der fanger øjet, når man besøger brønden Santa Cristina, er en perfekt glat væg og et pænt murværk, ret forskellig fra de fleste af bygningerne fra den nuraghiske periode. Nedstigningen i brønden en temmelig bred indgang, hvilket ikke er tilfældet for andre tilsvarende anlæg. Arkæologer har vist, at brønden har givet nuragherne mulighed for at observere himmellegemer, og i løbet af forårs- og efterårs jævndøgn står solstrålerne ned ad trappeskakten og reflekteres fra overfladen af ​​kilden, så hele det indre af¨brønden oplyses.

De fandt også, at en gang hvert 18’de år og 6 måneder vil Månen, som da står på sit højeste punkt, lyse gennem hullet i toppen af brønden og derved oplyse den. Herfra nåede vi efter en times kørsel til byen Tuili og derfra op på et stort plateau, Giara, som lå i 700 m’s højde. Her fik vi en dejlig frokost omgivet af gamle korktræer og anden smuk vegetation. Maden var tilberedt af hyrder fra området, bestående af forskellige fåre- og gedeoste, diverse kødskiver, skinke og pølse samt andre specialiteter fra området. Hertil rød- eller hvidvin, vand og også en speciel likør lavet på bær fra området.

Efter maden sang de en sang for os og vi kvitterede med ’Jeg ved en lærkerede’ til alles glæde. Derefter viste de os rundt på området, som er kendt for sine vilde heste, hvilke der var ca. 900 af. Vi så på mange forskellige planter, der groede her og fik da også set nogle heste, så det var helt fint.

Så var vi på farten igen, og denne gang satte vi kursen direkte mod, byen Cagliari, hvor vi skal bo på hotel Calamosca resten af ferien. Hotellet ligger lige ned til vandet, og vi kan se solen gå med fra vores værelse – super.

Dag 4 – Søndag 11   Yoga kl. 8 og derefter morgenmad. Samling kl. 10 med sang og hygge – og så skal vi selvfølgelig høre om dagens program. Vi skulle have været inde og kigge på Cagliari, men da det er søndag, så sker der ikke noget i byen, så vi tager 5. dagens program i stedet.

Efter morgensamlingen havde vi fri til kl. 13.30 og kørte derefter med il assistente (Sven) ind til Cagliari for at handle lidt i det lokale supermercado. Hjemme igen kunne vi lave kaffe og sætte os ud på altanen, som ligger i skygge lige til kl. 12.30. Så bliver der bagende varmt og helt umuligt at være der.

Så mødtes vi alle igen og kørte lidt udenfor Cagliari til en lille kunstnerlandsby, der hedder San Sperate. Byen blev berømt i 1970’erne takket være en lokal kunstner, Pinuccio Sciola, som fik en god idé, som stadig kører videre: fyld byen med kunst, vægmalerier og skulpturer.Han fik organiseret, at alle husene blev malet hvide og derefter blev lokale kunstnere og fremmede inviteret til at male og fik husly til gengæld imens. Det gik hen og blev en stor succes. Byen blev flot dekoreret og turisterne strømmede til. Også Torben har givet sit bidrag i den korte tid, han boede her.

Han malede sammen med en anden dansker, Nanna, et stykke vej, idet hun gerne ville male vejen om til en flod. Hans kunstværk er desværre blevet enten ødelagt pga. en nødvendig reparation af vejen eller også måske kommet på museum et eller andet sted. Det hele var ganske rigtigt flot og spændende, så vi fik travet en del gader igennem. Vi endte ved en lille park, hvor vi fik os et lille tiltrængt hvil og en forfriskning.

Næste punkt i denne by var en meget speciel stenskulptur park. Her havde Pinuccio Sciola, bygget en hel park af sten med forskellige former for skæringer eller riller i, så man kunne få dem til at afgive lyde, som var ganske flotte, især når man lagde øret ind til stenen. Det var meget spændende at se alle de forskellige skæringer i stenene.

Jeg mindes en tur til Auroville2014-turen. Fre 03 jan billede 6 og 7, hvor de havde lavet noget lignende, men ikke i så stort antal, som her. Vi besøgte også hans grav på byens kirkegård, men den var nu ikke så imponerende, som vi havde ventet.

Sluttelig spiste vi aftensmad hos en anden kunstner i byen, Mariano Corda, som gjorde det i jernskulpturer, hvilke han havde hele haven fuld af. Han have også ligesom Pinuccio udstillet rundt om i verden og vi fik et fint lille hæfte om ham og hans værker. Men han var også glad for musik og da Torben som nævnt havde boet i byen i nogle måneder og de derved kendte hinanden, så havde Torben sit keyboard og Sven sin ukulele med, desuden kom der også en Launeddas-spiller [lau'neddas]. Det er et fløjteinstrument, som består af 3 rør. Et langt til at give et basgrundlag og et kortere også til at give en grundfylde og endelig en lille til at spille melodien på.

Instrumentet minder om en sækkepibe, men her er ingen bælg, som man kan holde tonen med. Her må man selv gennem lang træning lære at trække luft ind igennem næsen samtidig med at grundtonen holdes kørende ved hjælp af kinderne, som er pustet op, så de næsten sprænges. Det er meget svært at ånde ind og puste ud samtidig, men det kan åbenbart læres. Vi spiste et stort og dejligt måltid her hos Mariano. Vi prøvede selv at spille på den lille fløjte og jeg fik en med hjem. Alle launeddas-spillere laver deres fløjter selv, så min er altså håndlavet. Vi besøgte også hans grav på byens kirkegård, men den var nu ikke så imponerende, som vi havde ventet.

Andreas Fridolin W. Bentzon var en dansk forsker og antropolog og kender af launeddas-instrumentet. Han brugte flere år i 50'erne 'på at sikre, at kendskabet til instrumentet og musikken ikke gik tabt. Han lavede talrige og dyrebare optagelser, film, fotografier med tidens største launeddas-spillere. Han skrev adskillige artikler i videnskabelige tidsskrifter på forskellige sprog og samlede sin forskning i to bind på engelsk: The Launeddas.

I sit arbejde analyserer han musikinstrumentet som sådan, men indsat i dets egen kontekst, i den sardiske dans, i marcherne og i akkompagnementet af sangen og i det religiøse, og fortæller det ofte med de interviewedes egne ord. På Det Højere Regionale Etnografiske Institut i Nuoro (ISRE) findes en Bentzon Fond med mange dokumenter doneret af Københavns Universitet. Vi så hans grav i Cagliari (se dag 5, det 6.sidste billede). Desværre kun udefra, da der var lukket.

Så sluttede denne spændende dag og vi kørte hjem i bilerne i højt humør.

Dag 5 – Man 12   Yoga kl. 8, morgenmad og morgensamling kl. 10. Formiddagens program var en tur til en nærliggende strand eller en travetur op til en bakketop med en flot udsigt over byen. Vi valgte dog at blive hjemme og nyde det. Det syntes vi, at vi trængte til. Vi spiste frokost i hotellets fine restaurant og det var dyrt, men dejligt, så skidt pyt. Eftermiddagen var helliget en bytur til Cagliari, som bød på et fint rådhus, nationalmuseet (lukket) og et stort romersk amfiteater med plads til op til 10.000 tilskuere. Vi havde derefter små 2 timer for os selv og dem tilbragte vi på et lille torv, som var vores mødested. Vi orkede simpelthen ikke at gå mere. Det var også hyggeligt nok. Vi fik kontakt med en hjemløs, som boede på bænken ved siden af os. Vi tror nok, han gerne ville have vores rygsæk, som har en lille stol indbygget, men pga. sprogproblemer lykkedes det ikke at kommunikere med ham. På vores bænk sad også en ung mand, som vi så spurgte, om han kunne noget engelsk, fordi vi gik ud fra, at han var italiener/sarder.

Han svarede ja til det engelske, men desværre var han fra Bulgarien og kunne intet italiensk. Så opgav den hjemløse, da han ikke kunne finde nogen af sine venner, der kunne engelsk. Til gengæld fik vi os en hyggelig snak med den unge bulgarer, som snart skulle hjem og begynde på sin skole. Han sad faktisk bare og ventede på sine forældre. Da de så kom, så blev vi præsenteret for hinanden og fik en snak med dem også. Det viste sig, at drengens bedstemor levede i Danmark og at faderen havde boet i København og kunne lidt dansk og så kørte snakken igen, så vi til sidst måtte sige farvel, da alle vore egne kursister var kommet og vi skulle videre ud og spise. Torben havde fundet en god restaurant og vi fik et kæmpemåltid med vel 6 forskellige retter og kaffe og kager til slut. Så vendte vi næsen hjemad til dagbogen og sengen. Endnu en dejlig dag var til ende.

 

Dag 6 – Tir 13    Det sædvanlige morgenprogram, dog ingen morgensamling men straks afsted mod Pula og en stor fønikisk/romersk by, der hedder Nora, beliggende ca. 1 times kørsel fra Cagliari.

Nora blev grundlagt af Fønikerne for over 3000 år siden og fra den tid har man her fundet levn fra gravsteder og et helligt sted, der blev bygget til ære for Gudinden Tanit. I Romertiden, mere præcist fra år 328 BC, var Nora en af de vigtigste byer på hele Sardinien, det siges faktisk, at byen i denne periode var hovedstaden i den romerske provins, der omfattede Sardinien og Korsika.

Den havde hele to havne, en på hver side af halvøen, men pga. at øens sydlige ende synker, så ligger en stor del af byen nu under vand. Det har været en stor by, for udover det beskrevne er der et stort område, som militæret har taget og det er derfor ikke udgravet. Fra dengang byen hørte under romerne, har man fundet forskellige ruiner bl.a. et forum, et teater, et romersk opvarmet bad, templer og boliger med mosaikker.

Herefter kørte vi ind i Pula, hvor vi kunne spise frokost og trave lidt rundt, indtil vi satte kursen mod en meget flot sandstrand, hvor vi kunne bade og få is og lidt at drikke.

Vel hjemme igen holdt vi morgensamling, som vi jo ikke nåede i morges og derefter aftensmad på hotellet.

Dag 7 – Ons 14   Sædvanligt morgenprogram excl. morgensamling. Afsted til byen kl. 10 (altså Cagliari). Alle mand ud ved Botanisk Have og så var vi overladt til os selv i 3 timer. Vi gik en tur igennem haven og den var meget flot med mange store gamle træer. Herfra travede vi op til Det Arkæologiske Museum, hvor vi fik hjælp af en kustode til at finde en ganske bestemt lille figur.

Det drejede sig om en bronze figur af en launeddas-spiller, som i den grad fik glæde ud af sin musik, så hans penis var erigeret. Det næsten lige så interessante var, at han var nuragher. Launeddas-instrumentet stammer altså fra dette mystiske folk, som man ikke kender ret meget til.

Så bevægede vi os langsomt nedad igen, for museet ligger højt oppe over byen og vores mødested, Piazza Yenne, hvor vi også var i går, ligger næsten helt nede ved havnen.

Jette har efterhånden mange problemer med sit knæ og hun måtte flere steder gå baglæns nedad. Vi kom dog helt ned til sidst og fik os en velfortjent is.

Vel hjemme igen kunne vi slappe af lige til kl. 18, hvor vi mødtes igen. En her på øen meget kendt dansker er Fridolin Bentzon, som gennem en årrække tog rundt til alle landsbyer på øen og nedskrev alle de launeddas-melodier, han kunne finde, ofte både med lyd eller film, så han skabte en stor mængde data, som sikrede dette specielle instruments overlevelse. Han er derfor meget påskønnet her på øen og vi så så en lille film om hans virke. Inden da sang vi en hel del sange, fordi fremvisningen foregik på hotellets terrasse og vi måtte lige afvente, at det blev tilstrækkeligt mørkt.

Sluttelig spiste vi dejlig mad sammen og snakken gik livligt, som om vi havde kendt hinanden i flere år og ikke kun i en uge.

 

Dag 8 – tor 15    Ingen ritualer. Hurtig morgenmad kl. 8 og afgang kl. 9. Vi skal ud og se den største nuragher-by på øen.

Su Nuraxi  er en bebyggelse fra omkring 1700 BC og navnet betyder bare Nuragher-byen. Den består af en bastion med 4 tårne plus et stort i midten samt en hel landsby omkring.

Denne bebyggelse er vurderet som værende det bedste udtryk for den nuraghiske civilisation. Den blev optaget på Unescos verdensarvsliste I 1997.

Som den dygtige planlægger Torben er, fandt han et dejligt sted, hvor vi fik en fin traditionel italiensk frokost med pastapenne og tomatsovs samt salat med tomater og revede gulerødder. Så var der kun en vej. Afsted mod Olbia og så var vi allerede på vej hjem. Det var svært at sige farvel til det dejlige klima og vi havde meget svært ved at skifte shortsene og de åbentstående skjorter ud med noget mere nordisk.

Vi har alle dage haft over 30 grader. Jeg tror onsdag toppede med 36 og vejret har været superfint. Det var også svært at sige farvel til hinanden, for det er utroligt så meget fællesskab, der kan bygges op på en uge – i alt fald når man rejser med Højskolerejser.