Rom 2 - 6. november 2025 med Charlotte

Hvis man vil nøjes med at se billeder, så brug knappen - og klik på billederne og klik en gang mere på 'DiasShow' for at stoppe DiasShow

Konstantinbuen er en triumfbue dedikeret til kejser Konstantin den Store (306–337). Triumfbuen blev bestilt af det romerske Senat for at fejre Konstantins sejr over Maxentius i Slaget ved Den Milviske Bro i 312 AD. Beliggende mellem Colosseum og Palatinerhøjen spænder buen over Via Triumphalis ruten som blev brugt af sejrrige militærledere, da de kom ind i byen i et triumftog. Den blev indviet i 315 AD. og er den største romerske triumfbue med overordnede dimensioner på 21 meter høj, 25,9 meter bred og 7,4 meter dyb. Den har tre buer; den centrale er 11,5 meter høj og 6,5 meter bred og lateralerne 7,4 meter gange 3,4 meter hver. Buerne er konstrueret af murstensbeton beklædt med marmor.
Designet med tre buer med fritliggende søjler blev først brugt til Septimius Severus-buen i Forum Romanum (som står for enden af triumfruten) og gentaget i flere andre buer, der dog nu er gået tabt.

Herfra gik vi videre til kirken med den runde figur med munden, man kan stikke sin hånd ind i.

Bocca della Verità – Sandhedens Mund. Er anbragt i kirken Santa Maria in Cosmedin og trækker besøgende til med sin mystik: Hvis du taler usandt med hånden i munden – så siger legenden, at hånden ryger af! Så det er et spørgsmål, om man tør stikke sin hånd ind i gabet. Sandhedens Mund, som vejer 1300 kg, er i virkeligheden et oldromersk dæksel, som blev anbragt her i 1632 og som har tjent som afløbsdæksel i det overfor liggende Hercules tempel. Ansigtet tilhører sandsynligvis havguden Oceanus.
Masken står op mod den venstre væg i kirkens søjlegang beliggende på det gamle Forum Boarium (det gamle kvægmarked).

The Temple of Hercules Victor. På Forum Boarium, et af de ældste og mest betydningsfulde pladser i det antikke Rom, stod to små templer. Det nordligste var Portunus templet og det sydligste Hercules Victor Templet. Disse to templer blev omkring 100 år BC bygget af den velhavende købmand Octavius Herrenus. Hercules Victor Templet blev opført som et rundtempel med 20 korinthiske søjler stående på en flad rund sokkel. Gennem en stor dør i                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                      østsiden kunne det indre kammer betrædes. Bygningen er den ældste marmorbygning i Rom.

Portunus-templet eller Fortuna Virilis-templet ("mandig lykke"). . Det er et af de bedst bevarede romerske templer. Det blev også kaldt Fortuna Virilis-templet fra renæssancen og er flere steder kendt under det navn. H v i s det er viet til Portunus, gud for nøgler, døre, husdyr og kornkamre, så er det hans primære tempel i Rom.
Templets søjler er i jonisk orden, og det ligger på Forum Boarium ved Tiberen. I antikken har det ligget med udsigt over Port Tiberinus ved en slyngning i floden, hvorfra Portunus kunne skue over kvægtransporten på handelsskibene, når de kom til byen fra Ostia.

Herefter slentrede vi videre og lidt længere henne nåede vi den gamle teaterbygning, hvor der boede nogen oven på..

Theatrum Marcelli var et gammelt åbent teater bygget I de sidste år af den romerske republik. I det 16.årh. blev det ændret til et palads. Byggeriet blev planlagt af Julius Cæsar, men han blev myrdet før byggeriet blev påbegyndt. Det blev færdiggjort I 13 BC. Teatret var 111m I diameter og var det største og vigtigste I det gamle Rom. I det 4.årh berettes det, at det rummede 17.580 siddepladser. Det var hovedsagelig bygget af tuff og beton beklædt med sten og hvid travertine. Det er også den ældste bygning i Rom, hvor man har brugt brændte romerske mursten – en ny introduktion fra den græske verden.
Teatret kom ud af brug I det tidlige 4.årh. og strukturen kom til at tjene som et stenbrud, men sidst i det 4. årh. blev statuerne restaurerede af Petronius Maximus og i 421 AD indeholdt den eksiterende struktur stadig nogle små beboede bygninger. I starten af middelalderen blev teatret brugt som et fort af den romerske familie Faffo eller Fabi (benævnt "fra Pescheria") og så i slutningen af 11-hundrede-tallet, hvor bygningen var kendt som templum Marcelli, af Pier Leoni og senere hans arvinger (Pierleoni). Dette reddede komplekst fra yderligere destruktion. Flere andre familier har boet der op gennem århundrerne. Savelli-familien holdt det i det 13th årh. senere i det 16.årh familien Orsini.
Nu er de øverste etager delt i en masse klubber og omgivelserne bliver brugt til små sommerkoncerter.

Herfra gik vi langs Forum Romanum med de imponerende udgravninger tilbage til Basilica di San Pietro in Vincoli med Moses, som vi lige fik set inden de lukkede. Så var vi vist også ved at segne og næsten slæbte os tilbage til et spisested nær hotellet, så hjem til et bad, dagbogen, gratis drink på tagterrassen og så dagbog og så zzzz. I dag gik vi 18.000 skridt – vildt.

Man 03    Dejligt at få en god nats søvn – så kan man ligesom lidt igen. I dag er planen at gå til Piazza Navona. Der er 2,4 km fra hotellet, men vi havde jo ikke tid på, så vi slentrede bare afsted og så på folkeliv i almindelighed og på kirker i særdeleshed – især Church of St. Ignatius of Loyola (som var grundlæggeren af jesuitterordenen). Den var meget imponerende. Vi måtte også lige have en cappuccino undervejs og det endte med at blive frokosttid, inden vi nåede Pantheon.

Her på torvet foran Pantheon fik vi frokost og sad og nød vores mad, medens vi kiggede på alle de turister, der betalte 5 € for at komme ind og se Pantheon. Det er noget nyt, at man nu skal betale for at komme ind i den gamle kirke. Lad os håbe at det kun er en midlertidig foreteelse på grund af jubelåret, men man kan godt være nervøs for at en ny indtægt kan vise sig svær at afskaffe.
Bag Pantheon ligger kirken Santa Maria sopra Minerva med den fine lille elefant foran.

Pantheon er en bygning på Piazza della Rotonda i Rom. Den blev oprindelig opført som et antikt romersk tempel i 120 BC under kejser Hadrian oven på en tidligere tempelbygning bygget af Marcus Agrippa i år 27 BC. Over indgangen i porticoen står indskriptionen M.AGRIPPA.L.F.COS.TERTIUM.FECIT. Oversat til dansk betyder det “Marcus Agrippa, søn af Lucius, konsul for tredje gang, lod dette bygge”. Selvom Hadrian ombyggede Pantheon mange år efter Agrippas død forblev inskriptionen.
Pantheon har et oculus – et cirkulært hul i taget. Diameteren er hele 8,3 meter. Det betyder, at der nemt kan regne ind. Det er dog ikke noget problem, da der er skjulte drænhuller i gulvet. Længden mellem gulv og loft er den samme som Pantheons diameter, nemlig 43,2 meter.
Pantheon var, som navnet angiver, et tempel for alle (pan) de (græske og) romerske guder (theon). Pantheons kuppel var indtil 1960 verdens største.
Siden renæssancen har bygningen også været gravkirke. Blandt andet maleren Rafael (død 1520) ligger begravet her. Det samme gælder de første konger af Huset Savoyen, det forenede Italiens kongehus fra 1861.

Santa Maria sopra Minerva. Kirken, der er en af Roms ældste, blev grundlagt i det 8. århundrede oven på ruinerne af et tempel for Minerva. Efterfølgende blev kirken bygget om flere gange. Kirkens facade stammer fra 1600-tallet. Under højaltret opbevares relikvier af Italiens skytshelgeninde Catarina di Siena og i sakristiet er det værelse, hvor hun døde. I kirken findes også gravsteder for flere paver – Paul IV, Leo den 10. og Clement den 7.
Til venstre for højaltret står Michelangelo-statuen “Cristo Risorto”, forestillende Kristus holdende ved korset.

Berninis elefant. På Piazza Minerva bag Pantheon står Berninis skulptur af en lille elefant med en obelisk på ryggen. Den er skabt af Ercole Ferrata i 1667 efter inspiration fra Giovanni Lorenzo Bernini, der skabte soklen, således at obelisken kan stå oven på elefanten. Elefanten smiler, og går man om til dens bagparti, får man forklaringen: musklerne er spændte og halen til en side - dyret forbereder sig på at lave stort. Elefantens bagparti peger direkte mod fader Domenico Paglias kontor. Paglia var dominikaner og en af Berninis modstandere. Elefanten er meget populær og kaldes “pulcin della Minerva” – Minervas lille gris.

Endelig nåede vi så Piazza Navona, en meget stor plads med hele 3 springvand, hvor det midterste er Bernini’s … som skildrede floder fra 4 kontinenter. Et flot, mesterligt kunstværk.

Piazza Navona er en af Roms mest ikoniske pladser – berømt for sine barokke springvand, livlige caféer og stemning året rundt. Pladsen ligger midt i det historiske centrum og blev anlagt oven på resterne af kejser Domitians stadion fra antikken.
I dag er den et af de steder, hvor man tydeligst mærker den romerske sjæl – med musik, gadeliv og udsigt til nogle af byens mest fotogene bygninger.

Fontana dei Quattro Fiumi. Fontænen midt på pladsen, foran kirken St. Agnese in Agone bærer navnet “De 4 floder”. Den repræsenterer Donau, Ganges, Nilen og Plata (sidstnævnte danner grænsen mellem Argentina og Uruguay og udmunder i Atlanterhavet). De skal symbolisere de 4 verdenshjørner. Fontænen er fremstillet af Giovanni Lorenzo Bernini mellem 1648 – 1651 efter ordre fra pave Innocens X. Fontænen bærer en obelisk, der tidligere har stået på Circus Maximus.

Så fandt vi med lidt besvær en udstilling, som viste udgravninger fra det gamle Rom i området omkring Piazza Navona – meget spændende.

Stadio di Domiziano. Masser af turister besøger hver dag Piazza Navona. Den populære ovale plads i Roms historiske centrum, kaldes i folkemunde for romernes udendørs dagligstue.
Færre kender dog historien om pladsen, der ligger godt gemt mere end 4 meter under gadeplan. Her kan du lære mere om Stadio di Domiziano, som er stedets oprindelige navn.
Stadionnet blev bygget af kejser Tito Flavio Domiziano i 85-86 BC. Det blev bygget for at behage folket og for at kejseren på den måde kunne bevare sin popularitet. Banen var 275 meter lang og 106 meter bred. Fundamentet fra tilskuerpladserne er brugt som grundlag for bygningerne rundt om pladsen. I kældrene under husene, kan stadig ses levn fra den tid. Stadion havde plads til 30.000 tilskuere, der kunne fornøje sig med alle mulige sportsgrene. Her var gymnaster, nogle gange græske, diskoskast, spydkast, boksning og løb. Senere skal der også have været dyre- og gladiatorkampe. Resterne fra Stadio di Domiziano gemmer sig 4,5 meter under gadeniveau. Det arkæologiske område er alt hvad der er tilbage af det første og eneste eksempel på et stadion bygget af murværk.

Så startede vi hjemturen. Vi besluttede at tage en taxa og fik også en efter megen møje, idet vi fik en vagtmand ved en eller offentlig institution til at ringe efter en. Hurtigt hjemme formedelst 9 € plus tips, hvilket absolut var pengene værd, gjorde, at vi straks var klar til at finde en restaurant og få lidt aftensmad. Derefter bare hjem og så det sædvanlige og så zzzzz. I dag gik vi ’kun’ 13.000 skridt.

Tir 04    Morgensolen skinner igen fra en skyfri himmel og efter morgenmaden tog vi en taxa til Campo de’Fiori, som er et kendt blomstermarked.

Campo de’ Fiori. Indtil det 15. århundrede var her ikke en plads, som vi kender den i dag. Derimod var der en blomstrende eng med haver ned mod Tiberen, der løber gennem Rom. Det er dog ikke herfra navnet stammer, det kommer fra Campus Flora – Floras mark. Flora var den berømte senator, konsul og krigsherre Pompejus’ elskerinde i midten af det sidste århundrede før vor tidsregning, vidt berømt i Rom og installeret i komplekset omkring Pompejus Teater, hvis runde bagside stadig kan ses et stenkast fra Campo de’ Fiori som fundament for husene i Via di Grotta Pinta.

Om dagen er pladsen fyldt med boder af alle slags, men om aftenen rydes det hele og den romerske ungdom, som tidligere holdt til på Piazza Navona, overtager nu pladsen. Næste morgen stilles alle boderne op igen og det hele begynder forfra.
Jeg fandt mig en kasket/sixpence, som jeg fik for 20€, hvilket jeg mener var billigt, men sælgeren så alt for glad ud, så jeg har nok kvajet mig. Her sad vi og fik en kop cappuccino i solen, som vi nød lige så meget som kaffen. Så slentrede vi over broen over Tiberen til et område, som kaldes Trastevere, et gammelt område med snoede gader og spændende, hyggelige områder.

Kirken San Lorenzo in Damaso. Compagnia della Morte, ”Dødens selskab” fik den opgave, at finde og begrave mennesker, som var druknet i Tiberen eller døde udenfor Rom. De fik tidligere sjældent en rigtig begravelse. Selskabet fik en pavelig godkendelse i 1552 og paven foranstaltede at selskabet endog skulle bede for de sjæle, hvis kroppe de begravede. Selskabet fik med dette navnet Confraternita dell'Orazione e Morte, ”Bønnens og dødens broderskab. På relieffet på kirkemuren står:
                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                       hodie mihi, cras tibi - I dag er det mig - imorgen (vil det blive) dig.
                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                       elemosina per la lampada perpetua del cemeterio - Velgørenhed for kirkegårdens evige lys.

Trastevere  er et af Roms ældste kvarterer og har en rig historie, der strækker sig tilbage til antikken. Navnet “Trastevere” kommer fra det latinske ord “trans Tiberim”, som betyder “på den anden side af Tiberen”. Kvarteret er kendt for sin autentiske stemning og er et populært valg for både lokale og turister, der ønsker at opleve den ægte romerske kultur.

Santa Maria in Trastevere ligger på pladsen af samme navn i det maleriske område Trastevere i Rom. Her er bare en hyggelig stemning, der om aftenen har det med at blive helt magisk. Legenden fortæller, at kirken er grundlagt på det sted, hvor der udsprang en oliekilde fra jorden på Kristi fødselsdag. Begivenheden blev af daværende pave Calixtus kædet sammen med Kristi genkomst. Derfor skulle der opføres en kirke på stedet. Den fik navnet Calixtus’ kapel. Kirken blev opført mellem 217 og 220. Senere i år 340 blev kirken omdannet til en basilica under pave Julius I. I tolvhundrede tallet blev kirken renoveret under pave Innocens II. Det var i den periode at kirken blev tilføjet de smukke guldmosaikker i frisen over indgangen til kirken. Frisen viser de fem forstandige og fem uforstandige brudepiger fra lignelsen i Matthæus-evangeliet i Det Nye Testamente. I midten ses Jomfru Maria med Jesusbarnet.
I 1800-tallet blev kirkens facade forandret af Carlo Fontana. Heldigvis blev mosaikkerne bevaret. Fontana stod også for en fornyelse af fontænen på pladsen foran kirken. Inde i kirkerummet ses 22 romerske granitsøjler. Træloftet fra 1617 er skabt af Domenichino. Til højre for altret, tæt ved en lysestage af Paschal, er der en inskription med ordene Fons Olei. Det er en markering af det sted, hvor oliekilden sprang frem. Mosaikkerne i kirkens apsis og apsisbue stammer fra omkring 1140. Centralt i apsis ses Kristus og Maria på en fælles trone. De er flankeret af helgener og paver. Yderst til venstre ses Pave Innocens II. Herunder er tolv får og under dem ses billeder fra Jomfru Marias liv. De stammer fra 1291 og udført af Pietro Cavallini.
En retning indenfor mosaikkunst har fået betegnelsen cosmatisk, opkaldt efter dem, som opfandt denne teknik i 1200-tallet. Flere i familien Cosma arbeidet som arkitekter, dekoratører og billedhuggere. Cosmatisk kunst finder vi ofte i gulvdekorationer, men også på vægge og buegange og de er udført i marmor, med smukke slyngede mosaikkbånd.

Her i Trastevere spiste vi frokost og slentrede tilbage over en anden bro over Tiberen til øen Isola Tiberina og videre til det jødiske kvarter, som ligeledes bestod af gamle, snoede gader med megen charme. På broen så vi en gammel 'halv' bro lidt længere væk og den blev selvfølgelig kaldt den rådne bro.
Herefter nærmede vi os et stort museum, som hedder Palazzo Spada.

Den halve bro har haft mange navne og har gennemgået meget i sit liv fra den første bro fra ca. 100 år BC til de sidste sørgelige rester i vore dage. Indimellem har den været forfalden, er bygget op igen og været forfalden igen osv. Den 24.December 1598 oversvømmede Tiberen på ny Rom og skyllede halvdelen af broen væk og den blev aldrig rekonstrueret, så den del af broen, som lå ved den venstre flodbred, blev i stedet omdannet til en slags park, et udsigtspunkt, hvor romerne kunne spadsere og betragte floden og nyde en forfriskning.
Denne "park" var åben indtil slutningen af 1700-tallet, hvor den resterende del af broen igen blev usikker og nu fik den så navnet Ponte Rotto = "den ødelagte bro" og i 1853 forbandt man ruinerne af den gamle bro med den højre flodbred ved en jern-gangbro, mens man begyndte at tale om ganske tæt ved at bygge en ny bro, Ponte Palatino. Denne blev bygget så tæt på, at det var nødvendigt at fjerne 2 af de 3 resterende buer af den gamle bro, således at der idag kun er en eneste bue tilbage at beundre.

Palazzo Spada er et kæmpestort museum med fortrinsvis renæssance-malerier. Men det, der interesserede os var en berømt perspektivist opbygning, som blot var 9 m langt, men som kunstneren Borromini med alle kneb såsom langsomt hævet gulv og tilsvarende sænket loft samt en søjlerække i begge sider, hvor søjlerne blev lavet mindre og mindre, fik til at se ud som om det var en 50 m lang søjlegang. For enden var også en figur af en mandsperson, som også var passende formindsket. Det var meget dygtigt lavet.

Efter rundgangen gennem Trastevere og det jødiske kvarter nåede vi tilbage til blomstermarkedet, hvor alle udstillerne var ved at pakke det hele sammen – for blot, som nævnt, næste morgen at sætte det hele op igen.
Her satte vi os med en cappuccino og kiggede på al den aktivitet og så skiltes vore veje, idet vi gerne ville hjem til hotellet og Charlotte ville blive i området lidt længere. Vi tog en taxa fra en holdeplads i nærheden, Charlotte travede videre. Kl. 19 mødtes vi igen for at gå ud og spise sammen. I dag 10.000 skridt.

Ons 05   Sidste dag. Hvor går tiden dog hurtigt. Vi har tænkt os gå en tur til Piazza del Popolo og kigge lidt på den kendte plads.

På vejen til Piazza del Popolo gik vi ad en vej, som hedder Via delle Quattro Fontane og vi var så småt begyndt at spekulere på, hvorfor den hed det, men så kom vi til et gadekryds og her fik vi forklaringen: Her var simpelthen 4 små springvand hver på sit gadehjørne. De blev bygget af pave Sixtus 5. Peretti for at pynte på netop dette gadekryds.
Det blev til en dejlig slentretur både frem og tilbage og vi kom selvfølgelig lige forbi den spanske trappe, som stadig er flot og hvor folk er begyndt at sætte sig på trappetrinnene igen, selvom det ellers nu koster en bøde. Piazza del Popolo havde forandret sig meget siden vi var her sidst, synes vi. Pladsen virkede større og opgangen til Villa Borgese var lavet om, syntes vi.
Kirken Santa Maria del Popolo hvor en af Kardinalerne i Dan Browns roman, Angels and Demonds, døde, var desværre også lukket. I gamle dage var kirkerne altid åbne, så man kunne gå lige ind. Men sådan er det ikke mere.
Vi besøgte dog den højre af tvillingekirkerne Santa Maria dei Miracoli (den til venstre: Santa Maria in Montesanto var lukket) begge fra 1600-tallet (set fra Obelisken i midten af pladsen). På torvet var 3 operasangere i gang med et passende udvalg af kendte arier.

Piazza del Popolo – folkets plads. Det er en enorm plads. Den ovale plads folder sig ud for enden af Via del Corso. Giuseppe Valadier fik i 1816 til opgave at omlægge pladsen. Mod øst og vest anlagde han to halvcirkler.

Halvcirklernes fontæner. I den vestlige halvcirkel ses fontænen, Fontana del Nuttuno, der blev etableret 1822-23. Den forestiller Neptun og de to tritoner. Den østlige viser en krigerisk kvinde med hjelm og en lanse i hånden. Det er Roma. Ved hendes fødder ses den romerske ulvinde med de diende tvillinger Remus og Romulus. På hver side ligger to mænd der symboliserer Tiberen og dens biflod Aniene. Begge fontæner i de to halvcirkler er skabt af Giovanni Ceccarini.

Obelisken. Midt på pladsen står en af Roms 13 antikke obelisker. Den er 24 meter høj. Med soklen måler den 36,5 meter. Den vejer 235 tons. Kejser Augustus lod den transportere til Rom i år 10 BC. Her blev den placeret på Circus Maximus. Den menes at stamme helt tilbage fra 1300 – 1200 år BC. I 1589 blev den rejst på Piazza del Popolo. I begyndelse af det 19. århundrede da Giuseppe Valadier fik til opgave at omlægge pladsen, blev de fire vandspyende løver tilføjet ved obeliskens fod.

Porta del Popolo. På pladsens nordlige side har vi Porta del Popolo, der var en del af den gamle Aurelianske bymur. Den gamle indfaldsvej til byen fra nord. Den hed tidligere Porta Flaminia. Facaden ind mod pladsen er udført af Bernini i 1655 i anledningen af den svenske dronning Christinas indtog i byen samt hendes omvendelse til den katolske tro.
Piazza del Popolo var en af de foretrukne henrettelsespladser i det pavestyrede Rom. Den sidste henrettelse fandt sted den 15. marts 1826. I Via di Ripetta der støder op til pladsen fra syd, ligger den legendariske Café Rosati.

Barcaccia-fontænen (Fontana della Barcaccia) ligger i Roms betagende atmosfære, lige før Den Spanske Trappe (Scalinata di Trinità dei Monti), og er en af byens mest ikoniske strukturer. Denne unikke fontæne, der blev bygget mellem 1627 og 1629 af den berømte barokbilledhugger Gian Lorenzo Bernini og hans far Pietro Bernini, har fået sit navn fra ordet "barcaccia", der betyder "gammel båd". Dens design ligner en båd, der bæres af Tiberen under dens oversvømmelser, hvilket afspejler en dyb symbolik i Roms historie.

Villa Borghese. Midt i Rom ligger en af Europas smukkeste parker – et grønt fristed med museer, søer, statuer og udsigter, der tager pusten fra een. Her mødes lokalbefolkning og turister til picnic, cykelture og kunstoplevelser, og parken rummer både det elegante Galleria Borghese og nogle af byens mest romantiske hjørner. Parken blev opført mellem 1613 og 1616 og er omkring 80 hektar. Den blev opført af Borghese-familien, som således lægger navn til parken. Det var kardinal Scipione Borghese der opførte parken. I 1901 købte den italiensk stat parken af Borghese-familien. 1903 blev den overtaget af Rom kommune og efterfølgende åbnet for offentligheden. Parken har indgange i mange gader og pladser. Parken indeholder bygninger, skulpturer, monumenter, springvand, og værker af berømte kunstnere omgivet af århundreder gamle træer, damme, haver og store frie rum. Parken er altid åben og den er gratis at besøge.

Herefter gik vi ind i parken, Villa Borghese, hvor vi rigtigt kunne nyde det gode vejr. Højt over pladsen starter indgangen til parken og der arbejdede vi os op. Det er en kæmpestor park og vi nåede kun en lille del, men kunne dog alligevel nyde freden, høre en dygtig saxofonspiller et sted og et andet sted en trompetist og også at få en cappuccino, inden vi vendte tilbage til Piazza del Popolo, hvor vi skulle mødes med Charlotte, så vi kunne spise frokost sammen. Efter frokost gik vi hver til sit igen. Vi gik hjemad og Charlotte gik videre.
Hjemme slappede vi af og skrev dagbog. Aftenen sluttede med en afskedsmiddag på en restaurant lige om hjørnet. I dag steppede vi op med 14.000 skridt.

Tor 06    Hjemtur. Tiden er gået alt for hurtigt, men vi også har set meget og det meste var noget, vi ikke har set før. Der er flere ting på min liste, som vi ikke nåede, så der er basis for en tur til Rom en anden gang. Denne gang har været dejlig og Charlotte har været en fin guide og rejsekammerat, som vi gerne tager på ferie med en anden gang.