Stockholm 22. til 27. april 2005 med Peer og Bente

Hvis man vil nøjes med at se billeder, så brug knappen - og klik på billederne og klik en gang mere på 'DiasShow' for at stoppe DiasShow

Nu her i 2011 prøver jeg at rekonstruere vores tur til Stockholm. Vi har lidt brochurer liggende og ellers er der kun billederne at styre efter, men de er til gengæld også uvurderlige.

Vi kørte derop i Bente og Per's Saab og vi gjorde ophold med en overnatning både på ud- og hjemtur i deres sommerhus ved Markaryd. Det ligger rigtigt smukt i en lille skov ved en sø.




Vi besøgte også Gustav Vasa-Museet med det store og særdeles velbevarede skib.

Vasa, er et svensk orlogsskib, der på grund af en konstruktionsfejl i skroget kæntrede og sank i Stockholms havn på sin jomfrurejse den 10. august 1628. Skibet blev genfundet i 1956 og bjærget den 24. april 1961. Vasa er et af de bedst bevarede skibsfund fra tiden.

Forhistorien
I begyndelsen af 1620'erne befandt Sverige sig i en vanskelig udenrigspolitisk situation. Gustav 2. Adolf af Sverige havde på det tidspunkt været konge i godt 10 år. Da han i 1611 blot 17 år gammel besteg den svenske trone, arvede han ikke bare titlen som konge efter Karl 9. af Sverige, men også tre krige: en angrebskrig mod Rusland, Kalmarkrigen mod Danmar kog en forsvarskrig mod Polen.

Krigene mod Rusland og Polen handlede om Østersøen, som Sverige ønskede at kontrollere. Krigen mod Polen havde også et andet aspekt: den polske konge Sigismund 3. Vasa var i 1599 blevet afsat fra den svenske trone, men betragtede sig stadig som Sveriges retmæssige regent. Krigen mod Danmark drejede sig bl.a. om Danmarks monopol på handelen med Rusland. Med Freden i Knäred i 1613 fik Sverige fred med Danmark og i 1617 fulgtes den af Freden i Stolbova, og krigen mod Rusland var også slut.

Men Gustav 2. Adolf manglede at finde en løsning på krigen mod Polen. Den svenske flåde var i en meget dårlig stand. Den bestod hovedsageligt af ældre og dårligt vedligeholdte skibe. Samtidigt kunne svenskerne uroligt følge udviklingen af Trediveårskrigen i Tyskland. Ud fra et protestantisk synspunkt gik den ikke særligt godt.
Den svenske konges intentioner om et svensk stormagtsrige krævede kontrol over Østersøen, og Gustav 2. Adolf besluttede at opruste den svenske flåde for at styrke sin position i regionen. I 1620 begyndte denne oprustning, og i 1625 havde han bygget 25 nye fartøjer.

Skibet bygges

Den 16. januar 1625 bestilte Gustav 2. Adolf yderligere fire nye skibe, to større og to mindre. Vasa skulle være et af de større, og meningen var, at det skulle blive det mest pragtfulde og kraftige krigsskib, som fandtes.
Navnet Vasa kommer fra Vasa-slægtens våbensymbol, som er et neg - en vase på svensk. At det var et Regalskepp, betød, at det hørte til den største type af sejldrevne krigsskibe, og fik sit navn enten efter kronregalierne eller andre kongelige symboler.
Det andet af de større skibe fik navnet Tre Kronor.
I løbet af 1625 blev mere end 1.000 egetræer fældet til brug for Vasa. Skovhuggere gik rundt i Sörmland med skabeloner til forskellige detaljer i skibet og udvalgte træerne. Tømmeret blev fragtet til Skeppsgården, det nuværende Blasieholmen, som var to øer, der var flådens skibsværft i Stockholm.
Bygningen af Vasa begyndte i foråret 1626.
Skibsbyggermesteren var Henrik Hybertsson, en erfaren skibsbygger fra Holland. Egentlige arbejdstegninger, som vi kender i dag, brugte han ikke. I stedet tog han bestik i bestemte proportioner, som erfaringsmæssigt gav et skib gode egenskaber. Det bestik, han benyttede til Vasa, var tilpasset skibe med ét kanondæk, men den svenske konge havde beordret to, hvilket ville skabe en frygtindgydende krigsmaskine.
Fartøjet skulle have 64 kanoner støbt i bronze. De 48 skulle være ekstra tunge 24-punds kanoner, fordelt på de to kanondæk. Det var et mægtigt skib. Det var 69 meter langt inkl. bovspryddet, knap 12 meter bredt og godt 52 meter højt fra køl til mastetop. Det stak 4,8 meter. Skibet skulle rumme 145 matroser og andet mandskab samt 300 soldater udrustet til kamp. Der skulle 10 sejl med en overflade på i alt 1.275 m² til at drive det fremad. Agterspejlet rejste sig 20 meter over havet og er den dag i dag et imponerende syn på Vasamuseet.
Vasa blev søsat i 1627 og lå klart til afgang ved slottet Tre Kronor i 1628. Den svenske flådes chef, viceadmiral Klas Fleming, havde ladet skibet udruste og gennemgå et antal prøver, der skulle fastslå dets sødygtighed. En var at teste skibets stabilitet. 30 mand løb tre gange fra den ene side af skibet til den anden, men skibet krængede så meget, at Klas Fleming valgte at afbryde den prøve.

Forliset
På trods af den afbrudte stabilitetstest letter Vasa anker søndag den 10. august 1628 under ledelse af kaptajn Söfring Hansson for at sejle ud fra Stockholm. Fire sejl sættes, og skibet skyder salut med to skud. Vinden er svag, og Vasa glider langsomt langs med Skeppsbron og roligt ud langs med klipperne på Södermalm. Jomfrurejsen var et tilløbsstykke. Mange af Stockholms indbyggere havde valgt at benytte søndagen til at beskue dette mægtige skib, og blandt dem var flere udenlandske ambassadører. Der var lagt op til en manifestation af svensk magt og vælde.
En let brise bringer Vasa på linje med Tegelviken, og katastrofen indtræffer. Skibet krænger til den ene side, men retter sig op igen. Derefter krænger det endnu engang. Kanonportene på det nederste dæk står åbne. Vandet fosser ind, og Vasa kæntrer. Vasa synker ud for Beckholmen ved Djurgården. Vasas jomfrurejse havde varet i 20 minutter, og det nåede kun at tilbagelægge ca. 1 sømil - godt 1.300 meter. Trods nærheden til land omkom mellem 30 og 50 personer ved forliset. Der er fundet 25 skeletter siden bjærgningen i 1961.
Vanddybden var blot 30 meter, hvor Vasa sank og masterne brød derfor længe havoverfladen ved havaripladsen. Stormasten skal have været synlig hel op i Karl 12's regeringstid i 1700-tallet. I lang tid skal det også have været synligt på bunden på grund af de mange forgyldte skulpturer, der prydede det.
Det antages at skibet havde ca. 200 personer om bord ved forliset. Det var på vej Älvsnabben i Stockholms sydlige skærgård for at tage 300 soldater om bord. Vasa skulle derefter være sejlet til Danzig sammen med en eskadre på ti skibe, for at blokere en flodmunding i krigen mod Polen.
Bjærgning af effekter fra vraget begyndte tidligt. Kanonerne var det mest værdifulde, og i midten af 1600-tallet blev 61 af skibets 64 kanoner bjærget ved hjælp af en nye opfindelse, dykkerklokken.
Da Vasa forliste, befandt Gustav 2. Adolf sig på slagmarken i den polske del af Preussen. Først efter to uger nåede nyheden om katastrofen ham, og han forlangte straks, at de ansvarlige for forliset skulle findes og straffes. Skibets officerer og skibsbyggere blev kaldt til forhør på Stockholm slot, men ingen blev straffet. Kongen selv havde jo godkendt Vasas mål, hvorfor det ikke var muligt at placere et endeligt ansvar. Flere involverede blev stillet for retten, men ingen blev kendt skyldig i forliset, g langsomt gled Vasa derefter ud af svenskernes bevidsthed.

En glemsel, der skulle vare i 333 år.

Årsager til forliset
Der er delte meninger om årsagen til forliset, og om hvor ansvaret skal placeres.
Der er udbredt enighed om, at Vasa ikke havde en afprøvet konstruktion. Skibet var på kongens ordre udstyret med et ekstra kanondæk og var tungere end tidligere skibe. Men dets ydre passede til et fartøj med kun ét dæk. Ballasten og kanondækkenes højde var ikke tilpasset ændringen.
Hvis de nederste kanonporte havde været lukkede ved afrejsen, kunne katastrofen måske have været undgået, og problemet med stabiliteten ville være afsløret, og skibet kunne være blevet bygget om. Men så havde dermed sandsynligvis ikke kendt det i dag.
En anden skibsbygger end Henrik Hybertsson havde muligvis kunnet forudse problemet, øget ballasten og gjort skibet højere og have undgået forliset. Desuden døde Henrik Hybertsson et år inden jomfrusejladsen, hvorefter hans bror og kompagnon Arendt Hybertsson de Groot færdiggjorde skibet i samarbejde med skibsbyggermesteren Hein Jakobsson.
Gustav 2. Adolf, Klas Fleming og Henrik Hybertsson er hver for sig sikkert medskyldige til forliset, men slap alle for at blive syndebuk. Forhørslederne konstaterede, at Vasa sandsynligvis var velbygget, men fejlproportioneret. Efter Vasa blev der bygget sødygtige skibe med både to og tre kanondæk, så om ikke andet havde forliset givet nye kundskaber.

Vasa blev også bygget i en tid, hvor måden at føre krig til søs var var begyndt at ændre sig.
Tidligere nærmede skibet sig fjenden, affyrede nogle bredsider og søgte at borde fjendens skibe - derfor de 300 soldater, der skulle skyde vildt mod fjendens besætning.
Nu i 1650'erne skulle linjeskibstaktikken overtage helt. Den gik ud på, at de to fjentlige flåder lagde sig på linje, og beskød hinanden på afstand. Linjeskibstaktikken havde til formål at tildele fjenden mest mulig død og materiel ødelæggelse.
Regalskeppet Vasa er bygget midt i mellem disse krigstaktikker. Skibets 20 meter høje agterdæk er velegnet til at lade soldater skyde nedad mod lavere fartøjer, samtidigt som dets to kanondæk ville have gjort skibet særdeles effektivt i linjestrid.
Men det viste sig at være på bekostning af sødygtigheden.

Her er nogle billeder fra Sveriges meget smukke hovedstad

Erik Jedvardsson den Hellige, også kaldet for Sankt Erik (ca 1120–1160), var ifølge historiske kilder fra 1200-tallet konge i Sverige 1150-1160, men han styrede formentlig kun dele af Sverige.
Kongen døde den 18. maj 1160. Han blev myrdet i Uppsala efter sigende af Emund Ulvbane, en attentatmand, som var lejet af folk, som arbejdede for, at Sverkerslægten igen skulle få kontrol over kongedømmet. En anden teori er, at det var Magnus Henriksson, som stod bag, en anden som krævede tronen, og om hvem, det i nogen kilder påstås, at han kortvarigt efterfulgte Erik som konge.

Ifølge legenden sprang en kilde mirakuløst op på det sted, hvor han blev dræbt. Siden 1500-tallet blev Sankt Eriks kilde udpeget på domkirkens nordlige side mellem kirken og Fyrisåen, og den er markeret med en stor støbejernspumpe. Middelalderens Sankt Erikskilde synes dog at have været den nuværende Slotskælderen, 500 meter syd for domkirken. Der stod frem til 1700-tallet et Sankt Eriks kapel på stedet.

Her er nogle billeder fra en sejltur i skærgården

Her er et par billeder fra vores indkvartering i et privat hjem, hvor de lejede et par værelser ud. Den fine stue kom vi kun i til morgenmaden

På hjemvejen besøgte vi også den store Stockholms Globe, som er en multiarena med over 300 arrangementer om året.