Norrefjell 17. til 24. maj 2008  Ferietur med FLS

Hvis man vil nøjes med at se billeder, så brug knappen - og klik på billederne og klik en gang mere på 'DiasShow' for at stoppe


Vi kørte i egne biler op gennem Sverige og ind i Norge til Norrefjell, som vi nåede sent på eftermiddagen. Der blev lige tid til en lille tur rundt i området. Det er et meget stort skiområde med flere lifter og store hotelkomplekser. Sneen er dog ved at være væk og det er skiløberne også.

Her er nogle billeder fra vores område.














Også indendørs var der hygge og varme og aftnerne gik med spil og god mad, som vi hver især stod for på skift.




Vi kørte en del ture i området, forbi mange fosser, som her i forårstiden havde masser af vand at gøre godt med.

Den her afbildede foss så vi først et stykke nede af dens løb. Men her kunne vi ikke forstå, hvorfor der var så lidt vand i den, men det fik vi svaret på lidt længere oppe, for her var der fuld drøn på den - lige indtil der var en betonmur, hvor vandet simpelthen blev stoppet og ledt gennem et stort rør til en turbine.

Vi så også Gardnos meteoritkrater i Garnås  For ca. 650 millioner år siden landede en meteorit på omkring 300 meter i diameter i Garnås. Store kræfter dannede et krater på 5 kilometer i diameter. Bjerggrunden blev knust  og stenmel blev presset ind i den mindste sprække. Dette har dannet den særlige bjergart, som kaldes breksjestein.
Gardnoskrateret er et af verdens lettest tilgængelige meteoritkratere, specielt på grund af, at selve krateret og sporene efter nedslaget er let at finde langs naturstien.

Vi kom også forbi Norges måske ældste stavkirke i Gol. Denne er dog nyopført i 1994.
Den originale kirke blev købt af Kong Oscar II i 1880, og er nu en af hjørnestenene i Norsk folkemuseum på Bygdøy, Oslo.
Inde i kirken er der lavet en udstilling om, hvordan disse prægtige bygningsværker er bygget.

Desuden så vi et glaspusteri. Vi kom tilfældigt forbi, men kunne ikke stå for den flot dekorerede bygning, og så måtte vi jo ind og se. 

Lige i nærheden af Norrefjell lige ned til Kröderen ligger

VILLA FRIDHEIM
Villa Fridheim blev opført i 1890-92 som landsted for trælasthandler Svend Haug og hans kone Thea Haug fra Drammen. En af Norges bedst bevarede træbygninger. Huset er bygget i sagastil og er et eksempel på norsk "sveitzerstil" fra århundredskiftet. Arkitekten var Herman Major Backer. Den imponerende hall er dekoreret med store eventyrmalerier av Egil Thorin Næsheim og tårnet rager hele 30 meter op over bakken. Huset består af ca. 40 forskellige rum. I eventyr-rummene er du omgivet af de kendte og kære norske eventyrfigurer og i kælderen er der et spændende eventyrmuseum og et lysmuseum. Villa Fridheim-trolderiet er en del af inventaret, og dukker gerne op på når du mindst venter det......


En anden dag besøgte vi både en koboltmine i Sysle ved Vikersund og det tilhørende blåfarveværk i Åmot i Modum ganske nær ved. Kobolt er en væsentlig del af vitamin B12. Koboltsalte bruges til at producere levende nuancer af blåt i porcelæn, glas, keramik og fliser.

Eventyret om Blaafarveværket startede i Skuterudåsen med fundet av koboltmalm i efteråret 1772. Det var Ole Witloch som fandt en klump af noget, som han troede var sølv, men som viste sig at være et mere værdifuldt mineral - nemlig kobolt!

Koboltgruberne var i drift i 120 år fra 1773 - 1893, og i 1839 boede der hele 1.886 personer i området rundt om gruberne.


I 1980 startede man arbejdet med at restaurere Koboltgruberne, og siden 1993 har grubeområdet været åbent for publikum. Helheden i Blaafarveværket er dermed blevet styrket. Publikum kan følge malmens vej fra gruberne via pukværkerne og raffineringsprocessen til den fremstår som blåt pigment. Men det er ikke bare produktionsprocessen på Blåfarveværket, der kan ses; man kan også opleve, hvordan et helt samfund opstod med sociale ordninger, skoler, butikker og udskænkningssteder. Formidlingen af fortiden sker i flere museer rundt i anlæggene, og målsætningen er at bevare huse og genstande i deres oprindelige miljø.
Koboltgruberne strækker sig over et stort område, og egner sig godt for ture i et hyggeligt og spændende landskab. Museerne og grubeindgangene ligger temmeligt samlet, og det gør, at man ikke behøver at gå langt for at få en oplevelse her. Udsigten er fantastisk; herfra kan man se Holleiaskovene, Tyrifjorden og Krokskoven - de norske eventyrsamlere Asbjørnsens og Moe's områder, hvor folkeeventyrene hører så naturligt hjemme.
Blåfarveværkets arbejdsproces bestod i forædlingen af koboltmalm frem til den færdige blåfarve. Denne bev brugt til farvning af glas, porcelæn og til blegning af papir. Blåfarveværket bestod af to geografisk adskilte enheder - Koboltgruberne i Skuterudåsen og forædlingsværket ved Haugfossen. Vi så her illustreret, hvordan malmen udvindes i gruberne for derefter at blive transporteret til pukværkerne (hammerværker), som hentede kraften hertil fra den store Haugfoss. Her blev malmen knust og fragtet videre over elven til farveværket, hvor fabrikationen foregik. Ved en meget avanceret kemisk proces kunne man fremstille blåfarve i forskellige kvaliteter og nuancer, som så blev eksporteret. I sine velmagtsdage dækkede Blåfarveværket 80% af verdensmarkedet.
Her er billeder fra Hønefossen, som vi også kom forbi







- og en anden foss på vejen. Dem har de rigtig mange af her i Norge.





Efter en rigtig hyggelig uge med masser af oplevelser vendte vi hjemad, samme vej som vi var kommet, men med mange dejlige oplevelser i bagagen.