Nordcypern 1. til 8. november 2018

med Hanne og Michael

Hvis man vil nøjes med at se billeder, så brug knappen - og klik på billederne og klik en gang mere på 'DiasShow' for at stoppe


Tor 01   Afsted til tiden. Dog med et lille aber dabei. I vores programmateriale står, at vi skal møde mindst 3 timer før afgang. Vi plejer altid kun at møde 2 timer før, men ok, når det nu står der… Men det viste sig jo, at 2 timer før var det rigtige, så vi var da kommet tidligt i gang med dagen. Der var også lidt modstridende oplysninger om selve flyveturen, for det viste sig, at man ikke uden videre kan flyve direkte til den tyrkiske del af Cypern. det. Man skal komme fra det tyrkiske fastland først. Det skyldes måske, at den tyrkiske annektering af Nordcypern kun er accepteret af Tyrkiet selv og ingen andre lande, så man kan simpelthen ikke flyve til et ikke-eksisterende land. Da vores flynummer er det samme for hele turen, regnede vi med, at vi bare mellemlandede i Antalya, og det fik vi da også at vide i Kastrup, da en af gæsterne havde kontaktet TSS, men i Antalya måtte vi alligevel af en eller anden grund skifte fly.



Vel ankommet til vores hotel Salamis Bay lidt øst for Ercan International Airport, kunne vi efter at have fået vores værelser, spise aftensmad. Her var lange rækker af alt muligt mad og dertil et mindst 10 meter kagebord. Efter at have sludret lidt endte vi med at gå på værelserne. Det have trods alt været en lang dag. Og i morgen går programmet i gang for alvor.

Lidt om Cypern.   Romerrigets vigtigste forekomst af kobber lå på Cypern, og det oprindelige latinske ord for "kobber", cyprium, senere forenklet til cuprum, kommer af øens græske navn, Cypern. Cyprioterne begyndte at bearbejde kobber i det tredje årtusinde BC, da de lavede redskaber af lokalt forekommende, rent kobber, som flere steder lå synligt på jordoverfladen. En meget anvendt legering er bronze, som består af 90% kobber og 10% tin. Iøvrigt er vi jo her ved det faktum, at bronzealderen kommer før jernalderen. Og det gør den jo fordi kobbers smeltepunkt (1084 grader) er lavere end jerns (1538 grader). Og det var først langt senere, at menneskene formåede at nå op på en næsten 500 grader højere temperatur, så jern kunne smelte.

Strategisk beliggenhed. Med sin beliggenhed mellem 3 kontinenter har Cypern altid haft mange bejlere. Øens rige kobberforekomster skabte tidligt et godt økonomisk grundlag, mens grækerne skabte øens kulturelle grundlag. Ca. 1400 BC begyndte grækerne at handle med Cypern og i 1200-1050 BC blev øen koloniseret af indvandrere fra Mykene og Achaia (Peloponnes i Grækenland). Ud over de gamle grækere har øen været regeret af fønikere, syrere, persere, egyptere, romere, frankere, venetianere, osmannere og senest briter. Efter flere interne oprør mod Perserne befrier Alexander den Store Cypern i 351 f. Kr.,og Cypern bliver en del af det Græske Rige. Da Alexander den Store dør tilfalder Cypern ægypteren Ptolemæus 1. og bliver en del af det hellenistiske Egypten. I år 58 f. Kr. bliver Cypern indlemmet i det Romerske Rige og der følger omkring 600 års fred.  I år 395 e. Kr. bliver det romerske rige delt, da den katolske kirke af principielle grunde splittes op i en romersk-katolsk og en græsk-katolsk del, og Cypern bliver en del af sidstnævnte og kommer under det Byzantinske Rige med Konstantinopel som hovedstad.



Cypern oplever senere flere blodige islamiske angreb, som ender med, at der indgås våbenhvile, og at øen delvist bliver styret af araberne og byzantinerne (688-965). I 965 sender den byzantinske Kejser Forkes en hær til Cypern, som skal generobre den arabiske del af Cypern, hvilket lykkedes, og havde det ikke været for guvernør Isak Komninos, så havde den byzantinske periode nok fortsat til længere end år 1184, hvor Richard Løvehjerte erobrer Cypern. Han erobrer kun Cypern, fordi Isak giver hans forlovede og søster en dårlig behandling og prøver at kidnappe dem mod løsepenge. Richard Løvehjerte sælger kort tid efter Cypern til Tempelridderne, som dog hurtigt bliver fordrevet af øens befolkning. De sælger derfor Cypern videre til Jerusalems fordrevene konge, Guy de Lusignan i 1192. I 1489 kommer Cypern under venediske styre. Venedig er især interesseret i Cypern som handelshavn. De er bange for et osmannisk angreb og bygger derfor flere fæstningsværker rundt om på øen. Mange af disse kan stadig ses i dag. I 1571 lykkes det det Osmanniske Rige at erobre Cypern og mere end 20.000 tyrkere flytter til øen. Årerne som følger er karakteriseret af græsk-cypriotisk undertrykkelse og korruption, og det kommer til flere blodige opgør. Dagens tyrkisk-cyprioter er efterkommere af osmannerne (hvis rige blev grundlagt i 1299 af Osman den 1. og som senere blev til det nuværende Tyrkiet). I 1878 fik Englænderne en aftale om en base på øen, da Suezkanalen netop var blevet åbnet og Cypern endnu en gang havde en strategisk beliggenhed. De overtog øen helt ved 1. verdenskrigs begyndelse, da Osmannerne gik med i krigen på tysk side. Tyrkiet som stat blev udråbt i 1923 og den nye republik afstod fra alle rettigheder til Cypern og englænderne udråbte Cypern til en britisk kronkoloni. I 1954 anmodede Grækenland FN om at tilstå Cypern selvbestemmelse. Tyrkiet mente at øen skulle tilbage på tyrkiske hænder. Efter en langvarig frihedskamp blev repræsentanter fra Grækenland, Tyrkiet, Cypern og Storbritannien enige om at oprette republikken Cypern i 1960 med ærkebiskop Makarios som præsident. Cyperns forfatning var svær at implementere og tyrkerne så den som en indskrænkning af tyrk-cyprioternes status og det førte til den tyrkiske invasion i 1974, så FN til slut måtte oprette en demarkationslinje imellem de to befolkningsgrupper og indsætte en fredsbevarende styrke.

Det Byzantinske Rige  er betegnelsen på det kristne rige, der voksede ud af Romerrigets østlige dele og havde Konstantinopel (tidligere Byzans, nu Istanbul) som hovedstad. Rigets geografiske tyngdepunkt var Lilleasien, men udstrækningen ændredes meget gennem tiden. Selv betegnede rigets borgere sig simpelthen som romere (græsk romaioi); først fra ca. 1500, efter at riget var ophørt med at eksistere, blev betegnelsen Det Byzantinske Rige den almindelige.
 Ved en gradvis omdannelse af det gamle Romerrige udvikledes Det Byzantinske Rige mellem Konstantinopels grundlæggelse i 330 og kejserkroningen i Rom i 800 af frankerkongen Karl den Store. Osmannernes erobring af Konstantinopel i 1453 regnes for Det Byzantinske Riges afslutning, selvom de sidste territorier først blev erobret hhv. 1460 og 1461.

De Lusignanske konger. Allerede i 1192 sælger Tempelridderne Cypern til Jerusalems fordrevet konge, Guy de Lusignan. Han inviterer flere kristne familier fra Jerusalem til Cypern, hvilket viser sig at være en økonomisk force. Lusignan dør dog i 1194 – han begraves i Nicosia. Lusignans bror, Amalric overtager herredømmet og Cypern styres af Lusignans slægt indtil 1478, hvor den sidste Lusignan-konge James II gifter sig med en venetianske adelskvinde. Hun bliver Cyperns sidste dronning og hendes styre ender i 1489, da hun under pres overdrager Cypern til Venedig. Under det Lusignanske styrer indføres det feudale system. Cyperns økonomi deles i to, på den ene side er der adlen og den anden pøblen. Cypern blomstrer dog, og der bygges og genopbygges mange bygninger. Især Famagusta blomstrer i en årrække. Genoa og Venedig får dog øjnene op for Cyperns rigdomme og strategiske placering, hvilket resulterer i flere kampe. Genoa får kontrol over Famagusta (i 100 år), hvilket resulterer i byens og Cyperns forfald.

Det Osmanniske Rige var et af de mægtigste og længstvarende riger i verdenshistorien. Denne islamiske supermagt regerede over store dele af Mellemøsten, Østeuropa og Nordafrika i mere end 600 år. Deres leder, Sultanen, havde absolut religiøs og politisk magt over sit folk. Mens Vesteuropa fortrinsvis anså dem som en trussel, indså mange historikere Det Osmanniske Rige som en kilde til stor stabilitet og sikkerhed, såvel som vigtige nyskabelser indenfor kunst, forskning, religion og kultur.
 Osman I, en leder af tyrkiske stammer i Anatolien, grundlagde Det Ottomanske Rige omkring 1299. Udtrykket ’Ottoman’ er udviklet af Osmans navn, som var ’Uthman’ på arabisk.
I 1453, førte Mehmed II Erobreren de ottomanske tyrkere til en sejr over den gamle by Konstantinopel, det Byzantinske Riges hovedstad. Dette gjorde en ende på det 1000-årige byzantinske rige. Mehmed omdøbte byen til Istanbul, som betyder ‘Islams by’ og gjorde den til ny hovedstad for Det Ottomanske Rige. Istanbul blev det dominerende internationale center for handel og kultur.
Omkring 1517 bragte Selim I Syrien, Arabien, Palæstina og Egypten under Det Osmanniske riges kontrol.
Det Ottomanske Riges magt toppede mellem 1520 og 1566 under ledelse af Suleiman den Mægtige.
Han skabte et ensartet lovsystem og tillod alle de forskelligartede former for kunst og litteratur.
Mange muslimer anså Suleiman som en såvel religiøs som politisk regent.
Gennem hele hans regeringstid ekspanderede riget. På sit højeste omfattede det følgende regioner:
Tyrkiet, Grækenland, Bulgarien, Egypten, Ungarn, Makedonien, Rumænien, Jordan, Palæstina, Libanon, Syrien, noget af Arabien og en stor bid af den nordafrikanske kyststrækning.

Fre 02    Mødtes kl. 7 til morgenmad. I dag startede vi med at besøge den gamle græsk/romerske by Salamis. Den lå kun 5 min. fra vores hotel, så det var jo nemt.

 

Salamis,   hovedby i antikkens Cypern. Byen lå på østkysten nord for nutidens Famagusta. Den blev grundlagt i 1200-tallet BC. og var øens vigtigste havneby, indtil havnen sandede til ca. 200 BC. Salamis blev gentagne gange ødelagt af jordskælv, senest i 342, da den blev genopbygget af Constantin II under navnet Constantia. I 649 blev byen ødelagt af araberne og blev derefter forladt. Velrestaurerede ruiner vidner om den græsk-romerske periode; det søjleomkransede gymnasium regnes for et af de fineste, der kendes, og teatret havde plads til 7.000.

Et Gymnasium i det antikke Grækenland fungerede som trænings anlæg for deltagere i offentlige spil. Det var også et sted for socialt samvær og her kunne man engagere sig i intellektuelle sysler. Navnet stammer fra det oldgræsk: gymnós som betyder "nøgen". Atleter konkurrerede nøgne (dog kun mænd), en praksis der siges at fremme æstetisk påskønnelse af den mandlige krop og en hyldest til guderne. Gymnasium og Palæstra (bryde-skoler) var under beskyttelse af Herakles, Hermes, og i Athen, Theseus.

De gamle grækere revolutionerede handelen med varer. Oprindelig producerede en bonde sine afgrøder, kørte på torvet med dem og solgte dem. Alt sammen selv. De fandt på, at bonden solgte sine varer til en transporter, som bragte dem til byen. Her solgte han dem til en handler, som så solgte varerne til kunderne. På den måde fik flere en lille profit hver og sidst men ikke mindst blev der tid i overskud til andre ting. På den måde fik de gamle grækere tid til matematik og filosofi og i det hele taget tænke over deres tilværelse.

Romerne havde ikke så stor hang til nøgenhed; hos dem kan man hurtigt se på tøjet om det feks. er en græsk eller romersk statue, for de græske er altid udført nøgne. Romerne gik også ind for genbrug. Mange statuer mangler hovederne, og det er ikke fordi nogen som sådan har hugget dem af, men det er gjort med vilje, således at man til en ny statue kun behøvede at lave et hoved. Resten af kroppen kunne genbruges.
Romerne havde også et meget afslappet forhold til sex og det gjorde, at de mente, at dybest set kunne ægte dybfølt kærlighed kun forekomme mellem to mænd. I øvrigt havde de i stor stil omgang med unge mænd – dog kun til de fik skæg – så var det ud.
Ikke så langt fra Salamis lå et gammelt kloster for St. Barnabas og også hans grav i et lille kapel for sig selv. Klostret var indrettet som ikon-museum og her så vi bl.a. rigtig mange udgaver af den Jesus-ikon, som vi selv har prøvet at lave. Vores guide, Deniz, fortalte i øvrigt, at osmannerne så sig gale på de kristne ortodokse ikoner, som jo nærmest blev tilbedt, så de ødelagde dem alle sammen, eller i alt fald alle dem, de kunne få fat på. Derfor findes der næsten ingen ikoner fra før 1000-tallet. Der var også en stor samling af ting og sager fra udgravningen af Salamis, som en passant kun er udgravet 5%. Der er et stående problem for arkæologer, som gerne vil udgrave mere her. Den tyrkiske regering vil ikke give tilladelse til udgravninger på Cypern, sålænge øens tilhørsforhold ikke er afklaret. Desuden vil de også hellere have at arkæologiske udgravninger foretages i selve Tyrkiet af hensyn til turismen.

Levitten Barnabas  som vi hører om i Bibelen, var cypriot (hed egentlig Josef fra Cypern; levit betyder af Levis stamme, som også er den stamme Moses tilhørte) og ligger begravet på øen. I Apostlenes Gerninger kan man læse om, hvordan Barnabas blev et fremtrædende medlem af den ældste kristne menighed i Jerusalem. Han og Paulus rejste sammen til Cypern, hvor Paulus i år 45 omvendte øens romerske statholder Sergius Paulus. Cypern regnes dermed for det første kristent styrede område i verden. Under korstogene, og efter at øen var blevet erobret af Richard Løvehjerte, fungerede den som støttepunkt for korsfarere, der var på vej til Jerusalem. Den normanniske korsridder Guy de Lusignan overtog øen og byggede en sommerresidens, der stadig er bevaret. Efter korstogene flygtede kristne korsfarere tilbage til øen, og de fordrevne augustinermunke grundlagde en kirke og et kloster på øen.
Herefter kørte vi videre til Nicosia, hvis delte gamle bydel er omgivet af en bymur opført af venetianerne. Her gik vi en fin lille bytur ad hovedgaden forbi den venetianske byport, hvor der var en fin statue af Atatürk.



Mustafa Kemal Atatürk   (19.5.1881-10.11.1938), tyrkisk statsmand og reformator, præsident fra 1923.
Som ung officer i den osmanniske hær sluttede Atatürk sig til ungtyrkerne, der ønskede reformer og modernisering. 		Han udmærkede sig som officer og spillede under 1. Verdenskrig en fremtrædende rolle i det vellykkede forsvar af Gallipolihalvøen i 1915-16. Dette betød forlis for Ententemagternes forsøg på at gennemføre den første amfibielandgang i moderne krigshistorie og skaffede Atatürk et ry, der nåede langt ind i fjendens rækker og hinsides krigen.

I 1919-22 søgte Grækenland at underlægge sig dele af det tyrkiske hovedland, Anatolien. Atatürk blev leder af en fast sammentømret og slagkraftig national tyrkisk modstandsbevægelse, og det lykkedes ham dels at mobilisere den tyrkiske befolkning, dels at stemme stormagterne venligt over for de tyrkiske nationale krav. Ved Lausannefreden i 1923 sikrede Atatürk fuld uafhængighed for Tyrkiet, som blev udråbt til republik, hvorved sultanatet blev afskaffet.
 I 1924 brød Atatürk endegyldigt med århundreders osmannisk tradition gennem afskaffelsen af kalifatet, og til sin død søgte han at gennemføre en omfattende sekularisering af samfundet. Således afskaffede Atatürk i 1928 islam som statsreligion, og samtidig blev det arabiske alfabet erstattet med det latinske; i 1934 fik kvinderne valgret.
I 1934 gav nationalforsamlingen ham hædersnavnet Atatürk, 'tyrkernes fader'. Han søgte en national og uafhængig økonomisk udvikling; og hans politik, kemalismen, kom til at præge udviklingen i en række fhv. kolonistater fra 1950'erne og frem.
Ententemagterne, Frankrig, Rusland, Storbritannien og deres allierede i 1. Verdenskrig. Ud over de nævnte lande var de vigtigste Belgien, Serbien, Japan, Italien, Rumænien, Kina og USA, men også mange latinamerikanske stater deltog i krigen som en del af Ententen.

 Centralmagterne, Tyskland og dets allierede i 1. Verdenskrig: Østrig-Ungarn, Osmannerriget (fra 29.10.1914) og Bulgarien (fra 11.10.1915). Selvom Italien fra 1882 havde været forbundet med Tyskland og Østrig-Ungarn i Tripelalliancen, valgte den italienske regering i 1914 at holde sig neutral og gik i maj 1915 i stedet ind i krigen på Ententemagternes side.
Lige ved byporten lå en dervish-skole, og Deniz fortalte, at der faktisk var ikke 2 men 3 udgaver af islam, sunni-, shia- og Alawi- og sidstnævnte stammede fra dervisherne og havde et helt andet fundament end de to andre islam-udgaver. Alawi-retningen mener, at som du ser dig selv i et spejl således er du jo selv en refleksion af Guddommen og et knust spejl viser stadig blot i alle de knuste dele en refleksion af Guddommen. Den udgave er meget interessant og minder en hel del om kristendommen og Martinus idet mennesket jo er skabt i Guds billede. De havde også en meget sympatisk mødeteknik. Man sad i cirkler, mesteren i midten og udenom ham flere ringe med de ældste inderst og de unge yderst. Mesteren ville så åbne ceremonien med at høre om nogen havde nogen konflikter med hinanden. Hvis der var det, så ville han sørge for at få bilagt stridsspørgsmålet, for mødet kunne ikke begynde uden den nødvendige fred deltagerne imellem.
Mere om Alawitterne se http://www.muslimhope.com/Alawites.htm
På byturen så vi et meget fint karavanserai fra 1400-tallet. Da det lå midt i byen havde der udviklet sig megen handel her og det var et samlingssted for hele byen.

Det gamle karavanserai (Buyuk Han) fra 1572 er absolut et besøg værd. Dets fire længer i to etager omkranser en hyggelig gård med en gammel brøndbygning i midten. Der er to indgange og den ene er så høj, at en mand kunne ride ind siddende på sin kamel. Disse karavanserai'er blev bygget med en dagrejse imellem som rid-ind hotel for datidens rejsende. En dagsrejse for en kamel er 40 km og derfor lå de med den afstand imellem sig.

Nær moskéen, som vi skal se lidt senere, var en lille hyggelig restaurant, hvor vi skulle afregne de næste ture, hvis vi ville med på dem. Vi tog foreløbig den ene og så må vi se med den anden. Der var rigtig hyggeligt der, så vi blev og fik frokost inden vi på egen hånd gik lidt rundt i byen.
Vi kiggede så på Selimiye Moskéen. Det er byens mest imponerende bygning og er fra 1200-tallet. Den hed tidligere Agia Sofia eller St. Sofia og var en romersk katolsk katedral. Den blev ombygget i 1571 og forsynet med 2 minareter af osmannerne til øens største moské.
Den har dels taget skade af skiftende magthavere samt et jordskælv. Bygningen fremstår dog i fantastisk god stand og bygningens indre virker let og lys med de høje vinduer og de lyse farver på væggene.
En kristen kirke er altid orienteret øst-vest, mens en moské er orienteret mod Mekka. Det kan give vanskeligheder, når en kirke laves om til en moské. Men der er altid anbragt en niche, som viser retningen mod Mekka.

 Men der er altid anbragt en niche, som viser retningen mod Mekka.

Så gik vi tilbage til grænseovergangen og overvejede at kigge lidt på den græske side, men der var kø og vi havde ikke så megen tid, så vi blev på vores egen side. Vi gik i stedet tilbage til det hyggelige karavanserai.


Lør 03    Afsted på fart igen. Denne gang mod nordøst helt op til spidsen af øen. Her ligger en naturpark, som kan brillere med omkring 900 vilde æsler. Allerede når man kører ind i parken, mødes man af de første æsler, som stiller sig på tværs, så bussen er nødt til at stoppe. Vores chauffør vidste det naturligvis, og han havde gulerødder med, så efter en passende betaling flyttede de sig, så vi kunne komme forbi.
I naturparken ligger St Andreas Klostret. Det regnes for at være et af de vigtigste valfartssteder på øen. Andreas var en af de 12 apostle og da han kom til Cypern, her til denne øde egn, bad folk her ham, om ikke han kunne skaffe dem vand, da der er meget tørt. Han tog så sin stav og dunkede den hårdt i jorden og straks udsprang en kilde, som stadig løber den dag i dag. Vandet viste sig ydermere at have helbredende egenskaber og det sagdes, at hvis en blind vaskede sine øjne med vandet, så kom han til at se igen.
Hen ad vejen voksede berømmelsen og til sidst blev det nuværende kloster opført. Her er, som mange andre steder, vist flere flotte ikoner, bl.a. et med ham selv.
Vi var også nede ved vandet og se kilden, og her er nu sat en vandhane på, så man kan tappe det helbredende vand på sin drikkeflaske og tage det med sig. Det gjorde vi naturligvis og regner nu med at være kureret for alle vores skavanker.
På tilbagevejen herfra gjorde vi ophold ved en af de mest berømte strande på øen, The Golden Beach. Sandet har en gylden farve, så vi tænker det er grunden til navnet. Ellers er her temmelig øde. Sådan har det dog ikke været tidligere, for her har ligget flere hoteller og restauranter, men Greenpeace har opnået at få dem fjernet, fordi de forstyrrede havskildpadderne, som også findes på denne strand. Det er nemlig sådan, at når de små skildpadder kommer ud af æggene, så kravler de instinktivt mod lyset, og det ville normalt være månens spejling i havoverfladen. Men al lyset fra menneskenes hoteller og restauranter forvirrede dem, så de i stedet kravlede derhen imod.
Iøvrigt fik vi at vide af vores guide, at havskildpadderne vender tilbage til den samme strand, hvor de blev født, når de skal lægge deres æg, og hvis de ikke kan finde den, så vil de dø. Ret barskt.
Vi kunne selv prøve stranden, hvis vi havde lyst, men der var store bølger og vandet var ikke tilnærmelsesvis 27 grader, så kun Michael ville prøve. Han sagde det var dejligt…
Herfra tog vi videre til en landsby, hvor vi kunne trave lidt rundt. Her var en kristen kirke, som var rimelig forfalden og i øvrigt aflåst, og en pæn, velholdt moské, som vi lige var inde i.
I de yderste landsbyer her på den nordøstlige halvø nåede de ikke rigtig at følge med i de politiske forviklinger, der skete på resten af øen, hvilket er resulteret i, at både grækere og tyrkere her levet fint side om side uden nag og nid. Hvis en græker åbner en forretning, så skriver han navnet på den på græsk og hvis en tyrker gør det samme, så står navnet på tyrkisk og ingen har problemer med det. Så der må jo være noget alle de kloge har gjort forkert!!
Vi spiste frokost på en restaurant på vejen videre tilbage og her havde TSS virkelig samlet alle busser i området, for jeg tror vi talte 8 busser på samme tid. Til gengæld fik vi maden hurtigt, da vi havde bestilt den allerede i bussen mens vi var på vej.
Sidste stop på dagens program var en lille landsby med et udsalg af økologiske varer. I landsbyen lå også en lille kirke, som man sagde, var bygget af en gammel pirat, som gerne ville falde til ro og slå sig ned her. Det fik han så lov til, hvis han byggede kirken.

Vores Guide, Deniz, er en dygtig fortæller og han kan berette mange spændende ting, som vi ikke vidste i forvejen. Den økologiske butik havde bl.a. johannesbrød i forskellige udformninger og Deniz kunne berette, at man i hele det mellemøstlige område havde konstateret, at frøene af johannesbrød vejer det samme uanset hvor træet gror. Derfor har det altid været brugt som vægtenhed for handel med krydderier mm. Også ved handel med ædelsten har det været brugt og faktisk er den her kendte måleenhed karat lavet efter disse johannesfrø, således at 1 karat = vægten af 1 frø.

Søn 04   Afsted kl. 8. Nu skal vi op til nordkysten til Kyrenia, hvor vi skal bo resten af turen. Men først kører vi ind til Famagusta.

 

Det første højdepunkt på dagens udflugt er den prægtige Skt. Nikolaus-katedral eller Lala Mustafa Pascha-moskéen, som den hedder i dag. Kirken var opkaldt efter St. Nikolaus, som er den helgen, der danner grundlaget for vores julemand – se rejsen Holland-Belgien 2018, onsdag 4. april.

Varosha.    Cyperns selvstændighed i 1960 blev Famagusta øens ledende turistby og Republikken Cyperns vigtigste havneby. Et stort turistdistrikt, Varosha blev opført syd for den gamle bydel, og i perioden indtil 1974 gik mere end 40% af Cyperns import og eksport via Famagusta, ligesom byen havde omkring halvdelen af øens turisthoteller.
Området blev besat af tyrkiske tropper under Cypern-krigen i 1974, hvor byens græske befolkning flygtede eller blev fordrevet. Famagusta beboes i dag af tyrkiske cyprioter, mens det tidligere feriedistrikt Varosha har henligget afspærret og ubeboet i et tyrkisk militærområde siden 1974. Man havde et håb om, at beboerne på et eller andet tidspunkt kunne komme til at vende tilbage igen, men den løsning venter man stadig på. Da man flygtede over hals og hoved, er der stadig mange efterladte værdier, bl.a. biler – fortalte vores guide – og de har jo nu nærmest nået veteranstatus.
Også i Famagusta er der rester af venetiansk bymur og her har William Shakespeare måske ladet sig inspirere, da han skrev stykket Othello, idet der nævnes en uhyggelig "havneby på Cypern" som en scene. Ifølge den enstemmige opfattelse kunne dette kun være den berømte havneby Famagusta, og som det sted, hvor "slottet", som bliver nævnt flere gange, kun kunne være det venetianske citadel i bymuren.

Herefter var vi på et af de indbyggede fabriksbesøg. Denne gang dog ikke en fabrik, men en stor im/eksportør af tæpper fra hele Mellemøsten. Efter fremvisningen af de mange tæpper fandt vi hurtigt frem til udgangen, hvor man kunne få en lille forfriskning.

Efter frokost kørte vi videre og inden vi når Kyrenia, besøger vi en lille miniature park, som viser øens seværdigheder med små modeller. Mange er lavet rigtigt pænt og flere giver et godt overblik, som man ofte kan savne, når man ser dem in natura.



Vores hotel, der ligger lidt vest for Kyrenia, hedder Riverside Garden Resort og er et fint bungalow-agtigt hotel med et stort haveområde. Her ser fint ud, så her skal vi nok få det godt.








Man 05    Afsted igen kl. 8. Bytur i Kyrenia. Vi startede med at besøge The Castle of Kyrenia, Girne Kalesi. Borgen stammer fra 600-tallet og blev bygget som værn mod arabiske plyndringstogter. Der har været en voldgrav ind mod land og broen til indgangsporten har været fast bortset fra de sidste 3 meter, hvor en vindebro styrede adgangen. Senere blev borgen udbygget af venetianerne. På borgens område er udstillet en båd, kaldet Kyreniaskibet.
Kyreniaskibet sejlede i Middelhavet under Aleksander den Store og hans efterfølgere. Skibet blev taget af en hård sø omkring år 300 BC, da det var temmelig gammelt. Men noget tyder på, at pirater også kan have været på spil. Arkæologer fandt spydmærker i skroget, som kunne være mulige beviser på et angreb.
I typiske handelsskibe ville kaptajnen have vægte og mønter til måling og handel med varer. Alle disse ting manglede. Endnu mere overraskende er, at over et ton gods også manglede i vraget. Dette fører forskerne til at tro, at skibet skal have været plyndret. Teorien om piraterne understøttes yderligere af fundet af en forbandelses-tablet i vraget. En pirat feks. Ville hamre spidsen af en sådan tablet fast på et sted i båden inden den sank, i håb om at tablettens mørke magi ville skjule beviset for deres forbrydelse.
Skibet var i brug som handelsskib i 15-25 år, og det, at skibet var blevet repareret flere gange, kunne arkæologerne bruge til bedre at forstå den klassiske snedkerkunst. Feks. Kan man se, at skrogets alder har gjort det nødvendigt at skaffe plads til en større lænsepumpe, da der har været en del tætningsproblemer. Man har derfor ad flere omgange måttet flytte masten og desuden tætne ydersiden af skibet med beg og blybeklædning.
Herfra kørte vi lidt op af bjerget til en lille by Bella Pais, hvor der ligger resterne af et gammelt kloster, Fredes kloster. Opført af augustinermunke med hjælp fra korsriddere på flugt fra Jerusalem mellem 1198 og 1205. I det 13. årh. drog mange kristne på pilgrimstogt til dette kloster, hvor man efter sigende opbevarede et fragment af det hellige kors. Klostret ligger smukt med en flot udsigt over Kyrenia by.
I byen levede i mange år den britiske forfatter Lawrence Durrel og hans berømte værk ´Bitre Citroner´ er inspireret af livet der i den lille landsby.




En stor del af resten af dagen gik med de ulidelige fabriksbesøg, i dag til en juvelerkæde og en læderfabrik.
Som afslutning fik vi en time til en lille rundtur på egen hånd i Kyrenia. Vi har besluttet os for ikke at tage en ekstratur på onsdag, som vi er blevet tilbudt til Larnaka på sydsiden, altså i den græske zone, så vi vil i stedet få tid til at kigge lidt mere på Kyrenia.




Tir 06    Dagens første punkt var St. Hilarion Borgen, som ligger på toppen af et bjerg i 732 meters højde.

 

St. Hilarion var oprindeligt et kloster dedikeret til en obskur fjerde århundredes syrisk eremit, der boede i en hule på Mount Didymus ("Twin Peaks"). En asket af den mest ekstreme slags, idet Hilarion angiveligt aldrig vaskede sig. Han opbyggede en evne til at forvise dæmoner og udføre mirakler. Klostrets strategiske position, der kontrollerede passet gennem Kyrenia bjergene og med udsigt over den nordlige kyst var ikke spildt på byzantinerne. For at stoppe de gentagne arabiske piratangreb ændrede de klostret til en borg, sandsynligvis engang i det 8. århundrede BC. Lusignanerne forbedrede og styrkede det i det trettende århundrede - det meste af det, man kan se i dag, blev bygget i 1228 af John d'Ibelin - og det blev ikke kun til en militær højborg, men også et palads for de Lusignanske konger, med navnet "Dieu d'Amour ", løst oversat som Amors Slot. Det var slottets storhedstid, en æra med turneringer, riddere og retslige intriger, især under ​​kong Peter I og dronning Eleanor af Aragon.
St Hilarion fortsatte med at være et slot af betydning i løbet af sidstnævnte Lusignan-periode, men da venetianerne overtog det i 1489, gik det i forfald.
Borgen skal have inspireret Walt Disney, som besøgte den i 50’erne, til sit eventyrslot i filmen Snehvide, hvilket borgen godt kan minde lidt om, når den ses fra en bestemt vinkel.
Herfra kørte vi vestpå til Güzelyurt, hvor St.Mamas klostret ligger.

Om St. Mamas fortæller historien, at han levede i det 12. årh., som en fattig cypriotisk eremit og han nægtede at betale skat, så soldater blev sendt af sted for at bringe ham til hovedstaden, så han kunne blive afstraffet. På vejen kom de forbi en løve, som var ved at dræbe et får. Mamas stoppede løven og reddede fåret, tog det i sine arme og red på løven ind til byen. Da dommeren så det, blev han løsladt og fritaget for at betale skat, hvorefter han forærede dommeren fåret.

Siden da, er St. Mamas blevet anset for at være alle skatteundrageres skytshelgen. Rundt på øen er der 14 kirker, der er dedikerede til ham.

St. Mamas kloster blev bygget i det 18. årh. udfra en tidligere gotisk kirke, som blev bygget i den Lusignanske periode og som igen byggede på en ruin fra den byzantinske periode. St. Mamas ligger begravet her og det på en ganske særlig måde, idet hans sarkofag ligger i muren, så den kan ses både udefra og indefra. Den indvendige side er fyldt med ikoner og genstande som arme og ben og babydukker, idet man også mente, han kunne hjælpe på forskellige sygdomme og defekter samt barnløshed.
Efter frokost kørte vi til Soli, en gammel romersk by fra det 7. årh. BC, som der dog ikke var meget tilbage af. Et fint mosaikgulv i en basilika formodentlig fra omkring 1. årh. AD, dvs. fra kristendommens første spæde begyndelse. Her i Soli døbte apostelen Markus den nu omvendte cypriot St. Auxibius, som blev Solis første biskop og forblev det til han døde i 102 AD. Han udførte et stort arbejde med at kristne befolkningen i byen, som på det tidspunkt var en vigtig handelsby og center for udvindingen af kobber.

Ovenover basilikaen lå også et lille, men velbevaret amfiteater, der var placeret, så publikum ikke alene kunne følge forestillingen på scenen, men også nyde udsigten over bugten, som er meget smuk heroppefra.
Cypern havde på et tidspunkt stor vandmangel, men det blev løst med en pipeline fra Tyrkiet, som gik i land lige her i området. I Gecitköy fandt man en passende dal, hvor der ikke boede nogen, og her pumpede man så vandet fra Tyrkiet ind, så man nu har en stor sø med mange millioner m3 vand. Dette reservoir siges at kunne holde Cypern med vand i 100 år. Det er meningen, at søen skal gøres endnu større, ved at man gør dæmningen, der holder vandet inde, 18 m højere, hvilket skulle give et reservoir på yderligere 1 mill. m3. Endnu senere skal der bygges turbiner, så der også kan produceres elektricitet.

Dagen sluttede med en cypriotisk aften med dans og musik. Det var meget festligt, men også lidt ensformigt.

Ons 07    Hjemmedag, dvs. en hel dag, hvor vi kan bestemme selv. Morgenmad en time senere end vi plejer. Dejlig solskin, kaffe på altanen og så megen varme, at vi til sidst måtte rykke indenfor. Senere på formiddagen tager vi ind til Kyrenia og går en tur i havneområdet bl.a.
Som sagt så gjort. Kl. 11 stod vi i Kyrenia og gik straks ned til havnen. Her er rigtig meget at se. Hyggelige restauranter og masser af skibe af alle mulige slags. Flotte motorbåde, fine sejlskibe, endog en mystisk sølvfarvet båd, der lignede en bil og så alle tur- og sightseeingbådene. Jo, der var liv på havnen selvom det kun var formiddag. Efter havnepromenaden svingede vi indad i byen igen og gik snart på hovedgaden ved Det Runde Tårn. Her fandt vi – efter meget besvær – en gammel bazar, der hed Bandabuliya. Bygningen, der var fra 1878, havde oprindelig været byens rådhus men fungerede nu som marked og samlingssted. Lige udenfor på en lille restaurant fik vi os en omelet og lidt at drikke; så var vi klar igen. Der skulle også være en lille hyggelig café i nærheden med et lille kunstgalleri, men det var blevet til en natklub. Til gengæld viste det sig, at der i Det Runde Tårn var udstilling af både kunst og håndværksting mm., så det kiggede vi på i stedet.

Nede ved havnen lå turistinformationen og vi ville egentlig til at starte med have et kort over byen, så vi bedre kunne finde rundt, men det havde vi glemt i første omgang. Der var en venlig dame, som udover et kort også havde en brochure – på dansk – om byen. Vi stod og snakkede lidt og tilfældigt opdagede jeg, at de havde glemt at få den sidste side oversat, den var på tysk. Det blev hun glad for at få at vide og ringede straks til sin overordnede og fortalte om fejlen.
Den sidste time inden bussen, der skulle køre os tilbage, kom, tilbragte vi på en bænk i solen og nød det gode vejr.
Efter aftensmaden skal vi pakke, for ferien er desværre ved at være gået og vi skal stille i nat kl. 02.45 ved receptionen og herfra går det afsted mod lufthavnen.

Tor 08    Hjemtur. Af en eller anden mærkværdig grund skal hjemturen altid foregå ulideligt tidligt. Vi stod op kl. 02 for at være klar til flyafgang kl. 08:45. Der var tre kvarters kørsel til lufthavnen og de 3 timer, vi skulle være i lufthavnen inden afgang kom til at passe meget godt, for det er en lille lufthavn og mange hundrede mennesker skulle afsted næsten samtidig, så der var en lang kø, først for at komme ind i lufthavnen dernæst for at checkke ind, så ved paskontrollen og endelig ved en ekstra security kontrol.

Men bortset fra det, så gik det fint, og vi har haft en dejlig tur.