Kappadokien 09-16. april 2014 (med TSS (Travel Service Scandinavia))

Hvis man vil nøjes med at se billeder, så brug knappen - og klik på billederne og klik en gang mere på 'DiasShow' for at stoppe


Ons 09 apr  Planmæssig afgang med et flyselskab, der hedder FreeBird. Landing I Antalya efter 3 ½ time. Tidszone DK plus 1 time.
Ankomst hotellet efter 1 time og 40 min´s kørsel. Hotellet hedder Gypsophilia Holiday Village og er meget flot og kæmpestort. Der er 3-4 swimmingpools plus et par for børn samt 2 store vandrutchebaner. Vores værelse er flot med 2 store senge og fladskærmstv samt et moderne marmor-badeværelse. Dertil en lille altan på solsiden. Hvis det er standarden på denne tur, så er det bare OK med os. Vi startede med en meget hårdt tiltrængt kop kaffe på altanen i solens sidste stråler, for klokken er efterhånden blevet henad 17. Så gik vi op til receptionen for at snakke med vores søde guide, som hedder Zekiye og er tyrker, men taler et nydeligt engelsk. Her betalte vi for hele turens frokoster, aftensmad, indgange, sejltur mm. 1700 kr pr mand og sammenlagt med de allerede betalte 990 plus 1100 kr for fly og hoteller og sæsontillæg løber turen op i 3790 kr pr mand, hvilket ikke er så dyrt, når det er all inklusive (dog ikke drikkevarer).
Herefter inspicerede vi området, som er rimeligt stort med mange små 2-etages huse, restauranter, pools og strandområde, alt meget fint og flot. Alt sammen for at få tiden til at gå til klokken blev 19, hvor der var buffet. Også det var overdådigt med mange retter også for vegetarer samt et kæmpemæssigt, 10 m langt kagebord.
Så var det bare hjem i seng og nyde en lang nats søvn.
Tor 10 apr  Dagen startede med et overdådigt morgenbord, hvor der bestemt ikke manglede noget. Efter en kølig nat kunne vi sætte os i solen på restauranten og nyde den, som den strålede fra en skyfri himmel.   Til morgenmad kunne vi vælge mellem mange slags brød, 4 slags yoghurt, 30 store skåle med forskellige slags syltetøj, en masse forskellige oste samt hele 12 store skåle med oliven. Og så selvfølgelig pandekager, frisklavede omeletter samt det store kagebord, som fra i går.
Klokken 10.45 kørte vi af sted fra hotellet og besøgte først en moske i Manavgat. Den var meget flot og velholdt og guiden var meget sød til at fortælle os om den muslimske væremåde i sådan en moske. Der er tæppe over hele gulvet, og det er vævet, så det ligner en hel masse små bedetæpper, der er syet sammen. På den måde er det let for de bedende at fordele sig og finde en ledig plads. Udenfor moskeen er der altid et renselsesområde og det har udover det religiøse formål, der ligger i, at man skal være ren, når man skal bede, også det praktiske formål, at det fine tæppe i moskeen ikke bliver snavset, når den bedende banker panden ned i det under bønnen. Hun fortalte også, at den bedende inden han går på knæ beder en bøn til sin Gud og at han også beder en bøn, medens han drejer hovedet først til højre og derefter til venstre for sig. Dette sidste handler om, at der sidder en engel på hver skulder, som lytter med ved bønnen og som senere efter hans død kan bekræfte overfor Allah, at han har bedt sine bønner, som han skal.<
Efter besøget i moskeen kørte vi nogle få hundrede meter ned til Manavgat-floden, hvor der lå en båd parat til at sejle os en tur. Det var en meget besøgt udflugt, for der lå mange både og ventede og der var mange ude på floden allerede. Vi fandt os en plads på soldækket sammen med et ægtepar, Else og Mogens fra Albertslund, som vi har sludret lidt med. Så sejlede vi op ad floden en halv til en hel time og nød det gode vejr, en dejlig kold øl og det hyggelige selskab. Herefter lagde skibet til ved en sandtange, hvor der var en masse teltboder og i denne turistfælde, som det viste sig at være, skulle vi tilbringe den næste times tid. Efter at have kigget lidt på boderne gik vi tilbage til skibet og fik en øl mere, medens vi ventede på at skibet skulle sejle tilbage igen. Da vi var klar til afgang, var vi også klar til frokost, som bestod af grillet ørred eller kylling og en pandekage til Jette med grøntsager i. Det smagte fint.

Vi kunne se i vores ’Turen går til’ at der tæt ved, i en by ved navn Side, lå et stort, gammelt romersk amphiteater, som vi meget gerne ville se, men det tillod køreplanen desværre ikke, øv.
  Så gik turen hjem til hotellet, hvor vi igen fik kaffe på altanen og nød solen.
Fre 11 apr  Tidligt op (06.30) og afsted mod Kappadokien. Det er en tur på 525 km, dog med flere stop undervejs. Det første var et lille pitstop på det højeste pas i Taurusbjergene 1825 m. Der var koldt og vi kunne se sne på bjergene lidt længere oppe.   Næste stop var i Konya efter omkring halvdelen af turen tilbagelagt. Her så vi Mevlana museet. Mevlana var grundlæggeren af Dervish-bevægelsen, som er mere end en dansetrup.
Mevlana (som betyder stormester) hed oprindelig Djelaleddin Rumi (1207-1273) og var en islamisk mystiker og poet (Bl.a. Kærlighedens digter, Aschehoug 2003). Kærlighed og tolerance mellem mennesker var det vigtigste budskab i de 25.000 digte, han efterlod sig ved sin død. Han ligger begravet her under den grønne kuppel sammen med sin familie og trofaste disciple. Flere osmanniske sultaner var medlemmer af dervish-ordener, som de støttede med store pengebeløb, og der opstod dervish-broderskaber i hele imperiet. Med Osmannerrigets kollaps forsvandt privilegierne imidlertid. Atatürk forbød broderskaberne og omdannede klostrene – bl.a. komplekset omkring Mevlanas grav – til museer.
Dervish betyder ”fattig”, og det er betegnelsen for en omvandrende munk, der tilhører en oldgammel persisk orden fra 8. årh. f.Kr. Dervisher var asketiske sufier, der gik fattigt klædt og med en tiggerskål ved bæltet. Dervisher søgte ekstase bl.a. ved hjælp af hvirveldanse, og derfor kaldte man dem ”dansende dervisher” (Mawlawier).
De havde usædvanlige evner, for de kunne sluge ild eller glas, udholde smerten fra lange nåle, der gennemborede kroppen og omgås giftslanger. 		  Dervish-munkene praktiserede mange mystiske ritualer, og islamiske teologer og regeringer tager afstand fra den side af sufismen. (Se også Sufisme). Atatürk forbød dervish-ordener i Tyrkiet i 1925, men de lever stadig videre.
Sufisme er en mystisk, religiøs-filosofisk retning inden for islam der bl.a. betoner askese og den direkte gudsoplevelse. Den er opstået i 700-tallet under påvirkning af bl.a. nyplatonisme og indisk filosofi.
Frokosten blev indtaget på en restaurant i Konya og herefter kørte vi videre mod Kappadokien.
På vejen så vi flere karavanestationer idet den gamle silkevej gik her forbi. Vi skal kigge nærmere på en af dem på tilbagevejen.
Nær byen Aksaray var vi nede i en underjordisk by. Dem er der en del af i området og de er meget gamle. De blev brugt i kristendommens første tid, hvor de kristne måtte skjule sig for romerne, som endnu ikke var gået over til kristendommen. De blev også brugt ved dårligt vejr eller kolde vintre og selvfølgelig hvis en fjende truede. Nede i hulerne var der forsyninger og endog levende dyr, for man kunne ikke vide, hvor længe feks. en krig ville vare.
Herefter kørte vi de sidste 50 minutter til byen Nevsehir, hvor vi blev installeret på hotel Dinler. Det er svært at leve op til det forrige hotel, men dette er rimeligt pænt og nydeligt.
   Efter aftensmaden tørnede vi ind, for det havde været en lang dag, og vi skal tidligt op og på tur med varmluftballon i solopgangen. Det bliver spændende.
Lør 12 apr  Op klokken 05.30 og af sted med ballonskipperens bus, som bragte os til startstedet. Her gik de i gang med at blæse ballonen op, medens vi fik serveret kaffe og en bolle.   Oppustningen gik ret hurtigt, så i løbet af 10 minutter var vi anbragt i luftballonens kurv, som her var rimelig stor, idet den kunne tage 20 passagerer med.
Snart steg vi elegant til vejrs i solens første stråler og et fantastisk skue viste sig for vore øjne. Det mest utrolige, bizarre klippelandskab tonede frem og forandrede sig for hver en ny vinkel, vi så det i. Vi fløj højt op til 700 m og nød den flotte udsigt og også helt lavt, så vi næsten kunne røre jorden. Det var meget spændende. Det var en meget dygtig ballonskipper, vores Mustafa. Han kunne næsten placere ballonen, som han ville. Det demonstrerede han, da vi skulle lande, for han placerede kurven lige ovenpå den sættevogn, som den skulle transporteres hjem på. Da vi var kommet vel ned, blev der serveret champagne og vi fik et certifikat på vores deltagelse i turen.

Selvom det var dyrt, så var det alle pengene værd. Turen kostede 150 € for os hver, men ballonskipperen havde 6 mand i sit brød til at hente og bringe folk, pakke ballonen ned og sætte den op o.m.m. Og så var turen jo altså meget fin. Det var skønt at sejle af sted i fuldstændig stilhed, hvor der i perioder ikke var behov for at justere højden med gasbrænderne.
Efter ballonturen kørte vi tilbage til hotellet for at få morgenmad og kl. 09.15 drog vi af sted igen. Alle de mærkværdige klippeformationer, vi havde set fra luften, skulle vi nu se i jordhøjde.
Vi stoppede ved et udsigtspunkt lidt udenfor Nevsehir, Uchisar, med en imponerende udsigt. Her gjorde man meget ud af at beskytte duerne, som levede i nogle af hulerne. Man brugte nemlig deres ekskrementer som gødning på deres vinmarker, og vin fra Kappadokien er meget berømt i hele Tyrkiet for dens specielle smag. Herfra kørte vi videre til Mustafapasa. Det var en gammel græsk by, og der lå stadig flere græske huse. Inde i byen fik vi lov til at gå lidt rundt på egen hånd. Det kan vi allerbedst lide og vi fik set beboede huler i selve byen, en gammel kirke fra 1500-tallet, hvor der stod Konstantin og Eleni (Helene) på en prædikestol. Man kunne se, at den var gjort klar til at blive sat i stand, men renoveringen var ikke påbegyndt endnu. Vi var også inde i en lille moske, hvor der ikke var en sjæl, så vi kunne rigtig kigge den ud. Vi nåede også at kigge ind i en skole, der så meget fin ud.
Herfra kørte vi videre til et sted i nærheden af Zelve, som vores guide kaldte Imagination-valley, fordi klippeformationerne her i særlig grad appellerede til alles fantasi. Her stod vi af bussen og gik et stykke for rigtigt at få indtryk af de spændende formationer.

Så kørte vi videre til Munkedalen, som på kortet hedder Pasabag, for også her at studere alle de mærkværdige klippeformationer.

Nu var klokken efterhånden henad 14 og vi spiste frokost i Avanos på en stor restaurant, hvor der holdt flere store busser foruden vores, men det gjorde ikke noget, for maden var udmærket.
Efter frokost kørte vi ned til floden Kizilirmak, som løber gennem byen. Her gik vi en hyggelig tur langs floden og over en bro, og så lidt af byen på den anden side. Her købte vores guide en slikting, som var en slags kagestang, friturestegt og dyppet i honning. Så vidt vi forstod på guiden, så var det sådan én, man forærede en ung mand, når han havde haft sin seksuelle debut. Men vi kan jo have misforstået noget, for der var et helt bjerg af dem…
Til slut besøgte vi et andet udsigtspunkt ikke langt fra Avanos med en flot udsigt ned i en dal med flere huler, og her var vi så heldige, at vi fik lov til at besøge en gammel dame, som boede i en af dem. Det var en yderst fin og proper lejlighed med køkken, to stuer, soveværelse og bad. Køkkenet var rimeligt moderne med opvaskemaskine og mikroovn og et fjernsyn i stuen manglede heller ikke og så havde hun en enestående flot udsigt over dalen. Det var meget spændende at se.

Allersidste punkt på dagens program var en dervish-dans, kaldet Sema, som foregik i en underjordisk hule nær Nevsehir. Efter en kort bøn begynder musikken. Så træder dervisherne ind på dansegulvet klædt i sorte kapper, der repræsenterer den mørke grav. Langsomt lader de kapperne falde, som tegn på, at de lægger denne verdens sorger bag sig og helliger sig mødet med Gud, og den hvirvlende, ensformige dans begynder. Mens mystikkerne drejer hurtigere og hurtigere om sig selv, står deres hvide skørter, der repræsenteret jeg’ets liglagen, om dem som hvirvlende hvide pletter og deres koniske hatte – som er symbol for jeg’ets gravsten – forsvinder næsten i mørket. Mens de danser, løfter de højre hånd over hovedet for at modtage himlens velsignelser, og med venstre hånd, der vender nedad mod gulvet, sender de velsignelserne videre til denne verden.

Så var det tid at køre det sidste, korte stykke hjem til hotellet og vi var godt trætte, men efter et godt bad, kunne vi lidt igen. Efter aftensmaden måtte vi dog tørne ind efter en lang og spændende dag.
Søn 13 aprSidste dag i Kappadokien. Første stop på dagens program var en stor og meget flot huleby ved Uchisar.
Derefter besøgte vi et stort tæppefirma, som introducerede os i tæppevævningens mysterier, hvad enten det var bomuld/bomuld, bomuld/uld eller silke/silke samt kvalitetens afhængighed af antallet af knuder (dobbelte selvfølgelig) pr. cm2. Vi fik æblethe, imens han viste et hav af tæpper frem (de havde 30.000 på lager), og inden vi fik set os om, så var der en sværm af sælgere tilstede, som udså sig hver sin persongruppe og gik i gang med salgsmaskineriet. Så var det tid til at liste ud og vi sagde bare til den stakkel, som havde udset sig os, at han ikke skulle spilde sine kræfter her, for vi skulle ikke have noget. Sådanne steder er altid bygget op, så man i starten bliver ledt igennem en masse forskellige rum og derfor har svært ved at finde ud igen, men det lykkedes da til sidst og glade var vi ved at befinde os i solskinnet igen. Her var der oven i købet venligst stillet nogle borde og stole ud, så vi kunne sætte os og vente, og vente, og vente. Ja, det tog rigtig lang tid før de sidste, som jo var dem, der havde købt noget, kom ud.
Men endelig kunne vi da komme videre og stoppede i Cavusin, hvor vi igen fik æblethe, som i øvrigt smager dejligt, men laves på tørret æblepulver. Her fik vi også lejlighed til at gå lidt rundt for os selv og der var igen mange beboede klippehuler mm., som vi kunne kigge på.

Derefter spiste vi frokost i Göreme og her lå også et stort, Unesco Verdensarvsgodkendt, open air museum, hvor der var en stor samling af kristne hulekirker fra de første århundreder, medens de kristne endnu var forfulgte. Dette stoppede i øvrigt først, da Konstantin den store konverterede til kristendommen og gjorde den til statsreligion. I mange af hulekirkerne var der flotte vægmalerier, men ellers er vi vist ved at få huler nok.
Da vi skal af sted mod Antalya i morgen og vi skal have tyrkisk aften i aften, så sluttede vores sightseeing for i dag og vi kørte hjem til hotellet.

Den tyrkiske aften var meget festlig med mange tyrkiske danseindslag og mange vestlige indslag og publikum var ofte på gulvet især til dans og til begge slags musik. Der var rød- og hvidvin, vand og Raki ad libitum, så der blev hurtigt gang i den.
Man 14 aprI dag skal vi den lange tur tilbage til kystområdet ved Antalya. Vi gjorde holdt ved hele to karavanestationer, kaldet kervansaray's.
Disse karavanestationer blev bygget af seljukkerne i 1200-tallet som ’moteller’ på silkevejen gennem Anatolien.
De lå med ca. 40 km’s afstand, hvilket var den vejlængde en kamel kunne tilbagelægge på en dag, og deres formål var at huse kamelkaravanerne og yde sikkerhed for natten. Alle seljukkernes karavanestationer var udstyret med alt, hvad de rejsende havde brug for, og de kunne bo gratis i op til 3 nætter på stationen inklusive kost og skoning af heste. Der skulle dog betales en afgift på de varer man havde med, og på den måde kunne stationernes opførelse og drift finansieres.

Vi besøgte en lille station, Tepesidelik Han, mellem Nevsehir og Aksaray. Her var der ingen gård, hvor dyrene kunne være, så de måtte med indendørs.
Den anden station, Sultan Hani, lå et stykke forbi Aksaray ad vejen mod Konya. Det er den største af karavanestationerne, opført i 1229 og fint bevaret. Den har et fint udhugget indgangsparti med geometriske mønstre og kalligrafisk skrift. Gennem portalen kommer man ind i gården, der er omgivet hammammer, sove- og spiserum til venstre og stalde til højre. Hertil et stort rum bagerst til brug i dårligt vejr.

Desværre forfaldt mange af han’erne i osmannisk tid, fordi osmannerne baserede deres handel på søvejene og derfor ikke havde brug for de gamle karavanestationer.

Sent på eftermiddagen nåede vi igen kyststrækningen ved Antalya og blev installeret på Hotel Seher. Her skal vi kun være en nat, så flytter vi nærmere til lufthavnen, da vi skal tidligt op til hjemturen.
Tir 15 apr   Inden vi flyttede til det andet hotel, var der lige et par småting, vi skulle. Første stop var en Guld- og Juvelbutik. Det var et overvældende skue. Den ene sal efter den anden fulde af montrer med alverdens smykker.   Meget flot og meget dyrt. Det tog rigtig lang tid her og der var ingen smalle steder mht. at sætte tid af til det.
Herefter kunne vi gå lige ind ved siden af og spise frokost, nemt og hurtigt. Desværre var der endnu et forretningsbesøg, der ventede. Denne gang en læderbix. Vi så først et show med fine mannequiner – både mandlige og kvindelige. Men det varede kun kort og herefter blev vi ledt ind i salgslokalet (og jeg, som havde håbet på at se lidt af fremstillingsprocesserne…). De havde fantastisk mange dessiner, farver og skindtyper at vælge imellem, så der var noget for enhver smag. Jeg ledte bare efter udgangen (som igen var meget svær at finde. I juvelerbutikken måtte vi gennem 4 døre, hvor der stod ’Fire Exit’ inden vi endelig fandt en, hvor der bare stod ’Exit’).
Vel ude igen ventede vi en rum tid på dem, som havde købt noget, men endelig kunne vi da komme videre. Vi skulle på byvandring i Antalya. Her var flere gamle romerske efterladenskaber og i det hele taget en meget hyggelig by.

Endelig kunne vi sætte kursen mod hotellet, og det havde vi efterhånden ventet længe på, for Jette er blevet forkølet og ville gerne bare i seng og sove. Det bliver der bare ikke meget af, for vi bliver vækket allerede kl. 2 i nat og skal af sted til lufthavnen kl. 3. Apropos lufthavnen, så bor vi ganske tæt ved den, for der er maskiner der letter eller lander hvert 10. minut.














Ons 16 apr  Så blev det hjemrejsedag og den gik nemt og uden problemer. Det er utroligt, som sådan en uge kan flyve afsted, men vi har vel nok også oplevet meget.