Jorden Rundt 2. Feb. - 5. Apr. 2007
Egen planlægning
Hvis man vil nøjes med at se billeder, så brug knappen - og klik på billederne og klik en gang mere på 'DiasShow' for at stoppe
Klik på nedenstående muligheder, for at gå direkte dertil:
Dagbogen her er skrevet som e-mails, der er sendt hjem undervejs på turen. Da der er kommentarer undervejs, er formen bibeholdt her.
Rejsebrev nr. 1
Kære alle sammen
Her går det fint. Vejret er dejligt, 27-28 grader og høj sol. Vi har nu kigget på templer i 2 dage her i Siem Reap, så nu er vi klar til at komme videre.
Her kommer et referat af de første dage på vores tur:
Fredag 2 Feb. Nu skal vi af sted. Hen og hente Gitte kl. 13 og hente Mia ved skolen kl. 13.30, for hun ville også med og sige farvel. I lufthavnen kl. 14. Flyafgang kl. 16 (dvs. 1 times forsinkelse, så afgang først kl. 17). Ankomst Heathrow kl.18.30. Afgang til Bangkok kl. 21.30 (dvs. også 1 times forsinkelse her, så afgang først kl. 22.30).
Lørdag 3 Feb. Ankomst Bangkok kl.8.30. Alt sammen dansk tid, men nu stiller vi urene 6 timer frem, så nu er kl. 14.30. Afgang til Siem Reap kl. 17 og her skulle vi lige finde Bangkok Airways skranke, for vi skulle bytte vores E-billet til bording pass. Endnu en gang 1 times forsinkelse, men heldigvis kun 50 min. flyvetid, så vi nåede Siem Reap lufthavn ca. kl. 19. Så skulle vi have turistvisa, og det foregik på samlebånd. Man stillede op ved en skranke med de i flyet udfyldte papirer + 2 pasbilleder + vores pas + 2 x 20 $. Så gik man hen til en anden skranke og ventede. Mellem de 2 skranker sad 10 personer og papirerne gik nu fra hånd til hånd og så fik vi udleveret passene med visa'erne indsat.
Nu skulle vi ud og finde en taxi og efter lidt køren rundt fandt vi vores hotel på en bælgmørk vej i udkanten af Siem Reap, men heldigvis i den rigtige udkant, nemlig den ende af byen, som var nærmest Angkor, som hele denne øvelse jo handler om.
Da kl. var 20 lokal tid sad vi med vores whisky-cola foran vores værelse på det udmærkede hotel Pavillion Indochine Hotel. Men så havde vi også rejst i 25 timer. Vi fik lidt mad i restauranten og tørnede så ind.
Søndag 4 Feb. Nu skal vi ud at se Angkor. Vi havde bestilt en tuc-tuc i hotellet, formedelst 12 $ for en hel dag, som afhentede os kl. 9 efter vores morgenmad. Det gik fint, og han er flink og smilende og taler engelsk (en ny afart vi ikke har hørt for). Første stop var Angkor Tourist Checkpoint, som mindede om de sluser, vi har ved Storebæltsoverfarten. Det var nu ikke så slemt. Vi skulle have et pas for 3 dage, som kostede 2x40$ (vi havde ikke $'s nok med, så vores chauffør måtte låne os 30$). Desuden skulle de have et sæt pasbilleder, og dem havde vi heldigvis husket, så i løbet af 0,5 havde de pas klar til os og vi kunne køre ind.
Angkorperioden strækker sig fra det 9. til det 15. årh. (802 - 1432). I den periode nåede Kmer-imperiet sin største territoriale udstrækning, såvel som kulturelle- og kunstneriske-. Angkorperioden begyndte da Jayavarman II kronede sig selv som konge og sluttede da thaierne erobrede hovedstaden Angkor Thom. Da Kmer-imperiet var på sit højeste har det formentlig strakt sig gennem Thailand (Siam) og helt til Myanmar (Burma), for vi har set Kmer-templer begge steder.
|
|
Foto Fra National Geographic
Viser byen Angkor og dens komplekse vandregulering.
Kongestaden Angkor
(Beskrivelse af Richard Stone i tidsskriftet National Geografic, Danmark nr 12 2009)
Set fra luften toner et århundrede gammelt tempel frem blandt ruinerne af byen Angkor, som ligger mellem sydøstasiens ’store sø’, Tonle Sap, godt 30 km mod syd, og Kulenbjergene, der rejser sig fra flodsletten godt 30 km mod nord. Banteay Samre er et tempel til hinduguden Vishnu, der blev opført i 1100-tallet og restaureret i 1940’erne – genkalder den pragt, der er kendetegnende for Kmerrigets storhedstid. Templet er lukket inde bag to sæt koncentriske, kvadratiske mure. De har måske været omgivet af en vandgrav, som symboliserede oceanerne omkring bjerget Meru, der var hindugudernes mytiske bolig. Banteay Samre er blot én af flere end tusind helligdomme, som kmererne rejste i byen Angkor under et byggeboom, der i omfang og ambitionsniveau kunne måle sig med Egyptens pyramider.
Kmerriget eksisterede fra det 9. årh. til det 15. årh., og i sine velmagtsdage herskede det over en stor del af sydøstasien fra Myanmar (Burma) i vest til Vietnam i øst. Hovedstaden Angkor havde helt op mod 750.000 indbyggere og var det største bykompleks i den førindustrielle verden med et areal på ca. 1000 km2 – større end nutidens Berlin. Da portugisiske missionærer i slutningen af 1500-tallet så Angkor Vats lotusformede tårne – det mest kunstfærdige af byens templer og verdens største religiøse monument – var rigets engang så strålende hovedstad ved at gå heden.
Forskere har fremsat en lang liste af mulige årsager til rigets fald, herunder glubske erobrere, et religiøst holdningsskifte og overgang til handel ad søvejen, en udvikling, der klart dødsdømte en by, der lå inde i landet. Det er overvejende gætværk, for selvom der er fundet omkring 1300 indskrifter på dørkarme og fritstående steler, så har Angkors folk ikke efterladt sig et eneste ord som forklaring på kongerigets fald.
Nye udgravninger, ikke af templerne, men af den infrastruktur, der var nødvendig for så stor en by, peger på en ny forklaring. Angkor blev tilsyneladende undergravet af den selvsamme opfindsomhed, der havde forvandlet en samling mindre len til et stort rige. Civilisationen lærte at tæmme Sydøstasiens årstidsbestemte oversvømmelser, men sygnede hen, da dens magt over den vigtigste ressource af alle, vandet, begyndte at glide den af hænde.
En fascinerende øjenvidneberetning tegner et levende billede af byen i dens velmagtsdage. I slutningen af 1200-tallet tilbragte en kinesisk diplomat ved navn Zhou Daguan knapt et år i hovedstaden. Han levede beskedent som gæst hos en middelklassefamilie, der spiste ris med skeer fremstillet af kokosskal og drak vin brygget på honning, blade eller ris. Han skildrer en grusom skik, der var blevet opgivet kort inden hans ankomst, som gik ud på at tappe galde fra levende mennesker og drikke det som et styrkende middel, der skulle indgyde mod. Religiøse fester bød på fyrværkeri og vildsvinekampe. Imponerende optog, når kongen begav sig ud blandt sine undersåtter. Kongelige processioner med elefanter og heste prydet med guld og hundredvis af paladskvinder smykket med blomster.
Angkors daglige liv skildres også af skulpturer, der har overlevet århundreders forfald og nyere tiders krige. Basrelieffer på tempelfacader gengiver forskellige hverdagsscener – feks. to mænd bøjet over et brætspil og en kvinde, der føder under en pavillon, og relieffer, der hylder den åndelige verden, der var beboet af væsener som apsaraserne, de dragende himmelske nymfer, der tjente som budbringere mellem mennesker og guder. Afbildningerne af jordisk harmoni og ophøjet indsigt veksler med krigsscener. På et basrelief står spydbærende krigere fra nabolandet Champa tætpakket i en båd på vej over Tonle Sap-søen. Scenen er naturligvis foreviget i sten, fordi kmererne sejrede i slaget.
Angkor vandt det slag, men byen var splittet af rivalisering, hvilket øgede sårbarheden overfor angreb fra Champa i øst og det formidable kongerige Ayutthaya i vest. Kmerkongerne havde flere koner, hvilket slørede arvefølgen og førte til konstante intriger mellem prinser, der kappedes om magten. Kmerstaten var hyppigt ustabil, siger arkæologen Roland Fletcher fra University of Sidney, som er en af lederne af et forskningsprojekt kaldet Greater Angkor Project.
I Ayutthayas analer står at læse, at dets krigere ’tog’ Angkor i 1431. Den velstående kmerby har uden tvivl været et rigt bytte. Indskrifter praler med, at tempeltårnene var dækket at guld, hvilket også bekræftes af Zhou Daguans begejstrede skildring. For at få beretningerne om Angkors velstand til at harmonere med de smuldrende ruiner, der mødte rejsende fra Vesten, konkluderede franske historikere for hundrede år siden, at det var Ayutthaya, der plyndrede Angkor. Ayutthayas regent har sikket hjembragt noget bytte fra byen, men da han indsatte sin søn som regent i byen, så har han ’næppe smadret byen’ inden han overlod den til sønnen.
Udover indre stridigheder kom også religiøse problemer til. Kmererne var hinduister, men da theravada-buddhismen i løbet af 1200- og 1300-tallet begyndte at overstråle hinduismen, har den nye religions trossætning om social lighed måske truet Angkors elite. Den var måske lige så undergravende som kristendommen var det for Romerriget. Den har været yderst vanskelig at standse.
Økonomiske og religiøse omvæltninger kan have fremskyndet Angkors fald, men der var en anden fjende, der ramte kongeriget uden varsel. Når Angkor blev middelalderens kraftcenter, var det takket være et avanceret system af kanaler og reservoirer, der satte byen i stand til at opmagasinere det sparsomme vand i tørre måneder og sprede overskudsvand i regntiden, så en maksimal produktion af byens hovednæringskilde, ris, kunne opretholdes. Men kræfter udenfor Angkors kontrol kastede grus i dette fint afstemte maskineri.
Et af Angkors helligste steder ligger højt oppe i Kulenbjergene, der hvor de to floder Puok og Siem Riep har deres udspring. På bunden af en doven bæk kan man i det klare vand se række efter række af ca. 15 cm brede, runde forhøjninger, der er udhugget i flodsengens mørke sandsten. Det er slidte lingaer, cylindriske stenskulpturer, der repræsenterer essensen af hinduguden Shiva. Lingaerne fører som en vej videre til en anden skulptur i flodsengen: en 1 m bred firkant med tykke vægge og en smal åbning. Det er en yoni, et symbol på hinduernes livskilde. Det var her Angkors ypperstepræster søgte op for at takke guderne for at forsyne riget med dets livsblod. Efter en kort gåtur op ad floden når man til en naturlig sandstensbro, som har givet navn til dette hellige sted, Kbal Spean – kmer for ’brohoved’. Vandet bruser gennem en kløft og plasker op mod en modstående klippevæg, hvor Vishnu sidder med benene over kors og mediterer på et oprørt hav. Ud af hans navle spirer en lotusbærende Brahma. Heroppe i Kulenbjergene kan de gamle guder nyde uendelige drikofre i form af det rindende vand.
Angkor blomstrede fordi dens herskere var i stand til at tøjle monsuntidens vandmasser, der fossede ned fra Kulenbjergene. For at sikre en pålidelig vandforsyning krævedes nogle formidable ingeniørmæssige bedrifter, blandt andet et reservoir kaldet Det Vestlige Baray, der er 8 km langt og 2,2 km bredt. For at bygge dette reservoir for 1000 år siden har det muligvis krævet op mod 200.000 arbejdere at dynge de 12 milioner m3 jord op i dæmninger, der var 90 m brede og 3 etager høje. Endnu i dag får det rektangulære reservoir eller baray tilført vand, der er omledt fra Siem Riep-floden. De to store baray’s, det østlige og det vestlige, havde sandsynligvis to funktioner, at symbolisere urhavet i den hinduistiske skabelsesberetning og at vande rismarkerne. I forbindelse med disse reservoirer er der et kæmpemæssigt fint forgrenet vandingssystem, der sikrede, at der altid var vand til rismarkerne.
Man har fundet tegn på, at selv midt i Angkors storhedstid har der været sammenbrud på dette store anlæg. I en dam ved det vestlige Mebon-tempel, der ligger på en ø midt i Det Vestlige Baray, har man fundet pollenkorn, der er bevaret i mudderet og som viser, , at der voksede lotus og andre vandplanter i barayet indtil begyndelsen af 1200-tallet. Derefter dukkede der nye pollentyper op fra arter som bregner, der foretrækker moser eller tør jord. Det lader altså til, at et af reservoirerne i en periode tørrede helt ud. Enhver forringelse af vandreguleringssystemet må have gjort Angkor sårbar overfor et naturfænomen, som ingen af tidens ingeniører kunne have forudset. Fra 1300-tallet oplevede Europa nogle århundreder med uforudsigeligt vejr, der var kendetegnede ved barske vintre og kølige somre. Indtil for nylig var der kun få oplysninger om, hvordan det forholdt sig i andre dele af verdenen i denne periode, der kaldes den lille istid.
Nu lader det til, at også Sydøstasien oplevede klimaforandringer.
Omkring Angkor varer sommermonsunen som regel fra maj til oktober og afgiver knap 90% af egnens årlige nedbør. Monsunens pålidelighed er afgørende for alt liv, også menneskets. Udfra årringe i teak og den sjældne fujian-cypres, hvoraf nogle havde en alder på 900 år og således har overlevet Angkors både storhed og fald. Her kunne man se, at et sæt indsnævrede vækstringe viste, at træerne havde været udsat for en stribe voldsomme tørkeperioder fra 1362 til 1392 og igen fra 1415 til 1440. I de perioder har monsunen været svag eller forsinket, og i nogle af årene er den måske helt udeblevet. I andre år fejede voldsomme monsuner hen over regionen. For et vaklende rige kan ekstreme vejrforhold være blevet nådestødet. Udfra det udtørrede vestlige baray at dømme var Angkors vandsystem allerede begyndt at skrante årtier forinden. Strenge og langvarige tørkeperioder afbrudt af skybrudslignende regn ville have ødelagt vandreguleringssystemet. Syd for hovedtemplerne ligger Tonle Sap-flodsletten og her er der vandtilgang fra Mekong-floden, som igen har sit udspring i de tibetanske gletcherområder, som stort set ville have været upåvirkede af et ændret monsunmønster. Men hvor dygtige Kmeringeniørerne end var, kunne de dog ikke afhjælpe tørken i nord ved at lede vand fra Tonle Sap imod landskabets hældning. Tyngdekraften var deres eneste pumpe.
Alle disse ulykker med sult og indre uro gjorde landet sårbart og det udnyttede Ayutthaya, som i 1431 henimod slutningen af den anden voldsomme tørkeperiode invaderede Angkor og afsatte kmerkongen.
Kmerriget er ikke den første civilisation, der er blevet fældet af klimaforandringer. Flere århundreder tidligere, mens Angkor var på vej frem, blev mayaernes bystater i Mexico og Mellemamerika på den anden side af kloden undermineret af tilsvarende klimaforandringer. Mange forskere mener nu, at mayaerne bukkede under for overbefolkning og udpining af miljøet efter tre barske tørkeperioder i 800-tallet.
Måske er nutidens samfund nødt til at forberede sig på lignende klimatiske udfordringer. Det var høst sandsynlig det koblede ocean-atmosfære-fænomen El Niños intense og vedvarende opvarmning af overfladevandet i de centrale og østlige dele af det tropiske Stillehav, der udløste de voldsomme tørkeperioder i Angkor.
Angkors endeligt er en alvorlig lektion i den menneskelige opfindsomheds begrænsninger. Angkors vandreguleringssystem var et utroligt maskineri, en vidunderlig mekanisme til at regulere deres verden med. Det lykkedes ingeniørerne at holde civilisationens flagskib gående i 600 år – indtil de til sidst blev overmandet af større kræfter.
Første stop var Angkor Wat. Det mest kendte sted i området, det største, mest imponerende og også mest velbevarede. Det blev bygget af Suryavarman II fra 1113 og 30 år frem. Det er et hindu-tempel dedikeret til Vishnu, men blev senere (i det 16. årh.) et buddhist-tempel og passet af buddhist-munke.
|
Det blev sandsynligvis bygget som et begravelses-tempel for kongen og orienteret mod vest for at understrege symbolikken mellem den nedgående sol og døden. Det bliver berømmet for sin arkitektoniske fuldkommenhed og er meget smukt. Skal så absolut ses.
Herefter kørte vores tuc-tuc-driver os til et andet tempel: The Bayon. Det ligger i centret af tempelbyen Angkor Thom. Det blev bygget af Jayavarman VII fra slutningen af 12. årh. til begyndelsen af 13. årh. og er et Buddhist-tempel. Det er således bygget næsten 100 år efter Angkor Wat. Det har 54 tårne med over 200 store hoveder udformet som relieffer på alle 4 sider.
Herefter kiggede vi lidt på et andet tempel: Baphuon, men det var under restaurering og derfor lukket for besøg. Så gik vi hen til en række nærliggende restauranter og spiste lidt let frokost. Vi valgte restaurant nr. 16, for her spiste vores driver nemlig, og det er jo en anbefaling i sig selv.
|
Næste tempel var Ta Keo. Her mødte vi en guide, som fortalte at øverst oppe i tårnet var der en liggende Buddha, så vi klatrede helt derop, for blot at få at vide af en 12-årig dreng, at det drejede sig om et andet tempel 5 km. væk, som man kunne se her oppe fra og der var en liggende Buddha. Puh-ha, så måtte vi altså sætte os ned og holde en lille pause. Vi sludrede lidt med drengen, som iøvrigt var meget glad for mønter. Han havde nogle fra mange forskellige lande, så vi fandt en dansk 2 kr. frem og gav ham. (Man har ikke mønter i Cambodia). Han fortalte lidt om sit liv. Han gik i morning school i 6. kl. Det er en gratis skole, men de har kun grundfag. Hvis han ville lære engelsk, skulle han betale 10 $ pr. md. for det, så han lærte engelsk af turisterne og det klarede han rigtig fint.
Ta Prohm var næste tempel, bygget af Jayavarman VII fra midten 12. årh. - tidl. 13. årh. Det er et Buddhist-tempel, dedikeret til kongens mor. Det mest bemærkelsesværdige ved dette tempel er, at det nok er det tempel, som er hårdest angrebet af hele bygningskompleksets værste fjende: urskoven.
|
Her var de mest groteske eksempler på, hvordan træernes rødder med årene havde snoet og flettet sig
ind i murværket. Havde man kunnet optage det på film og så køre den hurtigt, så kunne de ligne et dyr med mange fangarme, som langsomt omklamrede bygningerne. Det var en kæmpe-oplevelse
at se. Iøvrigt var også dette tempel under restaurering, denne gang med støtte fra Indien. Stakkels Indien, for det virkede som en fuldstændig håbløs opgave. Der vil ikke være andet
at gøre end at nummerere alle stenene og skille det hele ad og bygge det op igen.
Nu var dagen efterhånden gået på hæld og vi ville gerne finde et tempel at se
solnedgang fra. Efter vores drivers forslag kørte vi til et tempel: Pre Rup. Det er et hindu-tempel bygget af Rajadravarman II i anden halvdel af 10. årh. (år 961).
Det er som det eneste bygget af mursten og pudset op bagefter. Oppe på 2. plateau fandt vi et par gode pladser og forsynet med en Angkor-beer hver (som vi kunne købe deroppe af
en gesjæftig mand) satte vi os til at vente på solnedgangen.
|
Vi var kommer i god tid, så vi kunne rigtig sidde og slappe af og nyde det og det var dejligt, for vi
havde klatret på mange trapper hele dagen og mange (alle) havde haft en stigning på 70 gr. og meget høje, smalle og ofte skæve trin. Der kom efterhånden mange mennesker – hen ved 100,
tror jeg - så det var fint, vi var kommet tidligt. Ude, hvor solen stod, kunne vi se en luftballon, der hang tæt ved Angkor Wat, så vi glædede os til at få et billede af den mens den
var foran solen, når den kom lidt længere ned. Men solen forsvandt bag varmedisen inden da, så det blev der ikke noget af. Men det var nu flot alligevel.
Så var det tid at
køre hjem til hotellet og efter et bad var vi friske igen - dog kun til lidt aftensmad og lidt skriveri i dagbogen.
Mandag 5 Feb. Endnu en tempel-dag (men det er også det, vi er kommet her for). Kl. 9 ventede vores tuc-tuc-driver igen på os og nu skulle vi køre langt.
|
Efter 5 kvarters kørsel var vi ca. 34 km. fra Siem Reap ved et tempel, som hed: Bateay Srei. Det er et hindu-tempel bygget af Rajadravarman II og Jayavarman V i år 957. Det er meget smukt dekoreret miniature-tempel, som oven i købet er rimeligt velbevaret.
Bateay Samre var næste tempel. Et hindu-tempel fra midten af 12. årh., bygget af Suryavarman II. Dette tempel var specielt ved, at alle bygninger var anbragt på et højt fundament, så man skulle 2 m op for at komme ind og 2 m ned og 2 m op igen for at komme ind i næste bygning. Det var ellers meget flot og ikke så forfaldent.
|
Sreh Srang var næste tempel. Bygget af Jayavarman II i slutningen af 12. årh. Det ligger ved en sø og har en elegant landgangs-terrasse. Det har måske været et kapel tilegnet kærlighedsgudinden Kama, men det kaldes også the Royal Bath, så det har måske haft flere formål. I hvert tilfælde var der kun landgangs-terrassen og et bygningsfundament tilbage nu. Man kunne se, at ind- og udgang af bygningen passede præcis overfor indgangen til det næste tempel, vi besøgte:
|
Banteay Kdei. Buddhistisk tempel bygget af Jayavarman VII fra midten af 12. årh. til begyndelsen af 13. årh. Det har fået tilført flere forbedringer og ændringer, derfor den lange byggetid. Foran templet var en terrasse, kaldet Hall of the Dancing Girls p.g.a. en dekoration som viser dansepiger.
Herefter kørte vi til:
|
East Mebon. Et hindu-tempel dedikeret til Shiva og bygget af Rajadravarman II i 10. årh. (år 952). Det ligger på en lille ø i midten af East-Baray, som var en stor sø, 2 x 7 km., født af Siem Reap-floden. Man kunne kun komme til templet ved at sejle. I dag er Baray blevet til kunstvandede rismarker og det er overladt til den besøgende at forestille sig dette majestætiske tempel midt i en stor sø.
De næste templer var:
Ta Som Buddhistisk tempel bygget af Jayavarman VII i slutningen af 12. årh., dedikeret til hans far. Det er et enkelt-tårns-monument med store ansigter til de 4 verdenshjørner. Neak Pean. Et cirkulært bedested midt i en sø på 70 x 70 m med 4 mindre damme 30 x 30 m i verdenshjørnerne.
|
Prah Khan. Bygget af Jayavarman III i anden halvdel af 12. årh. (år 1191). Et flot indgangsparti flankeret af en række giganter og guder, som bærer på en slange der danner gelænder. Det har sandsynligvis tjent som midlertidig residens for Jayavarman VII, mens han genopbyggede hovedstaden efter angreb fra et folk, der hed Chanpo og boede i Mekong-deltaet. Templet var temmeligt forfaldent, men havde sandsynligvis været meget flot en gang.
Nu ikke flere templer (vi har besøgt 6 i går og 8 i dag i alt 14 stykker).
Nu vil vi hjem til hotellet. Dog måtte vi lige forbi indgangen til Angkor Thom, som var en port, som beskrevet under Prah Khan - bare i bedre stand og med næsten ingen hovedløse figurer.
|
Vi har benyttet os af en bog om Angkor, som var til disposition på vores hotel, og den ville vi gerne anskaffe selv, så vores driver kørte os til en boghandel i Siem Reap, hvor vi fik den. Så gik det hjem til hotellet, og til et dejligt bad, for vi var så brune af støv, at selv Henning havde fået sin oprindelige hårfarve tilbage (det gik dog af i vask). Så lidt mad på hotellet, og så dagbogen, og så zzzzzzzzzzz.
Rejsebrev nr. 2
Kære alle sammen.
Den Cambodjanske udgave af en tuc-tuc er en knallert med en anhænger på med to sidepladser ved siden af hinanden. Og ja, vi tager masser af billeder, men tusind tak for e-mails.
Tirsdag 6 Feb. Så er vi færdige med Siem Reap og Angkor-templerne. Efter morgenmaden pakkede vi vores kufferter, begyndte på det første rejsebrev, men blev ikke færdige, så vi måtte gemme det som kladde i hotmailen. Så afregnede vi på hotellet og kl. 11.15 kørte vi til lufthavnen.
Flyet afgik kl. 14 og snart var vi i Bangkok igen. Her var et par timers ventetid, og det var fint, for vi skulle finde vores Quantas-skranke for at få bording-pass til Sydney. Flyet afgik planmæssigt kl. 17.05 og efter en lang nat, hvor vi ikke rigtig fik sovet.....
Onsdag 7 Feb. ......ankom vi til Sydney kl. 6.10 (9 timers flyvetid + 4 tidszoner, så nu er vi 10 timer foran jer derhjemme). En af vores harmonikavenner, Hanne, har en bror, John, her i Sydney, og han har været en stor hjælp for os her, da han har skaffet logi og billetter til operaen, som vi fortæller om senere. John havde tilbudt os, at vi kunne stille vores kufferter hos ham til vi kunne komme ind i vores studioappartment, så vi tog en taxi ud til ham. Her blev vi vel modtaget og fik lejlighed til at indhente lidt søvn og senere på dagen kørte han os til vores lejlighed, som lå meget fint lige ved Manly Beach. Lige, hvor vi bor, kan man tage færgen til Circular Quay, som er trafikknudepunkt for alle færger og har en stor togstation og som ydermere ligger lige ved siden af Sydney Operaen. For det var jo det, som det hele drejede sig om nu. Vi skulle i Operaen og se Figaros bryllup.
|
Det er en rigtig flot bygning og der var en meget fin akustik i teaterrummet. Det har Jørn Utzon gjort rigtig godt. Synd, at det endte med at de blev uvenner med ham. De er dog blevet gode venner igen, for han skal til at lave noget mere for dem. Det var en god opera, og vi kendte flere af sangene hjemme fra, da vi har spillet dem til harmonika.
|
Sydney by night er flot, især ved området omkring Operahuset, som også ligger lige ved Sydney Harbour Bridge. Meget stemningsfuldt.
Og således sluttede denne lange dag på vores terrasse i vores lejlighed med en stille whisky-cola i måneskin.
Torsdag 8 feb. I dag havde vi besluttet at nyde det i Manly. Og det gjorde vi. Først besøgte vi et Travel Agency for at få lidt styr på vores videre fremfærd. Det resulterede, at vi har booket fly til Uluru (Ayers Rock), et 3 dages ophold og en tur til Rock'en og Kata Tjuta (The Olgas) samt fly til Cairns og fly fra Cairns til Sydney, når tid er til at komme videre til New Zealand. Så nu ved vi, hvad vi skal et stykke tid frem.
Så har vi ellers nydt det ved stranden og været hjemme og spise lidt frokost og nu her kl. 17, bliver vi afhentet til barbeque-aften hos John og Helle. De har også været så søde, at tilbyde at vaske tøj for os, og sådan et tilbud lader man jo ikke gå fra sig, når man er på langfart, så vi har pakket 2 sække.
Vi havde en rigtig hyggelig aften sammen og fik sludret og de lavede nogle dejlige T-bone-steaks på Weber-grillen. Ved midnatstid blev vi kørt hjem med vores rene tøj.
Jeg kommer lige i tanke om, at vi nok skulle fortælle lidt om økonomien i Siem Reap. I lufthavnen vekslede vi 50 Us$ og fik 190.000 Reals for dem, men det viste sig hurtigt, at alt foregik med US$ lige fra hotelpriser til restauranter og forretninger, så vi havde slet ikke haft nøde at veksle noget overhovedet. Nå, men de tog da reals på hotellet og andre steder, hvis det ikke kunne være anderledes, så vi kom dog af med dem. Her i Australien, som jo er et moderne, strømlinet samfund, er det naturligvis anderledes. Her gælder kun AU$.
Fredag 9 Feb. I dag er det sightseeing dag. Vi skal dog lige have en autocamper klar, når vi kommer til Christchurch, for det viste sig, at den pige, Jodine, som ordnede vores tur rundt i Australien, var fra Christchurch, så foruden en masse gode tips om NZ ville hun også gerne arrangere en autocamper for os.
|
Men efter det tog vi færgen ind til byen og kiggede lige først på toget, som vi skal med fra Circular Quay til lufthavnen i morgen tidlig. Og så skal vi ud og se byen. Vi travede først rundt i den ældste bydel af Sydney: The rocks. Her er den ældste bygning, Cadman's Cottage, fra 1816, så der er ikke noget her, der er særligt gammelt, og det vi så, var heller ikke noget at skrive hjem om (men det gør vi jo så alligevel). Her i The Rocks kan man gå op på Sydney Harbour Bridge, og vi travede ud til midten af broen, hvor der er en meget flot udsigt til alle sider, specielt til Operaen og en skyline af skyskrabere i området ud for Circular Quay. Der er en heftig trafik over broen og specielt kunne vi her se de to etagers S-tog, de bruger her i Sydney. På tilbagevejen faldt vi ind på en af de gamle pubber i Gloucester Street - denne var etableret i 1889 - og fik os en kølig lager. Så gik vi over på den anden side af Circular Quay, igennem den Botaniske Have, som var meget smuk. Der stod et skilt lige indenfor indgangen, hvor der stod: "Vær venlig at betræde græsset", og "Du må også gerne give træerne et knus" og "Du må gerne have din madkurv med og slå dig ned". Sådanne skilte har vi aldrig set før. Der var rigtig nydeligt og trods de fine forslag, var der næsten mennesketomt. For enden af haven lå St. Marys Cathedral - en meget smuk kirke i engelsk stil med fine glasmosaik-vinduer overalt.
Det viste sig, at vi nu var lige ved siden af Sydney Tower - et højt slankt tårn med restaurant og udsigtsplatform i 250 m’s højde. Der var en enestående udsigt herfra over hele byen. Vi havde haft planer om at se Justice and Police Museum også, men det måtte vi opgive p.g.a. tidsnød.
Det er beliggende i 3 domhuse fra 1856 og her kunne man ellers se berømte effekter fra Sydneys kriminalhistorie og også hvilke forbrydelser, der havde gjort, at de første indvandrere, som jo var straffefange fra England, var blevet deporteret hertil. Der er ufatteligt små forbrydelser imellem (som at stjæle et hårbånd) og man kan slet ikke begribe sammenhængen mellem forbrydelse og straf.
Nu var vi trætte i benene, og satte derfor kursen mod færgelejet, så vi kunne hjem til Manly. Her fik vi lidt aftensmad på en italiensk restaurant inden vi tog hjem til aftenkaffen.
Vi skal tidligt op i morgen (kl.5). Vores fly til Ayers Rock afgår kl. 8.50 og vi skal både med færgen og toget til lufthavnen.
Rejsebrev nr. 3
Hej alle sammen.
Tusind tak for de mange dejlige mails, som vi har modtaget. Der er gode nyheder i blandt f. eks. en er blevet rask, en skal giftes, en motionerer, en savner os og dagene bliver lysere derhjemme.
Lørdag 10 Feb. Afrejse fra Sydney. Morgenfærgen kl. 6.30 (Jet-cat). S-tog (nogle sjove nogen i 2 etager) til lufthavnen, hvor vi efter lidt rod med vores E-billet fik booket os ind og kom af sted. 3 timers flyvetid til Ayers Rock Airport. Urene 1,5 timer tilbage (er nu kun 8,5 t foran DK). Her er vaaarmt. 40 gr. hed ørkenluft. Hotellet er kedeligt men dyrt, ja alt er dyrt her, for der er ingen alternativer. Vi er i et lille område bestående af hoteller, et supermarked, en bank, et posthus, nogle souvenir-butikker og nogle restauranter. Swimmingpoolen er 27 gr., så det er fint til os. Værelset er ekstremt kedeligt, uden vinduer, men det er måske p.g.a. varmen. Hotellet hedder The Lost Camel og det er et meget passende navn.
Nå, det skal nok gå og foreløbig nyder vi det ved poolen og det er helt fint. Vi spiste udmærket aftensmad på en af restauranterne og gik tidlig i seng.
Søndag 11 Feb. I dag stråler solen fra en skyfri himmel og vi skal ud til Uluru (Ayers Rock) i eftermiddag. Hvis vi synes at 40 gr. er varmt her, så er der endnu varmere derude. Vi checkede, at vores tur-reservation var ok og vekslede penge. Vi spiste frokost på værelset, brød, smør, urte-castello og syltetøj. Kl. 12 gik vi tværs over Ayers Resort, som hotelområdet hedder, til et hotel, hvor vi skulle møde tur-bussen. Men ud over de 4 som stod og ventede, var der 12, der var kørt ind fra Alice Springs og som spiste frokost nu, som også skulle med, så dem ventede vi så på.
|
Med 3 kvarters forsinkelse kom vi af sted. Vi kørte først mod Kata Tjuta (The Olgas). Det er en anden klippeformation bestående af 36 "toppe" (den højeste 546
m) modsat Uluru, som er een stor massiv klippe. Vi travede en tur mellem to af toppene, 2,6 km frem og tilbage og det var meget spændende, at se klippen på nært hold. Herefter kørte vi til Nationalpark Centret, hvor the Aboriginals sælger kunsthåndværk og man kan høre om deres kultur.
Ingen ved hvor langt deres kultur går tilbage, nogen siger 70.000 år, andre 50 og arkæologer siger 40.000 år. Den går i alt fald langt tilbage.
ABORIGINAL’s SKABELSESBERETNING:
Fra begyndelsen var jorden bare flad, øde, og udtørret uden nogen form for liv. På et tidspunkt begyndte de store forfadervæsner ( en slags arketyper ) at røre på sig. Nogen brød frem fra jorden, nogen kom af søvejen fra fjerntliggende mytologiske egne og nogen kom ned fra himmelen. Skabelsen og formgivningen bestod i at disse forfadervæsner bevægede sig over store afstande alt imedens de ”sang ” landskaber, dyr, planter og mennesker til live. De mange forfaderfigurer er forskellige og kan f. eks. være de store regnbueslanger.
Udover at forfadervæsnerne skabte landet og alt levende, gav de også menneskene deres lov med anvisninger indenfor såvel ceremonier, sociale strukturer, moralsk normsæt og almindelig dagligdags livsførelse, som hvordan man f. eks.
finder forskellige typer frugter, rødder og larver, hvordan man jager dyr, hvordan de tilberedes og spises. I det hele taget regler og anvisninger med hensyn til alt vedrørende livet. Det religiøse og verdslige er tæt integreret i hinanden. Livet kan ikke løsrives fra en mytologiske ramme.
De store forfadervæsner har efter skabelsen lagt sig til at hvile i landskabet. De har taget form af en klippe, en sten, et træ eller har taget bolig i en flod eller et mindre vandhul. Det sted, hvor en forfader har lagt sig til hvile eller har udført en betydningsfuld handling, rummer nu hans kraft / energi. Kraften kan aktiveres i positiv eller negativ retning eftersom loven overholdes.
Aboriginal-stammen ANANGU, som bor og ejer området ved ULURU (Ayers Rock) siger:
Vi lærte fra vores bedstemor og bedstefar og deres generation. Vi var gode til at lære og vi har ikke glemt det. Vi har lært fra de gamle mennesker her på
stedet og vi vil altid holde fast i TJUKARPA (loven) i vores hjerter og tanker. Vi kender denne plads – vi er NINTI, velinformerede. Billederne længere nede på
siden er fra ”skolen”, det sted ved Ayers Rock hvor børnene undervises.
TJURKUPA (loven) er fundamentet af vores kultur. Akkurat ligesom et hus har behov for at stå på et stærkt fundament, så er vores måde at leve på, TJUKURPA, vores traditions lov som guider os.
Nogen mennesker prøver at oversætte TJUKURPA som om vi ”Drømmer” ”Dreamtime.” Det er ikke sådan vi oplever det – TJUKURPA er virkelig og ikke noget vi forestiller os eller finder på. Vi fortrækker at bruge ordet PITJANTJATJARA for ”TJUKURPA” eller YANKUNYTJATJARD ”WAPAR” som indeholder den dybere, komplekse mening af vores fundament.
TJUKURPA er vores religiøse kulturarv, som udtrykker vores eksistens og guidning i vores daglig liv på nøjagtig samme måde som en religion i enhver anden del af verden. TJUKURPA giver os svar på vigtige spørgsmål. Det er loven for opførsel og adfærd, som vi lever sammen efter. Det er loven som viser, hvordan vi tager vare på hinanden og på det land, som støtter vores eksistens. TJUKURPA fortæller os om forholdet mellem mennesker, planter, dyr og den fysiske fremtid af vores land. Viden om hvordan det forhold blev til, hvad der menes med det og hvordan vi tagger vare på det er forklaret i TJUKURPA.
TJUKURPA refererer til fortiden, nuet og fremtiden på samme tid. Den refererer til den tid da TJUKURPA (forfadervæsner) skabte jorden, som vi ved det. TJURKAPA refererer også til ANANGU religion, lov, forhold til hinanden og moralsystem. ANANGU stammens liv i dag leves efter TJUKURPA.
DRØMMETID. Aborriginal TJUKURPA siger, at igennem deres drømme får de adgang til nye historier, billeder og kontakt til ånde-børn (ufødte børn)”. Drømmetid ” er i aboriginal forstand ikke en drømmetilstand eller uvirkelighedstilstand. For at forstå ”drømmetid” er det en cyklisk tidsopfattelse, som ud fra vores vestlige lineære tidsopfattelse vil være noget fortidigt, men en aboriginal opfatter tid som noget cyklisk og ”drømmetiden” er både fortidig, nutidig og fremtidig.
Cirklen i centrum af billedet repræsenterer Ayers Rock. De forskellige farver omkring centrum symboliserer de forskellige områder, som er hele TJUKURPA. Områderne blive krydset af forskellige stamme forfædre - væsner på vej til Ayers Rock. Det er øverst på højre side KUNIYA moder pyton med hendes æg. Nederst på højre side giftslangen LIRU.
Nederst på venstre side er vist en hund symboliseret ved poter. Øverst på venstre side MALA Wallaby ( kænguru ) symboliseret ved Wallabyspor. De menneskelige fodspor og spyd repræsenterer ”the warriors of the Warmala revenge party.”
Det har været en udbredt opfattelse at Aboriginal’s fortællinger var statiske og ikke ændrede sig, men de er faktisk meget dynamiske, fordi de blev overleveret mundtlig, tegnet i sand, på kroppen eller på en klippevæg. De blev først statiske, efter at de er blevet skrevet ned. Det samme gælder de malede historier, efter at de er blevet indlemmet i kunstverdenen. Det centrale i forbindelse med Aboriginal’s brug af billeder har ikke været det færdige produkt, men fremstillings processen. I denne proces kalder man forfaderens energi eller kraftfelt frem.
Det er det samme som Jung i sit menneskebillede kalder for det kollektive ubevidste eller som Eckhart Tolle kalder ” Nuets kraft. ” Det er den kraft / arketype vi stræber
efter at få kontakt med igennem mandalategning.
Da englænderne kom hertil i beg. af 1800-tallet, havde de den regel, at man kunne tage det land, som ikke tilhørte nogen, og da the Aboriginals var et nomade-folk,
som hele tiden bevægede sig rundt, fordi ressourcerne her er knappe (her er ufatteligt tørt), så kunne englænderne bare tage for sig af retterne. Op gennem
1950'erne og fremefter blev der lavet love for the Aboriginals, hvor man søgte, at give dem nogle af deres rettigheder tilbage. Det er bl.a. resulteret i, at de i 1985 fik overdraget hele området omkring både Ayers Rock og the Olgas - et område på flere tusinde km2.
Kata Tjuta anser the Aboriginals iøvrigt for at være helliget seniorerne, dvs. ikke kvinder og børn og ikke yngre mænd.
Herefter kørte vi rundt om Uluru og stoppede et sted hvor man kunne klatre op på klippen, hvis man ville. The Aboriginals anser denne klippe for hellig, og ønsker ikke at den betrædes, så derfor beder de om, at man undlader dette. Vi gik en tur langs foden af klippen, som virker meget skarpt afgrænset, hvor klippesiden nærmest går lodret ned og tilsyneladende fortsætter under jorden.
Vores buschauffør/guide fortalte, at klipperne er dannet for mange mill. år siden (600 mill.). De er ikke dannet vulkansk eller ved at jorden har skudt ryg, men er en del af urfjeldet. Stenene kommer så frem ved, at det løse jord og sand blæser væk over årmillionerne og på den måde blotter klipperne. Uluru er 350 m høj.
Her langs klippevæggen kunne vi også se, hvordan vand havde løbet ned ad siderne og endog dannet vandfald ind i mellem. Der er dog ikke tale om kilder på toppen, men det er regnvand, der har lavet disse spor.
Oprindelig bestod det sted vi bor - Ayers Rock Resort - af forskellige individuelt ejede hoteller, som konkurrerede indbyrdes. Men et konsortium opkøbte det hele efterhånden som hotellernes licenser udløb og også det ejes nu af the Aboriginals, som har udlejet det til den australske stat, som nu driver det.
Indtil for nylig blev Ayers Rock antaget for at være verdens største monolit, men så fandt man i Western Australia Mt. Augustus, der er større.
Det næste stop var et sted ved foden af klippen, hvor der bl.a. var nogle tegninger fra the Aboriginals på væggen i en klippehule. Det var meget spændende at se, hvordan de i mangel af et skriftsprog, ved tegn kunne give hinanden besked om veje og steder mm. Dette kunne de også gøre på en anden måde: Drømmespor. Hvis en mand havde fundet vej til et bestemt sted, satte han det i musik og på verselinier. Det blev på den måde en sang, som alle så lærte og ud fra teksten kunne de så også finde derhen.
Drømmespor blev også brugt til at fastholde store begivenheder og til f.eks. at fortælle om jordens skabelse. Deres skabelsesberetning er ikke så forskellig fra vores 1. Mosebog. De fortæller, at der var mørkt overalt og så frembragte nogle hellige væsener lys, og de skabte også planter, dyr og mennesker.
Disse drømmespor er så eksakte i deres udtryk, at også andre stammer, som ikke har været på stedet før, kan finde vej ved hjælp af dem. Ja, de fungerer tilsammen, som et helt kort over Australien, som på een gang er både geografisk, religiøst, historisk og endog juridisk.
Vi gik lidt videre og så et vandhul højt oppe på klippevæggen. Her var kun lidt vand tilbage, men vores guide fortalte, at vandstanden for blot 14 dages siden havde været en hel meter højere.
Det regner meget lidt her, men regnen havde betydet, at der nu var en million små sorte fluer, som angreb os og som kunne komme ind alle vegne, men heldigvis var vi blevet advaret og havde købt fluenet i supermarkedet, for at kunne holde dem væk fra ansigtet. De 7 AU$ har været en god investering.
Til slut kørte vi til et sunset-sted, hvor der var rigtig fin udsigt til klippen. Her blev der arrangeret mad og vin, og vi kunne sidde og spise og se solnedgangslyset. Hele tiden nye farvetoner på klippen.
Vi var jo på tur med et hold fra Alice Springs og de havde kørt fra om morgenen 430 km for at se klipperne, og da vi blev sat af ved vores hotel, var vi rigtig glade for, at det ikke var os, der skulle køre 430 km for at komme hjem. Det havde været en hård tur med fluer og 44 gr. varme, hvor en luftning er som en ildslugers ånde.
Mandag 12 Feb. Drive- og hyggedag. Morgenmad på værelset og formiddagen ved poolen. Om eftermiddagen gik vi over til det billigste af hotellerne, Outbacker Hotel, hvor vi håbede at internet-prisen var lavere, men nej, der kostede det også 12 AU$/t (ca. 60 kr.) Det er det dyreste, vi har oplevet endnu (i Sydney kostede det 3 AU$/t og det syntes vi var dyrt der). Nå, vi havde masser af tid i dag, så vi kastede os ud i det, og fik da også rejsebrev nr.2 af sted. Vi har også det næste klar i kladde (det er det, som I får nu) men det sender vi først fra Cairns, hvortil vi rejser i morgen.
|
Dagen sluttede med at kigge stjerner. Her er nemlig meget mørkt, når man kommer lidt væk fra hotellerne, og der er ligefrem en udsigtstop midt i kredsen af hoteller. Her gik vi op kl. 22 og hvilket syn.... Jette har ikke set mælkevejen før, og det er der mange andre, der heller ikke har, for der skal ikke meget forstyrrende lys til, for at den bliver usynlig. Men her var den i al sin glans og storhed. En næsten ufattelig tanke, at man står og ser på en gren af sin egen galakse. Det var et meget imponerende syn og en rigtig fin måde, at slutte dagen på.
Rejsebrev nr. 4
Hej alle sammen.
Tak for nogle fine mails. Det er hyggeligt at høre hvordan I har det, også selvom vi oplever så meget selv.
Nogle spørger, hvordan vi har råd til det. Dertil må vi sige, at vi begge har knoklet hele livet for at få sådan et ønske opfyldt. Vi har desværre ikke vundet i lotteriet.
Tirsdag 13 Feb. Morgenmad på værelset. Kuffert pakning. Udcheckning af værelset kl. 10. Busafgang til lufthavnen kl. 12.50. Flyafgang til Cairns kl.14.20. Ankomst til Cairns kl. 17.20. Nu er vi 9 timer foran jer.
Her er 33 gr., så det lyder lidt mere udholdeligt, men nu er det fugtig varme, så det virker lige så slemt som i Ayers Rock. Men når det er sagt, så er her dejligt. Her er frodigt og grønt til forskel fra Uluru's tørre, røde sand.
|
På nettet havde vi hjemmefra fundet en spændende lejlighed, men ikke booket, for vi ville lige se det først - for det kunne jo være, at de her udlejer lejligheder, som ejendomsmæglerne hjemme sælger huse.
I lufthavnen kunne man tage en shuttle-bus, som kørte til de hoteller man måtte ønske - og billigere end taxi, så sådan een tog vi, og ankom til vores Palm Cove Tropic Appartment i fin stil. Her er himmelsk. En stor 3 værelses lejlighed på 1. sal med køkken og bad og en dejlig balkon med udsigt over en tropisk have med swimmingpool. Det var efterhånden ved at blive mørkt, men vi gik alligevel en tur ad en smal vej langs stranden. Det var for mørkt til at vi kunne se stranden, så det har vi til gode til i morgen, men vi fik da købt lidt ind i det lokale supermarked og da det også fungerer som restaurant, satte vi os med en pizza. Så begyndte det at regne og tordne så himmel og jord stod i eet, men det varede kun 1 time
- til vi havde spist vores pizza, så kunne vi gå hjem uden at blive våde.
Her er meget frodigt, derfor.
Dagen sluttede med en kop kaffe på balkonen.
Onsdag 14 Feb. En slentredag i lokalområdet. Efter morgenmaden på balkonen travede vi en tur langs stranden. Den er kåret som den reneste strand i 2003, men det
|
er jo 4 år siden..... De har åbenbart store problemer med stingers (giftige vandmænd) for der er opslag om, hvad man skal gøre, hvis man bliver brændt af en af dem, og der er ligefrem lavet et indhegnet område, som skulle være næsten 100% stinger-free. Vi badede der, men vandet var ikke særlig rent, men til gengæld 29 gr., så det var dejligt alligevel, og vi trængte også til at blive kølet ned. Vi lavede omelet i vores fine køkken og spiste den på balkonen. Nu er I nok snart trætte af at høre om den balkon, men det er vi ikke, for her er rigtig dejligt. Aftensmaden indtog vi også her - mushrooms risotto fra supermarkedet. Dagen sluttede med kaffe og et spil scrabble på b.......
Torsdag 15 Feb. I dag tager vi lokalbussen ind til Cairns. Den holder lige ned om hjørnet og kører os derind for 10 Au$ pr. mand, men så gælder den også i 24 timer, så vi kan komme hjem igen på den.
Jeg kan lige fortælle lidt om tidszonerne. Det er sådan, at hver delstat selv fastsætter deres tidszone. Sydney ligger i New South Wales. Ayers Rock ligger i Northern Territory og Cairns ligger i Queensland. Cairns og Sydney kunne godt have den samme tidszone, når man ser på kortet, men det har de altså ikke.
Vi havde en fin tur til Cairns. Den ligner en amerikansk provinsby med brede, lige gader og centrum er hurtigt overset. Vi havde tænkt os at kigge på Undersea Marine World, men det viste sig at den ligger langt ude i vandet og er en tur i sig selv. Så forhørte vi os om det turisttog, som skulle køre op til Kuranda, en by oppe i bjergene 30 km nord for Cairns.
Toget skulle være meget spændende med broer og tunneler og vandfald, i det hele taget et smukt sceneri, men det regnskyl, vi oplevede den første aften her, havde forårsaget noget jordskred, så det er blevet lukket i 4 uger.
|
Nå, så travede vi lidt rundt og kiggede på byen og besluttede os at køre hjemad igen, for på hjemvejen at stoppe ved The Aboriginals Culture Center, som var en rigtig interessant oplevelse. De sang for os og spillede på didgeridoo (et stort rør med en fascinerende, brummende klang) og vi fik demonstreret boomerang-kast, og prøvede også selv. Vi prøvede også spydkast på australsk, dvs. med en forlængerkrog så kastearmen blev forlænget under selve kastet med ca. 1/2 m. På den måde kunne man kaste rigtig langt. Der var også teater, hvor vi fik indblik i deres skabelsesberetning gennem et helt lille skuespil.
Lige ved siden af lå Skyrail Stationen, som er den anden måde at komme til Kuranda på. Det er en tovbane, faktisk verdens længste på hele 7,5 km. Den skal vi prøve i morgen. Vi spiste aftensmad på en italiensk restaurant, Vivo, i lokalområdet.
Fredag 16 feb. Vi kunne bruge vores 24 timers busbillet fra i går til at køre til Skyrailen på, så den er da blevet udnyttet godt.
Skyrailen er imponerende. Man sejler hen over regnskoven og kan kigge på vildnisset der neden under og tænke: Hvor er det godt, at man ikke skal kæmpe sig vej igennem det. Man sejler hen over en flod og ser et stort vandfald, Barron Falls, undervejs også. Man kan komme af 2 steder undervejs, ved Reed Peak, hvor man kan opleve et spændende stykke regnskov, og ved Barron Falls, hvor man kan se, at der her er tale om et drabeligt vandfald - i regntiden.
|
Kuranda, hvor Skyrailen ender, er en lille by, som næsten kun eksisterer på turisme i dag, men tidligere lå her en tinmine, som var den oprindelige grund til at jernbanen blev bygget. Her er dog
en hel del at se. Der er et stort marked, med alskens ting og sager og i tilknytning hertil er der forskellige attraktioner. Vi besøgte først et fuglereservat, Bird World, som var et
meget flot landskab på ca. 100 x 100 m med vandløb og - fald, små søer og frodig bevoksning - fuldstændigt som et lille stykke regnskov. Og her fløj papegøjer i alle farver, zebrafinker
og mange andre arter. De fleste - især papegøjerne - var håndtamme og meget villige til at sætte sig på os, især hvis vi havde lidt frø og vindruer med til dem.
Det næste sted,
som vi besøgte, var et Butterfly Sanctuary, som var et tilsvarende stykke regnskov, hvor sommerfugle fløj rundt imellem os. Især var nogle australske blå og grønne meget flotte.
Til sidst besøgte vi et lille zoo med kænguruer (de små hedder Wallabees), koalaer og wombats (en slags stor hamster). Desuden var der krokodiller, slanger mm. Alle var rimelig dvaske,
enten p.g.a. varmen eller fordi de er natdyr. Koalaerne er dog dvaske hele tiden. De sover 18 - 20 timer i døgnet.
Vel hjemme igen gik resten af dagen roligt ved poolen,
hvor Henning afprøvede sit snorkling gear, som vi købte da vi var i Cairns. Det går forbavsende fint. Dagen sluttede som sædvanlig på balkonen med aftenkaffe.
Lørdag 17 Feb. I dag skulle vi på 'Revet'. Great Barrier Reef er verdens største koralrev. Det er over 2000 km langt og rev og øer og indhav dækker 260.000 km2 og størstedelen af dette har været en naturpark siden 1975. Mod syd ligger revet 50 - 300 km fra kysten, men mod nord, som f.eks. ved Cairns ligger det kun 10 - 20 km ude.
Vi valgte en tur, hvor man kunne snorkle ud fra en ø, for Henning er ikke så god en svømmer og kan bedst lide, at han kan nå bunden. Det er nu ikke så svært at snorkle, som han troede.
Han har normalt svært ved at flyde, men på maven med hovedet ned i vandet var det intet problem. Kun når der kom vand i masken, måtte han op at stå for at få det ud.
Turen gik til Green Island, som lå 27 km fra Cairns. Det er en lille flad koralø med hvide strande og en bid regnskov midt på. Vi blev anvist en strand til højre for molen,
som vi prøvede, men den var meget skuffende, for der var ingen fisk. Så gik vi om på den anden side af øen til en anden og meget bedre strand, og her var der sandelig fisk, både store
og små, og med mange flotte farver. Det var meget spændende og vi kunne næsten ikke stoppe med at snorkle. Til sidst måtte vi dog tilbage til båden igen.
Ærgerligt, at vi ikke
har et undervandskamera. Desværre viste det sig, da vi kom hjem, at vi begge har fået lidt for meget sol på ryggen, men vi har nu smurt os godt med aftersun, så det går nok. Vi er
trætte efter en begivenhedsrig dag og springer aftenkaffen over.
Australierne er utroligt venlige og hjælpsomme. Når vi har kørt med lokalbussen og chaufføren har kunnet
finde ud af hvor vi bor, så stopper han ud for vores vej og ikke ved stoppestedet. I går så vi skraldemanden tømme containeren ved vores hotel. Han måtte først flytte et reklameskilt
og derefter åbne en port, for at kunne komme til og da han var færdig, satte han det hele på plads igen - sådan gør de vist ikke derhjemme.
Søndag 18 Feb. Absolut drivedag. Vi plejer vores rygge, spiller scrabble, læser bøger og nyder dagen. Solen skinner og det er dejligt. Det er kun 28 gr. i dag, så det er dejligt køligt!!!! Vi spiser alle måltider hjemme og hygger os.
Mandag 19 Feb. Absolut drivedag – igen. Vi får sendt rejsebrev nr. 3 af sted og lavet 2 Cd-rom’er med Jette’s billeder. Den ene sendt hjem med snail-mail og den anden som reserve, så hendes SD-kort kunne tømmes. Men ellers har vi bare nydt det.
Rejsebrev nr. 5
Kære alle.
Det glæder os meget med alle de mails, som vi har fået. Vi beklager, at vi ikke kan
besvare dem. Det er meget dyrt at sende mails herfra.
Tirsdag 20 Feb. I dag har vi lejet en bil - en lille Hyunday. Det er lidt spændende, og det er også en afprøvning af, at køre i venstre side, for det kommer vi jo til i 18 dage i NZ. Sammen kan vi, for vi kan hjælpe hinanden med at huske et stort højresving - det er især svært, og så lige når man starter, hvilken side af vejen, man skal lægge sig i, for reflekserne hjemmefra er stærke.
Vi kørte først nordpå til Port Douglas, en lille hyggelig fiskerby, som nu mere er en turistby. Derfra kørte vi videre til Mossman. Her var det sukkerproduktion, der var i hovedsædet. Vi så mange store marker med sukkerrør, men ellers var der ikke så meget spændende. Desuden var vejret ikke rigtig med os. Det har øsregnet og det er lidt ærgerligt, for vi har kørt gennem mange smukke landskaber, som kunne have været endnu flottere, hvis det ikke havde været for regnen og disen. Vi nærmer os efteråret her nu, lige som vi nærmer os foråret i Danmark. Vi er nok kommet her til Queensland netop i dette skifte, for vejret har ændret karakter markant siden vi kom. Temperaturen er faldet fra 33 gr. til 25 gr. og regnen er taget til. Godt at vi rejser videre i morgen. Nå, Mossman var for kedelig, så vi tog tilbage til Port Douglas og spiste frokost.
|
Her besluttede vi at køre sydpå i stedet for og valget faldt på et vandfald udfor Cairns, Crystal Cascades. Det var
umagen værd. Det lå i en meget smuk regnskov og var som følge af den meget regn blevet meget imponerende. Vi ville gerne se, hvor vandet kom fra, og kørte derfor et langt stykke tilbage
og ud af en anden vej, der førte til Copperlode Falls Dam. Her lå Lake Morris Kiosk, som var et Cafeteria. Vi fik os en kop kaffe her, på trods af, at de faktisk havde lukket. Det var en
meget venlig mand, som stod for det, og vi tror, at han syntes, at da vi havde kørt så langt, kunne vi også fortjene kaffen. Der var en gitterport ind til området, som han skulle lukke
kl. 18, men han syntes lige at vi skulle se dæmningen, så han ville vente med at lukke den til vi var færdige. Overflodsvandet fra Lake Morris kunne vi se dannede grundlag for Crystal
Cascades. Det vand, som blev ledt gennem turbinerne og sikkert også frem til Crystal Cascades, kunne vi ikke se, men det vi så, var i alt fald både flot og imponerende.
Vejene op til Crystal Cascades og til Lake Morris var meget snoede gennem regnskoven og mange små vandfald passerede vi på vejen, ligesom specielt det sidste stykke ind i mellem gav et
flot udsyn over Cairns, som ikke er så helt lille en by alligevel.
Det var efterhånden ved at blive mørkt, og vi var lidt spændte på, om vi kunne finde Captain Cook's Highway og
den sidevej, som førte ned til Palm Cove. Men det lykkedes, og til vores aftensmad fik vi australsk rødvin (for vi opdagede en spiritusbutik (bottle shop) ved en tankstation, hvor vi
fyldte benzin på bilen). Vi sidder nu og skriver på epistelen om dagens hændelser. I morgen slutter vi her i Palm Cove og drager til Sydney.
Onsdag 21 Feb. Udcheckning hos vores flinke værtspar, Steve og Sandy. Vi har bestilt en shutlebus til lufthavnen og vi har fået lov at beholde vores
dejlige lejlighed til kl. 14, så alt er fint - undtagen vejret, for det regner lige som i går. Om ikke andet, så gør det det i al fald lettere, at tage herfra.
Flyet afgik kl. 16.05 med ankomst Sydney kl. 20.05 (fly 3 timer +1 time tidszone). Vi fik os indkvarteret på et kedeligt hotel nær lufthavnen, men vi skal også kun sove her,
for vi skal tidligt af sted i morgen.
Torsdag 22 Feb. Op kl. 5.30. Afgang til lufthavn kl. 6.30. I lufthavnen spiste vi lidt morgenmad og det var godt, vi gjorde det, for i flyet til Christchurch fik vi ingenting. Flyet afgik kl. 9 med ankomst kl. 14 (fly 3 timer + 2 timer tidszone). Vi er nu i Christchurch og 12 timer foran DK. Fra lufthavnen ringede vi til TUI, som det selskab vi har lejet autocamperen af, hedder. De kom og hentede os og kørte os til deres domicil, hvor vores autocamper (motorhome) stod parat. Vi kunne hilse fra Jodine, for hendes søster arbejdede hos TUI og det blev hun glad for. Snart kunne vi køre af sted, og da Christchurch er en smuk by, fandt vi frem til campingpladsen her i byen og indkvarterede os der. Det er lidt nyt for os med sådan et køretøj, og vi besluttede at blive på campingpladsen og pakke ud og få gemt vores kufferter af vejen, så vi ikke hele tiden skal falde over dem (de kunne begge ligge i den ekstra soveplade under taget). Vi foldede også vores seng ud, så vi var sikre på, at det hele fungerede. Så gik vi ned ad nogle veje og kom til et stort center med et supermarked a la Bilka. Blot havde de åbent 24/7, sådan, ikke noget med lukkelov her. Derefter spiste vi aftensmad i en Pizza Hut nær ved centret. Vel hjemme igen kiggede vi os omkring på campingpladsen, som både havde pool og spa, foruden de sædvanlige, men meget fine baderum. De havde også et infocenter med et hav af brochurer om alle steder i NZ. Nu var mørket faldet på og kl. blevet hen ad 21, så vi tog os en kop aftenkaffe ved et bord, der kan foldes ud på siden af vores motorhome. Vi har også et par sammenklappelige autostole med, så det går fint. Så tørnede vi ind. Nu skulle sengen afprøves.
Rejsebrev nr. 6
Hej igen alle sammen.
Endnu en gang tusind tak for alle hilsenerne. Vi kan forstå at I slås med sne.
Pas nu på jer.
Her i Queenstown, hvor vi er nu, skinner solen fra en skyfri himmel og det er 25 gr., dog lidt koldt om natten. Og nu til dagbogen, hvor vi kun er kommet
til Christchurch.
Fredag 23 Feb. Øsregn, øv. Efter morgenmaden checkede vi ud og kørte ind til centrum af Christchurch. Vi fandt en parkeringsplads mellem den Botaniske Have og byens gamle, men flotte universitet, som da det i 1950 blev for lille til de mange studerende, blev indrettet til arbejdende kunstcenter.
|
Det var et fint sted at starte, da det stadig øsede ned. Og det var en rigtig god ide, for der var mange
spændende ting at se: malerkunst, træarbejde, stof og strikning o.m.a. Vi snakkede både med en maler, som havde boet flere år i Lund og tit havde været i København, og med en pottemager,
som dog kun havde udstilling her, fordi han syntes, det svinede for meget.
Herefter gik vi op til domkirkepladsen, hvor vi i en af de tilstødende gader købte en paraply til Henning,
for han havde sagt hjemmefra, at det ikke ville regne på vores tur og havde derfor ikke en paraply nødig (men det havde han altså alligevel). I tilslutning til domkirken lå en god cafe,
hvor vi fik os lidt mad inden vi gik ind og så kirken. Den var nu ikke særlig imponerende. Udenfor på pladsen var rejst en moderne skulptur til minde om årtusind skiftet.
|
Så kørte vi videre til Akaroa, som ligger yderst på Banks Peninsula, ud for Christchurch. Her havde vi læst,
at man bl.a. kunne svømme med delfiner, og det lød jo spændende. Det var en meget smuk tur derud med bløde græsklædte bakker og flotte udsigter. Det er her merino (som forekommer
i "Højt fra træets grønne top") kommer fra. Det er uld, og vi har set ufatteligt mange får både her og siden. Akaroa er en lille fiskerby, uden noget særligt beundringsværdigt,
ud over at den har et vist fransk islæt, som ses af navne med la og le og selv minigolf hedder "Le minigolf".
Vi overnattede på en stille sidevej i udkanten
af byen uden problemer.
Lørdag 24 Feb. Vi havde besluttet os for at tage tidligt af sted herfra, for det virkede alt for koldt til at prøve at svømme med delfiner og man skulle også sejle et godt stykke ud på havet, så det opgav vi her. Vi kørte af sted kl. 6.30 med følelsen af, at nu skulle vi altså videre, for vi var jo stadig kun ud for Christchurch og skulle mindst 2/3 af vejen tilbage hertil, inden vi kunne dreje sydpå.
|
Efter en times kørsel holdt vi morgenmadspause, og kørte så videre med et par pauser til vi nåede Moeraki
Boulders ved Hampden Beach lidt syd for Oamaru. Det er nogle op til 2 m store kugler, som for 60 mil. år siden blev dannet inden i klipperne ud af en lille kerne, der som en snebold har
rullet nye kalklag på sig. De triller fra klitterne, når havet kommer og æder sig ind i landet. Processen er ikke stoppet, og man kan flere steder se nye kugler på vej ud af klipperne.
De var meget spændende at se. Vi spiste sent frokost på en cafe lige ved.
(Note fra 20150211 - Jeg har lige læst en anden forklaring på kuglerne: De er opstået ved størkning
af mineralske stoffer, der sammen med ler har lejret sig som en kærne på havbunden for længe siden. Efterhånden, som havbunden har sænket sig og er blevet til en strandbred, har bølgerne
skyllet mudderlaget bort, så de særprægede kugler kommer til syne. De to forklaringer minder måske lidt om hinanden, så det bare er to forskellige måder, at sige det på. Og udvaskningen
er helt sikkert en ongoing process - ikke dannelsen.)
Herefter satte vi kursen mod Dunedin, sydøens næststørste by, som ligger 327 km syd for Christchurch.
|
Her har vi kigget på St. Pauls Katedralen, som er byens anden kirke og First Church som er byens første (!). Begge meget flotte. I First Church overværede vi en meget dygtig fløjtespiller, som øvede Buxtehude og Bach, så det lød som om det var orglet, der blev spillet på. Vi kiggede også på byens banegård, der er bygget som et helt slot med et højt tårn. Det er svært at forestille sig, at det skulle være en banegård. Vi købte os en dejlig lun italiensk sandwich, som vi spiste i bilen, inden vi kørte videre ud på Otago-halvøen, for vi havde i I-kiosken på Oktagontorvet købt billetter til Royal Albatros Center, som ligger yderst på spidsen her. Vi kørte ad en smal kystvej, som virkelig var smal og virkelig løb helt ude i kanten af vandet. Her er meget smukt og vi gjorde holdt et sted for at nyde solnedgangen over bjergene i baggrunden. Vi fandt et sted nær Portobello, hvor vi overnattede. Her var meget stille og fredeligt, så vi fik en dejlig og rolig nat.
Søndag 25 Feb. Dagen startede med kaffe og yoghurt til morgenmad, og så kørte vi det sidste stykke til Albatros Centret. Her ankom vi så tidligt, at vi kunne nå rundvisningen kl. 9. Vi hørte om albatrossernes liv. De yngler kun hvert andet år, og lægger så kun et æg (500 gr.). Det er 11 uger om at blive udruget, og begge forældre deltager i udrugningen. De danner iøvrigt par for livet. Efter næsten 300 dage med omsorg vil forældrene forlade kolonien og være væk i 1 år, inden de kommer tilbage igen. Ungen flyver til havs og er væk i 3-6 år inden den vender tilbage til kolonien, for at finde sig en mage for først året efter at stifte en ny generation. Fuglenes vægt er 6-7 kg og de har et vingefang på 3 m og kan flyve 100-140 km/t. De er dog ret tunge og skal således bruge en vind på 15-20 knob for at kunne lette. De kan blive 70 år gamle.
|
Albatros Centret er oprettet for at beskytte fuglene mod både dyr og mennesker. Det er det eneste sted i verden, hvor de yngler så tæt ved en by. Her ved Dunedin er vi ca. 360 km syd for Christchurch.
Så tog vi et langt stræk igen og nåede til Te Anau ved 18-tiden, en strækning på 290 km, hvor vi hele tiden kunne se bjergene komme nærmere.
Her ligger vi på campingplads igen, for vi skal lade mobil + kameraer op, og så trænger vi til et bad. Efter et dejligt bad, spiste vi på restaurant og nød det hele. Campingpladsen ligger ved en stor sø, og også her, er der meget smukt. Vi regner med at tage tidligt af sted i morgen og nå Milford Sound så tidligt som muligt.
Mandag 26 Feb. Tidligt op og ud af klappen. Vi spiste morgenmad i bilen, bananer, nødder osv. På vejen til Milford Sound lige før Homer Tunnelen måtte vi holde i kø, for
|
det er en meget snæver og spooky envejstunnel. Her kom der papegøjer flyvende og satte sig på bilerne, det var meget sjovt. Noget efter holdt vi et lille hvil ved Lake Gun, en meget smuk og idyllisk sø.
Ankom til Milford Sound kl. 10.15 og bestilte bådtur til kl. 11, så vi lige kunne nå en kop kaffe inden da. Her er virkeligt storslået, bjerge til alle sider og bag dem flere bjerge,
hvor niveauerne kan ses, ved at disen lægger flere og flere gråtoner på. Vi sejlede ud gennem hele fjorden og vendte rundt og sejlede tilbage igen og indsejlingen kunne vi opleve ligesom
kaptajn Cook gjorde det, da han ankom her for første gang.
|
|
Fjorden er iøvrigt flere hundrede meter dyb, og han bandede over, at han ikke kunne lægge sit skib
for anker, da dette jo ikke kunne nå bunden.
Her er ubeskriveligt flot og smukt. Det ene store vandfald vælter ud over klippesiderne efter det andet, det er bare så
fantastisk.
På tilbagevejen lagde vi til ved Milford Peep Underwater Observatory og her kunne vi komme 9 m under vandoverfladen og se fisk og anemoner, svampe og koraller.
Det er ikke et akvarium, men et reelt kig på livet under vandet. Det var rigtig spændende. Så blev vi sejlet tilbage til Milford Sound, som faktisk blot er et cafeteria og en havn for
alle de turistbåde, som konstant sejler ud og ind. Vi spiste udmærket frokost i cafeteriet, inden vi kørte videre tilbage samme vej, som vi var kommet, for der er ikke andre.
|
Først i Mossburn kunne vi dreje af i retning mod Queenstown, som er vort næste mål. Ved noget, der hedder Jollies Hill Pass ca. 80 km før, holdt vi ind for et
lille break, men her er både kønt og behageligt, så her bliver vi i nat.
Om kiwier. Det var faktisk først en fugl. En lille langnæbet, nytteløs een,
der skriger, så det lyder som kiii-wiii. Den lever kun her i NZ. Under både 1. og 2. verdenskrig deltog soldater fra NZ og de medbragte deres egen skosværte, som bar en kiwifugl på
låget, hvad den stadig gør. De newzealandske soldater blev så kaldt kiwier på grund heraf, og efterhånden kaldte alle i NZ sig sådan. Det er allerede 3 betydninger af ordet, men der
er mere endnu, for senere fik kiwierne en vis succes med at eksportere kinesiske stikkelsbær, men navnet solgte ikke særlig godt, og det var synd, da de var fulde af c-vitaminer. De
fandt så på, at kalde dem kiwifrugter, og kiwifrugten er blevet verdensberømt, mere end både fuglen, skosværten, soldaterne og newzealænderne selv.
Rejsebrev nr. 7
Kære alle.
Tusind tak for alle hilsnerne. Vi nyder at høre fra jer. Det er dejligt, at vide lidt om,
hvordan det går i DK. Tak!
Tirsdag 27 Feb. Morgenmad kl.8 efter en rolig nat og en smuk solopgang og så af sted
imod Queenstown. Vel ankommet fandt vi en gratis parkeringsplads ved en tennisbane og gik igennem Queens Garden, opkaldt efter vores egen Alexandra (datter af Chr. IX), til havneområdet,
som er meget hyggeligt med mange restauranter og op ad dagen også mange mennesker. Vi fik en kop kaffe her ved en af disse restauranter, og sad lidt og nød solen og livet omkring os.
Så besluttede vi os for at prøve tovbanen, som gik op til toppen af Ben Lomond-bjerget, 1746 m. Det var en flot tur og fra toppen kunne man se hele Queenstown samt det meste af søen,
som hedder Lake Wakatipu. Her oppe ligger også en restaurant, hvor vi fik en sandwich, samt en stor bane, hvor man med nogle trehjulede vogne kunne køre ned ad bakke som en gokart
uden motor. Man kunne tage en art skilift op til toppen og tage en tur til. Man kunne også tage skiliften op og gå ned til tovbanen, så det gjorde vi. Så tog vi tovbanen ned og fandt
en internet-cafe nede i byen, hvor vi kunne kigge mails hjemmefra, og få sendt rejsebrev nr. 6. Så gik vi tur gennem parken igen hen til vores bil, for klokken var ved at være mange,
og vi besluttede at blive her i Queenstown i nat.
Vi checkede ind på campingpladsen og gik ud for at spise til aften. Vi havde ventet, at byen ville være fuld af mennesker
og summe af liv, men der var meget stille og fredeligt, måske fordi der blev ret køligt, så snart solen gik ned. Vi fandt en Thai-restaurant med en guitarist, der spillede love-songs
og snart kunne vi trave mætte og opstemte tilbage til vores camper, efter en dag med mange oplevelser.
Onsdag 28 Feb. Vi gav os god tid i dag til at sove lidt længere og til morgenmaden, så vi kørte først fra campingpladsen kl. 10.30. Vi ville ud og se bungy-jump, som er opfundet her. Vi kørte ud af vejen til Dunedin og så efter kort tids kørsel et skilt til den historiske bro. Vi er vant til at kort og afstande ikke altid passer sammen, så vi drejede af til broen.
|
Det viste sig også, at det var en anden historisk bro (alt her er historisk, når bare det er 50 år gammelt).
Det var en flot bro over Shotover River, så det var fint nok, og på broen mødte vi 4 newzealændere, de to boede lige ved broen og de andre to var fra Nordøen på besøg hos de første.
Vi fik en lille hyggelig snak med dem, inden vi kørte videre, og vi fandt uden besvær den rigtige, historiske bungy-jump-bro, som går over floden Kawarau. Her er indrettet det helt
store show med spring fra broen til høj disco-musik, flere niveauer tilskuerpladser samt en cd med en film af eens spring med sig hjem. Vi kiggede på et par af springene, og det var
da lidt gysende, når der blev sprunget, og det udløste da også klapsalver fra tilskuerne efter springet, men så havde vi da set det og kunne køre videre.
|
Vi kørte til Arrowtown, en "gammel" guldmineby, som er stykket sammen af huse fra den tid,
selvom de nu er souvenir-butikker og restauranter. Man kan endog leje en rigtig guldvaskepande og prøve selv i floden. Faktisk er der guld i floden stadigvæk, men man skal nok ikke
sige sit job op endnu. Det var noget andet i 1852, da de første, der fandt guld her, kom tilbage den ene med 40 kg og den anden med 20 kg. Det resulterede i en hel menneskevandring
hertil, men findestedet forblev en hemmelighed ret længe, men så gik det også stærkt med væksten i Arrowtown.
Vi var nede og kigge på floden, og der er meget kvarts, eller
hvad det nu er der glimter, og det er vist noget, der er til stede, hvor der er guld, men guldet så vi intet af. Der ud for byen er alt sand og alle sten nok også blevet vendt indtil
flere gange i en hel meters dybde.
Vi kørte så videre gennem byen Wanaka, som lå meget smukt for enden af søen af samme navn og videre mod Makarora. Ca. midtvejs mellem disse
to byer var der det mest vidunderlige panorama.
|
Vejen går langs Lake Hawea og bjergene på den anden side af søen spejler sig så klart, at
spejlbilledet ikke er til at skelne fra originalen. Det var meget, meget flot, og vi måtte stoppe flere gange for at tage billeder hver gang panoramaet skiftede lidt. Lidt forbi
Makarora fandt vi en pæn plads at overnatte på. Det viste sig dog at der var mange små fluer, som bed, så vi til sidst måtte trække ind i vognen og systematisk rydde den for fluer.
Heldigvis er der myggenet for de øverste vinduer, så vi kan godt få luft.
Torsdag 1 Mar. Hurtigt af sted herfra igen, for fluerne er her stadig. Vi passerer Haast Passet uden at opdage det og holder først pause ved Lake Paringa. Nu var vi ved Vestkysten.
|
Vi fortsætter til Fox Glacier. Her kunne vi gå en flot tur op imod gletscheren og nå næsten helt hen til
floden. Den er meget imponerende og man kan se, hvordan smeltevandet fosser ud forneden. Utroligt, at den kan producere så meget vand.
En gletscher dannes ved at sne højere
oppe presses sammen af ny sne, der kommer ovenpå. Længere nede er trykket så stort, at sneen bliver til is. Trykket gør også, at den nederste is smelter og hele gletscheren glider nu
ganske langsomt nedad. Hastigheden afhænger af trykket ovenfra og af mængden af ny sne.
Vi kørte derefter til den næste gletscher: Franz Josef Glacier, som vi også vandrede
så tæt til, som vi kunne komme, men her var vejen mere ufremkommelig, fordi man skal gå i gletscherlejet, hvor der er mange store og små sten, som gletscheren har aflejret tidligere.
Den har ligesom Fox været meget større i tidligere tider. For bare 60 år siden har den været dobbelt så stor, som den er nu, men i 1960-70 havde den på den anden side været mindre,
så den er altså ved at vokse sig stor igen. Altså ikke noget med global opvarmning her.
Vi drak kaffe i solen på parkeringspladsen, mens vi overvejede vores videre færd. Det blev til at vi kørte
ind på campingpladsen her i Franz Josef Glacier, som byen også hedder.
Efter et dejligt bad, sidder vi nu med en whisky-cola og nyder solnedgangen til den ene side og solens
sidste stråler på toppen af gletscheren på den anden. Vi har snart oplevet så meget, synes vi, og nyder at slappe lidt af, så vi kan nå at fordøje det alt sammen.
Vi har nu kørt 1780 km siden Christchurch.
Fredag 2 Mar. Vi drog videre kl. 8.30 efter morgenmaden i retning mod Greymouth, men holdt ind ved Vestkystens Wildwestby, Shantytown. Her har frivillige fundet, hentet, repareret og genopbygget flere autentiske huse fra hele omegnen. Der er bibliotek, skole, barer, frisør, smed og brandstation, alt med gammelt inventar. Det er et helt museum af gamle huse og ting. Der er endog en lille prærie-jernbane med tilhørende damp-lokomotiv, som man kan få en lille tur i.
|
Kirken har en speciel historie. Den blev sendt som samlesæt, indviet på forhånd i Auckland til den lille guldmineby Notown, som den gang havde fart på med 27 hoteller, men manglede en kirke. Men sådanne byer dør, når minerne er tømte, og i dette tilfælde nåede man at tømme minen inden byen havde fået et navn, så den hed Notown. Man nåede heller ikke at samle kirken, så den endte her i Shantytown, hvor den er i aktiv brug. Faktisk snakkede vi med en pige, som skulle giftes der næste morgen. Hun og hendes mor var i gang med bryllupsforberedelserne. Det var i det hele taget en meget fin by - meget mere interessant end Arrowtown ved Queenstown.
Så kørte vi videre ad kystvejen og gennem Greymouth til Punakaiki. Her har havet ædt sandstensklipperne på en forunderlig måde, så de ligner mange stabler af pandekager.
|
|
Der er også blowholes her. Det er huller i klipperne, som kraftige bølger i tusinder af år har boret ind under jorden til store grotter, som visse steder har sprækker til jordoverfladen. Når så en
bølge presser luften ind i en grotte med voldsom kraft, så presses den ud gennem sprækkerne ud til jordoverfladen, så der fremkommer et prust, som når en hval puster luft ud. Det er
selvfølgelig bedst, når der er gang i bølgerne, men vi kunne da godt høre nogle prust, selvom det var en stille dag. Det var et ret fantastisk skue, og adgangsvejen hertil var også
eksemplarisk og som altid her i NZ med toiletter og info-kiosk og gratis.
Nu skulle vi ikke se mere i dag, men bare se at få tilbagelagt nogle km, så vi drejede af før Westport
og kørte over Reefton i retning mod vores næste mål: Hanmer Springs. Vi slog lejr lidt forbi Reefton lige inde i Victoria Forrest Park.
Rejsebrev nr. 8
Allerførst tusind tak for alle fødselsdagshilsenerne, som Jette har fået. Det er rørende så mange, som har
husket det. Tak skal I have. Det luner at vide at I tænker på os.
Og tusind tak for alle hilsnerne generelt. Dejligt at kunne følge lidt med i både politik, badminton og vejret.
Lørdag 3 Mar. I dag er det jo Jettes 55 års fødselsdag. Morgenkaffen indtager vi med danske
flag og servietter. Vi kører de sidste km til Hanmer Springs og booker os ind på campingpladsen med det samme.
Vi skal lige huske at fortælle, at når vi kører, så ser vi det
ene postkortpanorama efter det andet, så vi er efterhånden så forvænte, at vi næsten ikke lægger mærke til det mere, men det er hele tiden flot og meget varierende.
Vi har været
plaget en del af fluer fra vi nærmede os Vestkysten og næsten helt til Hanmer Springs, men her er der heldigvis ingen.
|
Vi pakkede straks håndklæder og badetøj ud, for vi skulle prøve de termiske bade her. Vandet indeholder
flere forskellige mineraler og svovl mm. og skulle være meget helsegivende, og så er det varmt. Der er mange bade, med hver sin temperatur fra 35 gr. og op til 40. De 35 gr. er meget
behagelige og de 40 er ligesom et godt gammeldags karbad. Vi lå i blød i et par timer i de forskellige bade og følte os friske og fornyede bagefter.
Byen består af een gade
med forretninger og restauranter og så lidt huse udenom.
|
Den er meget hyggelig og vi fandt en god restaurant til fødselsdagsmiddagen og aftenen. Vi fik dejlig
mad og slentrede hjem til aftenkaffen i fuldmånens skær. Tænk nu er det fuldmåne igen! Månen tiltager og aftager omvendt af derhjemme, er der nogen, der vidste det?
Søndag 4 Mar. Af sted det går. Nu skal vi videre til Kaikura. Her kan man se hvaler, og det vil vi gerne. Vel ankommet hertil fandt vi straks the Whale Watching, som er et Maori-styret udflugtssystem. Vi fik booket en tur kl. 14.30 og efter en kort introduktion med film om hvalerne, blev vi kørt i bus til båden.
|
Vi sejlede 1-2 km ud fra kysten, og båden havde en speciel whale-watcher med, som ved hjælp af erfaring og en sonar kunne lokalisere, hvor hvalerne var. Det var en meget spændende (og dyr) tur. Vi fik set hele 3 hvaler, som var oppe og lufte sig. Det var
især flot, når de dykkede igen og havde halen oppe af vandet et kort øjeblik.
Se denne lille video HER. På vejen tilbage fik vi selskab af en flok delfiner, måske 40 - 50 stykker, som dykkede under
skibet og sprang op over vandet ofte 2 og 3 samtidig, mens de fulgte skibet.
Kaikura havde en opblomstring i 1840'erne, da man opdagede at der lige på dette sted var et stort spisested for hvalerne, hvor kontinentalsoklen dykker brat, og gør, at blæksprutter og rejer kommer op fra dybet, så hvalerne nemt kan nå dem. Den gang handlede det om hvalfangst, men det stoppede, da hvalerne næsten var blevet udryddet, og så døde byen hen igen. Men i 1928 fik en englænder øje på mulighederne for blot at kigge på hvalerne og startede udflugtsture med dette formål. Så blomstrede byen op igen og er nu en velhavende by med en stor turistattraktion. Senere har maorierne overtaget det og kontrollerer nu, at man ikke forstyrrer dyrene alt for meget. Det virker nu ikke, som om de lader sig forstyrre, for de kommer op til overfladen for at få luft og ligger der i 5-10 min., selvom der er flere skibe ret tæt ved dem. De kan så være neddykket i op til 2 timer.
Det var en fantastisk oplevelse, selvom Jette blev lidt søsyg. Vi syntes ikke, der var mere vi ville se her
i byen, så vi besluttede at kører videre og finde et sted at holde ind undervejs mod Picton, hvor vi skal til for at tage færgen til Nordøen. Det viste sig ikke at være så nemt, for vi
havde glemt, at denne ende af Sydøen er ret befolket og der er derfor ikke så mange ubeboede steder og ingen nationalparker. Men næsten oppe ved Seddon fandt vi en plads og kunne
tørne ind.
Mandag 5 Mar. Af sted med det samme, så snart vi vågnede. Vi var i Picton kl. 9.30 og regnede med at skulle bestille billetter til en færge om eftermiddagen eller først i morgen, for vi havde læst, at man skulle booke på forhånd, for at få en plads, da færgeruten er meget belastet, som den eneste mulighed for at komme fra den ene ø til den anden. Men vi var som sædvanlig heldige, for der var plads på den færge, der afgik kl.10, så den kom vi med. Hvis det ikke havde flasket sig sådan, ville vi ellers have kigget lidt på den nordlige del at Sydøen. Men vi har gjort det godt alligevel, synes vi. Vi har oplevet en masse her og vi har kørt 2590 km rundt på den.
|
Kl. 13 var vi i Wellington, som er NZ's hovedstad.
Man kan undre sig over, hvorfor byen lige er anlagt her, for netop på dette sted støder 2 jordplader mod hinanden,
og det forårsager mindst eet mindre jordskælv om ugen og eksperter mener, det kun er et spørgsmål om tid, før der kommer et stort. Desuden ligger byen sådan, at vinden presses sammen
her mellem de to øer, således at det altid blæser.
Vi besøgte Museum of New Zealand, Te Papa, og det var et meget levende og interaktivt museum. Der var mange gamle ting fra europæernes tid såvel som fra maoriernes tid og også
meget fra begges nutid både kunst og kunsthåndværk. Vi spiste lasagne på en italiensk restaurant og kørte så hjem til aftenkaffen i vores camper.
Tirsdag 6 Mar. Vi besluttede i dag at give Wellington en chance til, så efter
morgenmaden kørte vi derind igen, fandt en parkeringsplads, hvor vi kunne holde hele dagen for 10 $ og så travede vi ellers rundt. Vi besøgte Wellington Museum of City and Sea,
som meget informativt viste byens udvikling. Museet lå i den gamle Harbour Board bygning, og man kunne se bestyrelsesværelset, hvor havnens bestyrelse havde siddet og løst problemer
omkring havnens drift, strejker mm.
Vi kiggede også på Civic Square, en yderst moderne plads med forskellige skulpturer. Dernæst var vi forbi the Beehive, som er en
ministeriel bygning, som ligner en bikube. Overfor lå den gamle parlamentsbygning, som nu er universitet for jurastuderende. Det er en af verdens største træbygninger, men man skal
hen og banke på den for at opdage det. Så gik vi ellers tur gennem gaderne, og det blæste mindst ligeså meget som i går, så det var ikke rigtig hyggeligt, så vi syntes, at nu havde vi
set nok af byen og returnerede til bilen.
Vi havde kørt et stykke på hovedvej 1 på Sydøen og den fortsatte på Nordøen, så den fulgte vi nordpå først langs kysten og senere
ind i landet til Palmerstone North, som er en by med universitet og 70 forskellige uddannelsessteder. Hver 4. indbygger her er mellem 15 og 24 år, så det skulle være en by med gang i,
men vi var der ved 18-tiden og syntes at den var kedelig og helt uden charme med sine snorlige, brede gader. Så vi fik lidt aftensmad og drog så videre mod Dannevirke, som vi vil kigge
på i morgen. Vi fandt en kommunal campingplads i Woodville, hvor vi for 10$ kunne slå lejr og få strøm, toilet og bad.
Onsdag 7 Mar. Vi gav os god tid med bad og morgenmad inden vi drog af sted, men snart var vi ved Dannevirke. Det er en pæn og nydelig by, men der er ikke meget dansk tilbage.
|
På I-centret i byen sagde de, at der nok ikke var mange tilbage, der kunne tale dansk, så vi opgav at
finde nogen at kontakte. Det var ellers 21 danske familier, der slog sig ned her i 1872. Vi gik i stedet på kirkegården og fandt også flere danske navne her. I byen var der dog svage
reminiscenser som Copenhagen Square og Denmark Street. Så kørte vi videre til den næste by, som hedder Norsewood. Det er en tilsvarende by bare mindre og så grundlagt af nordmænd.
Her fandt vi i det mindste en Jens Andersen Road. Men ellers var den ret ubetydelig.
Vi kørte videre mod Napier, som vi nåede ved 14-tiden. Vi gik en tur i gaderne og
det er en meget hyggelig by med gågader og strandpromenade, så her tager vi ind og spiser i aften. Lige nu har vi fundet campingpladsen og sidder med kaffen og nyder det.
|
I Napier står NZ's svar på den lille havfrue. Hun hedder Pania of the Reef. Ifølge legenden
levede hun lykkeligt med sin helt almindelige mand indtil hun en dag svømmede ud for at besøge sit havfolk, som var imod forholdet, men som hun alligevel savnede. De trak hende ned
i dybet og forvandlede hende til det rev, som nu beskytter bugten. Revet har en form, som om Pania rækker sine arme ud i længsel efter sin mand.
Efter et stort jordskælv
i 1931, som jævnede det meste af byen med jorden og desuden skubbede nogle stinkende sumpe opad, så de blev til frodigt land, besluttede man at planlægge, hvordan byen skulle se ud,
inden man bare byggede løs, så alle indbyggerne fik besked på at ligge i telt indtil da. De begyndte at opføre elegante bygninger i den nye stil Art Deco, med lyse pastelfarver og
geometriske figurer. Napier blev berømt verden over i 1980'erne, da Art Deco blev moderne igen, for her er en usædvanlig stor og flot samling.
Rejsebrev nr. 9
Hej alle.
Så er det os igen. Dette bliver det sidste brev fra NZ.
Håber, at I alle har
det godt. Tænker på jer ind i mellem.
Torsdag 8 Mar. Vi tog altså ind igen for at kigge lidt mere på Napier. Vi gik lidt
i gaderne og kiggede på de mange art-deco-bygninger og så endte vi på strandpromenaden, hvor vi var inde og se Opossum World. Det er en forretning, der handler med alle mulige varer,
der er lavet af possum-dyret.
Denne possum er en mellemting mellem et egern og en pungrotte og på størrelse med en hare. Den er NZ's største problem. Den blev indført i 1850'erne
fra Australien, fordi man håbede på, at den ville spise rotter og mus, som man gerne ville af med. Men det viste sig, at den meget hellere ville spise NZ's nationalfugl Kiwien, fordi
den var så godtroende og derfor meget lettere at fange. Desuden spiser possum'en blade fra træerne og fugleæg og -unger.
Så ikke alene var den hurtig i gang med at udrydde kiwien,
den truede også flere andre fuglearter. Desuden kunne den få hele skovpartier til at visne, hvis den spiste alle bladene. Possum's har formeret sig meget siden den blev indført, og
trods mange forsøg på at bremse mængden af dem, antager man, at der nu er 70 mil. af dem og at de æder 21000 tons mad om dagen. Så det er virkeligt et stort problem. Possum'en har en
fin og blod pels og den smager også godt, det er blot et problem, at der er så mange af dem.
Forretningen prøver altså at udnytte dyret til noget fornuftigt og kan fremvise mange
fine skindting. Også ulden fra dyret kan mikses med merino og det giver nogle fine strikvarer.
Vi rundede byturen af med frokost inden vi kørte af sted mod Roturua, som er
vort næste mål. Vi kørte igennem Taupo, som ligger smukt ved søen af samme navn og lidt uden for Taupo så vi et skilt, som viste hen til et sted med geotermisk aktivitet. Her kørte vi
ned og blev ikke skuffet. Det var på een gang spændende at se og også lidt farligt, at jordens varme indre her er så tæt på jordoverfladen, at den kan varme vand op til kogepunktet.
Vi overnattede lidt derfra ved en flod.
Fredag 9 Mar. Hele vejen herfra Taupo og helt til Roturua vrimler det med geotermisk aktivitet fra svovlkilder til geysere og vi var da også straks fra morgenstunden fremme ved et sted, der hed Thermal Wunderland i Wai-o-tapu. Her var en masse forskellige varmekilder fra svovlbade i turkis til stinkende mudderbade. Over hele området hang en tung os af rådne æg. Men det var meget spændende at se og til tider også ligefrem flot.
|
|
I forbindelse med stedet var også en geyser, Lady Knox, som springer hver dag kl. 10.15. Der er
lidt snyd, for trykket bliver taget af den hver dag ved denne tid, så man rigtig kan samle turister sammen om begivenheden, og det må siges, at der også var ret mange, omkring
100 vil jeg tro.
Ved en tilfældighed for mange år siden opdagede man, at hvis man hældte lidt sæbe ned i geyserens hul, så springer den i løbet af et par minutter, først
lidt skum, og så efterhånden en flot vandsøjle på op til 20 m. Uden sæben ville den have sprunget under alle omstændigheder, men uregelmæssigt med en til to ugers mellemrum,
og ville altså ikke have været en seværdighed, som kunne samle en masse mennesker hver dag.
|
Vi kørte herefter videre til Roturua, som i årtier har været kendt for helsegivende
svovl- og mudderbade. Her har været en hel industri af badehoteller med det formål. Men det er efterhånden gået af mode, måske ikke mindst fordi læger har udtalt stor tvivl om
svovls gavnlige virkninger på gigt og rheumatisme. Nu er flere indrettet til museer, men man kan dog stadig få sig et svovlbad, hvis man ønsker det.
Vi gik lidt rundt og
kiggede på byen, og på et torv hørte vi nogle maorier synge. Lidt syd for byen var også en hel bugt i søen, hvor svovl og andet godt boblede i det lave vand. Der var ænder i vandet,
og det så ikke ud til at genere dem. Til gengæld hang der en lugt af rådne æg over hele byen, så vi snart trængte til lidt frisk luft.
Vi besluttede så at køre mod Te Kuiti,
for lidt nord for den ligger Waitomo Caves, hvor vi kan se glødeorme. Vi var fremme i Waitomo allerede kl. 18 og blev hurtigt installeret på campingpladsen. Så fik vi lidt aftensmad
i en restaurant overfor og trak os tilbage til vores camper og aftenkaffen.
Lørdag 10 Mar. Vi var spændte på glødeormene, så vi var klar til første tur kl. 9, og det var virkelig en stor oplevelse.
|
Disse små orme sidder på hulernes loft og lyser så det er en hel underjordisk stjernehimmel af
tusinder af små fluoriserende blågrønne lys.
Disse orme lyser for at skaffe sig mad. De har lange tråde hængende ned, for at opfange føden, som er myg og andre flyvende insekter.
De udvikler sig selv til et insekt, og kan nemt risikere selv at blive et led i fødekæden her.
Hulerne er iøvrigt meget flotte drypstenshuler. Vi sluttede turen af med tyst
at sejle under denne stjernehimmel, som fuldstændig ligner nattelyset, som skinner ned gennem et bladhang.
|
/td>
|
Nu nærmer vores NZ-afsnit sig sin afslutning, idet vi skal med fly fra Auckland på mandag, men vi
kan se, at vi lige kan nå, at køre lidt rundt på Coromandel-halvøen, så vi satte kursen derhen. Vi kørte til byen Thames og til Coromandel City, men det hyggeligste sted var dog
Whitianga, hvor vi valgte at overnatte på en græsplæne midt i byen. Det var lidt frækt, men her er hyggeligt med en strandpromenade og en stor lystbådehavn.
Søndag 11 Mar. En lidt urolig nat. Ikke mindst fordi der var hele 2 bryllupper i byen på een gang. Vi var ikke med, men havde glæde af larmen til langt ud på natten. Rigtig tidligt op og af sted allerede kl. 6.30. Vi holdt morgenmadsstop halvvejs mod Thames og var i Auckland på campingpladsen allerede kl. 10.30.
|
Efter frokost tog vi bussen ind til Centrum, for Henning havde pludselig efter at han havde kørt
bjergkørsel med een hånd mens han spiste æble med den anden, fået skrupler over, at skulle køre i en storby ikke mindst, da det er gået så godt i næsten 3 uger og vi ikke haft et
eneste uheld. Men det gik også fint med bussen. Vi spadserede lidt rundt i byen og så på mennesker og forretninger og en enkelt park, Albert Park, som faktisk var meget flot med meget
store og gamle træer.
I morgen tidlig skal vi pakke kufferterne og gøre camperen klar til aflevering. Derefter bliver vi kørt til lufthavnen og flyver til Nadi (Fiji) kl. 14.
Fiji
Rejsebrev nr. 10
Hej alle.
Nu er vi her igen.
Tusind tak for alle hilsnerne. Det er stadig hyggeligt at
høre hjemmefra.
Her kommer 10. afsnit af føljetonen.
Mandag 12 Mar. Vel ankommet til Nadi på Fiji's største ø, Viti Levu, tog vi en taxa fra lufthavnen. Her er mindst 30 gr. fugtig varme. Vi fortalte chaufføren, at vi skulle finde et appartment ved en smuk strand og han foreslog, at køre til Korolevu på sydkysten, den såkaldte Coral Coast. Det lød jo udmærket, så vi kørte af sted. Det viste sig, at der var 70 km ad en ikke alt for god Queens Road, men vi nåede frem ved tusmørketid til Bedarra-Inn i Korotoga, et nydeligt hotel med et meget venligt og imødekommende personale.
|
Stranden så ikke alt for spændende ud og meget langt fra de fine postkort-billeder fra Fiji,
som vi har set, ja, jeg tror Nynne (hvis dagbog vi begge sidder og griner af i øjeblikket) ville have udtrykt det: Strand ligner nærmest kloakudløb ved ebbe. Og det var ebbe,
så vi håbede, at det næste morgen ville tage sig ikke så lidt bedre ud.
Vi havde en fin lille lejlighed og en dejlig stor og fjedrende seng efter 3 uger i camperen på
6 cm godt brugt skummadras. Oven i købet regnede det, en dejlig lun regn, men alligevel våd.
Tirsdag 13 Mar. Da vi vågnede, så stranden ud som i går, men det er måske også blevet ebbe igen! Vi besluttede, at her ville vi i alt fald ikke bo, så vi checkede ud og bestilte en taxa til at komme videre med. I vores Turen-går-til-bog står ellers, at her er nogle af de fineste strande på Fiji, men tydeligvis ikke denne. Vi kørte så et stykke tilbage mod Nadi, til et sted, der hedder Natadola, hvor stranden skulle være rigtig fin, og den var da også bedre, men det var helt ude i ingenmandsland, de sidste 10 km ad hullet grusvej med kæmpe vandpytter. Her lå et nydeligt hotel, men vi syntes alligevel, at det var for langt fra alting. Her kunne man kun være - og intet andet.
|
Så kunne chaufføren anbefale et helt nyt hotel - nær lufthavnen - så der kørte vi hen. Det hedder
Smugglers Cove og her bor vi så. Det ligger 10 min fra Nadi og 10 min fra lufthavnen, stranden er ret ok, og man kan let tage ture ud herfra. Også her ligger der en masse tang og
grene og ligefrem affald på stranden og sandet har ikke en farve, der på nogen måde kan minde om hvid, men vi må lige revidere vores indre billeder og tage en slapper.
Her er ellers ok.
Onsdag 14 Mar. Stadig gråvejr med lidt regn, og det har også regnet hele natten.
Vi besluttede at se, om vi kunne fremrykke vores afgang til Hawaii, så vi tog en taxa for at komme til lufthavnen. Taxachaufføren kendte selvfølgelig flere steder, der var værd at
besøge, så inden vi fik set os om, var en tur til lufthavnen til 6$ blevet konverteret til en længere tur med 3 seværdigheder til 80$, men skidt, vi får da set noget.
I lufthavnen fik vi ændret afgangen til på fredag i stedet for søndag (formedelst 50$), så det er fint, Hawaii Here we come.
Første seværdighed var en meget smuk
regnskovshave med utroligt mange af vores små stueplanter, her meterhøje, foruden et væld af palmer og træer i et kæmpe vildnis med små søer og rislende bække.
|
Der var også en hel del orkideer, men ingen, som vi syntes så særlig flotte ud. På vej dertil kunne vi se at bjergkammen lignede en liggende mand, og haven hed da også
Garden of the Sleeping Giant.
|
Anden attraktion var den første landsby på Fiji bygget af afrikanere (måske egyptere, der drog til T
anzania og derfra sejlede i kano her til Fiji (det vides ikke, hvorfor de sejlede forbi NZ)) og de kan også godt være egyptere lige bortset fra næsen, som er mere flad. Disse afrikanere
skulle efter byens lokale guide være kommet allerede for 3500 år siden som de første mennesker her og derefter langsomt have spredt sig over alle øerne. I Turen-går-til-bogen står,
at arkæologiske fund har vist, at det var folk fra Ny Kaledonien og Vanuatu, der kom hertil på dette tidspunkt, men de kan måske begge have ret.
De var kannibaler, og vi fik
vist flere ubehagelige instrumenter til at dræbe folk med: en hammerlignende ting til at slå folk oven i hovedet med, en gaffelagtig ting til at brække halsen med og en øjenudstikker.
Først i 1872 fik metodisterne afskaffet kannibalismen og et mindesmærke var rejst i landsbyen til minde om kristendommens sejr.
Det var en ret stor landsby med høvdingehus
(høvdingen var iøvrigt den præsident, der lige er blevet afsat ved et militærkup for nylig og det skete pga. for stor korruption, selvom vores guide påstod, at høvdingen ikke var
involveret i det) og metodistkirke og så solgte de selvfølgelig lige lidt smykker og sådan noget og guiden skulle også lige have lidt for ulejligheden, selvom vi ikke havde bedt om ham.
Men det er ok og han fortalte, at turistpengene gik til forskellige formål, som gavnede landsbyen og bl.a. kirken var bygget for disse penge.
|
Tredje attraktion var fiskefodring. Chaufføren hentede 2 brød hos bageren og så kørte vi til et yderst lækkert hotel, som hed First Landing Resort, hvor vi fra en bådebro kunne kaste brød ud og se i hundredvis af små og store fisk, der lynhurtigt kom til for at nyde måltidet. På et tidspunkt kom også en barracuda, tiltrukket af al ståhejen og pist væk var alle fiskene - indtil barracudaen var forsvundet igen, så fortsatte festmåltidet.
Som afslutning på turen blev vi kørt til Nadi by.
|
|
Her fik chaufføren sin betaling og vi kunne kigge lidt på byen. Her er mange indere, så den ligner
mange af de småbyer, vi har set der - bortset fra, at her er ingen køer i gaderne og heller ingen tuc-tuc'ere, men ellers er her halvfattigt, snusket og rodet på den særlige indiske måde.
Der ligger også et meget fint hindutempel her: Sri Siva Subrahmanya Swami Tempel, som vi var inde og se. Templet er det største på den sydlige halvkugle.
|
Vi tog en taxa hjem og vejret er klaret lidt op (nu da vi skal tidligere herfra), så vi fik set en pæn
solnedgang.
Torsdag 15 Mar. Drivedag. Pizza på værelset til frokost. Spise aftensmad på et andet
hotel lidt længere nede ad vejen. Der er aftenro. Backpackerne synger ikke til langt ud på natten, som de gjorde sidste nat.
Fredag 16 Mar.´ I dag har vi til gengæld haft travlt. Vi har checket ud her til morgen og tager på tur til en ø lidt ude i Nadi-bugten, Treasure Island.
|
Det var en dejlig tur med Katamaran-båd og vi måtte skifte til en mindre båd ved øen og endda få en sok ved landgangen. Her var mere som på postkortene.
Både vandet og sandet havde de rigtige farver, men desværre var vandet ikke så klart, så vi fik ikke så stor glæde af vores snorkling. Til gengæld fik vi en fin 3-retters frokost.
Da vi kom hjem til vores hotel, flyttede vi det våde badetøj over i kufferterne og så drog vi af sted til lufthavnen.
Nu skal vi jo til US og vi kunne allerede her i lufthavnen mærke deres hysteri omkring flysikkerhed.
Vi måtte intet mad have med herunder chokolade og pebermyntepastiller. Vi måtte intet væske have med og alt flydende som parfume, læbepomade og sololie og deo skulle pakkes i en lille
særlig plastikpose med lynlås, som man kunne købe for 1$. Ingen andre plastikposer kunne bruges - eller også kunne man flytte det hele over i kufferterne. I security-checket måtte Henning
aflevere sin lighter, som man nu ikke mere må have (dog godt tændstikker??) - og der var endda et rigtig hyggeligt rygerum. Nå, rygningen klarede jeg alligevel vha. en ung canadier,
som kendte tændstik-tricket. Vi faldt i snak og sludrede om det underlige i denne datolinie, vi nu skal passere (vi passerer faktisk også den linie på den anden led, som hedder ækvator,
idet vi jo nu passerer fra den sydlige halvkugle til den nordlige).
Vi flyver kl. 22.50 (lokaltid) fra Nadi fredag d. 16. marts og ankommer kl. 07.20 (lokaltid) i Honolulu -
stadig d. 16. marts. Vi starter altså forfra på fredagen.
Vi har tit brugt talemåden: det og det ville først ske, når der var 2 torsdage i een uge. Sådan noget kan altså lade sig
gøre her omkring datolinien.
Vi kom forbavsende let gennem paskontrollen og blev indladt i US. Udenfor lufthavnen mødte vi en svensker, som havde glemt det der med datoerne og
først havde hotelværelse til dagen efter, men ville prøve at få det straks. Vi tog en taxa sammen med ham til hans hotel, da han også skulle bo ved Waikiki Beach, ligesom vi havde planer om.
Hans hotel, Ohana Maile Sky Court, bookede vi os også ind på. Vi kom til at bo på 38. etage med flot udsigt over byen.
Efter at have hvilet et par timer var vi klar til lidt
sightseeing. Vi travede hele Waikiki Beach igennem og der er vældigt hyggeligt.
|
I vores ende meget folkeligt og derefter finere og finere hoteller, som vi kommer ned mod Diamond Head,
en udslukt vulkan, man kan komme op på og nyde udsigten over hele Honolulu. På hjemvejen gik vi gennem et stort tøj- og smykkemarked, hvor der var rigtig levende og hyggeligt med restauranter
og musik.
Rejsebrev nr. 11
Hej alle sammen.
Så er vi her igen. Vi nyder Hawaii. Vejret er passende varmt og behageligt.
Folk er flinke og her er meget at se og her er smukt.
Lørdag 17 Mar. I dag var vi ude og se Pearl Harbour. Det er et must, i alt fald hvis man er amerikaner, for det var den største katastrofe i amerikansk historie, i alt fald indtil 9/11. Vi var ude at se USS Arizona, et af de krigsskibe, der blev sænket i havnen i 1941.
|
|
Man har ladet den ligge på bunden af havnen og så bygget en memorial ovenpå. Man bliver sejlet derud
i hold med militærisk præcision og stor alvor, og det var også bevægende. Der var også en ubåd, nogle tanks og kanoner og torpedoer både af amerikansk og af japansk oprindelse og
desuden var der et museum.
Om aftenen tog vi ned til markedet igen, for vi havde hørt, at der var et Hawaii-show, og det var der også, men den slags må også havde udviklet sig,
for det lød mere som amerikansk popmusik og der var ingen hawaii-guitar-lyd mere. Så vi gik igen og fandt ind på en danserestaurant, hvor vi fik burger og øl. De spillede 60'er musik,
så det var en fryd, så vi fik os en svingom eller to.
Søndag 18 Mar. Her i Waikiki er der flere gratis turistbusser, som vi kan benytte alt efter, hvor vi bor. Vores er Pink-line og den tog vi ud til Akvariet.
|
|
Her så vi mange af de flotte fisk, der også her befolker revene lige uden for døren. Akvariet lå i
Kapiolani Park, som er en stor park, hvor lokale nyder søndagsfrokosten med medbragte stole og borde og endog baldakiner, for der kan tit komme et hurtigt lille regnskyl, hvorefter
solen skinner igen. Der er en hyggelig og afslappet stemning. Hvis man vil bade eller surfe eller snorkle, kan man også det fra parkens sydlige del, så der er
livligt her.
Vi ville gerne ud og se Diamond Head Crater, et meget gammelt for længst udbrændt vulkankrater, som også ligger i dette område, og vi snakkede med en buschauffør om vejen og fandt
derved ud af, at man kan få busbilletter, som giver ret til at skifte bus en gang uden at det koster ekstra, så vi kunne køre et lille stykke med ham, og skulle så skifte til en
anden bus.
Som sagt så gjort, og snart kunne vi trave op med bjerget. Der er lavet en tunnel igennem, så man let kunne komme ind til krateret. Det var gammelt og faldet
meget sammen, men interessant at se.
Der var også opstigning her til selve Diamond Head udsigtspunktet, hvor man skulle have en flot udsigt over byen, men vi gad ikke rigtig, da det var en lang og besværlig tur og vi
var sultne og tørstige, hvilket en fremsynet næringsdrivende havde forudset og placeret en rullende burger- og softdrinkbod lige her. Således vederkvæget stod vi, da et amerikansk
ægtepar spurgte os, om vi ville dele en taxa med dem til Waikiki-markedet, og det ville vi gerne, og kom således hurtigt tilbage igen. På det sidste stykke af hjemvejen fandt vi en
internet-cafe på 3. sal i en baggård, hvor det kun kostede 5$ for en time, hvilket er billigt her - og fik sendt rejsebrev nr. 10.
Til aften fik vi dejlig thai-mad på en
restaurant nær vores hotel.
Mandag 19 Mar. Bytur. I dag kiggede vi lidt på Downtown Honolulu og Chinatown. Vi tog bybussen ind til Capitol-kvarteret og kiggede på et krigsmindesmærke med en evig flamme og
|
|
derefter på statens regeringsbygning, en meget moderne bygning, som i arkitekturen viser Hawaiis vulkanske oprindelse. Meget flot bygning, som rejser sig fra et vandspejl med
søjler, der minder om høje palmer og med de to lovgivende forsamlinger i hver sin vulkanformede sal. Ved bagsiden af bygningen står en statue af dronning Liliuokalani med
noderne til Aloha Oe, en kendt melodi, som hun komponerede (og som vi spiller til harmonika). Statuen er ofte pyntet med blomster.
Så kiggede vi over hegnet på den nuværende guvernørbolig, som er den ældste træbygning i Hawaii. Den hedder Washington Place og er bygget i Georgia-stil fra 1846.
Modsat State Capitol, regeringsbygningen, ligger Iolani Palace, de Forenede Staters eneste kongepalads fra 1882.
|
|
Bag det igen ligger Aliiolani Hale, den himmelske konges hus, et palads fra 1874, som dog aldrig
nåede at blive brugt efter hensigten og nu er rammen om Højeste Ret. Her er også et museum for retshistorie på Hawaii.
Ved siden af det lidt længere mod øst ligger
Kawaiahao Church, som blev bygget i 1842. Før den måtte missionærerne prædike fra stråtækte hytter her. Inde i kirken er der 21 portrætter af Hawaiis konger, de fleste døbt, gift
og kronet her.
Honolulu har også en gågade, Fort Street, og den gik vi en tur opad, fik lidt at spise ved Universitetet og kiggede ind i Our Lady of Peace, en enkel katolsk
domkirke, hvor fader Damien, hvis statue står foran regeringsbygningen, blev ordineret i 1864. Han gjorde et stort arbejde for pleje og behandling af spedalske, men endte selv med
at bukke under for sygdommen.
|
Så gik vi tilbage til den nordlige del af Capitol-kvarteret for at kigge på domkirken Sct. Andrews.
Den har en statue af ham stående og prædike for nogle fisk, fordi evangeliet siger, at der skal prædikes for alle levende væsener. Indvendig er domkirken meget enkel, dog med et pænt,
stort glasmaleri fra 1958. Kirken blev opført i 1857 af Kamehameha IV, som bragte den anglikanske religion til Hawaii. Han døde i 1863, og hans hustru dronning Emma skaffede midler og
en arkitekt til at få bygget kirken.
Herefter gik vi en tur gennem Chinatown og endte ved et passende stoppested, hvor vi kunne tage bussen hjem.
Rejsebrev nr. 12
Kære alle.
Tusind tak for de mails, som vi har modtaget. Det er stadig dejligt og hyggeligt at høre fra jer.
Her er vi med et lille rejsebrev,
som I kan hygge jer med i weekenden, hvis I har lyst.
Tirsdag 20 Mar. I dag er vi blevet klippet. Vi har alligevel været længe ude at rejse
og trængte. Så har vi været på nettet og sendt rejsebrev nr. 11 og så har vi været ude og bade fra Waikiki-stranden. Altsammen i løbet af formiddagen.
Efter frokost tog vi
ind til centrum, for der var et par museer vi, gerne ville se og vi havde selvfølgelig ikke været opmærksomme på, at de var lukket om mandagen – i går - hvor vi var der inde alligevel.
|
Først kiggede vi på Hawaii State Art Museum. Her var bl.a. et fantastisk billede af Herbert Kawainui
Kane: The Discovery of Hawaii, hvor kunstneren har fanget den ophidselse og forventning, de første polynesiere må have følt, da de kom til disse øer. Der var også mange andre smukke
billeder og skulpturer. Absolut et besøg værd.
Dernæst besøgte vi Academy of Arts, et ret stort museum med kunst fra hele verden, både fra hele Stillehavsområdet, Asien,
Mexico og Sydamerika og endog Europa. Det var helt overvældende. Især figurer fra Indien kunne vi nikke genkendende til. Det var meget flotte ting, og man kan undre sig over, hvordan
de har kunnet skaffe alle disse ting hertil. Ved lukketid kl. 16.30 tog vi bussen igen. Vi færdes snart hjemmevant i Honolulu og Waikiki.
Vi har besluttet efter en lille
undersøgelse af andre muligheder at blive på vores hotel til vi rejser herfra på mandag. Vi bor meget centralt her, og vi kan komme øen rundt for 2$, så der er ingen grund til at skifte.
Vi har også besluttet at springe de andre øer over, selvom der også er meget at se der, men vi har ikke tid nok til det. Til gengæld vil vi kigge lidt grundigere på denne ø, Oahu.
Onsdag 21 mar. I dag har vi været på loppemarked. Et kæmpestort et. Det rakte hele vejen rundt om Aloha Stadium i to rækker og det tog flere timer at komme en gang rundt.
|
Det er tit junk, der er på sådan et marked og her var der bare meget junk.
Vi havde en del problemer med Jette's aftensmad. I dette burgerland er det ikke let at være vegetar. Det er ellers gået meget godt, men vi må være ved at have udtømt de lokale muligheder,
for vi endte med at spise sandwiches hos Subway.
|
Under vores søgen efter et sted at spise, fandt vi et fantastisk flot galleri af Christian Riese Lassen.
Der var malerier af solnedgange og delfiner så flotte, at vi aldrig har set noget lignende. Han var specielt meget dygtig til at male bølger, ikke alene meget flot, men især lysindfald
gennem bølgerne var helt utroligt godt malet.
Torsdag 22 mar. I dag var vi på tur rundt på øen. Vi kørte med The Bus til nordkysten af Oahu til en botanisk have, Waimea Valley Audobon Center.
|
|
Her var samlet træer og planter fra hele Stillehavsområdet og plantet i en smuk dal med et vandfald
forenden. Ved vandfaldet kunne man endog bade. Det var en meget smuk og hyggelig tur.
Så tog vi bussen igen (efter lidt ventetid) og kørte videre
langs kysten og nåede til Polynesian Cultural Center. Det er nærmest et underholdnings-center, som er inddelt i 7 grupper, en for hver af de deltagende stillehavsøgrupper: Aotearoa (NZ),
Samoa, Fiji, Hawaii, Marquesas, Tahiti og Tonga.
|
|
Disse øgrupper har meget tilfældes i kultur og udviklingsstadie, men man prøver her at fremhæve et
særligt individuelt træk ved hver af dem. Fiji viser f.eks. krigskunst med køller og spyd, Tonga viser kurvefletning, Hawaii viser sang og dans, NZ viser sving med kugler i snor osv.
Det var både stort og spændende så tiden fløj afsted. Der var også bådopvisning, som startede lige da vi ankom med præsentation af de 7 øgrupper, hvor de dansede på nogle store flade
både, som langsomt sejlede forbi os.
Vi var også inde og se en Imax-film om koralrevet og dets sårbarhed. Imax-systemet giver et stort, meget klart og næsten tredimensionelt
billede, så det var en meget flot, men også alvorlig film, som viste, hvor lidt der skal til, for at vælte den økologiske balance mellem dyr og planter. Overfiskning og forurening og
endog den globale opvarmning var faktorer, som havde indflydelse på et revs liv eller død.
Vi havde købt billetter, som indbefattede Lu'au - en hawaiiansk festmiddag -
som var en stor buffet med mange lækre ting (også noget for Jette) og desuden et stort show bagefter med over 100 deltagere. Det var et meget flot show, men vi valgte at gå i pausen,
da showet blot var en gentagelse af hvad vi allerede havde set (bare flottere) og desuden var der lang vej hjem og vi var ved at være trætte. Så vi tog så bussen hjem igen efter en
begivenhedsrig dag.
Rejsebrev nr. 13
Kære alle sammen.
Tak for alle mails.
Her kommer en hilsen fra LA. Men først skal I lige
høre om de sidste hændelser på Hawaii.
Fredag 23 Mar. Vi er blevet meget glade for Waikiki. Vi nyder det rigtigt. Der er mange parker og mange strande, så det er rigtigt hyggeligt at slentre rundt. Der er også mange butikker, både fine og fancy og også mange til en almindelig pengepung.
|
|
Vi startede dagen med at gå tur i lystbådehavnen, som er meget stor, faktisk flere havne efter hinanden.
Så gik vi tilbage langs stranden og fik os en pizza til frokost. Vi havde vores bøger med og lagde os i græsset og nød solen og varmen.
Senere fandt vi tilbage til Christian Riese Lassen Galleriet, for vi måtte bare se de billeder igen. De er stadig meget flotte, men også meget dyre. En signeret reproduktion
koster ca. 2500$. En original starter ved 100.000$. Jette har taget billeder af mange af dem, håber at de er blevet gode, ellers må vi prøve at finde ham på nettet.
På vej hjem til hotellet fik vi lige sendt rejsebrev nr. 12. Om aftenen spiste vi på en restaurant, der hedder IHOP (International House of Pancakes). Den virkede lidt puritansk,
men maden var god og Jette blev mæt.
Lørdag 24 Mar. I dag kørte vi en bustur til Ko Olina, som ligger ude ved Vestkysten lidt nord for Honolulu.
|
Det er et stort hotelområde, som ligger ved en meget smuk kyststrækning med fine sandstrande med klipper
ind i mellem.
Ellers har vi ikke lavet noget i dag - bare nydt det.
Søndag 25 Mar. I dag skal vi pakke, da vi skal være i lufthavnen i morgen tidligt (kl. 6). Vi tog dog lige en lille tur til en spændende strand lidt øst for Waikiki: Hanauma Bay.
|
Det viste sig at være lidt specielt, for ikke alene skulle vi betale 5$ hver for at komme derind, vi skulle
også se en film først om beskyttelse af stranden og revet. Det er en lille bugt med en fin sandstrand med lava-klippestykker ind i mellem og meget fine muligheder for at snorkle på
lavt vand. Det var rigtig godt, og vi så mange forskellige fisk, blot var vandet lidt koldt.
Vi pakker altså kufferterne og takker af her fra Hawaii. Det har været en god
oplevelse, som vi gerne gentager, blot skal vi næste gang se et par af de andre øer.
Mandag 26 Mar. California, here we come. Ingen problemer på vejen. Vi landede i LAX kl. 16.50. Nu kun 9 timer bagefter DK. Med en shuttle-bus kom vi hen til biludlejeren, som havde en vogn klar til os. Det blev en Pontiac G6, en rigtig lækker hvid sag med automatgear.
|
|
Vi havde på forhånd bestemt os for at prøve et motel, der hedder Motel 6 og skulle være centralt
beliggende i Los Angeles. Tilfældigvis boede ekspedienten i biludlejningen også i det område, så han kunne give en præcis beskrivelse af ruten dertil og det var vi glade for,
da det kort, vi ellers havde at køre efter var mildest talt mangelfuldt. Så kørte vi afsted i vores fine bil og fandt motellet uden problemer og det viste sig såmænd, at det lå
på en sidevej til den berømte Hollywood Blvd, så det kunne vist ikke blive mere centralt. Vel installeret kunne vi nu tage os en spadseretur frem og tilbage ad denne spændende gade
ved aftenbelysning, meget flot og stemningsfuldt. Vi spiste aftensmad på en kineserrestaurant. Hvor utroligt det end lyder, så er her billigere end i Waikiki.
Tirsdag 27 Mar. Vi startede dagen med at gå tur på Hollywood Blvd. igen. Denne gang i dagslys.
|
|
Fra butikscentret Hollywood & Highland, et nyt center til 4 mia. kr., kunne vi få et glimt af
HOLLYWOOD-skiltet på bjergsiden. Dette center har en sjov måde at fortælle om skuespillernes forfærdelige og lange vej til Oscar/berømmelse. Det er fliser med indgraveret tekst,
man kan følge op i centeret og disse fliser ender ved en stor dobbelt seng.
|
Så tog vi bilen og kørte ad Santa Monica Blvd. ud til vandet ved Santa Monica Pier og videre langs vandet
til Venice, som er en lang bred strand med en masse butiksboder og nærmest Bay Watch stemning med skateboards og i det hele taget masser af liv. Det er kun forår endnu, men man kan
forestille sig det liv, der må være her på en god sommerdag.
Så kunne vi ikke dy os for på hjemvejen at køre på nogle af de kendte veje fra Beverly Hills 90210.
Vi kørte ad Rodeo Dr., forbi Beverly Wilshire Hotel, ad Sunset Blvd. til La Brea, drejede ad Hollywood Blvd. forbi det Kinesiske Teater, Kodak Theater, Egyptian Theater og
Hollywood & Highland og drejede ned ad Whitley Ave., hvor vi bor.
Aftenen sluttede med spinatlasagne i den ældste italienske restaurant (1949) i Hollywood.
Rejsebrev nr. 14
Kære alle sammen.
Tusind tak for alle de fine mails. Nu lakker ferien mod enden, og vi skriver
fra San Francisco om de foregående dages hændelser.
Onsdag 28 Mar. På vej ud af L.A. besøgte vi Getty Centret, et af verdens rigeste museer takket være en fond oprettet af oliemilliardæren Paul Getty.
|
|
Selve museet er et imponerende bygningsværk i italiensk marmor fra samme stenbrud som Coloseum. Det er
bygget på toppen af et bjerg med en enestående udsigt over LA. Man parkerer i en 6-etages kælder og kører med en lille jernbane op til toppen. Det indeholder fortrinsvis europæisk
kunst fra antikken og op til vor tid, men har også mange skiftende udstillinger. Absolut et besøg værd.
Så kørte vi ud til kysten ved Santa Monica og fulgte
kystvejen til Santa Barbara. Hele vejen forbi Malibu er det en blanding af gamle huse til venstre, der ligger tæt langs vandet, så det er et helt kunststykke at komme til at se det,
og så mondæne huse op ad bakkerne til højre. I Santa Barbara fandt vi os et motel på State Street og kørte lidt længere ned af den mod kysten for at se byen og finde et sted at spise.
Byen er meget spansk inspireret med næsten alle huse i hacienda-stil. Vi spiste på en mexicansk restaurant, som var rigtig god.
Torsdag 29 Mar. Vi fulgte State Street helt til kysten på vores vej videre og den endte ved et flot delfin-springvand.
|
På vej ud til Highway 101 stoppede vi ved et flot udsigtspunkt, hvor vi kunne se ud over hele Inez-dalen.
Her er meget smukt. Vi syntes næsten det lignede Sydøen på NZ - bare bredt ud, så det fyldte noget mere.
|
|
Så nåede vi Solvang, den danske koloni fra 1910, som nu har vokset sig stor og ligner en rigtig dansk bonde-idyl med bindingsværkshuse med storke på taget og vindmøller og endog
en kopi af Rundetårn. Vi har nok lidt hjemve efterhånden, for vi syntes, der var rigtig hyggeligt. Vi spiste næsten-danske pandekager og nød det i solen. Vejret er flot med skyfri
himmel og det er dejligt lunt om dagen. Vi var 4 timer i Solvang og det siger lidt om, at vi snart glæder os til at komme hjem igen. Vi overnattede i en lille by,
der hedder Cambria.
<
|
Fredag 30 Mar. En dejlig morgen. Solen skinner igen fra en skyfri himmel. Vi drager afsted herfra og kører mod Hearst Castle - et must-see-sted ikke langt herfra.
|
|
|
|
Hearst Castle er en rig mands virkeliggørelse af en drengedrøm. Et stort slot, bygget på toppen af
bjerget La Cuesta Encantada - den fortryllede bakke. Det er bygget i 1919 og 15 år frem i spansk-maurisk-renæssance-stil, et to-tårns slot kaldet Casa Grande, med tilhørende indendørs
romersk bad og et ligeledes udendørs bad i græsk-romersk-stil. Meget imponerende og flot. Det er bygget af aviskongen William Randolph Hearst, som holdt overdådige fester her med
politikere, præsidenter og Hollywood-stjerner i de brølende 20'ere. Man ser en flot film om hans drøm og dens virkeliggørelse inden rundvisningen på slottet.
Så kørte vi videre ad Highway 1 langs Stillehavets kyst, hvor landskabet bliver flottere og flottere. Sandstranden forsvinder efterhånden og afløses af klipper og bjergene bliver
højere og flottere. Landskabet kan nu sagtens matche NZ. Vi stoppede mange steder undervejs for at nyde de flotte udsigter og et sted kiggede vi på sæler og chipmonks. Vi kører
igennem det smukke område ved Big Sur og lander i Carmel, hvor vi overnatter.
Lørdag 31 mar. Det viste sig ved nærmere eftersyn at vi kun boede i udkanten af Carmel, så nu kørte vi ind til selve byen.
|
Den var rigtig hyggelig med lave huse i spansk stil og træer og blomster. For enden af Ocean Av. lå en
dejlig strand og i en af sidegaderne, San Carlos, har Clint Eastwood en restaurant, Hog's Breath Inn, hvor vi spiste frokost, Dirty Harry Burger + Veggie Burger. For en gang skyld en
by uden parkometre (de er nemlig forbudt her sammen med trafiklys og neonskilte), det er ellers en plage alle vegne i dette bil-land.
|
Videre gik det til Monterey til en gammel gade, Cannery Row, hvor de mange tidligere konservesfabrikker
nu er erstattet af hoteller, restauranter og gallerier.
Så kørte vi mod San Francisco. Vi havde mødt en dame på stranden ved Morro Bay, som bl.a. fortalte os om et godt
og billigt og centralt sted at bo i SF., nemlig hotel Rex, så det styrede vi efter. Jette havde været så forudseende at bede om en kørevejledning på vores hotel i Carmel, så ved hjælp
af den gik det strygende derind. Hotel Rex var udmærket (men dyrt, syntes vi (138$/nat)). Vi kunne kun booke for to nætter, så vi må se, hvad vi finder ud af for de sidste to.
|
Vi bor lige ved Union Square, som er det nærmeste SF kommer til et centrum og Chinatown og vi nåede lige
en lille aftentur til begge steder efter et glas vin i hotellets bar. Her mødes hotellets gæster nemlig til et glas gratis vin hver aften mellem 5 og 6 pm. Så var det ellers på hovedet
i seng efter endnu en spændende dag.
Søndag 1 apr. Bytur i SF. Kabelsporvognene kører forbi lige ved hotellet, så vi sprang på et - og kørte to stoppesteder, så var vi ved endestationen, og det viste sig, at der skulle vi købe billetter, og så skulle vi iøvrigt den anden vej. Vi så her hvordan de ved hjælp af en drejeskive vendte vognen, så den var klar til at køre den anden vej.
|
Der var en lang kø, men efter en 1/2 time kom vi med, og det var en rigtig sjov tur, op og ned af de stejle
gader og hver gang, de skulle skifte spor, foregik det manuelt, så konduktøren skulle ud og holde sporskiftet på plads indtil vi var forbi, så sprang han på igen og vi kørte videre.
Turen sluttede i nærheden af Pier 45 og herfra gik vi så frem til Pier 39, hvor man kunne købe billetter til at komme ud til Alcatraz, det tidligere fængsel, nu blot en
turistattraktion. Her viste det sig, at vi for en gangs skyld var for sent ude, for alt var udsolgt til på onsdag (vi havde helt glemt, at det er Palmesøndag og amerikanerne har
påskefri). Det var nu også ret lige meget, for det er kun en masse gamle, forfaldne bygninger med en ubehagelig fortid.
I stedet for tog vi en lille 1-times cruise ud til
Golden Gate Bridge og rundt om Alcatraz og den var udmærket.
|
|
Så travede vi lidt rundt på Pier 39, som er en skøn blanding af mærkelige butikker, restauranter og
alle mulige kunstnere, som optræder med jongleren, tryl og endog orkestermusik.
|
|
|
|
Vi travede også til Lombard St., hvor øverste del er så stejl, at man har valgt at lave 8 hårnålesving
på den inden for 100 m. Den stejleste gade i SF er dog Filbert St., som ligger blot et par blokke herfra, og den var altså også rigtig stejl.
Herfra gik vi til Nob Hill, en bakke med god udsigt over byen til tre sider. Her ligger også en kirke, Grace Cathedral, som vi kiggede ind i netop som de påbegyndte et syngespil
om påsketemaet Kristi anholdelse, forhør og korsfæstelse. Lidt før Nob Hill kom vi helt tilfældigt forbi Swenson's Icecreme, hvor de laver de bedste is i SF, og dem måtte vi jo prøve.
Vi har besluttet, at køre videre til Legget i morgen for at se det store redwood-træ, man kan køre igennem i bil.
Dette var det sidste rejsebrev fra udlandet. De sidste dages oplevelser sender vi hjemmefra.
Ha' det dejligt og på gensyn.
Rejsebrev nr. 15
Kære alle sammen
Dette er det sidste rejsebrev. Tak fordi I har fulgt os hele vejen.
Når det hele er skrevet rent og alle æ-ø-å’r er rettet, så kommer
det på Hennings hjemmeside, www.edrahil.dk sammen med et passende udvalg af Jettes billeder, hvis nogen skulle have lyst…
Hun har taget næsten 3000 billeder (og vi har også taget næsten 7 timers film).
Men her kommer altså de sidste dages hændelser.
Mandag 02 Apr. Leggett ligger ca. 190 miles nord for SF. Så det var bare derudaf af highway 101. Nu er der ikke noget spansk over byerne, vi kører igennem. De ser så amerikanske ud, som man ser dem på film, små kedelige, støvede huse uden charme, men landskabet imellem dem er fantastisk flot.
|
|
Så nåede vi Leggett og så The Chandelier Tree, lysestagetræet, et meget smukt og majestætisk
redwood-træ, 96 m højt og 6,4 m i diameter. Ved foden af træet er der engang i 1930’erne lavet et stort hul, så en bil kan køre igennem det, og træet lever videre i bedste velgående.
Ejeren påstår, at det er 2400 år gammelt. Vi kørte selvfølgelig vores bil igennem, og det var et imponerende syn.
Fra Leggett kørte vi gennem skoven til Fort Bragg og denne turs første 22 miles var en ren skovtur af en vej, der stort set ikke havde en eneste lige strækning, men udelukkende
bestod af sving, igennem et landskab af høje redwoods og flotte panoramaer.
Vi overnattede i Fort Bragg, som er den ’største’ by i dette område og spiste til aften på
en restaurant ved havnen, som i øvrigt var skæmmet slemt af en stor vejbro ind over det hele.
Tirsdag 03 Apr. Nu kører vi ad highway 1 langs kysten tilbage mod SF. Vi skal forbi Hotel Rex igen, da vi har glemt vores adapter til stikkontakterne, som jo ser anderledes ud her.
|
Det var en rigtig flot tur langs kysten med flotte klippeformationer, der vekslede med store skovområder,
som nåede helt til kysten, og store slugter måtte vi omkring, samtidig med at vi skiftevis kørte oppe på toppen af bakkerne og skiftevis nede i bunden af dalene. Vi kørte igen over
Golden Gate Bridge, og i denne retning kostede det 5$ at køre over.
Vi fandt Hotel Rex efter at have prøvet hårnåle-svingene på Lombard St og fik vores adapter, og så satte
vi kursen mod lufthavnen for at finde et sted at sove den sidste nat. Vi ville ikke bo på Hotel Rex, for ved nærmere eftersyn af regningen sidst, kostede værelset ikke bare 136$,
men 136 + 25(til parkering af bil) + 20(tax) i alt 181$/nat, og det syntes vi er lidt i overkanten, så vi fandt et motel i San Bruno nær lufthavnen til ca. 60$, for vi skal jo nu bare
pakke kufferterne, så vi er klar til hjemrejsen.
Man skal vænne sig til det tax-system, de har her, for det ligger jo så fjernt for os, at en pris på
en vare ikke indeholder tax, for det ville svare til, at vi hjemme oplyste en pris uden moms, men sådan er det altså her.
Ellers må vi sige, at vi har oplevet amerikanerne
som yderst flinke og hjælpsomme mennesker. Vi har tit været ude for, når Jette ville tage et foto af mig, at en amerikaner er kommet hen og har spurgt, om han eller hun ikke skulle
tage det, så vi begge kunne komme med på det.
På et hotel i Mendocino, hvor vi var inde og spørge om overnatning, og hvor vi syntes, det vi fik tilbudt var for dyrt,
der havde de også nogle værelser, de kaldte european rooms. Det var 8 værelser, som delte bad og toilet. De var nu for ringe, men vi syntes, det var sjovt, at de blev kaldt europæiske.
Vi kan forstå, at her anses europæere for at være både smålige, nærige og fedtede med drikkepenge. Det sidste kan de jo nok have ret i, da vi jo har fjernet den slags hos os.
|
Afslutningsvis kan vi konkludere, at det har været en kanon tur. Vi har set en masse og oplevet
en masse, som nu, når vi er kommet hjem skal fordøjes. Vi har også nydt glæden ved selv at kunne bestemme både farten og retningen på vores færd i modsætning til en arrangeret tur.
Til gengæld har vi så skullet bruge mere tid på at finde ud af tingene hen ad vejen, men det lærer man jo en masse af.
Heathrow Lufthavn er forfærdelig og der var kun en halv
time til at nå fra terminal 1, hvor vi landede, til terminal 4, hvor vi skulle nå flyet til Kastrup. Vi nåede det heldigvis lige akkurat – men det gjorde vores kufferter ikke, så dem
fik vi først dagen efter. Tænk, at vi har været hele jorden rundt - og så mister vi vores kuffert 1 1/2 times flyvning fra hjemmet. Nu er turen slut. Vi håber I ku’ li’ det, for vi
kan ikke gøre det om.
Mange kærlige tanker sender Jette og Henning