Istanbul2012

Istanbul 4. til 12. september 2012 (Egen planlægning)

Hvis man vil nøjes med at se billeder, så brug knappen - og klik på billederne og klik en gang mere på 'DiasShow' for at stoppe

Man 03 sep Denne gang skulle vi rejse meget tidlig den 4. Faktisk gik flyet fra Kastrup kl. 01.15, så det føltes, som om det bare var sent mandag, vi skulle af sted. Alt forløb plan-mæssigt og vi havde endog booket os ind hjemmefra og bestemt siddepladser og printet bordingkort ud på vores egen printer, så det var bare at gå hen til skranken og aflevere kufferten og det var så det.

Tir 04 sep I Istanbul lufthavn stod vores taxamand, som vi også havde booket hjemmefra, med et skilt: ”Mr Hanning Soerensen” og Hotel Pamphylia, så vi fandt ret hurtigt hinanden. Der stod dog en hel stribe, nok mindst 30, med hver sit skilt, så vi måtte gå frem og tilbage et par gange inden vi fandt den rigtige. På vores hotel kunne vi ikke få værelset før kl. 12, sagde de, men de skyndte sig og vi fik det allerede kl. 11. Vi var lidt trætte efter flyveturen, for vi havde kun fået sovet lidt eller slet ikke, og så er det længe at vente på at værelset bliver parat, når vi ankom til hotellet kl. 7.30. Vi fordrev tiden ved at gå en lille tur i de nærmeste gader og så sad vi ellers bare og hang. Da vi endelig kom op på værelset, lagde vi os på sengen et par timer og det hjalp.

Så gik vi en bedre tur langs muren til Gülhane-parken og hen til indgangen, som også er en af indgangene til Topkapi-paladset. Her gik vi så igennem parken og nød de svale stier og endte helt ude på spidsen af den gamle bydel, hvor der er en flot udsigt til Det gyldne Horn (som er en lang smal, snoet bugt) til venstre, Bosperus-strædet (som er adgangen til Sortehavet) med Bosperus-broen lige fremme samt til højre Marmare-havet, som jo danner indgangen til Middelhavet.

Herfra gik vi langs vandet et langt stykke og endte med at følge sporvognsskinnerne til vores station, Gülhane. På vejen fik vi vekslet penge og fik os lidt at spise.

Vi sidder, mens jeg skriver dette, på hotellets tagterrasse, hvor der er en flot udsigt til Hagia Sophia og Topkapi-paladsets have og ydre mur.

Det vrimler med restauranter her i vores område og vi fandt let én at spise til aften på. Så var det hjem i seng for at sove rigtigt igennem.

Ons 05 sep Op kl. 8 og dejligt friske. Nu skal der ske noget. Dejlig morgenmad og så hen til første store attraktion, Hagia Sofia. Her var allerede en lang turistkø, men det gik rimeligt

hurtigt med at komme igennem og også med at betale 2x25 tyrkiske lira svarende til 2x75 kr. Men det skal siges at den var meget flot og meget stor og trængte til megen vedligeholdelse.

I galleriet, som man kommer op til ad en lang snoet gang (dvs. ikke en trappe), er der th. for apsis et billede af en kejserinde Zoe (1028-50 AD), som var afbilledet på en flot mosaik sammen med sin mand. Nu var det sådan, at hun nåede at blive gift 3 gange – og så rettede hun bare mosaikken hver gang, så den nye mand blev korrekt portrætteret.
Også Enrico Dandalo's grav ligger her. Han (1107-1205) var den 41. doge af Republikken Venedig fra 1195 til sin død. Han huskes for sin blindhed,

fromhed, lange levetid og klogskab.Han er berygtet for sin rolle i det 4. korstog, som han i en alder af 90 år rettede mod det Byzantiske rige og hvor han besejrede hovedstaden Konstantinopel. I 1204 ødelagde korsfarerne Konstantinopel - verdens største by, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik Pave Johannes Paul II til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.

Hagia Sofia hedder kirken på græsk, men dens navn er rettelig Aya Sofya [|arja |sofia]. Den blev oprindelig bygget af den byzantinske Kejser Justinian, som færdiggjorde den i 537 AD og var kristendommens største kirke indtil 1453. Da blev byen erobret af osmanneren, sultan Mehmet Erobreren, som konverterede den til en moské, som den forblev indtil 1935, hvor Atatürk gjorde den til museum.
Kirken blev oprindeligt bygget ovenpå 2 tidligere helligdomme og er berømt for sine mange mosaikarbejder og specielt for bygningens store kuppel. Da Mehmet ændrede kirken til en moské, tilføjede han 4 minareter og igangsatte et større restaureringsarbejde, der bl.a. indebar tilføjelse af flere ydre støttemure, hvilket var nødvendigt a.h.t. den store kuppel, men som desværre gjorde kirkens ydre endnu mere rodet at se på. Kirken fik dermed kolossal betydning for den islamiske verdens arkitektur, og alle sultanmoskéer er variationer over Hagia Sofias grundplan. Også gennem de første tusinde år var den inspirationskilde i den kristne verden. Både Peterskirken i Rom og St. Paul´s Cathedral i London er variationer over samme tema.
Kirkens indre fremstår stadig som de oprindelige arkitekter Anthemios fra Tralles og Isidorus fra Milét havde tænkt sig (se billeder fra byen Milét i rejsen: Ægæerkysten 2015). Kirkens opbygning er en mellemting mellem en 3-skibet basilika og en centraliseret kirke omkring en kæmpekuppel. Store gallerier i siderne understreger opdelingen i hoved- og sideskibe mens den enorme kuppel (33x31 m, 56 m over gulvet) er kirkens dominerende træk.

Arkitekterne fulgte det Gamle Testamentes billedforbud og udsmykkede kirken med marmorplader i alskens farver og med mosaikker med geometriske mønstre og blomstermotiver og sirligt udhuggede friser og søjlekapitæler. Nogen har beregnet at hen ved 15.000 m2 oprindeligt var dækket af mosaikker, hovedsagelig store flader af guld med markante kors. Kort efter den ikonoklastiske bevægelses afslutning i 843 AD blev der lavet nogle få figurative mosaikker, som dog var tildækkede i osmannisk tid pga. koranens billedforbud Feks. ses ovenover midterindgangen til hovedskibet Kristus som pantokrator (regent over alting) med jomfru Maria og ærkeenglen Gabriel og i apsis en meget flot mosaik af Jomfru Maria med barnet.
Tv. for apsis byggede sultan Ahmet III i ca. 1730 en lille loge eller pavillion (kiosk på tyrkisk), hævet nogle meter over gulvet og bygget, så han uset kunne komme og bede. I sideskibet tv. lige når man kommer ind i hovedskibet, står en grædesøjle med en kobberplade omkring på et stykke. Midt på kobberpladen er der et hul. Legenden siger, at det er Mirakelmageren St. Gregory’s søjle og at hvis man putter sin finger i hullet og fingeren bliver fugtig, så kan man blive helbredt for sine sygdomme.

Herefter var der kun kort hjem til tagterrassen og eftermiddagskaffen. Aftensmaden fik vi på en af de nærliggende restauranter. Det var et billigt sted og maden var også derefter.

Skråt overfor Hagia Sofia ligger en lille park, hvor vi søgte over for at slappe lidt af, og her fandt vi en søjle fra romernes tid. Den tilkendegav starten på vejen til Europas storbyer og stedet hvorfra vejlængderne udregnedes. Der er en masse restauranter her, og herfra kan man fint se den blå moské, så her vil vi spise til aften en af dagene, så vi kan se den blå moské i natbelysning, hvor den naturligvis er belyst med blå spots.
En af restauranterne hed Lokum og de ved godt her, at det på dansk har en lidt forkert betydning som restaurationsnavn, men her betyder det Türkish delight, altså en art slik (se listen over tyrkiske ord længere nede på siden).

Mellem denne park og Hagia Sofia ligger Basilica Cistern eller som den hedder her: Yerebatan Sarnici. Også denne blev bygget af kejser Justinian. Det er en meget stor underjordisk cisterne, ca. 65 m i bredden og ca. 140 m i længden.
Der er flere af disse cisterner i Istanbul, men denne er den største og den kan rumme 80.000 m3 vand. Vandet kom fra søer og floder i nærheden og blev bragt hertil først gennem underjordiske rør og siden ad Hadrians akvædukt og de sidste 1000 m ad Valensakvædukten (opkaldt efter kejser Valens (364-78 AD), som konstruerede et nyt vandforsyningssystem til den voksende byzantinske hovedstad). Cisternens hvælvede murstensloft bæres af 336 store søjler i forskellige stilarter. Bemærk forskellige søjler, altså rester fra andre bygningsprojekter... herunder 2 Medusa-hoveder, som skødesløst er brugt som underlag for et par søjler, som har været for korte. Det er romersk genbrug.

Medusa er én af Gorgonerne i den græske mytologi. Hendes hoved endte på den græske gudinde Athenes skjold. Mange kender figuren på hendes hår, der består af slanger. Ved et intermezzo hun havde med Poseidon, blev Athene så vred på Medusa, at hun forvandlede hende til et uhyre med slangehår.

Tor 06 sep I dag besøger vi Topkapi-paladset. Det er Istanbuls største seværdighed både m.h.t. besøgstal og areal. Der var da også ganske rigtigt en lang kø ved indgangen, men vi kom dog ret hurtigt ind. Paladset er opbygget omkring 4 gårdspladser, omkranset af bygninger. Den første gårdsplads rummer et let haveanlæg med en moské, Hagia Eirene (Aya Irini Kiliseri) og billetkontoret ret fremme.

Aya Irini Kiliseri blev bygget i det 4. årh. og genopbygget af Justinian i det næste årh., så denne kirke er lige så gammel som Aya Sofia. De to kirker var tænkt som et kompleks, der skulle udtrykke guddommelig visdom, Sofia og guddommelig fred, Irene.

Man passerer herfra gennem en indgangsportal, som ligner en middelalderborg ind til den anden gård. Her er også et haveanlæg med køkkener til højre og haremmet til venstre. Vi styrede efter haremmet (som var et ’must see’ og derfor kostede ekstra). Rundgangen i haremmet fører gennem konkubinernes, sultanens og sultanmoderens kvarterer. Her er alle steder brugt de meget smukke Iznikfliser som vægbeklædning, flottest i sultan Murat III’s salon og i kejsersalen, begge indrettet af Sinan..
Navnet harem betyder bogstaveligt talt Privat, og det er da også først og fremmest boliger for sultanens familie og hver en detalje af harem-livet var styret af traditioner, regler og ceremonier. Dog er et harem jo indrettet, så sultanen kan vælge sig en pige, når han har lyst, og det gjorde i alt fald Murat III, som fik 112 børn. Ved siden af haremsgården for de mest populære konkubiner ligger et rådskammer, Divanen, hvor sultanen holdt møde med rigsrådet 4 gange om ugen om rigets religiøse, politiske og økonomiske forhold. I rådskammeret findes et tilgitret vindue, der tillod sultanen at sidde i haremmet og følge med i storvezirens drøftelser med sine embedsmænd.
Når man kommer ud fra haremmet, befinder man sig i den tredje gård. Her er udover endnu et haveanlæg en moské for eunukkerne, i midten et audiensrum (som var under restaurering, men som så ud til at blive en rigtig flot pavillon med åbne sider hele vejen rundt) samt et bibliotek tilhørende Ahmet III. Det så dog ikke ud til at være bibliotek mere, for det lignede de øvrige kiosker vi så. I venstre side efter eunukkernes moské lå forskellige typer af skatkamre med alle former for smykker og våben mm. Der var ligeledes skatkamre i højre side. Bagerst midtfor passerede man gennem en gang til den fjerde gårdsplads, som kaldes tulipanhaven. De eneste tulipaner, vi så, var dog roser. Men tulipaner var en af sultan Süleimans store lidenskaber.

Og der blev holdt festivaler, hvor nye variationer af blomsten blev fremvist og fejret. De verdensberømte hollandske tulipaner stammer fra sultanens private have, hvorfra en af Charles V’s ambassadører bragte den dengang ukendte blomst til Europa i 1554.
Op ad trapperne til venstre ligger to charmerende bygninger med en fælles marmorterrasse og en smuk pool. Begge er bygget af Murat IV, Revan Kiosk i 1636 og Baghdad Kiosk i 1639. Mellem disse to bygninger, stikkende ud fra kanten af muren er bygget en lille platform, Iftariye Baldachin. Den blev bygget af Ibrahim den Gale i 1640 som et pittoresk sted at spise ved solnedgang under fastemåneden Ramadan.

Så var rundgangen i store træk færdig, blot skulle man samme vej tilbage, idet der kun er én indgang og udgang. Nu var vi efterhånden blevet både trætte og især sultne og udenfor viste der sig en dejlig restaurant, som vandt vores bevågenhed, idet den lå på toppen af et højt hotel og så ud til at have en enestående udsigt. Så der fandt vi hen og udsigten var forrygende og tilmed fik vi rigtig dejlig mad og øl til, så det var super. Herfra fandt vi stille og roligt hjem til hotellet og eftermiddagskaffen på terrassen, som sædvanlig.

Vi er efterhånden stødt på mange ord, som åbenbart stammer fra arabisk og som vi har prøvet at finde den præcise oversættelse af:

Divan = opr. Persisk: lang madras langs en væg

Sofa = opr. Arabisk: lang lav sten- eller murstens bænk dækket med tæpper

Ottoman = tyrkisk: polstret bænk, sædvanligvis uden hverken ryg eller armlæn

Kiosk = pavillon

Lokum = Turkish Delight = tyrkisk slik. Det danske Lokum kommer fra latin: locum = sted

Minaret = højt ofte fritstående spir med en løgformet eller konisk top. Herfra kaldes til bøn.

Minbar = prædikestol

Mihrab = halvrund niche i væggen i en moské, der viser retningen til Kaabaen i Mekka (passer dog ikke altid)

Om aftenen spiste vi på en restaurant i den lille park bag indgangen til Cisternen og herefter gik vi tur til den Blå Moské. Foran moskéen var der en masse bænke, som vi undrede os over, men her er nogle gange lyd- og lysshow ved moskéen, som man kan sidde og nyde. Moskéen var åben og vi kom ind i en forgård, som var lige så stor, som selve moskéen. Herfra kunne de troende stille skoene (de anbefalede dog at man tog dem med sig i en plasticpose) og gå ind og bede. Turisterne blev henvist til en sideindgang. Vi var ikke tækkelige nok og nøjedes med at kigge ind. Det var eet stort rum og kuppelen blev understøttet af fire meget tykke søjler, kaldet elefantfødder, hvilket passede meget godt. Den elegance, som Aya Sofya’s kuppel har, da understøtninger

er skjult i væggene til sidekapellerne, den mangler den Blå Moské. Til gengæld er den meget mere harmonisk udvendig, bl.a. fordi dens mindre kuppel også kræver mindre sidestøtter. Den Blå Moské er bygget af sultan Ahmet I i 1616 og hedder på tyrkisk meget logisk Sultanahmet Camii. Den er indvendig beklædt med 10.000-vis af blå Iznik og Kütahya fliser, hvilket har givet den dens uofficielle navn. Den er forsynet med hele 6 minareter. Det gav problemer for muslimernes helligste moské i Mekka, der som den eneste ellers havde 6 minareter. Da sultan Ahmet I blev bekendt med sin arkitekts storslåede planer, sendte han straks en arkitekt til Mekka. Han skulle opføre en syvende minaret for at undgå religiøse konflikter.

Går man ud af udgangen fra den indre gård lige overfor hovedindgangen til moskéen, så kommer man ud på det, der i romertiden var Hippodromen, altså hestevæddeløbsbanen. Det er en plads nu, men man kan godt se, hvordan den har været tidligere. I sine velmagts dage, under Konstantin den Store i 4. årh. AD, var der på tilskuerpladserne plads til 100.000. De var delt i to grupper, de blå og de grønne, der ikke kun i sportslig henseende holdt på hver sine heste, de dækkede også over politiske bevægelser, så der kunne ofte være ballade her. I den bagerste ende, hvor væddeløbshestene vendte, står en opmuret obelisksøjle, som byzantinerne selv byggede og beklædte med bronzeplader; den blev dog stjålet af deres trosfæller, korsfarerne i 1024.
Lidt nordligere står resterne af et græsk sejrsmonument, Slangesøjlen. Den var engang en del af et gyldent kar, som understøttedes af 3 snoede bronzeslanger og som skulle fejre, at den Hellenesiske Sammenslutning (som bestod af de græske bystater Athen, Sparta, Corinth og Megara) sejrede over Perserne ved Platea i år 479 BC.

Slangesøjlen havde stået foran Apollon’s tempel i Delphi fra da af og indtil Konstantin hentede den til Hippodromen omkring 330 AD, altså i næsten 800 år. Slangehovederne er også siden blevet stjålet, enten under det 4. korstog eller af en polsk ambassadefunktionær en aprilnat år 1700. (se en model af slangesøjlen nederst på siden under det tyrkiske kunstmuseum).

Lidt yderligere mod nord står en stor obelisk fra Egypten. Den blev fremstillet af Farao Thutmoses III i ca. 1500 BC og rejst i Amon-Ra’s tempel i Karnak. Kejser Theodosius fik den bragt til Konstantinopel og opstillet på hippodromen i 390 AD. Af transporthensyn blev obelisken kortet af til 20 m, men den menes at have været 60 m lang, hvilket vil være lidt af en sensation, da den højeste obelisk, der er fundet i Egypten er den liggende, ikke færdiggjorte, i granitbruddet i Aswan, og den er ’kun’ 42 m lang.

Nordligst står en lille, meget smuk pavillon, Kejser Wilhelms Brønd, som er en venskabsgave til sultan Abdül Hamit II under et statsbesøg i 1901.

Så havde vi vist også set nok for i dag, og vi gik hjem og sove.

Fre 07 sep Endnu en spændende dag tegner sig. Vi ville hen og se den Blå Moské indvendig, men det viste sig at der var en kilometerlang kø både for de troende og for turisterne, så vi ændrede hurtigt mening og gik ud til hippodromsiden, hvor vi kunne kigge på de fire seværdigheder fra i går.

Så er der jo et andet ’must’, nemlig Den Store Basar.

På vejen derhen kom vi forbi en kirkegård for sultaner m.m. samt endnu en moské.
Den Store Basar er virkelig stor, der er over 4000 butikker og med dens flere kilometer gadenet, er det en hel by, som man let kan fare vild i. Skønt det bogstaveligt talt er en kæmpemæssig turistfælde, er den absolut værd at opleve. Den startede oprindeligt omkring en bedesten (overdækket område eller marked) bygget under Mehmet Erobreren og voksede efterhånden idet de omkringliggende butikker så deres fordel i at ligge i det overdækkede område, hvor der kunne handles uanset vejret.

Det var noget af en labyrint, men det lykkedes os dog til sidst at finde ud, og på vejen hjem kom vi forbi flere moskéer, hvor der var fulde huse - det er jo fredag i dag. Men vi skyndte os hen til vores lille park og fik os en omelet, inden vi drog hjemad til kaffen og terrassen. Om aftenen gik vi igen til den Blå Moské, for vi ville finde ud af, hvornår lysshowet ville være der, men desværre, det var stoppet – og det havde det været de sidste 2 år. Så prøvede vi igen at komme ind i Moskéen, og denne gang
var der næsten ingen turister og vi, der var, fik lov til at gå ind ad hovedindgangen. Den var rigtig flot, og der var ganske mange fliser, men de var ikke allesammen særlig blå, men specielt den blå ring i kuplen og selve kuppelspidsen var da fint blå. Vel ude igen skråede vi over den store plads og gennem en lille park og ned ad Divan Yolu, hvor vi tidligere på dagen havde set noget dejlig mad. Her spiste vi, og skød så ’genvej’ gennem en hel masse små gader hjem til hotellet.

Lør 08 sepI dag besluttede vi os for at tage over på den anden side, ikke af Bosperusstrædet, men af Det Gyldne Horn. Fra vores side kunne vi se et gammelt tårn derovre, som hedder Galatatårnet.

Fra tårnet kunne vi nyde en meget flot udsigt til vores område, den gamle bydel. At køre med byens sporvogne var meget nemt, vi skulle bare først lære deres poletsystem at kende, og det var nemt, for for 3 Lira kan man i en automat trække en polet, som man kan køre for én vej, lige til man står af, og så dernæst bare betale med poletten og tage sporvognen lige udfor vores hotel og køre 3 stationer. Der var dog også lige nogle stejle gader og en masse trapper, men til sidst nåede vi da tårnet.

Galata-tårnet er bygget i 1348 og har overlevet adskillige jordskælv og er blevet restaureret flere gange. Men det har også tykke mure. Forneden er de 3,75 m i tykkelse og foroven 20 cm, så det har virkelig en solid fod at stå på. Fra toppen af tårnet er der udsigt til byen hele vejen rundt.

Og her 66 m over havet var der virkelig en fantastisk udsigt og det var let at udpege Topcapi, Aya Sofya, Den Blå Moské m. fl. alle nogle steder, vi allerede har besøgt, samt nogle, vi også gerne vil se, for moskéerne rager op over alle de andre huse. Vi valgte at spadsere tilbage, da der ikke er slet så langt, som vi troede. På Galata-broen var der mange lystfiskere. Udfor broen ligger en moské, Yeni Camii, den Nye Moské.

Yeni Camii var 60 år om at blive bygget og 3 forskellige arkitekter nåede at arbejde på den. Byggeriet blev sat i gang i 1597 af Safiye, mor til sultan Mehmet III. Kun 6 år senere døde sultanen og sultanmoderen mistede sin position og sine penge. Den første fredagsbøn blev afholdt disse 60 år senere, da sultanmoderen Turhan Hatice havde gjort byggeriet færdigt.

Den første arkitekt var elev af Sinan og moskéen fik samme grundplan som Sinans Süleimaniye Camii. De to næste fulgte planen i store træk og resultatet er ganske pænt.

Lige ved siden af den ligger den egyptiske basar, som oprindelig blev oprettet som støtteforanstaltning til vedligeholdelsen af Yeni Camii. Den har nu vokset sig stor og vejen mellem den og den Store Basar er eet stort bånd af butikker, som danner en veritabel labyrint, som det er svært at slippe ud af igen. Her vovede vi os dog ind, for det var den nærmeste vej til vort næste mål, Süleymaniye Moskéen. Det lykkedes at slippe igennem lørdagstravlheden og frem dukkede moskéen. Meget belejligt lå en dejlig restaurant lige her, hvor vi manglede den mest, og vi kunne dejse om og få lidt god mad – dog ingen øl så tæt på en moské.

Süleymaniye-komplekset er den berømte arkitekt Sinan’s mesterværk, et smukt, lyst og let rum, hvor alle bedende oplever at være under kuplen og lige meget i centrum. Ellers ligner grundplanen Aya Sofya’s hvor han dog her søger at camouflere de store, lidet dekorative men nødvendige stræbepiller med smalle gallerier. Bag moskéen ligger Süleyman den Prægtige og hans hustru Roxelane begravet. Komplekset består i øvrigt af 7 medresser (præsteskoler), grundskole, karavanestation, hospital, hammam, fattigkøkken og butikker. I fattigkøkkenet vest for moskéen er indrettet en charmerende restaurant med osmanniske specialiteter og priser, der ikke er for de fattige. I det vestlige hjørne af komplekset er Sinan begravet i et lille mausoleum, der forekommer ydmygt for en kunstner af hans format, men i virkeligheden er det en stor ære, der ikke overgik nogen anden osmannisk arkitekt, at blive gravlagt ved kronen på sit livsværk, 99 år gammel og eksperimenterende og genial til det sidste.

Ved nærmere at studere kortet viste det sig, at vi ’bare’ skulle finde den rette vej gennem basargaderne, så mundede den lige ud i vores gade, og det gjorde vi så og snart var vi hjemme ved kaffen og terrassen. Før aftensmaden gik vi hen til et Airport shuttle point, vi havde lagt mærke til tidligere. Her kunne man bestille transport til lufthavnen for bare 10 euro for os begge, hvor vi gennem hotellet havde bestilt afhentning i lufthavnen for 25 euro, men sådan lærer man jo hele tiden og den kloge narrer den mindre kloge osv.

Maden fik vi i nærheden, hvor vi lod os overtale af en dygtig ’indfanger’, som ville vædde med os om hvilket land, vi var fra. Gættede han forkert, var maden gratis og det lod vi os jo lokke af. Han gættede naturligvis rigtigt, for han havde arbejdet i flere år i Alanya, hvor det vælter med danske turister, og han kunne derfor næsten tale fint dansk. Nå, det gjorde ikke noget, for maden var udmærket, så alle var glade.

Søn 09 sep Efter en lidt langsom start, besluttede vi at se Valens-akvædukten. Det var jo den, der bragte vand til Basilika-cisternen,

som beskrevet ovenfor. Den ligger et stykke længere væk forbi Suleymanaya-moskéen, men den kendte vi jo den lige vej til, så vi fandt helt derud uden problemer. Men inden da, kom vi lige forbi endnu en moské, Sehzade Camii.

Sehzade Camii blev bygget af Süleyman den Prægtige i 1543 til minde om hans elskede søn, Mehmet, der døde kun 21 år gammel. Det var Sinans første moské, idet han tidligere kun havde arbejdet med militære bygninger, som frem for alt krævede funktionalitet. Så her sparede han ikke på detaljerne. Murenes lyse stenflader brydes af rødbrun terrakotta og minareterne og afslutningerne på de store piller har detaljerede relieffer, som ikke ses på hans senere værker. Desuden har kirken et meget roligt udtryk, idet der ikke er en eneste blå flise. Selve opbygningen af moskéen er meget enkel, en stor kuppel med 4 lige store halvkupler.

Vi travede videre herfra og nåede akvædukten, som der står nogle små løse stykker af her og der og helt fremme ved Atatürk Boulevard er det største stykke på ca. 650 m meget flot i 2 etager med vejen passerende under sig. I baggrunden noget af byen ned mod Det Gyldne Horn.

Valens-akakvædukten er allerede beskrevet under Basilika-cisternen, men her kan tilføjes, at i modsætning til de byzantiske kirker, som blev bygget om, for at leve op til Islams krav, så blev akvædukten brugt, som den var bygget og både byzantinske kejsere og osmanniske sultaner holdt den i god stand, og den var i brug til sidst i 1800-tallet. Det er da flot, at den har kunnet bruges i 1500 år.

Nu var vi lidt usikre på, hvor meget mere, vi skulle kaste os ud i, for Jette døjer med sit ben og der var lang vej til den næste seværdighed, som vi havde udset os. Lige hvor den store Fevzi Pasa Caddesi passerer over Atatürk Boulevard besluttede vi os for at gå hen til en park på et af hjørnerne og sætte os og tænke. Der var fodgængertunneler, så der vovede vi os ned, og det viste sig, at her var en kæmpe cykelforretning, som man måtte igennem for at komme videre. Der var også busstoppested og servering af friskpresset juice, så vi gjorde et lille ophold i al larmen, fik lidt juice og skyndte os op igen. I parken besluttede vi os for at tage en bus og håbe på at komme så tæt på en kirke, som var indrettet som museum og som havde nogle meget fine mosaikker. Så snart vi kom over på den anden side af vejen, så vi ned af en sidevej ikke bare en bid af akvædukten, men også en masse flag og bannere, så vi måtte bare ned og se, hvad det var. Det viste sig at være en vej med en bred græsrabat i midten og lange rækker af restauranter på begge sider.

Her kunne man se, at tyrkerne selv holdt til og der var da også ret hyggeligt. Da en tydelig fornemmelse i maven også gjorde det klart, at det vist var spisetid, så slog vi os ned det første og bedste sted. Det var lidt sjovt at lægge mærke til, at det stort set kun var midaldrende mænd, der sad rundt omkring og ingen kvinder overhovedet.

Efter måltidet gik vi tilbage til Fevzi Pasa Caddesi for at tage bussen videre frem. Vi kunne ikke finde ud af, hvordan billetteringen foregik, så vi tog bare chancen og steg på. Det viste sig, at de alle sammen havde et plastic-kort, som de holdt hen til en scanner, og sådan et havde vi jo ikke. Så blev vi bare viftet ind i bussen og en passager tilbød at bruge sit kort på os, og så kunne vi bare betale ham, så det gik jo fint. Vi har kun oplevet meget venlige og hjælpsomme tyrkere her og det er rigtigt dejligt. Nå, vi kom af nogenlunde det rigtige sted, i alt fald kom vi lidt for langt og prøvede at gå langs et stykke gammel bymur.

Landmuren blev bygget af den byzantinske kejser Theodosius II i begyndelsen af det 5. årh. Det var et enormt forsvarsværk, der i de næste 1000 år beskyttede det byzantinske kejserdømme. Den inderste mur var over 10 m høj, ca. 4 m tyk og havde 96 tårne. Ydermuren var 8,5 m høj og imellem de to var en 20 m bred voldgrav, som i krigstid blev fyldt med vand fra Marmarahavet. Muren strækker sig 6,5 km fra Marmarahavet til Det Gyldne Horn og må have været et frygtindgydende syn for potentielle fjender. Det lykkedes da også kun 2 gange for fjendtlige hære at bryde igennem murene. Første gang i 1204, da korsridderne indtog byen og smed kejseren på porten. Anden gang var i 1453, da Mehmet Erobreren indtog byen.

Ja, vi skulle selvfølgelig også prøve at klatre op på den, og på den anden side så vi en masse tyrkere gøre klar til hanekamp, som åbenbart var en yndet søndagsbeskæftigelse her. Vi skyndte os ned igen og fandt efter noget besvær vores museum, som hedder Kariye Camii Müzesi eller Chorakirken.

Kirkens historie kendes ikke til bunds. Den er blevet ombygget flere gange siden den sidst i det 11. årh. blev opført som erstatning for en meget ældre kirke. Den sidste ombygning fandt sted ca. 1320, hvor de to forrum og selve kirkeskibet blev udsmykket med mosaikker og sidekapellet med malerier. Da kirken i 1511 blev konverteret til moské, blev udsmykningen dækket til og dermed godt opbevaret. I dag kan mosaikkerne og malerierne beundres som enestående eksempler på senbyzantisk kunst med deres mange fine detaljer, som giver dem et livagtigt, næsten dokumentarisk præg.

Blandt de mest interessante er:
Marias optagelse i himlen. Bag ligbåren står Jesus og holder sin mors sjæl, symboliseret ved et spædbarn.

Og billedet, der viser en lysende opstandelse, hvor Jesus trækker Adam og Eva op af deres grave. Bag Adam ses Johannes Døberen, David, Salomon m.fl.
Sidstnævnte regnes for et af verdens største kunstværker.

Så var det tid at vende næsen hjemefter og tid til at prøve at komme hjemad med bussen igen. Vi fandt et stoppested og her var en liste over hvilke busser der holdt her, og glad var jeg, da jeg fandt én, der kørte til Topkapi.

Det var linie 28 og der kom en masse andre busser, men til sidst dog en 28’er. Vi steg ombord, og buschaufføren havde ingen billetteringsmuligheder og vinkede os bare ind i bussen, så denne kom vi gratis med. Måske havde jeg læst forkert, for da bussen først kørte ned på Atatürk Boulevard og gav os et chok og siden

beroligede os igen, da den kørte langs Det Gyldne Horn og siden et chok til, da den kørte over Galata-broen og over på den anden side af Hornet. Så stod vi af og tog en anden sporvogn hjem til kaffen og terrassen, idet vi efterhånden trængte ret så meget til begge dele.

Efter denne lange tur tog vi det roligt og spiste til aften lige om hjørnet.

Man 10 sep En slappedag – havde vi planlagt, for nu har vi snart set alt det, vi vil se. Måske bare et museum mangler, men de er lukket om mandagen, så vi gik tur i havnen og kiggede på alle de både,

der sejler i rutefart mellem den europæiske del og den asiatiske del af Istanbul og alle de turistbåde, der sejler rundture, til Bosperusbroen og tilbage eller op og ned ad Det Gyldne Horn.

Ingen af turene lokkede dog nævneværdigt, så vi gik først tur under Galata-broen, hvor der er en masse restauranter og bagefter op i byen ved Den Egyptiske Basar, og ad vejene mellem den og Den Store Basar, hvor vi osede kraftigt. Da der var gået 5 timer siden vi drog hjemmefra, syntes vi, det kunne være nok og vendte næsen hjemefter mod kaffen og terrassen.

Tir 11 sep Nu er det vores sidste dag her i Istanbul og det passer meget fint, for vi har vist set alt, hvad vi satte os for, plus et par ting mere.

I dag har vi bare dasket rundt, været i Grand Basar igen, været på museum, Türkish and Islamic Art, og spist frokost i nærheden af den Blå Moské, så nu sidder vi atter med kaffen på terrassen på vores ’fine’ hotel, men med den gode udsigt. I aften spiser vi i nærheden af hotellet, pakker kufferten og er klar ved morgenvækningen kl. 04.00.
Det har været en dejlig tur og vi har set rigtigt meget, så nu er vi mætte og glæder os til at komme hjem.

Ons 12 sep Hjemrejse. Op kl. 04.00 klar i receptionen kl. 05.00, afgang til lufthavnen, ventetid, hjemme ca. kl. 12. Hjemturen er altid lang og kedelig, men det var ikke så slemt denne gang, da vi kun var 3 timer og 10 minutter væk hjemmefra - og vi havde noget at glæde os til, for der var sat solceller op på taget, da vi kom hjem.

Specielle uddybninger:
Den ikonoklastiske strid (726-843). At der kun findes få ikoner fra sen-antikken skyldes til dels det sarte materiale, som ikonerne laves af. Tidligt begyndte ikonerne at blive lavet på træplader - et sårbart råmateriale, som forvitrer i takt med århundredernes gang. Men den væsentligste grund til, at så få er overleveret til vores tid, er imidlertid den såkaldte ikonoklastiske strid.
I kristen kontekst er billeder af guddomme ikke uproblematiske. Kristendommen arvede en modvilje mod at afbillede sine guder fra det gamle testamentes forbud i 2. Mosebog. Forbuddet har betydet, at fremstillinger af kristne guder og helgener altid har balanceret på kanten af, hvad den officielle kirke kunne acceptere. På den ene side er Gud ufattelig, ubegribelig og desuden forbudt at portrættere. På den anden side har man i praksis ikke kunnet modstå fristelsen til at prøve. I løbet af 700- og 800-tallet opstod en egentlig bevægelse mod ikonmaleriet, Ikonoklasterne, 'Billedstormerne'.

Det betød, at kirken blev nødt til at formulere en nøjagtig afgrænsning af, hvilke billeder man ville tillade, hvilke man ikke ville og hvordan de tilladte billeder rettelig burde indgå i den kristne kult. Før den ikonoklastiske strid blev ikoner kun flygtigt nævnt i teologiske skrifter. Men under den ikonoklastiske strid voksede rækken af dogmatiske formuleringer om ikonerne proportionalt med kritikken af dem. Officielt brød striden ud i 726, da den byzantinske kejser Leon III udsendte en ordre om, at ikoner skulle fjernes fra kirker, gader og huse. På det tidspunkt udsmykkede man ikonerne med perler og juveler, og man brugte dem til at læge syge. Ligeledes skrabede man maling af ikoner og hældte det i nadvervinen, eller lagde ikonerne på brød, som derefter blev brugt til nadverritualet. Særlige fødsels-, bryllups- og begravelses-ikoner var også opstået på dette tidspunkt. Ved at forbyde ikonerne forsøgte kejseren udadtil at højne den religiøse moral, hvis forfald han og hans støtter, ikonoklasterne, mente truede befolkningen.

Istanbuls historie og befolkning
Istanbuls historie går langt tilbage. Vikingerne kendte byen som Miklagård. Grækerne Byzans og romerne Konstantinopel. Tyrkerne selv navngav byen Istanbul. Omkring 700 f.kr. bosatte græskerne fra Miletus og Megara sig omkring Bosporus-strædet samt Sortehavet. Byzans var en af de mange kolonier heromkring.
I 512 BC vandt Perserkongen Darius herredømmet over området. Men allerede i 478 BC vandt den græske flåde byen tilbage og byen blev en vigtig del af Det Deliske Forbund. I mange år var byen underlagt forskellige græske bystater. Herunder både Athen og Sparta. Da Makedoniens Alexander Den Store blev landets leder, blev den græske dominans gradvis svækket. Romerrigets fremmarch skete løbende, indtil Byzans var helt under Roms kontrol. Rom besluttede, at der skulle rejses en ny storslået romersk by under navnet Konstantinopel. I en årrække var byen hovedstad i det Østromerske Rige og i den periode blev der opført mange pragtbygninger. F.eks. Hagia Sofia, der kan besøges den dag i dag. Da Romerriget kom til sit fald, var Konstantinopel også truet og angreb på byen fra bl.a. bulgarere og islamiske imperier, blev stadig hyppigere. Byen holdt dog stand indtil 1204, hvor korsridderne trængte gennem de solide bymure.
Igen kom byen under byzantinsk herredømme i årene efter korsriddernes indtog. Dette holdt indtil 1453, hvor den osmanniske hær med Sultan Mehmet II i spidsen, indtog byen, som skiftede navn til Istanbul. Osmannerne konverterede store bygningsværker til det nye Istanbul,

bl.a. Hagia Sofia blev omdannet til en moské. De osmanniske sultaner spenderede store summer på militær i stedet for på at modernisere byen videnskabeligt, økonomisk og kulturelt. Det medførte at byen blev svækket i forhold til primært Europa. Interne stridigheder tog til og da Grækenland løsrev sig 1832, steg nationalismen i Albanien, Bulgarien og Rumænien.
Fra øst blev sultanerne også presset fra de arabiske områder. Ruslands stigende magt i Europa førte til Krimkrigen i 1853-1856, hvor det Osmanniske Rige sejrede i deres forsøg på at forsvare området. I starten af 1900- tallet steg den nationale selvopfattelse og makedonere, armeniere og græske cyprioter ønskede at frigøre sig fra Istanbul. Det osmanniske Rige allierende sig i 1.verdenskrig med Tyskland, hvilket blev skæbnesvangert for riget. Istanbul blev besat af engelske tropper og imperiet blev opdelt. I 1923 blev det moderne Tyrkiet til, efter et forsvar mod grækerne der angreb. For Istanbul blev den nye republik starten med en tid, hvor Ankara blev gjort til landets hovedstad. Landet ville gerne frigøre sig fra den rolle Istanbul havde haft den gang sultanerne havde byen som magtcentrum. I slutningen af 1900 tallet oplevede Tyrkiet en voldsom vækst i turismen og det igangsatte økonomien og har desuden været medvirkende til at Istanbul igen har styrket sin position i området. I dag hører byen nu til blandt Europas store metropoler og Istanbul er fortsat Tyrkiets største og mest dominerende by.

Miklagård og vikingerne
Mange danskere kom i vikingetiden og tidlig middelalder til Konstantinopel, og i det 9. og 10. århundrede angreb vikinger fra deres base omkring Novgorod og Kiev (bl.a. under ledelse af fyrst Oleg af Kiev) byen uden det store held, men det resulterede dog i, at der blev indgået nogle handelsaftaler parterne imellem. Det var traditionel politik i det østromerske rige at alliere sig med de farligste fjender, og det førte til, at man oprettede væringekorpset som vagter i Konstantinopel.
Byggestilen i den 5-tårnede Kalundborg kirke viser påvirkning fra Konstantinopel, og mange af de tidligste danske kalkmalerier rummer også tydeligt byzantinske stilelementer.
Miklagård var det navn, som især de svenske vikinger gav byen Konstantinope, som de for første gang ankom til i det 10ende århundrede.

Det var især de svenske vikinger, som rejste dertil som handelsmænd. Her handlede de på bazarer med arabere og grækere, som kaldte dem 'Rus'. Heraf kommer navnet Rusland.
Når vikingerne drog til Miklagård, så foregik rejsen på følgende måde: De kunne drage ud fra Birka (stor svensk by (ca. 1000 indbyggere)) eller Sigtuna og sejlede så over Østersøen via den Finske Bugt til Ladogasøen i det nuværende Rusland. Fra Ladogasøen fortsatte rejsen ad floden Volga til dens udspring. På vejen passeredes Holmgård eller det nuværende Novgorod. Ved Volgas udspring måtte man drage over land til floden Dnepr, hvor sejladsen kunne fortsætte. Dnepr fulgtes til Sortehavet, hvor man passerede Kønugård eller nutidens Kiev. På Sortehavet sejlede man langs kysten til man nåede Miklagård .
Vikingerne kom til Miklagård før Leif den Lykkelige betrådte Nordamerika og sikkert også før Erik den Røde ankom til Grønland.

Læsestof om vikingetiden:
Frans G. Bengtsson: Røde Orm (saga om vikingetiden)
Mika Waltari: Johannes Angelos (Hans dagbog under belejringen af Konstantinopel i 1453)