Israel og Jordan 4-14. marts 2010

Arrangeret af Kristeligt Dagblad og Unitas Rejser. Rejseleder Mogens Hansen og lokal guide Lise Khoury.

Hvis man vil nøjes med at se billeder, så brug knappen - og klik på billederne og klik en gang mere på 'DiasShow' for at stoppe DiasShow

Tor 4. mar Op kl. 4 og så derudaf. Vi havde ventet et stort sikkerhedscheck for at komme til Israel, men det var ikke værre end normalt. Mellemlanding i Wien og sikkerhedscheck igen inden afgang til Israel. Denne gang jo ud af EU, men heller ikke noget særligt. Fremme i Ben Gurion lufthavnen i Tel Aviv kl. 14.30 lokal tid (=DK + 1 time).

Vi kørte straks videre til Jerusalem, 43 km, og blev installeret på The Knights Palace, hvor vi skal have 3 overnatninger. Vores hotel ligger i den gamle bydel, faktisk lige på indersiden af bymuren og ikke langt fra Gravkirken, som vi lige gik en lille tur ned til inden aftenmødet på hotellet. Det formede sig som en velkomst og en lille oversigt over, hvad der skulle ske de næste dage. Desuden fik vi et lille foredrag af Søster Abraham (Kirsten Stoffregen Petersen), som fortalte om de forskellige kristne trosretninger hernede, om deres indbyrdes kamp om de 'rigtige' steder og om, hvor ligegyldigt det i virkeligheden er, om Jesus har gået eller stået her eller der. Vores rejseleder, Mogens, ville gerne have en lille aftensang, og den fik han i hotellets gårdhave. Vi synger faktisk ret godt, så det lover fint for de næste dage, for han havde lavet et lille sanghæfte til hver, så vi har lidt at tage fat på.

Jerusalems historie. Siden de første gedehyrder bosatte sig på en frugtbar højslette i det nuværende Israel for omkring 7000 år siden, har europæiske og arabiske herskere kæmpet om Jerusalem. Byens strategiske beliggenhed og religiøse betydning har haft altafgørende indflydelse på dens barske skæbne. På 3000 år er den blevet angrebet 52 gange, erobret 44 gange, belejret 23 gange og jævnet med jorden 2 gange. Og den har været under israelsk, babylonisk, græsk, romersk, byzantinsk, arabisk, tyrkisk, egyptisk, kristent, osmannisk og britisk herredømme.

5000 BC  Arkæologiske fund viser permanent beboelse.
4000 BC  Byen nævnes i egyptiske skrifter for første gang.
1000 BC  Kong David forener israels stammer og gør Jerusalem til sin hovedstad. Han påbegynder et tempelbyggeri, som kong Salomon færdiggør.
  586 BC  Efter kong Salomons død ca. 930 BC splitter borgerkrige Israel og i 586 BC erobrer den babylonske konge Nebukanesar 2. det svækkede rige. Han lægger Jerusalem i ruiner og brænder Salomons tempel ned til grunden.
                 50 år senere påbegynder jøderne opførelsen af det 2. tempel. Læs mere herom lidt senere.
    30 AD  I år 37 BC indsætter romerne den jødiske Herodes som lydkonge i Israel. Han befæster hovedstaden med tykke mure og opfører en række prægtige paladser. Der bor ca. 200.000 mennesker i byen.
                 I år 6 AD overtager romerne kontrollen med Jerusalem og de omkringliggende landområder. I samme periode bliver Jerusalem centrum for kristendommens fødsel, da Jesus af Nazaret begynder at prædike. Han korsfæstes ca. år 30 AD.
    66 AD  Uroen ulmer i det romersk-besatte Israel og utilfredsheden kulminerer, da den gale kejser Caligula beordrer statuer af ham selv sat op i templer over hele romerriget.
                 Som de eneste nægter jøderne og i 66 AD udsletter oprørere Jerusalems romerske garnison. Rom vender tilbage med 60.000 soldater, der river byen ned og forbyder jøder adgang til den fremover.
  638 AD  Efter romerrigets fald erobrer byzantinerne Jerusalem og gør byen til den helligste i den kristne verden. Jøderne har kun adgang een gang om året. i 638 AD erobres Jerusalem af muslimske styrker.
                 De opfører Klippemoskeen på stedet, hvor Muhammed - ifølge koranen - farer til himmels og får en del af sin religiøse indsigt.
 1071       Fra 1071 kæmper tyrkere og egyptere indædt om Jerusalem. Under kampene bliver kirker lagt i ruiner og kristne har svært ved at rejse hertil. Bl.a. derfor kalder pave Urban 2. i 1095 til korstog.
                 Fire år senere erobrer korsfarerne Jerusalem og dræber over halvdelen af byens på det tidspunkt kun 70.000 indbyggere. I de næste 4 hundrede år kæmper kristne, muslimer og tatarer om byen, som krig og pest reducerer til en ubetydelig provinsby.
 1517       Nu erobrer et Osmanniske Rige Den Hellige Stad. Sultan Suleiman den Store genopbygger i løbet af 1500-tallet Jerusalem, som bliver regionens smukkeste by. Samtidig deler han byen i et jødisk, kristent, armensk og muslimsk kvarter.
                 I de næste 400 år lever byens 15.000 indbyggere i fred.
 1917       Det svækkede Osmanniske rige går ind i 1. Verdenskrig på tyskernes side i håb om igen at blive en stormagt, men de taber store landområder og i 1917 erobrer briterne Jerusalem.
                 Jødiske immigranter fra hele verden strømmer til byen og kampe mellem arabere, jøder og briter hærger hele Palæstina. Jødernes krav om selvstændighed vokser.
 1948       Efter årevis med terrorangreb opgiver Storbritannien Palæstina i 1948. Samme år deler FN området i en palæstinensisk og en israelsk del. En krig mod de arabiske naboer sikrer Israels overlevelse og Jerusalem bliver delt i en israelsk og en jordansk del.
 1967       Under 6-dages-krigen fordriver israelske soldater den jordanske hær fra Østjerusalem og samler byen efter 450 års splittelse. Jøderne har nu kontrol over Tempelbjerget, hvor Salomons første tempel blev bygget 3000 år tidligere.
                 Den eneste tilbageværende del af Det Andet Tempel, Grædemuren, er nu også på jødiske hænder.

Fre 5. mar   Bytur. Ud af Jaffa-porten og ned til bussen, som ikke kan køre i de smalle gader, men den holdt så tæt, den kunne komme.

Den bringer os til toppen af Oliebjerget, hvor vi besøgte Pater Nostre-kirken, Fader-Vor-Kirken, hvor denne bøn er skrevet på 60 sprog på store keramiktavler på væggene. I kirkens grotte siges det, at Jesus lærte sine disciple fader vor (Matt 6.9-13, Luk 11.2-4). Herfra gik vi hen til et udsigtspunkt, hvor man kan skue ud over hele Jerusalem. Et meget flot syn, hvor man kan se, at Jerusalem let kan konkurrere med Rom, som 'kun' blev bygget på 7 høje - her er mange flere. Ned af selve Oliebjerget er der i hundredvis af gravsteder. Jøderne mener, at på opstandelsens dag, som jo er dommens dag, ja, der begynder man med dem, der ligger her, så det er vigtigt at komme først(?).

Vi går ned af Oliebjerget ad Palme-søndag-stien, den som Jesus fulgte, da han på denne dag red ind i Jerusalem. Første stop her er Domus Flevit, Tårernes Kirke, som er bygget der, fordi Jesus stoppede her og tænkte over alt det, han nu skulle igennem, når han trådte ind af byporten og græd over Jerusalem (Luk 19.41-44).

Ved foden af Oliebjerget ligger Gethsemane Have. Her findes gamle oliventræer, som kan have stået der, dengang Jesus færdedes her. Der var bygget en kirke her, som ialtfald ikke var gammel, men fra 1920'erne bygget med tilskud fra alverdens lande (og kaldes derfor - udover Gethsemane Kirke - også for Alverdens Nationers Kirke).

100 m herfra ligger Mariæ Gravkirke fra 1130 med korsridderfacade. Den er delt mellem de græsk-ortodokse og armenierne, men syrerne og kopterne kan også holde gudstjeneste her.

Herfra kørte bussen os op så tæt til en indgang i bymuren som muligt, og vi gik så ind i byen igen ad Løveporten. Et stykke henne ad gaden drejede vi ind til Bethesda Dam, oprindeligt et regnvandsreservoir fra det 8. årh. BC, men senere omkring det 1. årh. BC omdannet til et romersk badeanlæg med tilhørende tempel for guden Asclepieion. I den byzantinske periode blev templet konverteret til en kirke. Da Saladin regerede blev den omdannet til en skole.
Senere under Ottomanerne fik Dronning Viktoria valget mellem at få Bethesda-området eller Cypern. Hun valgte Cypern og området blev i stedet foræret til Frankrig i 1856.
Dette er stedet, hvor Jesus sagde til den lamme mand: "Rejs dig, tag din båre og gå" (Johs 5.1-14).

Franskmændene bygger den nuværende Sct. Anna Kirke uden at ødelægge Bethesda dam. Kirken har en meget smuk akustik og det kunne vi jo ikke stå for, så vi sang en salme fra Mogens’ sanghæfte.

Herefter gik vi videre ad Via Dolorosa, smertens vej. Det er et af kristendommens helligste steder og er vejen, som Jesus tilbagelagde fra Pontius Pilatus’ domfældelse (1. station) til Golgata (14. station), hvor dommen eksekveredes i form af korsfæstelsen.


Vi følger med hele vejen, men undervejs passerer vi Zion-søstrenes kloster, hvorunder der ligger et stort vandreservoir fra Herodes tid med tilhørende akvadukter. Desuden så vi her et stykke gammel romersk gadebelægning, hvor man kunne se, hvordan man har fordrevet tiden med spil, ridset ned i den bløde sandsten.Nu er vi nået frem til station 3, men inden vi så på den, var vi inde på en lille hyggelig restaurant og spise pizza, som Mogens havde bestilt i forvejen, så det var parat, når vi kom. Vi var godt sultne, og det var en rigtig god pizza, så den forsvandt hurtigt. Der var iøvrigt lidt panik her, for der opstod nogle uroligheder udenfor moskéen, der lå overfor Zion-søstrenes kloster, som vi lige havde passeret. Der kom politi og der blev kastet tåregas, men vi slap ind på cafeteriet og det hele var hurtigt overstået. Station 3 var et lille kapel på det sted, hvor Jesus falder med korset første gang.


Ved 5. station på Via Dolorosa ser vi et aftryk af en hånd på muren. Her mener man, at Jesus har støttet sig for ikke at falde.

Ved 9. station var vi inde og se den koptiske kirke, Sct. Mikael, med maleriet af dronningen af Saba’s besøg hos Kong Salomon (1 Kong 10.1-13). Gennem denne kirke kommer man lige ud på pladsen foran Gravkirken, som indeholder de resterende stationer 10-14.

Golgata som sådan er altså fuldt udbygget og eksisterer ikke mere. Kejser Hadrian opførte i 135 et venustempel her over Jesu grav for at standse al kristen valfart, men da den kristne kejser Konstantin’s mor, Helena, rejste rundt i 325 for at få udpeget de hellige steder, blev hun vist dette sted og i 335 blev venustemplet erstattet med en basilika, men den blev ødelagt og genopbygget flere gange indtil korsfarerne opførte deres kirke i 1099-1149. Uanset brand i 1808 og jordskælv i 1927 er det den kirke, man ser i dag.
6 kristne trosretninger strides om kirken og dens kapeller: græsk-ortodokse, romersk-katolske, syrisk ortodokse, armenisk-ortodokse, egyptiske koptere og etiopere. Det har vist sig bedst, at kirkens nøgler er i to muslimske familiers varetægt. Det har de været siden 1246.

Hver trosretning har sit område, nøje defineret helt ned til grænselinier på gulve og søjler og alle har et skema, som viser rettigheder til at være på de andres område på specielle tidspunkter.

Fra Gravkirken er der kun en 10 min gang hjem til vores hotel. Her fik vi lige en times hvil, inden vi gik en tur igen. Denne gang til grædemuren. Sabbatten er lige begyndt og det giver ekstra kulør, at alle jøderne er klædt i deres stiveste puds. Det var en stor oplevelse at se valfarten hen til grædemuren.

Templet i Jerusalem (hebr: בית המקדש "Bet HaMikdash") var jødernes vigtigste helligdom i antikken. I følge klassisk jødisk overbevisning det primære opholdssted for Gud på jorden. Det lå på Tempelbjerget i Jerusalem og blev i følge Bibelen opført i det 10 årh. BC af Kong Salomon (1 Kong 6-7). Salomons Tempel blev ødelagt af af babylonerkongen Nebukadnesar i 586 BC. Templet var opført efter Tabernaklets forbillede og blev bygget som et langhus i forbindelse med det kongelige palads i vestsemittisk stil. I det Allerhelligste stod Pagtens Ark, der i følge overleveringerne rummede stentavlerne med De 10 bud, foruden to keruber, der forestilledes at stå ved Guds trone.

Templet blev siden genopbygget, kaldet Det Andet Tempel, bygget i 515 BC. og flere hundrede år senere renoveret og udvidet af Herodes den Store. Templet stod indtil 70 AD. hvor det blev ødelagt af den romerske hærfører Titus under den Første jødisk-romerske krig. Tempelpladsens vestmur, grædemuren, er i dag eneste tilbageværende vidnesbyrd på jødernes tempel, og regnes for jødedommens helligste sted. Muren kaldes grædemuren fordi det var her jøderne begræd ødelæggelsen af templet. Selve bedepladsen foran muren er delt i en mande- og en kvindeafdeling.

Ved tempelpladsen ligger også en af de største og helligste moskeer i den muslimske verden, Al-Aksa-moskeen, men ikke-muslimer kan ikke komme ind i den for tiden, takket være stridigheder mellem jøder og muslimer. Den menes at ligge delvis ovenpå Salomons tempel, hvorfor en af korsfarernes ridderordener, der efter 1099 slog sig ned her, kaldte sig Tempelriddere. Der har været flere og større udgaver af den, men den nuværende kan rumme 4-5000 bedende.

Aftenen sluttedes af med et foredrag af Ulla Sandbæk, tidl. medlem af Europaparlamentet. Hun fortæller om The Art Of Living, om livet i de palæstinensiske områder og om palæstinensernes problemer med israelitterne, som hellere ser deres hæl end deres tå.

Lør 06 mar   I dag kører vi sydpå til Det Døde Hav. På vejen holder vi lige et øjeblik for at se de huler i Qumran, hvor dødehavsrullerne blev fundet i årene 1947-56.

Det drejer sig om flere end 800 skriftruller fundet i 10 forskellige huler. De ældste er fra 3. årh BC og de yngste fra omkring 68 AD.

Herefter kørte vi til Masada.

Masada er en fæstning, der ligger på en næsten 400 m høj klippe med stejle sider i Negevørkenen ved Det Døde Hav. I årene 161 – 143 BC. blev der bygget et lille fort på toppen af klippen. Imellem årene 37 og 34 BC. lod Herodes den Store bygge et palads i den ene ende af plateauet og sikrede sig, at resten blev godt befæstet. Fæstningen måler over 700 m fra nord til syd og over 350 m fra øst til vest.

Myten om Masada fortæller, at under den Første jødisk-romerske krig, hvor jødiske seperastister kæmpede mod den romerske overmagt, erobrede jøderne Masada fra romerne i år 66 AD. I år 72 begyndte en romersk armé på 15.000 mand under ledelse af prokuratoren Flavius Silva og tiende legion at belejre fæstningen, hvor der da var næsten 1000 mænd, kvinder og børn. Mændene i fæstningen bliver i beretningen kaldt zeloter. Først i år 73 kunne romerne indtage Masada; men som en sidste udvej begik forsvarerne kollektivt selvmord - hellere det end at havne i romernes hænder. Denne hændelse gjorde Masada til en symbol for det jødiske modstand mod al fremmed herrevælde. Indtil for nylig afgav de israelske jægersoldater deres troskabsed på dette symbolske sted. Forskningen har dog vist, at mytens historiske korrekthed er meget tvivlsom. Jøderne på Masada var ikke Zealot's men Sicarii's, som var frygtede for deres mange politiske attentater. De flygtede ikke fra Romerne, men blev drevet ud af Jerusalem af andre jøder. Gruppen på Masada var altså ikke frihedskæmpere men attentatmænd, som i løbet af deres ophold på Masada myrdede og plyndrede løs i omkringliggende jødiske landsbyer for egen overlevelses skyld. Gruppen var f.eks. ansvarlig for en uhyggelig massakre ved Ein Gedi. Den romerske belejring af Masada varede desuden kun 4-8 måneder, og det er tvivlsomt, om der var egentlige kampe i denne periode.

Vi spiste frokost ved den sydligste ende af Dødehavet på en udendørs restaurant helt nede ved vandet. Og så skulle vi da prøve det.. Det var helt utroligt.

Vandet har en saltholdighed på 30% plus en mængde mineraler. Saltholdigheden er stigende, da mange tilløb til søen bliver opsamlet undervejs og der er ikke noget udløb. Desuden er fordampningen stor (temperaturen var da også over 30 grader, da vi var der), så det betyder alt i alt, at vandstanden falder med 1,2 m om året. Flere kursteder, som før lå ned til vandkanten, ligger nu langt inde på land og er lukkede. Søen er jordens lavest beliggende punkt, ca. 400 m under havets overflade. Den er 80 km lang og 18 km på det bredeste sted og dybeste sted er 433 m.
Den høje saltholdighed gør det umuligt at synke. Selv jeg kunne flyde uden problemer. Man kan endog krumme sig sammen og alligevel flyde ovenpå. Man kan ikke svømme, for vandet er ligesom trægt og olieagtigt – en meget mærkelig fornemmelse. Bagefter satte vi os op i restauranten med en øl og nød solen og varmen.

Herfra kørte vi langs Dødehavet til Jeriko, som var vores sidste stop for i dag. Jeriko er måske verdens ældste kontinuerligt beboede by fra 11-8000 år BC. Mange bibelske personer forbindes med den.

Joshua væltede byens mure ved at blæse i trompeter (Jos 6.15-20)(men samtidig fik de måske hjælp af et jordskælv – der har været 30 de sidste 2000 år), Profeten Elias gjorde det dårlige vand sundt med salt (2 Kong 2.18-22), Johannes døberen døbte Jesus (Luk 3.21-22), Jesus helbredte den blinde (Luk 18.35-43) og den lille overtolder Zakæus sad i træet og ventede på Jesus (Luk 19.1-10).

Her i den nordlige del af Jeriko har man fundet 23 lag byer. Vi så resterne af et tårn opført af sten og jord fra 11-8000 BC. Lidt oppe af bjergsiden på Fristelsernes bjerg ligger et kloster, kaldet de 40 dages kloster. Det er et af landes ældste klostre og har været beboet siden 300-tallet. Det ligger omkring den grotte, hvor Jesus fastede i 40 dage og blev fristet af djævelen (Luk 4.1-13).

Herefter var der kun 38 km’s kørsel tilbage til Jerusalem, hvor vi fik os en times pause inden aftensmaden. Dagen sluttede med aftenforedrag/diskussion med besøg af Allan Sørensen, journalist ved Kr. Dagblad og Jacob Melchior. Sidstnævnte repræsenterede det jødiske religionssynspunkt i en spændende debat om israelitternes fremfærd mod palæstinenserne.

Søn 7 mar Tidligt op kl. 5.30. Vi havde besluttet at se Gravkirken igen. Denne gang uden de mange turister – og så skal man være tidligt på færde. Vi oplevede en lille ceremoni med kor og orgelspil omkring Jesu grav, men vi fik ikke lov til at komme helt ind til graven, men kunne dog stå lige udenfor og kigge ind, så det var helt ok. Han er der jo heller ikke!

Efter morgenmaden drog vi afsted mod syd gennem Helvede

(af det bibelske ord «Gehenna», der er navnet på en dal syd for Jerusalem. I denne dal blev der i året 622 BC ofret til en gud kaldet Molok. Både piger og drenge blev slagtet og brændt til ære for denne gud. Da en konge (Josias) forbød at dyrke andre guder end Israels Jahve, blev dalen gjort religiøst «uren». Der stod for fremtiden skræk om stedet, og dalen blev brugt som losseplads).

Og da vi kørte ind gennem kontrolposten ved Betlehem (der er palæstinensisk zone), sang vi ’Her kommer Jesus dine små, til dig i Betlehem at gå’. Det er et forbandet system, israelerne har bygget op, med en 8 m høj mur omkring de palæstinensiske områder. Man skulle tro, at de havde lært noget af koncentrationslejrenes hegn og pigtråd og Berlinmuren, men nej, de klør på, som intet var hændt. Nå, det hele er mere kompliceret end som så, så det lader jeg ligge for nu. Måske skyldes det, at deres religiøse basis, deres bibel Toraen, kun omfatter 1. til 5. Mosebog, som jo beskriver en revsende, hævnende Gud, som hylder øje for øje, tand for tand-princippet (altså rent dyrerige (efter Martinus)) og som helt mangler Jesu lære om næstekærlighed og tilgivelse. En jøde anerkender ikke Det Nye Testamente som en del af Bibelen, fordi man ikke anerkender, at historien om Jesus er en videreførelse af Guds historie med mennesker. Som jøde betragter man Jesus som en profet, men ikke som Guds søn og Messias. De venter stadig på den Messias, der skal komme.

Vi kørte først til en fin butik på den gamle hovedgade, hvor vi kunne handle alt fra ikoner og oliventræsfigurer til smykker i sølv og guld. Lige i nærheden viste Lise os et enkelt stakkels hus, som havde fået den grimme mur på 3 sider. Derefter kørte vi til det lutherske Internationale Center, som gør et stort arbejde for palæstinenserne og især for kvinder. Der var udstilling af forskellige håndarbejder og smykker. I kælderen var en grotte, som kunne være sådan en, som Jesus blev født i, da en stald er meget usandsynlig her, mens der er masser af grotter.

Så gik turen gennem byen til Jesu Fødselskirke, der som sædvanlig er en kombination af flere trosretninger, her dog kun 3. I 1858 lavede den osmanniske sultan en status-quo-aftale, hvor der med millimeternøjagtighed står skrevet, hvilken del der tilhører hvem – og den gælder endnu. På begge sider af højalteret fører en smal stentrappe med til fødselsgrotten. Her viser en stor sølvstjerne i gulvet stedet, hvor Jesus blev født. Klods op ad Fødselskirken ligger fransiskanerkirken Sct. Katarina, hvorfra der julenat transmitteres højmesse til hele verden.

Herfra blev vi samlet op af bussen, som kørte os ud til Betlehems marker, hvor vi spiste frokost i et beduinertelt. Det var nu ikke helt et telt, som vi havde forventet (dvs. et, som man kan tage ned og flytte), men et med mure og kun med taget af teltdug. Det lå her, hvor man mener, at hyrderne gik julenat og hvor englene sang for dem og bad dem gå ind til Betlehem og besøge det nyfødte barn. Markerne så heller ikke ud, som forventet og der var selvfølgelig en standende diskussion om, hvor det nu præcis var, de lå, for lidt længere fremme lå et katolsk kloster, som mente, at det lå på det rigtige sted, og lidt længere henne igen lå en protestantisk mission, som mente det samme.


Så kørte vi tilbage mod Jerusalem, for vi skulle se The Holocaust History Museum, Yad Vashem.

Her vistes hele historien fra Hitler's magtovertagelse til tyskernes effektuering af Das Endlösung. En særdeles rystende beretning. Det der rystede mig mest, var noget, som jeg ikke specielt havde tænkt over før: af de 6 millioner jøder, der blev henrettet her, var de 1,5 millioner børn. Der var indrettet en særlig bygning til minde om dem. Herinde var der mørkt. Kun 1 lampe brændte, men ved hjælp af spejle fik man denne ene lampe til at synes som 1,5 mil. Imedens man langsomt gik gennem dette rum, blev børnenes navne, alder og land læst op. Det var meget gribende.



Sidste punkt inden hotellet var et besøg ved Knesset, Israels parlament, for lige at se det.

Efter aftensmaden var der, som sædvanlig efterhånden, foredrag. Denne gang af Mads Schack Lindegaard, som er mellemøstenleder for Folkekirkens Nødhjælp. Han fortalte om Folkekirkens arbejde for palæstinenserne. Det faldt i 3 områder:

 1.Political Space. Udviklingsarbejde, så de bedre kan klare sig selv

 2.Psykosocialt arbejde. Hjælpearbejde for psykisk syge og traumer som følge af håbløsheden i det hele, især i Gaza

 3.Humanitært arbejde. Almindeligt humanitært arbejde

Israel tillader kun 37 varer at komme ind i Gaza og det er forsvindende lidt (og kød og friske grøntsager er ikke iblandt), så Gaza må skaffe forsyninger fra Egypten og det gør de vha. et tunnelsystem, der går 30-50 m ned og så en lang tunnel på ca. 1 km og så op igen i Egypten. Disse tunneler findes der mindst 1000 af!
Ved den sidste krig i Gaza gik Israel efter 3 ting: de sekulære skoler, den palæstinensiske regerings kontorer og produktionsmidlerne. Det er tilsyneladende Israels formål på alle måder at forarme palæstinenserne, udsulte dem og gøre dem så desperate, at de falder i armene på Hamas. Desuden tvinges de væk fra Israel og over mod Egypten, så Israel kan slippe af med dem. Men Egypten vil ikke have dem, da de heller ikke kan lide Hamas.

Man 8 mar   I dag kørte vi til en kibbutz. Den hedder DeVir og ligger lidt nord for Be’er-Sheva, ca. 2 timers kørsel SV for Jerusalem. Her havde de lige udvidet deres område. Det foregår efter et særligt system, som går ud på, at når en kibuz har eksisteret i 5 år, så må man udvidde den med 400 m hele vejen rundt. Efter yderligere 5 år må man så gentage operationen og dermed indvinde mere land. Oprettes en kibuz i noget af palæstinensernes landområde, så vokser den israelske del på denne måde stille og roligt. Kibuzen kan nu sælge det indvundne land til nye bosættere og det var de glade for, da de derved kunne få lidt penge i kassen. Denne er en gammel kibbutz, startet i 1954, og der trænges derfor til nyt blod.

De havde sammen med 2 andre kibbutz'er en moderne plasticfabrik, som lavede store emner som skraldecontainere og også mindre som legeudstyr til børn og meget mere. De kan fremstille alt, hvad deres kunder måtte ønske. De levede tidligere af landbrug, men har nu kun kvæg. Der var fine børnehavefaciliteter, som også var for børn fra området udenfor kibbutz'en. Oprindelig boede børnene i en særlig børneafdeling og ikke hos forældrene, men det er man gået væk fra igen, da forældrene gerne ville have deres børn hjemme. Skolegang foregik på en af de andre nærliggende kibbutz'er.

De havde et stort moderne cafeteria, hvor maden var meget fin, og så havde de et smart opvaskeanlæg, hvor man satte sin tallerken og sit service og sin bakke op på et endeløst bånd, som langsomt kørte ind i vaskeanlægget og kom rent ud på den anden side. Her måtte der så dog stå en person til at tage tingene ud og sortere dem, men det var også den eneste betjening, der var nødvendig.
De havde også et fint tøjvaskesystem, hvor man blot afleverede sit tøj – og fik det tilbage rent og foldet lige til at lægge i skabet. Alle havde deres eget nummer på tøjet, så man fik sit eget tilbage igen.
Der var endog en meget flot swimmingpool, som dog ikke blev taget i brug før maj-juni (det er jo vinter her (selvom temperaturen i dag er ca. 33 grader)).
Efter en 4 timers ophold her kørte vi hjem igen til Jerusalem.

Efter aftensmaden og en kort introduktion til turen til Petra i Jordan i morgen, gik vi en lille aftentur – ud ad New Gate langs den udvendige side af bymuren og ind igen ad Damaskusporten, ad gaderne med alle butikkerne, som nu er lukket alle sammen, tilbage til hotellet. Nu skal vi pakke, så vi er klar til at komme afsted i god ro og orden i morgen tidlig.

Tir 9 mar    I dag afsted mod Petra. Vi kom relativt let gennem kontrollerne ved Allenby Bridge og første stop er Nebo Bjerg, som er stedet, hvor Moses stod og så ind i det forjættede land (5.Mos k34v1-5). Desværre var det diset (sandstorm, sagdes de), så vi fik ikke skuet det, som Moses gjorde.

Ikke langt herfra ligger byen Madaba, hvor Sct. George-Kirkens gulv viser et fantastisk mosaik-kort. Det blev sandsynligvis lavet på kejser Julians tid (527-65 AD) og viser mange bibelske steder fra Jordanfloden og Nablus i nord til Egypten og Nilen i syd. Kortet er tegnet, som man gjorde det på det tidspunkt med nord til venstre og syd til højre. Dette princip blev bibeholdt til 1400-tallet, hvorefter nord blev tegnet øverst. Kortet var oprindeligt intakt, men blev alvorligt skadet under bygning af en ny Sct. George Kirke i 1884.
Denne kirke blev i øvrigt til på følgende måde: I slutningen af det 19. årh var der mange sammenstød med det muslimske samfund og et hold kristne ville gerne bygge en kirke i Madaba, men de ville kun få lov, hvis de kunne finde et sted, hvor en tidligere kristen kirke havde ligget. Da man så var heldig at finde mosaikkortet, kunne bygningen af den nye kirke påbegyndes.

Et sted længere fremme gjorde vi holdt for at spise frokost, som bestod af en sandwich mm., som blev bragt til parkeringspladsen ved en mosaikfabrik, hvor vi holdt. Bagefter gik vi ind og så, hvordan mosaikkerne blev fremstillet og derefter – naturligvis – ind i et salgs/udstillingslokale, hvor man kunne købe de færdige produkter. Mosaikkerne var limet på net, så de kunne rulles sammen og let anbringes i kufferten.

Så gik det videre og hvor der før var frugtbart og grønt, blev der nu mere og mere goldt og bart, nærmest steppe- eller ørkenagtigt. Alligevel boede der mennesker her, selvom der tilsyneladende ikke var noget at leve af.
Henad kl. 18 nåede vi Wadi Musa nær Petra og blev installeret på et flot hotel, Ahlau Wa Sahlan, som ligger meget elegant i flere niveauer nedad bjergsiden med indendørs swimmingpool og meget store, flotte værelser – så her skal vi selvfølgelig kun være én nat (og kommer sent og rejser igen tidligt i morgen).

Ons 10 mar    Dejlig morgenmad på vores fine hotel, frisklavet omelet og det hele. Solen skinner og lige om lidt skal vi ud og se Petra.
Fra indgangen skal man gå eller ride ca. 900 m. Herefter kommer siq’en – en 1200 m lang smal passage med stejle klippesider, helt op til 80 m høje. For hver drejning ses nye vinkler på klippeformationerne. Det er en spændende vandring. Langs begge sider er der render, som leder vand ind til Petra fra hele 7 kilder udenfor. Man kan se renderne, men de har i sin tid været lavet med brændte lerrør, så vandet har kunnet løbe uden at blive forurenet.

Så pludselig i det sidste sving kan man se noget af ’skatkammeret’, og kommer man om morgenen, ligger det i sol, mens man selv kommer fra den dunkle kløft. Det er et overvældende flot syn. Nu først er vi i Petra. Det viser sig, at det, man før i tiden troede var et skatkammer, i stedet var et gravmæle. Ja, i det hele taget viser det sig, at næsten alt, hvad der er tilbage i Petra er gravpladser, nogle for almindelige mennesker, nogle for de mere velbeslåede og nogle for kongerne og andre højt på strå. Fuldstændig som i dag. Det grundlæggende forandrer sig ikke meget.
Petra har været en blomstrende by som handelscentrum og knudepunkt for kara-vaneruterne med krydderrier og røgelse fra Østasien og Arabien til hele middelhavs-området. På et tidspunkt i 12-1300-tallet blev ruterne langsomt lagt om og Petra mistede sin betydning og endte med at blive glemt i henved 500 år. Først i 1812 blev den genopdaget af en schweizisk student, Johan Burckhardt.

Petra er et af verdens mest fantastiske arkæologiske steder. Dens imponerende klippegrave og –templer har engang omgivet en levende og travl by med 20-30.000 indbyggere. Der har været menneskelige beboelser her siden forhistorisk tid, men før Nabatæerne kom, var Petra blot et almindeligt ørkenvandhul. I perioden mellem det 3. årh. BC og det 1. årh. AD opbyggede de en stor by og gjorde den til center for et stort handelsimperium. Romerne følte sig truet af byens hastige udvikling og annekterede den i 106 AD. I det 4. årh. AD kom kristendommen, muslimerne i det 7. årh. og korsfarerne i det 12.
Så sent som for 14 år siden gravede man et par meter sand af siq’en og fandt ikke alene disse vandrender, men også resterne af romersk brolægning af dele af kløften. Petra har desværre været udsat for nogle jordskælv i tidens løb. Et i 300-tallet, som tog halvdelen af beboelserne, som ganske vist var bygget af sten, men som alligevel ikke holdt, og et andet i 700-tallet, som ødelagde den anden halvdel.

Vi spiste frokost på en restaurant i Wadi Musa med udsigt over dalen med vores fine hotel nedad skråningen til højre og indgangen til Petra i baggrunden. Det kunne ikke være mere velvalgt.
Så kørte vi afsted mod Amman og efter en lille time stoppede vi ved et bart stykke land, som viste sig at være oversået med stykker af pimpsten og her kunne vi bare samle det op, vi ville.
De sidste par timers kørsel blev afbrudt af et enkelt pitstop og så nåede vi ellers Amman ved 18-tiden. Det er en flot og moderne by, overvejende bygget i sandsten (ligesom Jerusalem), men her er der ikke noget for os at se på. Det er kun en gennemgangslejr på vores vej mod Genesaret Sø, som vi gerne skulle nå i morgen.

Tor 11 mar    Afsted igen kl. 8. På vejen skal vi se Jerash. Det er en gammel oprindelig græsk by fra 3. årh. BC á la Efesos i Tyrkiet. Den var medlem af en løs sammenslutning af græske byer kendt som Decapolis (10 byer) og som bl.a. omfattede byerne Philadelphia (Amman), Gerasa (Jerash) og Scythopolis (Beth Shean). Ligesom Petra lå Jerash på de betydningsfulde handelsruter og blomstrede både økonomisk og socialt. Også den var gennem en romersk-, en muslimsk- og en korsfarerperiode.

Man kommer ind i byen gennem den romerske kejser Hadrian's Port og lige indenfor ligger en fin hippodrom og længere inde ligger et tempel for Zeus og en oval plads. Længere fremme er et fint velbevaret teater. Der er et flot tempel for gudinden Artemis og ved siden af den resterne af en byzantinsk kirke, og så er der en flot brolagt hovedgade, the Cardo, 600 m lang, hvor byens vigtigste bygninger, forretninger og beboelseshuse har ligget. Alt i alt så absolut et besøg værd, selvom jeg måske synes, at Efesos er flottere.




Vi spiste en dejlig frokost i byen og tog derefter afsted mod grænseovergangen til Israel, Sheikh Hussein Bridge. Her tog det henved 2 timer at komme igennem, men det var hurtigt, sagde Mogens. Så var der 3 kvarters kørsel til Tiberias til vores hotel, Ron Beach, hvor vi skal være de sidste 3 nætter. Det er stort og flot og ligger ydermere helt ned til Genesaret Sø. Vi har fået værelse med udsigt over søen og en lille balkon, så det kan ikke blive meget bedre.

Fre 12 mar    Nu er vi her i Galilæa, i Jesu fødeegn og vores første stop i dag er hans hjemby Nazareth. Her var det, at englen Gabriel besøgte Jomfru Maria for at fortælle hende, at hun skulle føde jesusbarnet. Hendes hus ligger under den store Bebudelseskirke, som er bygget om flere gange og sidst som helt ny fra grunden i 1969.

Kirken er i 2 etager og man kommer ind forneden og ser her Marias og Josefs hus, der ligger som baggrund for et nedsænket areal, hvor der forrettes gudstjenester. Ovenpå ligger endnu et kirkerum med mosaikker fra alverdens lande, alle med ’Maria og barnet’ tema. Foran kirken, hvor man kommer ind, er der ligeledes langs kirkemuren flere af disse billeder, som viser de forskellige landes opfattelse af Jesus, som japaner, neger osv. Ved udgangen på 2. etage ses billeder af 'Jonas og Hvalen'.

Denne historie handler om Jonas, der forgæves forsøgte at løbe fra Guds befaling. Jonas ville nemlig ikke til Nineve for at fortælle byens indbyggere, at Gud havde opdaget deres ondskab, og at byen derfor ville blive udslettet om 40 dage. I stedet stikker Jonas til søs med et skib fra Jafo i Israel. Men det skulle han selvfølgelig ikke have gjort! Skibet kommer nemlig i havsnød og Jonas bliver smidt i havet, hvor han bliver slugt af en hval. Men efter tre dage forbarmer Gud sig over ham, og lader hvalen sætte ham i land. Og denne gang tager Jonas så til Nineve med advarslen om byens udslettelse. Borgerne tager Jonas' advarsel seriøst og ændrer deres onde levevis. Og således afstår Gud fra at udslette Nineve (Jonas 1-5).

Herfra gik vi gennem bazaren til den anden vigtige kirke her, Sct. Gabrielskirken, som er en gammel græsk-ortodoks kirke fra 1750, bygget over 3 tidligere kirker og beliggende over den kilde, hvor man mener englen Gabriel viste sig for Maria første gang. Kilden siges at have helbredende virkning og man må gerne fylde sin vandflaske her. Og det gjorde vi så – for en sikkerheds skyld.

Vi spiste en dejlig frokost i en nærliggende restaurant (de serverer virkelig dejlig mad alle steder) og kørte så videre mod Golan-højderne.

Det er noget af Israels mest frugtbare land, vi kører igennem. En stor bid af det erobrede Israel fra Syrien i 6-dages-krigen i 1967. Fra et udsigtspunkt her så vi ind over Syrien.

Når vi sådan kører afsted, ser vi den ene mark efter den anden med skiftevis bananer, mango, vin (rosiner) og æbler. Dette hjørne af landet, har sandelig været en stor gevinst for Israel.
I Golan-højderne nær Banias ligger også resterne af den gamle borg Nimrod, opkaldt efter den store jæger og ’første storhersker på jorden’ efter syndfloden (1 Mos 10.8-10+32). Det menes også, at det var ham, som byggede Babelstårnet. Vi ser også Hermonbjerget i horisonten ( med en lille smule sne på). Vi gjorde holdt på et højdedrag med udsigt over Syrien. Der kommer sikkert mange her og nyder udsigten, for en druser havde oprettet et lille udsalgssted med egne varer. Da Israel indtog Golan i 1967 var druserne de eneste, der ikke flygtede. Druserne er et religiøst samfund i Mellemøsten, en gren af shia islam, som er blevet modificeret i så høj grad, at sekten kan ses som en separat religion.

Så kørte vi hjemad igen øst og syd om Genesaret Sø til Tiberias og vort hotel.

Lør 13 mar    Sidste hele dag her i Israel og vi er stadig i Galilæa, nu nærmere betegnet i Kapernaum, hvor Jesus fandt sine 2 første disciple, Simon Peter og Johannes (Matt 4.12-17).
Vi besøgte først Saligprisningernes Kirke, en ret ny og flot 8-kantet kirke fra 1938. Kirken er opført der, hvor Jesus holdt sin bjergprædiken (Matt 5.3-10), og de 8 saligprisninger herfra er skrevet under kirkens kuppel på latin (se billede 7 her med saligprisningerne på engelsk). Rundt langs væggene er der billeder af de 14 stationer på Via Dolorosa.

Kort herfra ligger Tabgha, et dengang øde sted, hvor Jesus med 2 fisk og 5 brød bespiste de 5000 mennesker (Mark 6.30-44) og som der står ’foruden kvinder og børn’. Her ligger en benediktinerkirke fra 1982. Under alteret er en sten, som man mener Jesus stod på under prædikenen. Kirken kaldes på tysk meget sigende Brothvermehrungskirche. På græsk hedder kirken Heptapicon, som betyder de 7 kilder. Det drejer sig om saltvandskilder, og den israelske stat arbejder på at få disse kilder ledt udenom Genesaret Sø for at bevare vandet ferskt. De har foreløbig fundet de 5 af dem.

Lige ved siden heraf ligger Sct. Peters Kirke, en franciskanerkirke fra 1934, opført ovenpå en anden fra 300-tallet. På dette sted åbenbarede Jesus sig for 3. gang for sine disciple, holdt måltid med dem og bad Peter: ’Vogt mine lam’ (Johs 21.1-23).

I 1894 købte Franciskanerne Kapernaum-området og har siden udgravet og restaureret synagoge og kirke, der lå lige ved siden af hinanden. Den imponerende kalkstenssynagoge er fra 300-tallet (og bygget over en endnu ældre, mere enkel synagoge af basalt fra 1. årh.). Et fattigmandshus, bygget af forhåndenværende materialer kan have været Peters hus. Over huset var bygget en 8-kantet byzantinsk kirke, som i 1990 erstattedes af en moderne rumskibslignende kirke. Bibelen nævner adskillige helbredelser og mirakler, som Jesus udførte her: uddrivelsen af en ond ånd (Mark 1.23-28), helbredelsen af Peters svigermor og andre syge (Mark 1.29-34), helbredelsen af høvedsmandens tjener (Luk 7.1-10), helbredelsen af en lam (Mark 2.1-12) og vandringen på søen (Johs 6.16-21).

I synagogen satte vi os og sang en salme. Det er vi ret gode til og har efterhånden gjort det flere steder. Det lyder rigtigt godt. I går sang vi i et åbent rum på hotellet, så andre folk stoppede op og lyttede med.

Så var det tid til en hurtig frokost og herefter kørte vi videre mod kibbutz'en Ein Gev, hvorfra vi sejlede tværs over søen til Tiberias. På båden sang vi med på den danske nationalsang, som de spillede på bådens højttaleranlæg (den var optaget fra en fodboldkamp mellem Israel og Danmark (som vi vandt 5-0)), medens de hejste dannebrog. Ude midt på søen standsede de skibets motor og vi lå stille, medens vi sang endnu en salme. Da vi nåede Tiberias, kunne vi stige lige ind i bussen, som i mellemtiden var kørt udenom, og blive bragt til vores hotel.

Den sidste aften her har vi igen siddet og sunget vores danske sange i pejsestuen på hotellet til glæde for først og fremmest os selv, men også for mange andre gæster på hotellet, som har stoppet op og lyttet med. Aftenen sluttede med et lille fællesmøde, hvor der blev talt om turens højdepunkter og sagt vittigheder. Til slut som sædvanlig, aftensang: Dejlig er jorden.

Søn 14 mar   Så handler det om hjemtur. Vi kunne sagtens have brugt nogle flere dage her i Israel, for der er rigtig meget mere at se, men vi må altså til det. Vi forlod hotellet kl. 9.30. På vej ud af byen måtte vi lige kigge på Yardenit, et døbested ved Jordanfloden. Da Jesu dåbssted ligger på militært område ved Jeriko, har kibbutz Kinneret indrettet et nyt her, hvor man kan lade sig døbe.

Herefter gik det slag i slag. Efter et enkelt pitstop nåede vi Tel Aviv, kom igennem sikkerhedskontrollen, over Wien igen og mere sikkerhedskontrol og endelig Kastrup ved 21.30-tiden, altså i alt fra vi forlod hotellet i Tiberias til vi stod i Kastrup 12+1=13 timer.

Det har været en dejlig og begivenhedsrig tur, og vi sender en tak til både Mogens for god planlægning og styr på tropperne og til Lise for eminent orientering.