Kursus på Avnø Højskole 10-13. april 2025
 
Hvis man vil nøjes med at se billeder, så brug knappen 'DiasShow' - og fortsæt ved at klikke på billederne og klik en gang mere på 'DiasShow' for at stoppe
Tor 10 Ankomst til Avnø 15.30 efter kemo til Henning på Næstved Sygehus. Avnø Højskole ligger lige ved vandet og har faktisk engang været en ø. men blev inddæmmet for at skaffe mere jord. Det har oprindeligt været militært område og blev senere overtaget af politiet. | For få år siden blev det købt af en fond, som Avnø Oasis Højskole er en del af. Højskolen har selv en del kurser, men Livets Skole ved Jan Langekær har et fint samarbejde med dem og lejer sig ind her til sine kurser. |
Fre 10 Vi får ikke alene vegetarisk mad, men vegansk. Det er lidt af en oplevelse for mig, men heldigvis smager det meste udmærket, selvom det nok ikke
vil blive min foretrukne spise. Alle dage er der foredrag og forskellige emner og vi har også lidt hjemmearbejde i form af Martinus’ småbog, Påske, som omhandler hele Jesu oplevelse af de ubehagelige ting, han blev udsat for inden han landede på korset. Første foredrag i dag handler om unaturlig træthed. Hvad er da den unaturlige træthed? Den stærkt udbredte unaturlige træthed skyldes i første instans den stærkt forcerede livsforvandling, der foregår med det moderne menneske. Det er kommet ind i en forceret udvikling og brug af tænkeevnen. Den bliver overdimensioneret benyttet i forhold til det, kosmisk set, endnu primitive menneske. Før almenheden kom ind i moderne skoleundervisning og den heraf udviklede intellektuelle horisont, levede det ikke i nogen særlig fremtrædende tankehorisont ud over instinktfunktionerne, hvilket vil sige parringsdriften og bjærgningen af det daglige brød. Da flertallet i stor udstrækning var trælle for en privilegeret overklasse, fik de her, om end sparsomt, tildelt det daglige brød. Da de flestes daglige liv således på en måde lå fast, var foreskrevet dem af den nævnte overklasse, havde de ikke adgang til at komme ud i så mange eksperimenter og spekulationer med hensyn til opretholdelsen af deres eksistens, som tilfældet er i dag. Hvad kendte det primitive menneske til alle de foreteelser eller tankeområder, der idag forekommer i fuldt flor i det moderne menneskes mentalitet? – Hvad kendte den primitive almue til geografi, astronomi, historie, litteratur og kunst, til jordklodens struktur, til regning, skrivning, foto, film, radio, fjernsyn eller alle de andre ting som mere eller mindre bliver indprentet ethvert barn og ungt menneske af i dag som livsvigtige fag og håndværk? |
At denne tilstand betinger en belastning eller brug af nerver og tænkeevne, som de samme børns og unge menneskers oldeforældre aldeles ikke var besværede med, er en urokkelig kendsgerning. Denne mentale udvidelse af bevidstheden er i sig selv kun et gode for mennesket. Det er jo denne mentalitetsudvidelse, der tilsidst skal hæve mennesket helt ud af dyreriget og bringe det frem til at udgøre det fuldkomne menneske. Men den udgør altså et helt nyt område af mentalitet for almenheden, ja man kan, kosmisk set, næsten betragte dette område som nyfødt. Men noget, der er nyfødt, er i en spæd og modstandsløs tilstand. Den store forvandling af menneskets mentalitet har altså bevirket, at det nuværende moderne menneske næsten i lyntempo, relativt set, er kommet under helt andre forhold end de, dets oldeforældre og tipoldeforældre levede under. Det gennemstrømmes af en udvidet tankestrøm, som dets forfædre intet kendte til, og derfor ikke kunne få nogen gene af. Denne tankestrøm har forfinet det moderne menneskes nerver og blod og dermed dets organisme, der er meget mere sensibel og levende end fortidsmenneskenes, ligesom dets mentale område ganske naturligt i en tilsvarende grad også er blevet forfinet og sårbart. Det moderne menneske kan altså blive syg og såret på felter, hvor dets forfædre var totalt robuste eller bevidstløse, fordi de endnu ikke havde fået bevidstheden udvidet med den i dag fremtrædende intellektuelle horisont og den heraf følgende udvidede oplevelsesevne. Denne udvidede oplevelsesevne giver sig udslag i menneskets evne til at spekulere, til at kunne danne sig forestillinger i områder, hvor det før var analfabet. Det nye ved mennesket er altså dets voksende spekulations- og forestillingsevne. Det er denne evne, der mere og mere adskiller det fra dets oprindelige dyriske tilværelse. Og det er derfor denne udvidede følsomhed og sensibilitet kan skabe den unaturlige træthed. |
Efter en lille pause går vi i gang i grupper med at studere den lille bog Påske. Vi tager de første 5 kapitler i dag og har læst dem i går på sengekanten,
så vi er lidt forberedte. I gamle dage var idealet at dræbe – øje for øje og tand for tand. Det var først med Jesus, som prædikede næstekærlighed og tilgivelse, at der viste sig en vej, der kunne føre videre end dette. |
Det var meget fremmede nye toner og man havde dengang meget svært ved at forstå en så radikal forandring, da man jo havde levet efter det gamle dræberprincip
i årtusinder (Og dette nye har vi stadig ikke fattet). |
Lør 12
Der er en særdeles smuk foredragssal og her samles vi igen til et nyt
foredrag. Denne gang: Hvordan får jeg evnen til at tilgive?
Igennem Kristus er der blevet sagt til menneskene, at man skal tilgive sin næste ikke blot 7 gange
daglig, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange daglig Det vil i virkeligheden sige, at der ikke findes nogen situation, i hvilken man ikke skal
tilgive. Kan det nu også være rigtigt at følge denne læresætning? For det moderne, intellektuelt betonede menneske er det ikke nok, at Kristus eller nogen
anden autoritet har sagt sådan, man vil kunne se logik i det, og tilsyneladende er denne læresætning stridende mod al fornuft. Skal denne læresætning blive
acceptabel for vor tids mennesker, må den fremtræde som et videnskabeligt facit, der er logisk, d. v. s. i kontakt med livslovene. Men så må menneskene også lære
livslovene at kende fuldt ud, ikke blot de love, der virker i den fysiske materie, men også de åndelige love, som eksisterer bag hele universets ydre
struktur. Hvis den jordiske menneskehed nogensinde skal være i stand til at udfolde en højere og mere human kultur end den, der dominerer på kloden for
øjeblikket, kan det kun blive pa basis af et nøje kendskab til de kosmiske love og en livsudfoldelse i overensstemmelse med disse love. Det enkelte menneske må
lære at gennemskue al den såkaldte logik, der kun er lokal og uden forbindelse med livets virkelige forhold og foreteelser. På grund af en sådan lokal logik tror mange mennesker, at Kristi læresætning om at tilgive og atter tilgive er tåbelig og naiv. "Når nogen har gjort en anden uret", siger de, "kan man ikke uden videre tilgive ham, han må straffes, så han bliver bange for at gentage sin forkerte handlemåde; hvordan skal man ellers komme det onde til livs?" |
For en vis udviklingsepoke er det naturligt, at denne opfattelse må være det højeste udtryk for fornuft, og denne udviklingsepoke er endnu ikke forbi,
den danner grundlaget for samfundets juridiske og politimæssige system. Det er således en udvikling, som vi er i gang med, idet gammeldags straf ikke hjælper, kun tilgivelse og forståelse. Det er endemålet, selvom der godt kan være nogle problemer undervejs. Efter pause gik vi i gang i vore grupper at diskutere de næste kapitler i bogen Påske. Her maler Martinus et drabeligt sceneri op, hvor alverdens folkeslag sidder i et kæmpestort auditorium, hvor vi ser en lille gruppe komme gående langt ude fra ørkenen. Manden med den røde toga, som er Jesus, går forrest og gruppen følger efter frem mod Jerusalem og helt frem til Golgata. Gennem jordskælv og mørke, lys og torden, råb og skrig sker så den frygtelige handling, som er Jesu korsfæstelse. I samme øjeblik rystedes kontinentet i sin grundvold, solen formørkedes, jorden revnede og lynet slog ned i selve templet og frigjorde afspærringen til det allerhelligste. |
![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() |
I frokostpausen fik vi lejlighed til at gå en lille tur til vandet. Det var rart med lidt frisk luft. Om aftenen både fredag og lørdag var der foredrag af Martinus himself – desværre kun lyd. Der er dog en hel del foredrag med ham på video og det synes vi, at de burde have valgt. Men bortset fra det, er Martinus jo altid værd at høre. |
Søn 13
Efter morgenmaden tog vi fat på de sidste kapitler af Påske. Det er nat efter den jødiske sabbat. Det stunder mod morgen, den morgen, der skulle blive jordens største. Men endnu hvilede mørket over Jerusalem og omegn. Ved Jesu grav var vagten fordoblet. Under særlige ufravigelige instruktioner bevogtedes den af et udvalg af Roms bedste soldater i Jerusalem. Disse dødens fagfolk, disse specialister i at myrde og dræbe dannede en værdig livgarde omkring overtroens og uvidenhedens vedligeholdelse. Denne gravens vagtparade, skærpende instrueret og velsignet af Guds egne præster, skulle nok vide at anstrenge sig til det yderste for, om end ubevidst, at holde døden og hedenskabet i ære. Intet håb om udødelighed, intet bevis for livets fortsættelse, intet indblik i denne det levende væsens ukrænkelighed skulle slippe igennem denne gravklippe af primitivitet, sten og stål, sværd og spyd. Men den evige Fader ville det anderledes. Endnu før solen stod op, vibrerede usynlige ukendte kræfter i gravens nærhed. De virkede efterhånden så stærkt, at de ellers så uforfærdede og modige krigsfolk begyndte at føle sig utilpas. De stirrede alle mod graven, det dyrebare klenodie de var sat til at vogte. Men da blev deres ansigter som forstenede, thi fra gravens indre begyndte der at udstråle et stærkt lys. Det gjorde de tykke stenvægge gennemsigtige som glas. Det vibrerede efterhånden i svingninger, der ikke kunne tåles af jordiske sanser. Dødens livvagt sank afmægtig til jorden. Intet jordisk øje blev derfor vidne til den himmelske handling, der her foregik. Men i den opadstigende sols første stråler så man, at graven var tom. Og over hele jorden vibrerer det den dag i dag: "Jeg er opstandelsen og livet, hver den som tror på mig, om han endog dør, skal han dog leve." Men denne Verdensgenløserens forklarede tilbagevenden var ikke udløst for, at han overfor sine modstandere kunne prale med denne sin forherligelse, men udelukkende udløst af kærlighed. Guds sendebud kunne ikke vende tilbage til sin Faders zone uden endnu engang overfor den forhærdede og uvidende hob at have gjort et forsøg på at overbevise den om overjordiske eller himmelske kræfters eksistens. Det var en sidste stor kraftanstrengelse for at skabe tvivl på hævnens Gud og derigennem føre menneskeheden bort fra myrderiernes og sorgens mørke veje. Men der var også en anden årsag til denne Jesu ekstra fysiske nærværelse. Trods disciplenes treårige undervisning af deres Mester, havde de endnu ikke rigtig forstået ham. Hele hans lidelseshistorie kom derfor noget overraskende eller uventet over dem. |
De blev grebet af angst og sorg, flygtede for alle vinde.
Men Mesterens kærlighed udeblev ikke. De kunne fra det fysiske plan ikke komme til ham, men han kunne komme til dem. Og efter først at have gjort alt, hvad der
stod i hans magt for at tilgive og mildne sine korsfæsteres, sine fjenders skæbne, begyndte han vandringen til sine venner. En aften, medens de alle var samlede på det af Jesus opgivne sted, og "dørene var lukkede af frygt for jøderne" , hændte der det, at der midt i salen begyndte ligesom at stråle et hvidt lys med mærkelige blå fortoninger. Disse blå fortoninger antog efterhånden mere og mere faste former. Og for de forsamledes stærkt spændte blikke og til deres usigelige glæde blev de blå fortoninger lidt efter lidt til Jesu kendte konturer, detaljer og udtryk. Glæden blev endnu mere overvældende, da det hvide lys havde fortaget sig, og deres Mesters elskede skikkelse nu lyslevende og med opløftede arme som til en omfavnelse trådte frem imod dem, og den kendte stemme vibrerede for deres øren: "Fred være med eder". Efter denne ophøjede hilsen, og efter at have overbevist de mest vantroende om sin fortsatte tilværelse, forklarede han dem sin mission, sin lidelse og død, sin opstandelse, sine materialisationer, stimulerede dem yderligere i kærlighedens store bud og pålagde dem at drage ud i verden og forkynde hans liv og væremåde for "alle folkeslag, for al skabningen". Og efter endnu engang at have taget sig af deres spørgsmål, trøstet og opmuntret dem i deres rent personlige anliggender og bekymringer, trykkede han for sidste gang på det fysiske plan hver enkelt af sine trofaste venner og disciple til sin kind. Det hvide lys begyndte atter at vibrere. Og i dets tiltagende glans så hele forsamlingen for sidste gang Verdensgenløseren. Hans elskede skikkelse fortonede sig og blev til ét med lyset. Guds sendebud var vendt tilbage til sin Fader. Men ud over forsamlingen, ud over verden, ud over kontinenter og oceaner, ud over skove og sletter, ud over oaser og ørkener, ud over lande og byer, ud over fremtiden, helt ind i vore dage, ud over fabrikker, skyskrabere og funkishuse, ud over krigszoner, revolutioner og valpladser, igennem krig og fred bar det hvide lys menneskesønnens sidste kærlige hilsen til de jordiske mennesker "se jeg er med eder alle dage indtil verdens ende." Dette var et meget kort referat af vores 3 dage på Avnø Højskole. Der er rige muligheder på nettet, hvis man skulle have lyst til at kigge lidt nærmere på Martinus’ Kosmologi. For 20 år siden kunne man dårligt finde hans navn på Google. Nu kan man finde stort set alt, hvad han har skrevet. |
Jeg skal måske lige fortælle lidt om gaveprincippet. Martinus var modstander af den nuværende forretningsmoral, hvor man sælger sine varer med fortjeneste. Gaveprincippet går ud på, at man betaler, hvad man synes ydelsen har været værd. Og man skal ikke tjene på ydelsen, |
men kun kræve, hvad den har kostet. Her hos Jan Langekær
betaler man således, hvad man selv synes foredragene har været værd. Kost og
logi er betalt direkte til Avnø Oasis, som ikke deltager i gaveprincippet. Det har været en fin tur og vi kunne måske godt finde på at gentage den en anden gang. |
Her er et par Martinus-links, hvis man skulle få lyst til at lære mere: Martinus Instituttet: https://ww.martinus.dk/da-dk/#gsc.tab=0 Livets Skole: http://www.livetsskole.info/ Det Tredie Testamente: https://https://www.det-tredie-testamente.dk/ Martinus Webcenter: https://www.martinus-webcenter.dk/ Martinus Forum: https://www.martinusforum.dk/ Kosmos Center: https://kosmoscenter.dk/ Avnø Oasis Økosamfund: https://avno.org/da/avno-oasis-okosamfund/ |