Athen 20-27. september 2010  (Egen planlægning)

 Der er en del fremmedord i beskrivelserne af steder og bygninger, som jeg ialtfald ikke kendte, så jeg har derfor lavet et lille leksikon nederst på siden. Ordene er markeret med blåt.

Hvis man vil nøjes med at se billeder, så brug knappen - og klik på billederne og klik en gang mere på 'DiasShow' for at stoppe


 Man 20 sep   Afsted hjemmefra kl. 14. Flyve 16.30 (med en lille forsinkelse) og lande i Athen kl. 20.40 (lokal tid = DK+1 time).

 Med lokalbus X95 til pladsen Syntagmatos, hvorfra vi kunne spadsere til vores hotel Evripides i gaden af samme navn.


Det var et nydeligt lille hotel i et lidt snusket kvarter, viste det sig, men meget fredeligt og roligt. Vi fik et pænt værelse på 6. sal med en stor balkon/terrasse på ca. 15 m2, som dog ikke vender ud mod Akropolis.
Men fra hotellets tagterrasse på 7. sal, hvor vi spiser morgenmad, kan man se den. Så her nu kl. 23 satte vi os på terrassen og nød en kop kaffe og slappede af, medens vi så ud over byens tage.
Tir 21 sep    Efter morgenmaden drog vi så afsted for at se Akropolis. Det viste sig ikke at være så svært at finde rundt i Athens gader, som vi havde frygtet, for alle gadeskilte var både på græsk og engelsk. På vej op ad den brede, brolagte vej til Akropolis var der en låge i gitteret til venstre, som stod åben, og den skulle vi selvfølgelig lige prøve at gå ind ad.

Her var et ret uvejsomt, stenet terræn og det viste sig, at vi var på vej op på Areopagus-højen, hvor man tidligere holdt rettergang og dømte tyve og mordere og hvor Paulus senere (i år 57 AD) holdt tale til en stor forsamling (Ap.g. 17,22-34). Herfra sluttede vores sti sig til den brede vej igen og endte oppe ved indgangen til Akropolis, hvor vi købte billetter til ikke alene selve Akropolis, men også til en række andre antikke steder såsom den romerske og den græske agora m.fl.
På vej op til indgangen til Akropolis kunne vi til højre se ned på Herodes Atticus&, et imponerende, ret så gennemrestaureret teater med plads til 5000 tilhørere, og som man kunne se, blev flittigt brugt til forskellige arrangementer stadigvæk. Selve indgangen foregik gennem Propylæerne
AkropolisDet er relativt sikkert, at et betydeligt tempel viet til Pallas Athene (byens beskytter) blev opført i midten af det 6. århundrede f.Kr. Denne doriske kalkstensbygning, hvorfra mange relikter har overlevet, omtales som "Blåskæg"-templet opkaldt efter en statue med tre skikkelser, halvt mand, halvt slange, hvis skæg var malet mørkeblåt. Om dette tempel erstattede et ældre tempel, et alter eller blot blev opført på et helligt område, vides ikke. I slutningen af det 6. århundrede BC blev endnu et tempel opført,(normalt omtalt som Arkaios Naos (Det Gamle Tempel). Det menes, at det såkaldte Doerpfeld -fundament kan have hørt til dette tempel, som kan have været viet til Athene Partenosjomfru Athene) frem for Pallas Athene, i hvert fald i den periode, hvor "Blåskæg"-templet fandtes. Det vides ikke, hvor længe de to templer fandtes side om side.For yderligere at skabe forvirring blev et nyere og større marmortempel kaldet det "Ældre Parthenon" opført på den tid, hvor "Blåskæg"-templet var sløjfet. Det skete efter slaget ved Marathon i 490 BC. For at skabe plads til dette blev ruindele på sydsiden af klippetoppen fjernet, og området blev nivelleret ved at tilføre omkring 8.000 blokke på hver to tons kalksten fra Piræus. Dette fundament er visse steder 11 m dybt, og der blev fyldt op med jord, som blev holdt på plads af den bevarede mur. Den mykenske port (bygget af tidligt græsk folkeslag, mykenerne) blev fjernet og erstattet af den Gamle Propylon, en monumental kolonnadestruktur beregnet til ceremonielle formål frem for forsvarsmæssige.
Det "Ældre Parthenon" stod ikke færdigt, da perserne i 480 BC. invaderede Grækenland, og det blev hærget og nedbrændt sammen med Archaios Naos og stort set alt andet på klippen. Da perserkrigene var forbi, bragte athenerne området i orden igen, idet de først rituelt begravede alle de religiøse genstande og kunstværker, der blev fundet uegnet til fremtidig anvendelse. Denne "Perserschutt" (perseraffaldsplads), som den betegnes, udgør den rigeste arkæologiske skat, der er udgravet på Akropolis, idet begravelsen havde beskyttet genstandene mod yderligere ødelæggelser gennem tiden.

De fleste af de store templer blev genopført under ledelse af Perikles i Athens guldalder (460-430 BC). Feidias, en stor atheniensisk billedhugger, samt Iktinos og Kallikrates, to berømte arkitekter, havde ansvaret for genopførelsen. I løbet af det 5. århundrede BC.

fik Akropolis sin endelige udformning. Efter sejren i slaget ved Eurymedon i 468 f.Kr. gav Kimon og Themistokles ordre til genopførelse af de sydlige og nordlige mure, og Perikles overlod ansvaret for bygningen af Parthenon til Iktinos og Feidias. I 437 f.Kr. indledte Mnesikles opførelsen af Propylæa, monumentale porte med søjler af marmor fra Penteli, delvist bygget oven på den tidligere propylæ fra Pisistratus. Disse kolonnader stod næsten færdige i 432 f.Kr. og havde to fløje, hvoraf den nordlige fungerede som billedgalleri. På samme tid blev opførelsen af det lille Athena Nike-tempel påbegyndt syd for propylæet. Efter en afbrydelse som følge af den Peloponnesiske Krig stod templet færdigt på samme tid som Nikias' fredsslutning, et sted mellem 421 f.Kr. og 415 f.Kr.
I samme periode begyndte man opførelsen af Erekhteion, der var en kombination af hellige områder, herunder templerne for Athena Polias, Poseidon, Erechteus, Kekrops, Erse, Pandrosos og Aglauros med dens såkaldte Kore-vindfang (eller (Karyatidernes balkon ). Mellem Athena Nike-templet og Parthenon fandtes Artemis Brauronias temenos, hvor gudinden var portrætteret som bjørn og helligholdt i Braurons deme. Den arkaiske xoanon for gudinden og en statue skabt af Praxiteles i det 4. århundrede f.Kr. befandt sig begge på området.
Bag Propylæa dominerede Feidias' gigantiske bronzestatue af Athena Promachos, ("hun, der kæmper i forreste linje"), som blev skabt mellem 450 f.Kr. og 448 f.Kr. billedet. Fundamentet var 1,5 m højt, og hele statuen var 9 m høj. Gudinden holdt en lanse, hvis forgyldte spids kunne ses af søfolk på skibe, der rundede Sunion-næsset, og et gigantisk skjold på venstre side med dekorationer bestående af billeder af kampen mellem kentaurerne og lapitherne. Andre monumenter, hvoraf stort set intet har overlevet til nutiden, var Kalkhotheke, Pandroseion, Pandions helligdom, Athenas alter, Zeus Polieus' helligdom og fra romertiden  det runde tempel for Augustus og Rom.



- Og så står man på 'Den Hellige Vej' (Den pan-athenæiske vej) og lidt længere fremme ligger Parthenon, opført til ære for  gudinden Athene - egentlig Athena Parthenos (den jomfrufødte). Parthenon = jomfruboligen. Det er det største doriske tempel i Grækenland og havde, som normalt for doriske templer, en frise hele vejen rundt langs templets overkant, som en ubrudt række af marmorrelieffer i stærke, klare farver. Det meste af frisen blev skadet under et venetiansk bombardement i 1687, men en større velbevaret sektion (mere end 75 m) blev i begyndelsen af 1800-tallet af den britiske ambassadør i Konstantinopel, Lord Elgin, efter tilladelse fra den tyrkiske - på det tidspunkt - besættelsesmagt, fragtet til England til hans egen private samling. Senere manglede han penge og frisen endte på British Museum. I de sidste 200 år har Grækenland kæmpet for at få dem tilbage.





Erechteion. Et andet smukt tempel her på Akropolis er Erechteion-templet. Det er opdelt i to afdelinger, som hylder de to guder, Athene og Poseidon, som konkurrerede om herredømmet over Athen. Det var netop på dette sted de kæmpede og derfor regnes det for det helligste sted på hele Akropolis-klippen.
Ifølge sagnet bestemte Olympens guder, at byen på Akropolis-klippen skulle opkaldes efter den gud, der kunne frembringe den mest værdifulde gave til byens borgere. Den endelige kamp stod mellem havets og flodernes gud, Poseidon, og visdommens og kunstens gudinde, Athene. Poseidon jog sin trefork ned i byens hårde klippe og frem af klippen sprang en rindende kilde med det klareste vand. Mærkerne i klippen kan efter sigende endnu skimtes i den nederste del af Erechteion-templet. Athene skabte noget, der tilsyneladende var mere beskedent: verdens første oliventræ. Alligevel tildelte Olympens guder Athene sejren for i sin visdom at have givet den mest værdifulde gave. Det siges, at Poseidon blev så vred, at han sendte en flodbølge ind over landet. Eftertiden har vist, at gudernes afgørelse var rigtig. Oliventræet blev et symbol på fred og fremgang, og den dag i dag er oliven og olivenolie en af Grækenlands vigtigste fødevarer og eksportartikler.

Lige til højre for indgangspartiet ligger Nike-templet. Det blev oprindeligt bygget i 432-421 og var tilegnet Athens sejr over Perserne. Det er genopbygget flere gange, senest i 2002.
Så gik vi ud af en sideudgang ved Sct. Nicolaus kirke og fandt et lille hyggeligt sted at spise frokost. Herfra gik vi til den Romerske Agora med Vindenes tårn.
Vindenes Tårn. Den velbevarede, ottekantede marmorbygning ved den romerske agora nord for Akropolis blev formentlig udformet af astronomen Andronikos fra Kyrros (Kyrrhos) i Syrien omkring 125 BC. Den har relieffremstillinger af otte vinde personificeret af mandsfigurer, nogle truende og farlige, andre milde og venlige. Herunder er der indgraverede linjer, der sammen med fremspringende bronzepinde fungerede som solure. Tårnet har også indeholdt et vandur, som virkede v.h.a. Akropolis' kilder, som på den tid blev ledt ind i tårnet. Tidspunktet blev aflæst udfra højden på en vandsøjle. Uret har dog ikke fungeret i mange år.
Videre herfra til den antikke græske agora. Gennem mere end 5000 år kan man her følge menneskers aktiviteter, men først i 500-tallt BC begynder området at indtage sin plads som byens samlingspunkt. Efter romerne indtog byen i 86 BC bliver den græske agora udviddet med det, vi i dag kalder den romerske agora. I 267 AD bliver Athen invaderet af herulerne fra nord og en stor del af bygningerne på agora jævnes med jorden. Lidt over 100 år senere hærger Alarik og goterne byen, og det lykkes dem at ødelægge det, der ikke var gået til under herulerne. Kun Hefaistos-templet overlever disse katastrofer.


Hefaisteion, dorisk tempel på den lave høj Kolonos Agoraios vest for Athens Agora. Templet er opført kort efter 449 f.Kr. i pentelisk marmor. Det husede i antikken to bronzestatuer af Athena og Hefaistos udført af Alkamenes. Metoperne og friserne i parisk marmor bar relieffremstillinger af Herakles' og Theseus' arbejder samt en kamp med kentaurer. Templet omdannedes i 600-t. til en kirke. Hefaisteion er det bedst bevarede tempel i Grækenland.
Her på den græske agora så vi også den meget store Attalos' Stoa, som også var et lille museum, samt De Hellige Apostles Kirke. Sidstnævnte er dog først bygget i 1000-tallet AD. Den har en højtidelig stemning og fine fresker på væggene.
Så gik vi gennem mange hyggelige gader (der var bl.a. en gade med udelukkende mandeting, der stødte op til Monastiraki-pladsen) tilbage til hotellet til et dejligt bad og kaffe og lidt afslapning. Om aftenen gik vi tur i byen igen og spiste ved Monastiraki-pladsen og gik så en omvej hjem ad flotte dyre gader (Emoy m.fl.) og små listige.

Ons 22 sep     I dag var vi fast besluttet på at finde det musikinstrument-museum, vi ledte efter i går og vi gik til Monastiraki-pladsen og videre ad Areos. Her kom vi forbi Hadrians bibliotek, som vi lige var inde og kigge på.

Kejser Hadrian byggede ved den romerske Agora et stort bibliotek, der blev indviet i 132 e.Kr. Heraf står kun søjleforhallen tilbage. Her var også et lille museum, som bl.a. indeholdt en fin statue af Athena Nike (uden hoved) stående på jordkloden. Efter megen søgen og en hel del stædighed fandt vi endelig instrument-museet, som selvfølgelig først åbnede 5 kvarter senere. Vi gik så videre og fandt Lysikrates Monument.

Lysikrates-monumentet, bygget som et rundtempel nær Akropolis i Athen med korinthiske søjler og en relieffrise på arkitraven med fremstilling af Dionysos' eventyr med piraterne, hvor han forvandlede sig til en delfin. Fra indskriften ved man, at det over 12 m høje monument er opført af den embedsmand, der finansierede teaterforestillingen, koregen Lysikrates, 335 BC, der vandt en sejr i teatret ved Dionysosfesten.
Herfra videre til selve det store Dionysos-teater med plads til 14.000 tilskuere. Her blev opført tragedier, satyrspil og komedier. Ved festen for Dionysos udvalgtes 3 tragikere (som også lavede satyrspil) og 3 komediedigtere. Festen varede i 3 dage og hver dag opførtes 3 tragedier, 1 satyrspil og 1 komedie. Den digter, folk syntes bedst om fik en efeukrans. Skuespillerne var i oldtiden udelukkende mænd, som bar masker - tragiske eller komiske - og maskernes mund virkede forstærkende på stemmen som en højttaler. Man kender ikke teatrets alder, men på Perikles' tid i 400-tallet BC blev i alt fald de store tragediedigteres værker opført her. Teatret har sandsynligvis været benyttet i henved 800 år.
Så besøgte vi det Arkæologiske Museum - et flot nyt, moderne et. Her stod bl.a. 5 af karyatiderne fra Erechteion-templet. Der var også de resterende friser fra Pantheon (bortset fra de 75 m, som Lord Elgin havde hugget). Så fortsatte vi videre til Hadrians Port eller bue og Zeus' Tempel, som ligger i det, der kaldes Olympieion.
Olympieion betyder, at det tempel, man ser resterne af her, var viet til Zeus, Olympens øverste gud. Her påbegyndte tyrannen Peisistratos i 500-tallet BC et tempel til Zeus' ære. Men efter fordrivelsen af hans søn Hippias i 510 kom byggeriet til at ligge stille og i hele den demokratiske periode skete der ikke noget. Måske var det direkte en pointe at lade det, som tyrannen påbegyndte, være ufuldendt. Det skulle blive en ny enehersker, en ikke-græker, som endelig gennemførte planerne og byggede det tempel, man ser resterne af i dag. Den romerske kejser Hadrian (117-138 AD) elskede Athen og brugte mange penge på at bygge nyt eller restaurere bygninger i byen. Han besluttede at anlægge en helt ny by i forlængelse af den gamle, og stedet, han valgte, var her ved Olympieion. Først skulle imidlertid templet for den olympiske Zeus fuldføres, og det blev det. Hadrian selv var med ved indvielsen omkring år 130 AD.
Det var et umådeligt stort tempel med et podium på 110x44 m med dobbelt søjlerække på langsiderne og tredobbelt på kortsiderne, ialt 104 stk 16 m høje korinthiske søjler i pentelisk marmor. Tilbage står endnu 16 søjler. Inde i templet stod en kolosal statue af Zeus. Tempelområdet blev indhegnet af en mur med et portanlæg med doriske søjler. Omkring Olympieion blev der anlagt et beboelsesområde, og Hadrian var så stolt over den nye bydel, at han rejste en bue, Hadriansbuen, ved indfaldsvejen. På ydersiden af buen er skrevet: 'Dette er Athen, Theseus' gamle by' og på indersiden: 'Dette er Hadrians by og ikke Theseus' ''.
Nu var det frokosttid, og vi søgte lidt op i byen igen og fandt en god restaurant, hvor vi fik omelet og en øl. Her er også lige lidt by-stemningsbilleder.
Vores plan er, at når vi forlader Athen om et par dage, så har vi lejet en bil og vil køre rundt resten af ferien og i området her langs Sygrov-vejen ligger mange biludlejere, så vi fandt ind hos Hertz og fik ordnet det, så vi henter bilen fredag morgen her og afleverer den i lufthavnen på mandag.
Nu var instrument-museet ialtfald åbent, og vi gik så dertil. Der var mange fløjter, trommer og alle mulige strengeinstrumenter og man kunne høre i hovedtelefoner, hvordan de lød. Nu manglede vi kun en enkelt ting i vores program for i dag. Vi travede ud til Kerameikos - et gammelt pottemagerområde, hvor der også blev lavet fine gravmonumenter. Det var nu ikke særligt spændende, og vi var vel også ved at være trætte, så vi drog hjemad mod hotellet, som heldigvis ikke lå så langt herfra.
Tor 23 sep    Vores første mål i dag var Philopappos-monumentet, som vi har set på afstand fra næsten alle steder i Athen.
Philipappos var en ung syrisk prins, som blev borger i Athen i 109 AD. Som en æresbevisning fik han efter sin død et mausolæum her i pentelisk marmor.
Her er dejligt fredfyldt, langt fra Athens larm, og så er der en enestående udsigt til Akropolis. Vi kom forbi Sokrates' fængsel, hvor han måtte drikke skarntydesaft. Videre til et danseteater, Dora-Stratu (som dog kun havde åbent om aftenen og nok slet ikke var gammelt), men vi kunne ikke komme til at se det, selvom vi prøvede at kravle gennem et hul i hegnet.
Vi travede så videre, og på vejen mod Pnyx lå der på det første stykke af den brolagte vej til højre et lille kapel for den hellige Dimitrios. Pnyx betyder 'stedet, som er tæt pakket' og det refererer sikkert til de omkring 6000 borgere, som normalt var tilstede ved folkeforsamlingsmøder her. Alle borgere havde tale- og stemmeret og folkeforsamlingen afgjorde ved håndsoprækning om der skulle erklæres krig eller sluttes forbund med andre stater, om Niketemplet skulle have en dør af bronze eller af træ mm.

Da vi kom ad den store brede vej til Akropolis kunne vi se to kirker oppe til højre ovenover hinanden og fra Pnyx kunne vi se den øverste, som viste sig ikke at være en kirke, men et gammelt astronomisk observatorium. Der var ingen skilte til det, og vi måtte snige os ind gennem en delvist lukket, privat udseende gitterport, men vores fornemmelse viste sig at være rigtig og det lykkedes os at komme derop. Her var så et fint gammelt observatorium med drejekuppel og en fin samling af gamle instrumenter.

Nu nærmede frokosten sig og vi fandt ned i byen igen ved den antikke agora, hvor vi fik en dejlig omelet og en kop øl.

Vi gik så op til metroen og kørte en station fra Monastraki til Sunyon, hvor parlamentet ligger. Her så vi vagtafløsningen, som er et lille skuespil i sig selv. Bemærk de sjove sutsko, soldaten har på. De holdt vist nok vagt ved den ukendte soldats grav.

Sidste punkt på dagens program var et andet bjerg, som man også kan se alle vegne fra, Lykavettos. Her går en tandhjulsbane op til toppen, så det lød jo ikke så slemt. For at komme derhen tog vi metroen fra Sunyon til Evangelismos. Herfra gik vi så - op ad bakke et langt stykke - og dernæst op ad mange, mange trapper, indtil vi næsten troede, at vi selv var gået helt derop, men så kom vi endelig til tandhjulsbanen, som bragte os helt til tops. Her var en fantastisk udsigt over hele byen og man kunne endog kigge ned på Akropolis. Så tog vi metroen tilbage og så på metrostationen en lille udstilling af ting fra udgravningen, her nogle lerrør fra det gamle vandsystem. Så gik det ellers mod hotellet og eftermiddagskaffen.
Der er et par billeder med aftenstemning til sidst.
Der har sneget sig rigtig mange billeder af Akropolis ind. Vi kunne ligesom ikke få nok af det smukke syn.
Fre 24 sep    I dag skulle vi til Delphi, som viste sig at hedde meget forskelligt på kort og vejskilte - bare ikke Delphi. Det hed feks. Delfoi, Desfina mm. Men først ville vi se Marathon-sletten.

Marathon sletten ligger i få kilometers afstand fra byen Marathonas. Her var et stort slag mellem persere og Athenere i 490 BC, og efter kampen, som grækerne vandt løb soldaten Philippides de 42 km fra Marathon sletten til Athen med sejrsbudskabet, hvorefter han faldt død om. Fra sletten udgår hver år det originale Marathonløb, som ender på det Olympiske stadion i Athens centrum.
Desværre fandt vi aldrig sletten, men det er vel også bare en slette. Til gengæld landede vi ved Rhamnus, hvor vi bl.a. så resterne af et tempel for gudinden Nemesis.
Nemesis forbindes som regel med noget ubehageligt - slaget over næsen, hvis man har stukket den for højt i sky, gudernes hævn over mennesker, der har sat sig selv for højt. Det er dog ikke disse egenskaber, der har været knyttet til gudinden, som blev dyrket herude. Nemesis var her en frugtbarhedsgudinde, som beskyttede det dyrkede land og opretholdt lov og orden i årets arbejde med marker og dyr. Hendes hævngerrige side viste sig kun, hvis folk satte sig op imod denne lov og orden. Nemesistemplet blev bygget i sidste halvdel af 400-tallet BC.
En arkæolog på stedet, som vi snakkede med fortalte en god historie, som kunne være med til at give Nemesis sit ry for hævngerrighed. Han fortalte, at da perserne kom hertil i 490 BC for at besejre Athenerne, medbragte de en stor marmorblok, som skulle udhugges til et sejrsmonument, når de havde vundet slaget. Det gik som bekendt lige modsat og Athenerne brugte blokken til at lave en statue af deres frugtbarhedsgudinde Nemesis i stedet. I vore dage er kun hovedet af Nemesis-statuen bevaret ..... på British Museum.
Så søgte vi ud til motorvej E75, som vi fulgte til byen Thiva (som sandsynligvis er Theben).
Theben.  Som skueplads for mord, incest og alskens ulykker spiller det sagnomspundne Theben - grundlagt af Zeus himself og bl.a. regeret af kong Ødipus - en central rolle i de græske tragedier. Omkring 300-tallet BC havde Theben magt over hele landet. Byen blev imidlertid indviklet i interne græske konflikter og Alexander den Store jævnede byen med jorden og solgte indbyggerne som slaver, fordi de havde gjort oprør mod hans overherredømme.
Ødipus.  Han var søn af kong Laios og dronning Iokaste fra Theben. Laios var blevet spået, at hans søn en dag ville dræbe ham. Derfor blev Ødipus straks efter fødslen sat ud i et øde område af bjergene og overladt som bytte for de vilde dyr. Men en hyrde fik medlidenhed med barnet og tog ham med til Korinth, hvor Ødipus blev adopteret. På et tidspunkt opsøgte han Oraklet i Delphi for at spørge det til råds om fremtiden. Oraklet gav ham denne barske melding: "Fly din fader, thi møder du ham, skal du dræbe ham og derefter skal du ægte din moder og avle børn med hende". I et forsøg på at afværge sin skæbne, besluttede han derfor ikke at vende tilbage til Korinth og sine formodede forældre men i stedet drage mod byen Theben. På vejen mødte han en karet, og da kusken slog ud efter Ødipus for at passere vejen, var det dråben, der fik bægeret til at flyde over for kongesønnen. I raseri dræbte han kusken og en passager. Hvad Ødipus ikke vidste, var at passageren var hans rigtige far, Laios. Ved ankomsten til Theben lykkedes det Ødipus at besejre det frygtede uhyre, sfinksen, som vogtede indgangen (se mere om dette her). Belønningen var, at få byens dronning, Iokaste, til brud. På den måde fik Ødipus sin mor til hustru og sammen fik de fire børn. Oraklets profeti var således gået i opfyldelse.
Her drejede vi fra og kom ad mindre, men udmærkede veje til Delphi. På vejen, ved byen Aliartos, så vi en ruin af et gammelt tårn stående på toppen af et hulekompleks. Det så spændende ud og jeg har efterfølgende prøvet at finde noget om det på nettet, men foreløbig uden resultat.

Så nåede vi endelig Delphi og fandt uden problemer vores hotel, Epikouros, hvor vi fik et dejligt værelse med en flot udsigt over Korinth-bugten. Her er vidunderligt stille, så det nyder vi.
Lør 25 sep    I dag så vi så det berømte orakel.
Om Oraklet.  Ifølge myten slap Zeus to ørne løs i hver sin ende af verden. Ørnene krydsede hinanden lige over Delphi og stedet blev derefter regnet som verdens midtpunkt. Der var mange orakler rundt omkring i Grækenland i tiden omkring år 500 BC, men Oraklet i Delphi havde nærmest opnået topplacering for det mest sandfærdige, og det blev meget stort p.g.a. de rige gaver, som fyrster og byer gav til det. Krige blev udkæmpet, ægteskaber indgået og rejser indledt - altsammen på grundlag af de profetier, der kom fra oraklet her. I antikken var selve oraklet angiveligt en kvinde, Pythia, der sad på en trefod i et lille rum, Adytonen, under Apollontemplets gulv over åbningen til en kløft, hvorfra der kom nogle særlige dampe. Efter at have indåndet disse dampe, begyndte kvinden at tale i vildelse og udfra den uforståelige tale blev oraklets svar fortolket af stedets præster. Disse præster var velorienterede om politiske forhold. De havde repræsentanter i de vigtigste græske byer og tøvede ikke med at være partiske, hvis det kunne betale sig. Desuden førte man grundig protokol over alle spørgsmål og svar, så man kunne give pilgrimmene det samme svar, hvis samme spørgsmål blev stillet flere gange. Orakelsvarene var udover at være på vers også ofte svævende og dobbelttydige. Mange af de overleverede svar fra Delphi er blevet legendariske. En af dem fortæller, at kong Krøsus af Lydien kom for at spørge oraklet om han skulle gå i krig mod Persien. Han fik det helt korrekte svar, at det ville medføre et stort riges undergang. Opmuntret heraf gik kongen i krig - og et stort rige gik ganske rigtigt under. Desværre viste det sig, at det var hans eget. Det første tempel her blev rejst ca. 750 BC og oraklet blev nedlagt i slutningen af 300-tallet AD af kejser Theodosius efterhånden som kristendommen fik fodfæste. Det var således i anvendelse i ca. 1000 år.

Når pilgrimme ankom til oraklet, havde de ofte rejst i mange dage, men de fik ikke adgang til det hellige område før de havde været gennem en både fysisk og spirituel renselse. Det foregik i den kastaliske kilde et par hundrede meter før indgangen. Oraklet var også en forretning, og derfor lå der en markedsplads (agora) foran indgangen, hvor pilgrimmene kunne købe offergaver. Den brolagte hellige vej snor sig fra indgangen op til Apollons tempel. Langs vejen blev de besøgende i antikken mødt med synet af det ene skatkammer efter det andet, rejst af bystaterne til opbevaring af deres takkegaver til Apollon. I dag er især athenernes skatkammer restaureret. Mellem dette og Apollontemplet stod en 10 m høj søjle med Sfinksen fra Naxos, en velstående ø i øgruppen Kykladerne, givet som gave i ca. 560 BC. Som tak fik folk fra Naxos fortrinsret, når de skulle have et svar fra oraklet.
Blandt kendte forfattere, som har skrevet om Delphi, kan nævnes Herodot, Euripides, Sofokles, Platon, Aristoteles, Pindar, Aeschylus Xenophon, Diodorus, Diogenes, Strabo, Plutarch, Ovid, Lucan, Julian, og Clement af Alexandria.
Sfinks. Der var en enkelt sfinks i græsk mytologi, en særlig dæmon for ødelæggelse og uheld - ifølge Hesiod en datter af Kimera og Orthrus, eller ifølge andre: af Typhon og Echidna, alle guder fra underverdenen. Hun blev som regel afbilledet siddende ret op som en vinget løve med kvindehoved med et gådefuldt smil. Hera eller Ares sendte sfinksen fra hendes Ethiopiske hjemland (for grækerne huskede sfinksens fremmede oprindelse) og anbragte hende udenfor Theben. Her stillede hun så alle, der ville forbi hende historiens mest berømte gåde: "Hvilket væsen går om morgenen på 4 ben, om middagen på 2 og om aftenen på 3 ben?" Hun kvalte alle, som ikke kunne svare rigtigt. Ordet sfinks kommer af græsk sphingo, der betyder at kvæle. Ødipus løste gåden: en mand - han kravler på alle fire som baby, går på to fødder som større og går med stok, når han er blevet gammel. Overvundet til sidst kastede sfinksen sig ud fra sin høje klippe og døde.
Sibyl klippen. Skønt adytonen var vigtig i Delphi, var den ikke det eneste sted af vigtighed. Det er også Sibyl-klippen, som er placeret mellem den hellige vej og templet. Legenden fortæller, at sibyllen Herophile sang sine orakler her. Hun var datter af Zeus og Lamia, den første sibyl, som sang om den Trojanske krig og forudsagde den skønne Helene's skæbne. Herophile hørte egentlig til oraklet i Cumaæ (Italien), hvor hun boede i mange år i krypterne og gav orakelsvar. Hendes tilstedeværelse i Delphi antyder, at Cumaæ ønskede at vise, at de var en anerkendt underafdeling af Delphi. Sibyllerne ansås for at være psykiske kvinder, begavede med evnen til at profetere, ikke ved at indånde dampe, men formodentlig v.h.a. telepati. Det kan måske kaste lys på oraklets tidligste tid, hvor det blev sagt, at oraklet kunne læse pilgrimmenes tanker.
Om de mystiske dampe.  Det er blevet fastslået, at Apollontemplet i Delphi ligger nøjagtigt på to krydsende forkastningslinier, den ene liggende nord-syd, Kerna-forkastningen, og den anden liggende øst-vest, Delphi-forkastningen, som går parallelt med kysten langs den Korinthiske golf. Grundfjeldet under det er lavet af limsten, som er rig på kulbrinter og fuld af revner. Især Delphi-forkastningen er ret geologisk aktiv. Varme i forbindelse med forkastninger kan have fået kulbrinterne til at fordampe og stige op gennem revnerne i klippen. Det er klarlagt, at dette tempel var helt ulig noget andet tempel i det antikke Grækenland. Den ganske lille adyton lå under gulvet i templet og dampene, som steg op her kunne fylde kammeret tilstrækkeligt til at frembringe en euforiserende virkning. Plutark fortæller, at templet lejlighedsvis blev fyldt med en sødlig duft. En arkæolog, De Boer, mener senere at kunne foreslå, at det har drejet sig om ethylen, som netop har en sådan sødlig duft. Andre affekter kan være forvirring, ophidselse, delirium og tab af muskelkontrol og hukommelse. Alle disse symptomer passer med Plutarks iagttagelser, når Pythia var i aktion.
På museet så vi den særdeles velbevarede sfinks. Her var også en model af hele Orakelområdet, så man kunne se, hvordan det havde set ud i sine velmagtsdage, og det var godt, for der var desværre ikke så forfærdeligt meget tilbage af det. Dog var der et rimeligt velbevaret teater med plads til 5000 tilskuere.
Lidt derfra lå Helligdommen for Athena Pronaia. Det lå lige før man kommer ind til Apollons tempelkompleks, altså oraklet, og navnet Athena Pronaia betyder 'Athena før templet'. Det har været et smukt lille rundt tempel med søjler hele vejen rundt. Det blev bygget i 300-tallet BC, men man kender ikke dets funktion.
Så tog vi den lange, besværlige vej tilbage mod Athen, hvor vi havde et enkelt pitstop ved en cafeteria ved motorvejen. Denne gang kørte vi vest om Athen, dvs. over Pireus, hvor vi fik kørt forkert, hvilket kostede os en time ekstra, inden vi fandt tilbage til kystvejen, som vi fulgte til Voula, hvor vi skal bo de sidste to nætter.
Her ser det ud til at kun grækere kommer, for der er ingen menukort på engelsk og ingen turister. Men det gør ikke noget, for vi har meget, vi skal se i dette område. Vi fandt trods alt et sted, hvor vi fik en pizza til aftensmad. Vi bor lige op ad en kirke og der har været flere bryllupper hele aftenen, men nu er der 'stille', dvs. kun støj fra bilerne på kystvejen. Den er 4-sporet det meste af vejen fra Athen og her sydpå, og der er da også en masse trafik. Vi kan dog alligevel godt sidde på altanen og nyde vores kaffe og spille scrabble, som vi hygger os med. Vi har hjemmefra bestilt et værelse med havudsigt, og det er der da også, når man bare lige kigger forbi kirken og kystvejen og nogle træer og buske, ja så kan man faktisk godt se vandet. Nå, skidt, det er jo ikke som man har det, men som man ta'r det, der tæller.
Søn 26 sep   Rolig morgen. Frisk morgenbrød fra bageren, som var en flink og glad mand. Desværre havde han ikke smør, men ellers fik vi både yogurt, ost og marmelade på morgenbrødet på vores lille altan, så det var rigtigt hyggeligt.
 Så tog vi afsted sydpå. En smuk tur langs stranden hele vejen til Attikas sydspids ved Sunion. Her så vi så det store Poseidon-tempel, der lå flot og meget passende for havets gud på en lille halvø med vand næsten hele vejen rundt.
Poseidon-templet. Den gamle græske religion var baseret på at ungå ulykke. Derfor måtte man hele tiden søge den relevante guds gunst ved hjælp af bønner, gaver og ofringer. For de gamle grækere var enhver naturlig forekomst som en bakke, en sø, en flod eller en skov kontrolleret af en gud. Guderne blev anset for at være udødelige, selvfølgelig, de kunne antage forskellige former, være usynlige og rejse hvorhen, det skulle være øjeblikkeligt. Men på mange andre områder var de ligesom vi mennesker. De delte et bredt spektrum af menneskelige følelser, både positive og negative. Ligesom menneskene havde de familie, de kunne også elske med menneskene og de børn, der kunne komme ud af det, blev halvguder. I søfartsnationer, som Grækenland, indtog havets gud naturligt en høj position i det guddommelige hierarki. I magt lå Poseidon som nummer to efter Zeus. Hans ofte uforståelige vrede manifesteredes i uvejr og storme og han var særdeles frygtet blandt alle søfolk. I en tidsalder uden mekanisk kraft resulterede storme ofte i skibsforlis og drukning.

Templet i Sounion var derfor det helt rigtige sted for søfolk og hele bystater at tilbede Poseidon med dyreofre eller gaver. Poseidons tempel blev bygget i ca. 440 BC over et tidligere tempel fra den arkaiske periode. Som alle andre græske templer var den rektangulær med en kolonade på alle fire sider, bestående af ialt 42 doriske søjler af lokalt, hvidt marmor, hvoraf 18 stadig står tilbage. I midten en hal med en stor statue i forgyldt bronze af Poseidon, som vender mod indgangen, bærende på sin trefork, som han brugte til at piske storme op med.
Herfra kørte vi op langs østkysten af Attika til Laurio, som er en stor og livlig havneby. Her spiste vi frokost og kørte så videre til Thoriko, hvor vi så resterne af et teater, som var specielt ved at være ovalt i sin grundform og ikke som normalt, et cirkeludsnit. Her skulle også ligge en sølv- og blymine, hvor grækerne kunne udvinde 3 kg sølv for hver 1000 kg bly. Desværre fandt vi den dog ikke og besluttede i stedet at køre hjemad, da klokken var ved at være mange. Vi kørte hjem over Markopoulos til Voula og vi havde besluttet, at var vi på vej ind i Pireus, så vendte vi straks om. Der skal vi ikke ind igen!!
I det hele taget er vejene ret dårligt markerede. Ofte vises skiltninger kun på græsk - og det er svært at læse i farten (og de kører stærkt og dytter gerne, hvis man ligger og roder). Tit er også forudsat, at man kommer fra den ene side af vejen. Her er der så skiltning, men kommer man fra den anden side, er der ingen skiltning. Det værste er dog de græske navne, som er svære at læse, da alfabetet er fremmed og desuden staver de navnene på flere måder, så det er ikke let at finde vej i Grækenland. Det kan kun anbefales for folk med stærke nerver og stor tålmodighed. Nu skal vi jo ikke klage over vejret, for solen har skinnet fra en skyfri himmel hele dagen og temperaturen er på 30 grader, men når man i forvejen sveder over vejen, kunne man godt bruge lidt kølighed.
Om aftenen ville vi ud og spise et ordentligt sted - nu da det var den sidste aften i Grækenland. Vi havde tidligere på dagen set mange restauranter langs kysten længere sydpå, så vi kørte den vej. Der var en intensiv trafik og det var mørkere, end vi havde regnet med, og det viste sig, at alle i hele området var ude at køre og hvert sted, vi ville holde ind, var alle p-pladser optaget, så efter megen sveden endte vi med at køre hjem og stille bilen og så spise i pizzariaet overfor hotellet. Der fik vi udmærket jævn mad, og det var dejligt afslappende at sidde der roligt og stille, så det var ok. Aftenen sluttede med kaffe og et spil scrabble på altanen.
Man 27 sep    Dejligt morgenbord på altanen igen og denne gang med smør. Derefter en hyggelig spadseretur langs vandet. Og så gjorde vi os klar til at drage afsted. Vi havde hele dagen for os, da vi først skulle flyve hjem om aftenen. I nærheden af lufthavnen, nærmere betegnet i Brauron (eller Vravron eller Vravrona) ligger en helligdom for gudinden Artemis, som er forbundet med det frugtbare, men udyrkede land og hendes helligdomme ligger derfor næsten altid i vandrige områder eller nær havet. Hun sættes også i forbindelse med en anden slags frugtbarhed, nemlig med kønsmodningen hos både piger og drenge. Menneskeofringer er også ofte sat i forbindelse med hende, men det er uvist om det virkeligt har fundet sted, eller om ofret i sidste øjeblik er blevet erstattet med et dyr. Sådan gik det ialtfald i beretningen om kong Agamemnons datter, Ifigenia, som skulle ofres for at formilde Artemis, der hindrede grækerne i at sejle til Troja. Hun blev reddet af gudinden selv, som satte en hind i hendes sted. Ifigenia blev i Brauron som præstinde og her ligger efter sigende hendes grav. (Ifigenia i Tauris, græsk tragedie skrevet af skuespilforfatteren Euripides. Tauris er måske Brauron. Det er en lidt anden historie, selvom der er fællestræk, så måske er det alligevel en anden Ifigenia). Selve helligdommen er oprindelig helt fra 700-tallet BC, men de nuværende rester stammer fra 400-tallet. Templet ligger på en terrasse og langs den løber den hellige bæk, der er Eurasinos-flodens kilde og hvorover der allerede i midten af 400-tallet blev anlagt en bred bro. Bag templet ligger der et lille kristent kapel for Sct. Georg.
Nu syntes vi ikke, vi kunne nå mere og vi ville også gerne have overstået afleveringen af bilen, så vi kunne overse, hvor megen tid, vi havde til flyafgangen, så vi belavede os på at køre mod lufthavnen. Selvom vi var lige ved den, måtte vi alligevel køre en længere tur syd om den for at komme ind fra den anden side. Vi kørte igen til Markopoulos og derfra videre mod lufthavnen. Vi fandt stedet, hvor vi skulle aflevere bilen og klarede også det uden problemer. Det lå tæt ved afgangshallen, så vi kunne gå derhen. Nu havde vi pludselig masser af tid, så vi kunne sidde udenfor og nyde solen og slappe af. Det viste sig, at flyet ydermere var en time forsinket, men det er dejligt at have god tid, så det tog vi roligt, selvom vi jo snart gerne ville hjem. Vi var hjemme med en times forsinkelse lidt over midnat og Brian hentede os og kørte os hjem, så det var dejligt.

Vi har haft en spændende tur og set rigtigt meget, ja, så meget som vi overhovedet kunne nå på en uge. Der er meget at se her i Grækenland, som jo er demokratiets vugge så at sige. Og grækerne er flinke og venlige mennesker, så hvad kan man ønske mere.
Lille Leksikon

adyton = forbudt område i et græsk eller romersk tempel. Ordet betyder utilgængeligt eller forbudt. Det allerhelligste.
agora = torv, åben markeds- og samlingsplads
akitrav = den vandrette (sten)bjælke, der hviler på søjlernes kapitæler
arkaisk = fra den arkaiske periode i græsk historie ( 800-480 BC)
deme = en underopdeling af Attica-regionen, nærmere betegnet området omkring Athen
entablement = den del af en bygning, der hviler på søjler eller pilastre og bærer tag eller overliggende etage(r); den er inddelt i arkitrav, frise og gesims.
kapitæl = søjlehoved, den øverste del af en søjle, pille eller pilaster
marmor, naxisk og parisk = fra de kykladiske øer Naxos og Paros    pentelisk = fra Attika
metop = åbning for en bjælkeende, er en del af den doriske frise, som udfylder rummet mellem triglyfferne. Metopen består af en firkantet blok, som kan være mere eller mindre dekoreret med skulpturer, ornamenter eller relieffer.
odeon = teater
propylæerne = indgangsbygning til Akropolis (af propylon = port)
Kore-vindfang< se. karyatide
Karyatide = Hel kvindefigur, der indgår som bærende del i en konstruktion
stoa = overdækket søjlehal
triglyffer = blokke med lodrette rifler, udfylder mellemrum mellem metoperne
volut = oprullet, snegleformet, spiralformet bygningsornament, der kendetegner det joniske søjlekapitæl i antikkens græske arkitektur og ses på den nederste del af svungne gavle i renæssance- og barokbygninger; konsoller er ofte udformet som volutter.

Dorisk søjleorden, en af de tre klassiske græske søjleordener. Den har sin oprindelse i træarkitekturen fra geometrisk tid; enkelte elementer er overleverede fra mykensk tid. Omkring 600 f.Kr. omsattes træarkitekturen til sten, og det græske doriske tempel fremtrådte i sin karakteristiske aflange form med en særlig udformning af søjler og entablement. I løbet af 500- og 400-t. f.Kr. forfinedes detaljerne og proportionerne, og det doriske tempel nåede sit højdepunkt i det klassiske Athen med Hefaisteion på højen Kolonos Agoraios og Parthenon på Akropolis. Det klassiske doriske tempel havde tre trappetrin op til det rektangulære tempel. De doriske søjler var uden base og søjlerne bliver mindre i diameter foroven. Endestykket under taget - kapitælen - var kvadratisk.

Jonisk søjleorden, en af de tre klassiske græske søjleordener, hvis elementer kendetegner jonisk arkitektur. Den joniske søjleorden kan deles i to typer, den lilleasiatiske og den attiske med hver deres karakteristiske udformning af søjler, kapitæl og entablement. Den lilleasiatiske orden repræsenteres af Artemistemplet i Efesos, et af verdens Syv Underværker, opført omkring 560 f.Kr., mens den attiske orden i anden halvdel af 400-t. f.Kr. vandt indpas på Akropolis i Athen, bl.a. i Erechtheion opført 421-406 f.Kr.
De joniske søjler er slankere end de doriske - de står på en base og kapitælen har ofte to kunstfærdige cirkler - volutter - for enden.

Korinthisk søjleorden, en af de tre klassiske græske søjleordener. Den blev udviklet ca. 400 f.Kr. og omfatter alle elementer i den joniske søjleorden, men anvender et særligt korinthisk kapitæl, inspireret af akantusplanten, med en høj kurveformet kerne, omgivet af bladrækker, hvorfra slanke stængler skyder op og ender i volutter.
Den korinthiske søjle er en variant af den joniske, men er endnu slankere, og kapitælen var ofte udsmykket med akanthusblade.
Gudinden Athene.  Hun har rigtig mange tilnavne:
                                 Nike = sejren = sejrens gudinde
                                 Pallas = måske borggudinde, den unge, henvisning til hendes skjold, som var lavet af skindet af den unge Pallas, som hun dræbte.
                                 Parthenos = den jomfrufødte

                                 Polias = af byen = byens beskytter
                                 Promachos = hun, der kæmper i forreste linie
                                 Pronaia = før templet

Udtale af græske ord: som hovedregel tryk på 3. sidste stavelse.