På tur i Danmark 1
Rømø 27 – 29. marts 2019 og sort sol i Rudbøl

med FLS-gruppen


Hvis man vil nøjes med at se billeder, så brug knappen - og klik på billederne og klik en gang mere på 'DiasShow' for at stoppe


Ons 27   Denne tur er kommet istand ved at Doris til sin 70-års fødselsdag havde ønsket at få lov til at se Sort Sol. For de, som ikke ved, hvad det er, så er det store samlinger af fugle, som regel stære. Disse samlinger finder sted 2 gange om året. Forårstrækket ligger fra februar til midt i april, og efterårstrækket begynder i august og kan vare helt til december. Det er et meget flot og imponerende syn, som kan omfatte mere end 200.000 fugle.

Holger kunne gennem postvæsenet, hvor han er ansat, leje et sommerhus på Rømø, så det var så der, hele gruppen på 8, tog hen, for vi ville jo alle sammen gerne se sort sol.
Men når vi nu alligvel var her, så kunne vi jo ligeså godt kigge lidt på områdets øvrige seværdigheder.

Vi besøgte Sct. Clemens Kirke. Her var nogle specielle gravstene, som ikke alene var rejst for den afdøde kaptajn feks, men også oplistede hans kone/koner og deres børn og børnebørn. Det var en meget interessant skik, som vi ikke har set andre steder.
Der var også en lille afdeling for faldne, engelske flyvere fra 2. verdenskrig.

 





Vi besøgte også Naturcenter Tønnesgård. Her var eksempler på gamle stråtækte bygninger og især deres indgangspartier var bemærkelsesværdige. Her var også en gammel skolebygning, Toftum Skole, fra 1774, hvor børnene gik i skole fra de var 5 år gamle til de var 10 for drengenes vedkommende og 8 for pigernes. Skolens tilstedeværelse skyldes først og fremmest, at fædrene var relativt veluddannede og derfor kendte til betydningen af at lære noget. De var tidligere styrmænd og kaptajner og kunne derfor både læse og skrive og regne og kendte også til feks. navigation. Mange af dem havde også været på hvalfangster i Ishavet og herfra hjembragte de ofte store hvalkæber, som i mangel af træ bl.a. kunne bruges til hegn. Vi så et sådant langt hvalbenshegn i byen Juvre. Det var lavet af kæber fra bardehvaler.




Det blev også til en lille, men barsk tur til stranden inden aftensmaden og hyggen indendørs ved brændeovnen.



Tor 28   I dag besøgte vi Vadehavscentet, et relativt nyt museum, som meget fint beskriver vadehavsområdet.
VADEHAVSCENTRET ligger lige ved Vadehavet, som er Danmarks største, fladeste og vådeste Nationalpark. Det er et enestående naturområde i Danmark, som blev udnævnt til Nationalpark i 2010.
Men Vadehavet er ikke kun unikt i Danmark - det har status som Verdensarv. Samlet strækker vaderne sig 500 km langs den danske, tyske og hollandske kyst. Det dynamiske landskab, den biologiske rigdom og de mange trækfugle gør området til noget helt enestående.
Vel hjemme igen slappede vi af langs sommerhuset og nød solskinnet.





Nu skulle det være, det vi var kommet for. Nu skulle vi nemlig se Sort Sol. Sent på eftermiddagen tog vi til grænsen til Tyskland nærmere betegnet til en lille by, der hedder Rudbøl. Her var det sjovt, at kunne løbe frem og tilbage over grænsen, for der var ingen overvågning; sjovt især i disse tider, hvor vi praktiserer grænsekontrol. Her ved Rudbøl er der en sø og nogle sivområder, hvor fuglene kan lide at opholde sig. Og så er det bare at vente.... Vi var kommet alt for tidligt og var allerede begyndt at tænke, at det måske ikke var her, eller ikke i dag osv. Men der var kommet en masse andre mennesker, som også ventede og lidt efter lidt kom der gang i den.
Det var et flot syn. Absolut ventetiden værd. Se en lille video HER:





Hjemme i sommerhuset igen kom maden på bordet og hyggen steg.



Fre 29   Hjemtur, men på vejen kunne vi jo lige kigge på Tirpitz-bunkeren, et ganske nyt museum.





Ikke langt fra Blåvand finder man det imponerende og arkitektonisk unikke museum, Tirpitz. Museet der er bygget op omkring den gamle Tirpitz bunker fra 2. verdenskrig, som i dag står tilbage som et sørgeligt men historisk varemærke for en af de største krige. Bunkerstillingen, bestående af to kæmpe bunkere, skulle i sin tid bygges som en del af Hitlers Atlantvold, men blev aldrig færdigbygget, da krigen nåede at slutte forinden. Derfor kom de til at stå som tilsandede monumenter i den barske vestjyske natur, indtil det blev besluttet, at de skulle fungere som museum.

Historien bag bunkeren Dette museum rummer en enestående beskrivelse af nogle af de rædsler, som Anden Verdenskrig bragte med sig. I 2017 blev den dog bygget om af det verdenskendte, danske arkitektfirma BIG, Bjarke Ingels Group, der har værnet om bunkerens historie og naturen omkring den. Derfor er det nye museum bygget op i beton og jern, som bunkeren oprindeligt blev fremstillet i og af glas, der bliver fremstillet af varmet sand, som det sand, der kommer fra klitlandskabet omkring museet. Museet er bygget ind i klitterne og med en underjordisk gang forbundet med den sydlige bunker, der også bruges til udstillinger. På det skrånende tag er der plantet marehalm, så museet falder perfekt ind i de vestjyske omgivelser omkring det. Efter ombygningen står museet som en arkitektonisk perle, der er værd at besøge for både arkitektur og indhold!
I forbindelse med ombyggelsen er der kommet 4 store udstillingsrum, der alle er spændende og interaktive. Der er ingen lange, kedelige plancher på museet, men derimod får alle udleveret et headset, som de kan tage med rundt i museet og selv vælge, hvilke udstillinger de gerne vil høre mere om. Der er både faste udstillinger og skiftende specialudstillinger, der alle fortæller en historie om bunkeren eller livet omkring vestkysten.

Således sluttede vores tur og vi drog alle hver til sit; mætte af de mange oplevelser på ganske få dage.