Uddrag af Odysseen

  I Bent Hallers genfortolkning af et af verdenslitteraturens største værker, Homers “Odysseen”, følger vi den græske helt Odysseus på hans lange rejse hjem fra krigen i Troja. Der er nu gået 20 år siden krigen om den skønne Helene, og hjemme på øen Ithaka sidder Odysseus’ kone Penelope og spejder efter sin mand. Hun er belejret af bejlere, som alle håber, at de ved et giftemål med dronningen, kan overtage kongemagten på Ithaka, men Penelope elsker stadig sin mand og har ikke opgivet håbet om at se ham igen. Odysseus’ unge søn Telemakos får besøg af krigergudinden Athene i forklædning. Athene, der har et blødt punkt for krigerkongen Odysseus, fortæller Telemakos, at Odysseus stadig er i live og lover at hjælpe den unge mand. Odysseus har i syv år været taget til fange af den skønne nymfe Kalypso, men Athene beordrer Kalypso at frigive manden. Hendes list bliver dog opdaget af havguden Poseidon, der har svoret hævn over Odysseus, fordi denne blindede hans søn, kyklopen Polyfemos, og Odysseus må nu kæmpe en brav kamp mod både guder og mennesker for at komme hjem til sin elskede Penelope og deres søn, inden det er for sent.

Her starter Odysseen så med et møde på Olympen:

På det skyomkransede Olympos, i det blændende hvide, solglitrende palads, var guderne forsamlet hos gudekongen, den almægtige Zeus. Det var hans datter, Pallas Athene, der havde bragt dette møde i stand, og tidspunktet var ikke tilfældigt valgt. Det skyldtes at havguden Poseidon var fraværende. Han var draget til Ætiopernes land for at nyde et stort offer man gav for ham der, og der var nogen der hævdede at det i virkeligheden var Athene der havde arrangeret det. Hun var nemlig optaget af en ganske bestemt sag, hvor også Poseidon var indblandet.  Striden, for sådan kunne man godt kalde den uoverensstemmelse, der var opstået mellem de to store guder, drejede sig om kong Odysseus fra Ithaka. Odysseus havde gjort sig fordelagtigt bemærket under krigen mod Troja. Men som den eneste af de hellenske konger var han aldrig nået hjem til sit land, den smukke klippefyldte ø. I årevis havde han flakket rundt på havet, blæst hid og did af sammensvorne vinde, fordi Poseidon, ikke uden grund ville mange hævde, havde sat sig for at forsinke hans hjemkomst. Det var sådan, at havguden ikke kunne tilgive Odysseus, at han havde blindet den mægtige kæmpe Polyfemos, Poseidons egen søn med havnymfen Thoosa. Normalt kerede havguden sig ikke særligt om sine mange uægte børn, kun i dette enestående tilfælde hvor det formastelige menneske ligefrem havde pralet af sin bedrift. Sådan et overmod kaldte på hævn, og derfor skulle Odysseus ikke uden videre få lov til at vende hjem. Han kunne få lov til at længes efter sin elskede hustru, Penelope, og den lille søn Telemakos. Det var alfaderen, lynkasteren Zeus der tog ordet, sådan som det var skik og brug ved gudernes rådslagning og under Olymposbjerget dukkede menneskene hovederne da tordenen buldrede og lynene sprang fra den snedækkede tinde.

-           -  Kender jeg dig ret, Athene, så kender jeg dit ærinde, sagde Zeus. – Det drejer sig formodentlig om dette besynderlige menneske, hvad var det nu han hed?

-           -  Ja, jeg interesserer mig for Odysseus’ skæbne, far, sagde Athene og lænede sig mod sit spyd. – For han er et usædvanligt menneske, stærk og klog og modig.

 
-  Åh ja, disse mennesker, tordnede Zeus så bjerget skælvede, – de anklager evig og altid guderne for deres ulykker, men er de ikke selv skyld i dem? Vidste Aigisthos ikke at han brød guders og menneskers lov ved at tage Agamemnons hustru til »ægte«, og myrde kongen da han vendte hjem fra krigen? Vidste han ikke hvilken straf der ventede ham efter sådan en udåd?... Jo, det vidste han udmærket, men det forhindrede ham ikke i at gøre det.

Så tog Hera, Zeus’ hustru, ordet.

-           -  Problemet med menneskene er, at de ligner guderne for meget, sagde hun og sendte sin mand et sigende blik - liderligheden besejrer til hver en tid den sunde fornuft.

Athene rømmede sig og slog enden af sit spyd hårdt ned mellem sine sandalklædte fødder, irriteret over Heras indblanding.

-          -   Odysseus er ikke nogen Aigisthos, der begærer en anden mands hustru, sagde hun, – Odysseus er sin hustru tro, ingen anden kvinde har nogensinde kunnet røve hans hjerte.

-           -  Jaså, sagde Hera, – hvad så med Kalypso. I dette øjeblik gnider hun sit køn ind i velduftende creme for at modtage Odysseus.

-           -  Godt, nu talen er om den tæve, sagde Athene foragteligt, – så er Odysseus’ problem netop at Kalypso holder ham fanget på sin ø, hendes liderlighed forhindrer hende i at slippe ham fri, hun piner den arme mand med sin evindelige elskovssyge.

-          -   Tal om Kalypso med respekt, sagde Zeus, - Kalypso er datter af den uundværlige Atlas, som holder himlen oppe og forhindrer den i at falde ned og knuse ”dine” mennesker.

-           -  Far, sagde Athena

Hun trådte helt hen til Zeus og så ham direkte i øjnene. Hendes blik var lige så fast som hans, øjnene lynede med samme kraft og hun tog ikke blikket til sig.

-           -  Hvor længe skal Odysseus’ trængsler vare, har han ikke døjet nok nu, har han ikke altid ofret de fedeste okser til dig?

-           -  Vi bør vente på at Poseidon kommer tilbage, sagde Hera, - det her er en sag, der vedrører ham, og det er ikke rigtigt at holde råd om det her uden ham.

-           -  Vi ved alle, at Poseidon ikke kan tilgive nogen, sagde Athene, - men guderne skal dele sol og vind lige når det gælder menneskene, det er ikke sket når det drejer sig om Odysseus.

-           -  Odysseus blindede Polyfemos, sagde Hera.

-          -   Ellers havde Polyfemos dræbt både ham og alle hans mænd, sagde Athene, - enhver har ret til at forsvare sit liv.

-           NOK, sagde Zeus og løftede sin hånd så brat, at lyn sprang fra hans fingerspidser, - af og til blander guderne sig mere end godt er i menneskenes skæbne. Og du har aldrig holdt dig tilbage, Athene.

-           -  Nej, det skal jeg lige love for, indskød Hera, der havde for vane at afbryde sin mand, når han sådan sagde NOK og fik fingerspidserne til at lyne, hvilket jo betød, at det sidste ord var hans.

-           -  Det skulle du nødigt bringe på bane, Hera, sagde Athene næsvist.

-           -  Vi forsøgte alle, at dele sol og vind lige i krigen, sagde den høje slanke Apollon, der som altid stod lænet op ad sin bue sammen med tvillingesøsteren Artemis.

-           -  NOK, brølede Zeus så bjerget skælvede og sendte laviner af halvsmeltet sne ned i gabende sprækker, - jeg har besluttet at give Odysseus, som kæmpede så bravt ved Troja, en sidste chance for at vende hjem. Gør hvad du kan for at hjælpe ham, Athene. Det var de sidste ord.

-          -   Så fik hun atter sin vilje, indskød Hera før hun svøbte sig i skyer og forsvandt.

Athene havde længe haft en plan klar. Da hun kunne flyve ved tankens hjælp, behøvede hun blot at tænke på Ithaka, den smukke ø, hvor gamle Laertes, Odysseus’ far, havde plantet oliventræer, så stod hun på stranden. Hun vidste altid i hvilken retning hun skulle gå, hendes kloge ugle fortalte hende det og den var altid i nærheden, synlig eller usynlig. Hun gik straks i retning af kongeborgen, hvis indgang var flankeret af to malede stenløver. Det var selvfølgelig utænkeligt at nærme sig menneskene i sin olympiske skikkelse, et sådant syn ville de slet ikke kunne tåle, de ville ganske enkelt brænde op, så var hun nødt til at komme som en anden og hun besluttede at lige en af Odysseus’ gamle bekendte, Mentes, kongen af Tafos. Og så var hun Mentes, så ikke engang Mentes egen kone ville være i tvivl, om det så lykkedes hende at lokke den gamle til lidt sjov under tæppet i ægtesengen.

Athene ville først og fremmest minde Odysseus’ søn, Telemakos, om hans pligt. Han var snart en voksen mand og det var på tide, at han kom ud af sin mors skygge. Helt spæd var han dengang faderen drog i krig, men da der på trods af moderens forkælelse var stof i ham til en retskaffen mand og modig kriger, ville hun indgyde ham håb.

Kongsgården var ikke ligefrem malet med sorgens farver, selvom alle efterhånden var af den mening, at Odysseus aldrig mere ville vende tilbage til Ithaka. Han måtte være død nu, alligevel lød der sang og latter og bægerklang fra den store hal og Athene vidste hvorfor.

Mænd, fyrster af blodet, var strømmet til gården på grund af den underskønne Penelope, Odysseus’ sørgende enke. Når en kone var død var det jo skik, at dronningen tog sig en ny mand, så landet igen kunne få en hersker. Ithakas egen prins var endnu ikke moden, så derfor var kongsgården fuld af forhåbningsfulde bejlere, som stort set ikke lavede andet end at æde og drikke og holde fest. Det tyndede godt ud på hylderne i forrådskammeret og mange af pigerne gik og skrævede, fordi mændene fik harske lyster, når blodet i deres årer blev erstattet af vin. Det stod så slemt til, at gamle Laertes, Ithakas fordums konge, ikke havde sat sine ben i kongsgården i flere år. Han blev på sin egen gård ude på landet, hvor han sammen med sin tro tjener, Dolios, og dennes sønner, passede jorden som en simpel bonde.

Athene vidste at Penelope havde svært ved at holde disse krasbørstige bejlere på afstand. Penelope var til det sidste tro mod sin mand og hun ville ikke tro på, at han var død. Hver nat lå hun og græd i sit kammer, hvor hun kunne høre mændene forlyste sig med de fnisende slavinder.

Når de ikke åd og drak og horede eller øvede sig i mandlige idrætter, så lyttede de til sangeren Femios, som de tvang til at synge om de sørgelige begivenheder, der udspillede sig den gang grækerne skylle hjem fra Troja. Penelope var helt sikker på, at det var for at håne hende.

Telemakos gik nedbøjet rundt i sine egne tanker, meget tavs og meget stille. Han passede sig selv og stoppede ustandselig op for at kigge ud over havet. Han hold øje med, om der kom skib, akkurat som sin mor, men i modsætning til hende var han en tvivler. For hver dag der gik, blev han mere og mere overbevist om at faderen aldrig ville komme hjem. Han havde ikke observeret noget fremmed skib, hverken ude på havet eller i havnen, derfor blev han noget forbavset da han pludselig fik øje på en fremmed, der gik ind gennem porten med rank ryg, selv om det så ud til at være en gammel mand.

Telemakos var høj og tynd med skulderlangt krøllet hår, men selvom mændene nede i hallen ikke regnede ham for noget, så forsøgte han altid at optræde værdigt og mandigt, han var jo kongesøn. Han gik ned i salen for at tage vel imod den fremmede, sådan som hans far altid havde gjort, selvom han bestemt ikke brød sig om de drillende blikke, bejlerne sendte ham.

Bejlerne mukkede, da de så den fremmede træde ind i hellen.

-           Hvem er nu han?

-           Ja, og hvad vil han her?

-           På Ithaka behandler man gæster med høflighed, sagde Telemakos og måtte rømme sig for at klare stemmen. Han løftede hagen, hvilket fik mændene til at le.

-           Vær du glad for, at du ikke er andet end en snothvalp, sagde en af bejlerne, - ellers skulle jeg lære dig høflighed.

Athene så, hvordan ynglingen bed de hvasse ord i sig, mens han blev mere og mere rød i hovedet. Så bukkede han for gæsten:

-           Velkommen til Ithaka fremmede, sagde han og igen måtte han rømme sig.

Bejlerne forlangte mere mad og vin sat på bordet og eftersom den fremmede åbenbart ikke var en konkurrent til Ithakas trone og dronningens seng, men kun var en gammel mand, interesserede de sig ikke længere for sagen.

-           Syng, Femios, råbte de, - den som ikke synger, får bronze i stedet for brød.

-           Sæt dig her ved min side, sagde Telemakos til den gamle mand, - og fortæl mig hvem du er. Kommer du langvejs fra? Har du hørt nyt om Odysseus?

-           Jeg er Mentes, kongen af Tafos, en bekendt af din far fra gammel tid, sagde Athene, - og jeg har hørt nyt om din far. Fat mod, Telemakos, han er ikke død.

Da Telemakos hørte det ville han straks hente sin mor og fortælle hende den glædelige nyhed, men Athene holdt ham tilbage.

-           Tøv lidt, Telemakos, sagde hun, - jo mindre vi fortæller om det, jo bedre. Lad ikke bejlerne høre det, de vil gøre alt for at Odysseus aldrig mere vender tilbage.

Telemakos bed tænderne hårdt sammen, da mændenes grove latter igen gjaldede gennem festsalen, hvor Ithakas gode vin nu ikke længere blev blandet med vand. De drak som svin og opførte sig som svin. Han knyttede sine næver, så de blev helt hvide og Athene nikkede anerkendende.

– Lad dem blot le først, Telemakos, sagde hun og da hun rørte ved hans skulder følte han at han begyndte at vokse, at musklerne i hans arme blev hårde som sten, og han nikkede med stolt blik som om han fuldt ud forstod hvad det var hun mente.

– Ja, de skal få lov til at le først, mumlede han.

Nu sang den berømte Femios igen om grækernes sørgelige skæbne efter Trojas fald. Og han havde på opfordring, så at sige med kniven mod struben, digtet et nyt vers om den tapre Odysseus hvis afpillede ben nu blev til støv på en fremmed strand.

Hvis de udspekulerede bejlere havde håbet at netop dette vers ville lokke dronning Penelope frem på balkonen, så havde de ikke håbet forgæves. De vidste at det måtte gøre ondt. Pludselig stod hun der med slør for ansigtet, og da hun bad Femios holde inde, kunne alle høre at hun græd.

– Jeg synes disse mænd opfører sig som herrer i Odysseus’ hus, hviskede Athene til Telemakos, – de håner jo din far, og de fornedrer din mor.

– Mod mangler jeg ikke, mumlede Telemakos, – men jeg er endnu ikke stærk nok, og jeg er alene.

– Det er rigtigt, Telemakos, sagde Athene, – du er en klog dreng, man skal ikke fægte før man kan løfte sværdet. Jeg foreslår at du indkalder til rådsmøde. Det er på tide at du drager ud for at søge efter din far, for på den rejse vil du blive stærk nok, det lover jeg dig. Du må også tænke på hvordan du skal komme disse bejlere til livs. Du har vel hørt om prins Orestes der vandt sig stor hæder da han hævnede sin fader, Agamemnon ved at slå hans morder, Aigisthos ihjel. Altså, sæt sejl, drag til Pylos og søg råd hos kong Nestor. Når du har været der skal du opsøge kong Menelaos i Sparta. Han var den sidste der vendte hjem fra togtet mod Troja. Hvis de kan fortælle dig at din far i mellemtiden er død, så må du rejse en gravhøj for ham her på Ithaka, og give hans enke til en anden mand, sådan som det er skik og brug i vores land. Nu må vi lade guderne råde ...

Telemakos var pludselig fuld af mod og eventyrlyst, sådan virkede den gamle mands ord på ham. Han rankede sig, skød brystet frem og talte frit uden at rømme sig. Ja, han ville sætte sejl nu. Han var pludselig fast overbevist om at hans far endnu levede, og at han selv ville drage ud som yngling og vende hjem som mand. Han omfavnede spontant den gamle mand og så på ham med strålende øjne.

– Hvem er du egentlig, fremmede?

– Det har jeg jo sagt, sagde Athene, og da hendes ærinde var slut, og hendes tanker drejede et helt andet sted hen, ja så var hun der ikke længere. Da forstod en temmelig forskrækket Telemakos at han havde haft besøg af en gud.

Bejlerne blev opmærksom på den forandring der var sket med Telemakos, og der var ikke længere nogen der lo eller kom med sjove bemærkninger, sådan som de ellers havde haft for vane. Der var pludselig noget selvsikkert over den unge mand, og det gjorde dem straks mistænksomme.

        –   Hvem var den fremmede, Telemakos? råbte Antinoos, som sammen med Eurymakos var den der var mest ivrig efter at vinde dronning Penelope og blive Ithakas nye konge. – Han forsvandt jo nærmest for øjnene af os.

        – Han var en ven af min far, en gæst som blev inviteret, svarede Telemakos med en stemme der havde fået kraft og saft. – I modsætning til visse andre som har indbudt sig selv til et ædegilde der åbenbart skal fortsætte i det uendelige.

Det var aldeles uhørt at den hvalp talte sådan til våbenføre mænd. Bejlerne kikkede på hinanden. Men der var stadigvæk ingen der lo. Aldrig havde de hørt knægten tale med så stor autoritet.

Alle ventede på at han skulle sige noget mere, og Penelope havde hørt hans stemme inde i sit gemak. Fordi hun længtes så forfærdeligt efter sin mand, troede hun et øjeblik at det var Odysseus hun havde hørt.

Hun listede hen til gardinet og kikkede ned i hallen og så at det var Telemakos der skammede bejlerne ud. Hvad gik der dog af ham? Som han stod der med hagen trodsigt løftet lignede han sin fader så meget at hendes hjerte begyndte at gøre ondt.

        –   Hvad går der af dig, Telemakos, sagde Eurymakos, – du skulle skamme dig. Disse brave mænd, vældige krigere og fyrster af blodet, er her kun for at yde dronningen deres støtte. Vi er her for at hun skal vælge en af os, så Ithaka kan få en ny konge.

        –   Du er kun et barn, Telemakos, sagde Antinoos, – derfor vil vi ikke straffe dig for din formastelige    opførsel.

Telemakos fik en urolig nat, han vendte og drejede sig i en sand skylle af forvirrede billeder der strømmede ind over ham. Skibe og sejl, og hårde bølger, og en fremmed kyst som fjernede sig jo nærmere han kom. Sært var det, som stumper af tegninger der flagrede rundt om ham.

Den beslutning han havde truffet var ikke så ligetil når det kom til stykket, og natten var ikke egnet til løsning af den slags problemer. Han skulle for første gang forlade sit hjem, og han tænkte på moderen der skulle være alene med bejlerne. Kunne han overhovedet tillade sig at drage ud på eventyr mens hun sad der ved sin væv?

Da han hørte det første hanegal, føltes det som om han slet ikke havde sovet. Øjnene kløede, og hovedet var tungt som efter for meget vin. Men da han rejste sig og stod i den kølige blæst fra havet, fyldtes hans bryst atter med mod. Jo, han ville rejse. Moderen havde Eurykleia og han var nødt til at søge nyt om sin far, også for hendes skyld. Det var heller ikke bare en beslutning han havde truffet i ungdommeligt overmod, men en som var givet ham af en guddom.

Han klædte sig smukt på, ny kjortel og nye sandaler. Han spændte sværdremmen og tog sin lanse, kaldte på hundene og gav herolden ordre til at der skulle kaldes til samling på tingpladsen. Da han hørte trompeten gjalde ud over borgmuren, følte han sig ved godt mod.

– Hvad sker der? lød det fra salen hvor bejlerne nu vågnede med kraftige tømmermænd efter nattens fest, – hvem kalder til tingmøde så tidligt?

– Er fjenden over os?

– Kvæl den hornblæser.

Trompeten kaldte andre trompeter til, messingtonerne gjaldede ud over hele øen så alle kunne begive sig på vej til tingpladsen i den lille dalsænkning ikke langt fra Apollon-lunden.

Den første der nåede frem, var naturligvis Telemakos sammen med sine herolder, men det varede ikke længe før øens førende mænd nåede frem, nysgerrige, men også en smule ængstelige. I al den tid Odysseus havde været borte havde der ikke været kaldt til tingmøde én eneste gang. En mand der blev kaldt Aigyptios, var den første der tog ordet. Han var en meget gammel og erfaren mand. Han havde altid været Odysseus en tro mand og hans yndlingssøn, Antifos, var taget med kongen til Troja. Heller ikke Antifos var vendt tilbage.

– Hvem kalder på tinge? råbte han og så sig omkring. – Er skibe med krigssejl på vej til øen? Det er første gang der bliver holdt ting i næsten tyve år. Det må være et tegn på at der nu skal ske forandringer ...

Ægypterens ord blev hængende i luften og blev afløst af en sær og utydelig mumlen da Telemakos, med det gyldne scepter i hånden, satte sig i rådsstolen.

– Jeg har kaldt til møde, sagde Telemakos, – jeg, Odysseus’ søn, prins af Ithaka, fordi der er noget jeg må sige jer.

Stor var de gamles undren. I mange herrens år havde denne stol stået tom. Og så satte knægten sig i den.

Bejlerne nåede frem som de sidste, de så gnavne og trætte ud. Flere af dem var sønner af fremragende adelsmænd på Ithaka, andre var kommet til fra naboøerne. De stirrede forarget på den unge splejs der fyldte så lidt i den store rådsstol at det måtte fremkalde et par bemærkninger.

– Hans fødder kan jo knap nok nå ned til jorden.

– Stakkels fyr, han er jo ikke vokset de sidste ti år.

– En dobbelt ulykke har ramt mig, sagde Telemakos og hævede sceptret for at få grineriet til at standse, – først min fars forsvinden, så min mors ulykke. Jeg tror ikke længere på at min far kommer tilbage i live, selv om jeg ikke kan vide det med sikkerhed. Og det er netop denne usikkerhed der piner mig. Også min mors tilstand bekymrer mig, plaget som hun er af disse friere som ustandselig inviterer sig selv til fest i paladset. Skal de bare have lov til at æde os ud af huset? Jeg er endnu en yngling, jeg har ikke min fars styrke, derfor har jeg indtil nu ikke formået at holde dem stangen.

Bejlerne hujede og piftede i fingrene, hvilket var aldeles uhørt, og herolderne havde besvær med at holde orden.

– Ja, de er ved at ruinere mig, råbte Telemakos, – og hvorfor ser Ithakas mænd til uden at gribe ind? Har I måske noget at hævne? Var min far jer en slet og grusom konge? Jeg ser at flere af jer sænker blikket nu. Intet har I gjort for at forbedre de kaotiske tilstande her på øen. Paladset er mod min vilje åbent for enhver kæltring og ædedolk mens I bare ser til ...

– Er det Ithakas fyrster du kalder kæltringer og ædedolke, lød en vred røst. ...

-          -   og sådan fortsætter den lange historie. Blev du lidt fanget af historien, så læs selv videre fra feks. en e-bog fra biblioteket.