På tur i Danmark 7

Odense og Sødover 16-18 juni 2023

Med moster og Mette og Peter


Hvis man vil nøjes med at se billeder, så brug knappen - og klik på billederne og klik en gang mere på 'DiasShow' for at stoppe



Fre 16   Afsted til tiden og efter et lille kaffeophold ved Nyborg nåede vi frem til vores hotel, City Hotel Nattergalen. Alt her i Odense viser, at de bestemt ikke har glemt H.C. Andersen. Allevegne er der skulpturer med figurer fra hans eventyr. Det er meget hyggeligt. Vi fik vores biler parkeret i hotellets parkeringsområde og her kunne de holde ¨billigt’ og sikkert. 75 kr/døgn mod ca. 10 kr/time udenfor. Vi kunne ikke få vores værelser før efter kl. 14, men med bilerne parkeret var vi frie til at gå ud i byen.
 Det nærmede sig frokosttid, så vi besluttede os for Den Gamle Kro, som ligger tæt på hotellet. Her fik vi en dejlig frokost. Så fortsatte vi videre ad Overgade, som undervejs skiftede navn til Vestergade. Det var en hyggelig og livlig gågade a.la. Strøget i København og den fortsatte vi ad til vi kom til Brandts gamle klædefabrik, som for længst er stoppet med at lave stoffer, men bygningerne har nu fundet anvendelse som bl.a. restauranter, butikker og også en kunstudstilling.




Vi kiggede på kunstudstillingen, som udover flere forskellige specifikke kunstnere også indeholdt en komplet gennemgang af værker fra renæssancen til moderne tid.

Herefter travede vi stort set tilbage af samme vej, som vi var kommet blot med en enkelt kaffepause et fint sted undervejs.

Nu var klokken over 14 og vi kunne checkke ind på hotellet og få vores bagage på plads. Her slappede vi så af til klokken 18.30.

Nu ville vi ud og se Storms Pakhus, som er indrettet til et streetfood-sted og det var det skam. Der var sort af mennesker foran pakhuset, hvor der var stillet op til fodbolskamp på storskærm. Vi havde jo lige glemt, at der var landskamp – EM-kval – og Danmark skulle spille mod Nordirland. En modstander, som vi vist havde det svært med. Nå, vi fik da kæmpet os igennem mængden og ind i hallen, hvor der var alle mulige typer af mad, man kunne købe, thai, indisk, græsk, sandwiches, toasts, burgers mm.
Her fik vi så hvad vi kunne lide og henad 9 drog vi så hjem, dvs. vi skulle nu igennem fodbold-mængden, som bestemt ikke var blevet mindre. En flink vagt hjalp os dog på vej, så ud kom vi til sidst.

På hjemvejen købte vi lidt vin og chips og satte os op på hotellets tagterrasse, hvor vi kunne sludre og nyde vores vin. Klokken 22.30 var vi trætte og gik på værelserne til lidt dagbogsskrivning og så kaldte sengen højt og tydeligt.




























Lør 17   Dagen startede med et dejligt morgenbord og snart var bilen fyldt med vores bagage og vi checkkede ud, men lod bilerne stå og gik ud i byen. På trods af, at moster ikke var særligt interesseret i at se det nye H.C. Andersen Hus, gik vi derhen alligevel ikke alene for at se området og haven igen, men også for at vise moster hans fødested, som jo ligger sammenbygget med det nye hus. Da det er bygget ind i foyeren, kan det ses gratis uden, at man skal se hele det nye hus.
Herefter travede vi ned til Sct. Knuds Kirke, som er en meget smuk kirke og absolut værd at se, men desværre var der både et bryllup og en barnedåb, der foregik, så kirken kommer til at vente til en anden gang. Så drog vi hen til H.C. Andersens barndomshjem, som moster klarede ved at nøjes med at kigge ind ad vinduerne.








Odense Domkirke - Sct. Knuds Kirke. Knud den Hellige, Knud 4., Knud Svendsen (cirka 1043 – 10. juli 1086)    var en dansk - måske den første kristne - konge. Forhistorien til kongemordet er, som jeg kan finde ud af det, at kongen var meget gudfrygtig og ville skaffe tiende til kirken og det lykkedes ham at undertrykke flere landsting på sin vej op gennem Jylland. Men Vendelboerne gjorde oprør og forfulgte ham ned gennem Jylland, så han til sidst måtte søge ly i kongsgården i Odense, medens alle Vendelboerne hærgede Aggersborg og kongsgårdene i hele Jylland. Lederen af oprøret, Piper, kom til kongsgården og beroligede kongen med list, men forsøgte at overrumple ham. Det lykkedes dog Knud med sin bror Benedikt og sine vederlagsmænd at slippe ind i Sankt Albani Kirke, hvor han troede sig sikker. Men Piper og hans folk prøvede at brænde kirken, der var af træ. Da det ikke lykkedes, dræbte de Benedikt og 17 hirdmænd og derefter Knud, som knælede ved alteret. Det var den 10. juli 1086 i Sankt Albani Kirke. Knytlingesagaen fra anden halvdel af 1200-tallet er den islandske litteraturs hovedværk om de danske konger fra 900-tallet og frem til 1187 og her berettes om kongemordet. Beretningen er nedskrevet længe efter begivenheden, men kan alligevel godt være korrekt. Ifølge denne saga blev Knud først ramt af en sten, som blev kastet ind gennem et vindue. Han blev ramt på øjenbrynet og blødte stærkt. Eyvind Bifra kom våbenløs ind i kirken for at forhandle fred med kongen. Kongens bror Benedikt vil ikke lade ham slippe forbi, før Knud gav ham ordre til det. Eyvind hilste kongen og lod kappen glide tilbage fra skulderen, så han viste, at han havde et blotlagt sværd under klæderne. Med det gennemborede han kongen. Knud døde på stedet. Benedikt huggede Eyvind i to stykker, da han forsøgte at flygte ud ad et vindue. Overkroppen faldt ud af vinduet, underkroppen ind i kirken. De to banesår Knud fik ifølge Knytlingesagaen passer godt med undersøgelserne af et skelet fra kirken, og Benedikts gerning kunne forklare, hvorfor det ikke lykkedes for benediktinermunkene at få ham gjort til helgen, på trods af hans passende navn. Straks efter Knuds død gik bl.a. hans bror Erik Ejegod i gang med at få ham helgenkåret. Misvækst blev tolket som Guds vrede over drabet. Knud blev begravet i domkirken, som han selv havde ladet bygge. Og der begyndte snart at ske undere ved hans grav. I 1101 blev han som den første danske konge kanoniseret, og hans jordiske rester anbragtes i et gyldent helgenskrin på alteret i Sankt Knuds Kirke i Odense. Foran Peterskirken i Rom ligger karmeliterkirken Santa Maria in Traspontina, som indeholder et kapel - det andet til højre for indgangen - viet til San Canuto, som Hellig-Knud kaldes på italiensk. Over alteret hænger et maleri, der forestiller drabet på kongen i Odense. Også i sakristiet findes der et portræt af kong Knud over indgangsdøren. Ved Assenbøllemark nord for den gamle hovedvej mellem Middelfart og Odense ligger en sten kaldet "Skt. Knuds sten" eller "Knud den helliges sten". Det siges, at kong Knud hvilede sig på den på vej til Odense til sin død i Sankt Albani Kirke. I Trap Danmark berettes det om stenen, der ligger i en lille indhegning ved vejen: "På Assenbølle mark ligger Skt. Knuds sten, på hvilken Knud den Hellige skal have hvilet på sin flugt for oprørerne; de, som drog til Skt. Knuds marked i Odense, plejede at kaste en lille sten på stedet, og i det hele taget valfartede man hertil i middelalderen. Stenen er af naturen formet som et sæde; på den fremstående ryg findes en skålformet fordybning." - fordi stenen var blødere end kong Knuds fjenders hjerter, som H.C. Andersen skrev om stedet. Tidligere var stenen et yndet udflugtsmål. I dronning Christines hofregnskaber fra 1507 står: "Jeg gav seks et halvt mark for at få min frues folk til Skt. Knuds sten (Sancti Knutz Steen)", og i 1618 kostede det tre mark at leje en vogn fra Odense til den hellige sten. Frederik 5. skulle engang rejse forbi, og herremanden på Erholm lod pladsen omkring stenen skuffe og bestrø med sand og blomster. I Just Mathias Thieles Danmarks folkesagn første bind hedder det: "På vejen mellem Gribsvad og Vissenbjerg Kirke i nærheden af Odense skal der findes en stor sten, som kong Knud satte sig på for at hvile sig, da han blev forfulgt af de oprørske jyder. På det sted, hvor han sad, blev der mærker i stenen af hans sæde, og rundt om den findes der mange mindre sten, som folk der var på vej til Odense marked, har kastet efter den for at skaffe sig god lykke." Siden 1887 har stenene og arealet omkring dem været fredet.

Sidste punkt på programmet var Jomfruspringet, som skulle ligge lige overfor Barndomshjemmet, men vi fandt det efter lidt søgen på torvet og her er historien, der hører til:

Jomfruspringet.   Engang i svenskekrigenes tid – formentlig under krigene 1657- 60, da store dele af Danmark var besat – forfulgte kåde svenske soldater en ærbar ung pige. For at redde sin ære flygtede hun op i Skt. Knuds Kirkes tårn, og da de svenske soldater også fulgte efter hende her, styrtede hun sig ud af en af de øverste luger i kirketårnet, faldt ned på Klingenberg foran porten til Skt. Knuds Kloster og døde på stedet. I stenen på fortovet ud for Telefonhuset/Handelsbanken kan man endnu – med lidt god fantasi – se aftrykket af hendes fødder, som med voldsom kraft ramte jorden først. Så kort er historien egentlig, men som andre historier er den også blevet bedre med årene. Da biskop Engelstoft i slutningen af 1800-tallet skrev sin byhistorie, var historien endnu nogenlunde som fortalt ovenfor. Senere har man også forsøgt at forklare sig ud af hullet i stenen – det skulle nemlig være et mærke efter jomfruens paraply. Og i et søndagstillæg til Fyens Stiftstidende fra oktober 1937 var der ligefrem en hel dramatiseret udgave af historien, hvor forfatteren, Torkild Fleng, blandt andet kunne fortælle, at frøkenens sidste ord var “Gud være min sjæl nådig”. Alt i alt var biskop Engelstoft skeptisk over for historien om Jomfruspringet. Der var ingen samtidige kilder til historien, hverken i dagbøger eller andre optegnelser, men der var snarere tale om et løst folkesagn, som i eftertiden var blevet knyttet til erindringen om svenskernes besættelse – et vidnesbyrd om, hvor stort et indtryk, denne besættelse havde gjort. Og pudsigt nok kendes en præcis tilsvarende historie fra Norge, hvor den også er rettet mod svenskerne. Så med et smil på læben kunne historien lige så godt omdøbes fra historien om Jomfruspringet til historien om “de forbandede svenskere”.

Så var vi færdige med Odense (for nu) og travede tilbage til bilerne, som jo var pakkede allerede og så drog vi videre til næste punkt på programmet: De Japanske Haver i Broby lidt syd for Odense.
De var da meget pæne, men vi er nok også efterhånden blevet meget kræsne. Derimod må det siges, at de var meget japanske. Vi besøgte deres restaurant og den var så nydelig, så jeg aldrig har set noget lignende. Vi fik serveret vores mad i japanske skåle, og hver af os fik en hel smuk, lakkasse med 6-8 små skåle med de forskellige ting, der hørte til retten, vi havde bestilt. Hver kasse kom ind med låg på, så maden var beskyttet og var holdt varm. Det var så fint og sirligt og dertil var maden utrolig lækker, så det var en super oplevelse, der alene var turen værd.
Vi var selvfølgelig også rundt og se haven og den var bestemt også nydelig og fin, men intet imod Zen-garden og Birkegårdens Haver, som vi lige har besøgt. Men maden….. uhm.

 Så var der blot et enkelt stop tilbage inden vi kunne sætte kursen mod Sødover: vi skal se den sten, som kong Knud i 1086 hvilede ved på sin flugt fra vendelboerne. Den var der godt nok og det er lidt imponerende, at en enlig sten kan blive husket således i næsten 1000 år.

Vi tilbragte en rigtig hyggelig aften hos Mette og Peter med dejlig mad og en hyggelig sludder. Først en lille haverundtur i tusmørket, dernæst en lille sludder på deres terasse mod søen og sidst i deres nye drivhus mellem tomater agurker og vinranker. Og så zzzzzzzzzzz.









Søn 18   En dejlig nats hårdt tiltrængt søvn, dejligt morgenbord med Peters specielle grøntsagsgrød og (heldigvis) også friske rundstykker fra bageren samt Mettes fine æblejuice, ja så kunne starten på dagen ikke blive bedre.
Og det fortsatte med endnu en haverundtur, denne gang i klart dagslys, der bare fik haven til at se endnu flottere ud.
Grundens højeste punkt er 86 m, så hvis al isen på polerne smelter og vandet stiger 70 m, så flytter vi bare over til dem.




Hyggelig snak lige til frokost, hvor vi fik hornfisk og lækker kartoffelsalat.

Vi har et større program i morgen, for her skal Silja have sin studenterhue på og får hun et 12-tal i sidste fag, så skal hun løbe efter bilen på lørdag, når alle studenterne skal rundt til deres respektive familier og feste.
Så kort sagt var det nødvendigt at løsrive os fra dette paradis og finde vejen hjem til Greve. Det har været nogle begivenhedsrige dage og vi fik set rigtig mange ting. Vi fandt i alt fald ud af, at Odense er en by, der er værd at besøge og at vi nok kommer til at gøre det endnu en gang.