Kroatien2014

Kroatien, Montenegro, Bosnien-Herzegovina, Slovenien og Venedig 3-21. juni 2014 (Egen planlægning)

Hvis man vil nøjes med at se billeder, så brug knappen - og klik på billederne og klik en gang mere på 'DiasShow' for at stoppe

Tir 03 jun Dejligt, nu skal vi ud og rejse igen. Det er også alt for længe siden.
Alt klappede fint. Men vi skulle skifte fly i Zagreb og det havde vi kun en lille time til og når man skal være ved den nye gate ½ time før, så skal det første fly ikke være ret meget forsinket, før det kniber gevaldigt. Men heldigvis stod der en mand, hvor vi kom ind i lufthavnen og udleverede boarding pas, så vi bare selv skulle finde den rigtige gate, så vi klarede den.

Det undrer os hver gang, hvor lang tid der går fra vi starter hjemmefra og til vi er fremme. Denne gang tog vi hjemmefra kl. 8:30 og sidder nu i Dubrovnik på terrassen foran vores værelse med en øl (som værten har givet – og det gør den jo ikke dårligere) og med en udsigt ud over vandet, som man lige kan nyde, hvis man sidder det rigtige sted på terrassen. Men det er ok. Og så er klokken altså blevet 18… Og vi er endda i den samme tidszone.

Vores gasthaus (er det vel nærmest) hedder Villa Kate Dadic og ligger i bydelen Lapad ca. 1 km fra porten ind til den gamle bydel.
Om lidt går vi ind til den gamle bydel, men bliver lige udenfor, hvor værten har anvist os et godt sted at spise.
Og det var en fin oplevelse; maden var god og der var et lille orkester med blød moderne jazz til at hygge i baggrunden. Også gåturen frem og tilbage bød på smukke scenerier med vand og klipper.

Ons 04 jun I dag gik turen ind til den gamle del af Dubrovnik. Vort lille gasthaus ligger lige på vejen ind til hovedporten, Pileporten, ind til den gamle bydel. Lige indenfor til højre ligger den gamle vandforsyning til byen.

Denne store brønd er bygget af arkitekten Onofrio delle Cava fra Napoli i 1438. Det er en 16-sidet kuppelkonstrution og der udgår vandforsyningsrør fra alle 16 sider til at dække hele byen.

Bagved brønden ligger Skt. Klara-klostret, som oprindelig er fra 1290. Det benyttes nu til turistinformation, restaurant og haven til sommerbiograf.
Til venstre for Pileporten ligger Sveta Spas-kirken og ved siden af den er Fransiskanerklostret fra 1317. Det rummer et af verdens første apoteker også fra 1317 og har sit oprindelige interiør samt udstilling af relikvier og andre liturgiske genstande. Til klostret hører den flotteste kirke i Dubrovnik, syntes jeg, men måske lidt overlæsset (men den er jo katolsk). Da der både er et Fransiskanerkloster og et Klarakloster, vidner det om Frans af Assissi’s store indflydelse her.
Lige indenfor Pileporten starter byens hovedgade, Stradun Placa, hvis hvide brobelægning er slidt blank af alle de mange fødder, der i tidens løb har passeret hen over den. De røde tegltage og de lyse stenkvadrer giver hen under aften byen et helt specielt rosa skær. Under krigen i Eksjugoslavien i 1991-92 blev Dubrovnik angrebet og adskilllige huse ødelagt, men de fleste har fået deres oprindelige udseende tilbage.

Især har næsten alle husene fået nye tegltage.
Dubrovnik, som før 1918 hed Ragusa, har altid været meget inspireret af Venedig og havde indtil 1667 også en kanal midt ned igennem byen. På det tidspunkt indtraf et stort jordskælv, som kostede 5000 mennesker livet og lagde det meste af byen øde. Ved genopbygningen fyldte man kanalen op og skabte derved den store brede hovedgade Stradun Placa.
Efter at have kigget på alle disse ting omkring indgangen til byen, er der her også en opgang til den 2 km lange bymur, som man formedelst den nette sum af 100 kr pr. mand kan få lov til at trave på. Det skal dog siges, at det er en rigtig flot tur med en fantastisk udsigt og et vue over byen fra alle vinkler.
Midtvejs gik vi ned og fandt et sted at spise frokost, da maven længe havde mindet os om, at det vist snart var tid. Her spiste vi en lille omelet og fik et glas hårdt tiltrængt øl. Vi sludrede med et par australiere her og det var meget hyggeligt. Så gik vi op på muren igen og fortsatte den sidste halvdel.

For enden af hovedgaden ligger en lille plads, hvor endnu en af Onofrio’s værker står, en lille, nydelig delfinfontæne. Går man til højre finder man lidt længere nede ad gaden Rektors Palace. Som nævnt optog de mange ting fra Venedig, og deres pendant til Dogen i Venedig var så en Rektor, og han boede så i en mindre kopi af Dogepaladset i Venedig. Sådan er der så meget. Lidt længere fremme ligger Katedralen, som dog ikke var nær så flot som Fransiskanerkirken.
Vi brugte en del tid på at spørge efter et relief, som skulle sidde over døren til offentlige bygninger. Det skulle være med en løve med en åben eller lukket bog. Hvis den havde en åben bog, var bygningen bygget i en rolig tid (eller mens der var fred med Venezianerne, siger nogle) og hvis bogen var lukket var bygningen fra en urolig periode (eller hvor Dubrovnik var uvenner med Venedig).

Desværre fandt vi ikke ud af ret meget; vi kunne ikke selv finde en eneste løve af denne litterære type og vi spurgte forgæves på både museum og turistinformation.Dog samlede vi lidt information her og der. I Fransiskanerklostret, hvor vi tidligere havde kigget på det gamle apotek, fandt de ud af for os, at en erfaren turistguide aldrig havde fundet nogle af disse relieffer i Dubrovnik, men set dem på øen Korcula omkring 2 timers sejltur fra Dubrovnik. Det sidste sted, vi spurgte, var på hovedturistkontoret udenfor Pileporten. Her var en meget ihærdig dame, som gik på nettet og fandt et billede af løven, men fandt ikke ud af, hvor det stammede fra, blot kunne hun se, at de også fandtes i Venedig. Det kunne betyde, at vores forklaringer om den åbne eller lukkede bog er forkert. Vi har selv oplysningen fra ’Turen går til Kroatien’, men den kan jo være galt afmarcheret. Nu må vi se, når vi selv kommer hjem og kan undersøge det mere grundigt.
Nu orkede vi ikke mere og skyndte os hjem til eftermiddagskaffen på terrassen. Aftensmaden indtog vi på en nærliggende restaurant, Magellan, som viste sig at være ovenud god og oven i købet billig, så det var en fin afslutning på en begivenhedsrig dag.

Tor 05 jun I dag tager vi på tur til Montenegro. Vi kom af sted allerede kl. 8:30 og Tom-Tom viste vej ud af Dubruvnik, så vi ikke kørte forkert. Derefter var det bare lige ud hele vejen til grænsen. Her skulle vi bare vise vores pas og bilens papirer, så var det i orden. Blot var der lidt kø, især ved indkørslen til Montenegro. Vores tur går til Kotorbugten, som har en lang historie som handels- og søfartsknudepunkt.

I 1600-1800-tallet talte flåden 300 skibe og var en stærk rival til Dubrovnik og Venedig. Netop Venedig regerede over området fra 1420-1797 og det har sat sig varige spor i byernes arkitektur. I 1806 var Montenegro i alliance med Rusland og var med til at tilføje Napoleon et svidende nederlag det år, men alligevel endte området med at tilfalde det Østrig-Ungarske Imperium.

Der er meget smukt langs Kotorbugtens bredder, bjergene rejser sig stejlt op fra kysten og alle steder, hvor der var et lille vandret stykke land – eller bare næsten vandret – der ligger en landsby, og vejen kan ikke andet end at følge kystlinien, så der er ingen muligheder for at køre forkert. I Kamenari var der en lille færge, som vi selvfølgelig skulle prøve og det var også meget sjovt. Den sejlede en kort tur over til Lepetani, hvorfra vi kørte til Prcanj, hvor vi spiste en tidlig frokost på en restaurant i vandkanten med udsigt over til nogle landsbyer ovre på den anden side af bugten.

Herefter kørte vi til Kotor, som har givet navn til bugten, som i øvrigt er den sydligste fjord i Europa. Herfra videre op langs bugten, nu på den anden side, til Risan, som er en by, der er kendt for to ting (som indbyggerne altså ikke vidste af, da vi spurgte flere af dem), nemlig piratdronningen Teuta, som sendte sine pirater ud for at angribe romernes skibe og så en Ikon-maleskole, som blev dannet og drevet af familien Dimitrijevic-Rafailovic gennem 5 generationer, og som senere kom til at hedde Kotor-skolen efter bugten. ( se evt. www.rastco.rs/rastco-bo/umetnost/iseferovic-icone_eng.html )

Vedrørende piratdronningen fortæller historien, at hun lod alt det guld og sølv, hun fik plyndret romerne for, omsmelte til mønter med hendes eget motiv. Selvoptagetheden og overmodet gav bagslag og det er grunden til at Risan – i modsætning til alle andre byer i Kotorbugten – aldrig fik skabt en sømandstradition, siger man, for før Teuta kastede sig ud fra klipperne over havet, forbandede hun nemlig de romerske skibe nedenfor og svor, at der aldrig igen skulle være en havn her.

Herefter gik turen videre til Perast, en nydelig lille by, som havde været så snedig at udelukke al biltrafik, så man måtte parkere sin bil og gå ind i byen. Dog måtte de lokale beboere gerne køre ind og det viste sig at også nogle store åbne sightseeing-busser måtte, så af en bilfri by at være, så var der ualmindelig megen trafik i den. Foran Sv. Nikola-kirken med et højt urtårn fra 1691 står busterne af 3 af byens stolte søfarere, bl.a. Matija Zmajevic. Han var admiral i den baltiske flåde og skibsbygger for den russiske zar Peter den Store. Udfor Perast ligger to kunstige øer, den venstre med benediktinerklostret Sv. Dorde og den har inspireret maleren Arnold Böcklin til maleriet 'Die Todesinsel'. Der sejler både ud til øerne – også små private – men vi orkede det ikke.

Risan antages at være det ældstbeboede område i bugten – historien går endnu længere tilbage end til dengang i 229 BC, da dronning Teuta måtte overgive sig.
Vi fandt nogle romerske ruiner, som en brugsuddeler bedyrede, var resterne af det palads, hvor dronning Teuta havde boet. Ikon-maleskolen fandt vi til gengæld ingen spor efter.

Herefter kørte vi videre langs kysten igennem mange små landsbyer, bl.a. en by, hvis navn var helt uden vokaler: Strp, hvordan så det end udtales.
Vi stoppede ved Savina, hvor to kirker knejsede på en klippetop, den store med et 23 m højt tårn. Begge kirker var nærmest oversået med ikoner, store som små og mange rigtigt smukke. Nogle af dem skulle også være fra Dimitrijevic-Rafailovic-skolen i Risan.
Nu syntes vi, at vi havde gjort det godt og begav os hjemad.
Vi var først hjemme 17:15, men nåede alligevel kaffen på terrassen, så alt var ved det gamle. Det var det også m.h.t. aftensmaden, som vi igen nød hos Magellan.

Fre 06 jun Så er det slut med Dubrovnik og omegn og vi drager nu ind i Bosnien, for målet i dag er Visegrad.
Vi fik hurtigt pakket efter morgenmaden, som blev indtaget på den hyggelige terrasse, nu med selskab af 8 andre danskere, som kom i går eftermiddags. Meget hyggelige og glade mennesker, som var i familie alle sammen og tog en årlig tur sammen – denne gang til Dubrovnik.

Vi havde svære vanskeligheder med tom-tom, som ikke kendte den direkte vej til Visegrad, men hele tiden ville have os over Sarajevo, men det vil vi jo ikke, for den vej skal vi jo efter besøget i Visegrad. Så vi sender en stor tak til Peter (Svinghage) for hans fine kort, for uden dem havde vi aldrig fundet vej, da skiltning her ofte er på russisk (eller noget der ligner) og skiltning i øvrigt er meget middelmådig. Vi måtte da også alligevel spørge om vej flere steder og så kom det for en dag, at sprogfærdighederne udi engelsk hos næsten alle her nærmest er ikke-eksisterende.

Ruten gik over Trebinje, forbi den smukke sø Bilecko og gennem nationalparken Sutjeska, hvor vi spiste frokost. Det var lidt sjovt, for vi havde lige kørt og snakket om, at nu kunne vi godt bruge en lille restaurant med et vue, og straks efter kom et skilt med ’250 m til restaurant’, så sådan kan man være heldig, eller også har vi nogle gode guider til at hjælpe os. Behøver jeg at nævne, at udsigten var storslået.
Herfra gik turen videre til Srbinje (som viste sig at hedde Foca på vejskiltene). Fra et stykke før Foca og helt til Visegrad kører vi nu langs floden Drina.

Ruten fortsatte til Gorazde, hvor vi vekslede penge, så vi havde lidt af deres mønt, som hedder Konvertible Mark, KM. Vi havde igen lidt kommunikationsvanskeligheder med en taxachauffør, men han forstod da endelig betydningen af ordet ’bank’ og sagde så: ”Nåh, sparkasse?”. Ja der kan man se, hvor svært det kan være at finde de rigtige ord.

Også her er der en bro over Drina, men det er stadig ikke den rette, så vi fortsætter. På vejen herfra og til Visegrad er der lavet mange tunneller, både lange og korte og flere af de lange uden lys,i alt fald da vi kørte igennem, og det er rigtigt ubehageligt at komme direkte fra sollyset og ind i en mørk tunnel med 70 km i timen. Jeg synes ikke jeg er natteblind, men det tager da lige nogle sekunder at få øjnene indstillede.
Endelig, da klokken var godt 16, nåede vi Visegrad og passerede som noget af det første - Broen. Vi kørte dog videre for at finde natlogi først og så gå rundt bagefter og endte ved byens største hotel, som dog var booket helt op, men hjalp os med at finde et andet sted, som viste sig at være både billigere og bedre – på den måde, at det ikke var så ’fint’ og det kan vi bedre lide.
Her kunne vi parkere bilen og efter et tiltrængt bad og en kop kaffe, var vi klar til at besigtige broen. Den har været restaureret flere gange og i dag var man tilsyneladende i gang med rampen i vores side. Vi var så bange for, at den skulle være lukket, men man kunne let komme forbi plankeværket og gå op på broen og ned igen på den anden side.

Broen over Drina beskrives bedst af forfatteren Ivo Andric i sin roman af samme navn:
Under størstedelen af sit løb baner Drinafloden sig vej gennem snævre kløfter mellem stejle bjerge eller gennem dybe canyons, hvis sider rejser sig lodret op fra vandet. Kun på visse steder udvider bredderne sig til åbne dale, og her ligger flade eller bølgende solbeskinnede strækninger, der er velegnede til dyrkning og bebyggelse. En sådan udvidelse findes også her ved Visegrad, hvor Drina i et brat fald springer frem af den dybe og trange slugt, der er omgivet af Butkoverklipperne og Usaverbjergene. Floden gør her en skarp drejning, og bjergene, der som en lukket, massiv blok rejser sig stejlt til begge sider, står så nær hinanden, at det ser ud som om floden strømmer ud af en mørk væg. Men med et åbner bjergene sig til et uregelmæssigt amfiteater, der på det bredeste sted ikke er mere end 15 kilometer i fugleflugtslinie.
På dette sted, hvor Drinas grønne, skummende vandmasser i al deres vælde strømmer ud fra den sammenføjning, som de sorte og stejle bjerge tilsyneladende danner, spænder en stor bro, opført af ensartet tilhugne stenkvadre, sine elleve brede buer. Fra denne bro folder hele den bølgende dal sig ud i en vifte som fra en grundlinie, og her ligger byen Visegrad og dens opland med de små landsbyer strøet op over bakkeskråningerne – med marker, græsgange og blommehaver.
For rigtig at kunne se byen for sig og til fulde forstå dens forhold til broen bør man vide, at der er endnu en bro i byen, ligesom der er endnu en flod – nemlig Rzavfloden, over hvilken der fører en træbro. Lige i udkanten af Visegrad løber Rzav ud i Drina, og byens centrum – og samtidig dens vigtigste del – ligger på den sandede landtange imellem de to floder, den store og den lille, mens de spredt bebyggede forstæder ligger på den anden side af broerne, henholdsvis på Drinas venstre og på Rzavs højre bred. Det er en by ved vandet. Men selv om der altså er endnu en flod og endnu en bro, betyder ”på broen” aldrig på broen over Rzav, for den er blot en simpel trækonstruktion uden skønhed, uden historie, uden nogen anden berettigelse end at tjene som overgangssted for folk og fæ. Næh, siger man ”på broen”, er det altid broen over Drina, der tænkes på.
Broen er cirka 250 skridt lang og omkring 2 skridt bred undtagen på midten; her er den bredere på grund af to fuldstændig ens terrasser, der er anbragt på hver sin side af kørebanen, så broen på dette sted får dobbelt bredde.

Denne del af broen kaldes kapija’en – dvs. porten. Der er nemlig på den midterste pille, der breder sig ud foroven, på begge sider tilbygget en konsol, således at terrasserne til højre og til venstre for kørebanen hviler på denne pille og samtidig skyder sig dristigt og harmonisk ud fra broens lige linie – ud i rummet over det brusende, grønne vand nede i dybet. Terrasserne er omkring 5 skridt lange og lige så brede, omgivet af en stenbalustrade – ligesom broen er det i hele sin længde – men ellers åbne og uden tag. Den terrasse, der ligger til højre, når man kommer inde fra byen, kaldes for sofa’en. Den er hævet to trin op og indfattet af bænke, der har balustraden som ryglæn. Den venstre terrasse overfor sofaen har ingen bænke. Her hæver en mur midt på balustraden sig op over mandshøjde, og man har på den øverste del indsat en plade af hvidt marmor, i hvilken der er indgraveret en pompøs tyrkisk indskrift – en tarih – med et kronogram, der i tretten vers fortæller om, hvem der byggede broen og hvornår det skete. Forneden på muren er der en stendrage, ud af hvis mund, der står en vandstråle. Her holder kaffesælgeren til med alle sine kedler, sine kaffekopper og sit glødende kulbækken, og han har en dreng til at bære kaffen over på den anden side til gæsterne i sofa’en. Dette er, hvad man forstår ved kapija’en.

Broen blev bygget af storveziren i det ottomanske rige, Mehmed Pasha, som stammede fra landsbyen Sokolovici, som ligger bag et af de bjerge, der omgiver byen. Det tog 5 år fra 1566-71 at bygge broen og den blev et vigtigt bindeled mellem Sarajevo pashaluk (det nuværende Bosnien-Herzegovina) og resten af det tyrkiske imperium og erstattede en særdeles upålidelig bådtransport tværs over floden. Broen hedder derfor også Mehmed Paša Sokolović Broen.

Bogen omhandler i øvrigt de mange kontroverser og omskifteligheder, der er i området både mellem forskellige befolkningsgrupper og overfor de forskellige myndigheder, der efter forskellige krige regerer over dem.

Med alt det in mente kunne vi nu stå på broen og sætte os i sofaen og tænke os til den kop kaffe, som kaffesælgeren kunne brygge på den anden side under tarih’en og bringe over til os.

Herefter gik vi en tur op i byen og fandt en gammel, men velholdt, ortodoks kirke, hvor vi var så heldige at møde præsten, lige som han var ved at låse kirken af. Han åbnede den igen for os og der var mange fine ikoner. Vi spurgte om han kendte ikonskolen fra Rissan, men han beklagede sit dårlige engelsk og forstod os ikke. Men vi takkede ham for at have holdt kirken åben, så vi kunne se den, og det forstod han. Udenfor kirken var en stor kirkegård for faldne i borgerkrigen. De var næsten alle blevet dræbt i 1992 og mange døde meget unge. Heroppe fra kirken kunne vi lige få et kig mellem husene og ned på ’vores’ bro.

På pladsen foran hotellet fandt vi en restaurant, hvor vi fik lidt at spise og ind kommer så en ung backpacker, som var dansker og havde været i Tyrkiet i et år og nu var på vej hjem til Danmark og til færdiggørelsen af studierne i lingvistik. Han skulle til Sarajevo, og så kunne vi jo ikke andet end at tilbyde

at tage ham med, da vi jo også er på vej dertil. Og således sluttede endnu en begivenhedsrig dag med en hyggelig dansk sludder – bortset fra dagbogen og theen på sengekanten.

Lør 07 jun Mødtes med Peter som aftalt kl. 8:45 ved broen (over Drina, selvfølgelig) og så af sted til Sarajevo. Her ankom vi et par timer senere og satte ham af midt i indre by. Vi fandt selv vej ned ad en stor, meget befærdet gågade, som endte i et helt netværk af gågader, der tilsammen dannede et helt bazarkvarter, hvor der var megen leben og aktivitet. Det var også her, at vi skulle finde vores

kontakt fra Archaeological Tourism Center. Adressen var Bravadziluk 17, men her lå en VVS-forretning. Vi gik ind her og spurgte, og klokken ringede til sidst, da snakken kom til pyramider, så kunne de vise os hen til to forretninger længere henne, og det viste sig, at 3 forretninger havde det samme nummer. Vores pyramidemand var yderst hjælpsom og fortalte, hvordan vi skulle finde vej til Visoko og sørgede for indkvartering til os i byen.

Mens vi var i Sarajevo kiggede vi lige på et par seværdigheder, men først lidt frokost lige overfor pyramideforretningen. Ved floden, som hedder Miljacka, ligger Nationalbiblioteket, som skulle have en meget flot kuppel, men her var lukket på ubestemt tid pga. ombygning.
Så fortsatte vi langs floden, og lidt længere fremme lå en bro, Latinerbroen, på hvilken den østrigske ærkehertug og tronarving Franz Ferdinand døde den 28. juni 1914 ved et attentat udført af den bosnisk-serbiske nationalist Gavrilo Princip, hvilket var den gnist, der fik krudttønden til at eksplodere, så det startede 1. verdenskrig. Denne bro er også bygget af Osmannerne og ligner vores Drinabro fuldstændig i stilen, blot kortere,

da floden er smallere. Vi har set denne bromodel flere andre steder, så det er nok en konstruktion, som tyrkerne har udført på samlebånd. Vi må derfor konstatere, at Broen over Drina ’kun’ glimrer ved to ting: Dens længde og skønhed og så den bog, der er skrevet om den, hvilket begge dele gør den unik.
I 1991-92 var her jo borgerkrig, og netop her langs floden så vi mange huse med skudhuller, som endnu ikke er repareret. Fra floden gik vi tilbage til gågaden og hen til Befrielsens Torv med en statue af ’Det kosmopolitiske menneske’ – en skulptur indrammet af en globus med kunstige fugle – i selskab med ægte. En stille hyldest til mangfoldigheden og det multietniske.

Nu havde vi set nok af Sarajevo og fandt hurtigt vores bil og kørte mod Visoko. Her havde vi aftalt med vores kontakt at mødes i et shopping center og herfra blev vi ledt ned i byen til vores overnatningssted. Det var en privat indkvartering, men helt ok. Så pakkede vi lidt ud og fik en kop kaffe (vores egen, det er noget stift stads, de drikker her). Det viste sig, at det hele kun drejede sig om vores ophold, vores kontakt havde intet med pyramiderne at gøre. Men så var det jo godt, at vi selv kunne finde ud af det, for vi havde fået en rutebeskrivelse af pyramidemanden i Sarajevo. Der er ligesom to sider af samme sag. Der er selve pyramiderne og der er et enormt tunnelsystem i forbindelse hermed. Rutebeskrivelsen gik på det sidste og snart var vi klar til at gå derind med en engelsktalende guide. Selve tunnelsystemet var tilsyneladende fyldt op, for når de gravede det ud, var der helt klart et fast næsten cementeret omrids af tunnelgangene og så var de ellers fyldt op med småsten og lerjord, som var let at grave ud. Det var som om, at dem, der havde bygget alt dette ønskede at skjule det igen (efter brugen? Eller efter færdiggørelsen?). Der var en masse keramiske sten derinde, som for det første bestod af et ukendt keramisk materiale og som for det andet ligesom var sat sammen af to stykker af dette keramiske materiale, men som ikke havde samme alder. Disse sten skabte et højt energiniveau, som ikke alene var af helbredende karakter, men også sørgede for at gangene indeholdt mere ilt end atmosfæren udenfor.
Man har fundet noget organisk materiale (nogle stykker træ), som man har kunnet tidsbestemme alderen på til ca. 30.000 år.
Man arbejdede stadig på at udvide gangene og mente, at de ville ende oppe ved solpyramiden, men det ville have lange udsigter, da de siden 2008 kun havde udgravet 10% af afstanden derop til. Guiden fortalte på spørgsmålet om, hvorfor de ikke havde gjort, som man gjorde ved Kheopspyramiden, nemlig hakkede sig ind fra siden af den, til man fandt en åbning, svarede han at de havde prøvet at grave ned ved foden, men uden at finde nogen gange. Man mente også at solpyramiden kunne styre klimaet og lede eventuelle meteorer udenom jorden, ja, at den ligefrem opsamlede data om jordens tilstand og sendte dem ud i universet til…. Kort sagt var de ikke så glade for at pille for meget ved hele dette system. De syntes også at mene, at det var uden interesse at forsøge at skrælle al bevoksningen af pyramidernes sider, så man bedre kunne se dem. Det ville jo bare vise nogle store blokke af concrete beton, som i øvrigt var af en hårdere og bedre kvalitet en nutidens beton.

Nå, nok om pyramider i dag. Vel hjemme igen blev det til lidt dagbogsskriveri og så ud og spise. Hvor vi i Sarajevo så den ene restaurant efter den anden og derfor tænkte: Her bestiller de ikke andet end at spise, så var det lige omvendt her i Visoko. Det er lørdag aften og der er masser af mennesker på gaden, men de må alle sammen have spist hjemmefra, for vi kunne ikke finde et eneste ordentligt sted at spise, men endte med at måtte nøjes med en cheeseburger og en cola.

Nyt fra de bosniske pyramider (Nyt Aspekt april 2020):
En række spændende opdagelser har sat en tyk streg under de bosniske pyramiders vigtighed.
Fundet af et fossilt blad mellem de to yderste betonlag har gjort det muligt at kulstof14-bestemme Solpyramidens alder til 29.200 år (+- 400 år).
Udgravningerne på Solpyramiden har afsløret, at betonen fortsætter længere ned ad pyramidens skråning end først antaget, og dermed er den 'vokset' fra 220m til 270m. (Keopspyramiden i Egypten er 147m høj).

I to nyopdagede tunnelgange har man fundet genstande fra romertiden og middelalderen. Det har ført til et samarbejde med det lokale museum, som ellers har været afvisende.
Vand fra tunnellerne er blevet testet på Emotos laboratorium i Japan, hvor det har vist sig at danne de smukkeste krystaller - et tegn på at vandet er blevet vitaliseret og rummer god energi.
Den danske antropolog Rie Jespersen deltog i udgravningerne i 2013-14 og hendes bog De Bosniske Pyramider, som lige er udkommet, er den første på dansk om dette emne.

Søn 08 jun I dag vil vi prøve at kigge lidt på Månetemplet. Desværre viste det sig også at være vanskeligt, for vi landede blot ved et sted med flere tunneller. Disse var i betydelig dårligere stand end dem ved solpyramiden; så vidt vi kunne forstå på guiden her, som absolut ingen engelsk kunne,

havde der været oversvømmelse her og en gang var faldet sammen og der var da også temmelig sjasket i de øvrige gange. Her havde man ikke gravet særligt langt ind og det der var, var hurtigt overset. Guiden var meget flink og vi gav ham også en skilling for ulejligheden, men der var faktisk ikke noget at se.

Så besluttede vi at prøve at køre op på solpyramiden, i alt fald så langt vi kunne komme, og det var der, hvor vi var i går og se Ravne-tunnellerne. Som sagt så gjort, vi kørte op forbi tunnelindgangen og videre op og vejen blev smallere og smallere og asfalten holdt op og grusvejen fik flere og flere huller, men til sidst nåede vi et plateau, hvor der selvfølgelig lå en lille cafe, hvor de oven i købet krævede 2 KM (konvertible mark (vi har endnu ikke fundet ud af, hvad de er konvertible med)), men OK, vi kunne nu se toppen af pyramiden, men heroppe lå forbavsende nok en bygning,

der lignede et fort. På cafeen sagde de, at det var privat ejendom, men vi måtte gerne forsøge at kravle derop. Det prøvede vi så på, men den grussti, d er gik derop var for glat og stejl, så vi måtte opgive. Men udsigten var fin heroppefra. Desværre var det, hvad vi fik ud af pyramiderne i Visoko. Vi havde håbet at se noget af selve pyramiderne, men sådan skulle det altså ikke være.

Nu kørte vi så videre ned igen, til vi nåede byen og herfra ud på vejen først mod Sarajevo og siden mod Mostar, som er vores næste mål. Denne rute er også usandsynlig smuk, hvor det ene sofastykke afløser det andet. Vi nåede Mostar ved 15-tiden og fandt et Hotel, Ero, som vi har indlogeret os på.

Det er rart med et rigtigt hotel engang imellem, så nu sidder jeg og skriver dagbog på altanen med en kop kaffe ved siden af mig. Det er dejligt. Jette slapper også af med sin bog efter alle strabadserne med slugter, tunneller og bjergkørsel i det hele taget.

Vi gik aftentur gennem Mostars gamle kvarter ad en lang og meget hyggelig gågade, som endte ved den gamle bro, Stari Most. Den er bygget af osmannerne i 1566, af arkitekten Mimar Hayruddi og i mere end 400 år stod den som et af de mest betydningsfulde bygningsværker i Bosnien-Herzegovina. Broen blev bombet af Bosnisk-Kroatiske styrker den 9. november 1993. I sommeren 2004 stod en tro kopi af broen færdig. Den er stadig flot – bare ikke 400 år gammel mere.
I en sidekanal til floden står en anden bro, der hedder Kriva Cuprija-broen og den er faktisk en forløber for den kendte gamle bro. Osmannerne ville gerne afprøve teknikken med at bygge en bro med en eneste bue inden de begyndte på den store bro, så denne mindre udgave blev bygget 8 år før – og den står stadig.

Nær broen spiste vi udmærket aftensmad og drog så hjem til kaffen på altanen.

Man 09 jun Så går turen videre til et par steder syd for Mostar. I Blagaj, hvor Buna-floden strømmer ud gennem en 200m dyb klippespalte, ligger dervish-klostret Tekija. Det blev bygget i 1600-tallet og ligger helt yderst

på bredden af floden ved grottens munding. Her blev vi vist til rette af en høflig dervish og Jette fik passende anstændigt tøj på. Klostret lå meget smukt placeret - næsten inde under klippen.

Næste stop var Kravica-vandfaldet ca. 6 km sydøst for Ljubuski. Vandfaldet breder sig over 100m og har et fald på 25 m. Det er meget flot og også et yndet udflugtsmål for lokalbefolkningen.
Men det var nu ikke så nemt at finde, og på et tidspunkt var vi kommet godt langt ud på Herrens mark. Til gengæld var der stille og fredeligt og oven i købet med et "pyramide"-bjerg i baggrunden.
Herfra besluttede vi at køre ind i Kroatien og valgte at køre mod Ploce. Grænsepassagen ved Crveni Grm gik fint og snart nåede vi Ploce. Den virkede ikke så spændende, så vi besluttede at køre lidt længere op ad kysten og endte i Gradac, hvor vi fandt et godt sted ned til vandet og med en dejlig balkon. Så nu er klokken 17 og vi har fået bad og sidder med kaffen og dagbogen som sædvanlig. Vi gik en tur op og ned ad strandpromenaden og der var rigtig hyggeligt, så vi var glade for at have fundet ind her. Vi spiste til aften lige overfor, hvor vi boede, så vi havde kun ganske få skridt til vore senge.

Tir 10 jun Så går det af sted igen. Nu gælder det Split, hvor vi skal kigge på Diocletians Palads.
Nær Split ligger ruinerne af den gamle illyriske by Salona. Den blev erobret af romerne i 78 BC og under kejser Augustus gjort til hovedstad i provinsen Dalmatien. I sin blomstringstid under kejser Diocletian havde Salona 60.000 indbyggere og blev senere et af de største kristne centre i denne del af det østromerske rige.

Diocletian selv var fra Salona. Han fødtes i 240 AD og hed noget så flot som Gajus Aurelius Valerius Diocletian og han tjente sig op fra soldat til provinsguvernør og i 284 blev han i Nikomedia (det nuværende Izmit) syd for Konstantinopel af sine tropper valgt til kejser. Han herskede i 31 år fra Nikomedia, der var romerrigets østligste hovedstad. Hans rige strakte sig fra Skotland i nord til Nordafrika i syd og til Eufrat i øst. I Diokletians regeringstid skete der to afgørende ændringer i den historiske udvikling. På hans initiativ blev romerriget delt i et østligt og et vestligt rige, og der indførtes et 4-mandsstyre med 2 kejsere og 2 stedfortrædere, så kontinuiteten var sikret, når en af kejserne døde.
Diocletian glemte aldrig sin hjemegn og mens han var kejser opførte han et palads nær Salona, hvor han ville bo, når han trådte tilbage. Paladset blev opført omkring år 300 i det lille græsk-illyriske fiskerleje Aspalathos ved Adriaterhavet.

Diocletion trak sig tilbage som planlagt år 305 og levede 11 år i sit palads inden han døde en naturlig død, hvilket ikke er mange romerske kejsere forundt.
I år 615 blev Salona ødelagt af slaverne og avarerne og beboerne flygtede bl.a. til det nu tomme kejserpalads, der er forsynet med høje forsvarsmure og –tårne på de tre landsider. Diocletions palads er det eneste romerske palads, der senere blev centrum i en middelalderby og som i dag stadig er en meget integreret del af byen. Det er meget mærkeligt at se gamle, historiske bygninger i den grad flettet sammen med moderne restauranter og butikker. Det er på sin vis meget charmerende, men samtidig tæt på vandalisme. Til katedralen, som oprindelig var Diocletians Mausoleum, er i 1200-1600 bygget et klokketårn, som vi var oppe i – og det er ikke for svage sjæle med højdeskræk, for det er en meget åben konstruktion med rige muligheder for at se ned.

På vej mod Trogir kiggede vi lige på resterne af Salona. Der er kun meget lidt tilbage, men vi vandrede da alligevel en hel kilometer ud i landskabet (i bagende sol) for at se et amphiteater, som jeg syntes burde kaldes et Coloseum, da det var en sag i tre etager hele vejen rundt, med en stor arena i midten fuldstændig som Coloseum i Rom,

men det er måske kun den, der må hedde Coloseum? Denne her havde i øvrigt kunnet rumme ca. 17.000 tilskuere og der havde været opført både skuespil, gladiatorkampe og senere ofringer af kristne.

Da vi nåede Trogir var vi enige om, at vi ikke orkede mere i dag og fandt derfor ind på et lækkert sted, Villa (eller måske Palace) Moretti, lige på den anden side af floden overfor den gamle bydel.
Efter bad, kaffe og dagbogsskrivning var det tid til at gå aftentur langs havnepromenaden i den gamle bydel. Her lå mange fine skibe for anker; én bestemt tiltrak sig opmærksomheden, en stor motorsejler i 3 etager med i alt fald 3 folk ombord til at ordne det fornødne.

Og så hed den My Johanna – hvem der bare hed Johanna….
De næste dage skulle der i byen afholdes en stor ridderturnering omkring Kamarlengo-borgen fra omkring 1430. På plænerne ved borgen var rejst en masse telte og en stor turneringsplads med mange tilskuerpladser var også under opbygning. De næste 2 dage skal her afholdes World Champignonship med deltagere – selvfølgelig - fra hele verden. Vi spiste aftensmad ved strandpromedaden udfor My Johanna, så vi rigtig kunne sidde og savle… Så tog vi en tur gennem den gamle bydel mens mørket faldt på. Det var rigtigt stemningsfuldt og hyggeligt.

Ons 11 jun Næste morgen efter et meget flot morgenbord drog vi videre mod Zadar. Her stoppede vi på havnepromenaden, hvor en af indgangene til den gamle bydel ligger. Byen er nydelig med flere kirker, specielt én fra ca. 810, Skt. Donatius-kirken, som havde en cirkelrund

grundplan med tre cirkelformede apsisser. Den er et godt eksempel på den ældste dalmatinske kirkearkitektur, streng og fæstningsagtig i sin enkelhed. Den er bygget af honningfarvede sten, hugget fra det nærliggende, gamle romerske Forum.

Herfra kørte vi videre mod Plitvice Naturpark. Det var et pænt stykke at køre udover, hvad vi allerede havde kørt, men vi tænkte, at vi bare kunne stoppe, når vi ikke gad mere. Vi tog motorvejen det første lange stykke, og det gik jo dejligt hurtigt, så selvom veje blev smallere, da vi drejede fra, så gik det jo alligevel, og vi besluttede, at køre hele vejen. I Plitvice Nationalpark indlogerede vi os på Hotel Bellevue og her bliver vi nok i to dage, både fordi det er en stor og smuk naturpark, men også for at tage en slapper og nyde det.

Vi har det nu ikke så nemt med at tage en slapper, for vi skulle da lige ud i parken og se os omkring, og endte med at sejle over til en ø, hvor vandet piblede op alle vegne og stod i kaskader som små strømhvirvler nedad og endte i søren, vi sejlede på. Vi sejlede videre med en anden båd, som bragte os til den anden ende af søen og herfra kunne man gå i 45 min gennem skoven og støde til en bus, som kunne bringe én helt hjem, eller man kunne vente en halv time og tage båden tilbage igen. Vi valgte det sidste, og vel tilbage fandt vi en restaurant, hvor vi fik noget aftensmad.
Plitvice Nationalpark er den største af Kroatiens 8 nationalparker med et areal på næsten 300 km2. Det er også den ældste, oprettet i 1949 og optaget på UNESCO’s List of World Natural Heritage sites. Her er 1267 forskellige plantearter, heraf 75 truede arter og 55 forskellige orkideer. Der er 321 slags sommerfugle, 161 forskellige fugle og 21 slags flagermus.

Området er under konstant forandring. Hemmeligheden er netop de hvidligt glinsende geologiske formationer, som er hele områdets geologiske rygrad. Det er tufsten, som dannes og nedbrydes og dannes igen under de rislende vandmasser og modellerer et landskab i konstant forandring.
Området er et såkaldt karst-område, hvor vandet gennem tusinder af år har gennemtrængt kalkstens- eller andre porøse klipper.
I 4000 år har vand, mos, alger og bakterier indgået i komplicerede biologiske og biokemiske processer med hinanden, og resultatet er tufsten, der dannes af sedimenter og ophobes og nedslides i en aldrig afsluttet proces.

Det er sådanne tufstensbarrierer, som i tidens løb har dæmmet områdets vandrigdomme op og formet søerne. Hen ad vejen ændrer vandet retning, finder nye veje og lader de gamle tørre tilbage, men stimulerende tuf gror nu de nye steder.
Den vandrer, som for 150-200 år siden krydsede Plitvice, oplevede et let anderledes sceneri end det, der møder den besøgende anno 2014.

Tor 12 jun Vi bor ved noget, der hedder station 2, ST2 og det er også (næsten) P1. ST står for busstation og P står for Bådplads. Det er sådan, at når man har betalt for sin adgangsbillet til parken, så kan man blive fragtet rundt i området til nogle

stoppesteder, og herfra kan man så vandre. Turen i går gik således fra P1 til P2, som ligger på den anden side af den sø, vi bor udfor, og herfra med en anden båd til P3, som er i den fjerneste ende af søen, og så tilbage igen.

I dag tog vi bussen til ST1, som er den station, der ligger nærmest det store vandfald, og herfra gik vi så derhen. Her er enestående flot. Jeg tror ikke jeg har set noget så flot nogen steder; man kommer oppefra og ser ned mellem træerne på en stor smaragdgrøn sø, hvor vandet i kaskader strømmer ned fra en lidt højere liggende sø. Lidt efter lidt dukker det store vandfald, med et fald på 75 m, op ovre ved den anden side af søen, alt imens vi efterhånden er nået ned i samme niveau som den. Helt henne ved det store vandfald, var der en sti op til et udsigtspunkt, hvor man kunne se vandfaldet tæt på og lidt fra oven, så der kravlede vi også op – og ned igen, da vi gerne ville følge stien rundt langs søerne. Den sø ved vandfaldet ligger ikke som den laveste, jeg tror der var to endnu lavere niveauer. Men ellers kunne vi nu følge en masse små vandfald/kaskader fra en højereliggende sø og ned til den, vi gik ved. Og sådan blev det ved. Hver gang en ny ufattelig smuk, smaragdgrøn sø med en masse kaskader af vand fra søen ovenfor. Henad frokost nåede vi søen, der var i niveau med P3, så vi travede derhen og spiste lidt mad. Der var en kæmpelang kø af folk, der ville med båden til P2, så vi skyndte os at stille os i kø for at komme videre og efter en behagelig sejltur nåede vi så P2. Herfra valgte vi at trave igen. Denne gang til ST3, som lå i den yderste ende af ruten. Der var en del længere, end vi havde regnet med, og der var ganske vist stadig meget smukt og den ene lille sø afløste den anden med kaskader eller vandfald imellem, men skiltningen var elendig og vi måtte hele tiden spørge folk, der kom imod os om vejen til busstationen. Det viste sig da også, at ST3 lå ved den øverste sø, så vi har altså travet stort set det hele igennem, hvilket var en dejlig og flot tur, men ikke lige den hviledag, jeg havde regnet med, hvor vi bare skulle se det store vandfald og så hjem igen.

Fre 13 jun Efter morgenmaden tog vi afsked med Plitvice og drog mod Senj og senere mod Postojna Grotterne, som ligger i Slovenien. Vi nåede Postojna ved 14:30-tiden og fandt et fint hotel i byen ikke langt fra grotterne.

De havde ingen værelser ledige, men vi fik en lejlighed til samme pris 68 € (kostede ellers 130 €). Det var så tanken, at gå hen og se grotterne, men vejret er blevet dårligere, ikke alene koldere, men også med torden og regn, så vi tog alligevel bilen.

Grotterne var meget flotte. Vi kørte først ca. 1 km med en lille mini-togbane og gik derefter rundt et stykke tid. Da vi var dybest nede, var vi 120 m under overfladen. Drypstenshuler er meget flotte, og vi har set en del af dem mange steder i verden. Denne var ikke den flotteste, men absolut den største. Det er stadig fantastisk at se, hvor stalaktitter (oppefra og ned) mødes med stalagmitter (nedefra og op) – især når man tænker på, at de hver især vokser med ca. 1 cm pr. 100 år. Det skal lige nævnes, at temperaturen i grotterne kun var 10 grader, og selv om vi godt vidste det på forhånd og også havde taget jakker på, så frøs vi alligevel bravt.

Vel hjemme igen på hotellet skyndte vi os at få lidt mad i restauranten og så hurtigt på værelset (op i lejligheden, mener jeg) og få gang i kaffen og dagbogen; sidstnævnte er blevet lidt forsømt i dag, men vi har heldigvis ikke lavet så meget.

Lør 14 jun Så går turen videre til flere grotter. Ca. 38 km i retning mod Trieste ligger nogle andre spændende huler, som hedder Skocjanske Jame. Her er også mange spændende drypstensformationer, men Postojna-grotterne var absolut de flotteste. Men vi så her et meget interessant sted, hvor en stalaktit og en stalagmit næsten nåede sammen, der var vel et par milimeter

luft imellem dem – og så siger guiden: ”Ja, de vil være vokset sammen om 50 år”. Når man ser disse ofte meget store formationer, så har de altså været under opbygning i rigtig mange år, og mange af dem arbejdede stadig. Vi så en stor én, som var 230.000 år gammel og stadig i gang.

Vi havde set frem til et specielt vue fra ’Turen går til’, med et vandfald og en bro henover. Det så desværre ikke helt sådan ud i virkeligheden; broen var der ganske vist, men floden løb i en dyb revne på dette sted, så man nærmest ikke kunne se den. Til gengæld var der nogle store kalkaflejringer på klippesiden under broen, som næsten kunne gøre det ud for et stort vandfald – i altfald på et dårligt belyst billede, som det jo var p.g.a. halvmørket. Hulerne her var temmelig ringe belyst og desuden måtte man ikke fotografere overhovedet, hvilket der ikke var nogen rimelig grund til – udover ønsket om at sælge de stakkels turister nogle bøger med billederne.
Vi vidste nu, at man nærmest ikke kunne have for meget tøj på nede i hulerne, så da rundvisningen var færdig, var vi endt et godt stykke fra udgangspunktet (og vores bil), og vi havde en 20 min’s vandretur foran os, så det kan nok være, at vi kogte undervejs. Men der var meget smukt og vi kunne se, hvor floden Reva forsvandt ind i de underjordiske grotter. Den kommer i øvrigt først til syne igen 35 km længere fremme og denne gang under et nyt navn, Timava-floden, som sluttelig løber ud i Adriaterhavet.
Da vi endelig nåede bilen, kunne vi vrides begge to og skiftede derfor tøj bag bilen midt på parkeringspladsen, og det var ikke nemt, for der kom hele tiden mennesker forbi – og endog én, som kørte med den bil, som Jette gemte sig bag.
Nå, afsted kom vi og snart nærmede vi os grænsen til Kroatien. Dvs. nok 3 km før var der en kø, som det tog en hel time at forcere, så der var run på og tolderne gjorde ellers, hvad de kunne i form af bare at se, at vi havde et pas.
Vi skal aflevere bilen på tirsdag i Porec (udtales ligesom ’grød’ på engelsk) og videre med færgen til Venedig på onsdag, så vi har altså 4 overnatninger her, som vi har tænkt os at nyde og dase væk. Da vi kørte ind i Porec, så vi en turistinformation, som vi tænkte kunne hjælpe os med at vælge et sted at bo. Han var en flink og venlig fyr, og han endte med at sælge os et dejligt stort værelse med altan i hans eget etablisement, som hedder Restaurant Gargamelo.

Søn 15 jun Rolig afslappet start på dagen. Fin morgenmadsbuffet på vores hotel. Lidt op ad formiddagen kørte vi ind til centrum af Porec for dels at finde, hvor Venedig-færgen lægger til, og dels hvor vi skal aflevere bilen på tirsdag. De to steder ligger tæt ved hinanden,

men desværre lukker biludlejeren først op kl. 8 og da færgen sejler kl. 8, så passer det jo ikke sammen. Han vil dog gerne lukke op kl. 7 formedelst 260 kuna (=kr). En taxa fra vort hotel/restaurant/pension eller hvad det nu er, koster 60 kn.

Vi var da også lidt rundt og se på byen (den gamle bydel, altså), og de ligner jo hinanden alle sammen op langs kysten, men her var da en pæn gammel kirke, Euphrasius-basilikaen fra 500-tallet. Den er bygget ovenpå fundamenterne af en kirke fra 300-tallet og forsynet med mange smukke vægmosaikker med indlagt perlemor og halvædelstene og marmor på guldbund. Midt i apsis står Jomfru Maria med jesusbarnet omgivet af ærkeengle, martyrer og biskoppen, der byggede kirken med en model af samme.

Man 16 jun I dag kører vi en tur lidt rundt på Istrien-halvøen.

Vi besøgte først Rovinj eller Rovini. Den gamle bydel ligger – som rigtig mange af byerne fra Dubrovnik og op langs kysten – på en ø, der i dette tilfælde blev forbundet med fastlandet (fyldt op) i 1700-tallet. Midt på og højt hævet over øens huse ligger den store kirke, Skt. Euphemia-katedralen med sit 60 m høje, slanke klokketårn. Kirken er opkaldt efter deres skytshelgen Sveta Euphemia, hvis statue står på toppen af tårnet. I kirken var der også et fint billede af historien om Androkles og løven: Ifølge sagnet var han en romersk slave, der under flugt i Afrikas ørken plejede en syg løve, som senere, da han i Roms arena kastedes for løverne, slikkede ham taknemmeligt, hvorefter både Androkles og løven blev sat i frihed.
Ellers er det en meget hyggelig by med smalle gader og blankslidte brosten, som vidner om både alder og megen trafik.
Hvert år, den anden søndag i august bliver byen omdannet til eet stort kunstgalleri.

Så kørte vi videre til Pula. Her er det altdominerende sted, man skal se, det store 2000 år gamle romerske amphiteater, som er rimeligt velbevaret og stadig anvendes til både rock- og Klassiske koncerter. Det er fra 100-tallet AD og blev brugt til gladiator- og rovdyrkampe. Det er svagt ovalt og arenaen måler 133 x 105 m. I sine velmagts dage kunne dette colosserum rumme 20.000 tilhørere.
Under tilskuerrækkerne lå et lille museum, hvor der bl.a. blev vist en møllekonstruktion til maling af mel, samt en flot, stor vindrue-presse.
Herudover var der få ting i Pula af interesse, og vi drog hjemad igen mod Porec.

Tir 17 jun I dag skal vi aflevere bilen. Det har været en udmærket bil og vi har kørt 1800 km i den uden problemer. Det er en Opel Corsa, men hvis vi skal klage over noget, så bliver det en lidt svag motor, som ofte havde problemer med stigningerne, som der har været rigtig mange af. Da vi var i byen alligevel, undersøgte vi lige, hvor færgen i morgen præcis lægger til og hvor vi skal henvende os i morgen, og det var godt,

vi gjorde det, for det var ikke helt, som vi havde forestillet os. Det var nemlig et turistbureau ved havnen, som skulle udstede et boarding pass, så vi kan gå ombord på skibet. Efter en is og lidt gåen rundt i byen, satte vi næsen hjemefter – og nu var det så på gåben. Vejret er lidt overskyet, så det var en behagelig og hyggelig tur. Man får jo set en hel del mere, når man går.

Henvisninger omkring pyramiderne:

Om de historiske bosniske pyramider
De bosniske pyramider
Pyramiderne, Rie Jespersen
Wikipedia

TUREN FORTSÆTTES MED DAGENE I VENEDIG