På tur i Danmark 2

En lille tur til Jylland i disse Coronatider. Kolding og Fjellerup strand
Med Mia og familien Bendix. Fra 30. juli til 8. august 2020


Hvis man vil nøjes med at se billeder, så brug knappen - og klik på billederne og klik en gang mere på 'DiasShow' for at stoppe


Tor 30  Det har længe kriblet i mig for at få lov til at skrive noget på min hjemmeside, men vi har jo ikke været ude og rejse... Det er den forbaskede Corona-virus, der i den grad har sat hele verden på stand-by. OK, en lille tur til Jylland kan vel også gøre det, så her kommer vore oplevelser i den forbindelse.

Afsted med pakket kuffert og højt humør. En lille kaffepause ved Åbo rasteplads kort efter Odense, og så direkte til Kolding, hvor Mia venter.
Vi skulle være sammen med hende i et par dage, for hun har længe lovet at vise os Kolding. Hun havde bestilt rundvisning på Koldinghus Slot, så det varede ikke længe, før vi befandt os der. I samarbejde med modedesigneren Jim Lyngvild har Koldinghus skabt en levende og anderledes udstilling, hvor fortidens konger og dronninger sættes i scene, som mennesker af kød og blod og med følelser og drømme, styrker, svagheder og brister. Udstillingen består af en række scenarier med danske konger og dronninger som hovedpersoner, der endten befinder sig i skelsættende historiske begivenheder, til fest på de bonede gulve eller i de private gemakker, hvor dagligdagens små og store dramaer udspiller sig. 		Man vil her kunne møde Christian 4. på en af hans utallige drukture i København, men bliver også indbudt til maskebal anno 1711 på Koldinghus, hvor den 40-årige Frederik 4. for første gang møder den purunge adelsfrøken Anna Sophie Reventlow, som han senere gifter sig med til venstre hånd, mens han stadig er gift med Dronning Louise til højre hånd. For at illustrere dette, optrådte der hele 2 skønne damer i passende dragter fra den tid, de repræsenterede. Og især den ene af dem, hende der spillede Dronning Louise, fortalte af hjertens lyst og med stort lune om de hændelser for ikke at kalde skandaler, der foregik i Frederik 4.'s familie og ikke mindst på Koldinghus. Spændende at høre om og til bekræftelse af, at selv en kongefamilie blot består af mennesker ligesom alle os andre.

 

Koldinghus, tidligere kongeligt slot i Kolding, formentlig anlagt af Erik 5. Klipping i 1268 som grænseværn mod hertugdømmet Slesvig.

Gennem middelalderen blev Koldinghus udbygget til en stærk borg omgivet af voldgrave; vestfløjen og dele af nordfløjen stammer fra 1400-tallet.

Christian 3. forvandlede 1549-53 borgen til et civilt slot, voldgravene blev fjernet, og borggården lukket med en syd- og østfløj. Allerede 1598-1603 lod Christian 4. slottet ombygge og opførte samtidig et kæmpetårn med en ny slotskirke i nordvest. Den trefløjede staldgård med lave hjørnetårne fik formentlig sin nuværende udformning midt i 1600-tallet. 		I perioden 1716-23 gennemgik slottet endnu en modernisering efter barokkens idealer.

Koldinghus blev lagt i ruiner ved en brand natten mellem 29. og 30. marts 1808 under indkvartering af spanske tropper. Brandens voldsomme omfang skyldtes især de to lokale danske brandvagters svigt den pågældende nat. Den ene havde lagt sig syg (uden afbud), og den anden var gået hjem for at spise. Landets økonomiske situation med Statsbankerotten 1813 udelukkede en umiddelbar genopbygning af slottet.
I 1892 blev der indrettet museum i en del af nordfløjen (senere udvidet til vestfløjen), og 1931-35 genopførtes bl.a. kæmpetårnet. Restaureringen af slottet afsluttedes af Inger og Johannes Exner 1972-94 efter et additionsprincip, hvis idé var, at alle tilbageværende bygningsdele med spor fra forskellige byggeperioder skulle bevares, mens tilføjelserne i et moderne formsprog med referencer til stedets forsvundne arkitektur skulle kunne fjernes igen.

Koldinghus fungerer nu som kunst- og kulturhistorisk museum,  se  Museet på Koldinghus



KOLDINGHUS - JYLLANDS SIDSTE KONGEBORG   - har gennem sin mere end 700-årige eksistens spillet en væsentlig rolle i Danmarks historie: som grænseværn, som kongelig residens, som sæde for den lokale statsadministration. Efter katastrofebranden i 1808 har slotsruinen tiltrukket sig megen opmærksomhed som malerisk ruin, som inspirationskilde for malere og digtere, og gennem mere end 100 år har ruinen været genstand for restaureringer og gradvis indretning til kulturhistorisk museum og hjemsted for kulturelle aktiviteter.
BRANDEN 1808   “Forskræk Dem ej, men slottet brænder”. Med disse ord vækkede tjenestepigen sin frue klokken halv fem onsdag morgen den 30. marts 1808. Slottet var Koldinghus, og fruen var oberstinde Hviid. Familien boede i den gamle amtmandsresidens i underetagen i slottets sydfløj, men siden englændernes landgang på Sjælland i august 1807 og de tidlige septemberdages bombardement af København havde landet været i krig, og oberst Hviid havde derfor måttet efterlade familien på Koldinghus, mens han selv tjente konge og fædreland på Sjælland. Også i Kolding havde man mærket krigen, for det gamle, forfaldne slot var blevet åbnet for indkvartering af en lille del af de ca. 30.000 franske og spanske soldater, som alliancen med kejser Napoleon havde bragt til landet, og det var desuden blevet hovedkvarter for hjælpetroppernes øverstbefalende, den fransk marskal Jean-Baptiste Bernadotte.

Soldaternes tilstedeværelse havde vendt op og ned på livet i den lille by, og det var spændende, men absolut ikke problemfrit. Oberst Hviids datter Mathilde erindrer langt senere: “Den nat, da de fangne spaniere fra Fyn af blev holdt internerede i Slotskirken, forårsagede deres vogtere os megen angst ved den skødesløse kasten med papircigarer og deslige”. Brevet viser, at man på slottet var bekymret for den brandfare, som de mange soldaters tilstedeværelse udgjorde, og man havde da også udpeget seks af byens solide håndværksmestre, der skulle skiftes til to og to at gå brandvagt om natten.


 Den nat, branden opstod, havde man længe kunnet lugte røg, men man troede først, at det kom fra kakkelovnene, der havde det med at ose, når det blæste fra en bestemt retning. Det efterfølgende brandforhør viste imidlertid, at vagterne ikke havde taget deres pligter særlig alvorligt, for ingen af de to, der burde have været på vagt, havde været til stede, da det gjaldt. Murermester Søren Jørgensen Weile var gået hjem ved to-tiden, angiveligt for at “hente noget til sin forfriskning”, men var ikke vendt tilbage, før han en timestid senere blev hentet af slottets portner Peter Meyer, der fortalte, at den vistnok var rivende gal i vagtstuen. Snedkermester Beiker havde slet ikke været på vagt, for han var blevet syg, men han havde glemt at sende afbud. I øvrigt havde han og de øvrigt brandvagter gjort, hvad de kunne, da de var blevet tilkaldt hen på morgenstunden. Det hele lugter langt væk af magelighed og forsømmelighed, men man valgte at lade den side af sagen hvile. Det var jo solide borgere, det drejede sig om.
Da murermesteren var blevet hentet tilbage til slottet ca. kvart i fire, havde han konstateret, at det lugtede brændt, og at lugten kom fra vagtstuen. Maler Dyring havde trods de spanske soldaters protest tiltvunget sig adgang, men havde ikke kunnet se ild. Derefter havde man taget vand med sig og var gået op på anden etage, hvor man sprængte døren ind til rummet over vagtstuen, og her var der en sådan røg, at man ikke kunne se lyset fra brandlygterne. Vandet blev kastet ud på gulvet, og maler Dyrings søn, der var fulgt med for at se, hvad der skete, blev sat til at råbe “brand på slottet”. I mellemtiden var ilden brudt ud i vagtstuen, og en af vagterne havde vækket slotsforvalter Christensens kone med råbet “Fyr, fyr”. Hun havde først troet, at de ville have fyret kraftigere op i kakkelovnen, men hun blev hurtigt klar over, hvad de mente. Der var allerede gang i slotssprøjterne, og da byens sprøjter straks efter kom til, stod flammerne ud af tre vinduer på 2. etage. I aviserne kunne man siden læse, at marskal Bernadotte lod sine folk danne kæde ned til slotssøen, hvor man måtte slå hul i isen for at skaffe vand til sprøjterne. Tre timer senere kom der hjælp fra Fredericia og Christiansfeld, og takket være deres indsats reddedes Staldgården fra at blive antændt af gnisterne. Selve slottet stod imidlertid ikke til at redde, og op ad dagen styrtede halvdelen af Christian 4.s kæmpetårn ned gennem riddersal og slotskirke - dets ene mur havde hvilet på en trækonstruktion over riddersalens loft.

Da fru Hviid blev vækket, havde det allerede brændt i nogen tid, og hun fik derfor travlt med at redde familie og indbo. I et brev, som hun skrev til sin mand senere samme dag, beretter hun: “Nu, min rare mand, har vi atter et stort bevis på Guds forsyn over os! Tænk engang, Kolding Slot kom i nat i fuld brand, førend nogen kom op eller fik det at vide. Det begyndte i den ende ved porten. hvorved passagen blev forhindret, men jeg ved Guds bistand holdt contenance og ganske rolig i mit sind og tænkte kun på at redde. Til lykke kom jeg straks i tanker om det store pakkammervindue. Derigennem fik vi Gud ske tak alt reddet. Mathilde og jeg fulgte hinanden trolig. Hun og jeg måtte tilsidst ud af vinduet med, da porten straks faldt sammen. Det første, jeg tænkte på, var børnene. Christiane [ammen] flyede mig barnet indsvøbt i en dyne, Thilde tog Bartoline, pigen tog Mette, og mamsellen [privatlærerinden] tog de tre andre, og da de gik gennem porten, regnede ilden ned over dem. .... Jeg og Thilde blev ved tøjet og folkene, og vi fik Gud ske tak reddet lintøjet, alle skilderierne, store og små, hel og holden, alle vore sengeklæder, sølvtøjet, alle gulvtæpper, omhæng, vinduesgardiner - har vi så ikke årsag at takke Gud?”


Familien fik dog ikke reddet alt. Da Mathilde i 1867 nedskrev sine erindringer om slottets brand, huskede hun, hvordan “vore prægtige store kister med sengetøj, usyet linned, garn og deslige ...blev med stor anstrængelse bragt midt ud i slotsgården, hvor de til vor store beklagelse blev et rov for flammerne ... Til klokken 8 blev moder og jeg i fuldt arbejde på slottet. Da styrtede loftet i faders værelse, det fjerneste i suiten, og og da søgte vi også redning gennem de omtalte vinduer, hvor vor omsorgsfulde og betænksomme moder først havde ladet sengetøj og madrasser nedhisse, inden vi selv på samme måde fulgte efter.”
​Fra slottet selv reddedes en del løsøre, men intet af særlig værdi ud over altersølvet fra slotskirken, der blev indsendt til det kongelige sølvkammer. Af det øvrige kan nævnes “1 gammelt vævet betræk med dronning Margrethe på jagt og Holger Danske”. 		Det blev desværre ikke sorteret fra, da slotsforvalteren på rentekammerets opfordring gennemgik det reddede “for at konstatere, om der iblandt de gamle inventarii-sager skulle findes stykker, der fortiente at opbevares som oldsager”. I stedet blev det sammen med det reddede løsøre, inklusive en del vinduesrammer og brandskadet tømmer, solgt på to auktioner, der afholdtes året efter, og køberens hustru videresolgte det siden til en omvandrende handelsmand for en slik.

Eftertiden begræder tabet af Jyllands sidste kongeslot, der i 1808 endnu stod i den barokke skikkelse, som det havde fået ved Frederik 4.s ombygning i årene omkring 1720. I samtiden var man dog mest optaget af, at der ved branden var gået store mængder korn tabt. Ialt blev det anslået til 6000 tdr. rug og havre, som man bagefter gjorde sig store anstrengelser for at bjerge i håb om, at det lod sig anvende som foderkorn.
Koldinghus blev ikke genopført som kongeslot, og det blev meget hurtigt til en af de romantiske ruiner, som samtiden elskede. I 1813 kom Chr. Molbech forbi, og han skriver: “Allerede havde naturen, der så gerne vil forskønne selv død og undergang, hist og her smykket de røde tomter med livlig græsvækst. Slotsfogedens ko gik roligt ud og ind ad vinduerne og søgte føde på de græsbevoksede brusbanker mellem murene, hvor fordum hofmænd boede, og i det store, hvælvede køkken, hvor der kogtes til hoffet, havde en enlig gris sin rummelige bolig.









Det tog forbavsende mange timer at gennemgå resten af slottet, for der var rigtig meget at se. Ikke mindst var den meget nænsomme restaurering, som var lavet med brug af moderne midler som fornemme søjlekonstruktioner i træ til understøtning af taget, genialt lavet. Derved kunne den rest af de gamle mure, der endnu stod tilbage, stå uforstyrret.
Det var en spændende oplevelse syntes vi.

Herefter fik vi aftensmad på en af de restauranter, som Kolding er så rigeligt forsynet med og så var det hjem i seng. Vi havde booket os ind på et billigt hotel, Zleep, som mindede meget om motellerne i USA og det var da også fint nok, vi skal jo kun sove der.

Fre 31   Vi spiste morgenmad på vores hotel, og det var over al forventning, så det var en stor nydelse. Herefter hjem til Mia, som jo er vores turguide, og hun havde planlagt en tur til Trapholt, et meget fint kunstmuseum, som herovre kaldes Jyllands Louisiana. Men først var vi lige et smut forbi Koldings lystbådehavn, hvor Mia nyder at komme. Kolding ligger jo i bunden af fjorden, og ved et grønt område ved havnen kunne vi sidde og få en kop medbragt formiddagskaffe, medens vi kunne kigge ud mod fjordmundingen, hvor man lige kunne skimte toppen af Lillebæltsbroen i det fjerne.


Vi så bl.a. en udstilling skabt af kunstneren Iben Høj i anledning af 100-året for genforeningen med Sønderjylland. Den hed Grænseløse Sting. Det var en stor samling strikkede/hæklede forslag til ikke blot den aktuelle genforening, men også alle andre typer af genforeninger. Alt sammen bidrag fra alle mennesker fra hele landet. Meget inspirerende. Der var også en kunstner, Anette Harboe Flensburg, som arbejdede med lysindfald gennem gennemsigtige farvede plader. Og når lyset gik gennem flere ar disse plader, gav det nye specielle indtryk. Og så var hun færdiguddannet på Kolding Designskole... Der var også en hel 30 m lang gang, som på begge sider var dekoreret med strikkede glødepærer, kaldet Lighthope. Det symboliserede lys i Corona-mørket og var ligeledes lavet af bidrag fra mennesker fra hele landet. Der var i det hele taget så meget at se på, at vi også her brugte flere timer.

 Vi var også en tur på Mia’s skole, Kolding Designskole. At design er mange ting kunne vi se her, for der var utroligt mange hjælpemidler til rådighed i form af alskens tegne- og farveudstyr, tekstiler, foto- og medie- programmer mm., ja endog flere 3D-printere. Vi kan godt forstå, at det har været svært at løsrive sig og tage hjem om aftenen efter endt skoledag.

Lør 01   Endnu en dag med kunst. Senere i dag skal vi videre til det sommerhus, som fam. Bendix har lejet på Fjelleup Strand i Djursland. Men først har Mia bestemt, at vi skal se en meget utraditionel kunstudstilling, Deep Forest Art Land. Den ligger en times kørsel fra Kolding i retning mod Kibæk.




Et markeret stiforløb ledte os gennem skoven til alsidige oplevelser. På vores vej ad den 3 km lange rute fandtes over 80 unikke værker – og der kommer hele tiden nye til. Deep Forest Art Land kræver, at man går på opdagelse, at man bevæger sig gennem skoven for at se værkerne. Til gengæld er skoven altid fuld af nye oplevelser. Både skoven og værkerne forandrer sig. En del af værkerne vil langsomt forgå, mens andre er skabt med stor holdbarhed, som tager højde for vind og vejr.
Deep Forest Art Land er det første udstillingssted af sin art i Danmark. Her forenes eksperimenterende samtidskunst med friluftsliv og naturoplevelser.

Deep Forest Art Land udfolder sig i den privatejede Døvling Meldgaard Skov og ligger i et landskab, der er formet af smeltevand i istiden. Deep Forest Art Land kendes også under navnet Skovsnogen.

 Det var en spændende oplevelse, ret usædvanlig. Det må have været godt, for vi blev der i 3 ½ time. Jette og jeg trængte til en kop kaffe og vi fandt et bord, hvor der ganske vist sad en dame i forvejen, men vi blev budt velkommen. Så faldt vi i snak og da hun hørte, hvor vi skulle hen, fortalte hun, at vi endelig måtte prøve Vaffelhuset, som lavede de bedste vaffelis i miles omkreds. Med det gode råd tog vi os en hurtig kop kaffe og så drog vi videre og efter et lille pitstop ved en rasteplads undervejs, nåede vi uden problemer Fjellerup Strand.

Her var rigtigt lækkert, et stort sommerhus med pool og billard mm. og lige ned til vandet.

Vi havde en hyggelig aften, men gik relativt hurtigt til køjs efter to hårde museums-runs.

Søn 02   Op til en dejlig morgen med friskbagte brusebadsboller og bagefter en tur i poolens dejlige 30 grader varme vand.


Herefter en spadseretur i lokalområdet og så blev det hurtigt frokost og sådan går vores dejligt afslappende driverdag. Ja, jeg skal vel lige nævne, at vi har fundet Vaffelbageriet og fået bekræftet, at de – udover de lækre vafler – også har de dejligste store is.

Og så tog spillelysten over.



Man 03   Igen en dejlig dag med fin opstart med lune boller  og et lille spil billard.

Det var hyggeligt og på den måde var der ikke langt til frokost. Kort sagt endnu en driverdag af bedste karat.

Det er i det hele taget udpræget for familien Bendix, at de er store spillefugle. 		Jeg kender ingen, der har så mange spil med på ferie, som dem. Men det er rigtig hyggeligt og vi morer os fint alle sammen.Lige nu, i skrivende stund, som man siger, har vi afsluttet et kegle-talspil (jeg ved ikke hvad det hedder) og der er blevet bagt kage, så nu skal vi have kaffe og kage. Herefter er der nok atter en lille udflugt til Vaffelbageriet, tænker jeg. Kan man lige klare den...?

Iøvrigt er der den ene flotte solnedgang efter den anden - og så tager vi bare et billede til.

Tir 04   Hurtig morgenmad og så afsted til Ree Park.
Ree Park Safari  strækker sig over et 125 hektar stort, kuperet og naturskønt område med skov og søer ca. 10 kilometer fra Ebeltoft. I dag har parken 30 fastansatte medarbejdere på 6 områder: Administration, dyrepassere, dyrlæge, butik, cafe og service.

Rebæk Park Safari   har under skiftende navne gennem de seneste 18 år udviklet sig fra at være en blomsterpark, over en eksistens som en familiepark med klappedyr, til den nuværende safaripark med et værdimæssigt fokus på arter med særligt brug for en hjælpende hånd.

Som én af Danmarks førende organisationer inden for natur- og dyrebevarelser føler man hos Ree Park Safari en særlig forpligtelse.
Deres mål er, at de med de rette løsninger bidrager til global bæredygtighed og naturbevarelse, som ikke bare beskytter truede dyr mod krybskytteri og illegal handel, men også bidrager til livskvaliteten hos de mennesker, som skal leve i sameksistens med dyrene.
Parken er en dansk privatejet organisation, som i mere end 14 år, med et særligt fokus på truede dyrearter, har været med til at stå i spidsen for naturbeskyttelsesprojekter- og programmer.

De opererer både in situ i Ree Park Safari i Ebeltoft for at sikre arternes overlevelse gennem internationale avlsprogrammer og ex situ i Masai Mara i Kenya, hvor de via deres naturbeskyttelsesfond, Karen Blixen Camp Trust, arbejder for dyrene i deres naturlige habitat. Samtidig sikrer de et bæredygtigt miljø hos Masai-befolkningen, som vil beskytte deres skrøbelige økosystem og styrke rammerne for dyrenes overlevelse.

De hjælper unge masaier til en uddannelse som alternativ til illegale handlinger, og de danner partnerskaber med relevante organisationer i ind- og udland for at sikre 360 graders beskyttelse af dyrene. De bidrager også til at støtte bestanden af truede dyr gennem internationale avlsprogrammer og skaber bæredygtige alternativer til masaiernes traditionelle levevis.

Det var en fin oplevelse og vi var både på togtur igennem de nordamerikanske stepper med moskusokser og sorte bjørne og med safarijeep gennem den midterste del af Afrika til næsehorn giraffer og zebraer. Desuden kunne man naturligvis gå rundt på egen hånd ad fine stier og høje gangbroer.

Ons 05   I dag er det gråvejr. Morgenmaden var et lyspunkt som sædvanlig og vi besluttede at køre til Bønnerup, som har områdets bedste fiskehandel. Det passede, for der var kø langt ud på gaden. Derefter kørte vi til Glerup, hvor den største Brugs ligger. Herefter kørte vi hjem og kunne nu dække et dejligt frokostbord med fiskefileter, fiskefrikadeller og hummerhalesalat foruden æg, rejer, kartofler, div. pølser og ost og dertil friskbagt græskarrugbrød.

Tor 06   Bedre vejr i dag. Varmen er på vej tilbage. Fire unger og jeg fik os en dejlig is i Vaffelbageriet. Ellers en skøn driverdag.

Spil og flere solnedgange. Kan det blive bedre?






Fre 07   Endnu bedre vejr i dag. Høj himmel og ikke en sky. I dag er det vores sidste dag i dette dejlige sommerhus. Vi tog på en lille tur til Gl. Estrup Herregård.
Det var overdådigt stort og flot og hovedbygningen med voldgrav udenom burde afgjort have betegnelsen ’slot’.

 Gammel Estrup har en knap 700 år lang historie. De første 600 år var herregården ejet af slægten Brock/Scheel, som i store dele af historien var en af Danmarks mægtigste og rigeste familier. Siden 1930 har Gammel Estrup været museum.

Begyndelsen. Gammel Estrup ligger på vejen mellem Randers og Grenaa. På den ene side af vejen ligger Helligbjerget, som gennem tiderne har fungeret som landmærke og udsigtspunkt, og på den anden ses herregården, hvor store dele er bygget i renæssancen i røde munkesten. Hovedbygningen er omkranset af dobbelte voldgrave og store avlsbygninger.

Hvornår Gammel Estrup nøjagtigt blev opført er uvist, men ved arkæologiske udgravninger på voldstedet er fundet bygningsrester fra 1300-tallet, og gennem middelalderen 		findes også vidnesbyrd om de perioder, hvor godset har været en del af jordstridigheder eller er blevet ødelagt i forbindelse med krig.

Gammel Estrup har i 600 år været ejet af den samme familie, og de ældste dele af de nuværende bygninger stammer fra cirka 1490, hvor ejeren, Lave Brock (død cirka 1504) opførte en stenfæstning på stedet. Lave Brock var en temperamentsfuld herre, som nok kunne have brug for et sted at være i sikkerhed. I 1468 dræbte han efter sigende købmanden Niels Paaske fra Randers med egen hånd.
Renæssancegården. Eske Brock (1560-1625), der også var Christian IV’s rigsråd, ombyggede og moderniserede huset. Eske Brock var i sin samtid en af Danmarks rigeste mænd, og han er især kendt, fordi han førte dagbog. De bevarede dagbøger giver et enestående indtryk af hverdagslivet for en rig adelsmand på Christian IV’s tid. Eske Brock er den første af Gammel Estrups ejere, hvis portræt findes på godset.
 Familien Brock ejede ikke kun Gammel Estrup. Herregården var en del af et større godskompleks med adskillige andre, skiftende godser og herregårde. Eske Brock efterlod sig ingen sønner, men hans datter Jytte Brock (1595-1640) og hendes mand Jørgen Skeel (1578-1631) arvede Gammel Estrup ved Eske Brocks død. Jørgen Skeel var en meget magtfuld mand, idet han var rigsråd (medlem af regeringen) og rigsmarsk (krigsminister). Han var så mægtig, at han kunne udfordre Christian IV’s magt.
Den rige Skeel. Fra Jytte Brock og Jørgen Skeels overtagelse af Gammel Estrup i 1625 og helt frem til 1926 sad der en Scheel på godset. Familien Scheel var i 1600- og 1700-tallet blandt Danmarks rigeste. Om Jørgen Skeels søn Christen (1623-1688) – med tilnavnet den rige – sagde man, at han kunne ride fra Grenaa til Viborg på egen jord. Det var nu ikke helt sandt, men familiens rigdom var umådelig stor. I 1725 oprettede familien grevskabet Scheel med godset Sostrup ved Grenaa som centrum. Gammel Estrup var ikke en del af det, da det forinden var gjort til stamhus for familien. Et stamhus skulle udelt arves af ældste søn og var skattefritaget. Til gengæld kunne det ikke sælges.

 Samme indflydelse på landspolitik som under rigsmarsk Jørgen Skeel fik familien ikke igen, men både overstaldmester Jørgen Scheel (1718-1786), som administrerede enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederiks hof en periode, og hans søn Christen Scheel (1743-1771), som var gesandt i Rusland 1765-1771, spillede en væsentlig rolle i Danmarks historie.
Den vilde greve. Gammel Estrups position som centrum i et af Danmarks største godskomplekser blev afsluttet af Jørgen greve Scheel (1768-1825). Han levede det søde liv i Danmark og på rejser i Europa i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Sammen med sin kone Christiane Mette Bille-Brahe formåede han at bruge Scheelernes enorme formue, og en af danmarkshistoriens mest bemærkelsesværdige finansskandaler fulgte. I 1815 gik Jørgen greve Scheel fallit og kun på grund af Gammel Estrups status som stamhus, blev netop det gods reddet for familien.
 Familien Scheel levede efter fallitten en stille tilværelse på Gammel Estrup frem til 1926. Gammel Estrup havde da været i den samme families eje i 600 år. Ganske vist var familienavnet skiftet fra Brock til Scheel, men godset var i perioden ikke blevet solgt kun arvet. I 1926 var familiens tid som ejere af Gammel Estrup imidlertid forbi.

Gården sælges. I 1920 blev lensafløsningen gennemført fra politisk hold. Den betød blandt andet, at stamhussystemet blev afskaffet, og at alle arvinger skulle arve på lige fod. I 600 år var Gammel Estrup ikke blevet solgt, men nedarvet fra far til søn/datter. Da Christen Scheel (1853-1926) døde, var der nu 11 arvinger. Ingen af dem havde mulighed for at overtage stedet alene, og familien valgte at sælge godset.
 En svigersøn, Valdemar Uttental, købte i 1928 hovedbygningen, og i samarbejde med offentlige og private interessenter blev den selvejende institution Gammel Estrup, Jyllands Herregårdsmuseum oprettet i 1930. Avlsbygningerne og jorden blev drevet som landbrug frem til 1969. Da købte staten avlsbygningerne, og det statslige Dansk Landbrugsmuseum (i dag Det Grønne Museum) flyttede ind.
I 2018 skiftede Gammel Estrup navn til Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.


Der var utroligt smukt omkring slottet og vi besøgte herregårdshaven med alle blomsterne og også den gamle smedie. Inde i selve hovedbygningen var etagerne indrettet, så de afspejlede hver deres århundrede. Slottet var jo gammelt og havde undgået en brand, som ellers havde ødeligt så mange andre slotte. Stueetagen var indrettet efter 15-1600-tallets mode og smag, 1. sal efter 1700-tallets og 2. sal efter 18-1900-tallets. Det var en rigtig god idé, for så fik man et fint indblik i tidernes skiften, hvad mode og boligindretning angår. Også kælderen var vi nede og kikke i. Her kunne vi se forskellige fine kar mm. og et komplet fadebur med syltekrukker på hylderne og en lille vindeltrappe direkte op til køkkenet. Vi sluttede besøget af med en let frokost, bl.a. varmrøget laks og rejer med en dejlig flødesovs. Og så gik turen hjemad.

Solen skinner stadig fra en skyfri himmel og vi er krøbet indenfor i ly for varmen. Nogen har forsøgt at bade i æ hav, men blev skuffet over temperaturen – vi har også været forvænte med poolens 30 grader. Nu spilles der spil igen – familien Bendix’es yndlingsbeskæftigelse.

Der har været nogle forrygende solnedgange de sidste par dage, men dagen i dag slog alle rekorder…

Lør 08  Hjemrejsedag. Alt pakket og klar til afgang kl. 10. Billedet herunder siger alt om turen...