På tur i Danmark 3
Jelling, Silkeborgsøerne mm. 23-25. september 2021.
- sammen med Grethe på besøg hos Mette og Peter samt udflugter herfra


Hvis man vil nøjes med at se billeder, så brug knappen - og klik på billederne og klik en gang mere på 'DiasShow' for at stoppe


Endelig kan vi komme ud og rejse. Vi skal en tur til Jylland, hygge os hos Mette og Peter og bruge deres hjem som base og tage udflugter derfra.
Efter frokost tog vi til Jelling, ikke alene for at se de gamle runesten, som vi har set flere gange før, men denne gang også for at besøge museet.
Museet, Kongernes Jelling, blev indviet af Dronning Margrethe i 2013 og fejrede i 2019 25 år på Unescos verdensarvsliste. Det er et fint, interaktivt, moderne museum, hvor hele vikingetiden med dens myter og historier bliver fortalt på forbilledlig vis. Absolut et besøg værd - og så er det ovenikøbet gratis.

Foran den tilstødende kirke står to sten:

Gorms sten.  Den mindste er også den ældste og rejst af Gorm den Gamle i 950 som et minde for sin kone Thyra. På stenen står: Gorm konge gjorde disse minder efter Thyra sin kone, Danmarks pryd.
Stenen lå foran kirken indtil for 400 år siden, men stod oprindeligt et andet, ukendt sted. På denne sten er navnet Danmark skrevet for første gang.

Haralds sten. Den store runesten foran kirken er udover at være landets smukkeste runesten, også en af de mest betydningsfulde. Den blev rejst af Harald Blåtand i 965 og beretter om en tid, hvor landet overgår fra stammesamfund til kristent kongerige. Her skriver Harald, at han er konge over hele landet og har indført kristendommen. Derfor kalder man også stenen for Danmarks dåbsattest.
Indskriften på stenen lyder: Harald konge bød at gøre disse runer efter Gorm sin far og Thyra sin mor, den Harald, der vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. I 1978 fandt man under kirkegulvet en kammergrav.
Graven indeholdt et skellet af en mand, som måske var Gorm den Gamle. Knoglerne er siden lagt tilbage under gulvet. En lille sølvstribe markerer placeringen.
Når vi nu er ved vikingetiden, er der to emner, der trænger sig på: runerne, som var det skriftsprog, som bl.a. blev brugt på stenene og så hele den nordiske mytologi, som jo gik forud for kristendommen.

Runer - er skrifttegn, som har været brugt af nogle germanske stammer fra de første århundreder AD; tiden og stedet for deres oprindelse er dog omstridt. Runerne er en bogstavskrift, som med sikkerhed er afledt af et alfabet brugt i Middelhavsområdet omkring Kristi fødsel, formentlig det latinske i forbindelse med den stærke kulturpåvirkning fra Romerriget; et græsk, norditaliensk eller etruskisk forlæg har dog også været foreslået.

Nordisk mytologi
Før nordboerne blev kristne, dyrkede de den nordiske mytologi og troen på aserne. Lige meget om nordboerne ville sikre høsten, kærligheden eller sejren, henvendte de sig til de nordiske guder for at finde styrke.
Mytologi betyder fortælling. Ordet mytologi kommer af det græske ord mythos, der betyder fortælling. Mytologi betyder viden om myter, og mytologi er således studiet af religiøse eller heroiske fortællinger. Nordisk mytologi dækker over en samling af nordiske sagn og legender om jorden og menneskenes skabelse og om de nordiske guder. Se en bedre udgave af De Nordiske Guders Stamtræ HER

Kristendommen afløste nordisk folketro. På Jellingestenen fra år 965 står der, at kong Harald Blåtand gjorde danerne kristne. Indtil omkring år 1000 var den nordiske folketro, som den nordiske mytologi beskriver, gældende i Norden. Helt op til 1700-tallet var der dog stadig bønder i Danmark, som dyrkede aseguden Thor og i Norge findes beretninger om mennesker, som ofrede til vaneguden Frej i 1800-tallet.
Saxo skrev sagnene ned. De første myter om nordisk mytologi blev skrevet ned af krønikeskriveren Saxo i hans danmarkshistorie Danernes Bedrifter fra år 1200. I 1245 skrev islændingen Snorri Sturluson Eddaen som vidnesbyrd om asatroens eksistens. Begge skrifter blev sammen med skjaldedigte og sagaer grundlaget for nutidens kendskab til myterne om asernes liv i Valhal.
Aser og vaner. Der er to gudeslægter i den nordiske mytologi: Aser og vaner. Aserne bor i Asgård og betragtes som himmelguder. De er udødelige indtil jorden går under i Ragnarok. Vanerne bor både i Asgård og i Vanaheim, der ligger under jorden. Vanerne betragtes som jordens og havets guder og er frugtbarhedsguder, der sørger for fred og velstand. I Snorris edda findes en beretning om asernes krig og fredsslutning med vanerne.
De nordiske guder sørgede for at etablere orden, ret, rigdom, kunst og visdom blandt guder og mennesker. Den højeste gud i nordisk mytologi er Odin, der er herre af Asgård. Odins kone Frigg er himmeldronning. Odin er blandt andre far til guden Balder og himmel- og tordenguden Thor. skjaldedigte og sagaer grundlaget for nutidens kendskab til myterne om asernes liv i Valhal.
Heimdal er menneskenes fader og vogter Asgård, hvor aserne bor. Tyr er kendt for at binde Fenrisulven, mens Loke er en trickster, der er født jætte, men lever blandt guderne. Njord er af vaneslægt og er gud for havet og skibene. Njord er far til Frej og Freja, der begge er guder for frugtbarhed.
Skabelsesmyten i nordisk mytologi er baseret på Snorri Sturlusons Edda. Ifølge den bestod verden i begyndelsen af varme og kulde. Noget af dampen skabte urjætten Ymer. I hans armhule dannedes en mand og en kvinde, og hans ene fod avlede en søn med den anden. Alle var onde jætter.
Ud af en saltsten sprang Odins farfar Bure, der sammen med jætterne blev forfader til guderne Odin, Vile og Ve. De tre dræbte senere kæmpejætten Ymer, hvis kropsdele blev til jorden, himlen og havet.
Menneskene blev skabt, da Odin, Vile og Ve fandt to stykker træ på stranden og snittede dem til en mand og en kvinde. Odin blæste liv i træet, og menneskene Ask og Embla blev stamforældre til alle mennesker og levede i Midgård, som jorden blev kaldt.
Ragnarok betyder på oldnordisk "gudernes skæbne", og beskriver i den nordiske mytologi verdens undergang. I et gammelt digt, Vølvens Spådom, fra omkring år 1000 beskrives verdens skabelse og udslettelse som i et syn. Heri beskrives hvordan alt bliver kaos; jorden sættes i brand, himlen falder ned og verden opsluges af et stigende hav. Herefter genopstår jorden dog i en ny verdensorden.
Jætter. Jætte betyder oprindeligt "grovæder". I nordisk mytologi er jætterne gudernes modsætning, idet de forsøger at genindføre kaos. Jætterne bor i Jotunheim og nedstammer fra urjætten Ymer og har eksisteret siden urtiden. Foruden Ymer er andre kendte jætter Thors trælle Tjalfe, samt Røskva og Lokes børn; uhyrerne Midgårdsormen, Fenrisulven og dødsrigets gudinde Hel.
Asatro er baseret på nordisk mytologi. I dag er troen på aser og vaner genopstået både i og udenfor Skandinavien. Asatroen er baseret på nordisk mytologi, idet de moderne asatroende fortolker de oldnordiske tekster og dyrker guderne og naturens kræfter. Mange asatroende er samlet i trossamfundet Forn Sidr eller Asatrofællesskabet, og asatroen opnåede i 2003 statsanerkendelse som trossamfund i Danmark.
Blót. De asatroende holder Blót mindst fire gange om året i forbindelse med solhverv og jævndøgn sammen med andre asatroende i deres såkaldte blótlaug. Blót betyder ofring og kan sammenlignes med en gudstjeneste, hvor deltagerne påkalder guderne og ofrer til dem.

Henvisninger: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/nordisk-mytologi/
                        https://www.religion.dk/nordisk-mytologi
                        https://natmus.dk/historisk-viden/danmark/oldtid-indtil-aar-1050/vikingetiden-800-1050/tro-og-magi-doed-og-ritual/vikingernes-guder/
                        https://www.enchantedforest.dk/religion/norse/kosmologi.html
                        https://mytologi.lex.dk/



Lør 24   Efter et hyggeligt morgenbord startede vi dagens oplevelser med en tur i skoven. Ikke bare en skov, men Mette og Peters egen skov. Den var rimelig stor, med stier på kryds og tværs, så man kunne såmænd godt blive 'lidt' væk i den. Det næste punkt på vores program var at finde en af Thomas Dambos trolde nær Silkeborg. Det er efterhånden blevet et helt lille mål i sig selv, at prøve at finde dem, når vi alligevel er i området, for de står snart alle vegne. Denne hedder Stærke Storm.
Formålet med at tage til Silkeborg var naturligvis at få en sejltur med det gamle dampskib Hjejlen. Vi hentede nogle sandwishes i lagkagehuset, der altså kan levere andet end navnet antyder. Dem spiste vi på havnen
foran anlægspladsen for Hjejlen, for vi skal en tur til Himmelbjerget lidt senere.
Vi fandt en fin bænk i læ og med sol på, så det var dejligt.

Vi havde en smuk og hyggelig tur til Himmelbjerget og retur. Vi ville gerne tage med Hjejlen tilbage igen, så vi blev bare på skibet.

Efter sejlturen spiste vi aftensmad i Café Kik ikke langt fra havnen og så var det bare hjem efter en begivenhedsrig dag.

 
 
Hjejlen. S/S Hjejlen er en hjuldamper fra 1861, som sejler på Silkeborgsøerne. Hjejlen er verdens ældste aktive hjuldamper, der stadig drives af den originale dampmaskine. Hjejlen blev indviet den 24. juni 1861 under overværelse af Frederik VII. Den blev sejlet fra Baumgarten & Burmeisters Maskinbyggeri (senere Burmeister & Wain) via Helsingør og Randers op gennem Gudenåen til sit bestemmelsessted Silkeborg.

Søn 25    Nu er weekenden allerede ved at være forbi og vi skal pakke sammen. Men først skal vi se på et stort loppemarked på Haughus Gods.

Det var kæmpestort og jeg tror, vi tilbragte et par timer der, fordi der var så meget at se på. Jeg fik reddet mig en lille engel, der læser biblen ved en lille pult - for en tier.

Så kunne vi ikke udsætte det længere, men måtte tiltræde hjemturen med løfte om at komme igen og finde på flere spændende steder at udforske. Denne tur har Mette og Peter planlagt og udført med præcision. Og det har været hyggeligt og vi har snakket og tiden er bare fløjet alt for hurtigt.