Islandsturen fortsat. Tilbage til side 1 HER



Ons 09 sep   Vi kører fra Selfoss ad vej 32 gennem Pjorsar-dalen nær vulkanen Hekla, som vi hele tiden kan se på afstand. Vi ser Hjalpafoss, som ligesom ligner en twin-foss. Meget smuk.


Herfra kører vi til Haifoss, som vi havde svært ved at finde og måtte køre ad en rigtig grim stenet jordvej til, men det var det hele værd. Haifoss har et fald på 122 m og den bagved liggende Grannifoss er næsten ligeså imponerende. Her spiste vi frokost i et stormvejr, så vi måtte holde på det hele.















Dernæst søgte vi længe og fandt til sidst et helt unikt sted, Gjain, som midt i alle disse hele sletter af lava og sten, simpelthen var som en vederkvægende oase. Vi gik vist lidt amok med vores kameraer…






Lidt længere fremme fandt vi en gammel vikingeboplads, Støng, hvoraf et stort hus var udgravet. Det var fra 1100-tallet og var blevet begravet ved et stort udbrud af vulkanen Hekla i 1104. Allerede dengang, kunne man se, at de mestrede teknikken med tykke tørvemure for isolation og halvt nedgravet for beskyttelse mod vind og vejr. Det var et stort hus, hvilket ikke var karakteristisk, da det så var svært med taget, da der ikke var meget træ til rådighed (men det var der måske i vikingetiden?). En stor viking formodes at have levet her, Gaukur Trandilsson, og han er nævt i den berømte Njals saga som en af de største helte fra vikingetiden i Island. Desværre er manuskriptet til Gaukurs saga gået tabt, men på en runesten i Maeshowe på Orkneyøerne er der en inskription, der siger: 'Gaukur was here'.







Sidste punkt på dagens program var vulkanmuseet ved Leirubakki. Her skulle undtagelsesvis betales indgang, 800 kr/mand – islandske heldigvis (=40 DKr), men det var lille og hurtigt overset. Der var dog en liste over vulkanudbrud på Island siden år 1900 og det var ganske mange – over 30 tror jeg. Hekla stod for de 8 af dem, sidst i 2000, så det er en vulkan, man kan regne med.



Hjemme igen i Selfoss fandt vi en thai-restaurant at spise til aften på og den lå ovenikøbet lige overfor hotellet.


Tor 10 sep   Sidste hele dag her i Island. Tiden flyver bare afsted. Første stop var kirken i Skalholt. Her lå et bispesæde, og man kunne se, at han havde haft stor indflydelse, da der var mange bygninger, der hørte til kirken. Den havde også en meget smuk mosaik-altertavle, der for engangs skyld ikke forestillede Kristus på korset, men derimod Kristus i en velsignende gestus.

Skalholt Kirke har stadig status af domkirke, men i bispegården bor "kun" Islands vicebiskop – den tilhørende latinskole med kloster og eget trykkeri eksisterer kun i erindringen. Og efter at alt, der bare smagte lidt af storhed, rykkede til Reykjavik i løbet af anden halvdel af 1800-tallet, blev Skalholt, der havde været Islands teologiske centrum siden kristningen af landet, reduceret til en lille sognekirke, der betjente de lokale småbønder. Så hvorfor skal man egentlig besøge Skálholt?
Det skal man, fordi Skalholt byder på en fantastisk historie, og fordi stedet har rejst sig igen i en grad, så Skalholt nu igen kaldes "Islands åndelige centrum".
Genrejsningen af Skalholt er naturligvis primært synlig i form af den meget smukke domkirke, der er fra 1965 og den første stenkirke, som er bygget på grunden – de 10 forgængere har alle været bygget af træ.
At Skalholt nu er tilbage som åndeligt centrum med kirke, informationscenter, overnatningsmuligheder, retræteophold, og hvad der ellers er på stedet, skyldes en modreaktion – ja nærmest en trodsreaktion – i efterkrigsårene, hvor befolkningen vendte sig imod, at alt rykkede mod Reykjavik.
Kirken er bygget med støtte fra samtlige nordiske lande og Færøerne. Loftets træværk er eksempelvis fra Norge, ganske som tømmeret var det, da man byggede den første kirke på Skalholt omkring 1050, og orgelet er en gave fra Danmark. Kirken har desuden nogle meget smukke glasmosaikker, der, når lyset falder ind gennem vinduerne, er med til at gøre alterbilledet med sit enorme Kristus-motiv endnu mere imponerende.

For de historisk interesserede er Skalholt også lidt af et skatkammer. Syv århundreder som bispesæde fornægter sig ikke, når arkæologerne går i sving, og der er gjort mange store fund i området.
Det største af dem kan ses i kirkens krypt. Her ligger sarkofagen indeholdende de jordiske rester af Páll Jónsson, der var biskop over Island i 1195-1211. Sarkofagen blev først fundet i 1954 under udgravninger ved den nærliggende kirkegård.
På Páll Jónssons tid var Skalholt Islands måske største bysamfund, og selvom en sådan status kunne opnås ved blot at have 200 indbyggere, så havde byen en imponerende trækirke, der med sine 50 meter hørte til blandt de største træbygninger i Europa på sin tid.
Omkring Reformationen kom Skalholt for alvor i centrum. Unge islandske teologer havde rejst rundt i Europa og var blevet inspireret af Martin Luther. Da de vendte hjem, bragte de hans tanker med sig, og fra Skalholt bredte idéerne sig, og Reformationen begyndte at slå igennem i Island. Biskoppen i den nordlige del af landet, Jon Arason, holdt dog fast ved sin katolske tro og havde ikke i sinde sådan at give sig uden kamp.
Bispesædet forblev katolsk, og overbevist om, at beboerne i syd var blevet vildledt, rejste Arason i 1550 sammen med 150 mand, heriblandt to af sine sønner, sydover for at "frelse Skalholt". Det kom til kampe ved Sauðafell, hvor Jon Arason og hans to sønner blev taget til fange og bragt til Skalholt. Her blev de halshugget ikke langt fra, hvor kirken står i dag. Historien om, at der stadig skulle være en sten med de tre katolikkers blod, der ikke har kunnet vaskes af, er dog – som så mange fantasifulde fortællinger i Island – en skrøne.

Området omkring kirken kalder også på en lang travetur. Luften er tindrende ren, Skalholt ligger i den grønneste del af landet, og i klart vejr er der udsigt til Islands mest berømte vulkan, Hekla. Vulkanen, hvis navn betyder "hætte" på grund af de mange tunge skyer, der ofte hænger omkring toppen af den, er kendt for sine mange udbrud, hvoraf det seneste store af slagsen var i 2000. Og så stammer udtrykket "at gå ad Hekkenfeldt til" fra Hekla, da "Hekkenfeldt" ikke direkte er en stedsbetegnelse, men et gammelt ord for Hekla.


Herfra kørte vi til et geyserområde, hvor den geyser, Geysar, der har givet navn til selve fænomenet, lå. Den var dog ikke aktiv for tiden, men det var der en anden, der var, geyseren Strokkur, som med ca. 5 minutters mellemrum spyede en vandsøjle 15-20 m op i luften.

Lidt længere op ad vej 31 så vi et af Islands smukkeste og mest kendte vandfald, Gullfoss, og det var da også ret flot.

Gullfoss, Islands kendteste vandfald, beliggende på gletscherelven Hvítá 100 km øst for Reykjavík. Faldet på i alt 32 m er delt i to trin, et øvre på 11 m og et nedre på 20 m. Neden for Gullfoss løber Hvítá i en 3 km lang og op til 70 m dyb canyon, som er dannet ved de sidste 10.000 års erosion. En overgang ejedes området af et udenlandsk selskab, som havde planer om at udnytte vandfaldet til elproduktion. Nu er Gullfoss i statseje, og sammen med de nærliggende lokaliteter Geysir og Þingvellir er det blandt Islands mest besøgte turistmål. Vandfaldet har også været lejet ud af dets ejere Tomas Tomasson og Halldor Halldorsson til fremmede investorer. Imidlertid havde investorerne ikke held med deres projekt på grund af pengemangel. Vandfaldet blev senere solgt til den islandske stat.




Så kørte vi et stykke tilbage mod Reykjavik til en længe ventet oplevelse, nemlig at bade i det varme vand. Det skulle foregå i Fontana Laugavatn, men det så ret kedeligt ud og vejret var heller ikke med os, men stod på kulde og stærk blæst, så vi var helt lettede, da det viste sig, at alt var booket op indtil kl. 16 – 4 timer senere. Så det må alligevel blive Den Blå Lagune mellem Keflavik og Reykjavik, som vi ellers sprang over på udturen, da den er 3 gange så dyr, som de andre rundt omkring.


Sidste punkt på programmet var Tingvallasøen og –sletten, hvor Islands demokrati blev født. Her lå også en foss, Oxarafoss, som var ganske flot. Det er i det hele taget utroligt så forskellige sådanne fosser kan være. Nu har vi efterhånden set en del, og de har været vidt forskellige alle sammen.

Þingvellir, Tingvalla,  Tingsletten, lokalitet i det sydvestlige Island 40 km NØ for Reykjavík. Þingvellir ligger i en aktiv geologisk zone; det er en gravsænkning, som også rummer søen Þingvallavatn (84 km2) og er dannet ved pladetektoniske bevægelser inden for de sidste 10.000 år. De stadig aktive processer har dannet enorme sprækkesystemer, som afgrænser sænkningen, og syd herfor ligger det geotermiske område Hengill, hvis energi udnyttes til opvarmning af Reykjavík og omliggende byer. Fra ca. 930 indtil nedlæggelsen i slutningen af 1700-tallet mødtes Altinget årlig på Þingvellir. Da Altinget i 1845 genopstod som en demokratisk valgt forsamling, var det med Reykjavík som mødested, men Þingvellir har lige siden været en af Islands mest populære turistattraktioner, ligesom nationale festdage og vigtige begivenheder markeres her. Således blev republikken Island formelt oprettet på Þingvellir i 1944. Siden 1928 har Þingvellir været nationalpark, Islands første, og i 2004 blev området optaget på UNESCOs Verdensarvliste. Thingvellir bliver også omtalt i de gamle sagaer både i Njals saga og i Egils saga.




Vores køretur for i dag sluttede med en smuk tur langs søens vestbred på vores vej til Reykjavik. Vi installeredes på det samme Foss-hotel, som på udturen. Vi spiste turens sidste middag på hotellet, for det var det nemmeste. Her benyttede vi lejligheden til at takke Jytte for en veltilrettelagt og meget fin tur. En venlig receptionist hjalp os også med at skrive vore boarding cards ud, så alt var klar til hjemturen i morgen.



Fre 11 sep   Vi drager afsted kl. 9 som sædvanlig, for vi har fået et par timer ekstra i Island, da vores fly afgår 2 timer senere end planlagt. Da vi ikke har fået prøvet et bad i de varme kilder endnu, så er sidste chance Den Blå Lagune. Da vi kom derud, viste det sig også her, at alt var booket og vi skulle på venteliste og det kunne vare mellem 3 kvarter og 3 timer inden vi kom til. Men vi besluttede at prøve at vente og efter 30-40 min fik vi lov til at komme ind. Det var nu heller ikke helt billigt, 40 € i grundpris, og da vi skulle have håndklæde med var det ekstra 15 €, men så fik vi også en drink i badet og lidt chreme til ansigtet bagefter. Det var dog en fantastisk oplevelse, som vi ikke ville have været foruden, og det er ganske vist dyrt, men det er det bedste sted på øen.

Vi fik afleveret bilen og checket ind og her viste det sig, at vores fly var forsinket og vi fik en kompensation i den anledning på 4000 iskr, hvilket var nok til en dejlig rejemad og en øl til hver. Så kom vi afsted med yderligere en halv times forsinkelse, men kl. 16 fløj vi og landede i CPH kl. 21. Gitte hentede os og vores naboer, som havde været på Grønland først og siden et par dage i Island, kom med os i bilen hjem, så den var godt fyldt op.

Det har været en dejlig tur med fantastiske naturoplevelser og behagelige rejsekammerater - og så fik vi kørt hele 2933 km.

Tekstforklaring: Island bruger mange bogstaver, som vi ikke har i vores alfabet. Mange navne har jeg skrevet med vore bogstaver, men i alt fald eet er smuttet igennem: Þ = th