Bosei2016

Højskolen Bosei 10. til 16. juli 2016 med Jonas

Hvis man vil nøjes med at se billeder, så brug knappen - og klik på billederne og klik en gang mere på 'DiasShow' for at stoppe

Søn 10 Skolen ligger ved Præstø, og det er dejligt med bare en køretur på 50 min, for Jonas bliver let køresyg. Det er en anderledes højskole, end vi før har prøvet, fordi den på alle måder er japansk inspireret, lige fra kampsport til kulturhistorie, så det bliver rigtig spændende.

Vi ankom ved 16-tiden og blev let installeret i et lille værelse, hvor vi kun med nød og næppe kunne være 3 personer, men det har vi prøvet før, så det afskrækker os ikke. Desuden skal vi jo næsten kun sove der, for der sker noget hele tiden på sådan en højskole. Der er ikke bad og toilet på værelset, men vi var heldige at komme så tidligt, at vi kunne bytte vores værelse til et, der lå tættere på bad og toilet, så vi ikke havde så langt at gå.

Idrætshøjskolen Bosei er inspireret af sin japanske baggrund. Boseis pragtfulde bygninger og omfattende udendørs anlæg er med alt inventar og udrustning foræret af Tokai University i Japan.
Det skyldes at grundlæggeren af Tokai University, Dr. Shigeyoshi Matsumae (1901-1991), havde et helt særligt forhold til den danske højskole. Han besøgte i 1930’erne nogle danske højskoler, og det fik ham til at tage Grundtvigs tanker om folkeoplysning og samtalebaseret undervisning med sig hjem til Japan.

Forholdet til Japan styrkes gennem den unikke halvårlige tur til Japan. Her møder du japanske elever på Tokai University, men der er også rig mulighed for at lære den japanske kultur at kende og få afprøvet det japanske sprog i praksis.

Efter anden verdenskrig grundlagde Dr. Matsumae Tokai University i Tokyo, der med tiden er blevet en af Japans største og mest succesrige uddannelses- og forskningsinstitutioner og endnu i dag vedkender sig arven fra Grundtvig.
Dr. Matsumae realiserede også en drøm om at etablere en skole i Danmark, da han i 1988 åbnede Tokai University Boarding School, hvor unge japanere kunne tage japansk studentereksamen. Skolen eksisterede helt frem til 2008.
Tokai University har imidlertid ønsket at hædre deres grundlægger ved at skænke skolen til et højskoleformål, og sådan er Idrætshøjskolen Bosei blevet foræret som en gave til det danske samfund. Det er nu en selvejende institution med egen bestyrelse, som er fuldstændig uafhængig af Tokai University, men Bosei ønsker at opretholde den særlige brobygning mellem dansk og japansk uddannelseskultur, som Dr. Matsumae etablerede. Derfor vil der bestå et nært og venskabeligt samarbejde med Tokai University med elevudvekslinger og studiebesøg hos hinanden.

Efter en kort introduktion havde vi lejlighed til at skrive os på detailplanen for vores aktiviteter i den kommende uge. Det var et større arbejde, da der skulle vælges aktiviteter for hver dag for sig. Så var det allerede nærmest spisetid og derefter kunne vi kun lige nå bare periferisk at kigge os omkring, inden der var foredrag i caféen.

Foredraget blev holdt af Thor Svendsen, som var sort bælte 7. dan karatemester, og handlede om hans liv med karatesporten, som jo er et forsvarsredskab med et filosofisk indhold. Det var meget interessant og han sluttede af efter et spørgsmål fra en kyndig tilhører – med at demonstrere en bestemt øvelse, som varede 2 min og som han viste på en meget overbevisende måde.

Man 11 Op kl. 6.45 og i svømmehallen kl. 7. Glædelig overraskelse, for vandet var rimeligt varmt, så det var lige ved at være en fornøjelse. Morgenmad kl. 8 og efter morgensamlingen var vi til intensivt kursus i japansk. Hvis vi altid hører, at dansk er et svært sprog at lære, så skal vi bare prøve japansk… Vi hørte lidt om forskellige tiltaleformer alt efter om det var blandt ligestillede og almindelige mennesker, eller om det var en overordnet, som talte til en lavere stående person osv. Der var mindst 4 niveauer og sproget var forskelligt i de forskellige niveauer, ofte med forskellige endelser og tilføjelser på udsagnsordet.

Med hensyn til skriftsproget bruger de 3 forskellige typer, to japanske alfabeter og et kinesisk tegnsprog baseret på piktogrammer.

Det kinesiske hedder Kanji og angiver, som betegnelsen siger, hele ord med eet tegn. Det almindelige japanske lydalfabet hedder Hiragana og anvendes generelt. Desuden er der et japansk alfabet, der som regel bruges til fremmedord, låneord osv. Det hedder Kutakana.

Efter frokost var vi til familie-teambuilding. Her blev 2-3 familier sat sammen i hold og skulle løse forskellige opgaver sammen. Det rystede grupperne sammen så vi lærte hinanden bedre at kende.

Senere var Jonas til bueskydning og vi var til Body-Map, som handlede om at finde triggerpunkter i kroppen, som kunne afhjælpe forskellige dårligdomme.

Aftenen sluttede meget hyggeligt med bål og fællessang.

Tir 12 I dag har vi lært noget om the-ceremonien, som er en meget vigtig del af japansk kultur. Rammerne i ceremonien frigør muligheden for at nå ind til hinanden, fjerner dagligdags tanker, da ritualerne er så fastlagte, at der ikke er nogen praktiske ting at spekulere over, så man her kan nå ind til højere filosofiske emner. Ofte fastlægges dagens emne af den, der indbyder til the-ceremonien og det sker på en indirekte måde, ved feks. et billede på væggen, som gæsterne kan spørge ind til og på den måde nærme sig dagens emne.

Theen tilberedes ved en temperatur på 60-80 grader, oftest ca. 65 grader. Her frigøres theinen, som er det samme stof som koffein, meget langsomt, hvilket giver en mildere påvirkning over længere tid, i modsætning til ved kaffe, hvor koffeinen giver et rush og så hurtigt ebber ud.

Til the-ceremonien benytter man en skål, som pulveriseret the, kaldet matcha, lavet af meget friske theblade, kommes op i med en særlig bambusske, således at man kan beregne den korrekte mængde.
Så kommes vand på, ligeledes i bestemt mængde med en dertil indrettet ske. Herefter piskes med en opslidset bambuspind, som nærmest kommer til at ligne en barberkost. Når blandingen er pisket godt sammen med eller uden skum efter behag, så drikkes den i 3 mundfulde, gerne med lydelig smasken mm.
Derefter renses skålen i flere hold vand og kanten tørres af med en klud, så skålen igen er pinlig ren.
Og nu gentages hele proceduren således at næste person kan få sin the. Kluden er et helt ritual i sig selv, idet den skal foldes meget omhyggeligt på en ganske særlig måde.

Undervejs, når ikke ceremonien kræver at ceremonimesteren siger noget, så kan man komme ind på dagens emne.

I vesten siger man Carpe diem, som betyder grib dagen, dvs. få mest muligt ud af situationen her og nu.
I Japan siger man Ichi go – ichi e, som betyder én tid, eet møde, dvs. her er en mulighed for at lære en anden person at kende.

Efter frokost legede både voksne og børn nogle forskellige lege.

Een var en leg, hvor alle skulle stå på en linie, kaldet Søen, og en anden linie var Skibet og en tredje linie var Land. På lederens ordre skulle alle så løbe derhen, hvor han sagde. Så blev det lidt sværere, da han også begyndte at pege og ovenikøbet kunne finde på at pege i en forkert retning i forhold til, hvad han sagde. Dem der gjorde det forkert, gik ud af legen til der kun var én, vinderen, tilbage.
En anden hed Hajen kommer og gik ud på at én starter med at skulle fange en, som han så holder i hånden medens de fanger en ny. På den måde bliver der en hel kæde, som så lettere og lettere kan fange resten. Der var flere andre lege, alle sjove og meget motionerende.

Senere på eftermiddagen var vi til kaligrafi medens Jonas var i Kawai Café, som er et sted, hvor man kunne lave forskellige små effekter eller tegninger.
Kaligrafi hedder Shodõ på japansk og det er en kunstart, som skal udvikle fordybelse ligesom judo, Sakura DIY hanami (blomsterkigning), theceremoni mm.

Vi prøvede med pensel og tusch at tegne et par symboler efter at have øvet os lidt med vandrette og lodrette streger, først på alm. kopipapir og til sidst på rispapir. Det var meget inspirerende.
Aftenen sluttede med nogle kortfilm mens Jonas tegnede og hoppede på hoppepude, hvilket er det store hit her og ikke kun for Jonas.

Ons 13 Dagens første japanske lektion startede med en lille børnesang, Konpira funefune, hvor konpira er en havgud svarende

til vores poseidon og funefune betyder skib. Sangen handler bare om at bede havguden om en sikker rejse over havet.

Bagefter snakkede vi om bjerget Fujijama, som betyder bjerget Fuji. På japansk bruges jama kun når det står alene ellers bruges san, så vi skulle egentlig kalde bjerget Fujisan.
Vi snakkede lidt om praktiske forhold og fik en oversigt over de 4 største øer, Kyusinu, Shikoku, Honshu og Hokaido.

Et godt tip til en Japanrejse vil være, at man hos Japan-specialisten kan købe et JR Railpass, som giver adgang til både hurtigtog (Shinkansen) og S-bane i 7 dage for 1800 kr, og det er billigt, for en enkeltbillet fra Tokyo til en nærliggende by 600 km væk koster 720 kr. Det skal lige bemærkes at denne billet kun kan købes hjemmefra.

Kawaii – nuttet (benyttes om piger og også lidt om drenge)
Kakkoir – sej (benyttes om drenge)

En god japansk film: Departures (om en mand, der bliver fyret og ender med at blive bedemand)

Efter frokost hørte vi lidt om Japans historie:

For 20-30.000 år siden skete indvandring i den sydlige del af Japan fra Korea og i den nordlige del fra Rusland og der er i dag tydelige tegn som mandeløjne, sort hår, kun lidt behårede og ret små fra Korea mens det er større mennesker med europæiske træk og brunt hår, der kommer fra Rusland.
Wa-folket i ca. venstre del af Japan, Ainu-folket i højre halvdel.
Ainu-folket blev efterhånden trængt tilbage og i 1900-tallet boede de stort set kun på Hokaido.

Lidt af Japans historie
Urtid (indtil ca. 400 AD). Japanernes herkomst er hyllet i mørke. Deres forgængere som beboere af øgruppen er ainoerne, med hvem de i tidens Løb er blandede, foruden med koreanere, kinesere og malajer. Sprogligt er japanerne nærmest i slægt med manshuerne, etnologisk har de stærke berøringer med nordasiatiske,

tatariske folk. I denne retning peger flere oldtidsskikke: at lade heste og tjenere følge den afdøde herre i graven, den sjintoistiske mytologis obskøne karakter, den gamle folkelige fallosdyrkelse og endelig den såkaldte skapulamantik, ɔ: at tage varsler af hjortens skulderknogle.

Oprindelsesmyten Urtidens Japanere havde ingen skrift, kendskabet til denne kom fra Kina over Korea, rimeligvis ved en koreaner Wani i året 405 AD. Først 300 år efter optegnedes de ældste bevarede sprogmindesmærker: Kodjiki (712 AD) og Nihongi (720 AD), indeholder myter og sagn i løs sammenhæng, ordnede i det bestemte politiske og genealogiske øjemed for at støtte den af kejserhuset ydede kultus. Som følge deraf forudsætter forfatterne deres egen tids politiske og kulturelle forhold som eksisterende allerede i urtiden og forvansker derved fuldstændig det virkelige billede. Annalerne lader Japans historie begynde med urkejseren Jimmu-Tenno fra 660 BC, og de første 17 kejsere har gennemsnitlig en levealder af 109 år. Som historiske kilder har annalerne først værdi fra 5. århundrede AD. Indtil denne tid levede japanerne i en primitiv, barbarisk kulturtilstand, hvor krige mellem stammerne, jagt, fiskeri og et primitivt agerbrug var hovedbeskæftigelsen. Som et gammelt, ærværdigt kulturminde fra den grå urtid rækker den ældste, nationale religion ind i nutiden. Sjinto, ɔ: Gudernes Vej, kaldes den med et kinesisk udtryk. Kami er det oldjapanske navn på guderne, eller rettere ånderne. Kami-dyrkelsen, Sjinto, er ingen lære, det er en kultus, en naiv gude- og åndetro med et simpelt ritual omfattende bøn, offer og visse renhedskrav. Det er en dyrkelse af naturkræfterne og som i Kina tillige forfædredyrkelse. Solgudinden Amaterasu, den vigtigste Sjintoguddom, er mikadofamiliens stammoder, solkultus og kejserdyrkelse flyder således sammen. Urtidens Japan var ingen enhedsstat, men en løst sammenhængende slægtsstat. Om slægten, japansk uji, drejer alt sig, hver uji har sin med patriarkalsk magt udstyrede høvding. Op over alle slægter rager høvdingeslægten i Jamato, den senere kejserslægt.

Han er sumera no mikoto, »den sammenfattende hersker«; den kinesiske titel tenno, ɔ: himmelkonge, er af langt senere oprindelse. Jamato-høvdingens magt er både religiøs og politisk, han er den højeste guddom, solens stedfortræder og efterkommer. Hans politiske magt og solgudindens dyrkelse vinder hånd i hånd indflydelse i de øvrige høvdingedømmer, så at han bliver primus inter pares, den første blandt høvdingene.

Den historiske kerne i Nihongi's fortælling om den ældste kejser Jimmu-Tenno, der siges at regere 660—585 BC, synes at være den, at en høvding fra øen Kiushiu har erobret Jamato, ɔ: Egnen omkring Osaka og Kyoto, og har derfra vundet overherredømmet over de omliggende provinser Izumo, Setzu osv. Om de følgende 560 år ved Nihongi er der intet positivt at fortælle ud over selve kejserrækkens navne. Derefter berettes om forskellige kampe mod ainoerne i Østjapan, den vilde folkestamme Kumaso i den sydlige del af Kiushiu og mod koreanerne. Om den japanske erobring af Korea fra 3. århundrede meddeles forskellige sagn i Nihongi; men en sådan erobring er sikkert uhistorisk og genspejler kun overleveringer om forskellige sørøvertogter. Kejsernes lange regeringstid viser overleveringens ringe historiske nøjagtighed: den 10. mikado Sujin 97—30 BC., Suinin 29 BC—70 AD, Keiko 71—130 AD, Seimu 131—190 og den 17. Nintoku 313-399. Efter al sandsynlighed må derfor Nihongis tidsregning formindskes med 6—700 år, således at Jimmu-Tenno har levet omkring vor tidsregnings begyndelse.

Forbindelse med Kina. Omkring 400 AD begyndte forbindelsen med Kina og dets kultur. Denne gjorde et overvældende indtryk på japanerne. Japanerne tilegnede sig lærevilligt alt: skrift, mål og vægt, tidsregning, kunst, luksus, teknik, arkitektur, statsvæsen, fast retsordning, kejsermagt og embedsmandsstyre, så at den japanske kultur fuldstændig omformedes og udvikledes i kinesisk ånd. Hos høvdingen Jamato fandt de kinesiske ideer først indpas, og kendskabet til den højere kultur styrkede hans magt. Han blev kejser, mikado. De japanske annalers indhold bliver nu et andet, i stedet for mytologi fortælles hofhistorie, og fra ca. år 500 berettes om kejserhusets kampe med de store høvdingeslægter og stridigheder mellem disse indbyrdes. Under disse kampe indføres buddhismen, navnlig med støtte af den mægtige Soga-familie, der var beslægtet med kejserhuset tog formynderskabet over dette.
Sjotoku Taisji (år 621), en prins af kejserhuset, virkede ivrigt for buddhismen ved tempelbygning med mere og forsøgte at indføre kinesisk hofvæsen og ceremoniel. Efter kinesisk forbillede søgte kejserne at udvide deres magt over hele Sydjapan, men først efter hårde kampe med Soga-slægten, der endelig nedkæmpedes i 645, lykkedes det i løbet af 7. århundrede at føre de nye regeringsprincipper til sejr.

Denne ændring i landets styre, Taikwa-reformen 645—708, bestod i at indrette en enhedsstat efter kinesisk mønster. Som himlens repræsentant var kejseren ejer af hele landet og herskede direkte over folket. Høvdingeslægterne og adelen bøjede sig for kejsermagten og trådte i statens tjeneste. Bønderne dyrkede jorden for overklassen.
Med kejserdømmet sejrede buddhismen, og Sjintoguderne optoges i det store pantheon af indiske guder. Kejser Sjomu (724—748) lod støbe den vældige bronzebuddha, der endnu findes i Nara. Siden 709 havde kejserne deres faste regeringssæde her, i det gamle Jamato, og fra 800 indtil omvæltningen 1868 i Kyoto. Indtil Naras anlæggelse fandtes ingen byer i Japan. Den nydannede kejsermagt formåede ikke at hævde sig. Statens sociale underbygning ændredes ikke: hørige bønder under arvelige, ret uafhængige godsherrer eller statholdere. I løbet af 9. århundrede trængtes kejsermagten langsomt tilbage. Kejserne nedlagde hyppigt magten og trak sig tilbage til den buddhistiske klosterfred. Følgen blev hyppige barnekejsere med regenter, som blev taget blandt de store adelsslægter, navnlig slægten Fujivara. 987—1027 førte således Michinaga Fujivara regentskabet for 3 kejsere, alle 3 gifte med døtre af ham. Den gamle slægtsstat havde sejret over det nye kejserdømme.

Lensstaten (ca. 1100—1600). Kejserens og de kejserlige statholderes magt undergravedes efterhånden ved udviklingen af selvstændige godsbesiddelser, Sjojen, der som fri ejendom unddroges den kejserlige skatte- og forvaltningsret. Ca. 1100 hørte 9/10 af landet til Sjojen og splittedes derved i uafhængige territorier. Denne tilstand truede flere gange med helt at opløse staten og prægede japansk statsliv indtil lenenes ophævelse i 1871. Bønderne under hvert Sjojen ydede til dette skatter og hoveri. Fra 9. århundrede udvikledes af godsherrernes væbnede følge (kenin) en ny arvelig krigerstand, samurai'erne, som var knyttede til deres lensherrer ved ubrydelige slægts- og troskabsbånd. Inden for adelen selv opstod en forskel mellem den krigeriske landadel (buke) og den efterhånden degenererede og mere blødagtige hofadel (kuge). Blandt landadelslægterne blev to de mægtigste: Minamoto, herskende over Kwanto-sletten ved det nuværende Tokyo, og Taira på øen Kiushiu i sydvest, begge stiftet i 9. århundrede af kejserprinser som statholdere. Kampe med ainoerne i nord og med koreanerne i vest gav begge slægter dåd og krigerry. Fra ca. 1100 trådte Fujivara'erne i skygge for de to nye krigerætter, og i 12. århundrede kom det til en langvarig kamp om magten mellem Taira (det røde Flag), ført af Kijomori (1167 storkansler), og Minamoto (det hvide Flag). Den endte med et stort søslag ved Dan-no-ura i Shimonoseki-strædet i 1185, hvor blandt andet mikadoen og mange af hans slægt faldt. Nu blev sejrherren, Joritomo af Minamoto-ætten arvelig Sei-i-tai-shogun (hærfører). Han blev øverste lensherre og fik den egentlige styrelse i sine hænder, om end mikadoen stadig regnedes for den rette hersker. Efter hans død 1199 udbrød nye kampe, hans egne sønner fortrængtes fra magten, og en sidelinje, slægten Hodjo, tog under titlen Shikken formynderskabet for shogun'erne, altså en styrelse på tredje hånd. I 1260 indsattes således to brødre den ene til at være mikado, den anden shogun, og denne ordning med to herskere forblev i kraft indtil den store statsomvæltning 1868.

I 1281 gjorde den mongolske hersker i Kina, Kublai Khan, et forsøg på at undertvinge Japan; men hans flåde led et afgørende nederlag mod Hodjo Tokimune (Shikken 1267—1284) og alle de skibbrudne fjender blev uden nåde dræbte. Ligeledes dræbtes til advarsel de sendebude, mongolkejseren udsendte. Dog fik venetianeren Marco Polo, der levede ved hans hof, ved dette forsøg lejlighed til først at bringe Europa kundskab om Japan eller, som han kaldte det, Zipangu (efter det kinesiske navn Djipønn-kwo). I 1334 blev Hodjo-ætten af Ashikaga Takauj fordrevet fra magten — under dens herredømme havde kunst og videnskab samt velstand blomstret i landet — og under de kampe, som derefter fulgte, var Japan endog indtil 1392 delt i 2 riger, nord og syd, hvert med sin mikado. I 1336—1573 var huset Ashikaga i besiddelse af shogunatet (15 shoguner i alt), med residens i Kyoto. Kunst og litteratur blomstrede her, især malerkunst og no-skuespillet. Men statsstyret kom i forfald. De gamle kejserlige civilstatholdere forsvandt og afløstes af shogunens militærstatholdere, de såkaldte daimio'er. Disse blev stadig mere uafhængige, retten sad i spydstagen, lensfyrsterne krigedes altid indbyrdes. 1573 blev den sidste Ashikaga afsat af den store feltherre Nobunaga, der tilrev sig magten 1573—1583. Efter Nobunaga's drab tog Hidejoshi styret 1582—1598 og søgte at bringe ro og orden i landet. Han foretog fra 1592 en række resultatløse felttog til Korea og tænkte også på at føre krig mod Kina, da han døde 1598; han havde fået titlen Taiko-Sama, den store hærfører, hvorefter senere shogun'er også kaldtes taikun'er.

Tokugawa-shogunatet (1603—1868). Hidejoshi's dygtigste hjælper, den lavættede, men fremragende feltherre og statsmand Tokugawa Ijejasu (f. 1542, d. 1616) tilrev sig magten ved at skyde Hidejosji's egen søn til side og gjorde sig i 1603 til arvelig shogun; i hans slægt, Tokugawa, forblev herredømmet lige indtil 1868. Han grundlagde staden Jedo (Tokyo) og flyttede regeringens sæde derhen, mens han lod mikadoen blive i den gamle hovedstad Kyoto. Østjapan havde sejret over Sydjapan. Mikadoen indskrænkedes til omgangen med det talrige hof, og med det præsteskab, der var knyttet til soldyrkelsen, men udelukket fra forbindelse med lensfyrsterne trængtes han tilbage i den almene forestilling, og hans overherredømme blev et tomt skin. Derimod sikredes shogunens magt, lensfyrsternes myndighed fastsattes nøje, en stor mængde mindre len (i alt 260) oprettedes, hvis indehavere knyttedes umiddelbart til shogunen, mens de tidligere lensmænd regnedes for at stå under mikadoen. Og så fæstnede Ijejasu den hele stats- og samfundsordning ved en ny lovbog, de »100 love«, kaldet Gongen Sama's love efter det navn, han fik efter sin død. Sin fulde udvikling fik den nye statsordning dog først under Ijejasu's søn Hidetada og sønnesøn Ijemitsu (1623-1650).
Øverst var Kejseren og dernæst Shogun'en
Herefter var folket delt i 6 klasser:

Lensfyrsterne, Daimyo'erne
Krigeradelen, Samurai'erne (Samurai = at tjene)
Præsterne såvel Sinto's som Buddha's, samt lægerne og andre videnskabsmænd,
Landbrugerne,
Håndværkerne og fiskerne,
Købmændene.

Under købmændene stod den lavere almue, Bukamin = om blod, lig, slagtere, bedemænd, nærmest en pariaklasse, eta, som ikke havde fællesskab i »ild og vand« med de højere klasser. Shogunen styrede riget med et rigsråd af 8 egentlige ministre og et lignende antal underministre; de valgtes efter indstilling af lensfyrsterne, som ved deres side havde nogle arvelige rådgivere. Under en følgende shogun fik lensfyrsterne pålæg om at opholde sig med deres familier i Jedo en vis tid af året; når de selv drog til deres len, holdtes familierne tilbage som gidsler. I tidens løb blev dog shogunens personlige myndighed stærkt indskrænket ved hans rigsråd, og det hele regeringssystem blev overmåde konservativt, sigtende på at holde alle ny indretninger og især al fremmed påvirkning borte.
Dette vendte sig særlig mod kristendommen. I 1542 kom de første portugisiske eventyrere fra Macao og knyttede handelsforbindelse mellem Portugal og Japan; de lærte desuden japanerne skydevåben og krudtets tilvirkning at kende. I 1549 kom også jesuitter til Japan som missionærer, blandt andre den navnkundige Frants Xaver (1549—1552), og de prædikede kristendommen med sådant held, at der til sidst var 2—300.000 indfødte kristne med 250 kirker, spredte over en stor del af Landet. Også flere fyrster på Kiushiu gik over til den ny lære. Fra første færd hindredes missionen ikke, Nobunaga havde brug for den i sin kamp mod de mægtige buddhistiske klostre. Også Hidejosji forholdt sig en tid afventende. Men efterhånden bragte heldet og den kristne intolerance missionærerne så vidt, at de brugte tvang og trusler for at fremme deres mål, forfulgte de hedenske præster samt ødelagde templerne. Desuden blandede de sig i de politiske kampe mellem Ijejasu og hans medbejlere. Som følge heraf og af frygt for de europæiske staters koloniseringslyster slog stemningen om i de ledende regeringskredse. Hidejosji udstedte 1593 et påbud om missionærernes forvisning samt lod flere af dem brænde, og 1614 ikke alene gentoges påbuddet, men det sattes også i værk af Ijejasu med yderste strenghed. Forfølgelsen udstraktes til de indfødte kristne, og alskens grusomme pinsler og straffe udøvedes mod dem. Under Ijemitsu (1623—1650) fandt nye forfølgelser sted (1623—1629), og efter et forsøg på opstand i 1637 blev kristendommen og forbindelsen med udlandet helt forbudt ved ediktet af 1639.

Al forbindelse med Portugal blev afbrudt, og der sattes dødsstraf for de japanere, som vovede at gå til fremmede lande. Derimod fik hollænderne fra 1641 adgang til den lille ø Desjima ved Nagasaki, men underkastedes mange ydmygende indskrænkninger med hensyn til deres ophold og handel samt måtte udrede en årlig tribut. Selv kineserne fik for fremtiden kun en lignende adgang til Japan som hollænderne, ligeledes indskrænket til Nagasaki. Kun tillod Josjimune (1716—1745), den sidste fremragende Tokugawa, på ny indførelse af europæiske bøger — især hollandske — dog med undtagelse af religiøse.

Som en naturlig følge af denne strenge afspærring fra udlandet fik Japans kulturudvikling et meget ejendommeligt præg. I første halvdel af 17. århundrede vistes der stor iver for at udbrede kinesisk videnskab og litteratur samt for at dyrke astronomien. Til samme tid nåede industri og agerbrug en kraftig blomstring; sukkeravlen indførtes, og der vistes omhu for den indre samfærdsels fremme ved bygning af veje og broer. For at hindre mulig hungersnød oprettedes offentlige rismagasiner, og retssikkerheden hævdedes ved strenge straffelove. 1780—1790 blev den nordlige ø Jeso knyttet til riget såvel som den sydlige halvdel af Sachalin og det meste af øgruppen Kurilerne. I 1782 og på ny i 1804—1805 gjordes der fra den russiske regerings side forgæves forsøg på at opnå adgang til Japan. Hverken engelske forsøg i de nærmest følgende år eller et fransk og et nordamerikansk i 1846 havde bedre held. Ved budskabet om den engelsk-kinesiske krig 1842 foreslog en af de mægtigste lensfyrster, daimio'en i Kaga, at man skulle åbne havnene for udlændinges skibe; men forslaget bekæmpedes af fyrsten af Mito og kunne ikke trænge igennem. Heller ikke lykkedes det i 1840 de sydjapanske daimio'er i Choshiu (Tsjosjiu), Mito og Satsuma at formå shogunen til at opgive sin myndighed og gøre mikadoen til virkelig hersker igen.

Åbningen af landet. Først i 1853-54 lykkedes det at sprænge den afspærring fra omverdenen, som da havde varet i mere end 200 år. I juli 1853 kom en nordamerikansk flåde under commodore Perry til Jedo-bugten for at opnå forbindelse mellem de to lande. Den 31. marts 1854 lykkedes det ham at få en handelspagt afsluttet, hvorved havnene Sjimoda og Hakodate åbnedes for hans landsmænd. Efter Nordamerika fulgte endnu samme år England og næste år Rusland, der tillige fik adgang til Nagasaki, og en forsamling af lensfyrsterne gav også samtykke dertil. 1857-58 sluttedes nye aftaler med de nævnte 3 lande samt med Nederlandene og Frankrig — til dels under indflydelse af vestmagternes heldige krig med Kina — og det fastsattes heri, at i alt 5 havne, der i blandt Kanagava eller Yokohamanær ved Jedo, skulle åbnes for handelen. 1860-64 udstraktes disse aftaler til Portugal, Tyskland og Schweiz og senere til andre lande, således Danmark 1867 og Norge og Sverige 1868.
Et så stærkt brud på folkets sædvaner og fordomme kunne dog ikke gennemføres uden heftige rivninger og blodige optrin. 1858 blev den 13. shogun, taikunen — under denne titel afsluttedes nemlig de ny handelspagter — Tokugawa Ijesada (1853—58) myrdet, og marts 1860 blev denne og den følgende shoguns formynder, Jikamon, der allerede 1842 havde taget ordet for at åbne havnene, overfaldet og dræbt af nogle ronin's (herreløse samurai'er) fra Mito. Til hævn herfor myrdedes i 1861 også fyrsten af Mito, den mest hårdnakkede modstander af forbindelsen med udlandet, som formentes at have fremkaldt mordene på taikunen og på Jikamon. Desuden forefaldt gentagne mord og overfald på udlændinge, som bosatte sig eller rejste i Japan, selv fremmede magters repræsentanter, og skønt shogunens regering var vel stemt for en tilnærmelse til udlandet og allerede i 1860 skikkede sendebud til Nordamerika og i 1862 til London (Verdensudstillingen) og flere af af Europas hovedstæder, kunne han dog ikke værge udlændingene. I virkeligheden havde han overtrådt sin myndighed ved at slutte traktaterne — stik imod Japans gamle lovgivning — uden at have fået lensfyrsternes, endsige mikadoens samtykke. De fremmede magter havde nemlig næret den forestilling, at taikunen var Japans verdslige hersker (kejser) og mikadoen kun dets ypperstepræst (pave). 1862 påbød så mikadoen udvisning af udlændingene og dermed tillige afbrydelse af de indgåede forpligtelser.
Da shogunen, hvis sendebud i Europa ikke havde kunnet opnå den ønskede udsættelse af havnenes åbning, hverken ville eller turde indlade sig på at udføre mikadoens pålæg, fastsatte mikadoen en dag til udvisningen, og de mægtige fyrster af Nagato (Tsjosjiu) og Satsuma ville nu iværksætte påbuddet ved egne kræfter. Kort forinden (i februar og maj 1863) var både den engelske og den nordamerikanske gesandts boliger nedbrændte,

utvivlsomt ved ildspåsættelse. I juli lod fyrsten af Tsjosjiu sine batterier i Shimonoseki-strædet skyde på de europæiske skibe, hvor efter franske krigsskibe bombarderede forterne, medens en engelsk flåde ødelagde fyrsten af Satsuma's hovedstad, Kagoshima. Dette tvang vel de fremmedfjendtlige daimio'er til noget større føjelighed, men først efter at en forenet engelsk-fransk-nordamerikansk flåde under hårdnakket modstand havde ødelagt batterierne i Shimonoseki-strædet 5.—6. september 1864, kunne shogunen opnå mikadoens stadfæstelse på handelspagterne (25. november 1865). Siden blev de også ærligt overholdte, og flere af lensfyrsterne, selv fyrsten af Satsuma, nærmede sig udlændingene. Endnu mere knyttede den 15. og sidste shogun, Tokugawa Josjinobu (september 1866—april 1868), sig til dem, i håb om derved at sikre sig herredømmet over lensfyrsterne og omdanne den gamle lensstat til en enhedsstat. Han sendte sin broder til Paris for at repræsentere Japan ved Verdensudstillingen 1867 og brugte franske officerer til at uddanne en hær efter europæisk mønster.

Dog samtidig opstod hos lensfyrsterne og ved mikadoens hof, efter at et tronskifte i februar 1867 havde bragt Mutsu hito (f. 3. november 1852) på tronen som den 123. mikado, tanken om at tilvejebringe enhed i statsstyrelsen ved at genoprette mikadoens herredømme, som i næsten 700 år kun havde været af navn. Trykket blev så stærkt, at Josjinobu selv foreslog en omdannelse af statsordningen og indkaldte lensfyrsterne til et møde i Kyoto, hvor han i november 1867 erklærede sig villig til at overgive mikadoen styrelsen, vist nok i det håb, at han ved at gennemføre den ny ordning kunne sikre sig selv en væsentlig myndighed. For at hindre dette udvirkede de sydlige lensfyrster, som fra nederlaget ved Sekigahara 1600 nærede et nedarvet had til Tokugawa'erne, at mikadoen i januar 1868 krævede af ham øjeblikkelig opgivelse både af hans magt og af hans store indtægter, mens derimod de nordlige fyrster stillede sig på taikunens side. Det kom således til en formelig borgerkrig; men i slutningen af januar måned blev shogunens hær slået, og snart efter trak han sig tilbage til klosterlivet. Alligevel fortsatte hans tilhængere kampen endnu i flere måneder under hans broders ledelse. Også shogunens flåde fortsatte modstanden. Ført af Enomoto trak den sig tilbage til den nordlige ø Jeso og underkastede sig ikke før i juni 1869. I det øvrige land havde mikadoen fået overmagten allerede i november 1868, og i december holdt han sit højtidelige indtog i Jedo samt modtog her i februar 1869 de fremmede sendebund i højtidelig audiens. Dermed var statsomvæltningen ikke alene afsluttet indadtil, men også godkendt af udlandet, og den unge hersker tilkendegav derved, at en ny tidsalder var åbnet.

Hvis dette har været spændende læsning, så forsæt på wikipedia https://da.wikipedia.org/wiki/Japans_historie om oplysningstiden og videre frem til vore dage.

Japans kejserdømme er blandt de ældste i verden ca. 2000 - 2500 år, hvilket overgår det danske med adskillige længder.

Dagen sluttede med Ghost Walk, en tur rundt i bygningerne fra kælder til kvist med en rundviser, som fortalte om højskolens historie. Den har først været tuberkulose rekonvalescens center inden den blev højskole og der kunne spindes mange ender over de hændelser, der måske er sket med nogle af patienterne fra dengang.

Rundviseren fik også flettet lidt ind, om en periode, hvor højskolen havde været sindssygeanstalt. Selvom det ikke var helt rigtigt, kunne der skabes mange uhyggelige historier om overgreb og gengangere som følge heraf. Desværre så vi ingen spøgelser, men børnenes fantasi fejlede ikke noget, så de fik en masse at tænke på.

Tor 14 I dag snakkede vi videre om japansk kultur. Om madvaner, drikkevaner, omgangsformer mm. Alt sammen meget interessant og noget, der nok kan skærpe lysten til en dag at besøge Japan.

Hone – som jeg er indeni
Tatemae – udvendig facade
Vi har alle sammen en facade, som vi vender ud mod især fremmede, men i det hele taget i offentligheden. Og så har vi en side, som kun de nærmeste kender. Ja, vi har måske endda endnu flere sider, når det kommer til stykket.

Cosplay (costume roleplay) er en form for performancekunst ofte med tilhørende kostume og tilbehør, hvor deltageren optræder som en specifik figur eller idé. Oprindeligt var det et amerikansk koncept, der i større grad omhandlede at klæde sig ud som sit største superhelte- og skurkeidol til festivaler eller Conventions for at hædre dennes serie, men i dag omhandler begrebet en meget større skare. Der gik nemlig ikke længe før japanerne tog fænomenet til sig,

og derfor forbindes cosplay i dag også mest med at klæde sig ud som figurer, der ofte kommer fra diverse japanske og østasiatiske medier inklusiv manga, anime, tokusatsu, tegneserier, grafiske romaner, computerspil, hentai og fantasy film. Andre kilder inkluderer optrædende fra J-pop, J-rock, visual kei, fantasy musikhistorier (såsom historier af bandet Sound Horizon), romaner og objekter fra Internettet eller den virkelige verden, der er unikke og dramatiske.

Vi snakkede også om Wabi Sobi = skønheden i det uperfekte: asymetri
og om Kintsukuroi = reparere noget med guld. (En skål, der er gået itu kan limes sammen med guld og derved blive endnu smukkere (fremhæve en fejl, så det bliver en dyd)).

Hele eftermiddagen havde hele holdet Ninja Games. Vi blev delt i 10 hold og skulle så gå igennem 10 prøver, meget hyggeligt og sjovt. Desuden skulle hver Ninja-klan, som holdene blev kaldt, give en lille præsentation af holdet samt fremstille noget udstyr hertil. Vores hold kaldte vi Samurai Ichidan. Vores præsentation gik fint og det gjorde de andres også, så det var en fin afslutning på prøverne. Hvem der vandt afsløres i aften, hvor der skal være talentshow.

Fre 15 Efter morgenmeditationen, som var en zen-meditation med åbne øjne – noget jeg ikke har prøvet før, var vi til et lille kursus i Haiku-digtning.

Der er nogle få krav til et Haiku-digt:

– korte digte, 3 linier, 5-7-5 stavelser
– fange et øjeblik
– referere til naturen, elementerne eller årstiderne

En berømt digter er Matsuo Basko, som har skrevet dette berømte digt:

- ved den gamle dam
- en frø springer i
- ved lyden af vand

Jeg prøvede selv at lave et par stykker:

Vinden suser her                      Freden sig sænker                         Indsigt er vigtig,
fugle fløjter i skoven                skovens ro er dragende,                hvis man vil livet forstå
stilheden lokker                       stilheden lokker                             - vær eftertænksom

Eet med naturen                      I den stille sø
- med hele universet               svømmer anden fred'ligt rundt
ja, eet med mig selv               - ubekymret ro

Hvis man synes, at haiku-formen er lige lovlig kort til at få sagt, hvad man ønsker, så er der en anden form, Tanka eller Waka, som er på 5 linier på formen 5-7-5-7-7 stavelser.

Efter frokost kom klovnen Tape på besøg og han var virkelig dygtig. Jeg er ellers ikke til sådan noget fald-på-halen komik, men han var virkelig sjov.
Kan varmt anbefales til en anden lejlighed.

Herefter hørte vi om Shintoisme og Buddhisme, som er de to store religioner i Japan. Kristendommen udgør ca. 2% resten deles af de to.
I Japan er religion mere en rituel praksis end en tro, og måske derfor går den oprindelige shinto-religion hånd i hånd med buddhismen.

Der er ca. 127 mill. japanere og 108 mill. anfører sig som tilhængere af Shinto og 90 mill. som tilhængere af buddhisme, hvilket må betyde at rigtig mange er tilhængere af begge religioner.
Ser man på befolkningens religiøse tilhørsforhold i dét perspektiv, viser de et land med utroligt meget religion. Spørger man ind til japanernes religiøse tilhørsforhold på en anden måde, vil man opdage, at det er et land med utroligt lidt religion.

Den almindelige japaner kalder sig uden problemer både shinto og buddhist. Og selvom seks ud af ti japanere i dag betegner sig selv som uden interesse i religion besøger de fleste shinto-templerne ved nytår, som skikken foreskriver. Ligesom mange danskere også går i kirke til jul. Men der er en forskel på vores og den japanske religionsopfattelse.

I Vesten forstår vi religion som noget med at tro på noget. Men det at tro på noget bestemt spiller generelt en meget lille rolle i ikke-monoteistiske religioner, og sådan er det også i Japan. De fleste japanere praktiserer religionen i højere grad, end de tror. Religion handler mere om ritualer og kultur end den lægger sig op af læsning af hellige skrifter, som vi går op i herhjemme.

I japansk og øvrig østasiatisk kultur har det været særdeles uproblematisk for flere religioner at eksistere side om side. Shinto er den religion, vi i dag kalder landets oprindelige, og som i sin tidlige form mest mindede om lokale kultdyrkelser. Her dyrkede japanerne deres kami eller guder i en såkaldt kami-kult.

I løbet af det 6. århundrede vandt buddhismen frem sammen med øvrig kulturel indflydelse fra Kina og udviklede sig især som elitens religion. Samtidigt fik også kongfuzianismen, en kinesisk filosofi eller morallære, stor indflydelse på den østasiatiske religion. Skellet mellem moralsk filosofi og religiøs praksis er derfor ikke givet i japansk kultur. Navnet på religion i Japan er shukyo, som direkte oversat betyder sektlære. Begrebet blev opfundet til lejligheden, da kontakten med europæiske handelsrejsende begyndte i 1500-tallet. Pludselig blev det nødvendigt at forklare, hvad praksisserne gik ud på.

Samtidigt gjorde kristendommen i form af vestlige missionærer sit indtog. Men de japanske magthavere så ikke med milde øjne på denne religion, der på en helt anden måde end både buddhisme og de lokale kultdyrkelser tilbød de troende og munkene en alternativ samfundsorden.
Kristendommen blev undertrykt og forbudt, fordi man mente den var farlig. Typisk afviste den at leve side om side med andre religioner og krævede tilbedelse af én Gud. Shinto-religionen og shogunen, landets militære hersker, havde ingen plads i det interne hierarki, som var ekskluderende for det verdslige samfund, fortæller Jørn Borup.

For at komme kristendommen til livs gjorde man buddhisme til en slags forlængelse af staten. Alle japanere skulle indregistreres som tilhørende et buddhistisk tempel, og munkene registrerede alle borgeres fødsel, ægteskab, rejser og død. Buddhismen blev en magtinstitution, men blev samtidigt lagt for had af befolkningen som statens håndlanger. Det betød forfølgelser af munke og nedbrændinger af klostre under og efter den japanske revolution i 1868.

Men paradigmeskiftet betød også religionsfrihed og trak protestantiske missionærer over til landet. Den kristne tro appellerede dengang mest til eliten, fordi den, modsat de lokale kult-dyrkelser, ikke var en familiereligion, men fokuserede på individet.
Kristendommen spillede en stor rolle for samtidens individualiseringsproces i Japan og for opbygningen af uddannelsesinstitutioner og sociale love. Kristne universiteter skød op rundt om i de større byer.
I dag ses kristendommens rolle i det japanske samfund derfor mere i den kulturelle end i den religiøse udvikling, ligesom den vestlige moralfilosofi efter 2. Verdenskrig har fået større indflydelse.
Japanske borgere tilhører i dag stadig officielt et tempel. Tilhørsforholdet bliver især aktuelt ved afslutningen af livet. For det er først her, at mange japanere finder ud af, hvor deres familiemedlemmer reelt er indskrevet som borgere.

Der er en religiøs arbejdsdeling mellem de to religioner: Shinto-helligdommene er der, hvor japanerne tager hen, når de skal navngive et barn og feste for sønnens eller datterens fremtid, når et par skal giftes eller når shinto-kamierne, som eksempelvis solgudinden Amaterasu, fejres. Buddhismen står for kontakten til forfædrene og tager sig primært af døden og begravelser, fortæller Jørn Borup (Lektor i religionsvidenskab, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet.
Måske en lidt kedelig arbejdsdeling for buddhismen, som da også befinder sig i lidt af en krise i dag. Selvom religionen ikke længere anses for en magtreligion og i løbet af 1900-tallet- især efter 2. Verdenskrig igen voksede blandt den brede befolkning, er det også i Japan nye tider for den folkelige religiøsitet.
Mange japanere forstår ikke sig selv som buddhister, og mange buddhistiske templer ligger øde hen. Interessant nok mangler man at få buddhismen boostet som en smart religion, ligesom den er blevet det herhjemme.

Antallet af buddhister er dog ikke ligefrem faldet siden 1994, hvor også omtrent 90 mio. kaldte sig tilhængere. Men mange nye religioner er på vej ind og får større og større betydning blandt især de unge japanere.

Og mens de nye religioner er dynamiske og forstår at engagere deres medlemmer, anklager de traditionelle religioner de nye bevægelser som spiritualitet og new age for at være overfladiske. Konflikten er genkendelig fra konkurrencen mellem den traditionelle kristendom og spirituelle religioner herhjemme, men interessant i Japan, fordi traditionen ellers har tilladt flere religioner side om side.

Shinto ("gudernes vej") er Japans oprindelige religion. Trosretningen har forklaring på tilværelsens grundlæggende spørgsmål, der i sin mytologi består af naturånder og af forfædre. Shinto har ingen dogme, moral kodeks eller hellig skrift. Shinto har ingen fjendebilleder ('Du må ikke have andre guder end mig'). Når man er død er kroppen uren og her tager buddhismen over. Shinto har ingen reinkarnation, men familieånder.
I Shinto har den pratiserende mulighed for at komme i "kontakt" med kami – ophøjede væsener, spændende fra deciderede gudefigurer til væsener med særlige attraktive værdier.

Kami, der er centrale for shinto, bebor de templer, der er centrale for religionen. Der findes mange forskellige typer af kami, f.eks. Ujigami, slægtsånder, eller Kunidama, en provins- eller en lokal ånd fra området. Den største og vigtigste kami er Amaterasu, som er Solgudinden. Ræven er betydningsfuld på grund af sin udprægede intelligens, hvis kraft og energi også kan overføres til mennesket under rituel handling.
Kami kan indeles i to hovedgrupper: Naturånder og ophøjede væsener (primært menneskeskikkelser), der igen kan inddeles i tre klasser: Dem, der repræsenterer et enkelt objekt; dem, der repræsenterer en gruppe objekter og dem, der repræsenterer et abstrakt begreb.

Eksempler på kami:

	Naturånd:	Ophøjet væsen:
Objekt:	Amaterasu - Solen eller solgudinden	Temmangu - en guddommeliggjort embedsmand
Gruppe:	Kukuchi - gud for træer	Koyane - Nakatomi-klanens gud
Abstrakt begreb:	Musubi - gud for vækst	Tajikara no wo - direkte oversat hånd-styrke-mand

Buddhisme i Japan. Zen er den japaniserede form for det kinesiske "ch'an", der går videre tilbage til sanskritordet dhyana, det vil sige den meditation, der fører til den frelsende indsigt.

Senere på eftermiddagen var vi alle 3 til sang, for det er nok den højskole vi har været på, hvor man har sunget allermindst. Jonas ville dog hellere spille uno med mormor.

Inden aftensmaden, som var afslutningen på hele opholdet, var der opvisning i færdigheder og fernisering, hvor tegninger, haiku-digte og manga- og kawaii-ting mm. blev vist frem.
Efter festmiddagen var der børnedisco.

Lør 16 Så er festen ved at være forbi. Det var tid til en sidste afslutning i judo-salen og pakning og farvel til alle dem, vi nåede at kende lidt og så afsted mod Greve efter en dejlig uge. Og Jonas mente nok, at hvis det var, så kunne vi da godt besøge Bosei igen til næste år.