Barcelona-turen fortsat

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Foruden at se selve kirken er det meget vigtigt at se museet, som ligger under souvenirbutikken. Den kan være lidt svær at finde, og vi kunne nemt have overset den, hvis ikke vores tandlæge, Nimi, havde fortalt os om den. Her kan man se utallige skitser og modeller af detailler af konstruktionerne og man kan se noget spændende snoreværk, der, når det holdes udspændt vha. lodder, kan vise ideen til nye spændende tagkonstruktioner – altså når det hele vendes på hovedet. Den mand har virkelig været bindegal - eller et geni.

Her ligger desuden værksteder, hvor man kan se, hvordan de arbejder og forsøger sig frem med nye konstruktioner.

Desuden vises der her en tavle, hvor man kan se på det magiske kvadrat 4x4, alle de kombinationer af tal, som giver 33. Normalt bruger man et 4x4 kvadrat med tallene 1-16, hvor summen af tallene i lige linie lodret, vandret eller diagonalt giver 34. Men Subirachs' kvadrat indeholder ikke tallene 12 og 16, men i stedet 10 og 14 to gange, hvilket giver den magiske konstant 33, som er Jesu alder, da han bliver korsfæstet.

I Dan Browns tidligere citerede bog skriver han om Sagrada Família: Lige siden påbegyndelsen af den bizarre kirke i 1882 havde der floreret konspirationsteorier om mystiske koder i dørene, kosmisk inspirerede spiralformede søjler, symbolmættede facader, relieffer inspirerede af matematikkens magiske firkanter og en spøgelseslignende skelet-opbygning, der tydeligvis skulle ligne skæve knogler og bindevæv. Mange Gaudi-tilhængere mener, at kirken i al hemmelighed var tænkt som andet og mere end en kristen kirke, måske ligefrem et mystisk tempel for videnskaben og naturen.

Om selve kirken skriver han: La Sagrada Família - den hellige families basilika - fyjder en hel karré i det centrale Barcelona. Trods sit enorme omfang synes kirken at svæve næsten vægtløs over jorden som en sart klynge luftige spir, der strækker sig ubesværet op i den spanske himmel. Tårnene af varierende højde er raffinerede og porøse og får helligstedet til at ligne et fantastisk sandslot rejst af legesyge kæmper. Når det engang er færdigt, vil det højeste af de atten planlagte spir nå op i en svimlende og for en kirke aldrig før set højde af 170 m og dermed gøre Sagrada Família til den højeste kirke i verden, over 30 m højere end Vatikanets egen Peterskirke. Kirkeskibet er omsluttet af tre enorme facader. Mod øst rejser den farvestrålende facade helliget Kristi fødsel sig som en hængende have med alle mulige farver, planter, dyr, frugter og mennesker. I stærk kontrast hertil er facaden mod vest helliget Kristi lidelse og død som et strengt skelet af hård sten, der er udhugget, så det ligner knogler og kød. Mod syd snor den ufærdige facade helliget Kristi herlighed sig opad i et kaotisk mylder af dæmoner, gudebilleder, synder og laster, der gradvist bliver afløst af mere opbyggelige symboler på opstandelse, dyd og paradis.

Rundt omkring er der desuden utallige mindre facader, støttepiller og tårne, som for de flestes vedkommende er dækket af et mudderlignende materiale, der får det til at se ud, som om den nederste del af bygningen endten er ved at smelte eller er skudt direkte op af jorden. Ifølge en fremtrædende kritiker ligner denne nederste halvdel af kirken en rådden træstamme, som en familie af elegante svampespir er skudt op af. Ud over at udsmykke sin kirke med traditionelle religiøse symboler indsatte Gaudi også utallige forbløffende træk, der afspejler hans ærbødighed overfor naturen - skildpadder under søjler, træer der skyder frem af facader og sågar også kæmpestore snegle og frøer udenfor selve bygningen.

Trods det fantastiske ydre er det først efter at være trådt ind gennem en af kirkedørene, at man aner den sande overraskelse i Sagrada Família. Når de besøgende er kommet ind i hovedskibet, taber de uvægerligt næse og mund mens deres blikke følger de skæve og snoede træstammesøjler 70 m op til en række svævende hvælvinger med psykedeliske kollager af geometriske mønstre, der nærmest duver som et krystallinsk dække i trægrenene. Skabelsen af en 'søjleskov' var ifølge Gaudi tænkt at skulle opmuntre til at søge tilbage til de første åndeligt søgende for hvem skoven havde tjent som Guds katedral.

Herfra tog vi med taxa til Parc Güell, en Gaudi-park, som var delt i 2 dele. Den ene del var en gratis folkepark, hvor man kunne komme med børn og madkurve og hygge sig, hvilket der var rigtig mange lokale, der benyttede sig af, og den anden del var en betalingsdel, hvor man kunne komme tæt på mange af Gaudi’s konstruktioner. Bl.a. siges han at have lavet verdens længste bænk, som har form som en drage, der beskytter parken. Det meste kunne vi se udefra og det var fuldt tilstrækkeligt.

Park Güell. En park, som Gaudi tegnede for sin mæcen, industrifyrsten Eusebi Güell. Ideen var at anlægge en haveby tænkt som en ø udenfor byen, hvor overklassen kunne få det indre Barcelonas syndighed og klassekamp på afstand. Kun et par stykker af de 60 oprindeligt planlagte huse blev opført, inden projektet kuldsejlede, måske fordi køberne var skræmte af Gaudis meget specielle bygninger.

Så spiste vi lidt mad i en lille restaurant udenfor parken inden vi drog mod den nærmeste metrostation, som hedder Lesseps og ovenikøbet var på grøn linie, som kører lige hjem til os. Det var så her, vi opdagede, at vores billet kun var en enkeltbillet.









 

Søn 05  I dag er det søndag, og ovenikøbet den første søndag i måneden. At dette er vigtigt, opdagede vi, da vi blev klare over, at Picasso-museet er gratis ved et sådant sammenfald af omstændigheder. Altså startede vi tidligt og stod klar, da museet åbnede kl. 9. Det var et stort og flot museum med fantastisk mange billeder af kunstneren, som ligesom Gaudi må have været endten gal eller geni.

Vores næste stop angik Palau de la Musica Catalaña. Det er et fantastisk smukt Gaudi-musiksted, som er på Unescos verdensarvsliste. Her var en koncert, vi ville høre for at komme til at se teatersalen. Desværre viste det sig, at denne forestilling blev afholdt i en anden og mindre sal, og vi ville altså ikke komme til at se den rigtige, Main Hall, så vi måtte desværre opgive dette projekt. Jeg viser alligevel et billede af Main Hall bare for at huske til en anden gang, hvor flot den er…

Videre til næste punkt. Her i centrum af byen ligger seværdighederne ikke langt fra hinanden og vi ville gerne se Triumfbuen, der blev bygget i anledning af verdensudstillingen i 1888. Den var stor og flot og bygget med sædvanlig catalonisk sans for detailler.


Fra metrostationen Arc de Triomf her, kørte vi til stationen Espanya. Herfra er der en ganske pompøs adgangsvej til Museu National d’Art de Catalunya, også kaldet Palau National, da det er et gammel palads. Vejen op til paladset var hele vejen forsynet med springvand og gangvejen var trinvis forsynet med trapper eller endog escalatorer. Øverst oppe var en fantastisk flot udsigt over byen. Et meget stort springvand midt på vejen op blev kaldt The Magic Well og kørte fra 9 til 10 om aftenen med farver og musik. Paladset var som nævnt indrettet til museum for middelalderkunst og gamle kalkmalerier samt nutidig kunst, så der var nok at se på.

Bag paladset ligger nogle bygninger, som blev opført i forbindelse med de olympiske lege i 1992, bl.a. et stort stadion med plads til 29000 tilskuere og et meget elegant vartegn.

 

På vejen ned herfra nød vi at gå igennem Parc de Montjuïc og endte ved metrostationen Poble Sec. Lige inden måtte vi dog lige have en pizza og en kop øl, så vi kunne få kræfter til det sidste stykke hjem. I denne by kører metroen bare så flot. Der er ikke over 4 minutter mellem togene og de er stopfulde hele tiden. Her bruger folk virkelig deres kollektive transportmuligheder. Hjemme igen ved 16-tiden til afslapning og dagbog.









 

Ved syv-tiden spadserede vi en tur på Ramblaen igen. Denne gang nordpå mod den næste metrostation, Catalunya. Her er en stor plads, hvorfra man for 6€ kan tage en bus lige til lufthavnen. Vi fandt uden problemer, hvor de holdt, og de kører hvert 10. minut og er 35 minutter om turen, så sådan én tager vi på tirsdag, når vi skal hjem. Vi kan ellers godt blive en uge til. Her er rigtigt dejligt at være og der er meget, vi mangler at se endnu.

Vi fandt et pænt sted på hjemvejen at spise til aften, et pizzaria, La Poma. Så fortsatte vi ad Ramblaen hjem igen, selvom der stadig var en ufattelig strøm af mennesker. Hjemme ventede aftentheen og godnatlæsningen.





 

Man 06  I dag skal vi til Tibidabo, et 542 m højt bjerg. Men først besøger vi lige byens domkirke, som det om formiddagen er gratis at komme ind i. Den er imponerende stor med mange nicher med helgener og andre vigtige personers gravsteder. I en krypt med nedgang midt foran alteret ligger byens skytshelgen Eulalia i en sarkofag af alabast.

 
 

Sankt Eulalia (Aulaire, Aulazia, Ollala, Eulària) (ca. 290 - 12. februar 303), hjælpeskytshelgen for Barcelona, var en 13-årig Romersk kristen jomfru, der led sit martyrium i Barcelona under forfølgelserne af de kristne i kejser Diokletians regeringstid. Der er uenighed om, hvorvidt hun er den samme person som Sankt Eulalia i Mérida, hvis historie næsten er enslydende. Hun var en 13-årig kristen pige fra Barcelona, som led martyrdøden, hvorefter hendes sjæl steg som en due op til himlen.
Legenden fortæller, at den unge kristne pige Eulalia under kejser Diokletians kristenforfølgelser af egen drift indfandt sig hos den lokale hedenske dommer for at give udtryk for sin harme over den hedenske afgudsdyrkelse og at hun i den anledning blev udsat for grusom tortur og til sidst dræbt, hvorefter hendes sjæl fløj til himmels i en dues skikkelse.

 
 

Herfra gik vi hen til Catalunya-pladsen, hvorfra vi havde læst, at en bus kørte direkte op til toppen af Tibidabo. Det viste sig, at den bus kørte kun i weekenden og vi fik så besked på en indviklet rute til at komme derop i info-skuret på pladsen. Nede i metroen under pladsen og måtte vi igen spørge om vej, og så fik vi en ny besked, som viste sig at være god. Vi blev rådet til at købe et 10-turs kort til 10€, som ville være det billigste for os og så tage toget S1 eller S2 til stationen Peu del Funicular. Herfra gik en kabelbane, som var inkluderet i billetten, op til et busstoppested, Vallvidrera Superior, som lå lige til højre når man kommer ud fra kabelbanen. Her tog vi så bus 111, som havde endestation lige foran kirken og forlystelsesparken. Det var nu kirken, vi kom for at se, og den hedder Iglesia del Sagrat Cor. Den var en oplevelse af 2 grunde. Man går op ad en bred trappe og ind i en smuk lille kirkesal, holdt i mørkebrune farver med relieffer om kristi lidelseshistorie hele vejen rundt og mange smukke nicher. Her sad vi lidt og nød det, og da vi kom ud igen, var der en trappe til venstre, som vi tænkte, vi lige ville se, hvor førte hen. Og det var godt, vi gjorde det, for heroppe var den ’rigtige’ kirke, et stort og højloftet kirkerum holdt i en lysere sandstensart. Den er absolut også værd at se.

Iglesia del Sagrat Cor. Nygotisk kirke, bygget 1902-61. Flot Jesusfigur med udstrakte arme a.la. Rio øverst på toppen.

Det skal måske lige nævnes, at udover at se kirken er der også en anden grund til at tage herop. Der er en ganske enestående udsigt over hele Barcelona.

Da vi havde set os mætte på alt dette, drog vi hjem ad samme vej, som vi var kommet og vores 10-turs kort blev nu brugt igen. 1 klip pr. mand til toget + 1 klip pr. mand til bussen = i alt 4 klip op og så 4 klip ned igen, så da vi nåede Catalunya-pladsen var der kun 2 klip tilbage, og dem brugte vi med det samme til at køre videre med rød metrolinie til Arc de Triumf. Vi ville nemlig se Ciutadella-parken, som er en rigtig smuk og hyggelig park med springvand, skulpturer, sø med små robåde, mulighed for solbadning  og madkurve. Helt fantastisk var springvandet, som næsten overgår Trevi-fontænen i Rom. Det er iøvrigt udført af den unge Antoni Gaudi i 1881. I parken er der også papegøjer. Den er absolut værd at se.

Herfra travede vi videre og måtte finde et sted at få fyldt lidt mere brændstof på motoren, for dampen var ved at gå af os. Efter et stykke omelet og en øl kunne vi lidt igen og målet var denne gang at finde badestranden og det lykkedes da også efter en del traven rundt. Den var tæt pakket med mennesker og lignede fuldstændig fluepapiret på Bellevue. Langs hele havnepromenaden sad sælgere med alt fra ’Gucci’tasker til ’Nike’sko og fine ure. Langs promenaden lå også den ene store yacht efter den anden. Længere inde mod centrum blev der flere og flere og mindre og mindre.

Efterhånden var vi en anelse trætte og blev glade, da vi nåede Columbus-monumentet og kunne dreje til højre ned ad Ramblaen – og så var vi næsten hjemme. Helt hjemme gjorde en kop kaffe og et bad godt og vi er nu faldet helt til ro og slapper af.

Da vi alligevel endte med at være sultne igen, gik jeg ned og hentede pizza, så det blev altså vores sidste aftensmåltid i byen.

Tir 07 Så er der ingen vej udenom. Det er en rigtig dejlig by, men alt får jo en ende, og vi har jo forberedt os, så vi ved, hvordan vi kommer til lufthavnen.

Det gik også fint og vi kom i god tid derud, fløj nogenlunde planmæssigt og ankom til CPH ligeledes efter planen. Alligevel vil vi prøve at undgå flyselskabet Vuelling (som vi ellers aldrig før har hørt om, men ser ret stort ud). Der var mange små/store uregelmæssigheder, som vi gerne vil undgå en anden gang.

Barcelona derimod er en by, vi meget gerne vil besøge en anden gang. Det er en skøn by med dejlig stemning og masser at se på. Noget af det, vi manglede var så afgjort denne Main Hall i Palau de la Musica Catalaña og så manglede vi også en anden spændende Gaudi-bygning, Casa Batlló.




Tilbage til side 1: HER 

Tilbage til Startsiden: HER