Vietnam 30. januar - 20. februar 2011

med rejseselskabet Vietnam Travels. Rejseleder Carsten Petersen

 

Rejsebeskrivelsen er som sædvanlig baseret på rejsebreve, som vi sender hjem undervejs på turen. Denne gang har vi haft en notebook med, som har lettet arbejdet, både m.h.t. notater og med at komme online. Det har ofte været muligt at sende mails direkte fra hotelværelset, så det har været dejligt behageligt i stedet for at skulle finde internetcaféer hele tiden.

På kortet kan ses vores turrute.




Kære alle sammen

Ja, så kommer her det første blad i vores dagbog for Vietnamturen. Vejret er lidt køligt - kun 13 grader, men de siger, det bliver bedre i morgen. Ellers er her nok at se på og det ser ud til at være nogle flinke mennesker, vi rejser med, så det skal nok gå.

 

Rejsebrev 1 - Hanoi

 

Søn 30 jan

Vi mødte i terminal 3 i Kastrup kl. 12 og indchekningen blev lavet som gruppeindchek, så ikke noget med billetmaskiner, nej, vi viste bare vores pas, afleverede kufferterne og fik boardingkortene helt til Hanoi og det var så det. Vi fløj med Thai Airways med en Boing 747-400. Fin service om bord og god plads til benene, så de 10 timer til Bangkok gik såmænd ret nemt, og samtidig gik søndagen ubemærket over i ….

 

Man 31 jan

I Bangkok havde vi 1 ½ times ventetid og 1 ½ times flyvning til Hanoi, som vi nåede kl. 9.45 lokal tid (DK  +6 timer). Det er så dejligt at flyve mod øst, fordi tiden kan lægges, så man ankommer om morgenen og skal så (bare) holde ud til det bliver aften, inden man sover, så er man inde i den nye rytme og bliver der uden problemer.

 

I Hanoi blev vi modtaget af vores danske guide, Carsten, som sørgede for installering på hotel Sunway centralt i byen. Om eftermiddagen kørte vi en times tid med hver sin cykel-rickshaw, en cyklo, rundt i den centrale del af Hanoi. Det var spændende ikke alene at opleve byens puls på nært hold, men så at sige deltage i den. Her er ikke hundredvis, men tusindvis af knallerter og små motorcykler og de kører ud og ind mellem hinanden, for de vil alle gerne frem i verden - og det er de sandelig også kommet. Jette var i Hanoi for 15 år siden og man kan se, at levestandarden er steget, for dengang kørte de alle sammen på cykler og nu er de skiftet ud med knallerter. Desværre sviner en knallert lige så meget som 10 biler, så der er en hel del smog og mange går da også med et bind for mund og næse.

 

Selvom vi var trætte efter rejsen, havde Carsten arrangeret et besøg i Vanddukketeatret Thang Long Water Puppet Theater. Det er en vietnamesisk specialitet, hvor scenen er dækket af vand og dukkerne styres bagfra under vandoverfladen med stænger og diverse snoretræk. Det var meget flot lavet og lydkulisen bestod af et helt orkester og flere sangere.

 

Vi sluttede af med aftensmad med 6-9 små retter meget vietnamesisk mad og dertil har vi nu nået at prøve to forskellige lokale øl, en der hedder Hanoi og en der hedder Halida (som straks blev døbt en ' hal’ liter’ (selvom den kun var på 33cl)).

 

Nu kan vi endelig få lov til at sove, og det trænger vi virkelig til og så er der ellers morgenvækning kl. 7.

 

 

Tir 01 feb

Op til et dejligt morgenbord med alt, hvad man kan ønske sig og så af sted med bussen på sightseeing i byen.

 

Første stop var Ho Chi Minhs Mausoleum. Han nåede ikke at opleve Vietnams genforening, men døde den 2. september 1969, præcis 24 år efter at han havde erklæret Vietnam uafhængigt. Men for ikke at spolere festlighederne på nationaldagen bekendtgjorde man først hans død dagen efter. Ho Chi Minh havde selv ønsket når han døde at blive brændt og asken skulle så deles i 3 portioner, som skulle graves ned på 3 bakker i Nord-, Syd- og Centralvietnam. Dette og mange andre ønsker i hans testamente blev ignoreret af partiet og man byggede et stort mausoleum, som blev færdigt til sejrsparaden i 1975.

 

 Man ved ikke så meget om mennesket Ho Chi Minh, men han blev højt respekteret af både tilhængere og modstandere. Den amerikanske forfatter Charles Fenn, som under 2. verdenskrig var kaptajn i efterretningstjenesten OSS, forløberen for CIA, fortæller at Ho, efter at have fortalt at der på et tidspunkt før revolutionen var 500 mand bag ham, på spørgsmålet om, hvorvidt en så lille gruppe kunne skaffe Vietnam sin uafhængighed, havde svaret med blot 3 ord: ”Beslutsomhed, beslutsomhed, beslutsomhed”.

 

Han fik fra Fenn skaffet teksten til den amerikanske uafhængighedserklæring og brugte den som grundlag sammen med den franske erklæring om menneskets rettigheder, da han den 2. september 1945 erklærede Vietnam frit. Ho satte præcise ord på at både mænd og kvinder såvel som alle folkeslag og racer er født lige. Desuden prioriterede han sundhed og uddannelse højt. Det har resulteret i at det meste af befolkningen lærte at læse, skrive og regne, og i dag går over 90% af børnene mindst 5 år i skole.

 

Lige ved siden af Mausolæet ligger præsidentpaladset. Det var meningen at Ho skulle bo der, da han blev præsident, men det nægtede han og blev så installeret i tjenesteboligerne mellem paladset og mausolæet, indtil det pælehus han ønskede at bebo, var blevet opført. Paladset blev så anvendt til modtagelse af højtstående repræsentanter for fremmede nationer.

 

Næste punkt på formiddagens program var Litteraturtemplet. Det blev grundlagt i 1070 og 6 år senere blev Vietnams skole for konfucianske studier anlagt bag templet. Det betragtes som Vietnams første universitet. Det var svært at blive mandarin (kongelig embedsmand). Eksamen varede i 35 dage og i 1733 bestod kun 8 ud af 3000 tilmeldte.

 

Templet er viet til Konfucius, hvis lære ikke er en religion, men en morallære. Det består af flere gårde efter hinanden med hver sin mur omkring med et indgangsparti til den næste gård. I den midterste gård ses 82 mindesten, som står på ryggen af en skildpadde, der symboliserer styrke og et langt liv. De, der efter bestået eksamen fik tildelt doktorgraden, blev anført på en tavle med navn og hjemsted. Samtidig indeholder mindestenene oplysninger om tidens begivenheder. Før sommerens eksaminer kan man se eleverne klappe skildpaddernes hoveder, hvilket skulle betyde held. De er da også helt blankslidte.

 

I den bagerste gård, som jeg tror rummede nogle undervisningslokaler, fik vi en lille koncert med vietnamesiske instrumenter. Det lød ret godt, især et lead-instrument, som bestod af kun én streng og en forstærkerdel og en højttaler. Jeg skal have kigget nærmere på det ved lejlighed.

 

Sidste punkt var et besøg i den sidste rest af et berømt/berygtet fængsel fra kolonitiden. Det blev bygget af franskmændene i 1896, og var beregnet til 450 fanger, men rummede hen ved 2000 ved kolonitidens ophør. I 1960’erne og 70’erne blev det på ny berygtet, fordi det husede piloter og besætningsmedlemmer fra nedskudte amerikanske fly. De gav det tilnavnet Hanoi Hilton. Af fængslet er nu kun bevaret en enkelt fløj, men det er også rigeligt til at vise de deprimerende forhold.



 

Det var alt for denne gang. I morgen har vi dagen til fri disposition og vi har tænkt os at besøge kunstmuseet og så måske gå en tur gennem Hanois gamle bydel.

 

 Kære alle sammen

Her går det godt. Temperaturen stiger og øllet er stadig dejligt koldt.

Her kommer næste afsnit af vietnamsagaen.

Denne gang som vedhæftet fil, for vi kan ikke finde ud af at få billeder ind på selve mailen.

Jo, det er rigtigt, der er lidt billeder med denne gang.



Rejsebrev 2 - Mere Hanoi og Halong-bugten


Ons 2 feb

Det er fridag i dag og vi kan trave rundt i Hanoi på egen hånd. Her i Vietnam fejres det kinesiske nytår og det er nytårsaftensdag i dag. Mange butikker er lukkede og det vil være endnu værre i de næste dage, for der er her tradition for at tage hjem og besøge forældrene, som mange gange bor på landet, og blive et par dage. Der skal være fyrværkeri over Hoan Kiem-søen ved midnat i aften og det er ikke så langt fra hotellet, så det går vi nok ned og kigger på. Der vil dog være tusindvis af mennesker, så det vil nok være lidt crowded.

Vi startede med at tage en taxa fra hotellet til kunstmuseet for at se, hvad de kunne byde på her. Men her var selvfølgelig lukket. Det var et stykke vej på ca. 5 km og taxaen kostede 50.000 dong. Vi skal vænne os til store tal her, for det blev kun 15 kr i danske penge.

Nu besluttede vi os for at trave ind mod centrum igen, hvilket vil sige mod Hoan Kiem-søen og området nord for den. Lige vest for søen kiggede vi på Domkirken – udefra, for her var også lukket. Lige i nærheden lå også den buddhistiske pagode Ba Da, godt gemt bag en lille neutralt udseende port.

Siden 1300-tallet har den gamle bydel været kendetegnet ved gader, der er specialiseret ved et bestemt håndværk. Denne opdeling i håndværkslav kendes også fra middelalderens Europa, hvor læderhandlere, skræddere, juvelerer osv. slog sig ned i hver sin gade. I vores tid er der gået lidt opløsning i det, men det gamle system er stadig tydeligt her. Og her var der liv, et summende leben af mennesker, gående såvel som kørende, alt i et stort virvar. Vi havde af Ellehammers direktør, Bruno, fået anbefalet en god restaurant, Green Tangerine, men her var selvfølgelig også nytårslukket. I stedet fandt vi en anden restaurant, Legend Beer, som lå på 1. sal med udsigt over Hoan Kiem.  Her gav vi 300.000 incl. drikkepenge for en frokost med  en stor øl til hver  (ca. 100 kr). Herfra gik vi hjem til hotellet. Vejret er efterhånden blevet meget bedre og solen titter frem, så temperaturen er kommet over de 20 grader.

Vi havde fundet ud af at man kunne komme ud på taget af hotellet, så i stedet for at kæmpe os vej igennem mylderet af mennesker ved søen, så gik vi herop, da klokken nærmede sig 12. Fyrværkeriet var fantastisk flot og varede et helt kvarter. Her kan Tivoli virkelig lære noget. Vi havde undret os over, at der slet ikke var nogen, der fyrede noget krudt af i utide, men det var der en klar grund til. Det var nemlig kun militæret, der måtte. Vi havde første parket og så var der kun 4 etager ned med elevatoren, så det kunne ikke være bedre. Dog skulle vi lige pakke kufferterne, for vi skal af sted med bussen kl. 8 i morgen tidlig mod Halong-bugten.

 

Tor 3 feb

Afsted nogenlunde rettidigt og meget nemt ud af byen, for trafikken er nærmest ikke-eksisterende ovenpå nytåret. Vi holder hvil efter 1 ½ time ved et shoppingcenter, som er kæmpestort og har alt fra store marmorfigurer til små jadeting foruden lakarbejder, træfigurer, smykker og tøj. Men vi skulle bare tisse (og ryge). Senere på vejen var vi inde og se, hvordan man laver perler, både natur- og kultur. De første laves med kun1 sandkorn i en musling og de tager 3 år at lave. I de sidste lægges flere sandkorn ind og de tager kun 1 år at lave.



Undervejs stoppede vi også ved en af de mange buddhistiske gravpladser, vi kom forbi og så, hvordan en afdøds sidste hvilested ser ud. Efter længere tids forudgående ritual brændes den afdøde og stedes endeligt til hvile i en monumentagtig opsats, som alt efter rigdom kan være flisebelagt og kunstfærdigt udført, eller bare en malet cementklods.






Efter 3 ½ times kørsel nåede vi havnen og kunne straks stige ombord på vores junke. Her har vi fået en fin kahyt med eget bad og den skal vi sejle rundt med de næste 24 timer.

Efter et par timers sejllads ankrede vi op mellem nogle øer. Så kom chaluppen i aktion, for nu skulle vi ind til én af øerne for at kigge på en drypstenshule. Den viste sig at bestå af flere store sammenhængende huler, som var utroligt flotte og hvor man rigtigt kunne se dannelsen af stalaktitter og stalagmitter. Hulerne var forsynet med et fint gangsystem, så man let kunne komme rundt og se det hele, og mange formationer var belyste. Man kom ud i det fri ret højt oppe, og her var en flot udsigt over de nærmeste øer.

 



Tilbage på båden spiste vi aftensmad og nød den rolige stemning og flotte udsigt. Mange andre både lå opankret her  -  jeg talte mindst 22.




 

Fre 4 feb

I dag skal vi videre til Hue [huææ], men først nyder vi lige den dejlige morgen, vi vågner op til på båden. Solen tittede svagt frem gennem disen og den længe ventede varme begyndte at indfinde sig. Der var en fredfyldt ro over hele området trods de mange opankrede junker.

Vi nød et hastigt morgenmåltid bestående af en kop kaffe og en banan, og så sejlede vi med chaluppen til en nærliggende ø, som viste sig at være en ringø, hvis der er noget, der hedder sådan, for der var vand i midten og land hele vejen udenom. Kun eet sted, var der et hul i en stor klippe, hvor man kunne sejle ind til indsøen. Herinde var der helt stille, kun støjen fra folk, som skulle prøve at lave ekko (hvilket blev meget flot) forstyrrede stilheden. I den ene side var der nogle aber, som legede og klatrede op og ned af klippesiden – og én af dem faldt i vandet, og her fik vi opklaret at aber kan svømme, for i fuld fart kom den ind til bredden og op af klippesiden igen.

Inden vi forlod Halong Bay lagde vi til ved en flydende fiskeopdrætter, som i forskellige bassiner havde alt fra store fisk til krebs og muslinger. Ja nogle muslinger sad fast på lodrette snore 5 og 5 og vi tror, det handlede om dyrkning af perler. Så var der lidt mere morgenmad/brunch, så vi kan ikke klage over forplejningen. Imens sejlede vi stille og roligt ind til Halong by, og her ventede vores bus på os. Vi er imponerede over den fine præcision, der foreløbig har kendetegnet turen.

På vejen tilbage til Hanoi stoppede vi ved et nyt privat hjem, som vi kom ind og se. Manden var automekaniker og familien hørte til de bedrestillede og det var da også et rigtigt fint hjem, de var ved at indrette.

 

Tilbage i Hanoi kunne vi konstatere at temperaturen var steget til over de 20 grader. Efter en dejlig kop nudelsuppe kørte vi til lufthavnen og tog aftenflyveren til Hue ca. 600 km sydpå og lidt syd for den 17. breddegrad, som dannede skillelinien mellem Nord- og Sydvietnam i 60’erne. Her ankom vi kl. 21.30 og blev snart efter installeret på et flot hotel, Saigon Morin, hvor vi har fået et værelse med altan og mindst 4 gange så stort som vores kahyt på junken.

 

 

Kære alle sammen

Tak for de hilsener, vi har modtaget. Det er dejligt at høre noget hjemmefra.

Her er vedhæftet rejsebrev nr. 3.

 

Rejsebrev 3 - Hue og Hoi-An

 

Lør 5 feb

I dag er det Hue, der står for skud. Vi skal bl.a. rundt og se hele 2 mausolæer.

Ved en lille landsby udenfor Hue ligger den virile kong Minh Mangs mausoleum (1791-1848). Han havde 33 koner, 107 konkubiner og blev far til 142 børn. Mausolæet er opbygget med alle større bygninger liggende symmetrisk på en øst-vest-akse, men mindre bygninger her og der, der bryder symmetrien og gør mausolæet  behageligt og harmonisk at se på.

 


Herfra kørte vi videre til Khai Dinhs (1885-1925) mausoleum, som blev bygget 1920-32. Kongen døde i 1925 og oplevede således ikke færdiggørelsen af sit sidste hvilested.

 

Disse konger tilhørte Nguyen-dynastiet, som kan føre sin historie tilbage til den berømte heltekonge Le Loi, dvs. fra 1385 og op til 1945.









 

Efter dette besøgte vi en lille hatte- og røgelsespinde fabrik.  Specielt røgelsespinde-fremstillingen var forbavsende, idet selve røgelsesmassen, som havde en konsistens som dej blev rullet på pinden med en spatel, der kunne minde om et manglebræt. Det hele foregik på en skrå plade, og når pinden var færdig, gav hun bare slip på den, og den trillede selv ned i en kasse under bordet.

Så spiste vi frokost på en rigtig god restaurant ikke langt fra hotellet og gik selv hjem til hotellet langs Parfumefloden. Da maden som sagt var rigtig god, spiste vi der igen om aftenen.




 

Søn 6 feb

Atter tidligt op og af sted fra hotellet. Vore kufferter blev anbragt i bussen, medens vi selv travede hen til det sted, hvor dragebådene lå for anker. Disse dragebåde havde nærmest form som en katamaran med to pontoner med dragehoveder. Over pontonerne var så bygget et helt lille hus med et stort rum for turisterne med vinduer og stole og bagtil var nogle små private rum, for familien, som ejede båden, boede også på den. Med denne båd sejlede vi så op af Parfumefloden, der har sit navn efter, at der i gammel tid voksede planter og blomster, som udsendte en behagelig duft. 

 

Efter en times sejlads når vi til Thien Mu Pagoden, hvor vi står af. Selve pagoden er fra 1601 og med sine 7 etager den højeste pagode i Vietnam.

Bagefter besøgte vi kejserpaladset, som også kaldes Citadellet. Det er et levn fra Vietnams sidste kejserdømme. Bygningsværket kan sammenlignes med den forbudte by i Beijing, for også her var det inderste område forbeholdt kejseren og hans familie. Der er flere smukke bygninger og man kan tydeligt fornemme den royale storhedstid. Desværre bombede amerikanerne også her, så der udover almindeligt forfald og manglende vedligeholdelse forestår et stort restaureringsarbejde.

 

Så sætter vi kursen mod Hoi An. Undervejs kan vi vælge mellem at køre gennem bjergene i en tunnel, men da vejret er godt, vælger vi at køre over bjerget og vi gør et lille stop på det øverste punkt i passet med en flot udsigt til begge sider. Passet kaldes ’Passet med skyer og hav’ p.g.a. den flotte udsigt over Da Nang-bugten.  Så når vi omsider Hoi An, hvor vi bliver installeret på Hotel Hoi An, hvor jeg sidder og skriver lige nu på vores altan med udsigt over swimmingpoolen og med den liggende måne lige oppe over mig.

Men trods den lidt strabadserende tur i dag, var der endnu et punkt på dagsordenen: Vi skulle på kokkeskole og lære at lave vietnamesisk mad på Ms. Vy’s Morning Glory Cooking School. Det var meget spændende og inspirerende, men desværre var vi nok for trætte til at få det fulde udbytte af det, men vi fik da en stak opskrifter med, så vi kan prøve dem derhjemme.



 

Man 7 feb

I dag har vi besøgt Cham-museet. Det indeholder fund fra et folkeslag, kongeriget Champa, der styrede central-vietnam  fra 3. til 15. årh. Der var mange fine statuer (Der blev dog sagt, at bl.a. franskmændene var rendt med nogle af de fineste stykker (Den historie har vi vist hørt før!)).

Herefter kørte vi til Marmorbjergene i Da Nang, som ligger tæt op ad Hoi-An. Her brydes marmor i stor stil og der er rigtig mange dygtige billedhuggere, så der var simpelthen den ene forretning efter den anden med flotte figurer, ikke blot religiøse, men også almindelige med smukke damer osv. og også moderne, abstrakte figurer.






 

Her lå også et buddhistisk tempel på toppen og der var flere store huler, man kunne bese. Vi var inde og se en enkelt meget stor og flot, som var indrettet som tempel for Buddha med ikke alene indisk indflydelse men også i høj grad kinesisk.






Så var det frokosttid og herefter var vi på kursus i at lave kinesiske lanterner. Meget sjovt og ikke så svært, men det svære kommer, når vi skal have stoppet dem i kufferterne. Dagen sluttede med dejlig næsten vestlig inspireret vietnamesisk mad. En rigtig fin kombination. Og så gik vi hjem gennem byen, som i disse dage rigtig er i feststemning med tivolier, lamper hen over alle gaderne og masser af glade mennesker p.g.a. nytåret.



 

 

Kære alle sammen

Så er vi her igen med en side af rejsedagbogen.

Tak for alle hilsenerne. Det er rigtigt hyggeligt. 



Rejsebrev 4 - mere Hoi-An


Tir 8 feb

I dag har vi hele dagen for os selv. Det udnyttede vi først ved at sove lidt længere og nåede først ned til morgenmad kl. 8.45.

Vi skal rundt og se på byen, men først besøgte vi en af de mange silkeforretninger, der er her i byen, for vi vil gerne have et par sæt sengetøj i silke og vi har taget mål af det hele hjemmefra og medbringer en skitse, så det skulle vel ikke være så svært. Det viste sig dog vanskeligere end ventet, både at forstå skitsen og også den almindelige sprogbarriere. Vi endte dog forhåbentlig med at forstå hinanden og vi fik bestilt vores sengetøj: 2 kuvertlagener, 2 dynebetræk og 2 pudebetræk i 60% silke og 40% polyester (mere silke vil gøre, at det ikke kan vaskes i vaskemaskine, og det går jo ikke). Pris 195$. Det lyder umiddelbart dyrt måske, men der går næsten 17m stof til sådan en omgang. De syr det natten over og vi kan hente det i morgen – og så krydser vi fingre for, at vi endte med at forstå hinanden.

 



Så var der ikke flere opgaver og vi kunne nyde vores tur rundt i byen. Vi gik ned til floden og fulgte kajgaden Bach Dang. Her var der marked i lange baner og et leben uden lige. Der var spændt presenning ud over det hele – men for os høje nordboere i en højde, så vi nærmest måtte gå foroverbøjet, men meget spændende og livligt. Her var der ingen større tilbageholdenhed, så vi blev antastet ustandselig og endte med at ønske, at markedet snart ville holde op, men det var næsten uendeligt. Nå, til slut kom vi da ud af det, nådigt sluppet med kun et par ting. Vel ude fandt vi en lille restaurant, hvor vi sank om og fik os en øl. De var meget flinke her, så vi bestilte også en omelet (selvom den ikke stod på spisekortet).









 

Vi gik videre rundt i den gamle bydel, hvor vi bl.a. så den japanske bro, som forbinder den japanske og den kinesiske bydel. Der er en lille nydelig overdækket bro fra 1500-tallet, som også indeholder et lille tempel for ’Fyrsten, der beskytter i nord’, som holder styr på regn og vind. Længere nede ad samme gade ligger Folkets forsamlingshus med en smuk have og inderst et buddhistisk tempel, hvor man mod betaling kunne købe en slags stor myggespiral, hvortil man kunne knytte et ønske (om fremgang, børn osv.). Ønsket var så i funktion lige så længe, som der var glød i myggespiralen.


 

Ellers travede vi bare rundt og nød stemningen. Især var der mange kunstgallerier, som vi var meget betagede af. De er meget kreative her i Vietnam.

Her er lidt billeder fra vores fine hotel. Aftenen rundedes af med dejlig mad på den samme restaurant som til frokost, og de blev meget glade for at se os igen.

 

Ons 9 feb

I dag har vi været ude og cykle. Vi cyklede ud på landet, for at se, hvordan de dyrker jorden. Hoi An er berømt for sine økologiske grøntsager. Den eneste gødning, der bruges her er tang, som de henter i flodområdet tæt ved. Alle grøntsager står i snorlige rækker i små bede med hver sin type fra alle slags krydderurter til løg, salat og jordnødder. Tænk, peanuts laves af jordnødder, som ikke hedder sådan for ingenting, idet de fiskes ud under planten ligesom kartofler. De har så fine grøntsager her, at de får dobbelt pris for dem, når de sælges.

 

Vi cyklede gennem smukke vådområder og nåede ud på en befærdet hovedvej som vi fulgte, til vi nåede et lille skib, som skulle bringe os ud og se, hvordan fiskerne arbejdede. De fiskede med et ret stort net, som de kastede ud stående i båden. Så halede de det ind igen og kunne så se, om de havde fanget noget. Det kunne de gøre op til 100 gange på en dag, så orkede de ikke mere. De havde også nogle meget store stationære net, som ved hjælp af et spil inden på land, kunne hæves og sænkes.

 

De havde nogle sjove, runde, baljeformede sivbåde, som vi prøvede at sejle ind i et helt net af vandkastanjepalmer med. Det var meget sjovt og temmelig svært at manøvrere med dem, da de manglede enhver form for køl. Vi var også i land og så en lille fiskerhytte, som blev brugt i sommersæsonen, så de ikke behøvede at sejle helt hjem hver dag. Vi lå for anker medens de serverede en fin frokost for os ombord på skibet, fisk, selvfølgelig i flere afskygninger og så lidt vegetarmad til Jette. Nu var turen slut og vi sejlede tilbage til vore cykler, som bragte os hjem til hotellet.

Vi skal tidligt op i morgen og af sted til Saigon, så vi gav os derfor til at pakke det meste, så er det da gjort.

Efterhånden var klokken blevet 17 og vi kunne gå ned til silkeforretningen for at se, om de havde fundet ud af at lave vores sengetøj. Dynebetrækkene var ok, men pudebetrækkene havde fået indføringen på den forkerte led. Nå ok, skidt med det. Det var værre med kuvertlagnerne, som var lavet helt forkert i hjørnerne trods målskitse og en hel lille model i papir. Nå, på’en igen. Vi forklarede atter konceptet og de nikkede, hvilket man dog ikke helt kan stole på. Vi skulle så komme igen kl. 19. Nu havde de syet en lille firkant ind i hvert hjørne, som kunne danne en flæse – men det var jo ikke et kuvertlagen, så om igen, flere forklaringer og komme igen kl. 19.30, for nu var de ved at lukke. Og fantastisk! Nu så det ud til at være rigtigt, pyh ha. Vi tør ikke kontrollere målene, det venter vi med, til vi kommer hjem.

Aftenen sluttede med en pizza på vores snart sædvanlige restaurant ved floden og nu sidder vi med en whisky-cola på altanen og nyder de 25 grader her ved 22-tiden.

 

Kære alle sammen

Så er vi her igen.

Vi takker for alle de fine hilsener hjemmefra. Det er dejligt.

Her er så rejsebrevet fra Saigon-dagene.



Rejsebrev 5 - Ho Chi Minh City (Saigon)


Tor 10 feb

Tidligt op og med morgenflyveren kl. 8 til Ho Chi Minh City (tidl. og stadig anvendt: Saigon). Efter en times tid, var vi røget 1000 km sydpå og det kunne mærkes. Vi er gået fra lunt til varmt. Når man ankommer så tidligt om morgenen, kan man ikke booke ind på hotellet, så vi startede en byrundtur. Først så vi præsidentpaladset, rimeligt pænt, russisk stil.

Dernæst så vi katedralen med en smuk statue af jomfru Maria foran. Den var lukket, men vi vil prøve at se den indvendig en af de næste dage.

Lige overfor katedralen ligger hovedpostkontoret. En meget flot og pompøs bygning med højt til loftet og Ho Chi Minh på endevæggen.

Herinde sad en ældre, nydelig herre, som i 45 år har siddet og oversat breve og papirer for piger, mænd, kærester m.fl., så han ved rigtig meget om, hvad der rører sig i folks private liv.

Dernæst krigsmuseet, med mange billeder fra Vietnam-krigen. Ikke så behageligt, så det gik vi lidt hurtigt henover.









Så var det frokosttid og efter et udmærket måltid var det endelig tid til at checkke ind på vores fine 5* hotel, Renaissance, som ligger lige ned til floden. Vi kom til at bo på 14. etage og der er pool på toppen på 21. Så havde vi lidt tid til os selv til en lille lur og et bad. Om aftenen sejlede vi på floden på en meget flot fuldstændig korrekt kopi af et gammelt skib. Her var stor middag med underholdning og endog en lille dans nåede vi. Alt imens skibet stille og roligt sejlede op og ned langs havnefronten, så vi kunne nyde byens smukke profil. Og således sluttede så denne dag.

 

Fre 11 feb

Tidligt op – igen. Denne gang kl. 5.30, for vi skulle af sted til en nærliggende park og lave lidt morgengymnastik sammen med vietnameserne. Der var imponerende mange mennesker og vi kunne vælge mellem flere slags gymnastik, aerobic, alm. gymnastik og tai-chi. Vi sluttede os til en gruppe med aerobic med høj musik, som kørte på en ghettoblaster. Der var fuld fart på og vi fik lært at tælle til 3, möt – hai – ba, som intonerede hver gymnastik-sekvens. Det var rigtigt sjovt, selvom der kom et lille skår i glæden, da en af vore rejsefæller fik stjålet sit videokamera, da hun gik for tæt ved vejen og en motorcyklist kørte forbi i fuld fart og snuppede det.

Hjemme på hotellet et hurtigt bad og tilsvarende hurtig morgenmad og så af sted med bussen kl. 8 mod Cu Chi-tunnelerne. På vejen hertil stoppede vi kort ved en stor gummiplantage, anlagt af franskmændene og stadig velkørende.



 

Cu Chi-tunnelerne er et stort tunnelsystem på i alt ca. 250 km, som benyttedes af Vietcong fra 1960-75 mod de amerikanske tropper. Vietcong var uhyre dygtig til at udnytte de få midler, de havde til rådighed, de byggede alle mulige slags fælder for amerikanerne, de gravede tunneler helt ind under de amerikanske baser, så de kunne dukke op, skyde og forsvinde igen i en fart. De havde ikke mange våben, men brugte feks. udetonerede amerikanske bomber til at lave landminer af. På billedet ses en enmandsskyttegrav. Sådan en lille vietnameser kan lige akkurat være i hullet og han kan så dykke ned og sætte låget med visne blade på, så er han helt forsvundet. Han kan så hurtigt poppe op og skyde, når han kan høre nogen komme.

 

Alt dette var ret barskt at se og viser igen det nytteløse i med magt at forsøge at påtvinge andre sin egen mening. Amerikanerne tabte som bekendt den krig og Vietnam blev kommunistisk i 1975. Umiddelbart er det dog ikke megen kommunisme vi oplever her. Den private handel og industri fungerer side om side med statsdrevne virksomheder, hospitaler er ikke gratis, der er ingen socialforsorg eller arbejdsløshedssikring overhovedet, og hver familie må tage sig af sine gamle selv.

Tilbage i Saigon kiggede vi ind på en lakvare-fabrik, hvor vi så, hvordan de byggede et lak-billede op med indlagt motiv i perlemor eller æggeskal, opbygning af lak og afslibning til sidst. Det var meget flot arbejde, de udførte her.

Til slut var vi på en blindeskole og fik massage. Det var ganske dejligt, selvom de ikke var professionelle.

Så havde vi sådan set fri, men der var mulighed for at købe billige briller, så det var vi en hel del, der måtte hen og kigge på og mange fik også bestilt – til levering dagen efter. Det er ret utroligt, hvad de kan herude. Jette fik også bestilt et par, så nu må vi bare håbe, at de duer.

Vi sluttede aftenen på en italiensk restaurant i nærheden af hotellet og så ellers hjem og i seng, for vi skal tidligt op i morgen!   



 

Lør 12 feb

Afsted mod Mekong-deltaet, ca. 3 timers kørsel. Mekongfloden udspringer i det tibetanske højland, løber ind i Thailand, Cambodia, Laos og løber ud i Mekongdeltaet i Vietnam, i alt en længde på 4200 km. Deltaet er meget stort og her bor 20 mil. mennesker. I Saigon bor der med sikkerhed 8 mil., men måske er det nærmere 12, man har ikke helt check på det. I hele Vietnam bor der 87 mill.

Mekong-deltaet er Vietnams største spisekammer. Her er frodige rismarker og plantager med tropiske frugter.  Det Vietnamesiske navn for Mekong betyder ’De ni drager’, som henviser til flodens ni store arme her i deltaet.

Undervejs fik vi vores vietnamesiske guides bryllupsbilleder at se. Det er den helt store begivenhed også for dem, og de gør rigtigt meget ud af det. Billederne tages ca. en måned før brylluppet, så de kan være klar ved selve festen og som det kan ses er det den helt glamourøse opstilling.

Vores tur gik til området omkring Ben Tre, men lige før vi nåede havnen, var vi lige inde og se en kirke eller et tempel for en relativt ny trosretning, Cao Dai, som er en blandingsreligion, idet de har taget lidt fra buddhismen, konfucianismen, hinduismen, taoismen, forfædredyrkelsen, kristendommen og endog islam, ja selv en god portion spiritisme er der blevet plads til. Den er vistnok startet i 1926 og har over 1 mill. tilhængere. Blandt sektens helgener er Napoleon, Jeanne d’Arc, Pasteur og Winston Churchill. Desuden har sekten haft spiritistisk kontakt med Shakespeare og Lenin. I sandhed en blandingsreligion. Man må sige, de har kæmpet hårdt for at få det hele med.

I havnen steg vi ombord på en båd med soltag og bambusstole. Først gik sejlturen op langs byen, og her var det flydende marked, hvor hvert skib havde hejst et eksemplar af de varer, de solgte, op i masten, så man kunne vide, hvem der havde de varer, man ønskede at købe. Vi lagde til ved en lille kokosslikfabrik, hvor vi så på den primitive fremstilling af karameller og rispopkorn, som tilsat sukker og æltet, blev hakket ud i små og store stykker og pakket pænt ind. Alt med håndkraft.

 

Så sejlede vi lidt igen og lagde til ved en sidegren, hvor vi kom over i nogle små robåde, og så fik vi ellers en rigtig hyggelig tur i de smalle sidegrene og kunne kigge på beboernes huse. Hvert hus havde en anlægsbro, for her er det vigtigere at have en båd end en bil. Så ombord i den større båd igen og videre til en ø, hvor vi skulle cykle lidt. Det var spændende og turen gik ad små stier, over broer uden rækværk og så på ældgamle cykler, som ikke passede i højden og desuden havde nærmest ikke-eksisterende håndbremser. Efter den tur havde vi så fortjent frokost, som vi også fik på øen. Vi fik bl.a. elefantørefisk, en meget grim fisk synes jeg, men velsmagende. Her havde de også en stor tyk kvælerslange, som de tog ud af buret, så nogle af os kunne prøve at holde den. Det var en 15-20 kg’s sag, som var ret stærk. Efter frokosten blev der spillet musik for os, bl.a. på det enstrengede instrument, Dan Bau, som vi har hørt nogle gange før, og som lyder rigtig flot. Herefter tilbage til byen og vores bus igen.



Efter ca. 1 times kørsel mod Saigon stoppede vi ved et mindesmærke for faldne soldater fra Vietnam-krigen. Her var mindeplader for ca. 3500 soldater, og sådanne mindesmærker er der flere steder i Vietnam. I krigen døde i alt ca. 3 mill. Vietnamesere (og ca. 50.000 amerikanere, men dem er der ingen mindesmærker for – her). Efter yderligere et kvarters kørsel holdt vi et rigtigt pitstop ved et cafeteria med en meget smuk have. Herefter ikke flere svinkeærinder, men lige hjem til hotellet. Igen var vi godt brugte, men livede lidt op efter et bad og kunne lige slæbe os ned til italienerrestauranten fra i går og få en pizza og så på hovedet i seng. Godt, vi har fri i morgen.




 

Søn 13 feb

Sove længe, dejligt, helt til kl. 8… Vi gik en tur til Ben Thanh-markedet – et myldrende marked med simpelthen alt. Efter en time havde vi fået nok og travede hen mod katedralen for at se om der var åbent. Vi gik gennem Tao Dan kulturparken, hvor vi for 2 dage siden gjorde morgengymnastik. Nu var der livligt af forældre med børn og andre, som gik søndagstur, og der var en lille restaurant med små plasticstole, hvor vi fik os en cola og nød alt det leben omkring os. Der var også nogen, der spillede en slags beachvolley, blot var der cement under banen og bolden var en lille aflang sag med styrefjer i den ene ende – og så sparkede man til den eller nikkede, men ingen hænder. Det var sjovt at se.

Kirken var stadig lukket, selvom det var søndag, men den havde nok været åben tidligere på dagen, for det var nu frokosttid og vi fandt en lille hyggelig restaurant i nærheden, hvor vi kunne sidde og se ned på en lille business, der – så vidt vi kunne se – handlede om at passe på folks knallerter mod et mindre gebyr. Atter et bevis på at mentaliteten har forandret sig, siden Jette var her sidst.

Vi besøgte også et lille, men velbesøgt hindu-tempel.

Efter markedet måtte vi da også prøve at kigge på nogle af de fine butikker, så vi var inde i et center med fine mærkevarer, men det er ikke noget for os, så vi kom hurtigt ud igen. Vel hjemme på hotellet kunne vi slappe af, bade og skrive dagbog. Kl. 16 kom brillemanden med Jettes briller og de virker ok, selvom der altid er en vis tilvænning.

Det er næsten helt pinligt, men vi har ikke orket at prøve at finde en ny aftensmadsrestaurant, så vi gjorde den italienske glad ved at gå derned igen. De smilede da også og nikkede genkendende.

Så er fridagen ved at være slut. Vi pakker igen og skal tiiiidligt op – kl. 4.45 og afgang fra hotellet kl. 5.30. Det er før restauranten åbner, men vi får en lille madpakke med. Vi skal flyve til Dalat.



 

Kære allesammen

Her kommer det 6. rejsebrev. Her fra Dalat går det fint med at sende.

Vi har gratis trådløs forbindelse fra hotelværelset og til jer.

Vejret her er fint, omend lidt køligt (kun 20-25 grader om dagen og 10-12 om natten. Men nu kører vi til Panthiet i morgen. Det ligger ved stranden og der er 30-35 grader.



Rejsebrev 6 - Dalat


Man 14 feb

Vi ankom til Dalat uden problemer. Det er noget nemmere at rejse indenrigs. Dalat ligger i 1000 m’s højde, så vi havde fundet vintertøjet frem igen, belært af erfaringerne fra de første dage i Hanoi. Det var nu slet ikke nødvendigt, for godt nok var her køligere end i Saigon, men temperaturen var over 20 grader, så det føltes bare behageligt. Vi ankom jo tidligt (ca. kl. 8), men vi kørte alligevel til hotellet for at sætte en influenza-syg af. Så kørte vi andre videre til foden af bjerget. Her skiftede vi til gamle russiske militærjeeps, som kørte os op til toppen i ca. 1900 m’s højde. Herfra var en flot udsigt.






Før franskmændene fandt området, boede der her flere etniske minoritetsgrupper, men de blev tvangsforflyttet nogle kilometer væk og så byggede franskmændene Dalat, fordi der her var behageligt køligt i forhold til Saigons hede. Vi besøgte en af deres landsbyer og beså en lille katolsk kirke. Også borgmesteren i byen fik vores besøg og han fortalte om byen i almindelighed og om sig selv i særdeleshed. Han sang for os og spillede på flere instrumenter for os og til sidst smagte vi på hans hjemmebryg. Han havde også selv smagt på det inden vi kom, for efterhånden som han fik talt sig varm, blev hans engelske iblandet flere og flere franske gloser og han blev mere og mere uforståelig, men det var rigtig sjovt. Det var også meningen at vi skulle besøge en skole i landsbyen og vi var også inde på skolen og i et klasseværelse, hvor en 7. klasse lige havde haft matematik (2. grads ligninger på tavlen), men vi endte med at blive smidt ud af skolebetjenten, som ikke vidste noget om, at vi skulle komme. Vi havde ellers blyanter og kuglepenne med til dem i læssevis, men det gik de altså glip af. Vi er dog blevet lovet, at vi finder en anden skole på vejen til Panthiet.









Så kørte vi tilbage til hotellet, hvor vi spiste frokost og herefter videre til den sidste vietnamesiske konge, Bao Dai’s sommerresidens. Han var ikke særlig interesseret i at regere landet og var da også blot indsat af de franske myndigheder som kransekagefigur, så han fordrev tiden med storvildtjagt, spil, andre kvinder (selvom han var gift med den underskønne dronning Nam Phuong) og så byggede han villaer. Hans sommerresidens her i Dalat blev bygget i 1933-38 i art deco-stil (-siger de, men vi syntes mere, det ligner funkis, for vi har jo været på New Zealand og set en hel by i meget flot Art Deco-stil) og indeholder beskedne 95 værelser.




 

Til slut besøgte vi Det skøre Hus, Villa Hang Nga. Navnet passer fint, for det er ikke helt almindeligt. Det har ingen firkantet grundplan og indeholder ingen rette linier, men i stedet er blevet skabt en række frie bygninger med frie kurver og strukturer. Huset er bygget af arkitekten Dang Viet Nga, som er uddannet i Moskva og er doktor i arkitektur. Hun udbygger stadig huset og vi kunne se begyndelsen til to nye afsnit. Det benyttes også som hotel, så man kan faktisk prøve at bo der...






Så var dagens program næsten til ende, så vi kunne vende tilbage til hotellet og endelig tage vores værelser i besiddelse, så nu sidder jeg og skriver på altanen, medens jeg kan nyde udsigten over søen (og lukke ørerne for larmen fra trafikken nedenfor).




 

 

Tir 15 feb

I dag er det vores sidste dag i Dalat. Den startede med en tur med svævebane op til en fin, velholdt pagode. Der var også en meget smuk have med mange blomster. Herfra sejlede vi en lille tur på en stor kunstig sø, der var anlagt i forbindelse med et stort overrislingssystem, tror jeg nok. Den blev også brugt i forbindelse med vandtilførsel til Dalat by.

 

Herefter kørte vi til et flot vandfald, Dantala Falls. Her var der også en stor og lang rollercoaster-bane, som vi prøvede. Den førte lige ned til foden af vandfaldet, hvor synet af faldet var allerbedst. Det var meget flot, og så kunne vi blive trukket op igen i vognene, når de skulle retur til toppen.

Så kørte vi tilbage til hotellet og gik til en nærliggende restaurant for at spise frokost.

Resten af dagen er fri, og vi gik straks ned til det nærliggende blomstermarked, for vi skulle lige se, om vi kunne finde nogle orkideer til Jørgen. Det lykkedes over al forventning og vi prøver at hjembringe en del knolde og så håber vi bare, at vi har fået de samme, som vi har set billeder af.


Nu sidder vi med kaffen på altanen og når den er drukket, skal vi ned i hotellets kælder og prøve at få renset tæer af nogle små fisk. Det kaldes fiske-fod-terapi. Jeg håber ikke det er piranaer….

Nu er det prøvet, og det kildede ganske skrækkeligt, men var til tider også (lidt) behageligt. Jeg har stadig alle mine tæer, så jeg overlevede. Det gjorde Jette også.




 

Kære alle sammen.

Nu lakker det mod enden af vores ferie. Her kommer rejsebrev nr. 7, som vil være det sidste fra Vietnam.

Vi skriver lige om hjemrejsen, når vi er kommet hjem.



Rejsebrev 7 – Phan Thiet, Mui Ne


Ons 16 feb

Afgang fra Dalat mod Phan Thiet ca. 170 km mod sydøst. Det er bjergkørsel det meste af tiden, så det går ikke så hurtigt. Her er meget smukt, men også meget tørt. Vi ser mange plantager med dragefrugter, som har meget søde, velsmagende frugter. Her er også mange the- og kaffeplantager og vi stopper et sted, for at tage dem nærmere i øjesyn. Fra bussen så vi blomstrende kaffebuske, men her, hvor vi stopper er de allerede afblomstrede og vi kan se begyndelsen til kaffebønnerne.

Vi stopper ved en skole i en lille, fattig landsby og kommer til at snakke med nogle af lærerne, som fortæller, at der går over 400 børn på skolen, som dækker 1. til 6. klasse. Mange børn kommer langvejs fra for at gå i skole her. Skoleuniform er obligatorisk, men mange har ikke råd til at købe én og syr den så selv, så den ligner så godt som muligt, hvilket giver et lidt blandet indtryk. En hel del elever, især de mindste har slet ingen uniform. Vi kommer desværre ikke længere end til lærerværelset, da de ikke synes, vi må forstyrre undervisningen. Vi afleverer vores kuglepenne og blyanter til lærerne, som vil fordele dem videre.





 

Vi kører igennem Phan Thiet, forbi en stor mængde fiskerbåde, for det er en stor fiskerby, og så stopper vi ved resterne af et stort Cham-tempel, Po Sanu. Der står kun et par tårne tilbage her og de regnes for de ældste af de bevarede tårne rundt om i landet.

Kongeriget Champa eksisterede i over 1000 år.

 

Endelig nåede vi vores hotel, Sea Lion Beach Resort & Spa. De hedder alle sammen noget med spa, så det må være meget populært her. Det er et stort og flot hotel med 2 swimmingpools og flere restauranter, så her kan vi nok klare os et par dage.

 

 Vi spiste frokost her og dasede og gik ud på hovedgaden (der er vist kun den samme gade). Her er et hav af butikker og restauranter, så der er nok at kigge på, men ellers er det kun et slappe-af-sted, hvor det ser ud til at være det eneste man kan foretage sig. Men det er også ok efter den strabadserende rundtur, vi har været på.

 

Tor 17 feb og Fre 18 feb

Udelukkende afslapning, lidt soldyrkning, ture langs stranden og så passe spisetiderne. Det kan vi vist lige overkomme. Her er mange russere. Det siges at være russernes Mallorca. Selv skiltene ved mange af restauranterne er på russisk. Det er et windsurfer-paradis her. Det blæser næsten hele tiden. Kun om aftenen løjer vinden af og det er ganske rart.

I aften skal vi have fælles spisning, så vi får sluttet ferien af med manér. Og så går det hjemad i morgen.













 

Kære allesammen
Så er vi hjemme igen. Ankom søndag morgen kl. 6.30.
Jeg er straks gået i gang med hjemmesiden og forventer i løbet af en ugestid at have redigeret turen og uploaded den. Der kommer også et par hundrede billeder på, så der er lidt mere at kigge på.
Hjemmesiden er som sædvanlig www.edrahil.dk, hvis I skulle have lyst...

Her kommer så sidste afsnit af turen. Ingen billeder, så ingen vedhæftet fil.



Rejsebrev 8 - Hjemtur mm.


Lør 20 feb og Søn 21 feb

Først lidt om det vietnamesiske sprog. De bruger tilsyneladende kun meget korte ord i deres sprog. Feks. er bynavnene som regel i to ord, altså: Ha Noi, Sai Gon, Da Lat, Pan Thiet, og landet hedder Viet Nam.

 

Den nordlige del af det nuværende Vietnam blev erobret af Kina i det første århundrede f.v.t. Dette var indledningen til et kinesiske herredømme, der varede i over 1.000 år. Den kinesiske indflydelse satte et varigt præg på det vietnamesiske samfund. Kina havde en overlegen kultur og civilisation. Kineserne forbedrede landbruget ved bygningen af vandingsanlæg og metalplove og indførte ny teknik i minedriften. De byggede veje og kanaler. Nordvietnam blev gradvist præget kulturelt af kineserne. Den konfutsianske lære og det kinesiske administrative system blev indført. Det kinesiske skriftsprog blev derfor helt naturligt indarbejdet og benyttet, selvom der efterhånden opstod en vietnamesisk variant.

 

Den centrale og sydlige del af Vietnam, Champa-kongeriget (700-1800-tallet), havde deres eget skriftsprog af indisk oprindelse.

 

Den franske erobring af Vietnam indledtes i 1860 under Napoleon III, og stødte kun på spontan, desorganiseret og dårlig bevæbnet modstand. Alligevel var franskmændene 3 årtier om endelig at besejre denne modstand. For at fjerne den kinesiske kulturelle indflydelse indførte de «quoc ngu» - et vietnamesisk skriftsprog med latinske bogstaver. Det blev konstrueret udfra det talte sprog, og derfor er der usandsynlig mange accenter på bogstaverne, ofte både over og under dem på én gang. Det var baseret på en katekismus og en portugisisk-latinsk-vietnamesisk ordbog, udfærdiget af en fransk jesuitterpræst, Alexander de Rhodes i 1600-tallet.

 

Men tilbage til hjemturen.

Vi havde en 5 timers bustur til Saigon og chaufføren prøvede tilsyneladende at nedbringe tiden til det halve, for han kørte som vanvittig, overhalede over dobbeltstreger i modkørende bane osv. Ikke fordi de modkørende kørte pænere, for det gjorde de ikke. De overhalede lige så tit i vores bane, så vi måtte krybe helt ind til siden. De kører alle ret voldsomt i Vietnam og træder meget nødig på bremsen – hellere på hornet, men den tur var alligevel lidt for meget. Nå, vi kom da helskindede til lufthavnen og resten af vejen hjem. Fra vi kørte fra hotellet i Mui Ne til vi landede i Kastrup gik i alt godt 24 timer. Men sådan er det, når man er langt væk hjemmefra. Gitte hentede os i lufthavnen og det var dejligt at være hjemme igen. Ude godt, men hjemme bedst.

Men når alt dette er sagt, så har vi haft en fantastisk tur med så mange oplevelser, at det vil tage flere uger, inden vi har kaperet det hele.