Sri Lanka (med Kosmos)  - 03-23. marts 2003

 

Man 03 mar  Afgang fra Kastrup 10.56 med kurs mod London, Heathrow. Afgang herfra med Sri Lanka Airways. Godt selskab med TV ved hvert sæde, god betjening af søde sri-lankanske stewardesser. Ankomst ...

Tir 04 mar    kl. 06.30 i Colombo lufthavn efter i alt 14 timer og 40 min transport. Sri Lanka er 5 timer foran DK. Varmen og fugtigheden slog os straks i møde.

Vi blev modtaget af vores Guide med smukke blomsterkranse til alle. Vi blev indlogeret på et 5*hotel, Trans Asia. Kl. 14 tog vi på byrundtur i Colombo, hvor vi bl.a. så en hollandsk kristen kirke, hvor Henning gav et nummer på orglet. Det var et ældgammelt et med en mand til at træde blæsebælgen. Turen endte ved brillemanden, hvor mange fik bestilt nye briller til 'næsten ingen penge'. Så tog vi en tuc-tuc'er tilbage til hotellet, hvor vi fik aftensmad. Alle fandt tidligt til køjs for at nå en smule nattesøvn inden vi atter skulle stå friske og veloplagte kl. 04.00 med pakkede kufferter klar til en togtur nordpå.




Ons 05 mar
  Wake-up call kl. 4. En kop kaffe kl. 4.30 medens bussen blev pakket med vores kufferter i buldrende mørke - 25 grader med en luftfugtighed på 90. Togtur fra Colombo til Anuradhapura på 1. klasse og 500 km på 5 1/2 time. Byen er den gamle hovedstad og dens historie går 3000 år tilbage i tiden. Det oprindelige folk - veddican - kan føre deres historie 20.000 år tilbage. Der har regeret 173 konger i landet. På et flot hotel her med en flot have pauserede vi og spiste frokost.

Så så vi det første buddhistiske tempel på Sri Lanka, bygget for 2300 år siden. Senere så vi det ældste bodi-træ samt en meget stor stupa fra ca. 100 år f.kr. En stupa er et halvkugleformet, massivt bygningsværk, hvor buddhisterne opbevarer relikvier af stor værdi for dem. Disse bliver så opbevaret øverst i stupaen i et dertil indrettet rum. Herfra kørte vi 12 km (på næsten 3 timer) for at komme til verdens største Buddha hugget ud i én klippe (18m høj). Bag den var en klippehule med gamle hulemalerier. Desværre var det ulideligt varmt med stillestående luft og høj luftfugtighed og her blev Jette dårlig, så det blev for hende en meget hård tur de sidste 1 1/2 times kørsel til vores nye hotel Sigiriya Village, et lækkert et i gammel colonial style.





Tor 06 mar
   Morgenvækning kl. 6 (vi sov længe i dag!), afgang kl. 7.30 til en lille tur på elefantryg. Elefanter har en nærmest yndefuld gangart og sætter deres ben meget forsigtigt. Det var også sjovt at se, hvordan de i vand til midt på maven kan holde enden af snabelen oven vande, så den ligner et periskop. Herefter videre til en af Sri Lankas største attraktioner; Sigiriya Rock (Løveklippen). Legenden om den er følgende: Kong Dhatusena, som regerede i Anuradhapura i det 5. århundrede, havde 2 sønner, Kasyapa og Mogallana. Kasyapa var den ældste, men søn af kongens elskovsforbindelse med en dame til venstre hånd og kunne derfor ikke anerkendes som tronfølger. Han var desuden ikke særligt vellidt af kongen pga. hans druk og hang til spil. Denne søn var bange for ikke at få magten, når kongen døde og tog derfor sagen i egen hånd og fik muret sin far inde i en klippehule. Da han overtog magten flygtede den yngste søn til Indien, men lovede at komme tilbage og hævne drabet på sin far.

Kasyapa var bange for sin yngre bror, som til gengæld var en meget populær og indsigtsfuld buddhist. Derfor ledte han efter et sted, som kunne give ham sikkerhed og beskyttelse og fandt dette i Sigiriya-klippen. På toppen af denne klippe begyndte han på et byggeri af et uindtageligt palads. Efter 18 år kom den yngste bror tilbage fra Indien med en hær for at hævne sin far, som han havde lovet. Kasyapa var ikke færdig med sit palads og måtte drage sin bror i møde ligeledes med en hær. De mødtes på hver side af en flod og da Kasyapa ville ride over på sin elefant snublede den og han faldt af. Hans hær troede, han var druknet og vendte om og flygtede og således vandt Mogallana sin sejr uden kamp. Han ville skåne sin bror, da det viste sig, at han ikke var død, dog vil en ægte buddhist ikke vil slå nogen eller noget ihjel, men Kasyapa kunne ikke bære dette nederlag og begik selvmord. Derfor er der bygget et palads ude i ingenmandsland uden noget militært formål. Der var faktisk 2 paladser, et forneden med have- og springvandsanlæg og med badebassiner til alle kongens 500 konkubiner, samt et foroven med danseplads og swimmingpool (drikkevandsreservoir). Det var en stor oplevelse at bestige denne 200m høje klippe. Ca, halvvejs oppe resterede 21 ud af ca. 500 nøgne, meget flotte kvindeportrætter, som arkæologer mener symboliserer frugtbarhed, men som nok bare er portrætter af hans 500 konkubiner. Lidt højere oppe var der et plateau, hvorfra man tidligere har kunnet gå direkte op til øverste niveau mellem forpoterne på en kæmpestor opmuret løve. I vore dage er der kun poterne og begyndelsen af trappen tilbage. Klippens navn: Sagiriya betyder Løveklippen. Efter nedstigningen, som gik en hel del hurtigere end opstigningen, kørte vi hjem til hotellet igen med bussen.

Her kunne vi lige nå et meget hurtigt bad og så afsted igen til Polonarruwa. På denne tur var vi kun 8 idet resten blev hjemme og slappede af på vores fine hotel: Sigiriya Village Hotel, som iøvrigt lå med en enestående udsigt til klippen. Vi så resterne af et palads, som den singalesiske konge Parakrama Bahu I havde bygget i midten af 1100-tallet. Det havde oprindeligt 7 etager med ialt 1000 værelser, men blev brændt ned under et af de utallige sydindiske angreb gennem de næste 100 år. Han havde også en audienssal, hvor han selv residerede på en løvetrone for enden, medens de enkelte medlemmer af rådet havde deres pladser mellem søjlerne, der går ned gennem hallen i begge sider. Rangordenen kan man se ud af inskriptionerne på søjlerne. Så kørte vi lidt videre. Ved indgangspartiet til audienssalen sidder to løver og siderne er flankeret af 2 makara-drager, som for buddhisten er et positivt symbol på vand og frugtbarhed og som ligesom løverne beskytter bygningens indgang. Foran indgangen ligger en halvcirkelformet sten, kaldet månesten, der for buddhisten fungerer som en åndelig dørmåtte, idet man ved at gå hen over den gennemlever alle trin på vejen til den højeste erkendelse. Den består af en række fint huggede friser med relieffer af dyr op planteornamenter og læses fra ydersiden mod midten.

Yderste frise er et bånd af stiliserede flammer. De symboliserer det uudslukkelige begær efter nydelse, magt og rigdom. At træde gennem flammerne er en renselsesproces.

Anden frise består af 4 forskellige dyrefigurer, der repræsenterer elementerne i Buddhas erkendelse af lidelser: Elefanten (fødslen), Hesten (forfaldet), Løven (sygdom) og Tyren (død). Tilsammen symboliserer de den evige række af fødsler og genfødsler, som er menneskets lod. De er omgivet af blomsterranker, der også kan være en slange, der snor sig, og som står for livsbegær - en af lidelsernes årsager.

Næste reliefbånd viser en række gæs, der symboliserer det vise menneskes afstandtagen fra det jordiske liv i sin søgen efter den sande visdom.

Centerdel af halvcirklen er Buddhas hellige lotusblomst, der symboliserer målet - den sande erkendelse, Nirvana.

Herefter gik vi lidt videre til et tempelkompleks nær paladset. Vi så først et tempel kun beregnet for kvinder, idet det her handlede om frugtbarhed. Kvinder kunne i det inderste rum hælde mælk over et fallossymbol. Mælken løb så over fallossen ned i en rende og ud på ydersiden af bygningen. Her kunne kvinderne så drikke det. Templet var iøvrigt et eksempel på en restaureringsform, hvor man skiller det ad i alle dets bestanddele, nummererer alle delene, renser dem hver for sig og samler det hele igen.

I samme område så vi også hele 3 templer for opbevarelse af  Buddhas berømte hjørnetand. De blev bygget af 3 forskellige konger, som hver især skulle overgå den forrige. Desuden så vi et meget flot rundtempel med en lille stupa i midten. 4 trapper fører op hertil og de 3 af dem har en Buddhafigur for enden. Foran trappen ved den nordlige indgang ligger en meget smuk månesten. En af friserne består her af heste, hvor det fortælles at buddhisterne, som opførte templet helst ville have haft køer. Men p.g.a.  den på den tid store hinduistiske (Indiske) indflydelse, blev det så heste, da hinduerne ikke brød sig om, at man skulle træde på deres hellige dyr. Dette viser buddhismens meget fleksible og tilpasningsvenlige natur.

Til slut kørte vi et stykke videre til klippetemplet Gal Vihara, som nok er Polonnaruwas mest berømte helligdom. 4 Buddhafigurer er hugget direkte ud af klippevæggen og fritlagt. En 4m høj siddende Buddha i dyb meditation. Endnu een i klippehulen. En 7m høj stående Buddha med korslagte arme og endelig en meget imponerende 14m lang liggende Buddha, der viser det øjeblik, hvor buddhismens grundlægger går ind i Nirvana - dvs. døende.

Så kørte vi hjem til hotellet, mætte af alle de spændende ting, vi havde set og drivvåde af sved p.g.a. varmen. Så fik vi et hurtigt bad (igen) og nåede lige (kun 1 kvarter for sent) Steens foredrag om Buddhismens og Hinduismens grundlag i sammenligning med åndsforskningens stade i vesten. Et referat af dette er jeg desværre ikke i stand til at give grundet støj og overvældende træthed efter en lang dag. Efter foredraget spiste vi aftensmad og så manglede jeg kun lige dette referat af dagens hændelser og pakning af kufferter inden jeg kunne tørne ind.

Fre 07 mar  Vækning kl. 6, afgang kl. 7.30 fra Sigiriya mod Kandy. Første stop: en træskære-fabrik. Derefter kørte vi til huletemplerne i Dambulla, med en masse

 

Buddha-figurer på rad og række. Indgangspartiet var forsynet med en kæmpestor forgyldt Buddha-statue. Herefter kørte vi til Alu Vihare biblioteket, hvor 500 munke i det 1. årh.f.K havde nedskrevet Buddhas lære på palmeblade. De blev samlet i Ola-bøger. Desværre blev det hele ødelagt af britterne i 1848. De gamle bøger blev skrevet på sanskrit, men nu er de begyndt at nedskrive det hele på singalesisk. Vi så, hvordan processen med palmebladene foregik. Først blev de lagt i vand og derefter 'strøget' i solen i 10 minutter. Vi så også, hvordan man ridser teksten med en spids griffel og kommer en blanding af trækul og kokosolie ned i det, man har ridset. Til slut tørres bladene af med rispulver og så står teksten flot og fint tilbage.



Vi ankom til Tree Of Life Hotel kl. 15.30 og 16.30 var vi på farten igen. Ind til Kandy, som ligger ca. 10km fra hotellet, for at se Kandy-dans og firewalking. Derefter tog vi til 'Tandens Tempel' for at se en Dalada Maligawa-ceremoni. Desværre har vores guide Lal ikke altid helt styr på tidspunkterne, så vi kom for sent til ceremonien, men vi fik da set tanden, i en glasmontre, på afstand og ved langsomt at defilere forbi. Templet er buddhismens mest hellige, og mange mennesker kommer her for at ofre og tilbede Buddhas hjørnetand. Her lagde vi også mærke til en månesten.




Lør 08 mar  Morgenvækning kl. 6.30. Afgang med hotelbus og derefter vores egen bus kl. 8.00. Vi kørte til en meget flot og berømt botanisk have, som lignede en park, men med nogle meget specielle træer.

Et af træerne fyldte 240 m2 og slog rødder fra grenene. Derefter kørte vi til en batik-fabrik, Ari Lanka Batiks, hvor vi så unge søde piger tegne motiver på bomuld. Så hældte de voks på steder, som ingen farve skulle have og dyppede derefter stoffet i saltvand og farve og så fremdeles.








 

Så kørte vi til et hjem for forældreløse elefanter i Pinnawela, The Elephant Orphanage.

Elefanten er et helligt dyr på Sri Lanka, ligesom koen er det i Indien, så det er en god opgave at finde forladte elefantunger, som så opfostres her. Vi så, hvordan de blev passet og fodret med sutteflaske. De får mælk af sutteflaske i 4-6 år, men selvfølgelig også balsa-agtigt træ og blade. Der findes vilde elefanter her på Sri Lanka, men disse her vil aldrig kunne klare sig i naturen bagefter, så de bliver bl.a. givet væk som gaver til kongelige og andre, ligesom vores Dr. Margrethe fik en elefant i Thailand, som hun så gav videre til Zoologisk Have. Kl. 15.45 var vi tilbage på hotellet, hvor vi forsøgte at sende mails, men forgæves. Strømmen går ustandselig. På hotellet er der en ayurveda-læge, som lige hørte på Jette, om der var noget på lungerne, da hun hoster en del. Der var heldigvis ikke noget i vejen og hun fik blot lidt medicin (natur-) for hosten.





Søn 09 mar  Afgang fra Tree Of Life kl. 7 med pakkede kufferter. En meget lang køretur kun afbrudt af lidt frokost og få tissepauser. Endelig kl. 18.30 ankom vi til 'sydkysten'. Her bor vi på Hotel Oasis, Sisilasagama, Hambantota. Vores balkon vender ud mod swimmingpool og havet, men vi kan kun se en meget stor palme. Vi gik i seng kl. 22.30 helt udmattede og med fødder så tykke som elefanters.

Man 10 mar  Endelig kunne vi sove længe. Vi vågnede kl. 8, spiste morgenmad og gik en tur til havet, som man ikke kan bade i p.g.a. strøm og høje bølger. Vi hyggede os på altanen med en bog og kryds og tværs. Kl. 12.50 gik vi til ayurveda-behandling. Her fik vi målt blodtryk og puls:

Jette: 70 over 110, puls 70 og Henning: 80 over 120, puls 70

Vi fik hovedbundsmassage, kropsmassage og fodmassage og skulle derefter ligge og indånde nogle urtedampe. Til sidst fik vi et urtebad. Vi hoster en del begge to og fik derfor noget naturmedicin af doktoren. Henning har lidt feber og sover resten af eftermiddagen. Aftensmaden bliver serveret bagved poolen. Lange borde er sat op og en stor buffet ligesådan. Det lufter lidt og temperaturen er som en god dansk sommeraften. Henning er stadig lidt sløj, så vi går tidligt til køjs. I morgen bliver vi vækket kl. 4 med afgang kl. 4.45.

 

Tir 11 mar   Fra hotellet kørte vi 28 km med bussen til Yala nationalpark og derefter blev vi fordelt på 4 jeeps. Vi kørte ca. 1/2 time på landevej før vi kom til nationalparken.

Her gik det over stok og sten med stop ved diverse dyr. Vi så Ibis, påfugle, kanariefugle, bøfler, krokodiller, som lignede træstammer, hjorte, storke, tukaner, pelikaner og en elefant meget langt væk. Parken er på 80 ha, men vi så kun en fjerdedel. Vi gjorde holdt ved stranden for at spise vores medbragte morgenmad. Så gik det hjemad igen. Pludselig stod der en elefant 5m fra vejen og turen var reddet.

Vi var tilbage på hotellet ca. kl. 12. Henning havde sovet det meste af formiddagen, men han har stadig feber. Kl. 13.30 var han inde hos Steen for at få sit auragram og en clairvoyance. Det var min tur bagefter. Derefter gik vi til ayurveda-behandling igen. Denne gang fik vi hovedbundsmassage, intensiv kropsmassage, dampbad og til sidst urtebad. Vi fik igen medicin for hosten og Henning fik piller for feberen. Han hvilte og sov til aftensmaden. Jette slappede også af - på balkonen. Tjenerne havde dækket bord udenfor igen, men pludselig væltede regnen ned og middagen blev lidt forsinket. Men da det var Ingers fødselsdag gav Jørgen (hendes mand) champagne til os alle imens vi ventede. Henning holdt 1/2 time og måtte igen gå i seng.

 

Ons 12 mar   Fridag - sådan da. Steen holder foredrag om Hinduismen. Navnet opstået af det folk, som levede ved Indus-floden. De mange guder kan koges ned til 3 (som kristendommens treenighed), som dog jo er een, nemlig Brahma. Han kan deles i 2, nemlig Vishnu og Shiva.

 

 

Tor 13 mar    Fridag. Dase og slappe af. Om aftenen holder Steen og Ingelise foredrag om psykiske evner. Atter en dejlig dag - livet er skønt.
Vi gik en tur i byen, hvor det var begyndt at regne, så vi måtte købe en paraply.  Turen i dag er gået fra Hambantota - Vellawaya - Bandarwela og her til Nuwara Eliya 1800 m o.h.

 

 

Fre 14 mar    Kørte fra sydkysten op i bjergene, 160 km. På vejen så vi en pottemager og spiste frokost i Ella på en restaurant, der lå 1040m over havet med en smuk udsigt over bjergene og et fladt landskab i det fjerne med dis ud over.
Ad en stikvej, så smal, at chaufføren fik sved på panden og flere gange og måtte ud af bilen for at se, om det kunne lade sig gøre nåede vi  en smuk Buddha-statue, Buduruvagala. Her var meget smukt og fredfyldt. Vi så også et stort vandfald på vejen. Så nåede vi til Nuwara Eliya og blev installeret på Grand Hotel, som tidligere var guvernørbolig.







Lør 15 mar
   Vi kørte kl. 7 til Horton Plain, Bakers Fall, Worlds End. Undervejs kunne vi se øens højeste bjerg, Pudurutalagala på 2524m og Adams Peak på 2224m, også kaldet Sri Pada.
Området er fredet som nationalpark. Vi gik en 11 km lang vandretur og var godt trætte i benene bagefter. P.g.a. mange besøgende og problemet med folks efterladenskaber havde det været nødvendigt med opsætning af skilte med opfordringen: Take nothing but photos and leave nothing but your footprints. Worlds End kom vi til, lige som tågen satte ind i kløften, men efter ca. 10 min. lettede den noget og vi kunne kigge 700m ned i gabet og over på bjergmassivet hinsides kløften. Et fantastisk view med tågen, der bølgede til og fra. Tilbage på Grand Hotel kl. 15. Herefter gik vi  på Helly Hansen indkøb, idet der ligger en fabrik for hendes tøj her i byen og en del bliver solgt 'udenom' på et marked. Vi gik lidt amok og købte vinterjakker, joggingdragter, fleecetrøjer og regntøj, alt sammen for kun 1200 kr.

 

Søn 16 mar  Vi kørte fra Grand Hotel kl. 8.30 med pakkede kufferter og startede med at se the-produktion i den nærliggende the-plantage,Pedro's Factory.
De plukker kun topskuddene et par blade ned. Ved hjælp af en stok, de lægger hen over buskene, kan de se, hvor langt ned, de skal rippe. Det er tamilere, der arbejder i plantagen og de plukker 15-18 kg pr. dag og tjener 300 rupies + kost og logi. Der går 24 timer fra teen er plukket, til den kan drikkes. I går var der blevet plukket 14.806 kg - som giver ca. 1400 kg færdig the.

Så kørte vi til Nanu Oya, hvor vi skulle videre med toget, som dog var forsinket; først efter 2 timer kom vi afsted. Togførerne havde strejket, hed det. Det var en smuk togtur på 3 timer, hvor vi var 10 stykker, som sang hele vejen. Der var mangel på siddepladser, så vi sad på gulvet i en bagagevogn, nogle med benene hængende ud af den stor åbne dør, mens det smukke landskab passerede forbi. Det var rigtigt hyggeligt. VI blev hentet i Ella af små busser, som kørte os til frokost. Kl. 19 kørte vi videre i vores egen bus og ankom til Hotel Centauria kl. 21.30, godt trætte. Her fik vi sen aftensmad, og så på hovedet i seng. Hotellet lå utroligt flot helt ned til en sø og vores værelse lå nærmest helt ude i søen.

 

Man 17 mar  Desværre skulle vi heller ikke blive her, for allerede kl. 9 drog vi afsted igen mod sydvestkysten. Nu er vi kommet ned fra bjergene og theplanterne er afløst af bananpalmer og kokosnødder. Her er varmt og fugtigt igen. På vejen så vi et Buddhisttempel med 20.000 tegninger nærmest som en tegneserie. En kæmpestor 39m Buddhastatue var placeret på en gårdsplads
med et lotusspringvand foran. Den var hul, så man kunne gå op i den, men det kom vi nu ikke. Resten af templet lå under jorden. Et sted så vi en masse navne, på dem, der havde doneret til templet, der var også danske navne imellem. Siden på vej til vores nye hotel, gjorde vi et stop ved et lille kniplinge-produktionssted, hvor vi så 5 piger sidde foran en pult med en tromle, hvor mønstret var tegnet og hvor man kunne sætte nåle i for at styre mønstret. Her sad de så og flyttede 15-20 skytter med tråd mellem hinanden for at få mønstret frem. Den yngste pige var 13 år. Vi måtte også lige stoppe foran nogle styltefiskere langs strandkanten.

Så nåede vi endelig kl. 13.30 vores hotel på Koggala Beach. Det var et meget langstrakt hotel - for at alle værelserne kunne vende mod havet. Vi prøvede at bade i havet, men bølgerne er meget høje, så vi gik op i poolen i stedet. Havvandet er ca. 28 grader og poolens ca. 35. Efter aftensmaden inviterede Edith os ind på hendes altan til en lille snak. Der blev spillet meget høj diskomusik fra baren, som ligger få meter fra hvor vi bor, men vi var dog så trætte, at vi alligevel faldt i søvn ved 23.30-tiden.

 

Tir 18 mar    Birthe blev 60 år i dag og vi sang 'Happy Birthday' ved morgenbordet. Hun fik blomster og knus af os alle. Det er på egen hånd i dag, så vi tog lokalbussen til Goulle, hvor vi fik os en coca-cola i en park. Her var mange mennesker samlet, vistnok for at få Lord Buddha's velsignelse. Så så vi en engelsk kirke fra 1874 og en ung mand viste os vej til markedet. Vi ville gerne købe orkideer til Jørgen Jansen. I en blomsterforretning havde de kun afskårne, så dem kunne vi ikke bruge. Så kørte vi med den unge mand i tuc-tuc til en nærliggende landsby, hvor en gammel kone lukkede os ind i en gård, der var fuld af orkideer. Vi købte 5 stk for 2250 rupees, ca. 160 kr. Vi kørte med tuc-tuc'en tilbage til markedet. Vi aftalte med manden, at hvis han ventede 1/2-1 time, så måtte han gerne køre os tilbage til Koggala Beach Hotel. Vi havde nemlig lige et lille ærinde til. Jette har en halstørklæde-'klud', som hun er meget glad for, men som næsten er slidt op. Vi var først i een butik, men blev vist hen til en anden, hvor vi købte 2. De var ikke syede, så vi blev vist hen til en tredie butik og op ad en smal trappe. Her arbejdede skrædderen. På 10 min. var de syet. Så kørte vi tilbage til Hotellet for fuld fart ad en smal og kraftigt befærdet strandvej og var hjemme igen kl. 13. Vi hyggede os ved poolen og drak en øl med Jette F. Kl. 20 fik vi aftensmad ved borde ved poolen. Bordet var pyntet med en masse borgunvilla og Birthe fik en lagkage med 3 lys i. Vi sang 'Happy Birthday' endnu en gang. Kl. 22.30 gik vi til Edith's altan og drak ayurveda the.

 

Ons 19 mar   Morgenmeditation på værelse 210 kl. 8.15. Afgang med bus kl. 10.30 til havnebyen Galle. På vejen derind fortalt Lal om hvordan portugisere, hollændere og englændere igennem en periode på 400 år på skift havde sat deres præg på byen. Portugiserne fik i det 16. årh. handelsmonopol af den daværende Sri Lankanske konge og de byggede i 1588 et lille fort, som i 1640 blev erobret af hollænderne. De udvidede fortet med mure, bastioner og volde og gravede kloakkanaler til at lede spildevandet ud i havet. I dag er disse kanaler dog helt groet til med græs. Hollænderne introducerede også kaneltræet til Sri Lanka, og det er i dag et højt skattet krydderi her på øen. I det 18. årh. gjorde britterne deres indtog og gjorde Galle til et vigtigt handelscentrum, idet de udbyggede den naturlige havn og der blev en stigende ind- og udførsel af varer. Bag fortets mure ligger 'almindelige' huse. Lal fortalte at det nu er 5. generations kristne, der bor her. Vi besøgte nu en juvelerbutik med demonstration af bearbejdning af stenene og isætning i guld- og sølvsmykker. Senere til en silkebutik, hvor vi så hvordan silkeormene spandt deres kokoner og hvordan man senere kunne vinde kokonen op igen og få en lang, fin, tynd tråd ud af det. Så spiste vi frokost i den gamle hollandske guvernørs bolig med udsigt over bugten.

Så kørte vi med bussen ud til Ananda Herbal Garden, som var en urtehave og en krydderurtefabrik, hvor vi fik en gennemgang af alle krydderiplanterne.. Her sejlede vi også med de sjove katamaranbåde ud til et lille buddhistisk ø-tempel og på tilbagevejen var vi på besøg hos en familie på en anden ø, hvor de levede af at dyrke kanel, som vi så hvordan de forarbejdede grenene til kanelstænger. Vi fik også kanelthe hos familien. Så endte vi hos Ananda igen og gik helt amok med urtemedikamenter af enhver art. Det var mørkt inden vi nåede hotellet igen (kl. 20.30) og vi nåede lige at få lidt aftensmad. Ved 23-tiden gik vi på strandvandring, fordi nogle havde set en skildpadde komme op af havet og lægge æg i sandet. Desværre så vi ingen, men vi så til gengæld 'morild' - et interessant fænomen, hvor månelyset skinner ind på bølgerne og får dem til at lyse op. Meget flot. Så vaklede vi i seng, mætte efter dagens mange oplevelser. Vi kunne godt have kigget efter skildpadder igen ved 2-tiden, men det orkede vi ligesom ikke.

 

Tor 20 mar   Morgenmeditation kl. 8.15. Meditation på fred. Og senere foredrag om krigens psykologi, både på det store plan (USA er nu 10 km inde i Iraq) og på det personlige plan, hor vi
altid har en  god forklaring på, hvad vi gør, og vi formindsker og forstørrer, så det hele kommer til at passe på vores udgave af sandheden. Det gælder på alle planer. Eftermiddagen gik behageligt i palmernes skygge. Henning drak fadøl og måtte ved hver slurk desværre slippe sin elskedes hånd. Det var svært, men han var tørstig. Aftenen stod på special 'Koggala Nite' og kl. 22 lå vi i vores senge. Dejlig dag.

 

Fre 21 mar   Behagelig afslappet formiddag. Om eftermiddagen tempeltur med bussen. På skiltet stod der Hetthachaca Maha Pirivena, beliggende i et smukt landskab med en anderledes ro,
måske fordi der ingen turister var. Der var et flot 22-2300 år gammelt boditræ og vi fik forklaret lidt om Buddhismen, bl.a. at munkene altid skal holde sig on the middle path. Om aftenen var der lagt op til den helt store overraskelse kl. 21.30. Det lød så spændende, at det nok måtte være Ingelise, der skulle danse mavedans for os, men det afviste hun kategorisk. Det viste sig at være et stor flot fyrværkeri, der sluttede med KOSMOS printet i fyrværkeri. For en gangs skyld skulle kosmos have brændt sit lys i begge ender, så hele navnet kunne blusse på een gang. Flot var det, og en værdig afslutning på en herlig dag.


 

Lør 22 mar    Morgenmeditation med Ingelise. Den handlede især om samhørighed i gruppen p.g.a. fælles oplevelser, og på et højere plan om vores planet, hvor vi alle hører sammen i et stort puslespil - masser af gyldent lys. Kl. 11 blev vores bagage hentet fra vores værelser og bragt til bussen, for nu skulle vi videre mod Colombo. Første stop blev ved silkefabrikken igen. Næste stop var ved en månestensmine, hvor vi så, hvorledes de hentede forskellige sten og mineraler op fra undergrunden og hvorledes de blev sorteret og slebet.
Dette var et stop, som vores Lal havde arrangeret med salg for øje. Næste stop var et lille sted, hvor en lille familie lavede reb af kokos'uld'. De spandt kokosfibrene på samme måde, som vi spinder uld, bare mere primitivt (med 2 cykelhjul). Familien levede helt ude ved stranden, hvor der groede kokospalmer. Næste stop var et sted, hvor der blev fremstillet masker af forskellig karakter. Endelig stoppede vi ved en privatejet skildpaddefarm, hvor der bl.a. var en hvid skildpadde - dette forekommer kun ved 1 ud af 2,5 millioner. På det tredie billede ligger skildpaddeæggene under kontrollerede forhold og bliver ruget ud (af solen).

Kl. 17 ankom vi til Colombo. Vi skulle besøge dr. Antons klinik, hvor han behandlede med akupunktur mm. Vi blev modtaget af en meget charmerende ældre mand. Han fortalte bl.a. om hvorledes han havde uddannet akupunktører fra Kina, Tyskland, Danmark m.fl. Han fortalte også flere vittigheder. Han var iøvrigt særdeles veltalende og han vidste det selv, for han mente, at han kunne sælge køleskabe til eskimoer og kondomer til nonner, Vi fik taget et gruppebillede, som vi lovede at sende til ham og han havde rigtigt mange i forvejen hængende alle vegne. Efter dr. Anton havde talt, præsenterede han os for professor Lin. Han var også meget spændende at høre på. Han var ekspert i Feng Sui.

Til sidst holdt vi festmiddag på Colombos bedste hotel. Så var der afgang til lufthavnen kl. 23.30. Lange køer (som i Indien), opøvelse i tålmodighed.

Det var slut på en spændende tur med fantastisk mange indtryk.