Pompei, Herculaneum, Capri og Vesuv 19-26. august 2013 (Egen planlægning)

Et længe næret ønske om at se, hvordan almindelige mennesker boede og levede for 2000 år siden, er her blevet opfyldt.

 

Man 19   Afgang tidligt om morgenen (kl. 4) og planmæssig ankomst kl.12.30 i Naples/Neapel eller Napoli, som italienerne kalder den. I lufthavnen blev vi dirigeret til en shuttlebus, som kørte os til Sixt, hvor vi havde lejet bil hjemmefra. Det var en lille ny Fiat Panda, som vi hurtigt blev dus med. Derimod var det en udfordring af de store, at finde ud af Napoli og komme den rigtige vej til Portici, hvor vores hotel Bayard ligger. Det gik dog og efter en ret svedig tur nåede vi hotellet, som viste sig fra den pæne side, med et nydeligt værelse med en lille altan og havudsigt, som lovet. Der var kun offentlig parkering (som kostede penge), men hotellet forsynede os med en parkeringstilladelse fra politiet, så vi kunne holde gratis.

Efter at have pakket ud gik vi en lille tur ned forbi stationen og til lystbådehavnen, hvor de lokale badede i nogle små laguner, kunne man næsten kalde dem, som var rester af tidligere tiders moler og kajpladser.

 

 

Nu sidder vi med kaffen – lidt indenfor altanen, for solen bager lige ned, så der er hot, hot. Det bliver fint til aften, så kan vi sidde der og scrable.

Det blev det nu ikke til, for vi var trætte efter turen, så vi travede lidt rundt, og konstaterede, at lige meget hvor meget vi prøvede, så var det ikke muligt at få aftensmad nogen steder før kl. 20.00. Det er ikke godt for danske maver, som oven i købet har været tidligt oppe i morges. Nå, vi endte på restauranten til vores hotel og tog os en øl og ventede en time, så endelig fik vi mad, en pizza, som man jo skal prøve her i pizzaens hjemland. Den var da også fin. Så væltede vi op på vores værelse og lagde os til at sove, men hele byen havde tilsyneladende besluttet at mødes på vores restaurant og feste igennem selvom, det bare var mandag. Først ved 2-tiden blev der ro, så vi fik heller ikke sovet ret meget denne nat.








 

Tir 20   Alligevel var vi vågne ved 7-tiden og fik et bad, som friskede os lidt op. Når italienerne nu har skubbet dagen til om aftenen, så gør de det naturligvis også om morgenen, der var med andre ord først morgenmad kl. 8.30. Nå, også det overlevede vi, og kl. 9.30 var vi klar til dagens oplevelse: Vi skulle se Pompei (staves også på mange måder heraf Pompei, Pompeji, Pompejii). Gitte og Jacobs GPS, som vi har lånt, har allerede hjulpet os forbi Napoli og den kan nemt finde Pompei, når blot man staver det sådan, ellers er der ingen hints. Der var kun 14-15 km, og det tog ca. en time – ad kringlede lokale veje, men meget interessant. Fremme ved Pompei, var kl. så 10.30, og køen vel et par hundrede meter. Vi gik på med krum hals, og det var såmænd heller ikke så slemt. Et lille plus: Det viste sig, at EU-borgere over 65 år kom gratis ind, så vi skulle kun betale for Jette, for hun er jo så ung. Vi tog en fællesbillet til 5 arkæologiske steder, så nu kan vi gå udenom køen og lige ind de andre steder – 20 €.

Det var absolut umagen værd. Det var et imponerende skue og må have været et kolossalt arbejde at grave dette kæmpestore område fri af asken og lavaen.

 

Pompei blev den 24. august 79 e.kr. udsat for et af vulkanen Vesuv’s kraftigste udbrud og kastede et op til 7 m tykt lag af aske og pimpsten ned over de 25000 panikslagne indbyggere. Det gik så stærkt, at Pompei nærmest blev balsameret, og det gør, at vi i dag kan opleve en utrolig velbevaret oldtidsby, hvis lige ikke kan ses andre steder i verden. Uheldigvis blev en stor del af Pompei ødelagt allerede i år 62 af et voldsomt jordskælv og da vulkanudbruddet kom i år 79 var man langt fra færdig med genopbygningen. Pompei blev først genopdaget i slutningen af 1500-tallet under opførelsen af en akvædukt. Dette blev kaldt Pompeis 2. katastrofe, da meget blev ødelagt under udgravningen. Derudover kunne man ikke på daværende tidspunkt konservere fundene ordentligt, så yderligere en del gik tabt af den årsag.

 

Vi gik ind ad hovedindgangen, den maritime indgang, og kom gennem byporten, som var delt i to, én for gående og én for kørende. Der var temmelig stejlt op til indgangen, så stakkels heste, der skulle trække en vogn op her, siger jeg bare.

 

 

Indenfor til venstre lå Apollon-templet.

Apollon-templet menes at være bygget af grækerne før byen erobredes af romerne. Midt i gården, omgivet af søjler, ses et alter til ofringer. Apollon var solens, lysets, musikkens og spådommens gud - en meget sammensat gudeskikkelse og den første græske gud, som blev overtaget af romerne. Bronzestatuen af Apollon (uden bue og pil) som gud for bueskydning.

 

Til højre lå byens retsbygning, Basilika.

 

Lidt længere fremefter kommer man ind på byens Forum.

Forum er Pompei's centrum både politisk,  økonomisk og religiøst. Pladsen peger direkte mod Vesuv og omkring den ligger byens vigtigste bygninger, templerne, den besluttende folkeforsamling (Comitea), administrationsbygninger, det overdækkede marked (Marcellum) mm. På et tidspunkt har Forum været omgivet af søjlegange i to etager med doriske søjler forneden og joniske søjler foroven.

 

For enden af den til venstre lå Jupiter-templet.

Jupitertemplet var Pompei's vigtigste tempel. Jupiter var den romerske stats beskytter, lysets, sejrens, tordenens og himmelhvælvingens gud og svarer stort set til grækernes Zeus.

 

 

Allerede nu trængte vi i den grad til en forfriskning, at vi blev glade for at opdage et cafeteria lige bag Jupiter-templet. Her fik vi os et glas friskpresset appelsinsaft, og det bekom os vel.

Herefter søgte vi mod Herculanum-indgangen, som vi da også efter nogen søgen fandt. Herfra fortsatte vejen til selvfølgelig – Herculanum, men vi stoppede ved Mysterie-villaen.

 

 

Herfra gik vi tilbage igen, men denne gang på en vold, som fulgte bymuren, og herfra var der et fint kig udover dele af Pompei. Vi kom ned til byen igen i det nordre hjørne, og fulgte nu gaderne forbi bl.a. Stephanis’ værksted.

Stephanis værksted er det best bevarede af de mange vaskerier og klædefarverier, der havde stor betydning for romerne i Pompei. Her kan man se, hvor tøjet blev dyppet i farve, bleget, skyllet og tørret (på terrassen).

 

 

 

Vi var på vej til Amphiteatret.

Amphiteatret er fra omkring år 80 BC og er et af de ældste bevarede fra romertiden. Det er 137x107 m og kunne rumme ca. 12000 tilskuere (a. halvdelen af Pompei's indbyggere). Tilskuerpladserne var inddelt i tre sektioner: Nederst de betydningsfulde, midtersektionen til almindelige mennesker og den øverste de til kvinder og børn.

 

 

Herfra gik vi tilbage og lidt før indgangen, så vi både Odeon-teatret eller Teatro Piccolo – det lille teater, samt Det store Teater.

Det Lille teater, Odeon havde plads til ca. 1000 tilskuere og var overdækket med et trætag. Teatret blev mest brugt til koncerter.

Det store teater blev opført i 100-tallet BC og kunne rumme ca. 5000 tilskuere. Forestillingerne foregik under åben himmel, og man mener, at et solsejl støttet af stolper kunne trækkes ud, hvis regn eller sol generede publikum. Det benyttes den dag i dag om sommeren til musik og teaterforestillinger - b.a. Frank Sinatra har optrådt her. Bag det store teaters scene ligger et grønt område omgivet af en arkade med 74 søjler. Den var oprindelig beregnet til, at skuespillere og tilskuere kunne slappe af her i pauserne under forestillingerne. Senere blev den ombygget til kaserne for gladiatorer.

 

 
 

Herfra gik vi gennem en stor have og ud i nogle gader, som førte os til indgangen.

Nu var vi nærmest døden nær af udmattelse og sult og tørst, så vi piskede straks over på den anden side af gaden udfor indgangen. Her fik vi lidt mad og et stort glas øl, og det hjalp betydeligt på energiniveauet.

Efter at have betalt 15€ for at få lov til at parkere bilen, kørte vi hjem – ad motorvejen (2€) – på kun en halv time.

Efter aftensmaden, som vi også denne gang indtog på hotellet, sidder vi nu kl. 21.30 og skriver dagbog inden dagens oplevelser forsvinder ud i the Void, det store intet.

 

Ons 21   Mere ro på restauranten nedenfor, så vi har fået sovet en del bedre. Der var ingen musik, men stadig megen snak.

Alligevel ret friske gik vi i gang med dagens projekt, Herculaneum. Når blot man staver det Ercolano, så kan GPS’en godt finde det, og til vores store glæde, sagde den kun 4 min 40 sek. dertil – det klarede vi på et kvarter….

Herculaneum havde fået indgang i den modsatte side af området siden GPS’ens opdatering. Det fik vi mange oplevelser ud af, inden vi var så heldige selv at finde et skilt, der viste den rette vej. Her i Italien er det ellers ikke sådan, at man fråser med skiltene. Det er næsten som om, de helst er fri for alle de turister.

 

Herculaneum har ikke som Pompei vigtige templer og administrationsbygninger. Her er også meget at se,  dog ikke så stort som Pompei, men med mere velbevarede huse. Mange steder var endog træværk bevaret. I begyndelsen troede arkæologerne, at Herculaneums indbyggere havde haft held til at slippe væk før katastrofen, men senere fandt man 200 skeletter helt ude ved havet, flere i krampagtige stillinger, som tydede på, at de forsøgte at sætte både i vandet, men blev forhindret af den kraftige storm, der fulgte med udbruddet. Efterfølgende udbrud, bl.a. det i 1631, har siden begravet Herculaneum under et 20-40 m tykt lag af lava. Napoli-forstaden Ercolano blev senere bygget ovenpå oldtidsbyen og det har vanskeliggjort udgravningen. Kun en fjerdedel er udgravet og resten ligger under de nuværende huse, og det var en speciel oplevelse, at se disse gamle bygninger ligge lige nedenfor en nutidig by og vel at mærke se dem samtidig.

 

 
 

Vi så huset med en mosaikatriumgård.

Huset med træskillevægge.

Samniternes hus.

Badehuset er også velbevaret. Det blev bygget under kejser Augustus (43 BC til 14 AC). Der er både en kvindeafdeling med en mosaik af havguden Triton og en mandeafdeling.

 

 

Huset med Neptun- og Amfitrite-mosaik er interessant, fordi det har Herculaneum' mest velbevarede butik ud mod gaden.

 

Huset med den smukke gård og Bageriet m.fl.

 

Herefter drog vi videre til Oplontis, som også ligger midt inde i bymæssig bebyggelse. Her fandtes også flere velbevarede villaer.

 

Vi havde på den ene side aldrig kunnet finde rundt uden GPS’en, på den anden side gav den os utallige udfordringer i form af mystiske vejanvisninger, mærkelige smalle gader, hvor to biler ikke ville kunne passere hinanden og underlige loops, som vi til sidst måtte bryde, så den kunne finde en alternativ rute.

 

Efter Oplontis syntes vi, at vi havde gjort det godt og vendte næsen hjemefter. Det var dejligt at komme tidligt hjem, få et forfriskende bad og en kop kaffe og en god bog på altanen.

Så gik vi en tur på havnemolen, hvor alle de unge samledes for at snakke mm. Det var ret hyggeligt at se.

 

 

Efterhånden var tiden nået til aftensmaden, som vi igen indtog på hotellet. De laver dejlige pastaretter og så får vi 20% discount, da vi er logerende.

 

Tor 22   Dagen tegnede lys og klar og var også lidt kølig (dejligt), så vi besluttede, at det nu var Vesuv-dag. I klart vejr er der nemlig en helt utroligt flot udsigt over hele Napolibugten, og den ville vi gerne have med.

Vi bor rigtig praktisk for alle de steder, vi har ønsket at se, med meget korte afstande dertil. Således også Vesuv, som troner lige bag byen Portici. Man kører det meste af vejen derop, parkerer bilen og må så gå det sidste ca. 20 min lange stykke til toppen. Det var en ret hård tur, men vi klarede det da og blev belønnet med et enestående kig ned i hullet, som havde en diameter på måske 100 m og lodrette sider. Man kan med skræk tænke sig til, hvor meget aske, pimpsten og lava, der kan trykkes flere kilometer op i luften gennem sådan et rør. Sidste udbrud her fra Vesuv foregik i 1944, og siden har den end ikke sendt de sædvanlige små røgsøjler op. Det er et meget dårligt tegn, for så stiger trykket hele tiden i magmakammeret ca. 10 km under jordoverfladen, og så en skønne dag….

 

 

Nå, det var i alt fald ikke i dag, for vi slap ned igen uden skrammer, fik os en pizza på vejen og var snart hjemme på torvet ved stationen.

Det er vores plan, at tage til Sorrento i morgen, så vi skulle lige finde ud af at købe billetter, og det foregik i iskiosken overfor stationen. Det vidste vi nu ikke, men vi havde en mistanke om det, for da vi var i Rom, skulle man købe billetter til bussen i en cigarbutik. Nej, vi gik ind for at købe en is til mig, og så spurgte Jette om vi kunne købe togbilletter – og det kunne vi altså. Så gik vi hen til stationen for at finde ud af hvilket tog, vi skulle tage og hvilken perron, da der var hele 2. Vi spurgte så en togforstander, og det var godt, vi gjorde det, for det viste sig, at toget til Sorrento slet ikke kom forbi denne station, men vi skulle hen til en, der hed Portici Via Libertá ca. 2 km væk. Der røg vores eneste fordel ved at bo op ad en togstation, hvis højttalersystem vi tydeligt kan høre dagen lang. Nå, men nu er det klaret, og vi kan nyde resten af dagen.

 

Fre 23   Vi havde købt lidt yoghurt og scoret lidt ristet brød og syltetøj fra morgenbordet i går, så vi på den måde var i stand til at spise morgenmad på altanen allerede kl. 6.30. Ud af døren kl. 7 og efter 20 min’s vandring til stationen kunne vi tage toget 8.24 til Sorrento. Det var på en måde lidt deprimerende, for vi kom lynhurtigt forbi både Herculaneum Scavi og Pompei Scavi, hvor scavi betyder udgravninger. Med andre ord kunne vi let og elegant have sparet os selv for de besværlige ture med bilen og i stedet have taget toget. Men pyt, vi oplever noget hele tiden, så det er ok.

 

 

I Sorrento gik vi ad hovedgaden Corsa Italia til byens centrale plads, hvor der var en nedgang med en række trapper, som bragte os 50 m ned til havneniveauet. Her fandt vi ud af at købe billetter til ikke bare Capri, men en hel tur rundt om øen med indbygget ophold ved Den Blå Grotte. Det var dyrt – 100€ for 2, men sådan er det bare. Turisterne bliver flået her efter noder.

 

 

Da vi nåede Den Blå Grotte udspilledes der en hel cirkusforestilling, idet vi alle skulle fra vores skib ned i robåde, som kunne rumme max 4 personer. Prøv engang at forestille sig 10-15 større og mindre både ligge og skvulpe i et syndigt rod, medens de små robåde lagde til på siden og gjorde, hvad de kunne for at få 4 passagerer over. Det lykkedes dog til sidst og så sejlede vi til billetkontoret, som var en båd, hvor der skulle betales for roturen – det var lige 25€ for os to. Så sejlede vi frem til næste hurdle: Nu skulle alle robådene prøve at finde ud af efter tur at sejle ind gennem et lille højst 1 m højt hul mellem vandet og den overliggende klippe. Da det blev vores tur, fik vi besked på at lægge os godt tilbage (vi sad allerede i bunden af båden) og så gled vi ind i grotten. Herinde var der bælgmørkt, så vi kunne i begyndelsen slet ikke se noget, faktisk først da vi var på vej mod udgangen kunne vi se lyset udefra oplyse vandet, så det lyste med en flot blå farve. Nu blev der kø igen, for indgangen og udgangen var den samme, så lige så gerne som dem udefra gerne ville ind, ja så ville vi jo gerne ud igen. Det var faktisk lidt af en farce, men vi kunne heldigvis grine af den og ud kom vi jo også til sidst.

Herefter sejlede vi videre på vores rundtur og kom bl.a. forbi en anden grotte, Grotto Verde, som kunne fremvise det samme blå skin og som faktisk var lige så flot som Den Blå Grotte.

 

 

Efter rundturen fik vi os en omelet ved havnen, for vi var efterhånden blevet meget sultne og gik så lidt rundt og kiggede på aktiviteterne til vi besluttede at tage båden tilbage til Sorrento.

Tilbage i Sorrento var der jo stadig fra havnen og op til gadeniveau de ca. 50 m’s højdeforskel, men man kunne tage en elevator – mod betaling naturligvis; intet er gratis i Italien. Det gjorde vi formedelst 1€ hver, for vi orkede ikke alle trapperne.

 

 

Vel oppe kom vi ud lige ved et gammelt Fraciskanerkloster med en fin klosterhave. (Frans af Assissi kan vi godt huske fra en anden italienstur (Norditalien 2009), hvor vi besøgte hans by). Så gik vi ad nogle af de smalle gader i den gamle bydel tilbage til Piazzo Tasso og ad hovedgaden tilbage til stationen. Her tog vi det første tog tilbage til Portici, dvs. det troede vi, for det viste sig, at toget ikke holdt ved alle stationer, heriblandt vores, så vi måtte stige af en station før, hvis vi ikke ville køre helt til Napoli. Det gjorde vi så, og en halv time senere kom det næste tog som heldigvis holdt ved Portici Via Libertá. Herfra var der så bare den lige vej hjem, men ak, ved et torv, hvor vi var ovre og kigge på kirken, tog vi en forkert vej og vadede en stor omvej inden vi endelig nåede hjem.

Det var virkelig dejligt at sidde på altanen med kaffen efter et forfriskende bad.

I dag er det jo fredag og der en sangerinde, som leverer underholdningen i restauranten, så de holder nok ekstra længe ud. Vi må vist få sovet når vi kommer hjem.






 

Lør 24   I dag har vi ikke lagt nogen planer, så vi tager den med ro og ser, hvad vi får lyst til.

Vi gik en lille formiddagstur ned og se på de forskellige sol- og bademuligheder. Der er hele to små strande, hvor de lokale bader. Ikke alene er sandet sort, der er også sort af mennesker.

Det blev dog ikke til nogen badning, men derimod til en gang scrabble og lidt hyggelæsning på altanen, og derefter en gåtur i retning mod den station, vi benyttede i går. Vi havde set, at der på vejen var en stor park, og her i den bagende sol, er der ikke noget sted så svalt, som under store skyggefulde træer. Men parken var lukket, øv. Det var alt for varmt til at gå mere, så vi vendte næsen hjemad og lige før passagen under togskinnerne ved vores egen togstation, lå en lille restaurant, som vi ikke havde lagt mærke til før, så der gik vi ind og hilste pænt på den luder og de to lommetyve, som sad der. Vi fik øl og pasta. Jeg fik pasta med små kogte muslinger, som jeg selv skulle skille fra skallen med en ske. Jette fik tomatpasta og begge dele smagte fortræffeligt.

 

 

Kort fortalt – en rigtig driverdag. Nu mangler vi bare at slæbe os ned i restauranten og løse vores store problem med at vælge, hvad vi vil have til aftensmad.

 

Søn 25   Det var dejligt med en slappe-af dag i går, men vi skal jo se noget, så da vi er så nær Napoli, ja, så må vi da derind – med toget. Alle steder frarådes det at køre derind i bil. Jeg er nu ikke bange for det, jeg er blot sikker på, at mit (og Jettes) nervesystem vil have det bedre, hvis vi tager toget. Som sagt så gjort, vi gik over i ishuset overfor stationen og købte returbilletter til Napoli og hjemmefra var der en køreplan på hotellet, som vi havde kigget i, så vi vidste, hvornår det kom. Alt klappede selvfølgelig, og vi strøg ind på Napoli Centrale 20 minutter senere. Et par ting kunne vi se på vej til hovedattraktionen: Napolis arkæologiske museum. Vi kiggede lidt på Napolis gamle bydel med maleriske smalle gader og baggårde, hvor intet lys nogensinde finder vej ind. Og så tænkte vi bare: godt vi ikke bor der. Den anden seværdighed på vej til museet var Napolis Domkirke, Cattedrale di San Gennaro. Den var meget stor og smuk og lå helt klemt inde af den tætte bebyggelse. Den er fra 1323, men flere jordskælv har gjort det nødvendigt med flere gen- og ombygninger. Senest i 1900, hvor facaden fik sit nuværende udseende.

 

Langt om længe nåede vi dog Nationalmuseet, efter en ordentlig skylle lige før, vi var fremme. Det er den første regn, vi har fået og efter en lang rumlen og flere lyn kom der endelig en lille byge. Vi måtte skynde os og smutte ind i indgangen til en metrostation, hvor vi stod og ventede. Så viste venlige mennesker, der også var krøbet i ly, os at vi bare skulle gå lidt længere frem og rundt om et hjørne, så kom vi lige ind i museet. Dejligt med flinke mennesker, dem møder vi mange af, syntes vi. Desværre var det kun én enkelt afdeling af museet, vi var kommet ind i, og vejen videre frem til resten var lukket, og man måtte udenom, altså ud på gaden og 50 m frem og ind ad hovedindgangen. Vi ville jo gerne se nogle af de ting, de havde fjernet fra Pompei og Herculaneum, for sådan er det jo altid, de fineste ting bliver anbragt på et passende museum i stedet for at lade det være, hvor det hører til. Vi så også en del fine ting, herunder fantastisk flotte mosaikarbejder, som man skulle helt hen til for at kunne se, at det overhovedet var mosaikker – og disse var lavet for mindst 2000 år siden. Især i Herculaneum dyrkedes den græske gud Priamos, som afbildedes med en erigeret penis af dimensioner. Mange kunstgenstande har også fallos-symbolet som grundlag, så de har haft travlt de gode romere eller grækere, for det kan sagtens være, at det var grækernes forarbejde.

Nu syntes vi, vi have set nok af Napoli, og det vedblev også at være gråt og truende, så vi besluttede at tage tilbage til stationen og tage det første tog hjem. Vi havde heldigvis været så forsynlige, at læse køreplanen af på stationen, så vi kendte afgangene indenfor de næste 2-3 timer. Der var dog alligevel en overraskelse gemt i ærmet, for det tog, vi skulle med afgik fra perron 1, og der var tilsyneladende kun perroner fra 2-24. Vi måtte spørge os for, og det viste sig, at der var hele 4 perroner gemt et helt andet sted, herunder vores nummer 1. Så lykkedes det endelig, og vi kom af sted og hjem uden flere problemer.

Hjemme var sulten lige ved at overmande os, og vi havde besluttet at plage livet af hotellets restaurant for at få et eller andet at spise, men kort før hotellet så vi nogle lokale gå ind et sted, som nærmest lignede indgangen til en lejlighed. Der stod faktisk også et lille skilt udenfor, så vi myldrede med og kom ind i et lille stuvende fuldt rum. Her blev vi bænket af en flink, engelsktalende dame (og dem er der altså ikke mange af i Italien, altså engelsktalende) og hun kunne endog vise os et menukort på engelsk. Så det gik fint med at få stillet vores sult, og vi kunne vinke farvel og sige hej til hele restauranten, da vi gik.

Efter et dejligt bad og en kop kaffe begyndte vi, om end nødtvunget at tænke på at forberede hjemturen, herunder at fylde bilen op med benzin, så vi kan aflevere den med noget, der ligner fuld tank. Her røg vi ind i et lille problem, for ved benzinstanderen stod en mand, som ville have penge, så han kunne fylde op. Vi gav ham 50€ og han fyldte så tanken op. Der kunne være for 29€ - og så fik vi en kvittering, som viste, at vi skulle have 21€ tilbage, men han gik bare videre til den næste, der skulle have benzin på. Så måtte vi sige: "Hallo, vi skal altså have penge tilbage". Han svarede noget på italiensk, og manden, han stod og fyldte på for fortalte os, at han sagde, at vi bare skulle vise kvitteringen næste gang, vi skulle have benzin på, så ville vi få benzin for de sidste 21€. Vi måtte så fortælle, at vi rejste hjem til Danmark og skulle have vores penge nu, hvilket vi fik til slut. Der manglede også luft i det ene baghjul, men det kunne tankstationen selvfølgelig ikke klare, så det må vi ordne et andet sted i morgen. Kufferten er allerede næsten pakket, så vi kan vist roligt gå ned og få noget aftensmad.

 

Man 26   Hjemtur, øv. Og dog, det er dejligt at komme ud og se verden - og det er også dejligt at komme hjem igen. Ude godt - hjemme bedst siger man jo, og det passer. Luften i baghjulet eller manglen på samme var første presserende opgave. Vi turde simpelthen ikke køre videre med så lidt luft. Vi sneg os op til tanken igen og heldigvis kunne vi få luft i dækket nu, så pyh ha.

 

Vi har gjort os nogle tanker om denne italienstur:

 Det er lidt mærkeligt, at al skiltning er kun på italiensk. Vi kunne godt have brugt en bedre skiltning frem til de arkæologiske steder, som var rimeligt svære at finde.

Folk kan ikke engelsk – kun italiensk og det gælder også unge mennesker. Vi har kun set eet menukort på engelsk - resten er kun på italiensk.

Alle biler har ridser og buler incl. vores, som vi har lejet.

Intet Car-Drop-skilt i lufthavnen. Der var ikke engang en adresse på billejekontrakten, så det var et rent held, at vi fandt det rigtige sted at aflevere bilen.

Mange bygninger i Portici står som ruiner og ingen gør noget.

Autostrada tilkørsel i Portici var lukket pgr. af vejarbejde, men ingen skiltning om omkørselsvej til ny tilgang til autostradaen og ingen forvarsel om at man ikke kunne komme på den tilkørsel.

Ingen luft i venstre baghjul og det har der sikkert ikke været længe. Dækket var fuldstændig slidt pga. det flade dæk.

Italienerne er generelt meget støjende (især om natten). De råber til hinanden, hundene får lov at gø til de ikke gider mere, alle bruger bilhornet til hilsner og andet.

Ringe veje.

 

Dog er italienerne smilende og venlige og vil faktisk gerne hjælpe, men det lidt svært at forstå hinanden når de kun taler italiensk og  taler meget hurtigt.

 

Her i pizzaens hjemland kunne man forvente et kæmpe udvalg, men det har der ikke været. Til gengæld har de få slags, der har været, været fantastisk lækre.

 

Ovenstående kan godt lyde som brok og jammer, men sådan skal det ikke ses. Det er blot et lille suk. Det er trods alt et EU-land.