PERU OG BOLIVIA (med Marina Munk)

31.marts - 20.april 2000

  • Bogmærker: Rio Lima Chiclayo og Sipan Cuzco Ollantaytambo Tambobacay
                        Sirius og Sacsayhuaman Machu Pichu
  •  

    Fredag d. 31.marts Afgang fra Kastrup kl. 19.45 over London til Rio de Janeiro kl. 07.15 næste dag.

    Nedenstående skildring er delvist baseret på vores egen email-dagbog og delvis på Ernst og Agnes' rejsebeskrivelse, 2 andre deltagere på turen.

    Rio

    Lørdag d. 01.april Vi er nu godt ankommet til Rio og er begyndt at finde os selv efter en rejse på ca. 17 timer. Vi har spist frokost på Copacabana-stranden lige nedenfor vores hotel. Der er rigtig mange mennesker og bølgerne er utroligt høje.

     

    Vejret er flot – 32 grader og solskin (dog med en del dis (fugtighed eller forurening?)). Vi har lige haft et lille informationsmøde med vores guide, Marina og her lagde hun op til en meget spændende rejse med meditationer og støttet af gode åndelige energier.

     

    Vi gik lige en aftentur langs den fantastisk smukke Copacabana. Der er stillet boder op og der er en helt utrolig stemning. Der bliver solgt mange flotte og unikke ting her lige fra mineraler, røgelsespindeholdere og alle slags figurer til malerier o.m.a.

    Søndag d. 02.april I dag var vi oppe på pukkelbjerget, Corcovado med Kristusstatuen, Rio's vartegn. Bjerget er 700m højt og selve statuen er 30m. Desværre var der et tæt skydække, så tæt, at vi til tider knapt kunne se statuen, selvom vi stod lige ved siden af den.

     

    Vi var derfor meget skuffede, men pludselig åbnede der sig en lille port i tågen, og den flotteste udsigt, man kan tænke sig, viste sig for os – i 10 sekunder. så var den væk igen.

    Senere på dagen var vi henne og se en meget flot romersk-katolsk katedral Metropolitana de São Sebastião i moderne stil, bygget af arkitekten Edgar Fonceca. Marina mente, at den er bygget af arkitekten Oscar Niemeier, som hun siger er et rummenneske – så derfor bygger han helst enten pyramider eller rumskibe. Men det er altså ikke rigtigt. Dog ligner katedralen alligevel nærmest toppen af et rumskib. Selve kirkerummet var storslået både i størrelse og form med en diameter på 96m og en højde på 75m. Væggene var forsynet med små åbninger i et tæt mønster gennem hvilke et svagt dagslys trængte ind i rummet. Derudover var der 4 bånd af glasmosaikker, der strakte sig fra gulv til loft. Selv om der ikke var gudstjeneste under vort besøg, var rummet alligevel fyldt med den dejligste musik, og vi sad bare og sugede til os. Kirken kan rumme 20.000 personer.

    Om aftenen var vi nede på Copacabana og kigge på boderne igen, de er meget spændende. Her fik vi en Caipiriñha, som er den brasilianske nationaldrik, en meget liflig – og stærk – snaps, serveret med lime, sukker og isterninger. Den smager som saftevand, men virkningen er noget anderledes!



    Lima

    Mandag d. 03.april Tidligt op (04:30) og af sted med flyveren uden morgenmad for at flyve til Lima, Peru, hvor vi ankom kl. 12:30 lokal tid – 2 tidszoner længere vestpå. Nu er I 7 timer foran os. Vi bor på et meget flot hotel, José Antonio, som ligger i Miaflores, som engang var en forstad til selve Lima, men de er nu smeltet sammen til én by.. Et pænt kvarter.

     

    Vi fik frokost på Plaza Armes og bagefter gik vi en tur til et marked, hvor der var en masse peruvianske ting og sager. Kl. 18 gik vi en tur til stranden, hvor der lå en park, som kaldtes kærlighedsparken p.g.a. flere meget kærlighedsfulde statuer, viste det sig. Der måtte vi selvfølgelig hen. Bagefter var vi i Pandekagehuset og spise aftensmad. Her fik vi store pandekager med ananas og majs mm. De smagte rigtigt dejligt. Vejret her er dejligt lunt og det regner så sjældent, at de ikke har regnvandsafløb i vejene, så når det endelig regner bliver vejene oversvømmede og der bliver trafikkaos.

    I morgen skal vi igen op kl. 04:30 for at flyve videre til Chiclayo og derfra med bus til Sipan, hvor vi så skal være i 2 dage.



    Chiclayo og Sipan

    Tirsdag d. 04.april Vi ankom til Chiclayo til middag og blev kørt til vort hotel Garza i byen. Vi troede, at hotellet skulle ligge i Sipan, men dér var ingen hoteller, fik vi at vide. Det var et fint hotel med swimmingpool. Om eftermiddagen kørte vi ud til en lille fiskerby, Pimentel, for Marina havde fået at vide, at vi skulle lade op med jordenergi. Her så vi, hvordan fiskerne sejlede ud gennem brændingen i små eenmands-sivbåde, som de formodentlig havde gjort i århundreder. Vi kunne dog se, at de også var åbne overfor nymodens forbedringer, for alle hulrum i bådene var udfyldt med skumplast, så bæreevnen blev bedre. Når en fisker dygtigt havde manøvreret sin lille flydende halmballe ind til stranden, så fik der ikke lang tid, før sivbåden var omdannet til til en lille fiskeforretning med dagens fangst sirligt udstillet på rælingen.

    Vi er kun 12 + Marina  på turen, så al transport er let at arrangere. Vi tog 3 taxier for at køre til busholdepladsen, men undervejs under kørslen forhandlede vi om prisen på turen helt derud. Det foregik medens taxierne kørte ved siden af hinanden og al anden trafik måtte blive bag ved, til vi var færdige. Det var ellers lidt af en køretur, for her gælder tilsyneladende ingen regler. Alle kører bare frem og snor sig, så trafikken glider. Det er ét kaos, men det virker. Alle biler har buler og er i øvrigt gamle og rustne.

    Da Jette og jeg skulle hjem fra fiskerbyen, tog vi én af de lokale busser alene. Det er et helt system for sig, som HT godt kunne lære noget af. Alle busser er små á la folkevognsrugbrød. De kører af sted med bilettøren hængende ud af sideruden, mens han råber, hvor hvor bussen agter sig hen. Så råber man tilbage, eller stiller sig op eller lignende. Så stopper bussen og man stiger på. Der er rigtigt mange af disse busser, så der er ingen ventetid nogen steder. Når bussen er fuld (og det betyder rigtigt fuld), så kører den direkte til bestemmelsesstedet. Det hele virker særdeles fint. Turen koster 1 sole (2 kr) for hver ca. 12 km. Ved busendestationen tog vi så en taxa til hotellet, som lå ca. 2 km væk. Det kostede også 2 soles.

    Med kun 5 dage til Perus præsidentvalg var der naturligvis godt med liv i gaderne i form af forskellige valgoptog, talertribuner og folkemængder. Det hele var garneret med sydamerikansk musik og danseoptrin; meget livligt, men alligevel roligt. Det var dog næppe tilfældigt, at der var udkommanderet store politistyrker, der dog ikke fik brug for deres solide knipler og beskyttelsesskjolde.

    Onsdag d. 05.april Vi kørte med lokalbus igen. Denne gang til Sipan, hvor der var en stor udgravning af et pyramidekompleks. Her var bl.a. en meget fin og velbevaret grav for en mand af høj byrd – El Señor de Sipan. Der er her tale om en hersker fra Mochica-kulturen, en indiansk højkultur i Moche-Lambayeque-flødbækkenerne i det nordlige Peru, som blomstrede ca. 200-700 e.Kr. Dette fund er et af de største på peruviansk og internationalt niveau, hvis arkæologiske vigtighed svarer til fundet af Tutankamons grav i Kongernes dal i Egypten. Ellers var udgravningerne lige begyndt, og der var derfor ikke så meget at se, så vi kørte relativt hurtigt tilbage til hotellet igen og hyggede os ved swimmingpoolen. Vi skal dog lige fortælle, at turen fra busholdepladsen til hotellet foregik med et trehjulet køretøj á la Indiens tuc-tuc'er. Det var lidt af en oplevelse – ihukommende alle de manglende almindelig færdselsregler. Vores driver kørte nemlig venstre om i en rundkørsel, fordi det var meget hurtigere end at tage den rigtige vej. Desuden klippede han generelt hjørner af alle vegne, hvor han kunne komme til det, så vi ret så tit sad med livet i hænderne. Men den gik heldigvis hver gang.

    Torsdag d. 06.april I dag kørte vi til Brünning-museet i Lambayeque, hvor de mest værdifulde ting – smykker, krukker, våben mm. – fra udgravningerne i Sipan blev opbevaret under sikre forhold. Det var meget interessant, men desværre var 'Herren' udlånt og vi fik ham slet ikke at se i original.

    Herfra skulle vi så videre til Tocume, hvor der også var store udgravninger. Udenfor museet stoppede vi en af de sædvanlige busser, for at forhøre os, men den skulle tilbage til Ciclayo igen. Et øjeblik efter kom den dog tilbage og driveren begyndte at forhandle med os om prisen for turen. Den kunne vi godt blive enige om, og så smed han og bilettøren de andre passagerer ud på gaden og hev os ind i stedet. Så kørte vi til Tocume. Her var der desværre ikke meget andet end store bjerglignende sandbunker at se på, for dette område var så nyt, at de knapt var begyndt på udgravningerne, som Thor Heyerdahl bl.a. har været med til. Der er her tale om et gigantisk område med pyramider, som utvivlsomt rummer mange betydningsfulde ting, der i fremtiden vil bidrage til en større forståelse af menneskehedens historie og måske – hvem ved – også til forståelse af det uforståelige. Vi var oppe på et af bjergene, hvor vi havde en god meditation.




    Fredag d. 07.april Formiddagen brugte vi til en lille bytur i Ciclayo. Vi var på et par store markeder og fik også tid til at sidde og kigge på den hektiske trafik. Om eftermiddagen fløj vi til Lima igen og blev installeret på det samme hotel, som tidligere. Denne gang har Jette og jeg fået et kanongodt værelse udformet som en vinkel med sofagruppe og spisebord forrest og en stor dobbeltseng rundt om hjørnet og en flot udsigt.

    Om aftenen kørte vi til centrum af Lima, hvor vi så katedralen og fik en tur ned af byens største gågade. Her havde vi fået at vide, at vi skulle passe på lommetyve, men det lykkedes alligevel mig, at komme ud for hele 2 forsøg. Jeg slap dog med forskrækkelsen, for første gang greb jeg fat i tyven, som havde revet mit ur af håndledet i et snuptag, så han tabte det og måtte fortrække, og anden gang var der én, som prøvede at få sin hånd ned i min bukselomme, men en betjent, som stod lige ved siden af, fik slået ham over armen med sin stav, inden han nåede at få taget noget. For enden af gågaden spiste vi aftensmad på en restaurant, og jeg var helt glad over at være kommet væk fra den gågade.

    Nu skal vi hjem og sove, for vi skal op kl. 03:30 for at flyve til Cuzco. Det er Inkaernes gamle hovedstad, og området er fyldt med spændende steder, som er udgravede – forhåbentlig.

    Cuzco

    Lørdag d. 08.april Tidligt oppe og af sted fra Lima med fly til Cuzco. Her ankom vi ved middagstid. Byen ligger i 3300m's højde. Det er altså lige noget, man skal vænne sig til. Iltindholdet er nede på 70% af det normale og det kan sandelig mærkes. Bare efter få skridt puster og stønner man og hjertet banker, som havde man forsøgt at løbe drømmemilen. Desuden får man en kedelig trykken i hovedet, som en slags hovedpine. Allerede i lufthavnen fik vi serveret coca-the. Vi fik anbefalet at drikke denne the og tygge bladene. Så forbedres kroppens evne til at optage ilt. Det er også et godt, forebyggende middel mod højdesyge.

     

    Denne dag lavede vi derfor ingenting. Vi sov til middag lige så snart, vi fik vores værelse på hotellet og fik os endnu en lur inden aftensmaden og gik desuden tidligt i seng. Så I kan nok forstå, at vi var flade. Vi bor på et fint gammelt kloster (Monasterio), som er renoveret til hotel i luksusklassen. Det ligger tæt på centrum, så alt er nemt at gå til. Her er hele tiden coca-the til fri afbenyttelse og desuden iltapparater på væggene, hvis det skulle gå helt galt. Marina havde fødselsdag i dag. Vi havde samlet ind til en inka-broche, som hun blev meget glad for.





    Ollantaytambo

    Søndag d. 09.april Heldagsbustur rundt i området omkring Cusco. Her er næsten som i Rom, for der er seværdigheder alle vegne.

     
     

    Vi kørte først ud og så på et gammelt fort et stykke fra byen Pisac i Urubamba-dalen. I byen var vi på et meget stort indianermarked.

    Da vi landede i lufthavnen i Cuzco, var der en fotograf, der tog billeder af os alle sammen. Vi tænkte, at han ikke var rigtig klog, for hvordan skulle han dog kunne finde os igen, når vi var ude af lufthavnen. Men det kunne han åbenbart, for han stod på markedet i Pisac med alle vore billeder.





    Så kørte vi videre og spiste frokost i Yucay. Et meget stort sted med masser af turister, men ellers ikke interessant.

    Sidste punkt på dagens tur var det store inka-kompleks i Ollantaytambo. Her var imponerende ruiner af bygninger og store terrasser til dyrkning med et kompliceret overrislingssystem. Der var en meget flot inkakalender, hvor en solstråle på bestemte dage på året ramte i forvejen afsatte mærker.





    Vi sluttede af ved en hellig sten, med mange vandrette udskæringer og en enkelt udskæring, hvor man kunne se, at den var beregnet for en liggende person. Her holdt vi en lille ceremoni, hvor vi på skift lå i udskæringen, mens de øvrige stod i kreds udenom, mens Marina sagde nogle smukke ord til vedkommende.

    Til Jette sagde hun: Du har levet i mange inkarnationer. Dine tidligere liv vil kunne hjælpe dig på din vej. En gylden stråle fra Plejaderne.

    Til Henning sagde hun: Oh, du store gamle kriger, du har udkæmpet mange slag. Men nu er du færdig med det. Nu kan du hvile dig og nyde livet. Nu kan du gå i fred og nyde den kærlighed, du har omkring dig. Hvorfor blive ved med at stille spørgsmål – bare lev. Du skal forene hjertet og hjernen. Dit lyse og lette hjerte vil hjælpe dig i din kærlighed til den du har valgt. Gud velsigne jeres kærlighed, amen.

    Alt imens faldt mørket på. Det var meget stemningsfuldt.

    Tambobacay

    Mandag d. 10.april Bustur igen. Denne gang dog kun en halv dag.

    Vi kørte til et gammelt inka-kompleks i Tambobacay. Her holdt vi en lille vandceremoni ved en kilde, som udsprang af bjerget og af inkaerne var ledt hen til et ceremonielt sted med platforme og afsatser. Det har været brugt til indvielser. For inkaerne var vandet et af livets hovedelementer.






    Vi havde fra Cuzco medbragt en shaman og hans kone, og de udførte denne vandceremoni for os alle sammen, en ad gangen. Efter hver, sagde Marina nogle ord til den enkelte.

    Til Jette sagde hun: Du er badet i rosa lys, som betyder kærlighed.

    Til Henning sagde hun: Du har været en gammel indisk vismand, meget af udseende som i dag (kunne minde lidt om Swamedi, en indisk guru, som vi tidligere har besøgt).

    I forbindelse med ceremonien fik vi hver 3 bønner af shamanen. Dem gik Jette og jeg sammen hen og begravede i jorden.

    Sirius og Sacsayhuaman





    Så kørte vi til et meget gammelt Sirius-kompleks. Det var et kompleks, som Marina sagde indeholdt nogle kraftige energier fra Sirius. Her mediterede vi i en hule under klipperne og senere en gang til på toppen, hvor vores shaman udførte en trommeceremoni. Det var et meget mystisk sted, som absolut ikke lignede nogen af de andre steder. Det har sikkert en fortid længe før inkaerne.

    Herefter satte bussen os af ved et kæmpestort inka-kompleks, som hed Sacsayhuaman.

    (Det næste afsnit må gerne springes over, hvis det er for meget..)

    Marina fortalte, at her landede rumskibene udefra verdensrummet. Der var en stor landingsplads hertil, og langs kanten af pladsen var der forskellige indvielses- og renselsessteder, hvor inkaerne havde forberedt sig på deres komme. På toppen af komplekset var en stor platform, hvor der var indrettet siddepladser, udhugget i klipperne nærmest som lænestole. Her havde de siddet og ventet på at rumskibene skulle komme. Herfra var der en storslået udsigt til nogle sneklædte bjerge langt ude i horisonten, og her kom de altid fra på deres indflyvningsrute. (Vores lokale guide, Klaus, fortalte spøgende,at det gør de stadigvæk, og her mente han flyene fra Lima).

    Selve komplekset var så stort, at vi kunne gå der i flere dage. Meget imponerende. Herfra gik vi ned til Cuzcu, som lå lige nedenfor bjerget. I morgen skal vi på en lille vandretur til Soltemplet i selve Cuzco og herefter har vi resten af dagen til os selv. Så vil vi gå ind og se Katedralen. Den er bygget af spanierne direkte ovenpå Veracotja's palads. Det var en meget almindelig teknik for dels at integrere de overvundne folk og dels at opsamle/overtage de gamle energier. Marina fortalte, at desværre udløses altid de laveste energier, og det kan tydeligt ses, for dels er kirken ikke særlig køn udvendig, dels er den indvendig meget overlæsset med pynt og dels har disse lavere energier vist sig i de højeste præsters armstole. Her er armlænene udformet som kvindebryster, og præsterne har kunnet sidde og fingerere ved dem under ceremonierne. Der er nogle få stole, hvor brysterne næsten ikke er slidte. Det har nok været homoseksuelle, der har siddet her, skal en dansk kvindelig politiker have udtalt.

    Vores skræk for kulden har foreløbig været helt ubegrundet, for vejret har været fint og lunt og vi er solbrændte og glade, ikke mindst for hinanden.

    Tirsdag d. 11.april Formiddagstur i selve Cuzco. Vi besøgte Soltemplet. Her havde inkaerne haft en meget stor solskive af rent guld hængende. I god tid før spanierne ankom, blev både den store og flere små gemt af vejen og er aldrig siden blevet fundet igen.

     
    Vi spiste frokost på en café i første sals højde på Plaza de Armas. Solen skinnede og det var bare skønt. Så var vi sluttelig inde og se katedralen, der var meget flot, men under en større restaurering, som først ville være afsluttet i 2001.

    Her i Cusco er der også en meget beundret mur, hvor man rigtig kan se Inkaernes eminente evne til at tilpasse stenene, så der ikke kan komme et knivsblad ind nogen steder. De må have haft en særlig teknik, som desværre er gået tabt sidenhen.





    Machu Pichu

    Onsdag d. 12.april Tidligt op og med bus til Ollantaytambo, hvorfra vi tog det første morgentog til Machu Pichu. Toget var et rigtigt luxustog – i hvert fald efter peruvianske forhold. Der var bløde sæder og panoramavinduer. Men ellers var skinnerne ikke rettet op siden banen blev bygget, så togvognene hoppede og dansede, og vi kunne stå og kigge på koblingerne og se dem hele tiden være lige ved at hoppe ud af indgreb. Vi kørte gennem Urubamba-dalen og snart var jernbanen og inkastien de eneste færdselsårer langs den rivende Urubamba-flod.

     

    Vi passerede ensomme landsbyer og gamle inka-ruiner og fra tid til anden var der en lille hængebro, som også stammede fra Inka-tiden. Dalen blev smallere og smallere og bjergene på begge sider højere og højere og vi kunne se på vegetationens gradvise ændring, at vi bevægede os fra det tempererede klima i højlandet til subtropisk jungle. Floden falder da også 1000m på dens 47km lange vej gennem området. Vi ankom til Aguas Calientes, byen ved foden af Machu Pichu bjerget, ved 9-tiden. Her delte holdet sig i to. Nogle tog direkte op til Machu Pichu og vi andre spadserede et kvarters tid op gennem en lille sidedal, hvor vi et par timer slappede af i de varme bade her. Der var bade for enhver smag lige fra et med næsten kogende vand fra de varme kilder til et med smeltevand fra gletscherne højt oppe i bjergene. Så blev vi af bussen gennem utallige hårnålesving kørt op til vores hotel, som lå lige op ad selve ruinerne. Vi fik en guided tour kl. 13 og derefter en tour med Marina. Vi gik i de gamle gader, så ind i husene og i templerne og beundrede pragtfulde detaljer som feks. et fungerende vandledningsanlæg, hvor vandet løber ned gennem render, der er udhuggede i stenene, og samler sig i små bassiner, for derefter at fortsætte gennem overløbsrør og plaske ned i nye bassiner eller risle stille af sted i nye render. Vi forsøgte at leve os ind i de gamle overleveringer, ifølge hvilke Machu Pichu har været et helligt sted længe før Inkaernes tid, idet disse blot har bygget videre på det oprindelige. Dette synes at stemme overens med den antagelse, at Inkaerne skabte byen som et religiøst centrum, fordi der i ingen andre Inka-byer er så mange templer. Byen fungerede som endestationen på en lang rejse for unge piger, der blev udvalgt og uddannede og skolede på Måneøen og Soløen i Titicaca-søen med det formål at udvikle og formere inkaracen. Mange på turen havde under vore meditationer meget traumatiske oplevelser fra tidligere inkarnationer i den forbindelse.

    Men bortset fra dette dystre aspekt, så er det helt vidunderlige omgivelser, der fuldstændig tager pusten fra én. Jeg har aldrig nogensinde set noget så bjergtagende.

     
    Efter aftensmaden gik vi ved 20.30-tiden ind på området igen med vores lommelygter, for da var mørket for længst faldet på, og ruinerne henlå i måneskin og ikke en eneste turist. Så holdt vi en privat meditation på et sted efter eget valg. Vi var 6, der valgte den meget kendte kalendersten (Venus-Vega) til formålet. Det var en meget speciel oplevelse, at sidde der i mørket på Machu Pichu.

    Det var i øvrigt meget sjovt, da vi skulle ind på området om aftenen. Der var kun én vagtmand, og han afkrævede os ekstra betaling for at lukke os ind, og da han havde givet os billetterne, løb han udenom os til et lille kontrolsted 20m længere fremme, hvor man skulle vise sin billet. Og så stod han altså der igen – og kontrollerede vores billetter.

    Selve området er en uforglemmelig oplevelse. Det er et kæmpe område med rester af templer, beboelseshuse, lagerrum, stenbrud, kirkegård, dyrkningsterrasser med komplicerede vandingskanaler o.m.a. Området ligger på en bjergtop omgivet af andre bjerge hele vejen rundt, men med en flod imellem 700m nede. Der er bare såå smukt. På grund af de mange niveauforskelle (der er over 3000 trin på området) skifter det hele karakter, bare man flytter sig 10m, så vi har bare filmet en masse.

    Torsdag d. 13.april Vi havde dagen til kl. 14 på Machu Pichu. Vi gik en tur op til den oprindelige hovedindgang og fulgte herfra den gamle inka-sti til en sammenstyrtet bro ca. 1km derfra. Denne inka-sti fulgte bjergets konturer og var delvist hugget ind i det, delvist bygget på en stensætning, så der fremkom en meget fin og meget solid sti. Nogle steder så smal, at man var lidt nervøs ved at passere, andre steder med et fint stenrækværk. Der var en fantastisk smuk udsigt og svimlende dybder lige for éns fødder, 700m nede. Tiden gik alt for hurtigt, og det var kun nødtvunget, vi sagde farvel til dette utrolige sted.

     

    Vi kørte med bussen ned gennem alle hårnålesvingene. En lille dreng på ca. 8 år tog en trappe, som gik tværs igennem alle hårnålesvingene og hver gang bussen passerede, så stod han og vinkede og råbte til os. Vi regnede med, at han ikke ville kunne følge med, men det kunne han, og til sidst, da vi kørte over broen over floden helt nede ved stationen, troede vi, at vi var kørt fra ham, men nej, han var kommet først og stod allerede ovre på den anden side og vinkede til os. Vi samlede ham op, og han fik en skilling for sin fine præstation.

    Herefter kørte vi med toget tilbage til Cuzco.





    Fredag d. 14.april     Vi forlod Cuzco om morgenen og tog toget til Juliaca. På denne tur kom vi op på det højeste niveau på hele turen – 4700m. Det var dog stadig under snegrænsen, som ligger på ca. 5000m Ellers var det en kedelig tur, der var bart og landskabet var ensformigt. Turen tog 8 timer, og det var lidt af en rystetur, for skinnerne ikke rettet op siden banen blev bygget for længe siden, så togvognene hoppede og dansede, og vi kunne stå ude på bagperronnen og kigge på koblingen til den næste vogn og se, at den var lige ved at hoppe ud af indgreb. Det så faretruende ud, men der skete heldigvis ikke noget. Toget kørte i øvrigt så langsomt, af vi blev overhalet af flere biler, som kørte ad den nærliggende landevej. I Juliaca ventede en bus, som kørte os til Puno (det var 1 ½ time hurtigere end toget, som ellers også kørte til Puno). Vort hotel her lå meget smukt på en halvø ud i Titicaca-søen.

    Titicaca-søen

    Lørdag d. 15.april    Bus fra Puno til Juli. Her tog vi en hydrofoil-båd til Huatajata. Vi skulle have været til Bolivia's Copacabana – den som Rio's strand er opkaldt efter, men på grund af uroligheder måtte vi udenom den.

    Der har været nogle demonstrationer p.g.a. valget i Peru, men det er ikke noget vi har mærket noget til udover nogle ret store demonstrationer i bl.a. Cuzco.

    Der har også været uroligheder i Bolivia p.g.a. stigende priser, og rejseselskabet har været nødt til at omlægge turen en smule, men alt er forløbet uden problemer.

    Vi skulle heller ikke have været til Huatajata endnu, men til Soløen, men det måtte også vente af samme grund. På vejen lagde vi til ved Måneøen. Den er centrum for Titicaca-søens feminine energier og her lå resterne af et tempel, hvor Kopa Capaca (navnet usikkert), som havde fået til opgave at oprette Incaimperiet, havde indrettet et opsamlingssted for jomfruer fra omegnen. Disse jomfruer skulle bruges til formering af en halvgudeslægt, som skulle danne grundlaget for incariget. I Huatajata boede vi på et hotel, Inca Utama, som havde indrettet et fint lille museum og desuden havde et kombineret obsevatorium og planetarium. I planetariet viste de en film om Incaernes stjernebilleder og bagefter kunne hele taget skubbes til side, og vi kunne kigge stjerner med en kikkert, som var sponseret af NASA.

    Hotellet havde også en jacuzzi, som vi benyttede os af. Det var dejligt ovenpå den lange tur fra Puno.

    Søndag d. 16.april    Nu tog vi med hydrofoilbåden til Soløen. Vi blev sat i land ved en ruin – Pilkuqaima – hvor jomfruerne fra Måneøen blev opdraget til tempeltjeneste og forberedt til deres opgave.

     
    Herfra gik vi ad en incatrail til vores hotel. Alle disse incatrails er ikke for svage sjæle og gangbesværede. Det går over stok og sten bogstaveligt talt og med mange stigninger, så vi er snart fuldbefarne bjerggeder. Vort hotel hed Posada og lå i en lille by, Yumani, ca. 4000m oppe. Titicacasøen ligger i 3800m's højde. Her kniber det ret meget med vejrtrækningen, man bliver meget hurtigt forpustet og hjertet banker ekstra hurtigt – også selvom vi synes, vi snart er vant til højder.

    Hotellet var det mest primitive på turen. Der var ingen varme, og der blev temmelig koldt om natten. Til gengæld var der ingen biler på øen og der var meget stille om natten. Det var dejligt at slippe for bilos og –støj. Vi solede os på et stille sted bag hotellet, kun forstyrret af en lille hund, som absolut ville lege med os, selvom vi med alle midler lod den forstå, at vi ville være i fred.

    Om aftenen gik vi op på øens højeste punkt - 4100m – for at se solnedgang. Den var meget smuk og meget speciel p.g.a. mange mærkelige skyformationer. Her gik vi helt amok med videokameraet. Senere samledes vi i pejsestuen til en lille hyggesnak, mens ilden glødede i pejsen. Trods en meget stor pejseåbning er det nemlig ikke sådan at få et rigtigt bål i pejsen. Der er simpelthen ikke ilt nok.

    Mandag d. 17.april    Vi tog båden rundt om øen til nordsiden for at se soltemplet. Her endte de føromtalte jomfruer for at blive gjort gravide med stjernemenneskene, så afkommet som sagt kunne danne grundlaget for Incariget. Vi så bl.a. en sten, hvorpå de havde født deres børn, samt nogle fangehuller, som havde været brugt til de genstridige af dem. Det har været rimeligt hårde tider den gang.

    Vi holdt en meditation på stedet, og flere af rejsedeltagerne havde nogle voldsomme reaktioner, som skyldtes oplevelser på stedet fra tidligere inkarnationer.

     

    Efter dette gik vi tilbage til stranden, hvor der var dækket en fin frokost til os på et stort tæppe i sandet.

    Herefter hjem til hotellet på taget af båden i dejligt solskin. Hyggelig pejsepassiar igen om aftenen.






    La Paz

    Tirsdag d.18.april    Frokost på en restaurant halvt nede ad bjerget. Med båd til Huatajata, hvor vi bl.a. beså museet med gamlefør-inca-huse og desuden en kopi af den sivbåd, Thor Heyredahl benyttede til én af sine ekspeditioner – til Påskeøen, tror vi nok. Vi fik også en passiar med to af de mænd, som havde været med til at bygge hans både og som også havde været med på ekspeditionerne. Herfra tog vi med bus til La Paz. Her bor vi på hotel Presidente, som er et 5-stjernet hotel og meget flot.

     

    La Paz ligger i en dal i 3636 m's højde og det er ca. 400 m under den højde, vi efterhånden er blevet vante til og det er en hel lise. Ellers er byen møgbeskidt og overfyldt af både mennesker og biler, så det er hverken til at komme frem eller tilbage. Man kan måske høre en lille undertone af hjemve, der sniger sig ind.





    Onsdag d.19.april     Bustur til Tiwanacu, et gammelt ruinkompleks, som, som så mange af de andre steder, knapt er udgravet endnu. Det er måske sydamerikas vigtigste arkæologiske attraktion fra før Incatiden. Det stammer fra 2-700 år e.kr., men selve Tiwanacu-civilisationen startede allerede omkring 1000 år tidligere.

    Her fandtes et stort tempelområde, Kalasasaya, med en meget berømt portal, solporten, som er udhugget af et eneste stykke vulkansk klippe, vægt ca. 44 tons. Den forestiller Viracocha omgivet af engle og fuglefolk fra andre planeter samt 16 sole underst.

     

    Vi så også den forsænkede begravelsesplads, som var ganske fantastisk. Den var kvadratisk og nedsænket 3 m med en mur hele vejen rundt. I væggene var indsat støbte dødsmasker af alle de begravede. Vi regner med, at de var støbte, fordi de var hule. Der var også en utrolig variation i ansigterne, og der var både asiater og europæer samt meget specielle ansigter, som bestemt ikke var jordiske.

    Der var også et andet tempelområde, Puma Punku, med kæmpe bearbejdede stenblokke op til 440 tons, mange hentede fra et stenbrud 40 km væk. Her var også strukturer, som mindede så meget om et dansk betonstøberi’s varelager, at vi var enige om, at de måtte være støbte og ikke udhuggede. Jette tog nogle små prøver med hjem og vi vil prøve at undersøge det, da hun kender nogen, som arbejder hos F.L.Schmidt. (Det havde været interessant at finde ud af, om de dengang havde mestret en ret avanceret støbeteknik, såvel som at kende den betonblanding, de havde brugt, da den jo har holdt i adskillige hundrede år, men desværre er prøverne gået tabt, så det får vi ikke noget at vide om i denne omgang).

    Vi nåede lige at gå en lille tur i La Paz inden vores afskedsmiddag på hotellet.

     

    Jo, og så lykkedes det jo os at skaffe et par guldringe – med motiverne fra solporten – for Jette og jeg havde besluttet os for at forlove os og det gjorde vi så til afskedsmiddagen, hvor vi fik dejlig mad og havde en storslået udsigt over La Paz med månen lysende over hele dalen.




     

    Torsdag d.20.pril     Hjemturen venter. Pakning af kufferter. Ud af hotellet kl. 12. Flyve kl. 14 til Sao Paulo. Herfra over Rio, Miami og London og så til København og til sidst til Greve. Det har været en uforglemmelig tur med mange specielle oplevelser.