Paris 22. til 29. april 2002   Bryllupsrejse til byernes by. Alene to, egen planlægning.

Rekonstruktion i 2011 på basis af billeder og hvad vi nu kan huske.

Lidt om nogle af Paris' seværdigheder:

Obelisken. For enden af Champs Elysée og midt på en af de mest kendte trafikknudepunkter i verden står en gammel egyptisk obelisk fra templet i Luxor.

Den såkaldte Luxor-obelisk er fremstillet af rød granit og har en højde på 22,5 m og en vægt på ca. 227 tons. Den er den ene af et par, hvor den anden stadig står foran templet i Luxor. De er oprindeligt rejst af Ramses II for omkring 3300 år siden. De var begge en gave fra Egyptens vicekonge Muhammed Ali til den franske konge Ludvig Filip i 1831. Det siges, at efter mange måneders slid og en udgift på 2,5 mio francs for at få den ene obelisk til Paris, så opgav kongen at få den anden til Frankrig. Den hjembragte ankom 10. maj 1833 og 25. oktober blev den rejst på Concordepladsen.





Triumfbuerne og Axe Historique. Den historiske akse er en række monumenter, bygninger, passager og færdselsårer i Paris. Skabelsen af Axe Historique indledtes med anlæggelsen af  Champs Elysées, der blev tegnet i det 17. århundrede for at skabe et udsyn mod vest og forlænge den centrale akse i den have, som hørte til det kongelige Tuileries-palads. I dag er Tuileries-haven (Jardins des Tuileries) bevaret med sin brede, centrale gangsti, mens selve paladset blev brændt ned under Pariserkommunen i 1871. Mellem Tuileries-haven og Champs Elysées-forlængelsen lå en samling bygninger på det sted, som nu er Place de la Concorde. De blev revet ned tidligt i kong Ludvig XV's regeringstid og pladsen blev oprindeligt navngivet efter ham. Derved kunne havens akse åbne sig gennem en stor passage ud mod den nye kongelige plads.                                                                                                         

I den anden retning, mod øst, vendte Tuileries-paladset ud mod en åben plads, Place du Carrousel. Her opførtes efter ordre fra Napoleon den lille triumfbue, Arc de Triomphe du Carrousel, centreret mod paladset (og derved på samme akselinie, som allerede var skabt i den modsatte retning). Planer, som længe havde været diskuteret, om at fjerne de mellemliggende bygninger for at forbinde slotspladsen i det 'gamle Louvre', som det ubenyttede palads hed, med slotsgården i Tuileries, blev først realiseret i det tidlige 19. århundrede. Som følge heraf er den ældre akse, som strækker sin fra Louvres slotsgård, ganske lidt drejet i forhold til resten af, hvad der er blevet Axe Historique, men Arc du Carrousel, som ligger i skæringspunktet mellem de to akser, er med til at skjule afvigelsen.

Mod vest afsluttedes aksen i 1836 med færdiggørelsen af Triumfbuen på Place de l'Étoile for enden af Champs Elysées. Triumfbuen dannede det fjerne punkt i perspektivlinien, som nu begynder ved ridderstatuen af Ludvig XIV, som I.M.Pei fik placeret ved siden af Louvre-pyramiden, som han opførte i Cour Napoléon i Louvre-museet. Aksen blev yderligere udvidet mod vest ad vejen Avenue de la Grande Armée, forbi Paris' bygrænse og til bydelen La Défense, som oprindeligt var et stort trafikknudepunkt, der var opkaldt efter en statue til minde om forsvaret af Paris under den fransk-preussiske krig. I 1950'erne blev området omkring La Défense udlagt til at blive et nyt forretningsdistrikt, og der byggedes høje kontorbygninger langs avenuen. Aksen blev herved endnu en gang forlænget og der var ambitiøse projekter for den vestlige udkant af den nye plads. Under den franske fræsident Francois Mitterrand blev der i 1980'erne igangsat et projekt til at skabe en version af Triumfbuen i en moderne udgave fra det 20. århundrede. Projektet resulterede i opførelsen af La Grande Arche de la Fraternité (kendt under betegnelsen La Grande Arche eller L'Arche de la Défense), der tegnedes af den danske arkitekt Johan Otto van Spreckelsen som et monument til ære for menneskeheden og humanitære idealer frem for militære sejre. Den blev indviet i 1990. Netværket af jernbanelinier og vejtunneler under den forhøjede plads La Défense forhindrede at fundamentspillerne til den nye triumfbue kunne placeres nøjagtigt på akselinien. Den afviger derfor en smule fra den rette linie og vil dreje aksen, hvis denne skulle blive udvidet endnu længere mod vest. Fra taget af La Grande Arche er der en anden tydelig akse, der via Eifeltårnet ender ved skyskraberen Tour Montparnasse, som står direkte på linien bag tårnet.

Eifeltårnet. Eiffeltårnet blev bygget til Verdensudstillingen i 1889 som en hyldest til hundredeårsdagen for Den franske revolution. Tårnet blev mødt med en del modstand fra offentligheden, da man mente, at tårnet ville virke skæmmende i bybilledet. I dag er tårnet anerkendt som et af de smukkeste stykker arkitektur i verden.Den 31. marts 1889 kunne ingeniør Eiffel hejse Trikoloren på toppen. Den første besøgende var den daværende prins af Wales (Edward 7.), der besteg tårnet 10. juni 1889. Eiffeltårnet havde oprindeligt kun tilladelse til at blive stående i 20 år, men da tårnet viste sig at være værdifuldt for telekommunikation, blev det stående. Den 12. januar 1908 blev den første langdistanceradiomeddelelse sendt fra tårnet.Tårnet har også været solgt ved hjælp af et bondefangerkneb af Victor Lustig. I år 2000 blev der installeret blinklys og en række projektører. Dette lysshow er også blevet en attraktion i det parisiske aftenliv. Den 28. november 2002 rundede Eiffetårnet 200 millioner besøgende.

Tårnet blev opført med det formål at være indgangsportal for Verdensudstillingen i Paris i 1889. Eiffel havde i første omgang planlagt at opføre tårnet i Barcelona i forbindelse med en verdensudstilling dér i 1888, men arrangørerne dér afviste idéen. Arbejdet på Eiffeltårnet var ekstremt farligt i forhold til at arbejde på en moderne skyskraber, da tårnet består af en åben ramme uden faste etager mellem de to udsigtsplatforme. Eiffel iværksatte en række sikkerhedsforanstaltninger, herunder flytbare stilladser, rækværk og afskærmninger. Disse foranstaltninger medvirkede til, at kun én person mistede livet i forbindelse med byggeriet.

Eiffel fik i første omgang tilladelse til, at tårnet kunne stå i 20 år, hvilket betød, at det skulle tages ned senest 1909. Ejerskabet skulle samtidigt tilbageføres til Paris’ bystyre. En del af de oprindelige betingelser for byggeriet var, at det skulle være nemt at rive ned igen, og det var stadig også planen at gøre det i 1908. Udviklingen af telekommunikation betød dog, at tårnet fik stor værdi i kraft af sin højde og dermed rækkevidde, og alle planer om nedrivning blev derfor udskudt. Under 1. verdenskrig benyttede militæret bl.a. tårnet til at dirigere de parisiske taxaer, der blev brugt under slaget ved Marne. Eiffeltårnet var ligeledes et vigtigt element i jagten på spionen "Mata Hari". Efter krigen fremstod Eiffeltårnet som et sejrsmonument, og en nedrivning var fra nu af utænkelig.

Tårnet er 324 meter højt inklusive tv-antennen på toppen. Der er 1.665 trappetrin til toppen. Højeste udsving i stærkt blæsevejr er 12 centimeter, og tårnet udvider sig maksimalt 15 centimeter i stærk varme. Eiffeltårnet kostede 7,8 millioner francs, da 300 stålarbejdere byggede tårnet fra 1887 til 1888 (åbnede officielt 31. marts 1889) ved at samle 18.038 stykker stål med 2,5 millioner nitter. I alt blev der anvendt cirka 7.000 tons stål. De 4 fundamenter er gravet 9-14 meter ned i jorden og har hver en flade på 26 kvadratmeter. Vedligeholdelsen af tårnet kræver 40 tons maling hvert syvende år. På 1. etage er der på ydersiden af tårnet i alt indgraveret 72 navne på franske videnskabsmænd med ca. 60 cm høje bogstaver.

Montmartre Kirkegård. Montmartre kirkegård (Cimetière de Montmartre) er beliggende i 18. arrondissement. Den er officielt kendt som Cemitiére du Nord 0g den er den trediestørste kirkegård i Paris efter Père Lachaise cemetery og Montparnasse cemetery. I midten af det 18. århundrede havde overbelægning og høje begravelsesomkostninger på kirkegårdene skabt store problemer. Desuden var der store sanitære problemer i Paris. I 1780'erne blev en anden stor kirkegård, Cimetiére des Innocents officielt lukket og byens borgere blev forbudt at begrave deres afdøde indenfor byens grænser. Gennem begyndelsen af det 19. århundrede blev nye kirkegårde anlagt udenfor hovedstaden: Montmartre i nord, Pere Lachaise Cemetery i øst, Passy Cemetery i vest og Montparnasse Cemetery i syd.

Montmartre Cemetery blev åbnet 1. januar 1825. Den blev oprindelig kendt som la Cimetiére des Grandes Carriéres (Kirkegården i det store stenbrud). Navnet henviste til kirkegårdens specielle beliggenhed i et forladt gips-brud. Det havde tidligere været brugt som massegrav under den franske revolution. Kirkegården, som ligger vest for Butte nær starten af Rue Caulaincourt i Place de Clichy, var simpelthen bygget under gadeniveau i hullet efter gips-udvindingen. Den er den dag i dag en populær turistattraktion og Montmartre Cemetery er det endelige hvilested for mange berømte kunstnere, som levede og arbejdede i Montmartre-området. Her kan nævnes: komponisten Hector Berlioz, Maleren Edgar Degas, Videnskabsmanden Leon Foucault, Komponisten Jacques Offenbach og Digteren Emile Zola. 



Louvre. Musée du Louvre er et kolossalt museum. Bygningen blev opført i 1190 af kong Filip 2. August som fæstning for at beskytte Paris mod angreb nordfra. Slottet blev udvidet i 1546, og udvidelserne fortsatte frem til 1800-tallet. Dele af slottet blev allerede museum i 1793. Efter en større restaurering i 1980'erne blev hele slottet brugt som museum fra 1993.

Mest kendt blandt de omfattende kunstsamlinger er Leonardo da Vincis maleri, Mona Lisa, men der er også omfattende etnografiske og historiske samlinger. I 1983 præsenterede Frankrigs præsident François Mitterrand sin "Grand Louvre Plan". Det var en omfattende plan for renovering og udbygning af Louvre, bl.a. med ny hovedindgang. Arkitekt I. M. Pei stod for projektet og foreslog en stor glaspyramide inde i den centrale slotsplads som en ny hovedindgang. Pyramiden og den store underjordiske lobby blev indviet den 15. oktober 1988. Anden fase af den store Louvre-plan, Den omvendte Pyramide, var færdig i 1993. Slottet Louvre blev klassificeret som Monument historique i 1914.





Montmartre og Sacré Coeur. Kirken Sacré Coeur ligger på Montmartre i 18. arrondissement. Sacré Coeur er en forholdsvis ny kirke; den stod færdig i 1914, men blev ikke indviet før 1919, da 1. verdenskrig var slut./span>

Sacré Coeur betyder (Jesu) Hellige Hjerte, en populær genstand for katolsk andagt. Montmartres højeste punkt er 129 m, så på pladsen foran kirken er der udsigt over hele Paris. Både kirken og udsigten er et besøg værd. Det er gratis at besøge kirken, men der skal betales entré hvis man vil op i tårnet eller ned i katakomberne.

Navnet Montmartre stammer fra Mont des Martyrs (martyrernes bjerg), det hedder sådan fordi Frankrigs skytshelgen Saint Denis, præsten Rustique og ærkediakonen Eleuthere alle blev fanget på bakken omkring år 272 e.kr.

 Det var også på denne bakke, at Ignatius Loyola og syv andre aflagde den ed, der førte til oprettelsen af Jesuiterordenen.

Engang stod der et stort nonnekloster på toppen af bakken. I mange år tilførte vingårdene og vindmøllerne Montmartre et strejf af landlig idyl i midten af Paris.

Under den Franske revolution blev Montmartre omdøbt til Montmarat til ære for den snigmyrdede revolutionær Marat, men det varede ikke længe før stedet igen kaldtes Montmartre.

Place du Tertre er et af de kendte steder i Paris. Pladsen ligger på Montmartre ca. 200 m vest for Sacré Coeur. Den er velkendt for de mange cafeer og restauranter samt for det talrige landskabs- og portrætkunstnere, der arbejder der. Place du Tertre er et minde om dengang Montmartre var kunstens højborg med kendte malere. Blandt de kunstnere, der har haft deres gang her, er Utrillo, Renoir, Toulouse-Lautrec, Picasso og Salvador Dali.

Notre-Dame. Pave Alexander III lagde den første sten til katedralen i 1163. I det oprindelige Lutécia og senere Paris havde der været kirker og templer fra før romernes tid. Når man står ved den 130 m lange og 69 m høje gotiske katedral (spiret er endda 90 m), er det ikke svært at forestille sig, hvilken enorm opgave der var tale om med datidens værktøj. Arbejdet stod på i mange generationer. Katedralen blev brugt første gang i 1239 og få år efter var tårnene rejst, men først i 1345 var kirken færdig. Der blev altså bygget på den i næsten 200 år. Notre-Dame har været i brug lige siden med undtagelse af årene 1795-1802 efter revolutionen. Da blev katedralen plyndret og siden lukket og udråbt til 'Fornuftens Tempel', hvorefter den blev brugt som vinlager. Til sidst blev den solgt til nedrivning. Nogle af de figurer, der nåede at blive kørt væk, kan ses på Cluny museet. I sidste øjeblik blev bygningen dog reddet af  Napoléon I, der i 1804 foran altret tog kronen ud af hænderne på paven og kronede sig selv til kejser af Frankrig.

 
På det tidspunkt var Notre-Dame begyndt at forfalde. Bl.a. Viktor Hugos meget populære roman 'Klokkeren fra Notre-Dame' skabte dog fornyet interesse for bygningen, og i 1841 blev det besluttet at restaurere den. For at komme ind i kirken skal man gennem en af de tre porte, fra venstre Jomfruporten, Dommedagsporten og St. Anne-porten, hvor der normalt er adgang. Når øjnene har vænnet sig til halvmørket indenfor, er det slående at opdage, hvor enorm katedralen er. Der er uden problemer plads til 6500 mennesker og ved særlige lejligheder har der været væsentlig flere. 

På pladsen foran kirken er en markering, som viser hvorfra alle vejafstande fra Paris udmåles, Point Zero.


Vores uge, som vi havde til rådighed fløj bare afsted her i denne spændende by. Vi gik ture langs kajerne og så på de små boder. Vi besøgte Napoleons Mausolæum, Dôme-kirken. Også Eifeltårnet kiggede vi på - nedefra. Der var simpelthen så mange mennesker, at vi ikke havde lyst til den lange ventetid.

Paris er en dejlig og spændende by, hvor man sagtens kan bruge mere end 1 uge. Der var da også en del steder, vi ikke fik set, men det må så vente til næste gang (se Paris2010 ) , så der stadig er basis for endnu en tur).

Paris var et godt sted, at tage hen på bryllupsrejse. Det var også den første rejse, vi selv har planlagt, og det synes vi godt, vi kan finde ud af at prøve en anden gang.