Norditalien 24. august til 5. september 2009 med Kosmos

 

Man 24 aug   Lidt forvirring i lufthavnen, for vi skulle booke ind v.h.a. billetautomaterne og det var svært at find ud af en booking reference, så vi opgav i første omgang og stillede os i kø ved baggageindcheckningen. Da vi nåede skranken, blev vi afvist og sendt hen til bookingmaskinen igen, denne gang dog med et referencenummer, der kunne bruges. Så gik det. Vi fik vores kuffertlabel og et boarding card, og så fik vi endelig checkket ind. Man skal huske at se på kuffertlabelen om kufferten går det rigtige sted hen. Én af vores turdeltagere fik sin kuffert sendt til Kiruna.

Vel ankommet til Rom lidt over 12 sinkede bøvlet med den manglende kuffert os en time, så vi kørte først afsted mod Assisi da kl. var 14. Vi ankom til vores hotel, som er et gammelt kloster, The Franciscan Sisters of the Atonement,

beliggende midt i selve den gamle middelalderby. Den ligger på en høj og breder sig fra toppen ned til siderne. Vores bus kunne ikke køre ad de smalle gader, så den måtte sætte os af på en P-plads lidt ovenfor hotellet og derfra måtte vi selv sno os med vore kufferter ned til hotellet. Værelserne er pæne og enkle, men fine nok.

 

Vi gik en lille tur ned fra hotellet over et lille torv, som var byens rådhusplads: Piazza del Comune, til en restaurant, hvor vi spiste aftensmad og gik derfra ad en anden vej hjem igen til hotellet. Det er en fantastisk spændende gammel by, fuld af trapper og nicher hele tiden.



 

Tir 25 aug   Dejlig morgenmad i klostrets refektorie. Morgenmeditation ½ time ved Bente Wolf, som herefter holdt et langt foredrag om Frans’s liv og mission.

 

ASSISI - du fredens by

"Velsignet være du af Gud, min by! For takket være dig skal mange sjæle blive frelst, i dig skal bo mange tjenere for den højeste, og ved dig skal mange blive kaldet til Himmeriget. Fred være med dig!"

Ovennævnte er Frans' berømte sidste hilsen til og velsignelse af Assisi, da han i 1226 døende blev båret ned til dødslejet i den simple stenhytte ved Porziuncola i dalen neden for Assisi. I de følgende århundreder bliver Assisi et af den kristne kirkes mest besøgte pilgrimssteder, og i vor tid må Frans' vision for Assisi siges af folde sig ud i en grad, der nærmest er overvældende. I dag strømmer omkring 5 millioner mennesker hvert år til Assisi - den uendeligt smukke, hvid-rosa, meget lille by, der omkranset af middelalderbymure ligger klinet op af Monte Subasio i det bjergrige, frodige Umbrien midt i Italien. Mange af disse mennesker kommer som pilgrimme, der søger den dybe åndelige hjælp til at træde i Frans' og Klaras fodspor, som er en af Assisis gaver. Andre kommer som turister, men rejser fra Assisi som pilgrimme. Hvorfor strømmer alle disse mennesker fra alle verdenshjørner og fra alle religioner, åndelige traditioner og kulturer til Assisi?

Assisi, der har rødder tilbage til århundrederne før Kristi fødsel, begynder for alvor at blive kendt fra det. 13. århundrede. I denne turbulente tid i middelalderen fødes og virker to af de største skikkelser inden for den Kristne Kirke. Den Hellige Frans (1182-1226) og Den Hellige Klara (1193-1253).  Frans begynder sin missionsvandring til fods rundt i Italien og andre lande, og han bliver en af historiens mest betydningsfulde indre reformatorer af den kristne kirke. Klara lukker sig med sine spirituelle søstre ind i et kloster, som det var sædvanen for Kristi' brude på den tid.
Frans  blev født i Assisi i en velhavende købmandsfamilie. Som ung levede han livet med smukke klæder og mange fester. Men en langvarig sygdom fik ham til at fundere over livet og han begyndte at søge efter Gud. I kirken San Damiano talte Jesus til ham fra Krucifikset med en bøn om at reparere Guds hus. Snart brugte han løs af faderens formue til at sætte kirken i stand og det kom til et brud med faderen, hvor Frans på torvet i Assisi for øjnene af biskoppen og en større del af byens borgere tog alt sit tøj af og gav det til faderen. Ligesom Jesus valgte han et liv i fattigdom. Som han sagde: ’Hvis vi har ejendom, så behøver vi våben til at forsvare den med og vi vil konstant blive involveret i kampe, som vil forhindre os i at elske Gud og vores næste’. Han blev kendt som en glad prædikant, der elskede solen, naturen, blomsterne og dyrene, især fuglene holdt han ofte prædikener for. Han var den første, som oplevede miraklet at blive stigmatiseret – altså at få de samme sår, som Jesus fik på korset. Frans af Assisi dannede omkring 1210 munkeordenen Franciskanerne, eller som de kom til at hedde i Danmark, gråbrødrene. Den blev anerkendt af paven i 1223.
Frans og Klara bliver stiftere af den orden af tiggermunke og -nonner, der allerede i deres levetid begynder at sprede sig over hele Jorden, og som under betegnelsen "Den Franciskanske Familie" med de mange regulære og sekulære ordener fortsat i dag er den største ordensbevægelse på Jorden. De idealer og forståelser, som Frans og Klara stod for i middelalderen, viser sig at være så universelle, at også i dag kan vi hente inspiration og støtte til vore individuelle overgivelsesprocesser ved at forholde os til Frans' og Klaras liv og virke.

I tiden efter Frans og Klara og også i dag er Assisi dybt præget af det franciskanske ordensliv. Overalt ser vi munke og nonner - eller brødre og søstre, som franciskanerne kalder sig - bevæge sig smilende og glade rundt i byen. De celebrerer messer og øvrige andagter i de fleste af Assisis 14 kirker, 10 indenfor og 4 udenfor bymurene, og passer de franciskanske helligsteder, hvor de modtager pilgrimmene i den franciskanske ånd med glæde, varme og gæstfrihed.

Sacro Convento i Assisi (moderklosteret ved Frans' grav) er blevet et af de mest betydningsfulde klostre på Jorden, hvor brødrene tager mange forskellige initiativer for at hjælpe Jorden og Menneskeheden ind i Den nye Tidsalder, samtidigt med at de stiller det store, smukke kloster, Basilikaen og deres arbejdskraft til rådighed for mange nationale og internationale møder, kongresser og koncerter i Den Nye Tids ånd. Hvert år afholdes der utallige af sådanne begivenheder i Assisi, og de store religiøse fester som julen, påsken, pinsen, festen for Frans, festen for Klara, Assisis tilgivelsesfest, de to store fester for Maria, m.v. tiltrækker tusinder af pilgrimme.

Også det "indre" liv i Assisi er fortsat præget af, at her er samlet et stort antal munke og nonner med en daglig indre praksis. De omkring 350 brødre og søstre i Assisi celebrerer deres daglige messer - i de store kirker flere gange om dagen. De mediterer og beder deres faste tidebønner, ikke mindst i Basilica di Santa Chiara, hvor Klarisserne, der fortsat lever helt afsondret, har givet deres liv til evig bøn for Jorden og Menneskeheden. Alle pilgrimme, der besøger Assisi, går med i dette indre arbejde, samtidigt med at mange fortsætter deres sædvanlige meditationspraksis.

Pave Johannes Paul II introducerede i forbindelse med det store fredsmøde i Assisi d. 27. oktober 1986 et nyt begreb: "The Spirit of Assisi". Efterfølgende har dette begreb spredt sig i vide kredse over hele Jorden, og Assisi er blevet et højt skattet center for fredsbestræbelser via dialog. Det er utvivlsomt, at i Assisi lever det guddommelige samarbejde - "The Spirit of Assisi" - der synes at føre til, at Assisi som et levende "værksted" for Kristi virke på Jorden kommer til at spille en stadig større rolle her ved overgangen til Den Nye Tid.

Mødet med "The Spirit of Assisi" gør noget ved alle, og de fleste søgende mennesker kommer igen og igen for at modtage Assisis hjælp til stadig dybere overgivelse. Der er naturligvis mange individuelle måder at beskrive erfaringen af den dybere indre forbundethed med Gud, som mennesker skænkes i Assisi. Overordnet kan det beskrives som: Assisi og et større område omkring Assisi er et helligt sted, hvor døren til Gudsriget synes at stå så åben, at guddommelige vibrationer af fred, glæde, opløftelse og kærlighed uophørligt strømmer ned og favner de mennesker, der opholder sig i Assisi. Det er som om, at alt i Assisi - selv murstenene, der i øvrigt alle kommer fra det hellige bjerg - udsender de vibrationer, som er essensen i Frans hilsen til sine medmennesker: "Fred og alt godt" og "Må Herren give dig fred".

 

 

 

Herefter travede vi til den anden ende af den lange hovedgade, hvor Basilica di San Francesco ligger og hvor også Sacro Convento, dvs. Frans’s Hellige Kloster, ligger. I Frans´ tid hed stedet "Helveds-bakken", fordi det var byens galgebakke. I dag kaldes bakken for "Paradis-bakken".

I klostret kommer normalt ingen fremmede, men Bente Wolf skaffede os ind og vi fik lejlighed til at meditere i den gamle krypt, Capella della Pace, en del af den oprindelige kirke fra Frans’s tid. Derfra gik vi til et andet mødelokale, hvor Bente gennemgik Basilikaen, så vi let kunne finde rundt. Efter en hurtig pizza, for klokken var efterhånden blevet 13, gik vi ind i basilikaen på egen hånd.






 

Assisi er næstefter Vatikanstaten  det mest betydningsfulde religiøse center i Italien. Kirken er faktisk 2 kirker i én med en øvre og en nedre etage. De 2 altre er bygget lige under hinanden og herunder igen ligger Frans’s grav, som man først fandt i 1818, idet den havde været skjult af frygt for at perugianerne skulle stjæle liget. Begge etager er rigt udsmykket med fresker.








 

Herefter kunne vi lige nå hjem til vores kloster og slappe af en halv time inden der holdt taxaer for døren, som skulle bringe os et stykke op ad bjerget, Monte Subasio, til nogle huler, som Frans og hans nærmeste brødre ofte trak sig tilbage til for at faste og meditere.

Frans’s hule blev et stykke tid efter, at han var gået over, af en senere broder foreviget, ved at han byggede et kloster ovenpå den og hulen var dermed nærmest blevet et kælderafsnit til det. Gik man igennem Frans’s hule, kom man ud på den anden side af klostret, og her kunne man følge en sti, som bl.a. førte forbi 3 munkestatuer. Én lå ned og kiggede op på stjernerne, en anden stod og skuede mod horisonten og den tredje lå på knæ og gravede i jorden. Vi tror, de skulle symbolisere, at Gud findes alle vegne, ude i universet, overalt på jorden og også nede i jorden. Dvs. i stort såvel som i småt. Længere ude ad stien var der lavet flere ’prædikestole’, så der her har kunnet holdes gudstjenester i det fri, som jo var Frans’s foretrukne sted at være.

Igen kunne vi lige nå at komme tilbage til klostret med taxaerne, så holdt Bente Wolf en spørgerunde, da der var mange spørgsmål til dagens hændelser.

Lige herefter var vi til Vesper (aftenbøn) i kirken lige nedenfor klostret, nemlig Basilica di Santa Chiara (Klaras kirke). Det er Klare-ordenens hovedkirke og Klara var den første søster blandt Frans’s brødre og da der efterhånden blev flere, endte de med at få deres egen orden, Klarisserne. Det var en kort seance på under ½ time og der var et (kvinde)kor, som sang meget smukt, selvom de p.g.a. deres klosterløfte skulle leve helt isoleret og derfor ikke måtte blive set. Det var klaret ved, at de sang i et sidekapel med gitter og forhæng for.

 

Da vi besøgte Frans’s Basilica, så vi, at der var koncert i aften i en af Sacro Convento’s gårde, og det kunne vi lige nå. Som sagt så gjort, så sluttede vi dagen med en meget flot klaverkoncert med stykker af Mendelsohn, Chopin og Liszt. Og så var det lige hjem og på hovedet i seng.

 

Ons 26 aug   Rolig dag – i alt fald til at begynde med. God tid til morgenmaden og først meditation hos Bente kl. 9.15. Efter meditationen fortalte hun om Klara og hendes liv og mission.

 

Klara (1194-1253) kom også fra en velstående familie, men blev tiltrukket af Frans’s tanker og blev i 1212 indviet i hans broderorden i Santa Maria Degli Angeli kirken som den første søster. Hun blev senere installeret i en anden kirke, nemlig den, som Frans havde fået istandsat, San Damiano-kirken, hvor hun og hendes hastigt voksende nonneorden havde til huse, indtil hun døde. Så var man bange for deres sikkerhed og flyttede dem til en anden kirke i Assisi indtil man havde fået bygget Basilica di Santa Chiara, hvor de fik deres endelige domicil.

Ordenen kom til Danmark 1497 og fik kloster i København "Klareboderne". Klareboderne, den korte strækning mellem Købmagergade og Møntergade, er et minde fra katolsk tid. Nordøst herfor lå i 1300-tallet den kongelige køkkenhave. Langt senere, i 1497, rejstes på køkkenhavens gamle grund Skt. Clare Kloster, hvis jorde indhegnedes med mure langs nuværende Store Regnegade, Sværtegade, Pilestræde og Møntergade ud til Østervold (som dengang løb parallelt med Gothersgade). Fra Købmagergade var der adgang til klosteret ad den nuværende korte gade, tidligst omtalt l. februar 1518 som "Albritt van Gocks bod her, som nu kallis Clare bodher".

 

Også Klara lavede mange mirakler, flere af dem er veldokumenterede, idet de ligefrem indgår i byens historie. Bl.a. reddede hun byen 2 gange fra invasion.

I 1240, da Saracenerne med Frederick II’s hær drog ødelæggende gennem Spoleto-dalen, forberedte soldaterne sig på et angreb på Assisi, målte San Damiamos mure og spredte skræk og rædsel i området. Så rejste Klara sig roligt fra sin sygeseng og tog sit hånd-tabernakel fra det lille kapel i tilslutning til hendes værelse, og gik hen til et åbent vindue, hvortil angriberne allerede havde rejst en stormstige. Her løftede hun tabernakelet højt over sit hoved og de soldater, der var ved at kravle ind ad vinduet, faldt baglæns ned, som om de var besvimede. Alle soldaterne flygtede.

Ved en senere lejlighed i 1241 returnerede en større hær for at storme Assisi, ledet af general Vitale di Aversa, som ikke havde deltaget i det første angreb. Da samlede Klara sine søstre omkring sig, knælede med dem i dyb bøn for at byen skulle spares. Så rejste en voldsom storm sig og kastede soldaternes telte omring i alle retninger og skabte en sådan panik, at de alle igen flygtede. Assisis borgere var meget taknemmelige for Klaras dåd og deres hengivenhed for deres hellige moder steg betydeligt.


Klaras søster Agnese-Agnes valgte også at blive nonne.
Da Agnes gik i kloster, sendte faderen 12 mænd ud for at bringe hende hjem, men ved et mirakel var det umuligt for de tolv mænd at løfte Agnes op fra gulvet.

 

Santa Chiara-kirken ligger på Corso Mazzini, og blev bygget mellem 1257 og 1265.
Den minder i struktur om den øvre del af Frans' basilika.
Herinde ligger Claras jordiske rester, og i et kapel i kirkens højre side findes det kors med Kristus, som i den forfaldne San Damiano kirke "talte" til Frans og bad ham bygge kirken op.
Klara selv ligger i en glaskiste i krypten.
Masken over Klaras ansigt er konstrueret med moderne computer-teknologi, og skulle således reflektere hendes korrekte ansigtstræk.
Over kapellet i krypten viser et lys, hvor Klaras lig befandt sig indtil 1800-tallet.

Både Frans´og Klaras jordiske rester blev gemt på hemmelige steder i de to kirker.
Man frygtede nemlig, at ærkefjenden Perugia  ville stjæle de to dyrebare relikvier, fordi folk i Perugia var sure over de mange tusinde pilgrimme, der rejste til Assisi, og dermed var med til at gøre byen rig.

 

Herefter var vi i Basilica di Santa Chiara og så hendes grav. I Kirken kunne man skrive et navn på en seddel og putte det i en brun postkasse, så ville vedkommende komme med i deres daglige bønner. 

Det, fortalt Bente, foregik ved at nonnerne lagde alle sedlerne i en bunke imellem sig og så bad de for dem alle på én gang. Vi lagde en seddel i kassen for en af vore kære, som måske kunne have brug for lidt åndelig support.







 

På vejen hjem herfra spiste vi frokost i nærheden af torvet og på vej hjemad kom vi tilfældigvis forbi Frans’s barndomshjem, hvor faderen havde haft sin klædeforretning. Den var der dog intet tilbage af, men i kælderetagen, som man gik ind i fra gaden, var indrettet et lille bedested.




Hjemme nød vi det en halvanden times tid i nonnernes have og så skulle vi på farten igen, nemlig ud og se San Damiano kirken/klostret, hvor Jesus på korset havde talt til Frans. Det var her, Frans fik installeret Klara.

Da der efterhånden var kommet flere kvinder til måtte Frans indse, at han ikke kunne have søstre i samme orden som brødrene og han oprettede derfor en linie for kvinder, som snart kom til at hedde Klarisser. De levede tilbagetrukket og have deres separate lokaler i klostret. Deres kor kunne synge i kirken gennem et gitter, og ellers havde de et bederum ovenover kirken, hvor de ved hjælp af en lem i gulvet kunne følge med i gudstjenesten nedenunder. Et af billederne viser det hjørne i deres opholdsrum, hvor Klara sov - på det bare gulv.

Der var vel et par kilometer derud og det gik let, da det var ned ad bakke hele tiden, men det var en hård tur hjem i den bagende sol.

Om aftenen var vi til koncert på Plazza Komune med et italiensk Bee-Gee’s kopiband, der spillede rigtigt godt. Der var høj stemning og torvet var helt proppet med mennesker. Vi gik hjem efter en time, både fordi vi skal tidligt op i morgen og fordi vi bor i et kloster, hvor man helst skal være hjemme inden kl. 11. Det gjorde nu ikke noget, for vi kunne sagtens høre resten hjemme fra vores værelse, da de spillede ret højt.





       

             

Tor 27 aug   Tidligt op og til morgenmesse (Laudes) i Klara-basilikaens sidekapel. Smuk sang som sædvanlig, men ceremonierne er svære at følge med i, når man ikke forstår sproget og ikke er katolik, men de lokale vidste skam, hvornår man skulle rejse sig og de kunne alle deres replikker undervejs. Lige før nadveren skete noget interessant: Alle folk på rækken foran vendte sig om og gav hånd og hilste på os og vi vendte os så også til rækken bag os og hilste på dem, der sad der – og i løbet af et øjeblik kender man næsten en 5-6 vildt fremmede mennesker. En rigtig god skik til at skabe sammenhørighed.

Man kommer og går, som man har lyst og vi gik lige under nadveren, da der her også er en del ritualer, som vi ikke kender, og vi havde fået at vide, at i netop denne kirke er man ikke glad for at give kommunion til ikke-katolikker.

Så gik vi hjem og fik morgenmad og kunne nyde det lidt i haven, inden vi skulle høre søster Susanne fortælle lidt om den orden, vi bor hos. Hun fortalte bl.a. om deres arbejde med hjemløse mange steder i verden. Det er ikke nogen stor organisation, ca. 100 mænd og 100 kvinder, men meget dedikerede alle sammen.

Det er fridag i dag, men Erling og Marianne og vi havde besluttet, at vi ville ud og se den meget berømte kirke Santa Maria Degli Angeli, hvor Frans’s første kirke lå og hvor han indviede Klara. Stærkt imod Frans’s fattigdoms- og ydmyghedsidealer var der i 1669-94 blevet bygget en meget stor og meget pompøs krke bogstaveligt talt ovenpå Frans’s lille gamle kirke, så denne nu stod midt inde under den nye kirkes kuppel. Det var meget specielt og ikke noget, vi har set andre steder.

Her fandtes også den berømte rosenbusk. Her melder historien, at Frans en dag følte, at han var ved at have det lidt for godt. Han gik derfor ud til rosenbusken og kastede sig ind over den, så den rigtigt kunne rive ham, men rosenbusken ville ikke skade ham og smed derfor alle sine torne og den dag i dag har denne rosenbusk ingen torne.

Mens vi var i kirken så vi en begravelsesceremoni. Her foregik selve højtideligheden med sang og taler i det øverste kapel og til slut blev en lang procession af 25 høje præster i violette og hvide dragter efterfulgt af kisten båret af 6 munke og til slut en række munke yderligere, ledt tværs igennem Frans’s gamle kirke og videre gennem den nye kirke og ud.

Vi havde taget bussen hjemmefra og havde på forhånd købt returbilletter, da vi havde fået at vide, at man skulle have billet i forvejen, når man steg på bussen og at disse kunne købes i tobaksforretninger og andre steder.

Denne gang kørte vi ikke helt hjem, men stod af ved Frans’s Basilika, for Erling og Marianne ville gerne se kirken en gang til, og det ville vi så også gøre, men vi ville også gerne have en figur af Klara, som passede til den, vi allerede havde købt af Frans, da de begge har gjort et stort indtryk på os.

Vi gik så hver til sit og fandt hjem individuelt. Vi gik også lige forbi Klaras Basilika for at se hendes grav en gang til.

Vel hjemme på hotellet har vi skrevet lidt på dagbogen – vi har ikke set en eneste internetcafé i Assisi – så den vokser støt dag for dag.

 

Kl. 18 fulgtes vi alle ad til Hotel Giotto, som ligger med en flot udsigt over dalen og her fik vi 5 retter (små) med dejlig mad og herefter var vi til koncert igen i søjlegangen omkring den indre gård i Sacro Convento. Dennegang kammerkoncert, lidt Mozart, Dvorzak og Hayden samt er par ukendte komponister, heraf et stykke af klostrets korleder himself. Vi blev dog ikke og hørte de sidste, da det tilsyneladende var moderne og i vore øren lød skrækkeligt.






På vejen hjem var der igen musik på torvet, men heller ikke det faldt i vores smag, dog havde nogle gademalere på fliserne lavet nogle tegninger, som så mærkelige ud, men man

skulle se dem i et cylindrisk spejl, så blev det til flotte billeder. Så gik vi videre igennem til vores kloster, hvor vi var hjemme kl. 22.50. Heldigvis nåede vi det inden 23, hvor nonnerne skal lukke og slukke og komme i seng, da de skal tidligt op. Vi fik en skideballe i går, fordi vi kom lidt for sent hjem fra Bee-Gee’s koncerten.





                  

                                     

Fre 28 aug   Afsted fra Assisi efter morgenmaden med 2 elevatorer op til den øvre parkeringsplads og med en meget flot bus (som vi også skal køre med til Ravenna), kørte vi de kun 17 km til Ananda Ashram, hvor vi skal tilbringe de næste 3 dage.

 

Her spiser man udelukkende vegetarisk og vores frokost var fantastisk lækker, så det lover godt.

Om eftermiddagen har vi haft instruktion i meditation og 1 ½ times yoga, dejligt, dejligt.

              

                    

Meditation er som søvn – bare bevidst. Mediter! Bare gør det! Mist ikke modet. Vi er alle de værste meditatorer.

Meditation med HONG SAU [udtales hong så] = I am Spirit:

Fokuser på et punkt, hvor tommelfingeren i udstrakt arm er i højde lidt over øjenbrynene. Når du har punktet, tag armene ned, ånd langsomt ind [tænk HONG] og ud [tænk SAU]. Når du efter et stykke tid har glemt det, så gå tilbage og begynd forfra med HONG SAU.

Hvis du er bange for at gøre noget – gør det alligevel. Senere eller næste gang vil du ikke være bange.

Tænk positivt – i alle situationer, om alle mennesker, om dig selv.

På billedet af templets alter ses 5 portrætter, fra venstre er det:

1. Lahiri Mahasaya (1828-1865) - Indisk Yogi og discipel af Babaji

2. Mahavatar Babaji (c. 1861- c. 1935) - Indisk helgen

3. Jesus (c. 4 BC - c. 30 AD)

4. Sri Yokteswar Giri (1855-1936) - Discipel af Lahiri. Var trad. astrolog og fortolker af Bhagavad Gita og Bibelen.

5. Paramahansa Yogananda (1893-1952) Discipel af Sri Yokteswar. Forfatter af 'En Yogis Selvbiografi.

                        

                                       

     

 

Om aftenen var der musik med 3 mænd og 2 piger med violin, 2 guitarer og 2 på indisk harmonium. De sang flere smukke chants, som er korte tekster, gentaget rigtig mange gange. De var meget dedikerede og det var ikke sværere, end at vi alle snart sang med.





 

 

          

        

Lør 29 aug   Yoga kl. 7 med energiøvelser og meditation. Herefter morgenmad i tavshed (mærkelig følelse). Så havde vi undervisning i karma-yoga, som nærmest er en arbejds-yoga, hvor man hjælper andre ved at udføre arbejde for dem. Vi gjorde rent i Gazebo - et lille annex, som var et lokale med borde og stole og glas på alle 4 sider - og i dets omgivelser. Når 26 mand går i arbejde på een gang, så sker der noget, og på 20 min. fik vi gjort stedet rigtigt pænt - vasket og gjort rent inde og luget og revet udenfor. Interessant oplevelse.

 

Herefter havde vi undervisning i energi-yoga-øvelser. Der er 39 af dem, men vi prøvede kun nogle få. De går ud på med viljen at sætte energi på en enkelt muskel ad gangen, langsomt sætte spændingen op, vibrere og så sætte spændingen ned igen til 0.

Før aftensmaden havde vi lige en time på dansk for os selv for lige at høre, hvad de andre havde fået ud af turen indtil nu. Det kunne vi sagtens have brugt flere timer på, for fortællelysten var stor og som på alle Steens og Ingelises ture er der tempo på og nye ting sker hele tiden.

Efter aftensmaden havde vi mere undervisning, denne gang i Kriya Yoga, som er Anandas særlige yoga-art. Og så kunne vi endelig tørne ind.


 

Søn 30 aug   Energiøvelser igen kl. 7 og derefter morgenmad i stilhed. Så havde vi sør’me fri, men inden vi fik arrangeret os med liggestole og kaffe var der alligevel kun 1 time til næste programpunkt, men den time nød vi da i alt fald.

Det var sat-sang i templet. Det viste sig at være en slags gudstjeneste, komplet med sange, prædiken over ord fra Jesus og Yogananda m.fl. og nadver (blessing) til sidst. De første dele foregik i den øvre sal på skiftevis engelsk og italiensk og nadver-ceremonien i den nedre sal kun på engelsk. Det var meget smukt og nydeligt.

Om eftermiddagen havde vi igen møde med Uma og Neymala, som er dem, der har stået for undervisningen. Neymala tog en rørende afsked med os, da hun skulle ud og spise med sin mand, fordi det var hendes sidste aften i Italien. Hun skal til Indien og opbygge en ny ashram i nærheden af Mumbai. Det er lidt sjovt,  som tingene nogen gange kan gå i ring,

for yogaen kommer jo fra indien. Guruen før Yogananda tog fra Indien til Amerika og grundlagde en ashram her og opbyggede sit eget yoga-system her og nu har man fået etableret sig i Canada og Europa (Italien) og så drager man så til Indien igen så ringen er sluttet. Denne yoga-form er mere moderne og opbygget som et praktisk system, der er videnskabeligt begrundet i modsætning til de gamle systemer, som mere er stagnerede i ritualer og ceremonier. Ananda er faktisk en meget tiltalende bevægelse. Der er ingen pression og man siger ligesom Martinus, at folk nok skal finde dem, når de er parate til det.

Efter aftensmaden havde vi en lille ’rigtig’ afskedsceremoni med hyggelig rundbordssnak med Uma.



 

         

Man 31 aug   Tidligt op og afsted mod Ravenna. Næsten rørende afsked med Uma, Neymala og hendes mand, som alle stod og vinkede, da vi kørte. Det har været nogle dejlige dage her hos Ananda.

De har været meget åbne og positive og på ingen måde indoktrinerende. Og så har vi jo fået dejlig (vegetar)mad.

Det Umbriske landskab er meget smukt med små og store grønne bakker og små bjerge i baggrunden.






Lige udenfor Ravenna så vi den første kirke med mosaikker, Sant’ Apollinare in Classe, som blev færdigbygget i 549 e.kr. Selve Apsis er fra denne periode, resten af kirken er fra det 10. årh.

Så blev vi installeret på vores hotel nær centrum af Ravenna og gik herefter på byvandring.

Først gik vi til byens rådhusplads, Piazza Popolo (sådan en plads har de tilsyneladende i hver by her). Dernæst til kirken San Vitale, en otte-kantet murstenskirke bygget af biskop Maximus i 548. På den tid brugte man ikke kræfterne på ydre pragt men på indre skønhed, og indvendig ses nogle af de skønneste byzantinske mosaikker i vesten.

Dernæst så vi Placidias Mausoleum. Det har alabast-vinduer og der er derfor kun et svagt gyldent lys indenfor. Det blev bygget i 440 til Augusta Galla Placidia, en søster til kejser Honorius, der flyttede hovedstaden til Ravenna. Også her er der smukke mosaikker.

Til slut så vi et helt nyt sted, fundet i slut 90’erne ved en udgravning til en P-kælder. Det drejer sig om et meget smukt mosaikgulv, som man kan bese via et gangbro-system. Man kommer i øvrigt dertil gennem en kirke og ned i kælderplanet ad nogle trapper.

Så var rundvisningen slut og vi vandrede tilbage til vores hotel og nåede lige at få et bad inden aftensmaden. Der var arrangeret fællesspisning på en Sri Lankansk restaurant i nærheden og det var rigtigt hyggeligt. På vej hjem herfra skulle vi lige købe lidt frugt til køreturen i morgen, og tænk, inde bagerst i grøntforretningen var en internet café. Det var jo ikke lige til at vide, og vi har ledt alle vegne på hele turen for at finde én, så vi kunne sende et rejsebrev hjem. Nå, vi havde selvgølgelig ikke vores notater med os og klokken var desuden halv elleve, så heller ikke denne gang fik vi sendt noget hjem.

 

Tir 01 sep   Tidligt op og afsted kl. 7 mod Damenhur ca. 400 km over Po-sletten, flad motorvej.

Efter et par stop på takstationer undervejs for at få lidt at spise, tisse og ryge, nåede vi Damanhur ca. 2 timer tidligere end forventet ikke mindst takket være en ung chauffør, som forstod at rubbe sig. Vi blev registreret og installeret i pæne værelser, men dog med fælles bad og toilet med flere andre, men det går nok.

Vi kom på en kort rundvisning og fik et lille indblik i, hvor energiske og entusiastiske og kreative de er her. Der er næsten ikke det område, de ikke arbejder med og forsker i fra fysiologi og psykologi og bio-hvad-som-helst og kunst, maling og musik til tidsrejser og videnskabelige amuletter mod allergier og for fremme af energier til alle formål. De er fantastisk innovative og hele deres samfund er gennemsyret af entusiasme.

Deres samfund havde netop i dag eksisteret i 34 år idet de startede 1. september 1975. I 1978 købte/fik 15 unge mennesker et stykke land her af en bondemand, som i en drøm havde fået at vide, at der en dag ville komme nogle unge mennesker og spørge, hvem der ejede det stykke jord. I 30 år havde han ventet på at nogen skulle stille dette spørgsmål og endelig skete det, og på den måde fik de et sted at starte. Deres leder hedder Falco og han var og er stadig en meget idérig mand, som fandt stedet efter specielle beregninger af synkron-linier, som netop krydsede hinanden her.

I hovedcentret finder man et velkomst- og indcheckningscenter, hvor alle skal registreres, forskellige beboelseshuse, cafeteria og værksteder. På området er der desuden mødepladser og energi-spiraler, hvor man kan opbygge energi ved at meditere mens man går rundt i en stor spiral lavet kampesten.

Et andet center er  en gammel Olivetti-fabrik, som de har opkøbt og omdannet til værksteder, restaurant, shop, forskningslaboratorier samt klinikker for alt fra skønhedspleje til forskellige former for psykoterapi.

Vi sluttede dagen i en lille restaurant et helt tredje sted ca. 15 km fra hovedcentret. Her fik vi det mest udsøgte italienske måltid, lækkert, lækkert. Så blev vi kørt tilbage til hovedcentret, hvor Jette og jeg bor og vi skyndte os at gå til ro, for en lang og spændende dag venter i morgen.

 

Ons 02 sep   Morgenmad kl. 7.30, dvs. italiensk tid, hvilket betyder, at de tager det meget roligt og hende, som skulle åbne cafeteriet kom da også 7.40 og gik lidt rundt og ordnede lidt forskelligt inden hun kom i tanke om at starte kaffemaskinen, så henad 8 var hun ved at være klar og imens stod 26 mennesker og ventede på hende, hvilket hun formåede at tage med et smil og en forklaring om, at hun lige skulle købe en avis på vejen. Nå, vi lærer jo nok, at sådan gør man altså her. I Danmark ville hun jo være kommet kl. 7 og have det hele parat i god tid inden 7.30.

Vi er blevet delt i 4 små hold, som er bedre at håndtere for alle parter og vores hold startede i Crea (Olivetti-fabrikken), hvor vi kiggede på malerier, som var malet med bl.a. metalfarver, som fik billederne til at tage sig meget forskelligt ud alt efter hvilken farve, de blev belyst med. Det var meget spændende.

Resten af formiddagen og noget af eftermiddagen beså vi de underjordiske templer, kaldet Temples of Human Kind. De er bygget der, hvor synkron-linier, der er 'floder' af energi, som forbinder jorden og kosmos, krydser hinanden:

        

Hall of WatersDedikeret til det feminine princip og de guddommelige feminine kræfter. Blåt lys skinner gennem glaskuplen foroven og giver en undervands-atmosfære. 4 slange-drager på væggene symboliserer mødet mellem 4 synkron-linier, som er energi-linier, der forbinder fjerne verdener i universet.
Hall of SpheresRepræsenterer hjertet i templerne. Mindre rum med 4 glaskugler langs hver side samt 1 for enden af rummet. Alle 9 kugler forskellige og oplyst indefra i det ellers dunkle rum.
The Blue TempleDet er det ældste tempel og blev bygget udelukkende med hammer og mejsel. En kvindefigur i mosaik midt på gulvet symboliserer praktisk idealisme og skønhed.
The Labyrinth Denne store hal er dedikeret til forening og harmonisering af alle guddommelige kræfter på vores planet. At gå igennem labyrinten er som at gå gennem hele menneskehedens historie. Hallen består foreløbig af 35 vinduer.
Hall of MirrorsDedikeret til lys, luft, himlen og solen samt spiritualitet. Lys kommer fra en stor glaskuppel i loftet. 4 nicher midt på væggene, med en oplyst glaskugle, er dedikeret til de 4 alkymistiske elementer.

Hall of EarthDette tempel hylder vor planet, naturen og det maskuline princip. Det består af 2 cirkulære rum, som tilsammen skaber et uendelighedssymbol. Det øvre rum, over 7 m højt, indeholder sol-døren med solens gule farver og måne-døren med farver i blåt og sølv. Det nedre rum skildrer liver på vor planet rundt langs væggene og har en flot stjernehimmel i loftet.
Hall of MetalsHal, meget smukt dekoreret med nøgne mænd og kvinder. 4 dekorerede søjler + en i midten. Rundt på væggen er anbragt 8 glasmosaikker med lys bag med et portræt karakteristisk for hver af 8 livsafsnit fra barn til alderdom. Udenom er passende symbolik, skildrende udvikling, erfaring mm.

                           

 

Efter en halvanden times fri var vi til møde med Falco i den store mødesal i Crea (dvs. på videokonference, som desværre kun virkede den ene vej – vi kunne se os selv, men ikke Falco, og ham ville vi ellers gerne have set). Der var ca. 150 mennesker tilstede og det var meget dedikerede folk, som spurgte ham om meget specielle emner, som det krævede insider-viden for at kunne følge med i, så det fik vi ikke meget ud af, bortset fra at vi kunne opleve stemningen og entusiasmen.

Dagen sluttede med sen aftensmad et fjerde sted i Damenhur, men også med dejlig, velsmagende mad.




 

Tor 03 sep   Efter morgenmaden besøgte vi den hellige skov. Her prøver de at gøre, hvad de kan for at skabe så gode forhold for skov og planter som muligt. Man kunne rent faktisk godt se forskel på skoven indenfor Damanhurs område og den udenfor. Indenfor var træerne lysere i farverne og sundere med færre sygdomme.

Vi besøgte en lille afdeling, hvor man eksperimenterede med at bo oppe i træerne. De første huse, de byggede her var ret primitive, endog en lille campingvogn var hejset op i et træ og beklædt med træ udvendigt for at falde ind, men de senere huse var bygget med smukke træmønstre og var rimeligt store og veludrustede, flere i 2 etager og alle med el og internetforbindelse.

Til slut var vi til en lille demonstration af musik fra træerne. Man havde forbundet 2 ledninger, en fra et træ’s rod og den anden fra et blad 4 m oppe, og disse ledninger var så over en omsætter forbundet til en synthiziser, som skabte toner udfra træets input. Det var langsomme og relativt få toner, der kom ud af det. Så prøvede vi at meditere, mens vi sad omkring træet på en platform de 4 m oppe, og det gav nogle flere toner. Så prøvede vi én ad gangen at omfavne træet og tænke intenst på det og lidt efter lidt kom der flere og flere toner, som af og til kunne blive en hel lille melodi. Det var rigtigt spændende.

Efter frokost havde vi et 3 timers fordrag om universets love set fra et Damanhur synspunkt.

 

En entusiastisk italiener, som talte et nydeligt engelsk, fortalte om universets 8 love, som egentlig er kræfter. Han talte om synkronisitet som noget, der får ting til at ske på jorden. De hændelser, vi kommer ud for, sker under hensyntagen til vores kapacitet. Efterhånden som vi får større evner, får vi også et større ansvar.

Der er kun 18 synkron-linier på jorden. Det er flere end på andre planeter, siger han, og det er grunden til de store forskelligheder her på jorden.

Han talte om kompleksitet, hvor hvert nyt niveau af mening giver ny udvikling. Han havde herunder en tegning, som mindede meget om Martinus symbol 6 – Det levende væsen, som hos Martinus er opdelt i 3 dele, X1 – jeget, X2 – skabekraften og X3 – det skabte. Han havde sin trekant opdelt i 4 dele: Jeget, tanker, liv og stof. Men det gav god mening for os og vi kunne nikke genkendende til det meste af hans fremstilling.

Han sagde bl.a. også, at kun to kræfter kan skabe det hele (The Blue Print), nemlig kærligheden og intelligensen.

Der er mere – føler vi ubevidst, så vi stopper aldrig med at søge.

 


 

Aftensmad på det første sted og ligeså dejlig mad og vin, som første gang.

Herefter hurtigt tilbage, for der var fuldmåneceremoni i det åbne tempel. Det var meget flot, men der skete ikke rigtigt noget udover nogle intense trommerytmer, mens månen kom nærmere og nærmere midten af templet. Da den stod lige midt for, havde vi ventet, at noget skete, men nej, trommerne fortsatte i lang tid efter, inden ceremonien var færdig. Det var lidt langtrukket.




 

         

       

Fre 04 sep   Jette og jeg startede i dag med efter morgenmaden at tage en lille gåtur til en nærliggende dæmning, som vi har kørt forbi flere gange mellem hovedcentret og Crea eller templerne. 

Det er en stor dæmning, hvor man har et kraftværk, som leverer 6,3 MW, og efter dæmningen er der den flotteste slugt, hvor en lille rest vand løber videre 130 m nede. Vi kom ned ad en lille stejl sti fra vejen og kunne gå en smuk tur langs en lille å med meget klart vand og vi ledte efter en vej, som gik til venstre, så vi kunne komme op til hovedvejen igen, men stien drejede hele tiden til højre, og vi kom hele tiden længere og længere væk hjemmefra, så vi måtte til sidst vende om og gå samme vej tilbage, da vi ellers ville komme for sent til det næste punkt på dagsordenen. Men det var en rigtig dejlig og smuk morgentur.

I dag skulle vi prøve at meditere i et par at templerne. Inden da skulle vi lade op ved at gå en tur i en af spiralerne. Herefter blev vi kørt op til templerne og vores gruppe kom først ind i Hall of Spheres, hvor vi mediterede foran hver sin kugle med en farve eller et mønster og en væske i.

       

Jeg prøvede 3 forskellige kugler:

1. Klar kugle med streger. Så landskab med træer og buske, næsten som ravinen i formiddags.

2. Tåget kugle. Jeg så indfaldsvejen til en bjergby i lyse sandsten. Vejen snoede sig ind til byen langs bjergsiden og gik gennem små stykker tunneller. Det hele i et lysebrunt skær.

3. Rød kugle. Skyer og åben himmel, nat som i går aftes med skyer, som prøvede at dække for månen.

Det andet tempel var Hall of Metals hvor vi kunne gå rundt og vælge et alderstrin, vi ville meditere over. Gik vi mod uret rundt, gik vi tilbage i tiden og gik vi med uret, kom vi fremad. Det var meget interessant, men svært at finde ro, ikke mindst fordi der kun var nogle knagende skamler at sidde og meditere på. Men spændende alligevel.

           

Efter frokost kunne vi stille spørgsmål og få svar omkring Damenhurs filosofi.

 

Inden aftensmaden var der lige 2 timer med Sacred Dance – teori og praksis, men det syntes vi godt, vi kunne springe over (vi har ellers hængt på til det hele indtil nu). Så vi lavede os en kop af egen kaffe og satte os ud i solen og nød det (læs: skrev på dagbogen).

Efter aftensmaden havde vi et lille opsamlingsmøde med evaluering af rejsen, som jo selvfølgelig har været helt fantastisk og superspændende.




                               

 

Lør 05 sep   Afgang fra Damenhur, lidt vemodigt, for der var mange ting, vi kunne have ønsket at få svar på. Den tekniske baggrund for deres mange Self’s, hvor langt de er kommet i udforskningen af tidsrejser, deres arbejde omkring udforskningen af Atlantis, deres projekt vedr. kontakt med andre planeter osv. De har så mange projekter i gang, at det er helt forståeligt, at der er nogle jordnære småting som vedligehold af huse og arealer, som det kniber med at nå.

 

Apropos projekter, så ventede de på byggetilladelse til en stor hal, der skal kunne rumme 1000 personer. Tanken er, at invitere repræsentanter for alle jordens folkeslag – ikke nationer, for det skulle være for folket, så de kunne blive hørt og ikke for ledere af landene. Det lyder, som en smuk tanke. I Italien tager en byggetilladelse rigtig lang tid og de har nu ventet på at få den i 7 år, men de tør ikke bare begynde, som de gjorde i starten af frygt for at miste, hvad de allerede har opnået.







Herfra gik turen til Milano, som vi skal flyve hjem fra. Men vi havde lige nogle timer her inden da.

Vi var nogle stykker, der prøvede lykken i kirken Santa Maria delle Grazie. Her findes det meget berømte maleri 'Den Sidste Nadver' af Leonardo Da Vinci, malet direkte på kirkens væg. ”Én af jer vil forråde mig” siger Jesus – og knips – i det øjeblik fotograferer Leonardo disciplenes udtryksfulde forfærdelse. Judas (fjerde ansigt fra venstre) sidder lænet med albuen ind over bordet. Leonardo søgte efter sigende et helt år efter det rette ansigt og opsøgte kriminelle miljøer i Milano. Da munkene klagede over, at han ikke var blevet færdig med Judas’ ansigt, antydede Leonardo, at han da godt kunne bruge priorens ansigt, hvis han skulle skynde sig. Det er dette maleri, hvor man mener, at Johannes’ ansigt (siddende ved Jesu højre hånd) kunne ligne en kvindes og at denne kvinde måske var Maria Magdalene. Leonardo eksperimenterede med olie-tempera-farver, da han malede dette maleri i 1494-97, for han ville gerne kunne male langsommere og lave rettelser, men det var en dårlig idé og nu har man i over 400 år forsøgt at lappe på det, så der reelt intet er tilbage fra mesterens hånd. Den seneste restaurering er fra 1999.

Den bedste og mest tro mod originalen er en udgave af Leonardos discipel Giampietrino, der lavede sin kopi allerede omkring 1520.

Det er et billede, der er fortolket rigtigt meget. Her er også vist en astrologisk fortolkning.





 

Efter en hyggelig frokost på en fortovscafé så vi Milanos domkirke. Den er enorm. 158 m lang og 92 m bred og 108 m høj og overgås i størrelse kun af Peterskirken i Rom. Det tog næsten 500 år at bygge den. Det var Visconti-familien, der startede byggeriet i 1386 på denne gotiske kirke med 135 spir og 3400 statuer. Det sidste spir blev sat på plads i slutningen af 1800-tallet. Faktisk var det Napoleon, der i begejstring over det flotte byggeri, beordrede facaden gjort færdig – og selvfølgelig med en statue af sig selv på taget. Indvendig er der plads til 40.000 mennesker i det gigantiske rum.

Ellers fik vi bare slentret rundt og kiggede på modebutikker. Den berømte opera La Scala fik vi desværre ikke set, men den skal nok også hellere høres og det havde vi jo slet ikke tid til.

Så var det efterhånden tid til at tage til lufthavnen og vores bus hentede os nær domkirken og vi måtte skynde os at komme ombord, for der var ingen steder at holde. I lufthavnen gled vi let gennem told og sikkerhed, for vi er jo EU-borgere og skal bare til et andet EU-land. Vi var hjemme i Kastrup kl. 22 efter endnu en fantastisk tur, som vi sent vil glemme.

 

Henvisninger:

 

Ananda:           http://www.ananda.org/

Damanhur:     http://www.damanhur.org/