Mexico og Guatemala (med Albatros)

29. oktober – 20. november 1999

 

Ruten

Her er turens rute.

 

 

 

29.oktober-fredag   Rejsedag. Afg. København kl.8.15. Ank. Til den fantastiske millionby Mexico City 19.05 lokal tid. Her bor 24 mil. mennesker +/- et par millioner eller 3. Man ved faktisk ikke helt, hvor mange der er.

 

30.oktober-lørdag    Vi besøger det verdensberømte antropologiske museum, der er en imponerende oplevelse, som kan få selv den mest forhærdede museumshader til at overgive sig. Vi får her et fint overblik over ’Mesoamerikas’ mange kulturer, deres særlige karakteristika og indbyrdes påvirkning. Mesoamerika er en fælles kulturel betegnelse for de forskellige præcolumbianske kulturer, der herskede i Mellemamerika fra ca. år 1500 f.kr. til spaniernes erobring ca. år 1500 e.kr. En væsentlig forskel mellem kulturerne er bl.a. at Mayaerne var en lavlandskultur, der holdt til i det sydlige Mexico, Yucatan og Guatemala, mens andre avancerede kulturer som teotihuacan, aztekerne og zapotekerne levede i højlandet omkring Mexico og Oaxaca.




Om eftermiddagen var vi på byrundtur omkring Mexico City’s centrale plads, Zocalo. Vi beså Cortés’ Nationalpalads med Diego Riveras verdensberømte malerier af Mexicos historie. Dernæst så vi resterne af Templo Mayor, aztekerbyen Tenochtitlan’s store dobbelttempel, der er blevet delvist udgravet her midt i hovedstaden. Oprindeligt lå templet ved bredden af en stor sø, men spanierne blev trætte af de mange oversvømmelser, der ødelagde ’deres’ hovedstad og de drænede derfor hele byens centrum. Dette har i øvrigt været medvirkende til, at der i vore dage er stor vandmangel.




31.oktober-søndag  Vi startede dagen med at besøge den berømte moderne Basilica de Nuestra Señora de Guadalupe, opført af arkitekten Pedro Ramirez Vázquez. Derefter var vi på marked.

 
 

Så kørte vi ud til den berømte tempelby Teotihuacan, som er et af latinamerikas største ruinkomplekser. Nogle af bygningerne kan dateres til 200 år f.kr, men både Soltemplet og månetemplet menes at være bygget af  kong Chalciuh Tlanetzin omkring år 500 e.kr. Fra månetemplet og forbi soltemplet og videre frem går en 2 km lang allé, af aztekerne 800 år senere kaldet Avenida de los Muertos  - de dødes allé. Iøvrigt ved man ikke hvem, der har bygget dette storslåede kompleks.


I 2003 afslørede et kraftigt regnvejr et menneskeskabt hul på ca. 2,5 m i diameter. Hullet var blevet gravet ud og fyldt op igen af tempelbyens beboere, der havde forladt stedet 1400 år tidligere. I de mellemliggende mange år havde denne skjulte del af komplekset undgået både nysrerrige turister og ærgerrige gravrøvere. Den arkæologiske udgravning af hullet begyndte i 2009, dog uden at nogen havde synderlige forventninger til den. I 2010 kunne de mexikanske arkæologer imidlertid afsløre, at udgravningerne havde været en sand guldgrube. De havde fundet ikke mindre end 15.000 forskellige genstande i en skakt, der gik 15 m ned under jorden. Det drejede sig om alt fra perler og pilespidser til keramik og små statuetter. Bunden af skakten viste sig dog at indeholde den største skat af dem alle. Her fandt arkæologerne en åbning, som førte ind til en tunnel, der i bedste Indiana Jones-stil ledte dybt ind under Den Fjerklædte Slanges pyramide. Tunnelen, der er mere end 100 m lang har indholdt en skat på henved 75.000 offergaver og andre objekter, smykker, våben, redskaber, gummibolde og små kasser med kongkylier. For enden af tunnelen har man fundet 3 rum, som ligger 18 m under pyramiden. I 2015 blev disse rum åbnet, dog skuffende nok uden særligt indhold. De var dog i sig selv et særsyn, da loftet i rummene var beklædt med små kugler af svovlkis (også kaldet narreguld) og også væggene var beklædt med pulveriseret svovlkis, så rummene har skinnet og glitret i lyset fra faklerne.  Tunnelen menes at være forseglet for omkring 1800 år siden, men arkæologerne graver stadig og der vil gå adskillige år inden man når til den endelige konklusion omkrin betydningen af den skjulte tunnel.


Om eftermiddagen besøgte vi Frida Kahlo Museet, et spændende hus, som var bopæl for den kendte maler Frida Kahlo og hendes mand Diego Rivera.

 

01.november-manda   Vi forlod Mexico City tidligt med kurs mod Oaxaca [Oa’haka], en lille hyggelig provinshovedstad omkranset af bjerge, Denne smukke by er fyldt med velbevarede bygninger i den typiske spanske kolonistil og med små gader med mange interessante forretninger.



Vores første indtryk af byen var dog…. Jamen hvad er dog så interessant ved denne by. Den er kedelig med ret så intetsigende huse med tilgitrede vinduer. Men det viste sig efterhånden, at husene rent faktisk vendte ryggen til gaden, for hvis man gik ind ad en port, så åbnede der sig en helt anderledes hyggelig verden, med træer og blomster og små fontæner. Sådan er den spanske byggestil altså.

 

02.november-tirsdag    I dag har vi været oppe på det nærliggende bjerg – Monte Alban – hvor vi har kigget på ruinerne af et gammelt zapoteker-kompleks fra omkring år 100 f.kr, beliggende i ca. 2000 m’s

højde. Det er specielt ved, at de har planeret en hel bjergtop ca. 300x200 m for at få plads til deres tempel. Det er ret imponerende. Her på Monte Alban har man fundet mange hieroglyf-lignende tegn, der ligger tæt op ad de mere kendte maya-skrifttegn, samt relieffer af underligt forvredne skikkelser, der i lighed med så meget andet fra Mexicos dunkle fortid, fortsat må betragtes som store gåder.


Om eftermiddagen kunne vi sidde i solskinnet på zocaloen og nyde en lille frisk anretning med tilhørende zerveso (øl).





Aftenen tilbragte vi på kirkegården, for her fejrer mexicanerne i disse dage ’De dødes dag’, hvor de tager ud til deres afdøde slægtninges gravsteder og spiser deres medbragte mad og hygger sig med deres afdøde og mindes dem på denne måde. Lige udenfor kirkegården er opstillet et helt cirkus med gynger og karruseller, så festlighederne kan fortsætte hele aftenen.



Der var også overalt på gader og pladser lavet fine fortovsbilleder af motiver omkring de døde.

















 

03.november-onsdag   I dag kører vi videre mod sydøst mod provinsen Chipas. Efter en times kørsel stoppede vi og beså ruinkomplekset Mitla, der er kendt for sine geometrisk ornamenterede bygninger. På vejen så vi også et 2000 år gammelt træ.



Da der er for langt at køre i et stræk, overnatter vi i byen Tehuantepec. Det er en by, der den dag i dag stadig er præget af mange lokale traditioner, bl.a. en form for matriarkat, som var meget tydelig i bybilledet, idet man let kunne se, at det her var kvinderne, der styrede.


04.november-torsdag    Vi fortsætter busturen og når ved middagstid den smukke Sumidero-kløft, som er en godt 750 m dyb cañón eller kløft, der må anses for at være et af Mellemamerikas mest fascinerende naturfænomener. I bunden af kløften gik vi ombord i både og sejlede ned ad Grijalva-floden, hvor de lodrette klippevægge tårner sig op i en højde af omkring 1000 m på begge sider af floden. Det var en fantastisk smuk tur, hvor vi også kunne se mange fugle og også krokodiller.



Fra Sumidero er der ca. 2 timers kørsel til San Cristóbal de las Casas, som er centrum for den stolte indianerkultur i Chipas-provinsen. Byen er opkaldt efter den berømte munk og biskop Bartolomé de las Casas, der kort efter spaniernes erobring af Mexico kæmpede for den indianske befolknings rettigheder og fik inkvisitionen til at anerkende visse rettigheder for indianerne.



05.november-fredag    Her i San Cristóbal, 2 kilometer over havets overflade, mødes de lokale tzotzil-stammer chamula’er og zinacantak’er for at handle. Trods den lange spanske og kirkelige indflydelse har stammerne formået at beholde og udvikle mange af deres egne traditioner. Formiddagen blev brugt til at besøge disse stammer.




Om eftermiddagen besøgte vi danskeren Frans Blom’s residens, Nabolom, som betyder jaguarens hus.


Geologen og arkæologen Frans Blom ledte det berømte Carnegie-instituts ekspeditioner i Chipas’ jungle og deltog i mange vigtige udgravninger af maya-ruiner. Både Frans Blom og hans kone fotograf og journalist Trudy Loertscher kæmpede for indianerne og for regnskoven. De er nu døde, men Nabolom køres videre af et fond. Forskere og studerende fra hele verden kan bo i huset mod at arbejde for sagen.



Der er også køligt her, som der har været på næsten hele turen. Her er det lige så koldt, som i Danmark, tror vi. Vi har slet ikke været forberedte på, at næsten alle områderne ligger i 2000 m’s højde, så vi har ikke fået tilstrækkeligt med varmt tøj med. Jette har lidt ondt i halsen og det ene øre.

 


06.november-lørdag    I dag kørte vi en 11-12 timer, en meget lang, men også smuk tur, fra San Cristóbal ind i Guatemala til en lille by, der hedder Panajachel. Vi kørte ad den Panamerikanske hovedvej, der går fra Alaska i nord til Argentina i syd. Til trods for, at det er en hovedvej, kan den være særdeles hullet og ofte vanskelig at passere p.g.a. jord- og klippeskred, som skyldes den megen regn, der har været her i området. På grænsen ind til Guateala fik vi besked på at lægge en dollar ind i passet, når vi afleverede det. Det fremmede sagen sagde han, og det var også ganske rigtigt. Vi gled lige igennem uden problemer. Foran toldstedet gik et par backpackere rundt og ventede. Det havde de gjort i flere timer. Men de kendte måske ikke til den rette smørelse.



Landsbyen Panajachel ligger ved bredden af Lago Atitlan, der i sig selv er et meget smukt syn. Søen er omkranset af grønne bjerge og purpurfarvede vulkaner, og vandet skifter konstant nuance fra den mørkeste grønne til den klareste turkis alt efter solens vinkel og skyer på himlen. Stedet er en usædvanlig smuk blanding af naturskønhed og traditionel indiansk kultur.

 

07.november-søndag    Vi står op til en smuk udsigt over søen. Om formiddagen var vi på et meget stort, farvestrålende marked i en nærliggende by, Chichicastenanga, Det var virkeligt kæmpestort og vi fik megen tid til at shoppe/ose. Det er det mest berømte marked i Guatemala. Mayaindianerne kommer hertil fra højlandet 2 gange om ugen for at afsætte deres varer. Håndvævede tekstiler og masker er til salg side om side med store mængder af frugt og grønt og andre fødevarer i en livlig stemning, hvor der tinges om varerne.



Det er valgdag i dag og tilbage igen i Panajachel var vi inde et sted, hvor vi overværede, hvordan afstemningen foregik. Det så meget demokratisk ud, men vores rejseleder fortalte, at der sagtens kunne forekomme mange former for valgfusk alligevel. Mange mennesker her er analfabeter, så stemmesedlen var udformet med billeder af kandidaterne, så de var nemme at krydse af. De havde valglister, som os, hvor hver person blev checket af, så de kun kunne stemme én gang, og de, som ikke kunne skrive, satte deres fingeraftryk i stedet. Som yderligere sikkerhed mod svindel, skulle alle dyppe lillefingeren i en blå væske, så man tydeligt kunne se, at de havde stemt.

 


08.november-mandag  I dag sejlede vi en tur på søen og besøgte et par af de 12 landsbyer, der ligger omkring den. De kaldes de 12 apostle. Vi sejlede først til en lille landsby på den anden side af søen, og her gik vi i land, og vandrede langs et bjerg til en anden nærliggende landsby. Det var meget spændende at se, hvordan de lokale boede sådan ude på landet. Det var en mærkelig følelse at fornemme den uhyre afstand, der var mellem deres og vores verden. Jeg vil tro, at ingen af dem nogensinde havde været længere væk fra deres landsby end til det nærmeste marked måske 15 km væk. De boede uhyre primitivt, men var alligevel glade og hilste os med et ’hola’, når vi gik forbi.



Så hentede båden os igen og sejlede os til en af de andre landsbyer. Denne hed San Diego og var speciel ved, at de her havde en særlig guddom, som de kunne få til at hjælpe dem med alle forefaldende problemer. Han hed San Simon. Det hed sig, at det var en guddom, som de fik, da spanierne kom hertil og at han skulle hjælpe dem med problemer med dem. Han er speciel ved at skifte bosted hvert år, idet han efter særlige regler går på tur i landsbyen. Den, som skal huse ham, skal afholde alle ceremonier for egen bekostning og kan så til gengæld få alle indtægter og donationer i det år. Guddommen er meget menneskelig; han både ryger og drikker. Når de besøgende giver ham cigaretter feks., så får han en tændt én i munden, og så sidder han og ryger.


Efter sejlturen tog vi vores bus til Antigua, spaniernes gamle hovedstad. Her blev vi indlogeret på et gammelt kloster, som var lavet om til hotel.

 

09.november-tirsdag   Antigua er en by i gammel spansk kolonistil, og da vi kom hertil i går, tænkte vi: Hvad kan der dog være ved denne by, som er så fascinerende, for her er mange turister. Byen så nemlig så utroligt uvenlig og tillukket ud. Det viser sig her i dagslys, at denne spanske kolonistil handler om, at husene er bygget som et atriumhus og vender således ryggen til gaden. Når man går ind, åbner der sig en hel verden af gårdhaver med fontæner, marmorfliser og spændende nicher alle vegne.


 

Her blev Jette for alvor syg, og vi måtte have læge, som undersøgte hende grundigt og også udskrev penicillin til den begyndende halsbetændelse. Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning bad han også en bøn for hende. Det var efterhånden blevet så sent, at apoteket var lukket, så hun havde en skrækkelig nat. Næste dag fik jeg skaffet penicillinen og så gik det snart fremad igen.

 

10.november-onsdag    Medens Jette var syg kunne jeg kigge lidt på byen, og da hun, her dagen efter, var ved at være på ret køl igen kunne vi sammen kigge på alle de spændende huse og gårdhaver, som jeg havde fundet.



 

11.november-torsdag     Vi forlader nu Antigua og kører stik øst gennem Guatemala City og videre til Rio Dulce ved Caribiens kyst. Det er en smuk tur fra det kuperede højland nedad gennem de frodige dale til det tropiske lavland, der grænser op til kysten.


På vejen gør vi holdt i Quiriguá, hvor der også findes maya-ruiner. Den arkitektoniske stil her er meget beslægtet med stilen fra Copan i Honduras, som ikke ligger så langt herfra. Ligesom med andre maya-byer er man ikke helt sikker på, hvornår Quiriguá blev bygget, men man har fundet lervarer fra mellem 200 f.kr. til 200 e.kr. I området findes en del steler, som er blandt de største i hele maya-riget. En af dem er 8m over jorden og 3 m under med en vægt på 60 tons.


Herfra kører vi længere mod øst til Izabalsøen til den lille landsby Rio Dulce (også kaldet El Relleno), hvor vi skal være i 2 nætter. Så har vi også kørt 7-8 timer – igen.





12.november-fredag     Vores hotel – Catamaran – ligger på en lille ø helt alene midt i floden Rio Dulce. Hotellet består af en hovedbygning med restaurant og små huse placeret ude i vandet med en lille bro ind til øen. Selve øen er en hel lille have med palmer og blomster overalt. Det er simpelthen rigtigt dejligt (og maden er også ypperlig).



Vi tog på tur ned ad floden i speedbåd og kunne herfra se regnskoven og mangrovesumpen og et ganske utroligt dyreliv mm. Det var rigtigt flot, og jeg tror, vi alle nærmest gik over gevind med vores kameraer. Vi endte helt ude ved udmundingen til det Caribiske hav ved en lille by – Livingstone, som var speciel ved, at der næsten udelukkende boede negre, som havde dannet deres helt egen kultur. Det var en fantastisk tur.

 

 13.november-lørdag     Så går turen videre igen. Vi forlader Rio Dulce tidligt, da vi har en lang dag for os. Først 2 timers kørsel på asfalteret vej, dernæst 6 timer på grusvej. Ud på eftermiddagen ankom vi til Petén, som er et næsten ufremkommeligt jungleområde, der dækker den nordligste tredjedel af Guatemala.



Det var her mayaerne først slog sig ned for tusinder af år siden. Vores hotel ligger i den lille by Flores, som blev grundlagt i år 1700 på bredden af den skønne Petén-Itza-sø. Området er af central betydning i maya-historien, da det var her Itza-stammen levede. Først i 1697 blev stammen nedkæmpet, hvilket bragte en ende på 3700 års maya-kultur.

 

14.november-søndag      På vejen her til Flores kom vi ud for noget sjovt. Vores bus blev stoppet af nogle officielt udseende folk og gennemsøgt. Vi var på forhånd af vores rejseleder blevet advaret om, at f.eks. brandmændene kunne finde på at stoppe turister for at slå dem for lidt penge til nyt udstyr, så vi var lidt spændte på, hvad dette mon kunne handle om. Det viste sig, at det var en flue-inspektion. Vi var på vej ind i en delstat, som foreløbig havde undgået en eller anden ubehagelig flue, og de ville sikre sig, at vi ikke havde sådan nogen med os.



Dagen i dag er helt helliget Tikal. Dette kæmpestore ruinkompleks blev opdaget ved et tilfælde i 1848, men det er først indenfor de sidste årtier, at stedet er blevet åbnet for besøgende. I alt dækker ruinerne et område på ca. 40 km2. Der findes rester af templer bygget ca. 700 f.kr, men kompleksets guldalder – den klassiske maya-periode – var ca. 300-900 e.kr. Herefter blev denne smukke by forladt af den herskende klasse og størstedelen af befolkningen. Samtidig led hele maya-civilisationen sin mystiske og endnu uforklarede undergang i hele området.


Mange pyramider er endnu ikke udgravede og giver således en fornemmelse af, hvordan stedet så ud, da det blev opdaget. De udgravede templer og pyramider, dvs. bymidten, udgør et område på ca. 5 km2 og er til dato uden sammenligning mayaernes allersmukkeste, højeste og mest imponerende ceremonicenter. En af pyramiderne, med et tempel på toppen, er næsten 70 m høj og således det højeste indianske bygningsværk i Latinamerika. Heroppefra kan man til alle sider se junglen og så langt øjet rækker stikker toppen af ruiner op gennem skoven.


3 boldbaner, et utal af ’plazaer’ og altre, bygninger og steler og relieffer giver tilsammen et overvældende indtryk og synlig dokumentation for mayaernes utroligt præcise viden om astronomi og matematik. Højdepunktet er hovedpladsen med det stor Jaguar Tempel.

 

15.november-mandag      Vi forlod Flores tidligt, da vi har turens sidste, lange køretur for os. Vi kørte stik øst med kurs mod Belize. Vejen gik gennem tæt jungle indtil vi nåede Belize City. Herfra kørte vi nordover mod Yucatan-halvøen i Mexico. Efter ca. 10 timers kørsel var vi fremme ved den lille mexicanske by, Bacalar. Det var 3 lande på én dag, med grænseovergange 2 steder. Vi lærte af vores rejseleder, at når man kender systemet og diverse gebyrer (=bestikkelser), så glider det let – og det gjorde han.


Belize har været en engelsk koloni, skabt på vanlig engelsk facon ved at låne lidt land af spanierne, som havde området på det tidspunkt og så sørge for, at vinde hævd på det, så England til sidst kunne overtage det.



I Bacalar kom vi til at bo på et dejligt hotel på skrænten ned til en lille ferskvandssø, meget fint opbygget med et stisystem hele vejen ned og en lille bådebro til sidst.






 

16.november-tirsdag     Efter at have sovet ud, kørte vi videre til Playa Del Carmen, en gammel fiskerlandsby, som har vokset sig stor, da byens havn udgør et sprængbræt til øen Cozumel. Her boede vi på et hotel lige i strandkanten. Det er en rigtig hyggelig by med gang i, masser af mennesker og restauranter og butikker. Det er et meget yndet feriested for amerikanere og prisniveauet er derefter.

 

17.november-onsdag     I dag var vi ude at se på et af de allerstørste og allermest berømte maya-ruin-komplekser – Chichen Itza



Chichen Itza er nok den mest kendte og mest legendariske maya-by, vel nok p.g.a. de enorme anlæg, bygninger som observatoriet og El Caracol og den uhyggelig cenote, hvor man ifølge traditionen ofrede mennesker til regnguden. Komplekset bærer præg af indtrængende toltekere (i modsætning til Palenque). Toltekerne trængte ind omkring år 970 og kom til at sætte et uudsletteligt spor på maya-kulturen, bl.a. med Kukulcan-kulten. Det mest bemærkelsesværdige bygningsværk er Kukulcan-pyramiden – kalenderpyramiden – hvis 365 trin fører op til toppen fra alle fire verdenshjørner. Præcist ved de to årlige jævndøgn tegner eftermiddagssolen en skygge på de øverste trappetrin, der minder om en slange. Symbolikken er åbenlys, for Kukulcan står for Quetzalcoatl, der betyder ’den fjerklædte slange’ – guden, som vil vende tilbage til jorden.


Vi så også den store boldbane på 180x70 m, hvor mayaerne spillede ’pok-a-tok’, hvilket kunne være en forløber for vore dages basketball. Man spillede med en meget hård massiv bold af rågummi, der ved hjælp af albuer, hofter og knæ (beskyttet med læderbrynje) skulle igennem et lille hul i en lodret stenring. Der har været mange spekulationer om spillet og dets religiøse betydning, og friser med afhuggede hoveder har også næret fantasien, men man ved ikke med sikkerhed, hvad der har foregået.



På vejen tilbage til vores hotel var vi inde og se en stor naturlig cenote (brønd). Disse cenoter dannes som huler under den sand- eller limsten, som undergrunden ellers består af, og disse huler kan blive meget store. Denne var vel 50 m i diameter og vandet i den lå 18 m under det overliggende terræn.  Derudover var den 60 m dyb og forbundet med andre cenoter gennem et naturligt tunnelsystem. Man kunne svømme i den, hvis man ville og der var også fisk i den og så var den altså bare flot.


 




18.november-torsdag
     I dag en ren afslapningsdag. Vi skulle ikke noget overhovedet og brugte dagen til at ose og nyde det. Vi havde fundet en rigtig god restaurant, som ud over den gode mad også serverede mayakaffe, som er en mexicansk variation af irish coffee. Den blev serveret af 3-4 tjenere med en større opstabling af kander og glas, som mayakaffen blev hældt ned over mens der blev tændt ild i den. Det var meget flot og smagte meget, meget godt….



19.november-fredag
     Der er lige tid til at kigge en sidste gang på byen og på den smukke strand og nå de sidste indkøb, for nu går turen hjemad efter 3 forrygende uger.