Lissabon 8. til 15. maj 2011

Med FLS-gruppen.

 

Søn 08 maj Vi mødtes i lufthavnen kl. 12.30, fløj kl. 14.30 og landede 3,5 timer senere i Lissabon. Holger har gennem sit arbejde kunnet leje en lejlighed i byen, som kan rumme 8 personer og det er lige, hvad vi er.

Det viste sig at være en rigtig lækker lejlighed med en stor stue med sofagruppe i den ene ende og spiseafdeling i den anden, stort køkken med alle faciliteter, et stort soveværelse med eget bad, et mindre soveværelse samt et værelse mere med 4 køjepladser samt et fælles bad for de 2 sidstnævnte rum. Hertil kom en stor terrasse med flot udsigt over bådehavnen og broen over Rio Tejo samt en eftermiddagsterrasse med jacussi.

Aftenen sluttedes af med en spadseretur langs floden. Her viste det sig, at vi vandrede igennem et område, som var bygget til verdensudstillingen ’Expo 98’, hvilket betød, at der ligger den ene flotte, moderne bygning efter den anden her. Ved stationen Oriente ligger et kæmpestort indkøbscenter med et hav af butikker og restauranter. Her spiste vi et dejligt aftensmåltid og fik handlet lidt, så vi kan få en god start i morgen. Derefter hjem og sludre lidt over en kop kaffe, så det blev alligevel lidt sent inden vi kom til sengs.

 

Man 09 maj Hyggelig morgenmad på terrassen. Sol fra en skyfri himmel. Kort sagt, vi nyder det. Ved 10-tiden blev morgenmaden afsluttet og vi begav os af sted på opdagelse. Kort igennem en lille park og så var vi ved stoppestedet for bus 28, som førte os ind til centrum.

I dag har vi valgt at besøge den gamle borg Castelo de Sao Jorge. I gamle dage var fortet næsten uindtageligt, og det forstår man, når man kæmper sig vej op til toppen af bjerget, hvor det ligger med en fantastisk udsigt over Lissabon. Vores bus 28 kørte os langs vandet og udfor fortet gik vi først et stykke og kom forbi en meget smuk portal, som var forsiden af en kirke, Igreja da Conceicao Velha. Portalen eller forsiden af kirken er det eneste, der er tilbage af den efter det store jordskælv i 1755. Portalen er lavet i manuelinsk stil af kunstneren Joao de Castilho og bestilt af Dom Manuel I. Lidt længere fremme, rundt om hjørnet lykkedes det os at køre et lille stykke med en lille sporvogn, som også sjovt nok hed 28, dog med et E efter, og derefter måtte vi igen gå det sidste stykke.

 

Fortets historie fortaber sig lidt i det uvisse, idet der allerede i forhistorisk tid lå en borg her på dette strategiske sted. Da romerne kom til og senere endnu vestgoterne, udbyggede og befæstede de begge den yderligere. Senere opførte maurerne ringmuren. I 1147 indtog Dom Alfonso Henriques fæstningen, som under Dom Alfonso III blev omdannet til kongeslot. Dom Joao I gav det navnet Castelo de Sao Jorge (Sct. Jørgen). Det var et spændende sted og en meget velbevaret (-restaureret) borg.

 

På vej ned fra borgen så vi en påfugl, der gjorde kur til en 2-3 hunner, så han havde nok at gøre og havde sin flotte fjerdragt rejst næsten hele tiden. Nu var det blevet et godt stykke over frokosttid og vi fandt hurtigt ind på en lille hyggelig restaurant. Her var der god stemning og fin mad og vi sluttede af med en Ginja, en slags kirsebærlikør, som smagte ret godt.

Længere nede nær det sted, hvor sporvognen havde sat os af på opturen, lå en kirke, som, viste det sig, var fuld af dannebrogsflag. Kirken hedder Miradouro de Santa Luzia og er helt fra 1100-tallet. Det var en korsridderkirke med tilhørsforhold til malteserordenen og de bruger det hvide kors på rød bund, ligesom vi gør. Lige ved siden af kirken en smuk pergola, der giver skygge til nogle hyggelige azulejos-beklædte stenbænke (azulejos er håndmalede portugisiske kakler). Herfra var en flot udsigt over den gamle bydel Alfama.

Helt nede besøgte vi Lissabons domkirke Sé eller Santa Maria Maior da Sé Patriarcal. Den opførtes af Dom Alfonso Henriques i 1147 og er byens ældste kirke. Højen, hvor den ligger har tidligere været benyttet af romerne til forum og tempel, af vestgoterne til kirke og af maurerne til moske. Kirken er stor og pompøs med 2 firkantede tårne, men meget mørk.

Så gik vi en lille kilometer til en tog/metrostation, hvor vi for 20 euro/mand købte en 5-døgns billet. Den gælder til det hele – også gadeelevatorer – så nu skulle vi være dækket ind foreløbig.

Så tog vi bus 28 og kunne nu benytte vores kort og kom hurtigt hjem. Kaffe på terrassen og jacuzzi og så var vi friske til at gå ud og finde et sted at spise. Efter nogen søgen endte vi på strandpromenaden næsten nedenfor vores lejlighed. Maden her var ikke overvældende. Til gengæld var der kun kort hjem.










 

Tir 10 maj  Morgenen forløb igen på samme måde og vejret har atter vist sig fra sin bedste side, så kl. 10 var vi klar til at tage på opdagelse. Denne gang tog vi til Belém. Dette område tager portugiserne selv til på feks. søndagsudflugt, og her findes nogle af den portugisiske kulturs største attraktioner.

Vi kørte igen med bus 28 og stod af i selve Belèm lige ved en af de allerstørste seværdigheder: Mosteiro dos Jeronimos, Jeronimusklostret.

Oprindeligt lå her kun et lille kapel, Nossa Senhora de Belèm, som Infante Dom Henrique kort før sin død lod bygge til sine søfolk, der her fra Restelo-stranden drog ud på de store opdagelsesrejser. Kapellet hørte under kristusordenen, som han udviddede og støttede til sin død. Det var dens mærke, det ligearmede kors, Cruz de Cristo, der var på karavellernes sejl.

 

Vasco da Gama drog ud herfra med 4 skibe den 8. juli 1497 og efter en vellykket rejse til Indien vendte han tilbage i 1499 belæsset med rigdomme. Dom Manuel I havde en del år haft en klosterplan klar, og nu var muligheden der ved hjælp af ’peberpenge’. Klostret blev bygget i hvide kalksten fra Lissabonområdet. Den nye klosterkirke fik navn efter det oprindelige kapel, men da kongen havde den hellige Jeronimus (Eremitten Jeronimos, Hieronimus af Bethlehem 340-419, Belém betyder Bethlehem) som skytshelgen, overlod han både kirke og kloster til Jeronimos-munkeordenen. Kristus-ordenen fik i stedet et andet kloster. Det er et meget smukt kloster, bygget i den særlige manuel-stil, som er overlæsset med krummelurer og forsiringer. Også indvendig ses alle krummelurerne, feks. på alle de højtstræbende søjler, som er rigt dekorerede hele vejen op.

 

Udfor klosteret, ned mod vandet, er der en nydelig park, og helt nede ved vandet står et moderne, smukt mindesmærke for Henrik Søfareren og de portugisiske opdagelsesrejser.



 

Portugals imperieeventyr blev grundlagt af den berømte prins Infante Dom Henriques (1394-1460), Henrik Søfareren. Han stod kun til søs én gang i 1415, hvor han fik til opgave at erobre en marokkansk by, Ceuta. Men han samlede en kreds af de bedste kartografer, kosmografer, astronomer, navigatører, skibsbyggere og handelsfolk på sin navigationsskole i Sagres på Algarve-kysten. På den tid var det almindeligt, at søkort blev holdt hemmelige og ingen gav derfor normalt nogen oplysninger fra sig, så denne samling af eksperter førte i første omgang til (gen)opdagelsen af Porto Santo i 1418, Madeira i 1419 og Acorerne i 1432-52. I 1445 kom også Cap Verde-øerne under Portugal. Også Vasco da Gama startede ud herfra og sejlede syd om Afrika og nåede Indiens vestkyst ved Calecut , en rejse, der varede fra 1497-99.

Da Portugals kolonivælde var størst, omfattede det Angola, Mosambique, Guinea Bissau, Cap Verde, San Tomé et Principe, Østtimor, Macau, Madeira, Acoerne, Brasilien, Tanger og Goa.

 

Herfra gik vi langs vandet og fandt ind på en lille restaurant på vejen, hvor vi fik en god frokost. Lidt længere fremme nåede vi Torre de Belém, et elegant manuelinsk tårn, der med sine pragtudskæringer, balkoner, minitårne og tinder ligner en skakbrik skåret i elfenben. Her ses alt, der hører til den manuelinske stil, bl.a. tovværk, ankre, arabiske slyngninger og snoede søjler, stenkniplinger mm. Det er forståeligt, at denne stilart i sjov er blevet kaldt hydrogotisk.

Tårnet, der blev opført i 1515-21 på en flad basaltklippe midt i Tejo-floden, var både fyrtårn og fæstning, og det bevogtede indsejlingen til Lissabon. I perioden 1580-1828 tjente det som statsfængsel. At kasematterne blev oversvømmet af tidevandet, var en nem måde, at gøre det af med fangerne på. Efter en restaurering i 1983, hvor det fik UNESCO’s kulturarvsstempel, er vandkassematterne forvandlet til de nydeligste marmortoiletter. Siden 1500-tallet har floden ændret sit leje og nu kan man gå ad en smal bro til fæstningen.

Så drog vi hjemefter og bus 28, som vi snart kender så godt, bragte os hjem. Aftensmaden lavede vi hjemme og nød at sidde på terrassen og se ud over vandet.







 

Ons 11 maj Efter det sædvanlige morgenritual drog vi ved 10-tiden igen ind til byen.

Denne gang tog vi bus 28 den anden vej, nemlig til Oriente-stationen, for nu skulle vi prøve metroen. Vi kørte med rød linie til S.Sebastio og skiftede her til blå linie, som bragte os til Restauradores-stationen. Her kom vi op på torvet … og lige ved siden af den meget skrå sporvogn(måske 45 grader), Elevador da Gloria, som vi tog, og den førte os lige op til Portvinsinstituttet. Her kom vi ind i nogle meget svale rum, hvor vi på væggene kunne se portvinsflasker af alle mulige fabrikater og årgange. Passende fordelt stod små sofagrupper, hvor man kunne sidde og prøvesmage de mange portvins-muligheder. Det var et rigtigt lækkert sted, hvor man kunne tilbringe megen tid, hvis man havde råd.

Så kørte vi med den skrå sporvogn ned igen og gik lidt videre forbi torvet og kom så til en anden af Lissabons seværdigheder, Elevador de Santa Justa, en lodret 45 m høj elevator, bygget i 1902 af Raul Mesnier du Ponsard, en elev af Eiffel. Den har en udsigtsplatform på toppen med en lille café og en flot udsigt over byen. Ved udgangen næsten i toppen kommer man forbi en kirkeruin uden tag, som også var et arkæologisk museum. Her gik de andre ind, medens Jette og jeg gerne ville videre til marked nede ved havnen. Desværre kom vi for sent, da markedet kun var om formiddagen og desuden var det ’kun’ et blomstermarked. Så tog vi vores snart faste forbindelse, linie 28, hjem. Vi spiste til aften på en restaurant på vores egen strandpromenade. Det var ikke særligt godt, så der kommer vi ikke mere, men vi blev da mætte.

 

Tor 12 maj  I dag har vi besluttet at se et stort akvarium, Oceanario, som ligger her i vores område i kanten af Expo 98-området. Vi vil nyde det og strække morgenmaden, og så vi går til Oceanariet ved 11-tiden, går hjem bagefter og spiser frokost og tager til slut til byen, nyder aftenstemningen og finder et sted at spise derinde.

Akvariet var meget, meget flot med et meget stort centralt akvarium på 5000 m3 og en masse mindre udenomkring. Vi så også en film om alt det, der foregår bag kulisserne med at finde og holde den rigtige saltbalance i vandet, med fiskesygdomme, fodersammensætninger mm.

Efter frokost slappede vi af igen inden vi ved 17-tiden drog ind til byen. Vi kørte – med bus 28 – til Lissabons Triumfbue, Arco Triunfal da Rua Augusta, der troner midt for Terreiro do Paco-pladsen, en stor plads, der på 3 sider er omkranset af nyklassicistiske bygninger med et galleri af arkader. Den fjerde side er åben og her fører marmortrapper ned til Tejo-floden, hvorfra besøgende konger og præsidenter i fordums tid steg i land. Modsat trapperne, på pladsens nordside opførtes i 1755-1873 en meget fin triumfbue til minde om 4 af Portugals store mænd, Viriato, Vasco da Gama, Marques de Pombal og Nuno Alvares Pereira (se nedenfor).

Vi gik gennem buen og fulgte hovedgaden Praca do Comércio. Det er en lang gågade fuld af spændende butikker, fortovsrestauranter og gadeartister af enhver art. Øverst lå en portvinsbutik, som vi lige måtte kigge på. Vi har ellers købt portvin i Portvinsakademiet, men vi fandt da en spændende kirsebærlikør, Ginja, som vi lige måtte have en flaske med hjem af. Vi kunne ikke lige finde sporvogn 28E, som vi vidste kørte op til korsfarer-kirken, hvor vi havde aftalt at mødes, men vi prøvede en anden sporvogn 12, som gav os en vældig underholdende tur ad de smalle snoede gader, hvor vi hvert andet øjeblik måtte ringe med klokken for at få biler til at flytte sig, fordi de holdt i vejen. I øvrigt endte vi oppe ved korsridderkirken også med denne sporvogn, så det var jo fint. Vi havde nemlig besluttet at vi ville besøge den hyggelige restaurant ved indgangen til borgen, også fordi vi havde forstået, at de spillede fardo der om aftenen. Fardo er en særlig portugisisk sang/musikstil, som kan være meget højtravende eller mere folkelig. Desværre var det ikke der, de spillede fardo, men på en søsterrestaurant, men maden var stadig god.

Så drog vi tilbage ad de små gader og endte ved triumfbuen igen. Her tog vi for en gangs skyld en anden bus hjem, fordi vores 28’er lod vente på sig og fordi chaufføren sagde at hans bus også holdt ved vores lejlighed. Men det var nu blevet mørkt, og vi kunne ikke se, hvor vi var, så vi måtte køre helt til endestationen, som heldigvis var vores Oriente, men herfra var der 20 min. at gå før vi endelig var hjemme, godt trætte.





 

Fre 13 maj I dag skal vi prøve at komme lidt udenfor Lissabon. Lillian, Hans Peder, Jette og jeg vil en tur til et lille smukt område, der hedder Sintra, ca. 27 km udenfor Lissabon. Vi er på egen hånd, og aner ikke, hvordan vi kommer dertil. Vi kan se på kortet, at det ligger udenfor metrogrænsen, så derfor skal vi nok med toget, så vi starter med at køre til Oriente-stationen. Her finder vi en flink mand, der, selvom han ikke er særlig god til engelsk, kaster sig ud i en forklaring. Vi skulle køre med rød metrolinie, som har endestation på Oriente og køre til stationen Solidante, hvor vi skiftede til gul linie, som vi fulgte 2 stationer til Entre Campos. Her stod vi af og ventede 5 min på perronen, så kom toget til Sintra. Let og elegant.

I Sintra spadserede vi ud ad bygaden og nærmest også ud af byen, så det ud til, men på den anden side af en lille dal, kom byen tilbage igen med masser af liv. Vi fandt en lille frokostrestaurant og nød vores mad og øl og glædede os over, hvor dygtige vi havde været til at finde vej. Lidt fra restauranten lå en turistinfo, hvor vi fik at vide, at vi bare skulle tage bus 434, som ville bringe os op til den største seværdighed, Palacio da Penara, på toppen af bjerget. Vel på toppen kunne vi købe billetter og gå ind, bare for at opdage, at der var endnu et par hundrede stejle metre inden vi var helt oppe. Men der holdt en grøn bus, som formedelst 2 euro/mand bragte os heeelt op. Det romantiske Pena-slot ligger øverst på en bjergtop og midt i en stor skyggefuld park med træer og planter fra mange forskellige klimazoner. Også selve slottet er et overvældende potpourri af stilarter: maurisk, gotisk, manuelinsk, renæssance og barok.

Herfra så Dom Manuel I under en jagt i 1503 Vasco da Gama’s skibe vende hjem. I glæde herover lod han opføre et kloster til Jeronimos-munkene, Convento de Nossa Senhora da Pena. I 1838 købte Dona Maria II’s prinsegemal Dom Fernando II af Saxen-Coburg-Gotha det nedlagte kloster. Beliggenheden mindede ham om hans hjemegn Bayern, og den preusiske arkitekt Baron von Eschwege blev tilkaldt. Han byggede så dette ’patchwork-slot’. På en høj et stykke fra slottet står en statue af arkitekten i ridderrustning med udsigt til sit mesterværk.

Her var rigtig meget at se på og vi opdagede pludselig, at det var ved at være ud på eftermiddagen og besluttede at vende hjemefter. Nu vidste vi mere om vejen, så vi kørte fra Sintra til Rossio i et hug og skiftede her til blå metrolinie, som bragte os til Santa Appolonia, hvor vi tog bus 28 hjem.

Det var en rigtig fin tur og dagen sluttede med aftensmad på en anden restaurant på strandpromenaden, Roda de Leme, som viste sig ikke alene at være ret billig men også rigtig god.

 

Lør 14 maj I dag driver vi den lidt af. Vores fornemmelser af, at vi snart skal hjem, samt forlydender om at det er både gråt og koldt derhjemme, får os til at holde ekstra fast i flugtstolene på terrassen og nyde det dejlige sommervejr her. I dag har det i formiddags været lidt diset, men ellers har vi haft høj sol og 25-30 grader hver dag. Vi har dog været en tur i Oriente-centret og ose lidt samt spise frokost på restauranten med den mørke hvedeøl, som smagte så godt, men ellers har vi nydt det og læst og været i jacuzzi.

 

Søn 15 maj Nu kan det ikke udsættes længere, i dag skal vi hjem og der er en lang liste af pligter, der skal udføres inden da. Alt service skal tælles op, for at kontrollere, at der ikke mangler noget – og så skal der gøres rent over det hele. Men det gik nu meget godt, Klaus og Doris tog køkkenet, som nok var det værste og så hjælper det jo, at vi er 8 til det.

Vi havde bestilt taxa til kl. 15 og igen forbavses man over, hvor mange timer, der går fra man går ud af døren det ene sted til man ankommer det andet. Vi var i lufthavnen kl. 15.30, flyet afgik 17.30 og vi var i Kastrup kl. 22 og med Brians hjælp var vi hjemme kl. 23. Transporttid: 23-15-1tidszonetime = 7 timer.

Det var en dejlig tur og vi vil gerne bede Holger undersøge, om 3F skulle have en lejlighed på Bahamas el.lign., for så melder vi os på stedet.

 

Lille Leksikon

 

Manuelinsk stil En helt enestående portugisisk stil i arkitektur og kunst, som opstod sidst i 1400-tallet ved overgangen mellem sengotik og renæssance. Opkaldt efter Dom Manuel I og er én stor hyldest til havet og de eventyrlystne søfarere. Bygninger blev overdådigt udsmykket med tovværk, ankre, master, kork, tang og sneglehuse blandet med orientalske og indiske mønstre udskåret som de fineste kniplinger. Stilens 3 vigtigste elementer var: det portugisiske våbenskjold, Kristuskorset (Cruz de Cristo) som var afbilledet på karavellernes sejl samt armillarsfæren (den tids navigationsinstrument).

 

Marques de Pombal En adelstitel, som flere prominente personer har haft, men her refereres sikkert til den første Marques de Pombal, Sebastiao Jose de Carvalho e Melo (1699-1782). Han var en portugisisk statsmand med titel af kongens minister svarende til vore dages statsminister i regering under Joseph I. Han er kendt for sit kvikke og kompetente lederskab under håndteringen af jordskælvet i Lissabon i 1755. Han introducerede mange grundlæggende administrative, uddannelsesmæssige og økonomiske reformer.

 

Nuno Alvares Pereira  (1360-1431). Portugisisk general med stor succes, som havde en afgørende rolle i 1383-85-krisen, som sikrede Portugals uafhængighed af Castilien (hovedparten af det nuværende Spanien), så han har altså æren af, at Portugal ikke er indlemmet i Spanien i vore dage. Han blev senere en mystiker og blev velsignet af pave Benedict XV i 1918 og kanoniseret af Benedict XVI i 2009.

 

Vasco da Gama (1469-1524) var en portugisisk opdagelsesrejsende, som nåede Indien af søvejen syd om Afrika i 1498. Han blev sendt af sted af kong Manuel 1 i 1497 med 4 skibe og nåede 20. maj 1498 frem til Indiens vestkyst. Da han kom tilbage til Lissabon, blev han adlet og udnævnt til admiral af Indien.
I 1502 drog han af sted igen med en flåde på 20 skibe. Han anlagde flere handelskompagnier på østkysten af Afrika.

I Indien sluttede han venskab med flere fyrster og besejrede byen Calicut. Han vendte tilbage med 13 rigt lastede skibe og blev udnævnt til greve af Vidigueria.

I 1524 blev Vasco da Gama af kong Johan 3. udnævnt til vicekonge af Indien og sendt af sted på en ny ekspedition. Under denne døde han af malaria.

 

Viriato  Således kaldet i Spanien og Portugal, men hed Viriathus. Han var den vigtigste leder for det Lusitaniske folk, som boede i området, hvor Portugal nu ligger. Han ledte sit folk til adskillige sejre over romerne mellem 147 BC og 138 BC, hvor han blev forrådt og dræbt. Om ham blev sagt, at det var som om en af Homérs helte var genopstået.