Bornholm 17. til 23. juli 2010

Ferietur med Leif og Lone

 

En rigtig fin tur med ekstremt dejligt vejr - omkring 30 grader hver dag.

Vi tog fly til Rønne, for der var alt booket på færgen, selvom vi prøvede at bestille plads allerede i april måned. Nina og Erling lånte os deres sommerhus i Arnager og da vi ikke havde bil med (af gode grunde), så lånte de os også en bil, så det var fine forhold at holde ferie under. Leif og Lone har ikke været på Bornholm før, så det var bare at komme i gang med at se noget. Desværre blev Jette syg, så de to første dage måtte hun holde sengen med feber mm.

Her er lidt billeder fra huset. Arnager har den længste træbro i Danmark og den fører ud til en så sjælden foreteelse som en øhavn.



Den første dag tog vi omkring Jons Kapel, gik tur i Blåskinsdalen, kiggede på Hammershus og Løvehovederne (som egentlig hedder Kamelhovederne), kiggede på helleristninger i Allinge og sluttede af med at kravle ned til Helligdomsklipperne og den sorte grotte.

På vej til Jons Kapel
Kamelhovederne

Jons Kapel er et gammelt eksempel på en tør ovn, som er opstået af bølgernes slag mod klippen. Kapellet ligger lige nord for Hasle.

Jon var en mand, der blev sendt til Bornholm for at gøre bornholmerne kristne. Han slog sig ned i grotten, der i dag er kendt som Jons kapel. Snart blev bornholmerne nysgerrige efter at se, hvem denne Jon var, så de tog ned for at hilse på ham i hans grotte. Jon bød dem hjerteligt velkomne, og begyndte snart at fortælle dem historier fra biblen. Bornholmerne synes om det, de hørte, og de blev hurtigt flere, efterhånden som budskabet om ham blev bredt. Til sidst var de så mange, at der ikke var nok plads i den lille grotte. Derfor rykkede man udenfor. For at alle skulle kunne høre ham kravlede han op på klippen. Senere blev der udhugget en prædikestol på dette sted.

Blåskinsdalen er en af Bornholms flotteste sprækkedale. I 2006 afholdt den regionale radiostation "DR Bornholm" en afstemning om Bornholms syv vidundere. Blåskinsdalen kom ind på en klar tredjeplads efter Hammershus og Hammerknuden.

Dalen har fået sit navn fra de blå anemoner, der blomstrer her om foråret. En anden af dalens karakteristiske planter er den stedsegrønne vedbend, der slynger sig op ad størsteparten af dalens træstammer og dækker det meste af skovbunden. Endvidere er her et frodigt plantedække af bregner og orkideer (gøgeurt). Det særlige lys i dalen har gennem tiden inspireret kunstmalere - men det siges, at det ikke vil lade sig fange på et lærred.

Hammershus er en ruin af en middelalderborg på klippeknuden ud til kysten syd for Hammerknuden. Den menes grundlagt omkring 1255 af ærkebiskoppen Jakob Erlandsen. Rimeligvis har der forud ligget en tilflugtsborg, idet der er bevaret et lille stykke jordvold, og klippen er oplagt til en borg. Jakob Erlandsen skrev, at han blot udbyggede en eksisterende borg, da Kong Valdemar klagede over, at han brød forbuddet imod at bygge nye borge. I 1265 blev borgen erobret af Erik Klipping, men blev givet tilbage til ærkebiskoppen i 1276, så den under de efterfølgende ærkebiskopper Jens Grand og Esger Juul kunne spille en vigtig rolle i magtspillet mellem konge og kirke. Erik 6. Menved var utilfreds med, at fredløse kunne søge ly på borgen, og i 1319 lykkedes det marsken Ludvig Albertsen Eberstein at indtage borgen. Eberstein var først kongens høvedsmand på borgen, men da den i 1321 blev givet tilbage til ærkebiskoppen af Christoffer 2., var han borgherre for ærkebispesædet i Lund. I 1324-25 forsvarede han borgen mod angreb og belejring af rigsmarsk Peder Vendelbo. Efter 16 måneders belejring overgav Eberstein sig, og kong Valdemar Atterdag overtog herredømmet over borgen, men gav den kort efter tilbage til ærkebispesædet, der beholdt borgen indtil 1522, da Christian 2. gjorde krav på Hammershus og efterfølgende satte biskoppen fra Odense, Jens Andersen Beldenak, i varetægt på borgen. I 1522 blev Hammershus erobret af lübeckerne. De istandsatte borgen og benyttede den i de år, de fra 1526 havde Bornholm i pant. Fra 1576 var Hammershus atter på den danske konges hænder. Den fik lov at forfalde og betragtedes efterhånden som utidssvarende som fæstningsværk.

Ved Roskildefreden i 1658 fik svenskerne også Bornholm, og de indsatte Johan Printzenskiöld som guvernør. Bornholmske oprørere ledet af Jens Pedersen Kofoed slog ham ihjel i Rønne og erobrede dagen efter borgen. Herefter tilbød de øen til den danske konge. Efterhånden mistede Hammershus sin betydning som fæstning. Den blev anvendt som statsfængsel for bl.a. Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina Ulfeldt, der blev indsat i 1660. Efter deres flugt fra Manteltårnet og efterfølgende tilfangetagelse blev de placeret i et mørkt slotskapel, men senere igen indsat i Blåtårn i København - på hver sin etage. I 1743 blev Hammershus rømmet og derefter anvendt som stenbrud. I 1822 blev borgen - ruinen heraf - fredet.

Hammershus er anlagt på en 74 meter høj klippe og fylder med sine forborge et areal på henved 35.000 kvadratmeter. Ringmurene har en længde på omkring 750 meter. Mod havet er der stejle klipper og til de andre sider vanskeligt passabelt, klippefyldt terræn.

Helligdomsklipperne består af en række forrevne, indtil 22 m høje kystklipper.
Helligdomsklippen har sit navn, fordi der ved foden var en hellig kilde, Rø Kjijla, som folk tidligere valfartede til.
Kystklipperne har fået deres uregelmæssige former, med dybe grotter og stejle, forrevne granitsøjler, ved årtusinders påvirkning af vejr og vind.
























Den anden dag
blev jeg hjemme hos Jette medens Leif og Lone tog en tur til Christiansø. Vi var på Christiansø sidste år og behøvede ikke at tage derover igen. Her er nogle af deres billeder derovrefra.

Om aftenen var vi til travløb i Almindingen. Erling har part i en hest her og det var spændende at se. Jette var i bedring, så hun tog med også. Vi prøvede også totalisatoren og gik hjem med en fortjeneste på 14 kr. Alt i alt en fin aften.







Den tredie dag tog vi fat på midten og østsiden af Bornholm og kiggede på Nylars Rundkirke og Bodilsker.

Nylars KirkeNylars
NaturBornholm
 

 

Nylars Rundkirke er bestemt et besøg værd.  Kirken vidner endnu mere end de andre om en fortid som forsvarsværk - og betragtes som den bedst bevarede. Den menes at være opført i 1160 og de flotte kalkmalerier omkring midtersøjlen fortæller om Adam og Evas skabelse, fald og forvisning fra Paradis. I kirken findes to af Bornholms i alt ca. 40 runesten.  Kirken er indviet til Sct. Nicolaus af Myra - de søfarendes skytshelgen.


Bodils Kirke
Kirkens værnehelgen er den engelske helgen Sankt Botulf, men dette navn er med tiden blevet ændret til pigenavnet Bodil, og som sådan er "Boels Kirke" nævnt i 1569 i Lund Stifts Landebog. Navnet hænger stadig ved, selvom der ikke eksisterer nogen Sankt Bodil. Navnet er også blevet navnet på sognet Bodilsker (= Boels Kirke Sogn).
Kirken er bygget omkring år 1200. Et sagn fortæller, at en lokal præst engang følte sig forfulgt af Fanden her. I sidste øjeblik reddede han sig ind på kirkens jord, hvilket gjorde Fanden så rasende, at han smed sin hat efter præsten. Han ramte forbi og i stedet borede hatten sig ind i tårnet i kirkegårdsmuren ud mod vejen. Her kan man stadig se den kilet ind i den hvidkalkede væg.




- og udstillingscentret NaturBornholm, som er meget interessant og absolut et besøg værd (se deres hjemmeside www.naturbornholm.dk )



Vi var også i Paradisbakkerne, hvor en berømt rokkesten ligger.

Rokkestenen er en vandreblok, som er ført hertil af indlandsisen og efterladt da den smeltede efter sidste istid. Den måler ca. 4x3x2 m og vejer henved 35 t. Stenen har kunnet rokke siden istiden og til vore dage undtagen en periode fra 1960-2000, hvor den var udsat for hærværk. I fortællingen 'De undejordiske' berettes: Da kirkeklokkerne i Bodilsker begyndte at ringe, kunne trolden i Pedersker ikke holde larmen ud. Han tog derfor en stor sten og smed den efter klokketårnet, men han var ikke så god til at sigte. Stenen røg helt til Paradisbakkerne og landede, hvor den ligger nu.

Dernæst var vi et smut i Svaneke, hvor den lokalt berømte hønseskidning foregår. Det er en 'bankoplade' med 100 numre, som man så kan vælge at satse på. En høne sættes ud på 'pladen' og man afventer så, hvor den på et eller andet tidspunkt vil lægge en klat.

Dagen afsluttedes med middag i Nexø sammen med Nina og Erling. Her beså vi også Martin Andersen Nexø's barndomshjem.















 

 

 

 

 

 

 

 

 








Den fjerde og sidste hele dag var vi i Almindingen, hvor Bornholms højeste punkt, Rytterknægten, ligger og i Ekkodalen.

Rytterknægten. Her findes Bornholms højeste punkt (162 meter). På toppen er byggedes i 1856 et 13 m højt granittårn til minde om Frederik VII (den Syvende) og grevinde Danner, som besøgte Bornholm i år 1851. Da den omkringliggende skov efterhånden skød i vejret og tog udsigten, blev tårnet i 1899 forhøjet med en 9 m høj jernkonstruktion.

Ekkodalen er en del af Bornholms længste sprækkedal, der skærer sig 12 km gennem øen fra Almindingen til Gudhjem. Dalen hed oprindeligt kodalen, da landmændene her lod deres kreaturer græsse i dalbunden, Første gang navnet ekkodalen optræder, er på et kort fra 1746, hvor en ukendt person med håndskrift har tilføjet et Ec foran navnet kodalen. Og dermed blev Kodalen til Eckodalen. Det lyder også mere romantisk.

Herefter tog vi til Østerlars for at kigge på den flotte rundkirke der.

Østerlars Rundkirke er Danmarks største og Bornholms ældste rundkirke. Det centrale rundskib er mere end 16 m i diameter og granitvæggene er mere end 2m tykke. En snæver og groft udhugget trappe i ydervæggen fører op til andet og tredie stokværk, hvor man kan komme helt op under taget og se de bærende loftskonstruktioner. Som den eneste rundkirke er Østerlars' midtersøjle (ovnen) hul. Her står døbefonden. På ovnen er malet en række kalkmalerier, der gengiver Jesu liv og lidelseshistorie. Mest interessant er dog det voldsomme dommedagskalkmaleri, der med sine 150 figurer er et anseeligt billede i den danske middelalderkunst. Her har middelalderens bornholmere kunnet sidde og ryste i bukserne under gudstjenesterne og se, hvad der ventede dem, hvis de ikke opførte sig dydigt: Helvede i form af en kæmpe drage, flammende ild, lidende syndere og en djævel, der ondt grinende blotter sin bagdel.

Dernæst kiggede vi lidt på Gudhjem. Vi stødte først på en ruin af Skt. Anna's Kapel lige ved siden af Gudhjem kirke. Og så gik vi ellers bare en tur i byen.

Skt. Anna kapel er en kirkeruin på kirkegården ganske tæt ved Gudhjem Kirke. Skt. Anna kapel blev opført i 1200-tallet som kystkapel for de mange såvel bornholmske som tyske fiskere, der i middelalderen drev sildefangst omkring Bornholm. Kapellet blev opført i kløvet kamp og tegl og viet til Sankt Anna (Jesu mormor). Det oprindelige, romanske kapel med smalt kor og bredere skib blev i middelalderen ændret til et gotisk langhus. Sagnet fortæller, at det var en greve, som byggede Skt. Anna kapel, efter at han var blevet reddet fra havsnød. Kapellet skulle have ligget på Nørresand, men hvad man her opførte om dagen, forsvandt om natten. Først da man valgte det nuværende sted, blev kapellet fuldført. Bygningen målte ca. 17,5 x 6,5 m og havde oprindelig en højde af ca. 3,7 m. Den var bygget som en kassemur af utilhuggen, men i hjørnerne kløvet granit, med fyld af rullesten og brokker af munkesten, lagt i den bornholmske cementmørtel. Omkring dør- og vinduesåbningerne var der benyttet teglsten. Taget var hængt med munk- og nonnetagsten. Et våbenhus blev tilføjet ved kapellets nordfacade efter reformationen i 1536. I 1776 blev kapellet yderligere ombygget. Bygningen blev forhøjet med 1 meter og fik et nyt tagværk med muret spidsgavl mod vest og halvalm mod øst. Desuden blev der over vestgavlen opsat et pyntespir og en klokkestol. Sidstnævnte blev i 1870 erstattet af en ny af form som et lysthus, placeret lige bag spiret. Efter reformationen har kapellet til stadighed været fattigt og i en ret dårlig stand. Dets dårlige tilstand samt behovet for en større kirke medførte, at en ny kirke i 1893 blev opført. Kapellets videre skæbne delte byen i 2 lejre. Tilhængere af en nedrivning argumenterede med, at der var et stærkt behov for at udvide kirkegården, hvorfor kapellet burde nedrives, så denne jord kunne blive inddraget til gravsteder. Et forsøg på bevaring af kapellet blev ikke imødekommet af ministeriet, der gav tilladelse til nedrivning på betingelse af, at man bevarede kapellet som ruin med murene i 1 meters højde. Da modstanderne af nedrivningen ville forelægge sagen for Nationalmuseet, skyndte man sig at sprænge kapellet i luften, inden en eventuel fredning kunne blive iværksat. På den vestvendte kapelgavl blev i 1940 af Bornholms Marineforening opsat en stentavle over 11 finske søfolk, der druknede ved Alexander's og Dyggan's forlis 22. maj 1840 ud for Gudhjem.

På hjemvejen stoppede vi lige i Rønne for at kigge på nogle af de gamle huse.

Det røde hus er beliggende i Vimmelskaftet og er Bornholms mindste.

 

 

 

 


Vores sidste dag på Bornholm
brugte vi til at rydde op og gøre rent og herefter slappede Jette og jeg af, medens Leif og Lone tog et smut til sommerfugleparken i Nexø.

Her er et billede af en meget speciel 'drage'sommerfugl.

 

Så var dagene på Bornholm pludselig forbi. Det var en dejlig tur, og der er jo så meget mere at se her på Bornholm, så vi bliver nok nødt til at komme tilbage ved lejlighed, men vi gjorde da, hvad vi kunne, for at nå så meget som muligt.