Vestindien fortsat, nu på St Thomas og St. John

 

FRE 18   Så er det tid til at kigge lidt nærmere på den nye by, vi nu er i. Der er her, ligesom på Hawaii et 1$ bussystem, hvor man står på ved bestemte stoppesteder og kører så længe man vil for denne ene $. Her skelner de dog lidt, idet man betaler 1$ for byture og 2$ for de længere ture ud på landet. Vi skal desværre gå et ret kedeligt stykke fra hotellet til vi når et stoppested, men så går det fint resten af vejen til centrum.

Selve kolonien blev anlagt i slutningen af 1600-tallet. Den første bygning, der blev rejst var det røde fort og heromkring voksede et lille samfund frem. Byen blev kaldt for Taphus, da der mest var beværtninger, hvor besøgende kunne få slukket deres tørst. Senere ærede man kong Christian V’s dronning Charlotte Amalie ved at opkalde den efter hende. Den udviklede sig tidligt til et caribisk knudepunkt for handel efter at være blevet frihavn i 1765. I begyndelsen af 1800-tallet havde den dengang travle havn besøg af næsten 3000 skibe om året. Faktisk var Charlotte Amalie på det tidspunkt Danmarks næststørste by.

I dag har vi så prøvet bussen og stod af ved Fort Christian. Fortet er lukket og har været det i mange år grundet en gennemgribende restaurering, som trækker ud/er gået i stå.

Ved siden af fortet ligger Emancipation Park, som har fået navn til minde om slaveriets ophævelse i 1848. Parken har en buste af Christian IX (hvad han så laver der). Desuden er der her, som i alle amerikanske stater, en kopi af det amerikanske frihedssymbol, Liberty Bell samt frihedssymbolet med negeren med en sukkerrørskniv i den ene hånd og en konkylie i den anden. Konkylien var til at blæse i og kalde slaverne sammen.



 

Herefter gik vi ned ad Dronningens Gade, og her ligger der et sandt mareridt af guld- og juvelbutikker. Der er næsten ikke andet. Man mærker her det store rykind af krydstogtskibe og det faktum, at alle øerne er toldfrit område.




 

Charlotte Amalie er den kendte maler Camille Pissarro's fødeby. Hans fader havde en lille købmandsbutik i Dronningensgade 14, og her er der indrettet et lille galleri. Han er blevet kaldt Impressionismens fader og i Frankrig arbejdede han sammen med Renoir, Cezanne og van Gogh. I galleriet var der dag kun et par billeder af ham fra hans teenageår, ellers var resten af andre lokale kunstnere. Vi spiste for en gangs skyld frokost i byen og fandt ned til Glady's i Royal Danish Mall, hvor vi spiste omelet og slappede af.










Vi satte Grethe af på Emancipation Square ved fortet, mens vi tog de 99 trin op til von Scholtens hus, Crown house. Vi kiggede på Governements huset og kravlede yderligere nogle trapper op til Skyborg, et gammelt udkigstårn.

Lidt før toppen stod en statue af De tre Queens, Mary, Agnes og Mathilda. De havde været de drivende kræfter bag en opstand på St. Croix i 1878, hvor 50 plantager og også Frederikssted blev brændt af. Folkestemningen i Vestindien og i Danmark gjorde, at de ikke blev henrettet, som flere af mændene fra samme opstand blev, men blev sendt til Danmark til afsoning. Efter udstået fængselsstraf kom de endog i audiens hos Christian IX.

Herefter ned og hente Grethe og så hjemad med bussen og trave det sidste kedelige stykke.








 

 

LØR 19   I dag tog vi ind til kabelbanen, Skyline, og vi faldt i snak med en reparatør, som skulle ordne noget ved tovbanen og som netop stod og ventede på ejeren. Han var vældig flink også, men banen ville ikke blive åbnet før i morgen, så vi måtte gå med uforrettet sag. Så tog vi bussen tilbage til fortet og kiggede nærmere på den gamle lutheranske kirke, som ligger her bag fortet lidt oppe af skråningen.

Vi ville se, hvornår søndagsgudstjenesten foregik, og her mødte vi nogle venlige damer, som fortalte, at det hele faktisk begyndte lidt tidligere end normalt, da der i anledning af, at det var Palmesøndag ville være et optog fra Emancipation Park og op til kirken, og det startede kl. 8.30.

Herefter drog vi mod den gamle danske kirkegård her i byen, og efter mange genvordigheder lykkedes det også at finde den - ikke mindst hjulpet af en venlig dame, som kørte os det sidste stykke.

Den var ret forsømt, med mange helt forvitrede grave, men der var alligevel en egen stemning der, med dens gamle mahognitræer. Her spiste vi vores medbragte frokost, mens vi tænkte over, hvad der mon feks. havde fået en Jacobsen fra Århus til at ende sine dage så langt fra hjemmet.

Tilbage i Emancipation Park parkerede vi Grethe igen, mens vi lige smuttede lidt opad igen for at se den jødiske synagoge, der ligesom den i København lå i Krystalgade. Der var nu ikke så meget at se, så vi var hurtigt tilbage hos Grethe igen, og så tiltrådte vi hjemturen. Jette og Grethe skulle køre direkte til hotellet, mens jeg skulle stå af ved et stort supermarked, Puebles, og hente lidt varer. De var heldige, at bussen kørte dem helt hjem til døren, men så heldig var jeg ikke, men da jeg kom slæbende med alle varerne, blev jeg meget glad, da Jette kom mig i møde og overtog nogle af poserne.

 

SØN 20   Tidligt op og afgang 7.45. Vi kom ikke længere end op til vejkrydset, hvor vi normalt skulle tage bussen, så var der en af bilisterne, der holdt for rødt, der kom i snak med os og endte med at køre os ind til Fortet. Der var allerede kommet mange mennesker til gudstjenesten og processionen fra Emancipation Park forløb fint med sang og bibellæsning undervejs.




Det var en lang ceremoni, men præsten havde en underfundig humor, så han var værd at lytte til. Til sammenligning med gudstjenesten på St. Croix, så var den sidstnævnte mere jazz‘ed og swingende. Til gengæld fik vi en gave i førstnævnte i form af en lille notesbog med påskriften 'God Loves You'. Gudstjenesten sluttede med at alle tog hinanden i hånden og hilste.







Så gik vi tilbage til stoppestedet ved Emancipation Park og ventede til der kom en taxa. Chaufføren fortalte, at der var ingen taxaer, der kørte til Magens Bay, men han kunne køre os til Coki Bay eller Saphire Beach. Vi valgte så Coki, men han troede det skulle være Saphire, så det blev det. Vejen gik højt oppe med en fin udsigt over bugten, men vi skulle selv gå ned til stranden, og det kunne jo nok gå, men vi skulle også selv gå op igen - og det var lidt hårdt. Det var en smuk bugt med krystalklart turkisfavet vand - og mange badegæster, men det var udmærket. Vi spiste først vores frokost og så svømmede vi lidt. Jeg fik snorklet lidt og fik set nogle scalareagtige fisk.

Hjemturen gik let og smertefrit (da vi først var kommet op dernede fra) og snart var vi hjemme igen, godt kaffetørstige.




 

MAN 21   I dag er turen kommet til St. John. Tidligt op igen og heldige som vi er, kom der allerede på vejen op til stoppestedet en flot rød taxa, som stoppede og spurgte, hvor vi skulle hen. Friske sagde vi Red Hook, som er havnebyen, hvorfra man tager færgen til St. John. Så tænkte vi: så langt kører han nok ikke! men jo, det gjorde han - for 2$ pr. mand. På den måde kom vi hurtigt til Red Hook og tog båden over allerede kl. 9. På St. John hedder havnebyen Cruz Bay og her var der masser af taxaer, der ventede. Vi fandt en, der kørte os langs nordkysten med de mange strande helt til Annaberg for 9$ hver.

Undervejs stoppede vi flere steder for at beundre de mange flotte strande, hvoraf feks. Trunk Bay har været på listen over verdens fineste strande.

Fremme ved Annaberg blev vi sat af taxaen og den kørte igen med løftet om at holde lidt øje med os, da vi jo ikke havde nogen aftale om hjemturen. Nå, det bekymrede os ikke lige nu, så vi gik i gang med at kigge på Annaberg.


 Sukkerfremstilling på plantagen Annaberg

Stedet er opkaldt efter Anna som var datter af Christopher William Gottscalk – en dansk planter.

Anna boede aldrig selv på plantagen som er opført i 1721.

Det er kun slaveboligerne, der stammer fra 1700-tallet, mens møller, fabrikken og de andre bygninger stammer fra 1800-tallet.

Slavernes boliger ligger med skøn udsigt over det azurblå hav, men vidner om et mørkt kapitel i Danmarks historie. De slaver der knoklede på Annaberg, blev sikkert ikke behandlet bedre end så mange andre steder, og ikke mindst arbejdet med at slæbe vand op til sukkerrørene på de omkringliggende bakker har nok fået mange til at bukke under.

Mens man går rundt mellem ruinerne, får man et godt indblik i sukkerproduktionen.

Den proces, som bliver beskrevet ved Annaberg, ligner meget den proces som er blevet brugt over hele Dansk Vestindien, og den er ikke væsensforskellig fra den proces der var udbredt i hele Caribien.

Oppe på toppen af bakken ligger vindmøllen fra ca. 1820, som blæsten snurrede rundt, mens sukkerrørene blev mast og saften løb ud. Op til 1800 liter/h kunne produceres her.

Ved hjælp af tyngdekraften løb saften i kanaler ned til ’fabrikken’ eller forarbejdningsstedet.

Hvis der ikke var vind nok, så havde Annaberg en ’hestemølle’, hvor heste travede rundt i cirkler, hvilket gav en lignende kraft som vindmøllen.

Præcist som med vindmøllen blev hestemøllen også brugt til at presse saften ud af sukkerrørene.

Fra møllerne blev sukkersaften ledt ned til kogeriet, hvor saften blev kogt i store kobberkar til det meste af væsken var fordampet.

Denne proces var følsom, og det var vigtigt at skifte fra kar til kar på det rigtige tidspunkt for at ende med det færdige produkt der kunne krystalliseres til brunt sukker. Hvis sukkermassen blev fjernet for hurtigt fra det sidste kogekar, så blev det til melasse i stedet for sukkerkrystaller. Denne sirupsagtige masse blev anvendt ved romproduktionen.

Sukkeret blev så pakket i tønder og sendt ud til Danmark og hele verden.

Det var dette sukker der var kilden til al rigdommen, og den indirekte årsag til at Danmark ikke ville af med slaveriet.

Det mest fantastiske ved Annaberg er, at man kan prøve at forestille sig, hvordan det har været dengang vindmøllen drejede rundt, mens mennesker og æsler har båret sukkerrør ned fra markerne.

Slaverne har arbejdet ved de stegende varme kar, og dampen har stået op i alle retninger.

 

Lidt nede ad en gangsti spiste vi vores madpakke og begyndte så at overveje hjemturen. Vi gjorde os forhåbninger om at tage tilbage til Trunk Bay og være der lidt og svømme og snorkle, men efter en rum tid var vi ved at være trætte af at vente, for vi havde jo ingen kørelejlighed tilbage. Så da vi endelig fik stoppet en taxa, som viste sig at være på ø-rundtur slog vi til, selvom han var dyr: 20$ for hver. Så på den måde kom vi til øens højeste punkt, hvor der var en fin udsigt, også til dele af British Virgin Island. Vi kom så ikke tilbage til Trunk Bay, men det var der så ikke noget at gøre ved.

I Cruz Bay var der ikke meget at studere, så vi kunne nå færgen kl. 13 tilbage til Red Hook og bussen videre hjem til kaffen på altanen, hvilket vi trængte rigtigt meget til.

 

TIR 22   I dag, den sidste hele, skal vi en tur til Magens Bay. Vi har aftalt med en taxa, at vi bliver hentet kl. 9.

Denne bugt er en populær badestrand og da vi ankom, var der allerede mange mennesker. Man betaler 5$ hver for at komme ind, men så er der også omklædningsrum toiletter spisepladser og en restaurant, samt udlejning af stole mm. Det er en smuk bugt med fint sand og også fisk at se helt inde ved land, hvis man snorkler. 






 

ONS 23   I dag er det desværre afrejsedag. Nu gik det ellers lige så godt. Vi bliver hentet kl. 10.30 og skal med fly til JFK og derfra til London Heathrow og så endelig CPH. Lang tur, som ellers gik fint – bortset fra en lidt nervepirrende episode:

Vi havde fået skrevet boarding cards ud fra nettet på hotellet, men de kunne ikke printe mere ud end til New York, så vi skulle have resten lavet i JFK. Her havde vi kun 1 ½ time til næste fly og det viste sig, at vores fly, som skulle være et British Airways-fly var overført til et American Airlines-fly og førstnævntes check-in lå i terminal 7 og sidstnævntes i terminal 8, så vi måtte farte med tog mellem disse to, indtil vi måtte sige, at nu måtte de altså løse det, for nu afgik vores fly altså lige straks. Så var der en venlig dame, der fik papirerne ordnet og nærmest bar os igennem check-in og security, så alt klappede, men pyh, ha.

 

 

I slavernes fodspor - i København

Fre 11 juli  Efter turen til Vestindien besluttede vi, at vi ville lave en lille rundtur i København for at se om der var nogle spor efter vores 'storhedstid' som slaveejere og sukkerproducenter. Turen skulle så være, når det var blevet lidt mere sommer i Danmark - og det var så i dag.

 

Vi startede turen i:


1. Nyhavn nr. 18 og 20.

Her boede Andreas Bodenhoff. Han havde et skibsværft på Christianshavn overfor Wilders Plads på et område, han af kongen havde fået tilladelse til at inddæmme. Her byggede han mange af de skibe, der indgik i trekantshandelen. Efter hans død i 1794 boede hans søn og dennes 18-årige hustru Giertrud Bodenhoff her. Hun døde under mystiske omstændigheder i 1798 og blev begravet på Assistens Kirkegård. Hele historien kan læses her:

 

GIERTRUD BIRGITTE BODENHOFF

Giertrud Birgitte og Andreas Bodenhoff blev forlovet i 1796. Den opmærksomme frier havde bl.a. opkaldt et skib efter den unge frøken, købt landstedet Kildevæld og ladet det sætte i stand. De blev gift omkring hendes 17-års fødselsdag i januar 1797 og flyttede straks ind i deres landsted.

Men fem måneder efter brylluppet blev Andreas syg og døde. Giertrud Birgitte var sønderknust. Hun oprettede et gravsted på Assistens Kirkegård, og fik Johannes Wiedewelt til at tegne et enormt og prangende marmorgravmæle. Hun må nu føre det store grossererfirma videre på egen hånd.  I sommeren 1798 blev Giertrud Birgitte syg og havde mange smerter. Det er hendes mor, fru Rosted, der plejer hende, men forgæves.

Giertrud Birgitte, der var blevet enke som 17-årig, døde i en alder af 19 år. Man sagde, at hun døde af en byld i øret. Men dette var før dødsattesternes tidsalder. En anden af Giertrud Birgittes brødre besøgte et par dage senere nogle venner. Til dem sagde han: ”Jeg kan ikke forstå, at de har begravet min søster med røde kinder”.

Et tegn på opiumsforgiftning er netop røde kinder. Man var dengang ikke tilstrækkeligt opmærksom på ”sikre dødstegn”, så det hændte, at folk blev begravet som skindøde. Allerede kort efter Giertrud Birgittes begravelse opstod der to myter. I Bodenhoff-slægten fortalte man, at en gravrøver huggede en af hendes fingre af for at få fat på hendes kostbare ring; men at hun ved smerten vågnede op og sagde: ”Åh, før mig bort fra dette skrækkelige sted”. Gravrøveren blev imidlertid rædselsslagen og slog hende ihjel i hendes egen kiste.

Den anden myte stammede fra Rosted-slægten og fortalte, at gravrøveren havde villet tage en kostbar ørenring fra hende. Da han trak til for at få smykket, skulle den byld, hun havde i øret, være bristet, og hun vågnede. Generation efter generation har holdt liv i disse myter.

Så sker der det i begyndelsen af 1950’ erne, at ugebladet Hjemmet spørger dr. Viggo Starcke, om han vil skrive en artikel i bladet. Han fandt det oplagt at anvende sit materiale om Giertrud Birgitte, selv om det ikke var komplet. Da artiklen blev bragt, fik han et væld af henvendelser fra folk, han i de fleste tilfælde ikke engang kendte. De ringede, skrev eller kom. Et af de vigtigste bidrag kom fra en mand, der sagde, at han nedstammede fra gravrøveren, som han vidste, var identisk med overgraveren Christian Mejsling. Efterhånden følte dr. Starcke at hans materiale om sagen var så righoldigt, at man ved at åbne og undersøge Giertrud Birgittes grav kunne få vished for, hvad der var hændt. Han sendte en ansøgning til Kirkeministeriet, men fik afslag med den motivering, at man ikke burde forstyrre gravfreden. Derpå studerede dr. Starcke skødet til gravstedet og konstaterede nu, at kirkegårdsvæsenet havde anlagt en sti tværs over gravstedets areal, lige uden for smedejernsgitteret omkring sarkofagen. Det fik ham til at skrive til Kirkeministeriet, at man vanskeligt kunne kalde det at værne om gravfreden. Så kom tilladelsen. Men nu var det blevet rigtigt vintervejr og det viste sig, at gravkammeret var blevet fyldt op med lerjord. A lt skulle udgraves lidt efter lidt og filtreres. Udgravningsarbejdet blev nøje fulgt af en sagkyndig inden for en lang række områder. Kistepladen, en tin-legering, kom til syne. Den var slået i utallige stykker, antagelig fordi gravrøveren havde følt sig fristet af metalværdien. Under udgravningen kom dernæst Giertrud Birgittes hoved-skal til syne med det rødblonde hår. Vi kendte fra en miniature malet af Cornelius Høyer, en fornem gave fra en læser. Normalt ved en kristen begravelse anbringes den døde i andagtsstilling, dvs. på ryggen i retstilling og med foldede hænder eller hænderne lagt over hinanden. Men Giertrud Birgittes hoved lå med ansigtet ned i leret ved venstre skulder. Hendes arme lå ud til siderne, hendes rygsøjle var krummet dramatisk, og hendes venstre fod var trukket op under højre underben. Der var ingen smykker i kisten, blot irrede aftryk i hendes hår fra et par hårnåle, Lægen og arkæologen dr. Møller-Christensen fulgte udgravningen nøje. Selv havde han udført ca. 2000 udgravninger. Kun i et tilfælde havde han set et skelet, der afveg fra alle andre ved ikke at ligge i andagtsstilling. Selvom en kiste skulle være blevet båret ubehændigt, kan den døde ikke ende i en stilling som Giertrud Birgittes; den position forudsætter aktiv bevægelse i kisten. Hvis vi nu tænker os, at en gravrøver forskrækkes over, at en skindød vågner, og han da vil slå hende ihjel, så kunne han række ud efter noget hårdt at slå med. Men Giertrud Birgittes Kranium viste ingen tegn på læsion. Hendes legemsstilling kunne derimod fortælle, at hun var blevet kvalt: det dramatisk bortvendte ansigt, den krumme rygsøjle, og den fod, der i smerte kunne være trukket op under højre underben. At der ingen smykker fandtes i den rige enkes grav, kunne lade ane, at den røver, der lod sig friste af kistepladens metalværdi, også havde haft sans for smykkers ædle metaller. En minutiøs undersøgelse af Giertud Birgittes kranium viste, at knoglerne i øret ikke havde været medtaget af betændelse.

Derimod afslørede professor P.O. Pedersen, Tandlægehøjskolen, at Gietrud Birgittes visdomstand i venstre side af undermunden ikke alene stod kippet ind mod kindtanden ved siden af, men at der var hul i visdomstanden, der udmærket kunne have givet en smertefuld rodbetændelse. Da nervebanerne ved tænder og øre krydses, kan dette medføre en forståelig forveksling af øre- og tandpine. Derved forstår vi bedre udlægningen af hendes smerte som hidrørende far en byld i øret. Hele gravfundet viste med al tydelighed, at Giertrud Birgitte må være blevet begravet som skindød – og derpå myrdet i sin egen grav.

Overgraver Christian Mejsling kendte Giertrud Birgitte fra det tidspunkt, da hun oprettede gravstedet for sin mand. Dette vides med bestemthed, fordi han ved den lejlighed spurgte, om hun ville være gudmor til det barn, hans kone lige havde født. Kirkebogen i Vor Frue Kirke skriver ud for den dato, hvor barnedåben fandt sted, og hvor barnet blev døbt Andreas, altså opkaldt efter Giertrud Birgittes mand: ”Madam Bodenhoff bar barnet”. Dette kan forklare, at gravrøveren ikke turde lade Giertrud Birgitte leve, fordi hun genkendte ham, da hun vågnede op i kisten og bad for sit liv. Christian Mejsling, atter tilbage i Danmark, indlægges i 1816 på Frederiks Hospital med en hjerneblødning og lammelse i venstre side. Dette indicerer, at blødningen har været i hjernens højre side; og eftersom talecentret sidder i hjernens venstre del, der var intakt, har patienten været i stand til at tale. Biskop Mynster tilkaldes til skriftemålet. Dette er naturligvis omfattet af tavshedspligt. Oplysningen herom stammer fra Mejslings slægtninge. Den 200 år gamle mordgåde fandt sin løsning. Dr. Starcke beskrev den i sin bog Giertrud Birgitte Bodenhoffs Mysterium. I maj 1953 blev Giertrud Birgitte atter lagt til hvile og gravkammeret muret til.

Giertrud Birgitte Bodenhoff hviler i dag under sit store kunstfærdigt udsmykkede gravmæle, sammen med sin mand Andreas Hansen Bodenhoff, med hvem hun kun så kortvarigt var formælet, samt hans forældre.

 

2. Nyhavn 11. Her lå et af Københavns 15 sukkerraffinaderier. Over porten står en sukkerarbejder med en sukkertop i den ene hånd og en sukkerform i den anden. Ludvig Ferdinand Rømer fik i 1754 privilegium til et sukkerraffinaderi på denne adresse.

Sukkertoppen har inspireret til børnerimet:

                       Hvem er det, der banker? Det er Peter Anker.

                       Hvem er det, der lukker op? Det er Peter Sukkertop.

Peter Anker var guvernør på den danske koloni Trankebar i tiden 1788-1807, Peter Sukkertop er Peter von Scholten, guvernør i Dansk-Vestindien.


 

 

Desværre er der intet tilbage af sukkerraffinaderiet.

 

 

 

 

 

 

 

3. Bredgade 28. Schimmelmanns Palæ også kaldet Odd-Fellow Palæet

blev bygget af statsminister C. A. Berckentin, men blev i 1762 købt af grev H. C. Schimmelmann. I 1884 solgtes det videre til Aktieselskabet ’Concertpalaiset’ og herefter blev en stor koncertsal opført i palæets have. I dag står palæet genopført efter en brand i 1990’erne, men det siges, at Schimmelmann stadig spøger der. Denne Hr. Schimmelmann var en meget aktiv herre, som havde stor indflydelse på statens finans- og skattepolitik, men derudover havde han købt statens plantager i Vestindien og byggede et stort sukkerraffinaderi i København.

Indenfor politik var han fortaler for, hvor vigtigt det var, at have en god betalingsbalance overfor udlandet og han fik sæde i en Balancekommission, der skulle holde øje med statens finanser og handelsbalance.

4. På hjørnet af Bredgade og Frederiksgade liggerDehns Palæ , opført af gehejmeråd Frederik Ludvig Dehn i 1752-56 (en gehejmeråd var kongens nærmeste rådgiver). Efter at have skiftet ejer nogle gange købte Christoffer MacEvoy i 1818 palæet. Han tilhørte en skotsk familie, der var bosat på St. Croix. Hans far var blevet så rig på sine plantager i Vestindien, at han have råd til at købe godset Christiansholm ved Klampenborg og det Reventlowske Palæ i Købmagergade og efter faderens død førte Christoffer plantagerne videre og forøgede dem, så han i 1803 var den største slaveejer i Vestindien.

5.Amaliegade 18. Det Gule Palæ. Palæet har forbindelse til Vestindien, idet dets bygherre var H. F. Bargum. Han fik i 1765 kongelig bevilling til at drive handelsvirksomhed i Guinea og Vestindien i 20 år. Som direktør for ’Slavehandelssocietetet’ deltog Bargum i mønstringen af slaveskibet ’Fredensborg’ inden dets afrejse fra København. På længere sigt viste slavehandelen sig at være urentabel i modsætning til sukkerproduktionen, så Bargum gik fallit i 1775. Palæet blev solgt og han forlod landet for altid. Palæet ejes i dag af kongehuset og rummer hofmarskallatet.

6.Pakhusene på Toldboden. Når de danske handelsskibe i slutningen af 1700-tallet ankom til Københavns havn passerede de ved toldboden flere store pakhuse.

Kielers pakhus (opført 1779, nedrevet 1958), 1.Det Vestindiske Pakhus (opført 1781), der i dag indeholder Den Kongelige Gipsafstøbnings Samling.

2.Det Gule (1783) og 3.Det Blå Pakhus (1778). Også disse to eksisterer stadig.

Det dobbelte pakhus, Korntørringsmagasinet (1785). Nu Admiral Hotel.

 

7a og 7b. Fra Nyhavn-siden sejlede vi nu med havnebussen til 'stoppestedet' ved Knippels Bro på Christanshavn-siden, men inden fik Grethe og jeg en dejlig vaffelis på hjørnet af Toldbodgade og Nyhavn. Christanshavn-bydelen blev anlagt af Christian IV efter ingeniør Johan Semps tegninger fra 1617. Tanken var, at øen skulle udgøre en del af forsvaret af Københavns Havn. I løbet af de næste 100 år udbyggedes Christianshavn og blev centrum for skibsbygning, skibsfart og handel. Der byggedes kontorer og boliger til købmændene og deres ansatte og området blev således socialt med en meget blandet befolkning.
På hjørnet af Torvegade og Strandgade på B&W's gamle grund lå i slutningen af 1700-tallet Grev Schimmelmanns Plads og sukkerhus og også Appelbys rebslageri og sukkerraffinaderi. Alt dette er forsvundet, men vi gik under broen og til venstre ned ad Strandgade.

8. Strandgade 28 er et af Christianshavns ældste, opført i 1620’erne. Her havde den berømte viceguvernør Gardelin, der affattede det berygtede slavereglement i 1733 og samme år nedkæmpede slaveoprøret på St. Jan, fra 1723 sin bolig mellem sine ophold i Vestindien. Bag huset findes stadig en lille fin barokhave med buksbom og roser. Hvis porten i nr. 30 er åben, så kan man kigge ind på den lille have gennem smedejernsporten. Og det gjorde vi så.

9.Strandgade 46. Den nye sukkerindustri, der opstod i løbet af 16-1700-tallet i Europa, var uløseligt forbundet med slavehandelen.

Københavns ældste sukkerraffinaderi går helt tilbage til det mislykkede Afrikanske Kompagni, der i 1657 fik bygget et ”sukkerhus” til den store mængde råsukker, man forventede at kunne sejle hjem til Danmark. Det lå på Slotsholmen mellem Tøjhushavnen og Børsen. I 1673 blev det overtaget af Vestindisk-Guineisk Kompagni, der gav det navnet Phønix. Det skiftede senere ejere og blev i 1872 en del af De danske Sukkerfabrikker. Først i 1958 blev de sidste rester af det gamle sukkerraffinaderi revet ned.

Da Vestindisk-guineisk Kompagni flyttede til Christianshavn i 1728, blev der bygget et nyt og større raffinaderi på kompagniets grund her i Strandgade.

 

Arbejdsprocessen bestod i at koge den brune rørsukkermasse fra Vestindien i store kogepander/kedler ved hjælp af sten- eller trækul. Ved hjælp af gentagne kogninger og tilsætning af forskellige hjælpestoffer så som kalk og blod blev den nu hvide sukkermasse afkølet og hældt i kegleformede lerforme, hvor sukkeret krystalliseredes og endte som sukkertoppe, der i butikkerne så hugges til mindre stykker alt efter forbrugernes ønsker.

Sukker blev en vigtig eksportvare til især landene omkring Østersøen. I 1778 udgjorde sukker 65 og i 1784 50 procent af den samlede værdi af den københavnske eksport, svarende til henholdsvis 957.000 og 1.537.000 rigsdalere

 

10. Strandgade 52-54/ Wilders Plads. Dette område er placeret på en lille ø, og blev inddæmmet for, at der kunne bygges et værft. Den ansvarlige for dette var Andreas Bodenhoff (se Nyhavn 18-20), som var skibsbygger og medlem af direktionen i Vestindisk Kompagni. Til værftet blev der også bygget 35 arbejderboliger. Der var stadig nogle af de oprindelige bygninger tilbage, hvilket giver et indtryk af, at man træder tilbage i historien, når man bevæger sig ind på området.

 

Hermed var vores tur omkring de Vestindiske Øer slut. Vi havde planer om at besøge Assistens Kirkegård for at se Peter von Scholtens grac, men det lå ikke lige på ruten, så det sprang vi over. Til gengæld - når vi nu alligevel var på Christianshavn, så måtte vi lige kigge hen i Amagergade, hvor jo TV-serien Huset på Christianshavn udspiller sig. Vi har ikke haft noget personligt forhold til de Vestindiske Øer, men det har vi til gengæld til disse film om det liv, vi alle kender til.

Vores tur sluttede på Spiseloppen på Christiania til dejlig mad og efterfølgende rundtur på Staden. Trods 2 nylige razziaer lige efter hinanden kørte hashhandelen ufortrødent videre for fulde omdrejninger.

 

Tilbage til Vestindien-turen side 1

Tilbage til Startsiden