Vestindien 10-24. marts 2016

Tur sammen med Grethe. Rejsearrangør Stjernegård

 

Caribien

Spanieren Christoffer Columbus var den første europæer, der ankom til Caribien. Det skete i 1492. Columbus var sejlet fra Spanien til Caribien, som han troede var det vestlige side af Indien. Derfor gav han øerne, som han fandt, navnet "De Vestindiske Øer". De første øer, Christoffer Columbus fandt, var øer i Bahamas øgruppen. Her boede Taino-indianerne, som var et fredeligt folk. Columbus kunne derfor handle med dem, og med hjem til Spanien fik han forskellige planter og varer. Columbus tog endda et par indianere med sig.

Hjemme i Spanien vakte de ting, som Columbus havde taget med, stor opsigt. Tobak, peber, ananas og chili var de mest opsigtsvækkende ting, Columbus kom hjem med. De indfødte blev af Columbus beskrevet som utrolig fredelige, uden våben og uden nogen som helst form for had eller ondskab.

Ønsket om nyt land og de nye værdifulde krydderier, som spanierne troede var indiske, drog masser af spanske opdagelsesrejsende, adelsmænd, kolonister og præster til "det nye land", som de kaldte det land, Columbus havde opdaget. I det tidlige 1500-tal var de fleste caribiske øer blevet opdaget af spanske opdagelsesrejsende, og det var også Spanien, som på dette tidspunkt gjorde krav på samtlige øer i Caribien. Det var dog kun de større øer, Puerto Rico, Jamaica, Cuba, Hispaniola og nogle enkelte mindre øer, som blev koloniseret af spanierne.

 

Lidt om Danmarks kolonihistorie

Da vi nu skal til at besøge en af Danmarks gamle kolonier, De Dansk-Vestindiske Øer, vil det være oplagt at kigge lidt på historien bag.

 

Dansk Vestindien eller De Dansk-vestindiske Øer var en dansk koloni i Caribien bestående af øerne Sankt Thomas, Sankt Jan (eng. Saint John) og Sankt Croix. Det danske kompagni Vestindisk-Guineisk Kompagni annekterede de to ubeboede øer St. Thomas i 1672 og St. Jan i 1718. I 1733 blev St. Croix købt fra det franske vestindiske kompagni. De tre øer blev i 1755 overtaget af kongen af Danmark-Norge fra det reelt fallerede kompagni. Dansk Vestindien var besat af Storbritannien i perioden 1802–1803 og 1807–1815 i forbindelse med Englandskrigene.

Danmark prøvede i flere omgange at sælge eller bytte Dansk Vestindien væk i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, til henholdsvis USA og Det tyske forbund. Øerne blev til sidst solgt for 25 millioner dollars til USA, som overtog administrationen 31. marts 1917 og gav dem navnet De amerikanske jomfruøer (engelsk: United States Virgin Islands). https://da.wikipedia.org/wiki/Dansk_Vestindien

 

Dette er et af de mørke kapitler i Danmarks historie. Fra slutningen af 1600-tallet og næsten 250 år frem var Danmark en kolonimagt med besiddelser i Asien, Afrika og Amerika. Fra disse verdensdele fik danskerne for alvor kendskab til varer som krydderier, kaffe, the, tobak, rørsukker og kostbare genstande lavet af elfenben, guld og sølv.

I Asien havde vi Trankebar i det østlige Sydindien (ca. 1620-1845), i Afrika Guinea, ca. 200 km af Guldkysten (1658-1850. Solgt til England i 1850 for 10.000£) og i Amerika De Dansk-Vestindiske Øer (St. Thomas 1672, St. Jan(John) 1718 og St. Croix 1733. Alle 3 som nævnt solgt til USA for 25 mil. $ i 1917).

 

Trekantshandelen

Men denne kontakt med de fremmede verdensdele havde også en uhyggelig bagside. Store dele af de rigdomme, der strømmede til Danmark i 1700-tallet, byggede i virkeligheden på, at Danmark deltog særdeles aktivt i verdenshistoriens største folkeflytning – den atlantiske slavehandel. I slutningen af 1700-tallet rådede Danmark over ca. 200 km af Guldkysten, kaldet Dansk Guynea,  og havde bygget 5 forter i alt. Det ældste og største hed Christiansborg og blev grundlagt i 1661.

Fra de danske forter på Vestafrikas kyst blev henved 100.000 afrikanere transporteret på danske skibe til øerne i det Caribiske Hav og til det amerikanske fastland, hvor de arbejdede som slaver på sukker-, bomulds- og tobaksplantager.

Et stykke ind i 1700-tallet var dette organiseret, så skibe afgik fra København med forsyninger og mandskab til det danske fort Christiansborg på Guldkysten (det nuværende Guinea). Forsyningerne var især tøj, sko, hatte med brogede bånd, spejle og glasperler, men den vigtigste del af lasten var brændevin og krudt. Efter en rejse på 103 dage kunne et skib så nå Guldkysten og her lastedes så slaver og skibet sejlede videre til De Vestindiske Øer, en rejse på 78 døgn. Her lastede man rørsukker, rom, tobak og sjældne træsorter og satte kursen mod København.  Denne rejse tog ca. 100 dage. Således kunne en tur rundt med ventetider i alle tre havne let tage et år eller mere.

Inden København lagde man dog til ved Kronborg, som i parentes bemærket var det sidste stykke Danmark, sømændene så, når de forlod landet, og det første de så, når de vendte tilbage. Her skulle skibets papirer kontrolleres og der skulle betales told af varerne (i starten og indtil 1754 var skibene dog ejet af Vestindisk-Guineiske Kompagni, der havde monopol på handelen og de var fritaget for skat).

Som et kuriosum kan nævnes at også vores senere så berømte nordmand Peter Wessel, senere adlet under navnet Tordenskjold, som 14-årig fik hyre som skibsdreng på slaveskibet ’Christianus Qvintus’, som i november 1706 startede ud fra København på den lange og farlige trekantsejlads.

I 1792 vedtog Danmark, som det første land i verden en lov, der forbød slavehandelen – med virkning fra 1803, da det krævede en del omstilling at stoppe transporterne (læs: man fik 10 år til at få slaver nok bragt til De Vestindiske Øer til at dække behovet. Man bragte specielt mange kvindelige slaver ind i håb om at kunne opnå en bestand af slaver, der kunne reproducere sig selv). I virkeligheden skete der ikke ret meget m.h.t. ændringer i slavehandelen.  Tidens tanker om menneskerettigheder slog ikke igennem på øerne, i alt fald ikke, når det gjaldt slaverne og der vedblev i lang tid at komme nye til, ikke på danske skibe, men der var nok af private kaptajner, der var villige til at tage turen over Atlanterhavet og smugle slaver ind.

Danmark var først til lovmæssigt at forbyde slavehandel, men flere andre lande kom tidligere med at indstifte forbud mod den.  Flere selvstændige stater i det nuværende USA indstiftede forbud mod slaveri allerede i 1770’erne og 1780’erne, eksempelvis Vermont i 1777. Det revolutionære Frankrig forbød slaveri i 1794, et forbud som Napoleon dog trak tilbage i 1802. I England trådte en lov om frigivelse af slaver i kraft i 1834. Den faktiske danske ophævelse af slaveriet skete først i 1848. Øernes guvernør Peter von Scholten havde længe uden held forsøgt, at få plantageejerne til at acceptere et stop og i København var det ikke meget bedre, da man her mest tænkte på plantageejernes pengepunge. Men i 1848 tog slaverne sagen i egen hånd og gjorde oprør, og Peter von Scholten måtte bekendtgøre, at slaveriet var ophævet og alle slaver var frie. De ’vilde’ var blevet danske statsborgere.

Mange af disse og endnu flere meget detaljerede oplysninger har man fra et dansk slaveskib, fregatten Kronborg, der i december 1768 i en storm forliste ved Norges sydkyst efter næsten at have nået turen rundt, en tur, der var udgået fra København 17 måneder tidligere. Kaptajnen og nogle officerer fik dog sikret sig de fleste af skibets papirer, som havde været opbevaret i vandtætte sejldugsposer i et aflåst skrin. Papirerne blev fragtet til København og opbevaret i statens arkiv, Rigsarkivet. Her blev de gemt og glemt i næsten 200 år.  Ved at følge i Fredensborgs kølvand og læse skibets papirer kan man få et godt indtryk af Danmarks rolle i slaveriet og slavehandelen.

 

Selve vores rejse begynder her:

 

TOR 10   Problemfri afgang fra Kastrup, relativ kort ventetid i Heathrow inden det lange træk til Miami.

 Alligevel kunne vi konstatere, at fra vi tog hjemmefra kl. 7.30 til vi ankom på Hotel Crowne Plaza i Miami kl. 20, var der alligevel gået godt 18 timer.  Der var dog en rigtig lang ventetid  i Miami, da de amerikanske sikkerhedsprocedurer er omfattende og langsommelige.

Turen fra London til Miami forgik i en Airbus A380, en ualmindelig stor kleppert i 2 etager og med plads til over 500 passagerer.

Der var fin plads til benene, og den var meget lydløs.

                            

FRE 11   Så skal vi videre. Vi fik en kop kaffe på hotellet og spiste ellers morgenmad i lufthavnen, for vi skulle allerede være der 3 timer før grundet usikkerhed om, hvor lang tid det ville tage at komme igennem security bl.a., men det gik nu fint, så vi havde flere timer til at spise morgenmad i. Dette stod dog i skarp kontrast til dagen før, da vi ankom, for da var der, som nævnt, tryk på med lange køer alle vegne og en ufattelig langsommelig sagsbehandling, trods udbredt selvbetjening ved hjælp af mange automater til papirarbejdet. Vi var lidt heldige her, for både Grethe og Jette havde fået et stort kryds på deres papirer, og da vi spurgte en tilsynsførende vagt, hvad det betød, blev vi vist hen til en meget kortere kø, hvor vi ret hurtigt kom igennem.

Turen til St Croix (som lokalt udtales [sang krøi]), på dansk [sang krøis] og på fransk, hvorfra navnet jo kommer [sargn kroar]) tog 2 1/2 time og her blev vi installeret på Hotel King Christian, som ligger midt i Christiansted by. Vi satte os på vores balkon med en kop kaffe og udsigt over bugten over til øen Protestant Cay og fortet Christians Værn skråt til højre, kort sagt en fin beliggenhed. Så gik vi en tur i byen og fandt ind på en bar/restaurant, hvor vi fik en lokal øl og lidt at spise. Dagen sluttede med kaffe på balkonen og en hyggesnak inden dagbog og sengetid.





 

LØR 12   I dag skal vi kigge lidt på byen, men først skal have noget morgenmad, for det er der ikke på hotellet. Dvs. i den ene ende mod havet ligger Avocado Pit, som er en morgenmadsrestaurant, og her fik vi 2 æg og toast og smør og syltetøj for 6$, så det var fint.

Christianssted var fra midten af 1700-tallet til midten af 1800-tallet hovedbyen i Dansk-Vestindien. I 1794 viste en folketælling at der på St. Croix var 2223 blanke (dvs. hvide), 1164 kulørte (dvs. mulatter og frigivne eller frikøbte slaver) og 25452 negre (dvs. sorte, som var ejet).

Så startede vi vores bytur. Lige ved siden af hotellet ligger vejerhuset.

Først så vi på Vejerhuset fra 1856.  Her skulle al sukker og rom igennem for at blive vejet med henblik på betaling af skat og afgift. Dette fortsatte helt op til begyndelsen af 1900-tallet.

Herfra gik vi til Toldboden fra 1844. Her blev så de afvejede skatter og afgifter betalt. Bygningen er oprindelig fra omkring 1730 men har gennemgået flere om- og tilbygninger siden. Den store trappe, der  med sine ’arme’ skulle byde velkommen og skodder til beskyttelse mod orkaner er blandt de forandringer, som bygningen har oplevet.

Ned mod havet ligger Fort Christiansværn fra 1738. Det skulle beskytte byen mod pirater, kapere og andre fjender, men konstruktionen var også – belært af erfaringerne fra slaveoprøret på St. Jan i 1733 – indrettet med skydeskår ind mod land, så man kunne forsvare sig mod slaver i tilfælde af oprør. Mod havet dækkede fortets kanoner den eneste indsejling gennem revet, så Christianssted var fremragende beskyttet.

Skråt overfor vejerhuset lå Vestindiens & Guinea kompagniets bygninger og gården, hvor slaverne blev auktioneret.

Ved siden heraf ligger The Steeple House fra 1753. Denne hvide bygning med tårnet var den første danske kirke. Den er nu ført tilbage til sit oprindelige udseende efter det har levet en omtumlet tilværelse som militært bageri, hospital og forsamlingshus. Det bedste af kirkens inventar er nu anbragt i den nye lutheranske kirke. Steeple betyder en bygning med et højt tårn med spir.










 

Herefter besluttede vi at fouragere i et supermarked, som viste sig at ligge en god kilometer væk. Øen virker lidt stillestående, lidt fortabt, og på vejen kunne vi se, hvordan forfaldet viste sig, når man kom lidt væk fra centrum, hvor vi bor. Der var mange dårligt vedligeholdte huse, direkte forfaldne huse og fuldstændige ruiner - mange af dem ovenikøbet til salg. Og sådan viste det sig at være overalt i Christianssted. Men vi fandt supermarkedet, som ovenikøbet viste sig at være både stort og velasorteret. Der var bl.a. et rigt udvalg af rom, hvoraf vi valgte en fin Captain Morgan (som dog nok er fra Jamaica). Vel hjemme med varerne fik vi kaffe på balkonen og en rom og cola ovenpå.




 

Om eftermiddagen besøgte vi den gamle danske kirkegård. Den var lidt svær at finde, da vores turistkort ikke indeholdt alle vejnavne og Dronningensgade tilsyneladende havde fået nyt navn i den anden ende, men det lykkedes til sidst ved at spørge de lokale. Det er altid sjovt at se danske navne, som vidner om fortiden.

Vi kom også forbi den engelske kirke, som så ud til at få en større - og tiltrængt renovering, men stilladserne havde stået der i årevis og kirken fungerede fuldstændig normalt.

Da vi havde god tid, besluttede vi at gå i kirke og overvære en aftengudstjeneste. Det var ikke i den engelske kirke, men i den danske, lutheranske kirke, den, der erstattede Steeple House, og her var så altertavlen og døbefonden mm. derfra. Det var en rigtig fin oplevelse. For det første er der god gang i gospelsangen, så der er en fin stemning og for det andet kommer folk hinanden ved på en hel anden måde. Vi hilste på hinanden med hånden og senere tog vi hinanden i hænderne og sang sammen. Det var en meget varm og positiv oplevelse. Der var en keyboardspiller som sang for og et par backup-sangere samt en saxofon til at understøtte ham.

Det bedste af det hele var, at forsangeren lød så meget som Elvis, at Jette var sikker på, at det var rigtigt, at Elvis ikke var død, men stadig levede. Og så sluttede de af med 'I Østen Stiger Solen op' på fejlfrit dansk. Det var flot at høre.

Aftensmaden herefter blev indtaget i en restaurant på The Board Walk - en lang spadserevej på kajen langs havnen. Og hjemme fik vi lige en lille nightcap - rom og cola.

Apropos Board Walken, så kan man følge livet her på en 24/7-webcam:

 http://www.gotostcroix.com/live/









 

SØN 13   En slappedag. Vi sejlede over til Protestant Cay, lige overfor hotellet. En lang sejltur på 1 1/2 min. Herovre ligger et fint hotel - som vi ikke måtte komme ind på - samt en udmærket badestrand, som vi prøvede.

Protestant Cay fik i øvrigt sit navn, fordi de hvide på øen i starten kun bestod af katolikker. Efterhånden som der også kom protestanter, ville man ikke have dem begravet sammen med katolikkerne og så begravede man dem på denne ø.

Efter frokost gik vi tur i de gamle gader og kiggede på danske gadenavne. Vi landede ved vandflyvepladsen. Her ved siden af kunne man leje bil, og vi endte med at booke en jeep, så nu er vi selvkørende mandag og tirsdag, når vi bl.a. skal til Frederikssted.

Kl. 17 mødtes vi med resten af danskerholdet til en solnedgangstur med katamaranbåd. Her blev der sørget godt for os med rumpunch efter kaptajnens egen opskrift. Den smagte fint og der var ingen smalle steder. Det var ret overskyet, så en egentlig solnedgang fik vi ikke set, men der var da mange smukke skyformationer. Aftenen sluttede med aftensmad på en af restauranterne langs The Board walk samt the hjemme på balkonen.















 

MAN 14   Hente jeepen kl. 8 og så afsted mod Frederikssted. Desværre er vejret blevet rigtigt kedeligt med øsende regn.

På grund af vejret starter vi ved det store romdestilleri Cruzan. Siden engang i 1860'erne, hvor den sidste sukkerrørsfarm stoppede sin produktion, har man importeret melasse fra bl.a. Jamaica, så romproduktionen har kunnet opretholdes. Her så vi mange store fermenteringskar med 1000vis af liter gærende masse og haller med 10.000 egetræstønder med færdig rom, der bare skal ligge og lagre. Besøget sluttede selvfølgelig med smagsprøver.

Så kørte vi videre til Frederikssted, hvor vi kiggede på fortet. Det stod færdigt i 1760.

Her på pladsen foran fortet var det, at Generalguvernør Peter von Scholten i 1848 erklærede slaverne for frie med de berømte ord: "You are free. You are now emancipated". Der var et stort slaveoprør under opsejling og flere tusinde slaver var samlet her under ledelse af deres anfører Buddhoe. Men oprøret blev på denne måde afværget uden blodsudgydelse.

Fortet har også fået sig en plads i Amerikansk historie. Det var sandsynligvis herfra, at det amerikanske flag for første gang blev saluteret af en fremmed nation. Stars and Stripes var hejst på et skib, der tilhørte de amerikanske oprørere, og fortet affyrede sin salut som hilsen. Episoden fandt sted i 1776 midt under den amerikanske uafhængighedskrig og var et brud på dansk neutralitet, da det kunne ses som en støtte til britternes modstandere.

Fortet var mindre og i betydelig ringere forfatning end Christiansværn og der var ingen tegn til at man ville gøre noget for at restaurere det. Ved siden af fortet var bygget en stor mole, hvor de store turistskibe kan lægge til.












Peter von Scholten (1784-1854). Han er nok den enkeltperson, der har spillet den største rolle blandt de danskere, som gennem årene var involveret i Vestindien. Da han som nævnt i 1848 gav slaverne fri uden at have mandat til det fra kongen, afsluttede han også sin karriere på øerne. Men den arv, han efterlod, spiller stadig i dag en levende rolle.

Han var af officersfamilie og kom allerede som ung til Dansk Vestindien. Hans far var officer og gjorde tjeneste på St. Thomas. I 1804 ankom den unge von Scholten for første gang til Caribien, og han faldt for livet på øerne. I 1807 kom han i krigsfangenskab i London, da englænderne havde besat øerne. Efterfølgende blev han ansat som kongens generaladjudant. Derfor var han sammen med kongen på Sprogø i januar 1814, da de på vej hjem fra Kiel var frosset inde på den lile ø i Storebælt. Humøret var godt, og det flød med brændevin i den ydmyge hytte, som gruppe havde søgt ly i. Det fortælles, at kongen var i højt humør og følte sig i godt selskab. Han tilbød hver af de tilstedeværende officerer at opfylde et ønske, og den unge von Scholten skulle ifølge rygterne have bedt kongen om at blive vejermester på St. Thomas. Om historien er sand vides ikke, men kort efter blev hans ønske opfyldt. I løbet af kun 9 år lykkedes det von Scholten at stige betydeligt i graderne, så han til sidst kunne indtage embedet som generalguvernør for alle tre øer. Peter von Scholten var nu den mægtigste mand i den danske koloni.

Han blev af sine samtidige beskrevet som en levemand. Hans politiske modstandere mente, han var blottet for moral. Man sagde, han var korrupt og havde et uværdigt, intimt forhold til den sorte befolkning.  Vennerne derimod så ham som en livsglad og frisindet mand, der elskede ekstravagante fester og havde en varm og ægte relation til slaverne. Von Scholten elskede sin flotte uniform og sin karet med navnetræk i guld på siden. Alle hans boliger på øerne bar præg af hans smag for det eksklusive. Da han samtidig levede åbent sammen med Anna Heegaard, som var en fri, farvet person, på trods af, at han var gift med en kvinde i København - var han ikke elsket blandt de mere pietistiske fortolkere af datidens kristendom. Peter von Scholten var derimod voldsomt populær blandt slavebefolkningen, der beundrede hans varme, hans forståelse for deres livsbetingelser og ikke mindst for hans beherskelse af den kreolske dialekt, som slaverne talte. Hvor planterne så en korumperet embedsmand, så slaverne en retskaffen fyrste.









 

TIR 15    Vi har til vore store ærgrelse opdaget, at et af de vigtigste besøgssteder, Whim museet, har lukket søn-tir og da vi kun har vores bil man og tir, så må vi droppe det. Også et andet vigtigt sted Laveatz-museet har lukket (kun åben torsdag).

I dag kørte vi i stedet nordvest-på, for at komme op til USA's eneste regnskov. Før vi nåede den besøgte vi Salt Bay, hvor Colombus i 1493 på sin anden tur hertil, gik i land. Her var indrettet et fint besøgscenter, som dog handlede fortrinsvis om Tainoerne, et tidligt indianerfolk samt de senere Carib-indianere, som modtog Colombus med  pileskud og fik igen med geværsalver. På denne tur havde Colombus hele 13 skibe med samt 1200 mand, så han var forberedt på lidt af hvert.

På vejen i regnskoven stødte vi ind i et lille minizoo, hvor man kunne få friske sunde smoothies lavet af alle de tropiske frugter i området. Det var hyggeligt og vi så på medens ejermanden fodrede dyrene. Vi kørte igennem regnskoven, og ved zoo'et spurgte vi manden, om der var en sti, så man kunne gå lidt ind i den. Så kiggede han på os og tænkte nok sit om de tossede turister, men sagde så, at vi kunne få nummeret

til en mand, som lavede trackingture i området, hvis vi ville.

En regnskov er - i USA ialtfald - defineret efter nedbørsmængden, som skal være over 80 tommer om året.

Så kørte vi til Saint George Botanical Garden. Et stort område, som tidligere var en plantage, hvor man donerede en 3-4 acres til haven. Her skulle være 2000 arter af planter og træer. Desuden lå der en masse ruiner efter et romkogeri mm. altsammen rester fra plantagetiden. Her var der også et lille stykke regnskov, men det kunne ikke tælles med, da nedbørsmængden her 'kun' var 50 tommer om året.

Om aftenen var vi til BBQ på Protestant Cay, med Steel Band, Chicken Wings og Spare Ribs. Der var også underholdning med en mand på stylter og senere en ildsluger, som også kunne gå på glasskår. Der var også en del børn tilstede, og det var næsten det sjoveste, at se dem gyse og løbe skræmte væk, når han sagde BUH til dem, hvorefter de i næste sekund var tilbage igen klar til næste forskrækkelse. Sjovt nok var det drengene, der var de første til at løbe væk, medens pigerne var modigere og hurtigt regnede ud, at det vist ikke var så farligt alligevel.




























 

ONS 16   I dag har vi besluttet at tage en hel slappedag. Vi fik at vide i går, at da vi kun er 5 personer i 'Miamiholdet', så kan vi få vores baggage med på vandflyet i morgen sammen med os selv.

Det er jo et lille fly, så hvis der er for mange, flyver de over til St. Thomas med baggagen først og os bagefter, og i så fald skulle baggagen være afleveret allerede kl. 9. Da det ikke er nødvendigt for os, kan beholde vores baggage til kl. 12, hvilket betyder, at vi kan vente med at pakke til i morgen. Det var en lang forklaring for så lidt, men det giver os frihed i dag. Den har vi så brugt til at shoppe lidt (Jette fandt en flot titanium armring) og kigge på gadeskilte og ellers slappe af ved swimmingpoolen.

I aften skal vi spise på en restaurant på Board Walken, som vi har besøgt før, og vi skal have en Pasta Alfredo, som ser rigtig god ud, så dagen er lagt fast, og vi nyder bare det hele.

 

TOR 17   Så er det skiftedag, dvs. det er nu, vi skal prøve en vandflyver til St. Thomas, hvor vi skal bo på Hotel Island Beachcumber, som ligger lige i strandkanten ved en lille bugt ved siden af hovedstaden Charlotte Amalie.

Det var sjovt at prøve, selvom Grethe havde sine bekymringer både mht. hvordan man kom ombord i sådan een og også hvordan man fik landet og kom af igen (og det selvom vi fortalte hende, at ned kunne man altid komme). Da det kun var et lille fly - til 14 personer, så skulle alting vejes - også passagererne - men de nøjedes dog med at stole på os og spurgte kun om vægten, men det var sjovt at høre damernes problemer med at sige tallet højt medens alle vi andre hørte på det.

Efter en fin landing i havnen foran Charlotte Amalie, blev vi mødt af Simon, som sørgede for taxa til vores hotel, sørgede for gode værelser til os og sørgede for en god kold drink medens han fortalte om de forestående ture.

Vi var heldige at få et værelse med en lille altan lige ud til stranden og med en flot udsigt ud over bugten. Her kan vi 3 sidde fint og få kaffe og morgenmad mm., som vi også har gjort på Hotel King Christian.

Hotellet ligger lige op ad lufthavnen, så der er en del støj, men tilsyneladende er der ro om aftenen. Vi spiste aftensmad på hotellet, for der er lidt langt til alting (bortset fra stranden) og derefter en kop the foran vore værelser - og så i seng og skrive dagbog.


Her fortsætter turen på St. Thomas