Venedig 2014 (2. del af turen til Kroatien, Montenegro, Bosnien-Herzegovina, Slovenien og Venedig)

Ons 18 jun   Tidligt op, morgenmad kl. 6:25, værtens kone kørte os til båden kl. 6:55. Båden skulle sejle kl. 8, men vi var i god tid, og det var godt, for alle skulle registreres og have udleveret boarding pass og der var rigtig mange. Så for os gik det let og smertefrit – og så var det bare at vente, først på at båden overhovedet kom og dernæst på at den sejlede, for der var en eller anden fejl, så vi blev 45 min. forsinket. Det var en lille hydrofoilbåd og vi sad stuvet sammen som i det dårligste fly på monkeyclass og der var ingen steder at gå hen. Det var bare at sidde – heldigvis kun i 2 timer og 45 min.

Så endelig nåede vi Venedig. Vi fandt let et sted at købe en 72 timers billet til vandbusserne, vaporettoerne, og vi vidste, at vi skulle have nr. 2 til Rialtobroen fra hvor båden landede ved S. Basilio. Undervejs sms’ede vi til Nina, som vi har lejet lejligheden af og så stod hun ved Rialtobroen, da vi kom. Hun viste så vej til lejligheden og hjalp os op med baggagen. Det er en skøn lille lejlighed på 6. sal med udsigt over Venedigs tage, Markuskirkens kupler og Campagnilens tårn mm. Det kan simpelthen ikke være bedre.

Da vi havde sundet os lidt, måtte vi bare ud og kigge lidt på byen – bare snuse og føle stemningen, ikke gøre noget, endnu. Og det ER en fantastisk by. Alle de kanaler og broer og kroge og snævre gader. Det er en lise, at der ingen biler er. Hele byen er fodgængernes. Og så kan man fornemme fordoms storhed. Der er noget grandiost over denne by.








Vi bor lige ved Rialto-broen, så det er måske på sin plads at begynde med at fortælle om den. Den er bygget i 1588-91 over Kanal Grandes smalleste sted og blev til ved en arkitektkonkurrence, hvor bl.a. Michelangelo deltog, men det blev Antonio Da Pontes, der løb af med sejren. Den er lidt speciel ved, at der ligger 2 rækker  forretninger midt på den fra den ene ende til den anden.

Vi bor ved Calle dei Fabri, som fører lige ned til Markus-pladsen, Piazza San Marco, så det var også nærliggende lige at slå et svip derhen. Mange fine bygninger omkranser denne plads, bl.a. Basilica San Marco og Dogepaladset. Midt på pladsen står det 99 m høje klokketårn Campanilen, tidligere tiders fyrtårn, vagttårn og torturkammer.

Bag Dogepaladset ligger Sukkenes bro. Her førtes engang fanger fra Dogepaladset til det tilstødende fængsel. Bl.a. Casanova har siddet her. Han levede fra 1725-98 og var både diplomat, lærd, præsteelev, eventyrer, gambler, skribent, violinist, kvindebedårer, landflygtig, millionær, forfatter og spion. Han sad indespærret i fængslet ved Dogepaladset, anklaget for at være troldmand, men gennemførte en utrolig dristig flugt hen over taget i 1756.

Vi fik os en ordentlig travetur, for det kan man altså også, ad mange små snørklede gader og over mange små broer til vi nåede Ponte Le Roma, hvor vi om nogle dage skal tage bussen til lufthavnen, men det vil vi ikke tænke på nu. Herfra tog vi en vandbus til Rialtobroen, fandt et supermarked og endte endelig hjemme i lejligheden. Vi har spist sen frokost og nu skal vi have lidt the og brød og så stopper filmen for i dag.









































Man kan godt forstå, at de øvrige byer langs Adriaterhavet har været misundelige og prøvet at eftergøre lidt af Venedigs storhed. Løven med bogen, som vi kiggede efter i Dubrovnik, er her i hobetal – alle med en åben bog (men det er vel også naturligt, hvis det er et ’like’-signal).

Her er bare tre eksempler.






 

Tor 19 jun    Tænk, at bageren først åbner kl. 8:30 – den gik vist ikke i DK, men det gør han altså her. Heldigt, at vi havde lidt brød mm. fra i går. I dag har vi sejlet en tur til Murano. Vaporetto-systemet er genialt og fungerer perfekt. Vi tog nr. 41 (eller måske 4.1, det er lidt forskelligt, hvad der står, men det er jo Italien og det kan vel også være lige meget) og den bragte os fint til Murano, dvs. det viste sig, at 5 stop hed noget med Murano, men vi hoppede af første gang. Var der ikke mange glasbutikker i selve Venedig, så var der KUN glasbutikker her – bortset fra restauranter selvfølgelig. Vi har nu til fulde fået vores lyst styret m.h.t. at se på glasting, selvom der ikke har været mangel på fantasi og kreativitet. Det er simpelthen imponerende, hvad man kan lave i glas, og man kan se, at der er mange virkeligt dygtige kunstnere imellem.

Murano har i flere århundreder været synonym for glasfremstilling og udviklede glaspustning og sammensmeltningsteknikker til fantastiske højder i 1500-tallet. P.g.a. brandfaren blev glasproduktionen flyttet hertil i 1291. Fagets hemmeligheder var så stærkt bevogtede, at de dygtigste under trussel om dødsstraf havde forbud mod at forlade øen. Venedigs glasmonopol varede kun til 1600-tallet, men berømmelsen lever stadig den dag i dag.

På vejen hjem købte vi billetter til en Vivaldi-koncert i aften. Vi skal høre de 4 årstider. Det foregår i en gammel kirke, Ateneo di San Basso fra 1079. Efter en omtumlet tilværelse er den endt som møde- og koncertsal.

Violinisten og komponisten Antonio Vivaldi blev født i Venedig i 1678. Vivaldis musik kom også til Johann Sebastian Bachs kendskab og vakte hans anerkendelse og begejstring. Bach har transkriberet flere værker af Vivaldi. Mod slutningen af Vivaldis liv skiftede musikstilen i Europa, og hans popularitet aftog. Han døde som en glemt kunstner og fik i lighed med Mozart den sædvanlige anonyme begravelse. I kirkekoret ved hans begravelse sang en ung Joseph Haydn, som videreførte den musikalske arv fra Vivaldi. Byen husker ham til gengæld nu, hvor der bogstaveligt talt er koncert med hans musik hver aften et eller andet sted.

Det var en fin koncert, hvor vi først fik 2 små koncerter F XI nr. 48 og nr. 21 og derefter de 4 årstider. Koncerten blev fremført af San Marco’s Kammerorkester, bestående af en 1. og en 2. violin, en violoncel, en cello, en kontrabas samt cembalo.  Hertil kom en violinsolist til årstiderne og han var en ren virtuos.

På vejen hjem fik vi lige oplevet stemningen på Markuspladsen ved aftenstide og her kæmper 3 orkestre foran hver sin café ihærdigt på at overdøve hinanden. Nej, det er nu ikke helt rigtigt, for på de to nærmestliggende caféer var de flinke til at skiftes til at spille. Det første sted, vi lige kom ud til efter koncerten spillede Vivaldis Forår… Det var nu ikke fordi, der var den helt spændende stemning, selvom det hjalp, at de spillede Lieber Tango, lige da vi skulle til at gå. Hjemme fik vi en kop aftenthe inden sengetid.













 




Venedig er jo kendt for sine maskeballer, som har været afholdt i århundreder. Derfor har de også udviklet en hel fantastisk kunstart udi fremstillingen af masker. Rigtig mange butikker bugnede af masker og her er et lille udvalg:














 

Fre 20 jun    Sidste hele dag i Venedig. Ja, tiden flyver og vi er jo næsten lige kommet. På den anden side har vi jo set en masse, så…

I dag startede vi med Markuskirken, Basilica San Marco, som er overdådigt udsmykket udvendig med marmor, søjler og figurer en masse, så vi var lidt spændte på det indvendige. Indvendig var den om muligt endnu mere overdådig med mosaikker af glas pålagt med bladguld. Og det var overalt, i loftet, under kuplerne og på væggene. Især kunne vi godt lide skildringen i Pinsekuplen, som viser Helligåndens nedstigning i form af en flamme eller stråle over de 12 apostles hoveder. Også gulvet var belagt med flerfarvede mosaikker, lagt i fine geometriske mønstre. Kirken var meget flot med alt det guld, og det var tydeligt, at den skulle vise Venedigs storhed, rigdom og magt.

 

Historien om kirkens tilblivelse handler om Legenden om Markus. Hvordan i alverden havner liget af evangelisten Markus i Venedig? Og hvordan bliver ophavsmanden til det ældste af de fire evangelier i Det Nye Testamente til et symbol for søfartsnationen Venedig?

Legenden fortæller, at Markus var missionær i Norditalien, og at han for vild i lagunen (Venedig eksisterer slet ikke på dette tidspunkt). Om natten i en drøm fortæller en engel, at stedet engang vil blive hans sidste hvilested. Markus kommer senere til den egyptiske by Alexandria, hvor han bliver biskop, men også får sit martyrium, da han bliver bundet med et reb og slæbt til døde. Han begraves i den kristne kirke der. I 828 er Alexandria muslimsk og kaliffen har planer om at bruge de kristne kirker som byggematerialer til et palads. Det får et par venetianske købmænd til at lægge en plan: De bortfører Markus’ legeme fra kirken og ved at dække det med svinekød, får de liget forbi de muslimske toldere (som væmmes ved lugten) og ombord på skibet og sejlet til Venedig. Her bliver Markus’ legeme båret til Dogepaladset, men på vejen dertil bliver det tungere og tungere og til sidst kan mændene ikke bære det. Først da Dogen lover, at bygge en kirke til Markus’ ære på stedet, kan liget igen løftes.

Uden større skrupler blev evangelisten Markus herefter valgt som byens nye skytshelgen i stedet for San Teodor, der havde været det i flere århundreder. Det var herefter, at den bevingede Markusløve blev sat op overalt som symbol på byens magt.

Her er et andet forslag til forklaring på relieffet med Markusløven og bogen, som ses mange steder: Markusløven står med den ene fod ovenpå en bog, og legenden siger, at man i krigstid fik en stenhugger til at ’lukke’ bogen, som løvens fod hviler på. Der er ikke ret mange eksempler tilbage på de ’lukkede bøger’, fordi man i fredstid ’åbnede’ bøgerne igen. Faktisk fandt vi ikke en eneste, selvom vi ledte.

Løven er symbolet for evangelisten Markus og i illustrationer af evangelisterne er løven hans attribut. Symbolerne for de 4 evangelister stammer fra kirkefaderen Ireneus af Lyon, som har hentet symbolerne fra Keruberne, beskrevet i Ezekiel 1,5-6: Midt i ilden viste der sig ligesom 4 skikkelser, som så således ud: De havde udseende som mennesker, men hver af dem havde 4 ansigter og 4 vinger. De havde menneskeansigt foran og alle 4 havde løveansigt på højre side, okseansigt på venstre side og ørneansigt bagerst. I kerubernes ansigter så Ireneus Kristi natur og gerning udtrykt, og løven henviste til Jesu styrke og majestæt. Ireneus knyttede løven til Johannes, men Hieronymus foretrak at knytte løven til Markus, og sådan blev det. (Johannes’ symbol er en ørn, Matthæus’ er et bevinget menneske og Lukas’ er en bevinget okse).

 

Herefter besøgte vi Dogepaladset. Også denne storslåede bygning skulle imponere og bevise Venedigs magt og vælde. Den var bolig for den siddende Doge, som regerede Venedig fra 697 til 1797. Et fæstningsagtigt bygningsværk blev i 800-tallet erstattet af den elegante gotiske udgave, som vi ser i dag på trods af en række ildebrande i 1500-tallet. Også de mange sale udstråler magt og rigdom med utallige malerier på loft og vægge. Salle dello Scudo er en sal med store globusser og kort på væggene, der viser den kendte verden år 1762.

Vi så også fængslet, som ligger i tilknytning til Dogepaladset, fordi retsvæsnet holder til her. De to afdelinger forbindes ved hjælp af Sukkenes Bro. Fængslet må siges på alle måder at stå i kontrast til Dogens palads. Herovre er der koldt, med nøgne mure.

Ved paladsets udgang kom vi ned ad en stor trappe, som kaldes kæmpernes Trappe, fordi den flankeres af to kæmpestore statuer af Mars og Neptun fra 1567. Denne trappe var oprindelig hovedindgangen og er da også rimelig pompøs.






















Så gik vi ud i solskinnet igen og endte ved Rialtomarkedet, hvor vi spiste frokost, for her er både hyggeligt og rimeligt billigt.

Efter at have slappet af nogle timer hjemme, voksede virkelysten igen og vi besluttede at afprøve ruten frem til bussen, der skal bringe os til lufthavnen i morgen. Vi tog vaparetto nr. 2 til P.Roma, hvor busstationen er. Det tog 20 min. Så undersøgte vi hvor ACTVbus 5 holdt og det var ved plads 1, fandt vi efterhånden frem til. Forstå det, hvo der kan. På skiltet med 1-tallet stod dog et lille hvidt 5-tal på rød baggrund i nederste venstre hjørne. Da således alt er checkket til hjemturen, kunne vi tage vaparetto 2 tilbage igen, spise et sted undervejs og så hjem og pakke kufferten.


















 

Lør 21 jun   Hjemturen gik fint. Vi gik ud af vores lejlighed kl. 9:30 og alt klappede fint. Der var lidt lang ventetid i lufthavnen, for vi var som sædvanlig tidligt på den, men ellers planmæssigt derudaf. Vi tog øresundstoget fra Kastrup til hovedbanen og derefter vores sædvanlige s-tog det sidste stykke. Hjemme kl. 17:30. Selv en lille tur til Venedig tager altså henved 8 timer med det hele, men det var det værd - det hele.