USA – 7 Nationalparker i vest 30. maj til 27. juni 2017 - fortsat

 

 

Ons 14   Vågnede tidligt efter en kold nat (-1 grad). Nu skal vi til Las Vegas og så kommer der helt andre boller på suppen.

 Lidt før Las Vegas var vi inde og se Hoover Dam, en flot 220 m høj dæmning, der for anden gang (første gang var i Page med Powell Dam) tappede Colorado-floden for energi. Her er opdæmmet en stor sø, Lake Mead, hvorfra vandet ledes gennem ikke mindre end 14 turbiner, som hver kan yde 130 MWatt. Denne kraftstation kan levere kraft til 1 mil. mennesker. Den blev bygget i 1931-35 og er trods sin alder meget imponerende. Vi tog en rundvisningstur og det var flot at se de 2x7 turbiner.




Så kørte vi det sidste stykke til Las Vegas og efter mange genvordigheder fandt vi vores RV Camp, Circus Circus, og blev installeret. Temperaturen er nu 37 grader og Google siger, at vi får hele 24 grader i nat. Det er en ufattelig kedelig campingplads helt asfalteret og næsten uden træer og skygge og solen bager ned. Nå, den har én stor fordel: den ligger lige i smørhullet lige ved begyndelsen af ’The Strip’, som er hovedgaden gennem Las Vegas. Her er feks. Caesar's Palace, der udover selvfølgelig et stort spillecasino, rummer et Colosseum med plads til 4000 tilskuere samt mange fine romerske skulpturer og springvand. Her er en kopi af Eifeltårnet og  den første ballonopstigning i Paris. Her er en bid af Venedig med Dogepaladset og klokketårnet og selvfølgelig mangler Rialtobroen heller ikke. Her er også Treasure Island med store sørøverskibe hvor der indtil for 4 år siden blev udkæmpet drabelige søslag og hvor dansende sirener med deres lokkende sang (og kroppe i Las Vegas versionen af Homers Odyseen) gjorde sømændene helt bimse, så deres skibe gik på grund og sank med mand og mus. Der er et eventyrslot, Excalibur, og en stor pyramide med en sfinx, større end den egyptiske, ja, der er meget at se på 'The Strip'. Vi gik først en lille eftermiddagstur og fik lidt at spise, og siden en længere aftentur med alle lysene her i byen. Det var flot. Nu har vi i mange dage kigget på alle de vidundere, som naturen har skabt og som kontrast hertil nu noget menneskabt, som det er svært at sætte en betegnelse på, andet end at det er flot og meget af det er også smukt. Der er ufatteligt mange spillemaskiner, men de er gemt bag bygningernes ofte meget smukke ydre.









Tor 15   Sovet længe…til kl 8. Dejligt. Rolig morgen med morgenmad i skyggen ved siden af RV’eren. Efterhånden som morgenen skred frem, måtte vi flytte bord og stole til vi til sidst sad klinet op ad bilen. 30 m væk var nogle skyggefulde træer – noget nær de eneste på pladsen – og her flyttede vi vores bord og stole hen. I hovedindregistreringen i Circus Circus fik vi informationen til at ringe til en lille campsite i Lone Pine, som ligger lige efter Death Valley, som vi skal igennem i morgen. Mange Pladser har kun telefonisk bestilling og det er dyrt, når man skal ringe over Danmark, men han klarede den og vi har selv kunnet bookke frem til indgangen ved Yosemeti NP, så nu har vi godkendte bookninger frem til og med den 20. juni.

 Det er en rigtig driverdag i dag, og det har vi faktisk også trængt til – og fortjent, måske, sådan som vi har aset på. I aften eller rettere ved 16-tiden går vi op i byen for at tage nogle billeder mens det endnu er lyst – og også lidt flere længere nede ad The Strip med lys på.

Det gjorde vi så ved 17-tiden. Her er så varmt, at man automatisk søger indendørs, hvor der er aircondition og fra Campingpladsen kan vi gå gennem CircusCircus og komme direkte ud på The Strip, så vi har været inde længst muligt. I går måtte vi spørge om vej for at vinde ud til Strippen, da det er en hel labyrint, hvor man tilsyneladende sagtens kan blive inde og aldrig komme ud. Men nu går det allerede fint med at finde vej. Vel ude tog vi os sammen og købte et buskort, der gælder i 24 timer. Det kostede 8 $ for hver og vi syntes det var lidt dyrt, men meget dejligt, da The Strip er rigtig lang. Bussen bragte os til Caesars Pallace, hvor vi cirka nåede til i går, og så gik vi videre derfra mod syd. Vi fik set både Eifeltårnet, verdens første ballonopstigning fra Paris, New York med Frihedsgudinden og pyramiden. Vi var også inde og spise et sted, burgere igen. Jeg savner noget med mere væde til, gerne i form af sovs. Til slut tog vi bussen hjem til Circus Circus. Det var en todækker og vi sad oppe øverst foran og kunne følge Strippen i hele dens længde. Det er ret fascinerende at se en by, der i den grad pulserer hele døgnet rundt. Der er simpelthen et sandt menneskemylder hele tiden.












 

Fre 16    Så er det slut med at sove længe, ud af røret kl. 6.15 med kurs mod Death Valley. Her er ikke sparret på uhyggelige navne som: Devils Golf Course, Bad Water og Hells Gate. Vi kom forbi Devils Golf Course, men det var en grusvej, som vi ikke havde lyst til at prøve.

Længere fremme besøgte vi Badwater, som ikke alene er Californiens, men hele USA’s laveste punkt, 86 m under havets overflade. Her var stegende varmt, i alt fald over 40 grader og en lille smule vand og en slags saltsø, der lignede is. Højt oppe på bjergsiden var sat et mærke, der hvor havets overflade ville være.

Lidt nord herfor kørte vi en meget flot tur ad en ensrettet vej, Artist Drive. Her måtte køretøjer over 25 ft ikke køre igennem, og det viste sig at være meget fornuftigt, for der var mange bratte sving med klippeblokke ved siderne, som større køretøjer ville have svært ved at komme rundt om. Det var en meget smuk og spændende tur.

Så arbejdede vi os videre mod nord ad 190’eren og 136’eren til vi nåede Lone Pine, hvor vi skal tilbringe natten. Vi havde håbet på lidt køligere temperaturer, men her er ligeså varmt, som i Las Vegas. Vi spiste dejlig kinesermad på en lille restaurant, der hed Merry-Go-Round.

 

Lør 17   Kom først afsted kl. 7 i dag. Vi skal mod nord, faktisk skal vi i princippet blive på Highway 395 n hele vejen i dag, men der bliver nok et par svinkeærinder undervejs. Faktisk skal vi fra husnr. 2550 på 395’eren til husnr. 110437. Jeg tænker Hellevej nr 110000 ville ligge et stykke oppe i Sverige…

Første stop gjalt en samling gamle træer, nogle gamle børstekoglefyrretræer. Stedet hedder The Ancient Bristlecone Pine Forrest. Her findes træer, som er op til 5000 år gamle. Det slår alle rekorder. Vi har set på gamle oliventræer i Getsemane Have i Jerusalem, som var fra Jesu tid, altså 2000 år og vi har set de store Redwood træer nord for San Fransisco, som var 2500 år og endelig har vi vores egen Kongeeg i Jægerspris, som er ca 1800 år. De gamle Bristlecones var ikke noget at se til, men man skal ikke skue hunden på hårene, for de var små og seje, hærdede af vind og vejr – de groede i over 3000 m’s højde. Det tørre klima og de hårde vækstbetingelser gjorde, at de blev modstandsdygtige overfor sygdomme og insektangreb.



Andet stop angik en sø, der hedder Mammuth Lake. Der var meget smukt og det lå også ret højt, så højt, at der var sne på skyggesiden helt ned til vandet. Det var et meget yndet udflugtssted, for det vrimlede med mennesker og vi kunne slet ikke få bilen parkeret.  Jette gik ud og tog et par billeder, mens jeg holdt og spærrede trafikken.

Vi passerede vejen ind til Tiogapasset, som vi skulle have været igennem for at komme direkte ind til Yosemite NP fra østsiden, og her var også et stort skilt, som viste at passet var lukket. I stedet fortsætter vi nordom bjergene og ind til Yosemite fra vestsiden.



Tredje stop angik også en sø, Mono Lake. Det er en vulkansk sø, som Mark Twain kaldte Det Døde Hav. Den er så salt, at der ikke kan leve fisk i den. I 1960’erne var den en hel del dybere, men storbyen Los Angeles havde et umætteligt behov for vand, som alle storbyer har og den fik tappet af de kilder, som forsynede søen med vand. Efterhånden som vandstanden faldt, begyndte nogle spændende klippeformationer at stikke op af søen. De er skabt af kildekalk fra de vulkanske kilder i bunden af søen.






Fjerde stop var en gammel guldgraverby, spøgelsesbyen Bodie.  På dette sted boede der i 1880 op mod 10.000 mennesker og der lå 65 saloons. Det hele startede i 1859, hvor W.S. Bodey fra New York var så heldig at finde guld her. Han døde dog nogle måneder senere og nåede aldrig at se den by, som kom til at bære hans navn, selvom det blev stavet lidt anderledes. Byen voksede langsomt, men i 1875 kolapsede en minegang og afslørede en stor guldåre. Det rygtedes hurtigt og byens boomtown-days begyndte.  I løbet af perioden fra 1877-81 var byen oppe på 30 forskellige miner og 9 stampemøller. Hertil kom naturligvis købmænd, prostituerede og alskens vilde elementer. Men efterhånden som mange miner, som ikke havde haft held i sprøjten, måtte lukke, så dalede befolkningstallet hurtigt. De sidste miner fortsatte dog helt til 1942. En af de største godsejere passede på stedet og beskyttede det mod tyve og vandaler indtil den californiske stat købte den i 1962.

De sidste 41 miles skulle bare overstås, og henad 18.30 nåede vi Meadowcliff Lodge Coleville/Walker KOA, hvor vi skal tilbringe natten. I morgen skal vi ikke køre så langt, kun bringe os bedre i stilling til vestindgangen til Yosemite.





 

Søn 18   Først afsted 8.45, men vi skal jo heller ikke køre så langt i dag. Da Tioga-passet er lukket p.g.a. mere sne end normalt, så vælger vi en anden vej gennem Sierra Nevada-bjergene, Sonora-passet, som ligger lidt lavere.

Vi var ellers oppe i over 8000 fod og der var høje snedriver, men vi kom igennem. Det var en meget smuk tur og en spændende snoet vej og også sine steder smal, selvom det var en highway. Ved 14-tiden nåede vi Mariposa KOA, hvor vi skal bo de næste 2 nætter. Det ligger lige på vejen til Yosemite West Entrance, blot 26 miles længere fremme. Vi har været på kineserrestaurant i Mariposa, hvor jeg fik sweet and sour shrimps, dejligt med andet end burgere, som ligger tungt i maven (og giver hård afføring).

I morgen tager vi så fat på den sidste af vores nationalparker. Det bliver spændende.



 

Man 19    Videre ud ad highway 140, som vi bor på og efter en times kørsel var vi der. Det var ikke langt at køre, men vejen var smal og bugtet og der var to detours, som også tog tid.

Når man kommer ind i nationalparken, opleves den som ret ustruktureret. Skiltningen er dårlig og mange steder består den kun af papirlapper, der er opsat på nogle bukke. Ligeledes er der et meget ringe shuttlebus-system. Der var alt for få busser til alt for mange mennesker, så man måtte vente længe før der kom en bus, og ofte var den, der kom for fuld, så den kørte bare videre. Men slut med brok. Det er en usandsynlig smuk nationalpark. Måske den flotteste af dem alle. Den adskiller sig også fra de andre, vi har besøgt, ved at stederne, der skal ses ligger langt fra vejene, hvilket betyder, at man må ud og vandre, hvilket ikke altid er så godt for os ’gamle’. Vi tog på et par af de korteste og lod os nøje, med hvad vi kunne se her, hvilket bestemt heller ikke var så ringe.

FORLÆNG DIT LIV. En guldgraver, som hed Galen Clark var blevet alvorlig syg af arbejdet og hans læge fortalte ham, at han kun havde kort tid tilbage at leve. Han besluttede så, at bruge sine sidste måneder i bjergene i Yosemite, hvortil han flyttede i 1856. Her opdagede han iøvrigt Mariposa Grove og blev senere guide på ture til de høje træer. Clark boede resten af sit liv i Yosemite og døde i 1910 i en alder af 96. På det tidspunkt var hans læge forlængst død.

Vi tog først op til Yosemite Lower Fall, hvorfra vi dog også kunne se Upper Fall og det var et imponerende syn. Upper Fall alene havde et fald på 436 m og med de efterfølgende mindre vandfald er der et fald på i alt 739 m, hvilket gør det til det 5. højeste vandfald i verden.

Herefter kørte vi med bussen til den modsatte ende af dalen og travede ud/op til Vernal Fall. Det var en tur på 1,5 miles og det lyder jo ikke af ret meget, men det gik opad hele vejen, så det var rimeligt hårdt. Men det var turen værd. Også her demonstreredes vandets kræfter i en brusende kamp med de sten, som lå i vejen, og vi ved jo, at om x antal hundrede år eller tusinde, så er stenene væk. Slebet og pudset til der ikke er mere tilbage af dem.

Så orkede vi ikke mere og fandt tilbage til vores bil og kørte hjem til Mariposa. Her satte vi os og planlagde et par dages badeferie ved Santa Cruz lidt syd for SF, for det trænger vi til.

Aftensmaden blev indtaget i kineserrestauranten igen. Vi prøvede ellers et pizzaria, som reklamerede med nogle pastaretter, og det havde vi lige lyst til, men der var så megen støj, at vi fortrak igen. Hos kineseren var der fredeligt og stille – og dejlig mad.

 

Tir 20   Vi har som sagt besluttet at tage et par dages ’badeferie’ og er kørt til stranden Santa Cruz/Monterey Bay. Her er en udmærket KOA-campground, men her er koldt og overskyet – dvs. der er ikke overskyet, det er havgus, og ud på eftermiddagen forsvandt havgusen da også, men da vi kommer fra varmen med 30-40 grader, så er 17-18 altså koldt. I KOA-hæftet, vi har, er der næsten ingen grænser for alle de seværdigheder, der er her. Santa Cruz Boardwalk, Monterey Aquarium, Beach og meget mere. Men amerikanerne må ikke regne afstande for noget, for Boardwalken, der i øvrigt viste sig ikke at være en promenade langs havet, men et tivoli, lå 1/2 times kørsel herfra, stranden lå i gå-afstand, der viste sig at være 1,6 km og akvariet lå bare 3 kvarters kørsel væk.

Vi tog stranden og den var udmærket med baywatch og det hele, men stillehavet var også for koldt.

Eftermiddagskaffen fik vi i vores flugtstole i solen med en bog og slappede lidt af. Senere brugte vi internettet flittigt og fandt ud af at booke et Motel6 i Fremont de sidste dage. Herfra kan vi tage BART’en ind til SF og til slut let få afleveret Motorhomen. Desuden bestilte vi billetter til Alcatraz, som Jette meget gerne vil se. Det ville passe os fint med den tur på fredag, og netop fredag var den eneste ledige dag. Ellers var alt optaget 1 uge til begge sider. ’Heldigt’ ikke?

Hjemme igen spiste vi pizza og gik tidligt i seng. Lejrliv er vist ikke lige noget for os.

 

Ons 21  I dag tog vi en tur ind til Monterey for at se akvariet. Det lader til, at vi begge har interesse i at kigge på den spændende verden under vandet. Det var et stort og flot et af slagsen. Især havde de gjort meget ud af koraller og vandmænd og havde en meget flot samling af mange forskellige.

 

Tor 22   Nu til morgen forlader vi campingpladsen for at tage på motel de sidste dage. Badeferien, vi skulle have haft her, blev ikke rigtig til noget, da der har været havgus hver dag til ud på eftermiddagen inden solen endelig kom frem, så her har været halvkoldt, specielt efter de meget varme dage i Las Vegas mm.

Men selvfølgelig i dag, hvor vi drager videre, der skinner solen og varmen har indfundet sig.

På vejen ind til Motel6 i Fremont kunne vi se havgusen hænge andre steder som en grå dyne. Det så næsten uhyggeligt ud.

For ikke at komme for tidligt til vores motel var vi på shopping bl.a. hos K-Mart og Sears, hvor vi fik 2 par cowboybukser hver til under 20$ pr stk. Så tog vi til motellet og fik os en tur i poolen og et dejligt bad bagefter.

 

Fre 23   I dag tog vi tidligt til byen (SF). Vi vil gerne være sikker på at være i god tid til vores Alcatraz-tur kl. 12.30. Desuden er det Pride-weekend, så der bliver nok meget at se på.

Vi kørte med vores motorhome til Union City Bart-stationen og derfra med toget til Embarcadero, en station, der ligger lige der, hvor Pier’erne begynder. Alcatraz-færgen afgår fra Pier 33, så vi havde tid til en dejlig spadseretur langs kajerne.

Alkatraz har en lang fortid, først som Militær base til beskyttelse af San Francisco, senere som fængsel, derefter nogle år befriet som indiansk territorium og endelig nu som turistattraktion af format. Der sejlede både over til øen hver halve time med ca 400 mennesker, som hver betalte 43 $.

Det var ret uhyggeligt at se, hvordan fangerne havde det. De boede i en lille celle på 1,5 x 2,5 m og 2,3 m i højden. Beton på 3 sider og fjerde side et stort tremmegitter. Der var lige plads til en seng, et lille bord og et toilet. Her var anbragt de farligste og mest flugtivrige fanger i hele USA og ud af 14 flugtforsøg lykkedes kun 3, dvs. man fandt dem aldrig.

I fængslet kunne fangerne se over på San Franciscos pulserende liv kun 1,5 miles væk og drømme om en frihed, som de aldrig ville få. Det amerikanske retssystem er således indrettet, at man får en dom for hver forbrydelse, man har gjort og de bliver lagt sammen, så man kan komme op på domme, som dækker adskillige menneskeliv.

Vel hjemme igen kunne vi slappe af med et dejligt bad, kaffe og en god bog.





 

Lør 24   Driverdag, men alligevel fik vi gået en lille tur om formiddagen og en større om eftermiddagen, begge i nærområdet. Der er ikke meget at se her, indkøbscentrene ser ud til at være bygget over samme læst med gule mure og et paddehattetag, sådan ser det i alt fald ud. Vi fandt dog en gangsti langs floden, som var ret hyggelig og dejlig fri for biler og støj.

 

Søn 25   I dag var vi til Pride-parade kl. 10.30 på Market st i SF. Det var et imponerende langt show, startende med en lang række Harley’er med udklædte kørere. Dernæst kom en lang række cyklende ligeledes udklædte personer.

Herefter kom det ene hold gående eller dansende, repræsenterende hver sin gruppe af en eller anden art. Og sådan blev det ved, gruppe efter gruppe, den ene flottere og festligere end den anden. Ind imellem blev grupperne afbrudt af en række biler fra politiet, som bidrog til spektaklet med dyttende horn og blinkende lys. Desværre var vejret ikke helt med sceneriet, for det var ret koldt og en kedelig kold vind blæste ned gennem gaden, så efter en god times tid syntes vi, at vi havde fået nok og var også blevet så gennemkolde, at vi hellere ville hjem.

Hjemme igen fandt vi endnu en kineser-restaurant og fik lidt frokost, scrambled eggs, jeg med tomat og Jette med better melon. Det sidste var noget skarpt, surt stads og vi blev enlige om, at der nok skulle have stået ’bitter’ på menukortet  i stedet.

Eftermiddagen står på kuffertpakning, for i morgen går turen hjemad.

 

Man 26   Afrejsedag. Vi havde ikke langt til Cruise America og det blev som forventet den samme holdning, som tidligere, hvor de kun interesserede sig for deres bil og bookede os for en masse penge i selvrisiko både for den første skade, som jo ikke var vores skyld, og for et par småskader jeg havde lavet. Men alt dette tager vores rejseforsikring sig af, når vi kommer hjem.

Vi tog herefter en taxi til Fremont Bartstation, hvor toget bragte os til Lufthavnen.  Om eftermiddagen afgik flyet og undervejs……

 

Tir 27   ….gled vi over i tirsdagen og ved middagstid, dansk tid, var vi hjemme i Kastrup.

Bortset fra – og det skal ikke have lov til at dominere – diverse uheld, så har det været en formidabel tur med masser af synsindtryk fra alle de 7 nationalparker og 7 stater, vi fik kigget på. Det har været:

NP / StaterCalifornienNevadaIdahoMontanaWyomingUtahArizona
YosemiteYellowstoneBryceGrand Canyon
 Death Valley   Grand TetonZion 
 

Vi har tilbagelagt godt 4000 miles eller 6500 km. Desværre kørte vores motorhome kun 4 km/Liter men omvendt er benzinen en del billigere end i DK, 4,35 kr/Liter

Tilbage til SIDE 1