USA – 7 Nationalparker i vest 30. maj til 27. juni 2017

 

Tir 30   Landede i San Francisco International Airport til tiden efter en ret let og behagelig tur med en SAS maskine A330. Turen tog ca. 11 timer. Det er sjovt, at vi tog afsted kl. 12.25 fra København og landede i SF kl. 14.25, så det altså tog de 11 t tilsyneladende kun at rykke 2 timer frem.

Vi havde undersøgt på forhånd, at for at komme fra lufthavnen til Fremont, hvor vores hotel og også Cruise America, hvor vi skulle hente vores motorhome, ligger, så kunne vi tage de offentlige, som ville tage 2 t og 14 min eller en taxi, som ville tage ca. 1 t og koste 125 $. Det sidste var vi lidt for fedtede til at ville give, og da vi undersøgte det i lufthavnen, var der et tog, BartRail, som med et enkelt skift undervejs kørte os til Fremont for 25 $. Vi tog så en taxi det sidste stykke til hotellet for 30 $, så det var det.

 

Ons 31   Her fik vi så sovet i 10 timer og kl. 7 var vi lysvågne og friske. Lige ved hotellet lå en McDonald, som serverede morgenmad fra kl. 6 og her klarede vi også det lille problem. De var meget hjælpsomme på hotellet, så de hjalp os med at få bestilt en taxi til at køre os til CrAm og desuden med at bestille campingplads på næste stop, som er Reno.

Hos Cruise America så vi en lille film om Autocamperen og dens indretning og derefter fik vi en gennemgang ved den fysiske vogn og det var så det. Så pakkede vi ud og arrangerede os i vognen og var så endelig klar til at begynde at køre. Vognen har en ret stor overragende ende, som man skal passe på når man svinger, så det prøver vi at huske sammen med alt det andet, som bl.a. er, at den er 7,5 m lang og 3 m bred og det sidste er også ret vigtigt at huske….

Lige ved Cruise America ligger en WalMart, hvor vi kunne fouragere og Jens og Maria havde fortalt at vi her også kunne få billige campingstole, men det viste sig ikke at være nødvendigt, da et sæt allerede var i bilen.

Så endelig ca. kl. 12 svingede vi ud på motorvejen først mod Sacramento og siden mod Reno. Undervejs passerede vi bjerge i 4000 fods højde ved Lake Tahoe. Der var sne ved vejsiden selvom det slet ikke var koldt.

Vores campingplads ligger lidt før Reno i en by, der hedder Boomtown. Reno er som bekendt en spilleby som Las Vegas og det starter allerede her 11 miles før byen. Men vi skulle da lige en tur ind og se den og på god amerikanervis kørte vi en tur rundt derinde uden på noget tidspunkt at stå ud – det var heller ikke til at finde en parkeringsplads til det store skrummel. Så kørte vi tilbage til Boomtown, hvor vi selv lavede lidt aftensmad og skrev dagbog.





 

Tor 01   A propos ’store skrummel’ så kiggede vi lidt på de andre motorhomes på pladsen, og vi må nok erkende, at det faktisk er en lille sød model, vi kører rundt i. Nogle af de store, som udover at være mere dobbelt så lange som vores også kunne skubbe dele af siderne ud, så de kunne blive 1-2 m bredere. Desuden kunne de kobles af og på en af disse små trucks, som har et førerhus med bagsæde og et lad på ca 2x2 m. Midt på ladet står så en konsol med en koblingsanordning, som kan fatholde camperen. Mens vi er ved det, så har vi nu også forstået et par udtryk, når man skal bestille plads på en RV-campsite. RV står for Recreational Vehicle, 'Back-in/pull' through betyder enten en parkeringsplads, hvor man skal bakke ind eller  en, hvor man kan køre ind og parkere og siden fortsætte fremad, når man skal videre. 'Side out' giver også mening, når man har set, hvordan nogle kan puste sig op.

Nu gik vi så i gang med vores lange tur til Twin Falls. Vi var tidligt vågne og drog afsted allerede kl. 7 efter et kort morgenmåltid og en kop kaffe i lukkede krus i konsollen ved forsæderne. Det var en lang og ret kedelig tur. Landskabet var ensformigt med store vidder med halvvissent græs, nogle få steder afbrudt af termiske kilder, som dampede op af jorden, og ellers bare bjerge i baggrunden, nydeligt, men alligevel… Efter omkring 350 miles nåede vi Twin Falls, hvor et Damokles sværd hang over vore hoveder – heldigvis uden at vi vidste det. Der skete nemlig det, at vi kørte ad Rute 93 fra Twin Falls til Shoshone, hvor vi ville kigge på et stort vandfald. I Shoshone kunne vi ikke finde det, og da vi spurgte i en forretning fik vi at vide, at det var ganske almindeligt at turister havde problemer med det, for det lå slet ikke i Shoshone men i Twin Falls. Så måtte vi køre tilbage igen og her skete det så: En modkørende var faldet i søvn ved rattet (eller også var han fuld – det sagde politiet i alt fald) kom over i vores vejbane og fræsede hele siden op på vores camper. Der skete heldigvis ikke nogen menneskelig skade, bortset fra at Jette fik et ordentligt chok, men begge vogne var fuldstændig ødelagte. Politiet kom til og spærrede vejen af og forhørte os og flere vidner og vi fik ringet til bilens forsikringsselskab og fik arrangeret et hotel for natten i Twin Falls. Alt dette tog henved 3 timer og imens havde politiet afspærret vejen, så der til sidst var flere kilometer kø i begge retninger. En flink sherif kørte os og vores baggage, som vi i hast måtte pakke sammen, til hotellet. Og der er vi nu, og her kl. 22 sidder vi så med vores aftenthe og skriver dagbog. I morgen har vi planer om at se det der Shoshone Falls, for nu er vi altså blevet stædige. Imens håber vi så, at Cruise America kan få sendt os en ny autocamper, så vi kan komme videre til alt det, vi skal se.

 

Fre 02   Nu har vi sovet på det og alt går bedre. Vi har besøgt Shoshone Falls. Vi gik derud fra vores hotel og de sagde at der var 3,5 miles, men det viste sig, at der var yderligere mindst 2 miles, så det var en pæn lang spadseretur, men vi havde godt af det, da vi har siddet i autocamperen i 2 dage fra SF og til her.

Vandfaldet var flot og det var hele sceneriet omkring Snake River også. Der var yderligere langt ned til vandfaldet, så vi valgte at se det oppefra. Vi kom i snak med et andet ægtepar, som tog os med til Twin Falls, et andet vandfald lidt længere oppe ad floden. Det var også flot, selvom det kun var den ene tvilling, der var der (den anden var blevet til kraftstation). De kørte os ydermere hjem til vores hotel, og det var dejligt, da vi faktisk syntes, vi havde gået nok for i dag. På hotellet var de tilpas imponeret over vores gåtur. Her i Amerika går man ikke – og vi var lige ved at sige, at det kunne de måske have godt af…

Jette har pludselig fået problemer med Wi-Fi på sin iPhone. Vi fandt en butik lidt nede ad vejen, men han kunne desværre ikke hjælpe, så nu kan hun bare ikke komme på wi-fi, øv.




 

Lør 03   Another day in He.. Paradise. Vi kan snart ikke finde på mere at lave her i Twin Falls. Jysk har rykket Cruise America, men når vi ringer, er det en ny mand hver gang, som først skal sætte sig ind i sagen. I dag har vi også rykket og er blevet bedt om at sende billeder af ulykken, og selvom vi siger, at de først skal løse vores bilproblem, så kan de ordne deres bureaukrati senere, men nej, de vil gerne have vores billeder. Vi har prøvet at fortælle dem, at politiet har taget masser af billeder, men det hjælper ikke.

For at vi kan få lidt at lave, så kan Jettes iPhone lige pludselig ikke komme på WiFi og vi har derfor brugt nogle timer på at rende rundt og lede efter butikker, som kan reparere den. Det endte med at blive lavet et sted for 80$ og så var Jette glad igen. Det er utroligt, så afhængig man er blevet af sådan en dims.

 

Søn 04   Dagen startede med at vi skrev en lang email til sagsbehandleren hos Cruise America, hvor vi atter klagede vores nød og truede med at gå højere op i systemet, hvis der ikke snart skete noget. Så ringede han og lovede, at der kom en ny unit i morgen og vi bad ham bekræfte det på en mail, men den har vi så foreløbig – efter 4 timer – ikke fået.

Der er et carnival i byen i dag, og vi har jo ikke andet at lave, så vi travede hen og kiggede på det. Det var nærmest et tivoli med gynger og karruseller og markedsboder og masser af madboder. Amerikanerne spiser hele tiden (og det kan også ses på dem). V fik os en øl og lidt pommes frites og sad og kiggede lidt på det hele og hørte lidt musik. Så travede vi hjem igen og det var fint nok. Vi kunne bare godt tænke os, at vi var længere fremme på vores tur. Vi har efterhånden et efterslæb på 3 dage, der skal indhentes på en eller anden måde.






 

Man 05   Stadig venten på besked fra Cruise America. Om eftermiddagen ringede en – det skal dog siges – brødebetynget Richard Rodriguez, som meddelte os, at der kom ingen motorhome til os, vi skulle tværtimod for egen regning bringe os til Salt Lake City, hvor de ville have en ny vogn klar til os. Intet om at refundere voresnudgifter til motel i Twin Falls, intet om at godtgøre de 5 dage, vi ikke har haft en motohome, men har betalt for en. Intet om svie og smerte og spild af feriedage og så nu besked på at betale selv for transporten til Salt Lake City.

Nå, vi må jo videre, så må vi tage alt dette bagefter. Vi lejede så en bil i Twin Falls og tilfældigvis var det hos et firma, der hedder Enterprise, hvor vi havde lejet bil før (nok i Florida), men det gik nemt og smertefrit, da de havde alle vore oplysninger fra sidst.

Vi måtte altså overnatte endnu en gang hos Super8motel, som syntes det var så synd for os, at de lod os overnatte den sidste nat gratis.

Så gik vi på italiener-restaurant og fik en dejlig pastaret med en god øl til, ja så meget mad, at vi fik en doggybag med hjem, så vi har let til det næste aftensmåltid.

 

Tir 06   Så endelig skal vi videre. Enterprise åbner kl. 7.30 og vi stod parat der. Vi fik en dejlig Hyundai i30-model og efter at have betalt vores motel og læsset baggagen på bilen og sat Jens og Marias uundværlige GPS’er til adressen på Cruise America i Salt Lake City, så var det bare derudaf.

Hos Cruise Ameica havde de intet hørt om den vogn, vi skulle hente, og mens vi stod og snakkede om det, så ringede ham der Richard og påstod, at han havde mailet om sagen. Hm, Hm. Det korte og det lange blev, at de lovede at have vognen klar kl 3.


Da vi stadig havde i30’eren kunne vi køre ind til centrum af Salt Lake City og kiggede på verdens største Tempel, som Mormonerne eller Jesu Kristi Kirke af De sidste Dages Hellige, havde bygget. Alle tempelbygningerne ligger omkring Tempelsquare. Vi gik ind ved South Visitor Center og lige indenfor til venstre lå en stor foredragssal, men vi havde læst om et kæmpestort auditorium, så det kunne ikke være det. Lidt længere inde lå en større rund eller oval bygning med et meget større auditorium, men længere inde endnu var endelig en enorm bygning.  Her var en enorm auditoriesal, som kunne rumme 21.000 mennesker og bygningen, som var udført meget smukt i forskellige slags marmor, havde ovenikøbet en meget smuk og meget stor taghave. Vi blev vist rundt af en meget flink mand, som ikke prøvede at påvirke os ret meget, så vi fik os en snak om forskellige religioner og de forskellige måder at se religiøse spørgsmål på. Det var såmænd rigtigt hyggeligt. Midt i tempelkomplekset ligger det sekstårnede Salt Lake Tempel, som blev færdigt i 1893. Det er dog kun åbent for mormoner.

Vi kiggede også på den store ørn, som svæver over State Street. Den markerer indgangen til Brigham Youngs landejendom. Den oprindelige var af træ og symboliserede styrke, fædrelandskærlighed og enhed. Den blev opsat i 1859. Nu er den erstattet af en 2 tons bronzeørn med et vingefang på 7 m.



Mormonerne. Mormonkirken har ca. 15 mill. medlemmer, heraf 6 mill. alene i USA. Deres bibel Mormons bog er oversat til mere end 100 sprog. Sekten blev grundlagt af Joseph Smith, som i en åbenbaring ved englen Moroni fandt frem til nogle guldplader med mystiske hieroglyffer nær Palmyra i staten New York i 1827. Smith var den eneste, der kunne oversætte tavlerne, som viste sig at være det evige evangelium, som Frelseren havde givet de oprindelige beboere i Amerika. Det blev til Mormons Bog, der skildrer bosættelsen i Nordmerika i år 538 BC efter jødernes fangenskab i Babylon og tiden indtil omkring år 420 BC, hvorfra tavlerne hævdes at stamme. I følge Mormons Bog har Jesus efter sin korsfæstelse vist sig i Amerika. Joseph Smith blev dræbt i 1844 under optøjer, der fulgte mormonerne overalt i det ellers meget religionstolerante land. Men mormonerne var hårde til at fordømme andre kristne og betragtede sig selv som de udvalgte, der skulle bygge et nyt Guds rige, Zion, på jorden før dommedag. Da de desuden praktiserer flerkoneri (de havde et stort overskud af kvinder), fik hadet mod dem grobund. Bringham Young overtog ledelsen efter Smith og ledte sin flok vestpå. Den 24. juli 1847 ankom de til den store saltsø. Han sagde: "This is the place", så her slog de sig ned. For mormonerne lever mennesket evigt. Ånden fødes i himlen, og det gælder om at udvikle så mange af disse ånder som muligt på jorden. De døde lever videre i en åndeverden efter fortjeneste. Døde ikke-mormoner kan stadig nå at sige ja til den mormonske tro, og derfor døbes døde fra hele verden gennem en stedfortræder.

 

Salt Lake City har et meget snedigt system til benævnelse af gaderne. Alle gader regnes udfra Tempel  Square og har fået navne efter verdenshjørnerne. Feks.: 200 South St løber øst-vest 2 gader syd for Tempel Square. 1300 East St løber nord-syd 13 gader øst for Tempel Square. Ydermere får feks. South St tilføjet et East eller West til navnet alt efter om gadestykket ligger øst eller vest for Tempel Square.

Så kørte vi til Enterprise, hvor vi afleverede i30’eren og de var så venlige – her var da service – at køre os til Cruise America. Der var vores motorhome klar. Den var en ældre model end den første, men nu er vi da afsted. Og det er godt.

Vi overnattede i Montpelier KOA, en lille hyggelig campground med nogle flinke mennesker.

 

Ons 07   Så drog vi gennem Grand Teton til Yellowstone. Grand Teton er uhyre smuk med dybe dale og høje bjerge, mange tæt på, som vejen snor sig imellem og nogle ude i det fjerne, majestætiske med sne på toppen. Lidt før Yellowstone south entrance besøgte vi byen Jacson, den med sangen, som vi bl.a. spiller i Karmaband. En rigtig cowboyby med salooner, forretninger med alle slags cowboyting og en lille park med 4 indgange, som hver havde en port udelukkende bygget op af elgsdyrgevirer.

 I indgangen til Yellowstone fik vi vores årspas, som giver adgang til samtlige nationalparker i et helt år. Det kostede 80$ og gælder for os begge to.

Vi har foreløbig set Old Faithful, en gejser, der springer  med 1-2 timers mellemrum, ikke så stor, men som navnet siger til at stole på. Der var et hav af mennesker, der havde taget opstilling for at se den, og vi var heldige kun at vente i 10 minutter. Lidt længere fremme så vi Midway Geyser Basin, Grand prismatic Spring med mange flotte små Geysere. Der var flere andre gejsere i området. En, der hedder Excalibur så ud til at kunne blive meget stor, men den skal man ikke vente på, da den sidst sprang i 1888.

Et andet sted kaldtes The Painted Pot og det var også en hel farvelade at se på. Der var mange andre i det område og alle boblede og sydede så det var en lyst. Det mest utrolige er, at der i dette varme, nærmest kogende svovlvand levede mikroorganismer og algetyper, som så ud til at befinde sig godt i disse barske omgivelser.

Yellowstone Nationalpark oprettedes i 1872 og er verdens første nationalpark beskyttet mod menneskelig rovdrift. Med sine 9000 km2 er Yellowstone på størrelse med Sjælland og Lolland-Falster tilsammen. Vejen gennem parken er formet som et 227 km stort 8-tal, der er forbundet med 3 indgange fra Montana og 2 fra Wyoming. I sommeren 1988 brændte 45 % af nationalparken. Brandens ødelæggelser kan stadig ses den dag i dag, men langsomt erstattes de gamle forbrændte træer af nye unge træer, men man regner med, at der vil gå endnu et par årtier inden parken bliver lige så smuk som før. Som et plaster på såret har de vilde blomster haft gode kår.

Vi er nu installeret på en plads lidt udenfor Yellowstone West, da der ikke var nogen ledige pladser inde i selve naturparken. Her bliver vi en dag mere, så vi har tid til at kigge lidt mere på området.

 

Tor 08   Hurtig morgenklar med truckervask og the og yogurt bagefter. Kaffe i holderne ved forsæderne og så afsted. Tilbage til vestindgangen og så nordpå ved Madison til Gibbon Falls og derefter forbi Norris til Mammoth Hot Springs. Undervejs hertil var der vejarbejde og kun 1 spor farbart, så vi måtte vente et kvarters tid. Mammoth Springs var meget imponerende med masser af små og store boblende kilder, og vandet løb i kaskader ned ad siderne, der gennem årene var dannet af kalk og andre mineraler.

Næste stop var The petrified Tree. Her så vi en forstenet træstub, 64 milioner år gammel, forstenet af vulkansk aktivitet kombineret med en blanding af aske, vand og sand, som begravede hele skove og forseglede træerne. En kemisk proces har så hen ad vejen udskiftet det organiske materiale med aske,der så over tid er blevet forstenet og krystaliseret ved tryk fra ovenliggende materiale - en proces, der har stået på i milioner af år. Da erosionen af klippelandskabet senere sætter igang, kommer de forstenede træstammer atter tilsyne. Den lille stub, der er tilbage er nu indhegnet af et stort gitter, da souvenirtyve for år tilbage fældede to andre.

Sluttelig besøgte vi Canyon Village Visitor Center, hvor vi fik undersøgt et vigtigt spørgsmål: Hvor er det  bjerg, der har givet navn til nationalparken? Vi leder simpelthen efter Mount Yellowstone. Det viser sig, at nærmest hele parken ligger i krateret efter bjergets sidste udbrud for 640.000 år siden. Alle bjergene rundt om er kanter af krateret. Man har for længe siden fundet at stort magmadepot herunder på godt 10.000 km3 og det er voldsomt. Forestil dig en terning med 1 km på hver led – og så 10.000 af dem….  Fornylig har man fundet endnu et magmakammer under det første og det er på hele 24.000 km3, så det kan nok blive voldsomt når/hvis den går i gang. Man har kendskab til et endnu tidligere udbrud for omkring 1,2 mio år siden, så hvis frekvensen holdes, kan vi vente et udbrud nu – eller om 1000 år. Vi håber at komme væk i tide, for vi tager videre i morgen. I øvrigt hjælper det nok ikke så meget, for man regner med at et udbrud vil lægge det meste af nordamerika øde.

Herefter kørte vi hjem til vores Yellowstone West camp, hvor vi allerede var kl. 16. Så nåede vi et checkup på spildevand og propangas, afsluttet med et dejligt bad, så nu er vi fit for fight igen.

 

Fre 09   Tidligt op igen og afsted kl 7. Efter en 6 timer lang køretur nåede vi Springville, en lille by lidt syd for Salt Lake City. Nu er vi endelig på den oprindelige rute. Vi skulle have været fra Twin Falls direkte til Yellowstone West Entrance og så kørt gennem Yellowstone og Grand Teton til Salt Lake City. Da vi i stedet blev tvunget til at hente en ny motorhome i Salt Lake City var det ligesom naturligt at køre videre op gennem Grand Teton og Yellowstone og ende i West entrance, hvor vi kunne finde en RV camp, der havde en ledig plads til os. Herfra er vi så kørt sydpå igen, men udenom nationalparkerne, fordi det er det hurtigste.

Her i Springville har vi spist burgere til aften og nu sidder vi med dagbogen.

 

Lør 10    Atter tidligt afsted med kurs mod Bryce NP, som vi nåede efter 4 timers kørsel. Det er en nationalpark med kun én vej ind og ud. Det er en så speciel oplevelse, at kommer man på disse kanter, så må man absolut se den. Der kører en shuttelbus rundt på den første halvdel af turen, som man kan tage gratis. Vil man helt ud til enden ca. 18 miles ud og 18 tilbage, så må man selv køre. Det kan man også godt på den første del af turen bare ikke RV’er, for pladsforholdene er så små, at de ikke må parkere ved udsigtspunkterne her.

Den ene utroligt smukke klippe- og bjergformation efter den anden afløser hinanden fra udsigtspunkt til udsigtspunkt. Og det gjorde, at vi måtte holde ved stort set dem alle. Som det fremgår af billederne, kan man nok ikke finde magen noget sted i verden.

Nu sidder vi på en KOA-campsite i Cedar City og herfra tager vi videre til Zion NP i morgen.

 

Søn 11   Atter tidligt oppe og allerede ved Zion NP kl. 8.15. Her var allerede mange mennesker selvom parken først var åbnet kl. 8. Vi fandt igen ud af, at nok kunne vi køre et stykke ind i parken, som vi havde tænkt os og ud ad øst-indgangen, men resten af parken kunne kun besøges via shuttlebusser som ved Bryce. Ved indgangen måtte vi yderligere købe et særligt pas til at komme igennem en lang tunnel på østsiden. Vi  parkerede og så viste det sig, at rigtig mange mennesker var stået tidligt op, så der var en mega kø ved shuttlebussens første stoppested. Efter en halv times venten kom vi så afsted. Og det ene ubeskrivelige sceneri viste sig efter det andet. Vi kørte helt ud for enden af ruten til ’Temple of Sinawava’. Her kunne man gå på en trail godt 3 miles ind mellem to bjergmassiver, som smallede ind til næsten ingenting. Vi kom dog kun halvvejs, for på det sidste stykke var der kun plads til floden, så den måtte man vade ude i. Der var ikke dybt, men alligevel. Under alle omstændigheder var det en meget smuk tur.

Man kan sige, at hvor Bryce er vild og voldsom og hidsig og udfordrende, så er Zion majestætisk, elegant og rolig, hvilende i sig selv. Begge parker er utroligt flotte og bør bestemt ses.

Her i Page var vi ude for en del udfordringer. Ingen camps var online, og vi skrev til to af dem på mail. Efter et par dage hørte vi fra den ene – ingen plads – men en henvisning til en tredje. Ham kørte vi så til uden aftale og var heldige at få en plads. Næste problem var et ønske om en sejltur på Colorado-floden i retning mod Grand Canyon. Efter meget besvær fandt vi en tur, men der var fuldt booket, så vi kom på venteliste. Vi skal stille kl 7 for at se om vi kan komme med. Ellers går turen bare videre til Grand Canyon uden sejltur.

Vi har været på Pizzahut og nu sidder vi med aftentheen og dagbogen.

 

Man 12   Igen tidligt oppe. Denne gang allerede kl. 5.30, for vi skulle være i Page 10 miles væk inden kl. 7 for at se, om vi kunne komme med på sejlturen, som arrangeredes af Colorado River Discovery. Vi håbede, at der ville være rigtig mange, som ikke kunne komme, da søndagturen var blevet aflyst p.g.a. blæst og de var overført til i dag, som jo ikke er en fridag. Men i takt med at folk strømmede ind, så faldt vores forhåbninger og vi var ikke ret forbavset, da ekspeditricen til sidst meddelte os, at der ikke var flere pladser. Langsomt gik vi ud af butikken og hen ad gaden mod vores bil, men tænk, så kom hun løbende og sagde, at der alligevel var to pladser til os.

Glade var vi og priste vores ’held’. Med busser blev så ca. 100 mennesker fragtet bl.a. gennem en lang tunnel, som førte lige ned til Coloradofloden lige efter dæmningen. Dagen før havde vi stået oppe på broen og kigget ned på nogle små pontonbåde og snakket om, at det heldigvis ikke kunne være sådan nogle, vi skulle ud med. Men jo, det var det. De var nu heller ikke så små, som de så ud til oppe fra broen. Der var plads til 20-25 personer, som både kunne sidde på bænke og på de 4 pontoner, som båden bestod af. Vi sejlede et stykke ned ad floden og tilbage igen. Ude ved vendepunktet var en lille strandbred, hvor der var opsat toiletskure og efter en lille gåtur her kunne vi se noget gammelt indianerkunst. Turen var meget imponerende og vi sejlede hele tiden mellem høje, glatte bjergsider og ved hver drejning af floden åbnede der sig nye perspektiver. På hjemvejen gik vi på grund og smadrede skruen, men det havde bådføreren prøvet før, for han tippede bare bådmotoren og skiftede den, så på 10 min. var vi køreklar igen. Både på ud- og hjemturen var der indimellem nogle krappe bølger og især Jette og Jeg, som sad forrest i båden måtte stå for skud. Selvom det tørrede hurtigt, skiftede vi alligevel bukser og undertøj, da vi kom tilbage til vores motorhome.

Så gik turen videre til vores næste residens, som er KOA i Williams, ca. 60 miles fra Grand Canyon South Entrance.

Aftensmade stod på pizza-rester fra i går med spejlæg på. Fin middag. Og så aftenthe og dagbog  og surprise, surprise!! Tidligt op i morgen (5.30) og afsted til sydindgangen, som åbner kl. 8.

 

Tir 13   Atter tidligt op. Det har været koldt i nat nok omkring 0 grader og de lover -1 i natten, der kommer. Dette med at komme tidligt afsted giver minder om Steen og Ingelises rejser. Nå, vi har en lang dag for os, for nu gælder det Grand Canyon. Vi kører afsted allerede kl. 5.45 og var fremme 1 time senere. Officielt åbner parken kl. 8, men man kan sagtens komme ind før bl.a. for  at se solopgang. Her benyttes også det snart velkendte shuttle-system og 3 ruter med hver sin farve betjener størstedelen af området. Vi kører ind ad South Entrance, parkerer vores RV og tager en blå shuttlebus til dens endepunkt ved Village Route Transfer, hvor vi kunne tage en rød bus ud langs bjergkammen. Her var der det ene flotte sceneri efter det andet, og vi kunne slet ikke stoppe med at tage billeder. Jeg har aldrig nogensinde taget så mange billeder på højkant som her og i de foregående Nationalparker. Disse svimlende højder er simpelthen nødt til at blive taget på højkant (jeg har dog valgt så mange som muligt i liggende format aht. visning på skærmen).

Til sidst tog vi den røde bus tilbage til Transferen og den blå tilbage til Visitorcenter. Her så vi en meget fin film om Grand Canyon. Alt dette lå vest for Visitorcenter, men øst herfor kunne man selv køre til Desert View, det østlige endepunkt for Grand Valley. Den kørte vi så, 20 miles hver vej, og også her var flere stop med flotte udsigter. I Desert View stod et gammelt tårn med forskelligt indianerkunsthåndværk. Vi var også oppe i tårnet, hvorfra man mod vest kunne se en stor del af Canyon’en med glimt af Coloradofloden langt nede. Og mod øst sluttede den store Canyon og landskabet fladede ud.

Herefter gik turen hjem igen efter en overvældende, oplevelsesrig dag langs The Rim.

Hjemme (i Williams) stod vores lille plads 71 klar til os og efter et bad og lidt mad var vi klar til dagbog og aftenthe. I morgen går turen til Las Vegas, som man jo må se, når man er på disse kanter.

 

Turen fortsættes HER