Sydafrika 20. december 2018 til 4. januar 2019

-med familien Bendix. Gitte og Jacob planlægning

 


01-Tor 20   Vi fik et lille problem ved indcheckningen, for det viste sig, at man til Sydafrika og måske også til Brasilien kræver en fødsels/dåbsattest for alle børn under 18 år, da man så vidt vi kunne regne ud, er meget bange for børnesmugling. Nu var gode råd dyre, for den regel kendte vi ikke noget til. Heldigvis var der en meget dygtig dame i indcheckningen, der rådede os til at ringe til Tårnby kirkekontor (det var heldigvis en hverdag), som så kunne printe denne attest ud. Jacob ringede til kirkekontoret og gav dem Siljas og Jonas' CPR-numre, mens han og Gitte kastede sig i en taxa og kørte derhen. Da de ankom, var attesten udskrevet og de drønede tilbage til lufthavnen. Alt dette gik så hurtigt, at de nåede tilbage inden vi var færdige med at checkke ind. Jeg havde ellers fået en lang række instrukser om, hvad de skulle gøre for at nå at komme med. Men alt flaskede sig.

Rettidig afgang og så med et kæmpefly Airboss A380-800, 270 tons, 73 m langt, i to etager og så kan den flyve 1050 km/h. Det gjorde den nu ikke, for vi var knapt 7 timer om at flyve de 5000 km til Dubai. Jeg tror bedste fart var mach 0,85. Flyet mellem CPH og Dubai var et special-indrettet et, da der ikke er så stort behov for 1.klasse på københavnsruten, så det kan medtage 618 passagerer. På de andre ruter er der plads til 555.

På vejen til Dubai fløj vi bogstaveligt talt ind over Kirkuk og Mosul i Syrien, som vi har hørt og set om i TV med kampe mod IS. Det var meget mærkeligt at flyve i 10 km's højde i fred og ro ind over disse krigshærgede områder.



 02-Fre 21   I Dubai havde vi 4 ½ times ventetid og imens skiftede torsdag til fredag, men det gik såmænd hurtigt og snart var vi på farten igen med retning mod Johannesburg. Herfra skulle vi videre efter et par timers ventetid til Cape Town. Ankomst lokal tid 14:40 efter at have været undervejs i alt 24 timer.

Det kunne også mærkes på os, for efter at have fundet vores hotel, gået en lille tur ved havnen, kaldet The Waterfront, fået lidt aftensmad og købt lidt ind til morgenmaden i morgen, ja, så var vi færdige og klar til at tørne ind. Der kom dog en lille ekstra krølle inden vi nåede så langt, for jeg skulle bare lige slutte vores forlængerledning til, så vi kunne lade mobiler og andet op, men ak, det universalstik, vi har, kunne ikke bringes til at passe til stikdåserne her, så jeg måtte ned i receptionen og skaffe et overgangsstik, der kunne bruges. Det gik også fint, og glad var jeg – nu var sengen indenfor rækkevidde. Men så fik jeg prøvet, hvordan det er, at sidde fast i en elevator. Jeg kørte op med en dame, der stod af på 11. sal, og da jeg skulle videre til 17., så nægtede den at køre videre og den ville heller ikke lukke de faste etagedøre op. Der var samtaleanlæg i elevatoren og med den kunne jeg melde fejl og de ringede da også efter en reparatør, men imens stod jeg så der. Udenfor elevatoren stod heldigvis en mand, som var så venlig at blive stående og underholde mig, mens jeg, som gammel ingeniør, undersøgte, hvad der hindrede dørene i at komme op. Jeg kunne i det mørke, der var mellem elevatoren og dørene se, at der var noget låsetøj, men jeg turde ikke stikke fingrene derop, hvis der nu var strøm på noget af det. Heldigvis fik de tilkaldt Jette, som kom til efter at have taget sit tøj på igen og hun kunne liste sin iPhone ind igennem en sprække, jeg kunne lave mellem dørene. Nu kunne jeg se låsetøjet og se, at der ikke var strøm på det, så jeg fik løftet en pal op og fik dørene åbnet, så jeg kom ud. Så nu synes vi, at vi har brugt vores kvote af obstruktions og regner med at resten af turen forløber glat.



 

03-Lør 22   Tidligt op. Morgenmad kl. 7 og afsted kl. 8 til The Waterfront, hvor et skib skal sejle os over til Robben Island. Her var Nelson Mandela interneret i 18 år af de i alt 27, han sad fængslet. Det var en ubehagelig og rystende tur, som på mange måder var en demonstration af nederdrægtigheder, som ikke mindst Sydafrika er så rig på.

På øen fik vi en turguide, som fortalte om stedet og ’tilfældigvis’ var der med på turen en fangevogter, Mr. Brand, som havde passet Mandela i nogle af årene og de to kunne fortælle mange historier om øen:

I 1800-tallet havde øen været placeringssted for spedalske og mænd og kvinder var anbragt i hver sin ende af øen. Ikke desto mindre fik de spedalske nogle børn, hvordan det så kunne gå til, og disse børn var ikke spedalske og blev derfor bortadopteret til familier på fastlandet.

På et tidspunkt fik Mandela besøg af sin kone Winnie, som medbragte et barnebarn, som ham rigtig gerne ville se. Men der måtte kun være én person, der besøgte ham ½ time om måneden, så det blev ham nægtet. Han prøvede flere gange om ikke nok det kunne lade sig gøre, men nej. Dog forbarmede Mr. Brand sig over ham og tog barnet mens Winnie gik ud og så fik han altså set sit barnebarn.

Mens Mandela skrev på sin bog, "Livet", blev den smuglet ud af fængslet i små bidder på papir skrevet med meget små bogstaver. Papirerne var ofte gemt i en lille have i Sektion B, hvor Mandelas celle lå.. De blev dog opdaget, da der skulle bygges en mur på det sted og meget strenge straffe blev resultatet. Papirerne til bogen nåede dog frem til England, og Mandela fik ofte en hilsen, som betød, at papirerne var nået frem i sikkerhed.

Senere er det blevet meget populært, at blive gift i fængselskirken, da giftermålet kunne betragtes som en livstidsdom.

Både fængselspersonalet og de indsatte fik børn og de gik i grundskole på øen. Senere kunne de læse på fastlandet og her gik alle børnene i samme skole og lærte altså det samme.

I nyere tid har man den regel, at man hejser et blåt flag hvis der er kommet et drengebarn og et lyserødt, hvis det blev en pige.

Efter at øen er omdannet til museum, er fængselskommandantens bolig blevet indrettet til bolig for vigtige gæster. Således har Hillary Clinton feks. boet der.

Tilbage på fastlandet fandt vi et sted og spise en hårdt tiltrængt frokost. Der er ualmindeligt dejligt i Cape Town. Der er lige tilpas varme, 22-23 grader – ikke for meget og ikke for lidt, solen skinner og alle mennesker er venlige og hjælpsomme uanset hudfarve.

Næste punkt på programmet gjaldt Taffelbjerget, 1085 m højt. Vi tog en taxa (eller 2, for vi er jo 8) derud og lod os fragte op med kabelbanen. Den var indrettet så smart, at alle kunne få udsyn til alle sider, da gulvet i gondolen drejede langsomt rundt, mens vi var på vej op. Heroppefra var der en fantastisk udsigt over hele Kapstaden og helt til Robben Island, som vi lige har besøgt.

Taffelbjerget minder meget om de islandske bjerge, som også er flade på toppen og forklaringen på det er den samme. Der har også her på et tidspunkt været en istid, hvor iskappen har været 4-5 km tyk. Det vulkanske udbrud, som har dannet bjerget, har derfor haft svært ved at skyde til tops og er blevet kølet hurtigt af af iskappen og af det høje tryk ovenfra, så bjerget er blevet fladt på toppen.

Vel nede igen kørte vi hjem og fik os en kop kaffe og ungerne kunne bade i poolen og jeg fik skrevet lidt dagbog.

Lige ved siden af Taffelbjerget ligger en anden lille top, ikke så høj og med spids på. Den hedder Lions Head, og kan med lidt god vilje godt ligne et løvehoved. I alt fald kan denne knold ses overalt i byen.

Aftensmaden fik vi på en italienerrestaurant blot 200m fra vores hotel. Det var super dejlig mad med vin og alt for 1000 kr for 8 personer og det var dyrt, vi plejer kun at give ca. 400 kr for os 8. Kort sagt der er billigt i Cape Town. Maden var så god, at vi har bestilt bord til julemiddagen 24/12 her.

 



04-Søn 23   Morgenmad kl. 8. Og pludselig god tid, for vores bil, som vi skal køre i de næste dage kan vi først få kl. 11, så vi startede med en lille rundtur i Cape Town midte. Her så vi et kvarter, hvor alle huse var malet i flotte klare farver, og vi så Greenmarket Square med mange boder og souvenirbutikker.



I dag skal vi køre til Cape Point, som er et meget velbesøgt udflugtsmål. Det gamle Kap det gode Håb er ikke nær så flot, selvom det er Afrikas sydvestligste punkt. Det er dog ikke, som jeg og mange andre har troet, Afrikas sydligste punkt. Det er nemlig Cap Agulhas, som ligger 150 km sydøst herfor.















På vejen var vi inde og kigge på pingviner i Boulders Beach. Navnet henfører til nogle store runde klipper, som godt kan ligne kugler. De er dog af granit og skabt på naturlig vis ved vulkansk aktivitet for længe siden og ikke som de Boulders, vi så på Sydøen af New Zealand (se JR2007 Lørdag 24 feb). Ikke desto mindre var det et meget flot panorama og der var masser af pingviner af en afrikansk art, som efter 1985 var dukket op her fra Afrikas vestkyst længere mod nord. Der var mulighed for at bade og der var masser af mennesker. Her spiste vi også frokost inden vi kørte videre.



















Ved Cape Point kunne man tage en kabelbane op til toppen og det gjorde vi. Dog var vi der så sent, at kabelbanen og al anden aktivitet lukkede, så vi måtte gå ned. Da vi kom op med kabelbanen viste det sig, at der var endnu en række trapper at forcere inden vi kom helt op til fyret, men det var umagen værd, for der var en formidabel udsigt her oppe fra.

Fyrtårnet var i gang fra 1860-1919. Det var et prefabrikeret støbejernstårn, som gav et hvidt blinkende 2000 watt lys, som kunne ses 67 km væk. Desværre var det temmelig ineffektivt, da der ofte var skyer og tåge. Efter et forlis af den portugisiske Liner Lusitania i 1911 blev det besluttet at bygge det nuværende fyrtårn på Dias Point længere nede.


Vi kørte en dejlig tur tilbage til Cape Town ad en smuk vej ud mod Atlanterhavet, hvor vi kunne nyde solnedgangen undervejs. Det var der mange andre, der havde fundet ud af, så det var ikke til at finde en plads at holde på. Med det resultat, at der, hvor vi holdt, kunne vi ikke se solen, men så måtte vi jo bare snakke med hinanden..


Vel hjemme igen besluttede vi os for take-away-pizza, som vi spiste sammen med en rest øl, for her kan man kun med megen møje finde et sted at købe alkohol efter kl. 20.






05-Man 24   Nu er det juleaftensdag og det er simpelthen ikke til at forstå. Her er høj sol og 20 grader fra morgenstunden stigende til 25 i dagens løb. Her er ikke et grantræ at se, og der er gjort mange mærkværdige og ringe forsøg på at ligne, så vi er ikke i julestemning, men det gør sådan set heller ikke noget, for alle julegaver er sløjfet og turen er ’gaven’ til alle.

Vi startede dagen med en lille bytur, som bragte os forbi rådhuset, tror vi, for her stod Mandela og vinkede til os. Men turen gik nu videre til The Castle of Good Hope, et gammelt fort, som de var meget stolte af, fordi det blev kaldt pentagon og var langt ældre end den amerikanske pendant af slagsen. Det var oprindeligt bygget af hollænderne i 1600-tallet. Der var mange fine malerier fra kolonitiden af malere, vi aldrig har hørt om, og Kommandantens møbler mm. Samt et museum med flintebøsser og uniformer mm.


Efter et lille hvil og en forfriskning hos Gitte og Jacob på vores hotel kørte vi ud af byen i retning af en af de mange vingårde, der ligger her i området. Vi valgte et sted, der hedder Hartenberg Wine Estate, et gammelt velestimeret sted på en vineksperts top 10-liste. Her havde vi tænkt os punkt 1: at spise frokost, men restauranten var lukket om mandagen, så det blev ved vores punkt 2: vinsmagning. Her prøvede vi 5 forskellige vine, 2 hvide og 3 røde. Den første hvide var en speciel Riesling, som normalt – i alt fald i Tyskland er temmelig sød, men denne var meget frisk og velsmagende. Den første røde var en meget frisk og ung vin og blev kaldt The Doorkeeper, fordi den blev opbevaret i kælderen allernærmest døren, så hvis der kom tyve ville de stjæle denne og ikke de ældre og dyrere, som lå længere tilbage i kælderen.


Vi fik i øvrigt at vide, at det foruden alle de sædvanlige faktorer, som bestemmer en vins smag og kvalitet også var af stor betydning om vinstokkene fik morgensol eller aftensol. Dem, der fik aftensol var mere fyldige og dybe i smagen.


Vi lever godt her og får masser af mad, så vi besluttede at springe frokosten over, få et bad, slappe lidt af og skrive lidt på dagbogen.


Julemiddagen blev indtaget på vores favorit-restaurant, Col’Cacchio, som igen levede op til forventningerne med et lækkert måltid. Herefter bød Gitte og Jacob på en lille drink på værelset, og det viste sig, at de havde fundet en i øvrigt ganske udmærket sydafrikansk portvin og dertil købt en kage med påskriften ’Merry Christmas’. Det var en rigtig hyggelig afslutning på vores juleaften. Og den blev ikke mindre hyggelig, da Gitte og Jacob kom med en julegave til os alle sammen: en ballontur ind over Kruger Nationalpark den 31/12. Men vi havde da bare også en gave til dem – dog i noget mindre målestok: et ostebræt i en fin træsort fra vingården, som vi lige havde besøgt, så det med ’ingen julegaver’ holdt altså ikke helt.

I morgen skal vi videre på vores tur, så der skal pakkes kuffert.






06-Tir 25   Afsted kl. 10. Første stop var Mossel Bay ca. 350 km mod øst i retning mod George, som vi kommer til om et par dage. På vej ud af Cape Town så vi flere Townships. Nærmest byen var de ganske forfærdelige, men efterhånden som vi kom længere væk fra Cape Town blev de betragteligt pænere med større afstand mellem husene og nogle endda murede. Men stadig et meget sørgeligt syn.

Men inden da, spiste vi frokost i en lille by, der hedder Swellendam. Her ligger også den sødeste kirke, næsten til et lagkagebillede. Den første del af turen til Mossel Bay var ellers rimelig kedelig. Den går lidt inde i landet og viser først vinmarker og senere hen kornmarker og får og kvæg. I Mossel Bay siger man at Garden Route starter. Byen ligger smukt ned til vandet og på en ø ude i bugten kan man sejle ud og se på sæler, men det kunne man vist ikke i dag, da det er julens største dag her og næsten alt er lukket. Vi er spændte på om vi kan få noget aftensmad.

50 km længere fremme ligger George og vi blev hurtigt installeret og fik sat os med en kop kaffe, mens vi overvejede vores situation. Der ligger en Mall et stykke herfra og her håber vi at kunne fouragere og også få lidt at spise. Men her var alt lukket.

Vi kørte så til en lille badeby, Herolds Bay, som var vældig hyggelig og meget overbebyrdet med turister, som simpelthen parkerede allerede næsten en kilometer før byen. Og den var da også meget snæver med næsten ingen parkeringsmuligheder. En venlig mand, der stod og styrede trafikken, formidlede kontakt til en anden mand i et af husene, og han havde vist fået, så hatten passede, for han var ikke helt sikker på benene, men meget snakkesalig; men han kom alligevel med et par tips til, hvor vi kunne spise, for alt var optaget her i byen. Vi kørte så ud igen til et sted op ad bjergsiden, som lå meget flot, men desværre var lukket. Længere fremme fandt vi et andet sted, som hed Oodsbaii og det viste sig at være et stort, fint feriested med portvagter og registrering inden man overhovedet blev lukket ind. Det blev vi dog og her fik vi et dejligt måltid mad og da der var rimeligt mørkt, kunne vi bagefter nyde stjernehimmelen, som jo ser lidt anderledes ud her på den sydlige halvkugle. Dog kunne vi finde Orion med bæltet og Plejaderne lige ved. Den kan vi også se når det er vinter hos os… og det er det jo nu, så den kan altså ses både på den nordlige og den sydlige halvkugle.




07-Ons 26   Morgenmad på hotellet og så afsted til dagens program, hvis punkter alle befinder sig i området omkring byen Oudtshoorn.


Første stop er en zoo, som tager sig af udsatte dyr, altså dyr, der er truede af udryddelse. Den hedder Cango Wildlife Ranch. Her var rigtig mange af Afrikas dyr repræsenteret fra løver og geparder til krokodiller og slanger, ja endog en bengalsk tiger (som jo slet ikke hører til i Afrika)var der. Zoo’en var bygget op med gangbroer, der snoede sig ind over de forskellige ’bure’, nogle gange i niveau og andre gange ovenover, så man kiggede ned på dyrene. Det var meget fikst lavet og føltes som en tur gennem et helt vildtreservat. Ungerne fik lov til at klappe en gepardunge, så der var ikke et øje tørt.

Herefter kørte vi videre og ville gerne finde en strudsefarm, hvor børnene kunne få en ridetur på en struds, men det viste sig, at den skik var blevet afskaffet af hensyn til de stakkels strudse, så de kunne slippe for at slæbe rundt på større eller mindre børn dagen lang, og det syntes vi trods alt var ok. Det sidste sted vi spurgte var en farm, der hed Safari Ostrich Farm og her blev vi til en rundvisning. Først spiste vi dog frokost og herefter kørte vi i åben vogn på en tur rundt på farmen. Guiden på turen var dygtig til at fortælle og bl.a. fik vi at vide, at hannen var sort og hunnen gråbrun fordi de skiftedes til at ligge på æggene. Hunnen om dagen, hvor hun passer fint til de gråbrune buske og sandet og hannen om natten, hvor den sorte farve er fin. Strudse er ikke for kloge, og det er sådan, at deres hjerne er mindre end deres øje. 65 % af strudsene holdes for kødet, 25 % for læderet og kun de resterende 10% for fjerene.

Dagens sidste stop var nogle meget fine drypstenshuler og også dette var en stor oplevelse. Vores guide her kunne fortælle om opdagelsen af hulerne og om, hvordan der have været afholdt koncerter i dem – på grund af den fine akustik – men at man havde måttet holde op med det, da folk gik og brækkede spidser af stalaktitterne. Hun demonstrerede endog, hvor flot det kunne lyde og sang en lille sang for os.

Vel hjemme igen fik vi lige en kop øl og lidt snacks inden vi tog ud og spise. I dag er den ingen problemer med julen og de tre spisesteder nærmest vores hotel havde åbent, så det var bare at vælge.

I morgen skal vi videre på vores tur langs Garden Route.
















 



08-Tor 27   Morgenmad kl. 8 og afgang først ca. kl. 9:30. Det er regnvejr i dag, faktisk så øser det ned, og det er rigtig ærgerligt, for i dag kører vi gennem et meget smukt stykke af Garden route.

Vi kører gennem en meget stor nationalpark, The Wilderness, med laguner og brede strande. Det er et sø- og moseområde med en masse dyreliv og mindst 150 forskellige fuglearter. Desværre druknede det hele i regn og tåge, ærgerligt. Et sted kørte vi ind ad nogle småveje for at komme ned til vandet, og her var vi heldige at se delfiner svømme og lege – de er jo ligeglade med regnvejr.

En større ferieby her er Knysna [najsna]. I forbindelse med byen ligger Thesen Island, en hel lille by med kanaler mellem husene, så alle får en unik beliggenhed. Vores frokost ville vi tage i det berømte bageri, Île de Païn, men der var så overfyldt, at vi i stedet spiste i det første mikrobryggeri i Sydafrika, Mitchell’s Brewery.

Videre gik det til Plettenberg, som ligger ualmindelig skønt og derfor også er okkuperet af de rige.

Da det stadig øser ned kørte vi straks videre til vores hotel, som hedder Edenbrook Manor House og ligger lidt udenfor byen. Det er også meget fint, og vi har fået 4 guesthouses til deling.











09-Fre 28   Plettenberg Bay. Regnen fortsatte hele dagen i går, men i dag skinner solen igen – dejligt.




 





















Ved siden af lå Birds of Eden, en fuglepark efter samme mønster som abernes. Her kunne man også komme tæt på dyrene og få fine fotos. Denne park gik vi selv rundt i, da der var en tydelig sti at følge og da det var en meget stor park, var det også en pænt lang tur rundt. Den var faktisk så stor, at jeg tror fuglene aldrig opdagede, at de var i fangenskab. Alt i alt en kæmpeoplevelse.
























Herefter kørte vi videre til Verdens højeste Bungy Jump bro med en højde på 216m. Her spiste vi frokost mens vi kunne se disse vovehalse både live og på TV hoppe ud fra broen og falde på hovedet ca. 150m.

Sluttelig fandt vi frem til vores hotel, Intle Boutique Hotel, hvor vi desværre kun skal være én nat. Det er ellers mega flot, ligger højt på en bakketop med en kanon udsigt og med en swimmingpool af den type, der ligesom går i eet med horisonten.











10-Lør 29   Rejsedag. Vi kører ca. 40 km ind til lufthavnen i Port Elisabeth og tager flyveren til Johannesburg (eller som de indfødte siger: fra PE til Jo’burg). Her ankom vi kl. 12 middag og en lejebil holdt klar til os, for vi skal straks videre i retning mod Kruger Nationalpark

.

På vejen en time før vores destination blev vi passet op af en bil med nogle folk med gule veste. De ville have os til at køre tilbage til en lille landsby, vi lige havde passeret, for at betale en vejafgift, da vejen ville være spærret længere fremme. Jacob svarede dem bare med, at han lige ville checkke med vores rejsearrangør - og kørte videre. Så ringede han til dem, vi har lejet vores villa af, og de fik et helt chok og sagde, at det var godt, han bare var kørt videre, for der var absolut ingen problemer med vejen. Ja, det er et lidt lovløst land, vi rejser i!!.

Efter ca. 440 km ialt når vi vores destination, Ekhaya Private Villa i Hoedspruit, som ligger ganske nær Kruger. Da vi nåede frem efter 6 timer var mørket faldet på, men vi fandt det da. Vi bor alle i en villa med 3 store soverum, 2 badeværelser og en stor fælles stue samt en kæmpe terrasse med en lille pool. Her er virkeligt flot. Og mørkt med en fantastisk stjernehimmel og mange små flyve- og kravledyr, hvilket især er blevet arrangeret af hensyn til ungerne (som nok lige skal bruge et par dage til at vænne sig til dem). En lyd som cikader, bare meget højere viste sig at skyldes flagermus.

Vi spiste aftensmad i restauranten og skyndte os at komme i seng. Ikke blot er vi godt trætte alle sammen, vi skal også tidligt op i morgen og på heldags-safari. Mødetid kl. 05:30.







11-Søn 30   Vores chauffør var præcis og efter 2 timer var vi igennem 2 ’sluser’ og dermed allerede inde i Kruger Nationalpark [udtales som det staves med skarpt g]. Vi skulle registreres med navn og fødselsdato og nationalitet, formodentlig så de ved, hvem de har lukket ind og hvem, der ikke er nået at komme ud ved lukketid, for vi blev også registreret, da vi kørte ud. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at man i Kruger, som jo delvis ligger i Sydafrika, men også går ind i både Zimbabwe og Mozambique, har fået slettet grænserne mellem de tre lande, så det er eet stort fælles område.


Vi startede med at spise morgenmad, som vores køkken havde lavet til os. Og så kom vi ellers afsted. Denne nationalpark er kæmpestor og vi kørte rigtig mange kilometer rundt i den. Landskabet varierede fra åben savanne til den type bevoksning, der er her, hvor vi bor, vel det, der kaldes Bush, altså rimeligt tæt krat med lav bevoksning af træer. Vi har set giraffer, elefanter, vandbøfler, gnuer, zebraer, impalaer, kudoer, vortesvin, gribbe, hyæner, aber og endog 2 hun-løver, der lige havde nedlagt en vandbøffel og nu lå i skyggen under et par træer og spiste et par stykker kød mens de holdt øje med resten af kadaveret, for der er mad til 4 dage, hvis man ikke skal dele det med andre (læs: hyæner og gribbe). Vores guide, som kører os rundt i en ombygget Toyota, som i stedet for lad har en tredelt forhøjning, hvor vi kan sidde alle 8 med frit udsyn til alle sider, fortæller, at det er 2 søstre, der jager sammen og de gider egentlig ikke jage, så maden skal holde længst muligt.






Ved 14-tiden blev det tid til frokost og vi kørte ind på en restaurant, der lå indenfor området, og her fik vi allesammen pizza. Temperaturen startede i morges ved 20 grader, men nu er her 35, så vi kan sagtens holde varmen.








Efter frokost, dvs. ved 15-tiden kørte vi hjemad og var hjemme kl. 17.30. Så var vi i bad efter tur, for det havde været en dejlig og spændende, men støvet affære. Nu sidder jeg på den mest lækre terrasse med swimmingpool og skriver med en frisk kop kaffe ved siden af mig.






















12-Man 31  

Den sidste dag i året påbegyndte vi med at køre til en tam flodhest, Jessica, som skulle være til at klappe mm. Vi var dog for sent ude, da sidste rundvisning var kl. 11 og vi var der 7 min over.

På vejen hertil var der et vejskilt til en restaurant, der hed Giant Baobabtree Restaurant og vi måtte da lige se, om der var sådan et træ. Og det var der heldigvis, så vi fik nogle gode billeder. Det træ, Silja står ved, ved vi ikke hvad hedder.


Baobabtræer. Ifølge afrikanske legender plantede guderne i et letsindigt øjeblik det første baobabtræ med rødderne opad. Men disse uhyre store træer spiller en meget større rolle, end deres underlige former antyder. Fordi veddet er meget fiberholdigt, kan de yde krisehjælp i tørkeperioder – for mennesker såvel som for dyr. Denne evige vandforsyning sørger for en overflod af blade hvert forår og giver såvel skygge som næring for dyr og insekter. De bløde velisolerede stammer er ideelle for fugle, der lever i huller, feks. Næsehornsfugle og skægfugle. Når rederne er blevet ledige, bliver de ofte genbrugt som bistader, eller tilflugtssteder for slanger og firben, så alle baobabtræer er altid fulde af liv. Folk i Limpopodalen forbinder frugterne, der er fulde af kerner i en forfriskende baobab-chreme, med frugtbarhedsegenskaber, og hulemalerier i regionen afbilder ofte kvinder med baobabfrugter i stedet for bryster. Baobabtræer kan blive op til 3-4000 år. Når de dør, går det meget hurtigt og dramatisk for sig. I løbet af nogle få måneder disintegrerer de gamle fibre, og træet falder simpelthen sammen af sig selv og forsvinder så pludseligt, at man engang troede, at baobabtræer antændte sig selv og brændte op.

En populær myte blandt lokalbefolkningen fortæller, at hvis du drikker vand med frøene fra et baobabtræ, bliver du ikke spist af sultne krokodiller. Knap så heldig er du, hvis du plukker en blomst fra træet. Dermed ender du med garanti på løvens middagsmenu.

Flere sagn om træet. Hvad angår babobtræets sære udseende, så findes der to sagn med hver deres forklaring. Det ene fortæller historien om, hvordan mange stammer omkring Zambezi-floden tror, at træet engang groede med kronen opad. Træet anså sig selv som værende bedre end de andre træer, og guderne besluttede sig for at give det en lærestreg ved at vende det på hovedet. Historien bruges til at lære folk om ydmyghed.

Det andet fortæller om, at træet engang påkaldte sig guden Thoras vrede, som kastede det ud over muren til Paradis og ned på jorden, hvor det landede på hovedet med rødderne i vejret. Begge sagn forklarer, hvorfor træet i daglig tale bliver kaldt ’upside-down tree’.

Og så er der det lidt uhyggelige sagn, der fortæller om et baobabtræ, der forelskede sig i fire unge piger, som boede under dets skygge. Da pigerne blev ældre og søgte ægtemænd, blev træet grufuldt misundeligt. En nat, under et rasende uvejr, åbnede træet sin stamme og slugte pigerne. Træet kaldes derfor også ’kondanamwali’, hvilket betyder ’træet, som spiser jomfruer’. Det siges, at du i dag kan høre pigernes fortvivlede gråd om natten.

Ifølge en arabisk legende plukkede djævelen træet, pressede grenene ned i jorden og lod rødderne stikke op i luften. Derfor kaldes det også ’Djævelens træ’.

 

Nytårsaftensmåltid

Da vi ikke fik set Jessica, kørte vi i stedet mod Blyde River Canyon, hvor vi så The Three Rondawells, tre runde bjergtoppe, der nærmest ligner negerhytter. I det hele taget er området omkring Blyde Canyon meget, meget smukt, så det var en fin tur at køre igennem her.

Hjemme igen i Hoedsprouit spiste vi frokost (15:30) på jernbanerestauranten. Så er vi eller gået i gang med at købe ind til nytårsmenuen, for vi skal selvfølgelig have noget ekstra godt at spise i dag. Til gengæld fejrer vi nok nytåret et par timer før, da vi skal tidligt op i morgen.

Vi fik dejlig mad. Lakseruller og bøffer og muffins med is og jordbærcoulis, som Silja havde lavet. Og så hurra for internettet – vi så dronningens nytårstale live og den var god, så det var rart med lidt dansk stemning. Folk på slotspladsen havde frakker og halstørklæder på. Jeg tror ikke vi har under 25 grader – om natten.

Som forudset var vi alle sammen trætte allerede kl. 22, og som vi blev enige om: der er nok et eller andet sted på kloden, hvor det er nytår lige på det tidspunkt. Så vi ønskede hinanden et godt nytår og krøb til køjs.















13-Tir 01   Det nye år startede meget blidt og forsigtigt. Vi var vel oppe ved 8-tiden og startede med en kop kaffe og fik hen ad vejen stablet lidt morgenmad på benene. Det er en slappedag i dag ovenpå alle de travle, vi har haft, så den nyder vi i fulde drag her i den dejlige villa, vi har lejet.


Endnu et mystisk kræ

Vi kommer desværre ikke på ballontur. Ballonskipperen har aflyst igen, øv. Vi har prøvet sådan en tur på vores tur til Kappadokien (se Kappadokien2014-Lø 12.apr) og det er en kæmpeoplevelse.


Det er et stort område, vi bor i, med hegn hele vejen rundt, port og vagter og det hele, som man altså gør her i Sydafrika. Vi fik lyst til at udforske den bagerste del af området, som ganske vist også er hegnet ind, men hvor der ikke bor nogen – endnu. Det gik hen og blev en spændende tur, og det viste sig, at vi nærmest havde vores egen lille nationalpark. Vi så både impalaer, vortesvin, giraffer – mange endda, zebraer og skarabæer.













14-Ons 02   I nat har vi haft et forrygende regnvejr og det fortsatte det meste af formiddagen. Oveni det viste det sig, at strømmen var gået, og det viste sig, da vores hushjælp ankom, at det drejede sig om elregningen. Her betaler man åbenbart forud for el, og da der ikke var flere penge på kontoen, så lukkede de for strømmen. Nå, det klarede hun og der kom hurtigt strøm igen.

Nu er den halvt oppe på gangbroen

Da regnen stilnede af ved 10-tiden kørte vi hen for at besøge den tamme flodhest, Jessica, som vi kom for sent til forleden. Den havde som helt lille mistet sine forældre i en ulykke og var så blevet opflasket og passet af et par mennesker, som havde taget den til sig som deres barn. De havde den endog med inde i stuen - da den var lille (500 kg) og de fik da også siddet mange møbler i stykker. Man kunne fodre og klappe den og kvinder og børn måtte kysse den, men ikke mænd. Flodheste har en god hukommelse og den havde for mange år siden fået en salmonellaforgiftning, som en mandlig dyrlæge havde givet den en injektion for, og det havde åbenbart været ubehageligt. Den var iøvrigt snart klar til at kunne parres, for nu var den oppe på 2000 kg. Da hannerne vejer 4000 kg, er det vægten på hunnen, der afgør, hvornår den er klar. Resten af dagen slappede vi af og nød det.

Aftensmaden blev pizzaer, som vi hentede og spiste hjemme sammen med alt, hvad vi havde af rester af vin og øl og vand og desserten var is og muffins fra nytårsaftensmenuen.



15-Tor 03   I dag er det hjemrejsedag og selvom dagene har været fyldte af spændende ting, så vil man alligevel gerne hjem – når først man er indstillet på det.

Vi forlod vores fine villa kl. 8 præcis og efter de ca. 450 km’s kørsel og nogle ophold, bl.a. i en by med en stor mall, hvor man kunne købe lidt ind, nåede vi lufthavnen i Jo’burg ved 16-tiden. Herefter var det bare at tage den lange tur hjem i stiv arm og som ved enhver anden stor opgave, tage en lille bid ad gangen.


Her, som tidligere, bliver torsdag til fredag mens vi flyver…

 






16-Fre 04   Vi mellemlander i Dubai, som på udturen og snart er vi på farten igen. I Kastrup kl. 12.20 og hjemme på matriklen kl. 14 efter en dejlig, spændende og fornyende tur. Det kunne vi sagtens gerne gøre en anden gang.




>