Island 1-11. september 2015.

Planlægning ved Jytte Jørgensen, som også deltager sammen med Kurt Christensen, Jette og mig.

 

Nogle dage før afrejsen fik vi en hilsen fra Jytte som optakt til turen:

 

Kære Islandsgruppe

En lille hilsen inden vi begiver os ud på den lange rejse, køreturen 11 dage rundt i Island, til det gæstfrie land så højt mod nord. Sine steder kun få kilometer fra polarcirklen. Her er noget køligere end vi er vant til på denne årstid i Danmark, men luften vil være dejlig frisk og klar. Vi er 4 individualister med udspring i Zodiakken fra de 4 tegn, Jette/vandtegnet Fiskene, Kurt/jordtegnet Jomfruen, Henning/ildtegnet Skytten og Jytte/lufttegnet Vandbæreren. Vi bliver bedt om at lytte til vor egen stille stemme, når vi i ro og mag kører rundt i Islands natur og bliver inspireret af synet og den væren i tavshed, der er i de øde sletter, store søer og elve, der flyder fra gletsjer til hav. Stilheden i den islandske natur vil løfte og berige os, således at vi kan vende hjem fra en på mange måder indholdsrig køretur med mange gode oplevelser i bagagen, til gavn for både os selv og Den nye Tid, der forestår.

 

Tir 01 sep  Rettidig afgang med Icelandair og 2 timer og 50 minutter senere landede vi i Keflavik 2 tidszoner efter DK. Island ligger altså en del længere mod vest, end jeg havde forestillet mig. Når vi nu er ved forestillingerne, så er Island også en del større end jeg have forestillet mig – faktisk 2 ½ gange Danmark, men det må være, at Island altid ser så lille og undseelig ud på kortet.

Der var lidt genvordigheder med bilen, vi havde lejet og det endte med, at vi blev opgraderet og kunne køre afsted i en Mitsubishi Outlander i stedet for en Suzuki Grand Vitare. Vi havde også lejet en GPS, og den ledte os fint ind til vores Foss-hotel i Reykjavik. Så var vi lidt ude og kigge på byen og tog bl. a. ned til vandet og så Solskibet.

Solskibet (Solfar)er skabt af kunstneren Jon Gunnar Arnason og symboliserer "Rejsen", den rejse, vi mennesker er på samtidig med, at det er et skib af drømme, en ode til solen. Frembringer et uopdaget område, en drøm om håb, fremgang og frihed.

Vi spiste aftensmad på en lille pakistansk restaurant ved torvet og fik bagefter købt lidt ind i et supermarked til madpakker til i morgen, så vi nemt kan klare os selv og være uafhængige.

Herefter var det bare hjem på hotellet, lave en kop the og skrive lidt dagbog inden indtrykkene forsvinder.



 

Ons 02 sep  Morgenmad kl. 8 og så ud og se lidt mere af Reykjavik. Vi startede ved Hallgrimskirken.

 

Hallgrímskirkja er med sit 74 m høje særprægede tårn Reykjavíks vartegn. Fra tårnet er der udsigt over byen og i klart vejr helt til Snæfellsjökull. Indvendig er kirken meget smuk i al sin enkelthed med slanke nygotiske søjler og højt til loftet. Kirken er opkaldt efter digteren Hallgrímur Pétursson og tegnet af arkitekten Guðjón Samúelsson, der også har tegnet katedralen i Akureyri. Det varede over 40 år, fra 1943 til 1986, inden kirken blev indviet. Foran kirken står en statue af Leif den Lykkelige (970 – 1020).

I 1948 blev kapellet i kælderen under koret indviet. I 1974 var tårnet og en fløj med et nyt kapel færdigbygget og i 1986 kirkeskibet. I december 1992 blev det enormt store koncertorgel med over 5000 piber, bygget af Johannes Klais Orgelbyggeri i Bonn, indviet.

Kirkens stil forbinder den islandske naturs fjelde, gletsjere, gejsere og de store vidder med arkitekturen. Kirkens lyse indre er i gotisk stil. De dominerende farver er grøn, håbets farve, og violet, der symboliserer fastetiden. Dåbsfadet, der viser Mariæ Bebudelse, er skænket af Islands Nationalmuseum. Gennem vinduerne bag alteret kan man på usædvanlig vis se himmelen og skyerne.

Hallgrímskirkens kor er et af Islands bedste og er internationalt anerkendt.

Der arrangeres koncerter, udstillinger, opførelser og hvert andet år en kirkekunstfestival. Hvert år i juli er der koncertaftener med orgelmusik.

 

Leif den Lykkelige, født i Island 970 – 1020 eller Leif Eriksson, Leifur Eiriksson , Leif Eriksøn, var søn af Erik den Røde. I følge de islandske sagaer, var Leif den Lykkelige, den første der kom til Nordamerika, som han kaldte Vinland. Han er kendt for at være den første af europæisk herkomst, som overvintrede i Nordamerika (når Grønland fraregnes). Andre kilder mener at det var Bjarni Herjolfsson, der formodentlig opdagede og navngav områderne Bjørneø, Markland, Vinland, og Helluland ca. år 986, dvs. mange århundreder før Christoffer Columbus.








 

Næste stop var Bymuseet, som havde udgravninger af den første bosættelse i Island i 871 plus/minus 2 år, som de selv skriver. Der boede simpelthen ingen før da, så Islands historie starter her. Her opbevares også de Islandske sagaer, som Danmark i mange år havde samlet på den Arnamagnæanske Samling og Det kongelige Biblioteks samlinger i København, men modstridende måtte levere tilbage til Island. Tilbageleveringen blev vedtaget i folketinget i 1965 og fortsatte helt frem til 1997, hvor de sidste håndskrifter blev afleveret.





De islandske sagaer. De er skrevet i det 12. og 13. århundrede og ser tilbage på livet i Island i det 9. til 11. århundrede, og beskriver herunder kristendommens indførelse omkring år 1000. De beskriver livet for bosætterne, som kom fra Norge og de Brittiske øer, om deres vilkår med indbyrdes stridigheder og grunde til at emigrere. Nogle sagaer er ret historiske, som feks. Islendingabok og Landnamabok. Andre er deciderede familiesagaer. Sagaerne udgør en helt unik beskrivelse af et nyt samfund i et hidtil jomfrueligt land. Der boede simpelthen ingen før bosætterne kom.

 

Sidste stop i byen var Nordens Hus, en mindre, men smuk arkitekttegnet bygning (af den finske arkitekt Alvar Aalto), opført af de 5 nordiske lande i fællesskab. Også her mødte vi flinke, venlige og hjælpsomme islændinge, som kommunikerer på engelsk, men som ofte også kan dansk, når de opdager, hvor vi kommer fra. De havde bl.a. et stort bibliotek, ikke med islandsk litteratur, for det kan jo fås andre steder i Island, men derimod litteratur fra alle de andre 4 nordiske lande. I kælderen havde de et udlån af malerier. Her kunne man få et med sig hjem i 3 måneder og så bytte det ud med et nyt derefter. Det var ret fikst. Mon ikke en sådan ordning også findes i DK?






Så kørte vi ud af Reykjavik med kurs mod Borganes. Efter 10 min. Fandt vi et sted i det grønne ved en lille å at spise vores frokost, som vi havde smurt hjemmefra. Vi havde også varmt vand på termokanden, så vi kunne få en kop kaffe bagefter, så det gik helt fint. I Borganes besøgte vi en vegetarrestaurant, som Jytte kendte og der var også rigtigt hyggeligt, så vi besluttede at spise til aften der i morgen, efter vi har været ude omkring Snæfellnes. De havde dog også kaffe og dejlig kage, så vi faldt lige for fristelsen inden vi kørte videre mod Reykholt, hvor vores næste overnatningshotel ligger.

Lidt forbi Reykholt ligger en imponerende foss, Hraunfossar, hvor vand strømmer til fra alle sider. Hovedstrømmen, Hvita elven, som kommer fra Gletsjeren Langjøkul, som ligger flere kilometer væk, snor sig mellem klipperne vildt og hastigt, og meget flot at skue.

 





Hraunfossar
betyder lavavandfaldene og er en samlet betegnelse for et utal af blå, klare, sprudlende kilder, der springer ud under lavasletten Hallmundarhraun, som er en lavaflade, der menes dannet kort før Islands bebyggelse sandsynligvis lidt før år 800 og er opkaldt efter den Hallmundur, der ifølge Grettis saga skal have haft hjemme på denne egn.










Tilbage til Reykholt blev vi installeret på endnu et Foss-hotel i et fint, stort værelse. Aftensmaden blev indtaget på hotellet (da der ikke var andre muligheder – og det kunne også mærkes på prisen), men det var trods alt udmærket. Aftenen sluttedes af med en lille spadseretur til 2 kirker, der lå lige ved siden af hotellet, en gammel trækirke og en ny meget flot moderne en.

 

Fra Reykholt stammer høvdingen Snurre Sturlasson (1178-1241). Han tilhørte landets mægtigste slægt og spillede en stor politisk rolle i kraft af sin rigdom, kløgt og diplomatiske evner. Med magten følger som regel også fjender, og han endte da også med at blive myrdet. Inden da skrev han ’Heimskringla’ om de norske konger, ’Snorra-Edda’ og muligvis også ’Egil Skallagrimssons Saga’. Under den nye kirke er der en udstilling om ham.

Snorre Sturlason  (født 1178/79, død 23. september 1241) var en islandsk høvdingforfatter og skald. Han er mest kendt som forfatter af HeimskringlaSnorres kongesagaer, et af Norges vigtigste bogværker. Snorre medvirkede også til at Island kom under den norske konge i 1262. Snorre blev født på Hvamm (Kvam) på Island 1178/79. Forældrene var Sturla Þórðarson og Guðný Böðvarsdóttir, men Snorre blev opfostret i lærdom hos sin fosterfar Jón Loftsson (112497) – datidens fremmeste høvding, og omtalt som Islands klogeste mand. Han kom fra en mægtig familie som stammer tilbage til Halvdan Svarte, og boede dengang på gården Odde, som var et kulturcentrum på Island. Der lærte Snorre at læse og skrive, og fik oplæring i latinteologigeografi og islandske love. Hans fostermor var norsk dronningedatter. Der kan spekuleres på, om det var af betydning da han siden samlede de norske kongesager. I 1206 flyttede han til gården Reykholt. Snorre var høvding og en av Islands mektigste personer i sin tid. Han var representant i det islandske Alltinget i periodene 1215–18 og 1222–31. Han hadde det høyeste embetet på Alltinget, som lovseiemann. Han bodde hele tiden på Island bortsett fra årene 1218–20 og 1237–39, da han var i Norge. Gennem sit ægteskab med Hallveig Ormsdatter, enke efter Bjørn Torvaldsson, blev Snorre en af Islands rigeste mænd. Som høvding brugte han systematisk sine tre døtre Hallbera, Tordis og Ingebjørg til at underbygge sin magtposition. Uden dem er det vanskeligt at tro at han kunne være blevet så mægtig. Hallbera blev gift med Arne Magnusson i 1218. Seks år senere blev Tordis gift med Torvald Vatnsfjording og Ingebjørg med Gissur Þorvaldsson, den svigersønnen som senere udførte kongens ordre om at få Snorre dræbt. Hallbera blev samme år skilt fra Arne, men bortgiftet på ny vinteren 1227/8, denne gang med høvdingen Kolbein den unge, og i en sådan hast at efter bryllupet, som blev holdt på Snorres gård, drog svigersønnen hjem til sin gård uden at få sin nye kone med sig. Snorre måtte selv på et senere tidspunkt få sendt henne bagefter. En vigtig grund til Snorres reducerede magtstilling på Island omkring 1230, var netop at døtrenes ægteskaber holdt op med at fungere til hans fordel, som pant på hans venskaber med andre høvdinge. Hallbera døde i 1231, samme året blev Ingebjørg skilt, og Tordis, som var blevet enke i 1228, nægtede at give efter for sin fars krav om gengiftning.

 

Tor 03 sep   Afsted igen kl. 9. Det er et godt tidspunkt, hvor alle er færdige med deres forskellige morgenritualer. Vi kørte tilbage til Borganes og ud af vej 54 mod Snæfellsnes-halvøen. Her fulgte vi vejen rundt om fjældet. Første stop var ved Arnarstapi, hvor en stor trold, samlet af forskellige mindre sten, Bardur Snæfellsås, vogter bjerget, idet han vender front mod bjerget og ryggen til havet. På Snæfellsjøkull startede ekspeditionen i ’Rejsen til Jordens Indre’ sin farefulde færd i Jules Vernes klassiske eventyrroman.  Nede ved havet var en platform, hvorfra man kunne se de meget smukke, men også ret vilde klippeformationer.

Bardur Snæfellsas. Bardurs mor var menneske, men hans far var halvt gigant og halvt trold. Han blev opfostret af Dofri the mountain-dweller af Dovrefjell. Med sin første kone, Dofris datter Flaumgerør (som også havde en menneske-moder), fik han tre høje, smukke døtre, Helga, Thordis og Gudrun. Med sin anden kone Herthuør, som var menneske, fik han yderligere 6 døtre. Bardur og hans kone og døtre emigrerede til Island og kom i land ved en bugt syd for Snæfellsnæs, som de kaldte Djupalon. Han byggede sig en gård, som han kaldte Laugarbrekka. Thorkell, Bardurs halvbroder, boede i Arnarstapi og have to sønner, som ofte legede med Helga. En dag, hvor isen pakkede i bugten, skubbede den ene Helga ud på havet på et isbjerg. Hun drev uskadet til Grønland og fandt der en elsker, men Bardur var rasende. Han skubbede den ene søn i en ravine og kastede den anden ud fra en høj klippe. Bardur og Thorkell kæmpede og Thorkell måtte flygte ud af området. Efter disse hændelser gav Bardur sit land væk og forsvandt ind i Snæfellsjøkulls ismasser. Han blev kendt som Bardur Snæfellsass, som betyder Snæfells beskyttende ånd. De tilbagebleve værdsatte ham og påkaldte ham i vanskelige tider. Han prøvede også at være en reel hjælp for mange. Han gik rundt i området i en grå hættekofte med et hvalrosskind over sig og en fork og en krog på en tyk stav i sin hånd, som han brugte når han vandrede på gletsjeren. Han bragte Helga tilbage fra Grønland, men hun savnede sin elsker og kunne ikke blive hos sin far. Han blev tilkaldt og roede ud alene for at redde Ingjald af Ingjaldshvoll, som var blevet lokket til et farligt fiskeområde af en troldkvine og holdt fanget der af en mystisk fiskekammerat, som kaldte sig Grimr og som folk troede var Thor. Han og Thorkell mentes at have sluttet fred og levede sammen for en tid.


Landnam, (2. led oldn. nám 'det at tage, indtagning'), bosætning af ubeboet land, især anvendt om den norske kolonisation af Island fra slutningen af 800-t. til 930, den såkaldte landnamstid. Hvor mange, der indvandrede til Island, vides ikke, men antallet er anslået til mellem 10.000 og 20.000. Øen var i landnamstiden jomfruelig, da den aldrig tidligere havde været beboet bortset fra af nogle få omvandrende irske munke. Derfor var den islandske natur mere frodig i bosættelsestiden end senere, da den kratskov, der havde dækket de lavereliggende områder, blev ryddet med kraftig jorderosion til følge. Bosættelsen af Island synes at være foregået uden voldsomme konflikter.

Herfra kørte vi lidt videre til Hellnar, hvor der også var mange flotte klippeformationer. Her spiste vi vores medbragte frokost i ly af nogle bakker, for det blæste rigtigt meget.

Så rundede vi næsset og fortsatte langs nordkysten forbi Olafsvik og Grundarfjørdur og videre til et vandfald, der hedder Kirkjufoss og ligger lige ved vejen. Det var meget flot. Lige overfor på den anden side af vejen ligger bjerget Kirkjufell, et meget dekorativt kegleformet bjerg. Et lille stykke længere fremme kom vi til den ’Gamle danske by’ Stykkisholmur. Her besøgte vi byens meget moderne kirke med en smuk altertavle med Maria og Kristusbarnet og med en smuk krystaldøbefont. Vi fik også furageret lidt (i en slags netto-butik, der hed Bonus) og vendte bilen ved havnen. Så kørte vi tilbage samme vej, vi var kommet og drejede ind ca. 10 km fra Stykkisholmur ved Helgafell, det hellige bjerg.


Helgafell ("Det hellige bjerg") er et lille bjerg, 73 meter højt, og der blev bygget et tempel til ære for Thor på toppen af den første bosætter i området, Þórólfr Mostrarskegg. Helgafell nævnes også i Laxdæla sagaen som et sted, hvor heltinden Guðrún Ósvífrsdóttir levede og formodes begravet. Det var allerede helligt i hedensk tid og var i 1100-1500-tallet bebygget med et augustinsk kloster. Ifølge overtroen er rejsende tilstået 3 ønsker, når de stiger til tops på bjerget, men kun, hvis de ikke kigger sig tilbage eller taler på vejen. Ønskerne skal have en god hensigt og skal siges medens man ser mod øst. Man må desuden ikke fortælle andre, hvad man ønskede.

Så gik turen tilbage til Borganess, hvor vi jo havde bestilt bord i vegetarrestauranten til aftensmaden. Vi kom i god tid, allerede kl. 18, men vores bord stod parat og vi fik et dejligt måltid. Tilbage i Reykholt holdt vi et kort møde om turen i morgen og så var det bare med at få skrevet alle oplevelserne ned, inden der bliver fyldt på igen i morgen.


 

Fre 04 sep   Afsted kl. 9 igen. Nu går turen først til Akureyri og bagefter til Dalvik, hvor vi skal sove. En tur på 381 km. Vejen gik også over byen Blønduoss, som også havde en smuk moderne kirke. Inden Akureyri kiggede vi på tørvehytter i Glaumbær.  Med udgangspunkt i vikingernes langhytter og med hensyntagen til det meget ringe udvalg af bygningsmaterialer skabte islændingene en tradition med flere små huse, som blev indbyrdes forbundne. Efterhånden som tiden bragte flere muligheder, blev husene større og fik vinduer mm. Tørv var i øvrigt et udmærket bygningsmateriale, som desuden  besad en ikke ringe isolationsevne. Nogle af disse huse var i brug helt op i midten af 1900-tallet.

 
Islandske tørvehuse, blandt andet tørvekirker og tørvegårde, har rod i den traditionelle islandske byggestil og materialebrug tilbage fra 9. århundrede. På Island har træ været en mangelvare, da træer på Island sjældent bliver høje, og ofte er krogede og derfor ubrugelige til tømmer desuden vokser træ langsomt på Island. Drivtømmer har spillet en vigtig rolle som byggemateriale op gennem tiden. Af disse grunde blev der sparet på træ, og man brugte andre materialer. Tørv var gratis. Tørv havde nogle kvaliteter som træ ikke besad. Et hus af tørv væltede ikke under en storm. De tykke mure isolerede bedre end trævægge og kunne holde fugten ude. Holdbarheden af tørv var i det sydlige Island kun 20-25 år, hvorimod de i det mere tørre klima mod nord kunne holde i 50-70 år. På Island er der bevaret seks tørvekirker og nogle få tørvegårde.

Kirken, man i dag kan se på Glaumbær er en fjern efterkommer af den, Snorri Thorfinsson lod opføre, men en skulptur forestillende moderen Gudridur minder os om historien bag stedets første kirke. Gudridur var den første islandske kvinde, der fødte et barn uden for landets grænser, og her vises situationen, hvor hun returnerer til fødeøen fra Amerika med sin søn på skulderen. Asmundur Sveinsson har begået skulpturen, som bestemt ikke hører til blandt hans bedste arbejder. Det ”glatte” heroiske virker en smule patetisk og korresponderer dårligt med den beskedne enkelhed, kirkebygningen udstråler. Denne er opført i 1920erne som erstatning for den sidste trækirke, der ikke kunne modstå et voldsomt stormvejr.

 
I Akureyri besøgte vi den botaniske have, Lystigardur Akureyrar, med mange planter fra hele Norden og især naturligvis fra Island. Der var meget at se på – og så var det ovenikøbet gratis. Herefter besøgte vi kirken, beliggende lidt hævet over byen (som vanligt) og med en lang trappe ned til hovedgaden. Her gik vi lidt frem og tilbage og kiggede på butikker og spiste også aftensmad her, da Jytte ikke var sikker på, om vores hotel i Dalvik kunne levere aftensmad. Så kørte vi de sidste 40 km til Dalvik og fik installeret os på Foss-hotellet der.

 

Senere samledes vi til en lille healingsmeditation, som afslutning på en lang dag.

 

Så var det tid til dagbogen og så ’god nat, Ole’.

 

Lør 05 sep   Afsted igen kl. 9 fra Dalvik mod Godafoss, et af de smukkeste vandfald i Island. Herfra kørte vi 41 km ad en grusvej ind i landet langs elven Skjalfandafløt, som løber gennem dalen Bardardalur, til vandfaldet Aldeyarfoss, som om muligt var endnu flottere med meget specielle klippesider med lodrette basaltsøjler. Og det var virkelig den lange køretur med 40-50 km/h værd, for det var usandsynligt flot. Inden de sidste 4 km måtte vi åbne en låge for at køre ind. Herinde er et af de mest øde områder i Island. Så kørte vi de 41 km tilbage til Godafoss og kiggede på den en gang til.

 

 

Aldeyarfoss og Godafoss. Der er mange imponerende vandfald i elven Skjalfandafljøt. Det bedst kendte er Godafoss (Gudernes vandfald), således benævnt fordi en hedensk høvding ifølge den islandske saga Thorgeir Ljøsvetningagodi kastede sine gamle gudebilleder i elven da han i år 1000 havde besluttet, at Island skulle gå over til kristendommen. Blandt de andre vandfald skal nævnes Aldeyarfoss, som af mange anses for det flotteste. Den ligger lige syd for Myri i Bardardalur i den nordlige ende af Sprengisandur-højlandsruten F26.

 

 

Næste stop var Dimmuborgir (De sorte Slotte) på østsiden af søen Myvatn. Det er en lavanaturpark med mange flotte lavaformationer, bl.a. en som lignede hvælvingen i en katedral. Det mest ophidsende her var nok, at man efter en lang travetur her blev tvunget til at betale 200 kr for at benytte toilettet! Islandske, men alligevel...

Dimmuborgir. Her bor Julemændene. De er figurer fra den islandske folklore, som nu til dags er blevet den islandske version af vores kendte julemand. De er 13 sønner af Gryla og Leppaludi, som er nogle onskabsfulde trolde, der levede i en stor hule i Ludentarborgir. De har sjove navne, ofte efter deres foretrukne mad eller interesse, som (på engelsk) feks. Spoon-licker, Sausage Swiperer, Skyr Gopler og den støjende fyr Door Slammer, som elsker at vække folk ved at smække meget højt med døren. Hver af de sidste 13 nætter før juleaften lægger de gaver eller rådne kartofler afhængig af børnenes opførsel det forgangne år i børnenes sko, som de har stillet i vindueskarmen. Om sommeren ses de sjældent fordi de sover i deres huler, men når vinteren kommer vågner de og begynder at forberede julen. Det bedste tidspunkt at møde dem på her i Dimmuborgir er i løbet af december måned og den bedste måde at finde dem på er at gå ad stien til Hallarflot, mens man højt råber 'Jolasveinn'. Så ved du det! For mere information om julemændene se www.visitmyvatn.is .

 

Herfra kørte vi til Namaskard svovlsøerne, som også var spændende at se på, selvom vi uden at være alt for blaserte må sige, at sådan nogen har de flottere på New Zealand. Skråt overfor svovlsøerne kørte vi nogle kilometer ind i Krafla-området til et gammelt vulkankrater, Viti, som havde en stor sø på bunden. Lidt  derfra lå Myvatn Nature Bath, som vi lige var inde og kigge på. Det så rigtigt dejligt ud og havde mange gæster. Vi skal besøge sådan et bad senere på turen, for vi har lidt knapt med tiden nu. Sidste punkt på dagens program var nogle feriehytter i udkanten af Husavik, som Jytte lige skulle checkke ud til mulig senere anvendelse.

Namafjell er et område med stærk geotermisk aktivitet, udstrømning af damp og kogende mudder. I 1000 m's dybde er temperaturen over 200 grader. Dampen indeholder geotermisk gas med bl.a. svovlbrinte som hovedkilden til den typiske lugt i disse områder. de varme kilder her aflejrer store mængder af svovl. I ældre tid blev svovlet udnyttet i vidt omfang til krudtfabrikation. Ved de varme kilder dannes der svovlaflejringer når den geotermiske gas opløses i atmosfæren. Ved dampudstrømninger dannes der desuden en blanding af kiselskorper og gips. I mudderkilder stiger der geotermisk gas op gennem overfladevand og derved dannes svovlsyre, der gør vandet surt. Det sure vand opløser klipper og muld og derved dannes leren, som er så karakteristisk for mudderkilder og deres omgivelser.

I Husavik blev vi installeret på byens Foss-hotel og fik igen et udmærket værelse. Vi fandt et sted ved havnen at spise til aften og derefter var det bare hjem til dagbogen og derefter sengen.




 

Søn 06 sep   Fra Husavik kører vi op til toppen af halvøen Tjørnes. Herfra kan vi ’se’ polarcirklen ca. 28 km  yderligere mod nord. Så kører vi til Asbyrgi området  med en meget specielhøj,  hesteskoformet  klippemur. Selve hesteskoen var fyldt med små forkrøblede birketræer og dybt i bunden af denne høje klippemur var en meget smuk, fredfyldt sø. Der er også et stort fugleliv her.

 
 

Asbyrgi er en fantastisk naturlig kreation skabt af elven Jøkulsa a Fjøllum. Den er ca. 3,5 km lang og 1 km bred. Dens lodrette vægge, som danner en stor hestesko, er næsten 100 m høje. Midt i hesteskoen er en tilsvarende høj klippeformation kaldet Eyjan (Øen). Asbyrgi formodes dannet ved et stort sammenfald i elven for 2-5 tusinde år siden. Legenden fortæller, at Odins hest, den ottebenede Sleipner, skabte området med sit fodaftryk, da guden red igennem.













 
 
 

Fra Asbyrgi kørte vi 16 km ad en grim bumlevej ind på vestsiden af Jøkulsa A Fjøllum kløften for at se Hljodakletter (ekkoklipperne). Her spiste vi frokost og gik en tur i det smukke område (der var nu ikke noget ekko nogen steder).





Så kørte vi videre 17 km ad bumlevejen til Dettifoss, hvor vi parkerede bilen for at spadsere først til en anden foss, Selfoss, som var meget imponerende og dernæst til selve Dettifoss, der var helt overvældende. Her brusede vandet så meget, at der var regnbuer at se flere steder. Det skal måske lige nævnes, at fra Asbyrgi ad vej 862 til Dettifoss var vejen kun for 4-hjulstrækkere – og med god grund. Det var en barsk, hullet vej, som vi tilbagelagde med 5-10 km/h, så hvis vi syntes at grusvejen til Aldeyarfoss i går var slem, så var det ingenting mod denne. Heldigvis skulle vi ikke her tilbage igen og fra Dettifoss og videre frem de næste 20 km frem til hovedvejen var den asfalteret, så det var straks en helt anden sag.


Videre kørte vi til Hrossaborg som er et gammelt udslukt vulkankrater, der mest bruges af bønderne til at samle deres får i, men herfra kan man få et glimrende kig til et 1677 m højt bjerg, Herdubreid, The Queen Of Mountains, 30 km inde i det øde landskab. Sådanne kig viste det sig, at man sagtens kunne få fra hovedvej R1, som vi kører ad det sidste stykke, så vi fik taget en del billeder af dette specielle bjerg. Bjerget er et klassisk eksempel på en vulkan, som kommer i udbrud under is. Man mener, at i en tidligere istid, hvor Island var dækket af en 2 km tyk iskappe er lava strømmet ud fra undergrunden og har smeltet isen et stykke op, men ikke nok til at nå toppen. Senere, når isen så er smeltet er bjerget dukket frem med denne karakteristiske form.

Så gik turen videre til Eskilsstadir, en lille by, hvor vi spiste til aften inden vi kørte videre til vores Foss-hotel, et velrestaureret tidligere fransk hospital, i byen Faskrudsfjordur. Her fik vi værelse ud mod fjorden, og da det for en gangs skyld var vindstille, så var der en vidunderlig, fredfyldt udsigt fra vores værelsesvindue tværs over fjorden til bjerget på den anden side. Her var rigtigt dejligt at være.







 

Man 07 sep   Afsted fra hotellet til Petras Krystaludstilling, som lå et par fjorde længere  mod syd, i Stødvarfjordur. Byerne har de besluttet at kalde det samme som fjordene. I farten lod vi os overtale af GPS’en til at køre op over toppen af halvøen Hafranes, og det kostede os lige en time ekstra. Det var smukt nok, så det var ikke helt spildt, men det var lidt underligt igen at køre forbi byen, hvor vi overnattede, for så at køre den rigtige vej.


Petras Krystaludstilling kostede 1000 kr at besøge, men vi har snart vænnet os til de islandske priser, så det var jo kun 50 kr i danske. Det viste sig nærmere at være en udstilling af sten, og dem var der til gengæld mange af. Der var også mange krystaller, men de var ikke til salg nogen af dem – kun nogle små og kedelige.

Fra Petra kørte vi den lange vej til sydkysten langs de dybe og flotte østfjorde. I Høfn spiste vi frokost på en restaurant i stedet for som vi plejer til aften, fordi  Jytte vidste, at hotellet vi skal sove på i nat kun havde en dyr buffet og sandsynligvis ingen vegetarmad. Vi fandt også et godt, velbesøgt sted og jeg fik fish and chips, som jeg så godt kan lide.

Rundt sydkysten passerede vi mange gletsjere, først Skalafellsjøkull, dernæst den meget store og imponerende Breidamarkurjøkull og til slut Skaftafell/Skeidararjøkull. Ved de første skinnede solen og det gjorde dem rigtig flotte; ved Skaftafell regnede det og det hele blev tilsvarende gråt og trist. Alle disse gletsjere er egentlig udløbere af den store Vatnjøkull, og den er virkelig stor, faktisk større end Sjælland...

Bare 40 km længere fremme nåede vi vores Foss-hotel Nupar i byen Kirkjubærjaklaustur. Hotellet ligger meget øde, så byen må jo ligge et andet sted, men det ser vi nok i morgen. Det har kun 2 stjerner og bygningerne ligner containere, men alt fungerer fint – og vi skal jo bare sove der.











 

Tir 08 sep   Det første vi så var lige udenfor Kirkjubærjaklaustur. Her i Kirkjugolfi kunne man se nogle basaltsøjler, som dem vi har set ved feks. Aldeyarfoss. Her kunne man dog kun se dem ovenfra, idet de stod lodret i jorden, så kun toppen kunne ses. Så kunne man se, at de var mangekantede, 4- eller 5- eller 6-eller 7-kantede. En gang ude i fremtiden kunne jorden måske blive skyllet væk, så søjlerne kunne ses i deres fulde højde. Her var også en grav efter en af de første bosættere her, som var en irsk hedning. De kristne havde forbudt hedninge at bo i dette område, hvor den kristne bosætter Ketill boede med sin kone. Da den hedenske Hildir Eysteinsson ankom for at slå sig ned her, så faldt han død om og blev begravet i Hildishaugur.

Herfra kørte vi videre ad R1 og vej 218 til Islands sydspids ved Dyrholago, hvor vi kunne skue ud over Atlanterhavet. Her var meget barskt med kæmpe bølger og det stormede og regnede også, men der var meget smukt med sorte lavastrande og store klippepartier.



Så kørte vi til det 62 m høje og 15 m brede vandfald, Skogafoss, som er det sidste af 20 vandfald på Skoga-elven’s vej fra sit udspring til havet. Udover at kunne se det lige nedefra, kan man også klatre op ad mange trappetrin og kigge på vandmasserne, når de vælter ud over kanten.





Næste vandfald var Seljalandfoss. Dette vandfald kunne man gå bag om, og det skulle vi naturligvis prøve. Det var spændende og trods regn fra både vejret og vandfaldet klarede vi at komme hele vejen rundt.









Videre til næste vandfald, som var Urridafoss, som igen var anderledes end de andre. Dette var meget bredt, men til gengæld med en lille faldhøjde. Det var dog også meget imponerende. Mere vand flyder herigennem en nogen anden elv i Island (350 m3/sekund i gennemsnit, men om foråret op til 1000-1500 m3/sec). Elven hedder Thorsa og er Islands længste elv på ca. 230 km. Det meste af dens vand kommer fra Hofsjøkull og Vatnjøkull gletsjerne.

Så var dagens program slut og det var til en afveksling prisværdigt kort, for vi trænger absolut til en lille pause i strømmen af oplevelser. Vi klarede lige lidt indkøb i byen Selfoss’s Bonus-butik og satte derefter kursen mod vores Foss-hotel her. Vi spiser på hotellet.



 

**********************************************************************************Turen fortsættes her*************************************************************************