Holland-Belgien 4. til 11. april 2018 (Flodkrydstogt med Kulturrejser)


ONS 4 Amsterdam   Nu går vi foråret i møde. Vel ankommet til Amsterdam må vi dog konstatere, at vejret er meget lig det danske – køligt med byger.

Straks efter ankomsten og indskibningen var vi på en knapt 3 timer lang bytur rundt i den gamle bydel.

Amsterdam minder på mange måder om Venedig med sine mange kanaler og broer (dem er der 1200 af). Vi valgte en turguide, der talte engelsk, for her var deltagerantallet kun 10 udaf de 40, vi er på turen. Han talte i øvrigt et udmærket engelsk, så det var et godt valg. Vi blev desuden udstyret med audiomodtager, så det var let at høre ham.

Amsterdam er en meget multikulturel hovedstad med op mod 180 forskellige nationaliteter. Det er en ret lille by med kun 800.000 indbyggere men den modtager alligevel ca. 17 mill. Turister hvert år. De kommer for at se denne særprægede by med al dens frisind og dens pittoreske omgivelser.




 
Vi startede med at kigge på Red Light District. Det var 'interessant' med damerne i vinduerne. Videre gik det ad små broer og langs hyggelige kanaler.

 

Der var også en smuk kirke - sikkert St. Nicolaus, som er en meget yndet helgen her på disse kanter. Måske fordi han jo er deres julemand, som de fejrer på hans navnedag den 6. december. Julegaverne gives på St. Nikolaus aften den 5. dec.

St. Nicolaus var biskop i Myrra i Lykien i Lilleasien i det 4. århundrede. Han var en af de tidligste helgener og hans anseelse voksede bl.a. gennem hans legendariske vane med at give hemmelige gaver. Han  er også populær andre steder (St. Nikolaj Kirke i København). Han kaldes i Holland for Sinterklaas, hvilket hen ad vejen er blevet til Santa Claus.

 

Rembrandt Museet kom vi også forbi. Huset købte han i 1639 og her levede og malede han, til han gik konkurs i 1656. Han skulle bare vide... Et selvportræt af ham blev i 2009 solgt for 74 mill kr. Og alene dem har han lavet 40 stykker af.

 

Som det kan ses på nogle af billederne, er vejret ikke det allerbedste. Det er ret køligt, og så regner det. Men det skal nok gå. I morgen bli'r det bedre, som min mor altid sagde.
 

Klokken 19 satte vi os til aftenbordet på vores skib Bellejour. Her fik vi serveret en dejlig 4-retters menu, så det lover rigtigt godt, da vi er på helpension.

Herefter tog vi aftentheen med på værelset (kahytten hedder sådan en her), fik pakket ud og skrevet lidt dagbog.







 

TOR 5 Amsterdam  Efter morgenmaden   kørte vi med bus til den meget berømte tulipanpark Keukenhof ca. 30 km syd for Amsterdam. Det er en utrolig smuk park med ca. 8 mill. tulipaner. Her er træer og buske, bakker og dale og ind imellem det hele står så tulipaner og på denne tid også tusindvis af krokus, påskelilje og vintergæk. Vejret er dog stadig regnfuldt og endog koldere end i går.

 
   

Selve parken var oprindelig tænkt som præsentationspark for de lokale blomsterdyrkere, så de kunne vise deres blomster frem for potentielle købere. I dag besøges parken af ca. 1,2 mill gæster i de knapt 2 måneder, den har åbent.


Tulipanens kulturhistorie. Forædlede tulipaner har formodentlig deres oprindelse fra vilde tulipanarter, der vokser i den østlige del af Tyrkiet og de nærliggende områder omkring Kaukasus i et bælte til det nordlige Pakistan. Disse arter er indgået i krydsninger, der har ført til nutidens dyrkede og vilde tulipaner, der undertiden sammenfattes under det videnskabelige navn  Tulipa gesneriana , havetulipan; hvis der er tale om en registreret varietet, benævnes den  Tulipa efterfulgt af varietetsnavnet i enkelt anførselstegn, fx  Tulipa  'Duc van Tol'. Man ved ikke med sikkerhed, hvor og hvornår de første krydsninger blev udført. Formentlig dyrkede man tulipaner allerede før år 1000 i de dengang ekspanderende islamiske riger i Tyrkiet og Iran, og muligvis har de dyrkede tulipaner allerede dengang været forædlede hybrider. De første dyrkede tulipaner kom, så vidt vi ved, til Europa i 1550'erne i forbindelse med de tyrkiske angreb på Det Østrig-ungarske Kejserrige. Kejser Ferdinand 1. havde i forbindelse med stridighederne en udsending, Ogier Ghislain de Busbecq, ved den tyrkiske sultan Süleyman 1.s hof. Busbecq så første gang tulipaner ved byen Edirne i 1551 og bragte frø af disse planter med sig til Wien, hvor de blev udsået. I 1593 blev den franskfødte botaniker Carolus Clusius (Charles de l'Écluse), der i 1573-87 var direktør for de kejserlige botaniske haver i Prag og Wien, ansat som lærer ved universitetet i Leiden i Holland og direktør for universitetets botaniske have. Clusius medbragte en række sjældne planter, bl.a. tulipaner, og disse regnes for de første tulipaner i Holland. Blandt de meget gamle kulturformer er  f.eks. varieteterne Tulipa 'Duc van Tol' og Tulipa 'Lac van Rijn', der måske går tilbage til de ældste indførsler.

Tulipaner blev hurtigt kendte og beundrede haveplanter, og forædlingen tog fart omkring 1600, men langt ind i 1600-t. var dyrkede tulipaner så sjældne, at kun overklassen havde råd til de eksotiske prydplanter, der blev et symbol på rigdom og magt. Man dyrkede enkeltplanter og ikke som i dag store bede med tulipaner. Især nye varieteter, bl.a. de såkaldte  Rembrandt-tulipaner, der har blomster med hvide og farvede felter, kunne sælges for meget høje priser. Nu ved vi, at striberne skyldes en virusinfektion i blomsterne, og man søger i dag at undgå smittespredning ved et forbud mod handel med disse planter.

Omkring 1610 kunne et enkelt løg af en ny varietet gælde for en medgift ved et bryllup, og et fransk bryggeri blev solgt for et løg af sorten 'Tulipe Brasserie'. Ofte solgte man kun et eller ganske få løg. Et enkelt løg blev i Holland i 1624 handlet for 3000 gylden svarende til værdien af "to læs hvede, fire læs rug, fire fede okser, fire svin, 12 får, to fade vin, fire tønder øl, to bøtter smør, 1000 pund ost, en fuldt udstyret seng, et sæt tøj, et sølvkrus med låg samt en stor vogn til at køre det hele væk på" eller omtrent værdien af et hus.

Før 1633 havde handelen med tulipanløg i Holland været begrænset til handelsmænd og gartnere, men de stigende priser lokkede mange almindelige borgere til at spekulere på tulipanmarkedet. Løgene blev solgt, mens de endnu lå i jorden, og udstedte ihændehaverbeviser på tulipaner skiftede hænder mange gange, før planterne blev leveret. En driftig spekulant fra Amsterdam skal angivelig have tjent 60.000 gylden på fire måneder, mens årslønnen for byens borgmester var 500 gylden. Denne handel med usynlige varer, som hollænderne kaldte  windhandel , kulminerede i 1637, da rygter om stagnerende eller endog vigende priser slog bunden ud af markedet. Folk, der havde pantsat hus og hjem for at skaffe penge til tulipanspekulation, blev ruineret fra den ene dag til den anden. Denne nærmest hysteriske handel i perioden 1634-37 kaldes Tulpomania.

Interessen for tulipaner er imidlertid stadig usvækket, selvom handelen har antaget andre former, og priser på enkeltløg er mere beskedne. I Holland produceres der nu, hovedsagelig på de lave, sandede jorder mellem Nordsøen, Leiden, Amsterdam og Haarlem, 3-9 mia. tulipanløg årlig, hvoraf en meget stor del eksporteres til flere end 100 lande. I 1999 repræsenterede denne eksport af tulipanløg en værdi af næsten 3 mia. kr., hvortil kommer et næsten lige så stort beløb for andre blomsterløg. Og mens lægen og botanikeren  Matthias de l'Obel  i 1581 kunne opregne ca. 40 dyrkede varieteter af tulipaner, er det registrerede antal i dag mellem 3500 og 4000.

Dannelsen af nye varieteter sker især ved kontrolleret krydsbestøvning, hvor pollen fra udvalgte planter overføres til moderplantens støvfang vha. en pensel . Frøplanterne formeres derefter vha. sideløg. Selv med et indgående kendskab til forældrene og deres aner kan resultatet sjældent forudses, og arbejdet kræver stor tålmodighed, intuition og held; prøvedyrkning og selektion kan tage 15-25 år, før egnede planter kommer i handelen. Der står stadig meget store værdier på spil i handelen med tulipanløg, og de hollandske producenter sælger fortsat deres varer til mellemhandlere, mens løgene endnu ligger i jorden.

   
Vel hjemme igen blev der serveret frokost – igen en lækker 4-retters menu.

Så havde vi fri nogle timer og dem benyttede vi til at gå en lille rundtur i Amsterdam. Vi var oppe på Hotel Hiltons Skylight Bar på 11. etage med flot udsigt over byen. Vi var inde i Sct. Nicolaus Basilica, som er særdeles flot og ellers nød vi bare den gode stemning i de små gader og solen, som er begyndt at titte frem.

Tilbage på båden var der velkomst og præsentation af personalet med en lille drink og en kanapé. Herefter var der velkomstmenu på hele 6 retter denne gang og den var også fin. I det hele taget er maden på et meget højt niveau (måske med undtagelse af Jettes mad, som ikke helt lever op til standarden).

 

FRE 6 Rotterdam   Vi har sejlet hele natten og er stille og roligt, uden at vi har mærket noget til det, landet i Rotterdam.

Her tager vi på tur på egen hånd, og det kan vi jo godt lide, så vi selv kan bestemme tempoet og retningen. Der er rigtig mange både af samme type som vores, og da kajpladsen er begrænset og alle helst vil ligge så nær centrum som muligt, så lægges bådene udenpå hinanden og man går igennem eller over nabobåden(e) og kommer i land på den måde. Jeg var oppe, da vi lagde os på siden af den båd, der allerede lå ved kaj og jeg nåede lige at se en rigtig smuk solopgang ud over havnen inden den næste båd lagde til ved siden af os, så vi blev lukket inde og kun kunne se en bådside til begge sider.

Vi startede ud med at stile efter den gamle kirke, som sammen med rådhuset var de eneste to bygninger, der ikke blev bombet sønder og sammen af tyskerne allerede i 1940. Resten af byen blev lagt i ruiner. Man kan sige, at der er fordele og ulemper ved alting, for udover at genopbygge de to bygninger, var man frit stillet og kunne lave en fornuftig, moderne infrastruktur, så hele byen langsomt blev opbygget med et godt vejnet uden at være hæmmet, som Amsterdam, af en masse gamle bygninger, som lå i vejen og ikke kunne flyttes. Det har resulteret i en strømlinet, moderne by, hvor arkitekter har fået lov til at prøve kræfter med nye spændende stilarter og konstruktionsmetoder, som har beriget byen og gjort, at arkitekter fra andre lande kommer hertil for at se og lære.

Da vi nåede den gamle kirke åbnede den først en time efter, så vi kunne tage en tur ad den moderne shopping-gade, Hootstaat, hvor også Rotterdams World Trade Center ligger. Vi gik også op til Rådhuspladsen, hvor en anden stor indkøbsgade ligger. Herefter gik vi tilbage til kirken, som dog ikke var særlig spændende indvendig og i øvrigt blev brugt til koncerter og ikke til kirke mere.

Foran den gamle kirke står en statue af Erasmus af Rotterdam (1469-1536). Han indtager en nøgleposition i europæisk bevidsthedshistorie og har præget senere tiders forståelse af humanisme og oplysning. Han står som det første store eksempel på den kritisk-engagerede, ofte pacifistiske intellektuelle, der hævder sin uafhængighed over for autoriteter, partier og nationale interesser. Sit litterære gennembrud fik han med Adagio (Ordsprog), hvori han i en ofte levende og spændstig essayform fortolkede ialt 818 klassiske og folkelige ordsprog og talemåder. Han udviddede dette antal i de følgende udgaver, så at udgaven fra hans dødsår indeholder ikke færre end 4151 tekster.






Tilbage til skibet for at spise frokost og derefter afsted igen i en ny retning.
Nu gjaldt det en museumspark, hvor 6 museer ligger på stribe i meget smukke omgivelser. Her besøgte vi Museum Boijmans van Beuningen, som har en stor samling af middelaldermalerier og også mange moderne malerier. Især kiggede vi på fremstillingen af gamle myter om fabelvæsener og der var også en specialudstilling om Babelstårnet. Det var særdeles interessant. Herfra gik vi videre til en lille café, hvor solen skinnede og vejret var blevet mærkbart bedre. Her drak vi kaffe og sludrede med en meget flink og snakkesalig ung mand, der mente, at det var den første solskinsdag siden engang i november. Vi snakkede også om mange andre ting og hyggede rigtig med ham. Så gik vi nedad Witte de Withstrat, som skulle være en kunstnergade med mange gallerier, som vi dog ikke så mange af. Til gengæld var der her en vrimmel af spisesteder, hvor alle sad ude og nød solen. Vi var dog inde i en alternativ butik a la Det Ukendtes Boghandel i København og den var meget spændende og særdeles velforsynet.
Herefter gik det stort set hjemad. Vi gik igennem det moderne madmarked, som mindede om torvehallerne på Israels Plads på hjemvejen.

Efter aftensmad, som igen var lækker og velsmagende, så var det bare dagbog og i seng.

Skibet  sejler allerede i nat kl. 22 med retning mod Gent, som vi besøger i morgen. Vi nåede lige at tage et billede af den smukke Erasmus-bro med tilnavnet 'Svanen', hvilket man jo godt kan forstå.

 

LØR 7 Gent  Det har været en lang tur gennem flere sluser, hvor der har været ventetid på andre skibe, så først omkring kl. 10.30 nåede vi Gent. Morgenmad var dog til sædvanlig tid, så vi kunne sidde og se skibet stryge opad kanalerne mod byen. Da vi lagde til kaj, viste det sig, at vi lå temmelig langt fra byens centrum og der var da også bestilt en bus til at køre os derind. Så kl. 11 kørte vi mod byen med en dygtig guide til at vise os rundt.


Et stort tårn pryder byens hovedstrøg lige ved Stadshal. Dette tårn blev rejst af rige købmænd her fra byen. Der havde længe været to magtfaktorer i byen, adelen og kirken, men med den stigende velstand i 1500-tallet var der en voksende klasse af almindelige mennesker, der som købmænd havde tjent mange penge på handel med hele verden. Disse købmænd opnående en del rettigheder og disse blev nedskrevet og gemt i tårnets kælder med tre låse til at sikre dem, da ingen stolede på de andre. Øverst på tårnet er anbragt en dragefigur, der som alle ved vogter guldet, så det ikke bliver stjålet. På et tidspunkt skulle klokken øverst i tårnet skiftes ud, da den havde fået en revne. Man fik da også støbt en ny, men katten må have løbet med målet, for da den skulle sættes op, så kunne den ikke komme ind på plads, og man måtte hejse den ned igen. Problemet blev så løst, ved at man byggede et en slags mini klokketårn i nærheden og satte klokken op her. Da hele byen havde skillinget sammen om den nye klokke, satte man en lysavis op over klokken og hver gang den slog kom et af de 248.813 navne fra listen frem på skærmen. På den ene side af tårnet ligger Stadshal, en åben, moderne tagkonstruktion, hvor der kan holdes fest og danses. Om vinteren er hele pladsen omdannet til skøjtebane. Under hele pladsen er bygget en kæmpestor parkeringsplads – for cykler.

På den ene side af tårnet ligger en bygning, som tidligere har været fængsel. Øverst er der en trekantet frise, som viser en mand, der sutter på en kvindes bryst. Han var fange her, og det var dengang kutyme, at de pårørende sørgede for forplejningen af fangerne. Han fik kun besøg af sin datter og hun havde aldrig noget mad med. Det var almindeligt at fanger langsom sygnede hen, men ikke ham her. Fangevogterne undrede sig og gav sig til at holde øje med dem, og det viste sig så, at manden blev ammet af sin datter og på den måde opretholdt livet.

Overfor tårnet ligger byens rådhus, som har en gammel del, bygget i gotisk stil og en ny del i nyklassisk stil med græske søjler, joniske, doriske og korintiske regnet fra neden og op.

Nær rådhuset gik vi gennem den gamle kød- og flæskehal, hvor 40 slagtere i gamle dage har stået og skåret kødet ud i passende stykker. Nu var den indrettet som en meget spændende kunstudstilling – og flæskesiderne hang stadig i loftet.

I det hele taget vurderes cykler meget højt i denne by. Derudover vurderes den personlige frihed også meget højt. Det kunne man se et andet sted, hvor man i brolægningen med bronzeskinner havde markeret et område, hvor cykler kunne parkeres. Ikke alle cykler holdt indenfor det markerede område og det var helt i orden, for hvis man ikke havde lyst, så skulle man da heller ikke. Det var kun en henstilling. Det kunne vi måske lære lidt af i ´forbudsdanmark´.


Efter at have gået lidt rundt i den smukke gamle by, fik vi en halv time til os selv, og den benyttede vi til at kigge på Saint Bavo´s Katedral. Det er en meget, meget smuk kirke fra år 942, hvor vi selvfølgelig ikke måtte fotografere (?). Her var også en meget speciel altertavle af malerne Jan og Hubert Van Eyck: The Adoration Of The Mystic Lamb, et panel af i alt 12 tavler, som repræsenterer en afbildning af middelalderlig tænkemåde fra 1432. Oprindelig var tavlerne lukkede og blev kun åbnet ved særlige lejligheder, men nu til dags er de åbne. Der skal dog betales 4 € for at se dem. Bag på tavlerne er der portrætter af hr. og fru Judocus Vijdt, som her ligner hellige personer, men som bare har doneret tavlerne.



 

George Clooneys 'The Moments Men' er en Hollywoodfilm, der kaster lys over en kunstaktion mod nazisterne. Den sætter fokus på en specialenhed, der reddede millioner af kulturgenstande under Anden Verdenskrig.

Trækassen var itu. Det kunne nemt være sket, da den i al hast var blevet læsset på en lastbil i Berlin, eller da den blev fragtet ad bumlede veje mod det centrale Tyskland, mens bomberne faldt. Her befandt den sig nu dybt inde i Merker-saltminen nordøst for Frankfurt.

Den amerikanske officer George Stout kiggede ned i kassen og genkendte straks indholdet. Det var den berømte egyptiske buste af dronning Nefertiti.

 

»Jeg husker det ganske tydeligt«, fortalte amerikaneren med svag stemme tre årtier senere.

Fundet af Nefertiti og omkring 10.000 andre kulturgenstande gjorde den amerikanske hær i april 1945. Måneden efter skulle George Stout igen være til stede, da endnu en nazistisk kunstskat blev fundet ved byen Altaussee tæt ved Salzburg i Østrig.

Det var her, i den gigantiske mine, Hitler i løbet af Anden Verdenskrig havde gemt den kunst, som han havde tiltænkt sit Führermuseum i Linz.

»Man kunne gå mellem 8 og 10 kilometer uden nogensinde at passere samme sted«, huskede George Stout.

Og han huskede genstandene.

»Altertavlen fra Gent af van Eyck for eksempel. Den fine Michelangelo fra Brügge. Og den fantastiske Vermeer fra Wien«.

 

Den amerikanske film ’The Monuments Men’ er produceret og instrueret af George Clooney, der også spiller hovedrollen som den amerikanske konservator Frank Stokes. Karakteren baserer sig på virkelighedens George Stout.

Under Anden Verdenskrig blev han næstkommanderende for enheden The Monuments, Fine Arts and Archives Section (MFAA), der rejste Europa tyndt for at sikre kulturarv på det krigshærgede kontinent. Og arbejdsopgaven viste sig enorm.

Mens MFAA ved dannelsen i 1943 bestod af omkring 30 mænd og kvinder primært fra USA og England, talte den ved krigens slutning omkring 350 kunsthistorikere, konservatorer og museumsansatte fra 13 forskellige lande. De sørgede for tilbagelevering af omkring 5 millioner kulturgenstande til privatpersoner, museer og kirker efter krigen.

Opdagelsen af Altaussee-minen var en af de største, som enheden gjorde. De fik nys om den ved et rent tilfælde, fordi en af The Monuments mænd, som de siden blev kaldt, fik tandpine, da han befandt sig i Rheinland. Han opsøgte en tandlæge, der fortalte, at hans søn havde indsamlet kunst for rigsmarskal Hermann Göring. Og så nævnte han minens navn.

»Vi vidste selvfølgelig, hvad der var stjålet fra Belgien og fra privatsamlingerne i Paris og Wien«, fortalte George Stout i 1978, da han lod sin historie dokumentere af den amerikanske institution Archives of American Art.

At filmen ’The Monuments Men’ blev til, skyldes også en tilfældighed: nemlig at George Clooneys medproducer Grant Heslov faldt over bogen ’The Monuments Men’ i en lufthavnskiosk.

Forfatteren til bogen, Robert Edsel, der oprindelig havde tjent sine millioner i oliebranchen i Texas, havde i forbindelse med en midtvejskrise boet i Firenze i nogle år, hvor han havde hyret kunsteksperter til at fortælle sig om den europæiske kunsts historie.

»Det er stort! Det er en fantastisk historie. Det er Anden Verdenskrig. Den har noget at sige os«, husker Grant Heslov, at han sagde til George Clooney, citerer avisen Boston Globe.

De europæiske bynavne er ikke helt præsent længere, og de små erindringstab betyder, at samtalen må gøre holdt. Men museumsmanden er stadig åndsfrisk, og det ligger ham på sinde at nedtone sin egen heltestatus og at præcisere den amerikanske indsats.

»Jeg vil gerne understrege, at vores aktiviteter ikke var iværksat som en amerikansk operation for at redde kunst! Det var en indsats under Haag-konventionen og The Rules of Land Warfare, der kræver, at ejendom af uddannelsesmæssig værdi i krigszoner eller besat område betragtes som privat ejendom. Det blev gjort som en rutinemæssig handling af den amerikanske hær, og før vi ankom til den europæiske scene, var det gjort loyalt og med stor korrekthed af den tyske hærs monument-enhed«, siger George Stout.

Den distingverede herre, der før krigen var chefkonservator for Fogg Museum ved Harvard University, fremhæver desuden de civile. Han giver blandt andet de lokale minearbejdere æren for, at kunsten blev reddet fra Altaussee-minen i Østrig, der efter 1938 var en del af Nazityskland. Minearbejderne fjernede de 500 kg tunge bomber, der skulle forhindre, at de allierede fik fat i skattene.

»Hitlers ordrer var meget forvirrende. En ordre havde været: Dette må aldrig falde i fjendens hænder«, fortæller han.

Også tyskerne, der havde håndteret og passet kunsten var meget, meget samvittighedsfulde. Selvfølgelig havde de ikke noget at gøre med det tyveri, som deres overordnede iværksatte. Når det gælder beskyttelse af monumenter og kunst i en krigszone, havde de gjort et meget, meget stort stykke arbejde«, siger George Stout på den 44 minutter lange optagelse, der siden er blevet digitaliseret og kan streames via det amerikanske arkivs hjemmeside.

Var minen sprængt eller kunsten ødelagt på anden vis, havde den vestlige civilisation i dag været fattigere. Et af hovedværkerne i minen, som også spiller en central rolle i filmen, var van Eyck-brødrenes mesterværk fra omkring 1432, altertavlen ’Tilbedelsen af det mystiske lam’ fra katedralen Sankt Bavo i Gent, Belgien, der blev stjålet af nazisterne i 1942.

»’Tilbedelsen af det mystiske lam’ er så brillant lavet. Det er super de luxe. Det fik ikonstatus, allerede kort efter at det blev skabt, og har stadig en enorm gennemslagskraft som monument, når man står foran det, også for kinesere og japanere«, siger professor og bevaringschef fra Statens Museum for Kunst Jørgen Wadum, der selv har kravlet rundt på stiger og stilladser i arbejdet med kunstværket.

Han er med i en international komité, der to gange årligt mødes med konservatorerne i Gent. De skader, som altertavlen fik i forbindelse med det nazistiske tyveri, er nu blevet en del af den.

»Altertavlen og dens mange fløje er lavet af noget knaldgodt tykt baltisk egetræ. Men under transporten tørrede og krympede træet, og farvelaget blev visse steder skubbet op som små isflager. Det blev siden limet fast«.

 

Da The Monuments Men i filmen trænger ind i en af minerne og ser Hitlers tyvekoster, udbryder en af dem: »Han ville have det hele!«. »Men så må vi hellere tage det tilbage igen!«, svarer George Clooney kækt.

Se også videre om billedet:  www.Sintbaafskathedraal.be og   www.Lukasweb.be

 

Hjemme igen kunne vi nyde en velfortjent frokost og kaffe på soldækket, da vejret efterhånden er ret fint.

 

 

SØN 8 Bruxelles   Vi indtog morgenmaden medens båden stille og roligt sejlede ind ad kanalerne til Bruxelles. Det er helt utroligt, så stille den sejler; kun når vi skal igennem en sluse og motoren ændrer omdrejninger kan vi mærke en forandring i bevægelserne.

Efter morgenmaden holdt en bus parat til at køre en rundtur i byen med et par stop undervejs.

 

Første stop var ved Atomium, en model af et jernmolekule forstørret 165 milliarder gange. Den var en del af verdensudstillingen i 1958 og skulle egentlig rives ned, da udstilling var slut, men fik lov at blive stående (Ligesom Eiffeltårnet efter verdensudstillingen i Paris 1899). Da den ikke skulle holde så længe, var den oprindelig bygget af jern, men rustede efterhånden så meget, at den måtte skiftes ud. I dag står den blank og skinnende i rustfrit stål og har en restaurant i toppen og et børne-rum i en af sidekuplerne, hvor en hel skoleklasse kan overnatte, som et led i en fælles udflugt.

 

Andet stop var ved det store mindesmærke. Jubelparken, Parc du Cinquantenaire, som blev anlagt af Leopold 2. forud for Belgiens 50 års dag for selvstændighed i 1880. Parken domineres af en enorm triumfbue med bronzefigurer på toppen, og ud fra triumfbuen udgår store bygninger og udstillingshaller. Da man manglede penge, blev bygningerne dog ikke færdig til fødselsdagen, så der gik endnu 50 år før komplekset var færdig.

 

Manneken Pis
Jeanneken Pis

Tredie stop var nær Rådhuspladsen, som på alle 4 sider er omgivet af fine gamle bygninger, den ene smukkere end den anden med figurer og forgyldte ornamenteringer. Mange huse havde oprindelig været opført af forskellige håndværkerlaug og især slagternes laugsbygning skal fremhæves, for her havde Karl Marx siddet og skrevet sin Das Kapital og senere var den belgiske socialistbevægelse blevet grundlagt her.

I en sidegade til torvet 100 meter nede var så den berømte Manneken Pis, den lille figur af drengen, der tisser. Historien går på, at han på et tidspunkt slukkede en brand, som kunne være gået rigtig galt, ved at tisse på flammerne. Alt dette er muligvis en skrøne, men det vides i alt fald med sikkerhed, at den har været en af byens fontæner og at den er over 500 år gammel.   Figuren har været stjålet flere gange, senest af franske soldater i 1800-tallet. Den blev senere leveret tilbage af den franske konge Ludvig 15., der som plaster på såret iførte den et kostume af silkebrokade. Dette har sidenhen grebet om sig, så han nu – siger guiden - har mere end 900 forskellige dragter.

I en anden sidegade til torvet modsat den ned til Manneken Pis står en anden figur, en kvindelig pendant til drengefiguren, Jeanneken Pis. Onde tunger vil vide, at hun blev til, da restauranter på den modsatte side af tovet, hvor turisterne ikke kom, fik den sat op, så de også kunne blive lokket hen til dem.

Der findes en tredje figur – denne gang en hund – der tisser. Det er en dille, der åbenbart slet ingen ende vil tage. Den hedder Zinneke Pis. Zinneke betyder på Bruxelles-dialekt nogen af blandet oprindelse og symboliserer den meget blandede, internationale befolkning i byen.  

For enden af den lille gyde med Jeanneken Pis ligger en café med navnet Delirium. Her kan man få en øl, der hedder Delirium Tremens, hvis nogen skulle have lyst til at prøve.

På vej tilbage fra Manniken Pis til torvet var en kvindefigur, som man kunne/skulle berøre og afgive et ønske, som så naturligvis ville gå i opfyldelse.

Den smukkeste bygning på torvet er dog selve Rådhuset, som også er langt den ældste bygning på pladsen, idet den som den eneste undgik en stor brand i 1695. Den ældste gotiske del er fra begyndelsen af 1400-tallet. Midt på bygningen er der et 91 m højt tårn, som på toppen prydes af skytshelgenen Sct. Michel, som viser, hvad vej vinden blæser.

Sluttelig kørte vi forbi den kongelige residens med Det kinesiske hus og den japanske pagode.

Det overdådigt flotte kinesiske hus og den japanske pagode, som Leopold 2 i 1909 havde ladet opføre, efter at være inspireret på en verdensudstilling. Leopold satte sig som mål at lave en rundrejse i arkitekturens verden, men det blev kun til disse 2 bygninger. Det kinesiske tårn i Tivoli falder helt igennem i forhold til disse 2 pragthuse, der er overdådigt udsmykket både ude og inde. I det kinesiske hus udstilles orientalsk porcelæn blandt spejle, guld og figurer.

Mange store flotte glasmalerier danner ydervægge i den japanske pagode, der rummer en udstillinger med japanske kunstskatte.

 

Det belgiske flag: sort symboliserer sorg, gul for guld og rød for blod.

 

Vel hjemme igen slapper vi af efter frokosten.

Til aftensmaden var der pirataften, hvor alle tjenere var udklædte og vi kom ind til et ellers velarrangeret bord, der dog i dagens anledning var temmelig rodet, hvor glas og porcelæn og bestik lå rodet og væltet i én stor forvirring.   Maden var dog som sædvanlig fin og god.

 

Man 9 Antwerpen   Her skulle vi egentlig gå rundt på egen hånd, men vores guide, Annette, tog os alligevel med på en rundtur. Da den gik de samme steder hen, som vi selv havde valgt, fulgte vi bare med og nød, at andre tager over, så vi selv bare kunne følge med.

Vi gik fra båden (som tilsyneladende hver gang, undtagen den første i Amsterdam, ligger til kaj et godt stykke fra centrum) og travede ind til centrum, ca. 2,7 km væk. Vi ligger til kaj nær et meget moderne museum, Museum aan de Stroom, MAS, som kunne være spændende at besøge og som i alt fald har en flot udsigt over byen, men den er – ligesom museer i Danmark lukket om mandagen.

Vi besøgte først Grote Markt, som er byens rådhusplads med mange smukke laugshuse og selvfølgelig rådhuset. Midt på pladsen stod et meget dramatisk monument, der viser den romerske soldat Silvius Brabo der dræber kæmpen Druoon Antigoon. For mere end 2000 år siden, da Antwerpen bare var en lille flække i det romerske rige kom denne kæmpe fra Rusland og byggede en borg ved floden Scheldt.  Han krævede told af alle de skibe, der skulle forbi. Hvis sejlerne ikke kunne eller ville betale tolden, der udgjorde halvdelen af lasten,   fik de hugget en hånd af, og dem kastede kæmpen så i floden. En dag kom Silvius så forbi og nægtede at betale og udfordrede kæmpen til duel. Her lykkedes det ham at dræbe ham, hugge hans hånd af og kaste den i floden. Kæmpen havde længe generet opbygningen af byen og den blev så opkaldt efter episoden (H)an(d)t werfen, altså hånden, der kastes. Det er en god historie, men mere sandsynligt er det måske, at navnet er afledt af aanwerp, der er navnet på en sandbanke i floden.

 

Dernæst var vi inde i Belgiens største katedral, Onze Lieve Vrouwe Kathedraal, Vor Frue Kirke, der var 169 år under opførelse fra 1352-1521 og som imponerer med et spir på 123 m. Inde i kirken er der rigtig mange malerier og hele 2 (bl.a. ”The raising of the Cross”) af Pieter Poul Rubens, som er født i her byen. Vi besøgte også Rubens hus fra 1611, men her var der desværre også lukket om mandagen. På torvet udenfor kirken lå en lille butik, som udelukkende handlede med øl. Her fandt jeg så den tidligere nævnte øl med det ildevarslende navn, Delirium Tremens; den må jeg bare prøve (senere).

Herfra gik vi gennem den lange gågade med masser af butikker til Hovedbanegården, som i folkemunde er døbt Jernbanekatedralen, så flot er den. Den gamle afdeling er fra begyndelsen af 1900-tallet og forhallen er udsmykket med bladguld og spejle, der gør bygningen enestående.

Så gik turen hjemad. I den modsatte ende af gågaden tog vi sporvogn 7, der passerede MAS, hvor vi hoppede af og gik det sidste stykke til vores båd, kun et kvarter over spisetidens begyndelse.

 

Efter aftensmaden optrådte crewet med sketches; det gjorde de godt.

 

Tir 10 Dordrect og Amsterdam   Om morgenen lå vi igen i en ny havn. Denne gang i byen Dordrecht. Byen ligger ved sammenløbet af hele tre floder, Merwerde, Oude Maas og de to Rhine arme: Noord og Dordtse Kill.




Byens navn menes at komme af, at man i gammel tid trak bådene med tovværk fra den ene flod til den anden. Den var engang den rigeste handelshavn i Holland pga. dens ideelle position, men blev i 1700-tallet overhalet af Rotterdam. En stor oversvømmelse i 1421 satte byens handelsstatus så meget tilbage, at den først genvandt den i slutningen af 1600-tallet.

Efter morgenmaden gik vi selv en tur i byen. Vi gik ad den gamle hovedgade, Wijnstraat, direkte ned til kirken. På vejen var der en plads, som var skabt ved at lægge den langsgående kanal i rør på et stykke – noget hollænderne er rigtig smarte til. Vi kom også forbi byens lille rådhus. Ved kirken viste det sig, at vi var kommet en hel time for tidligt, så vi travede lidt rundt i området imens. Her så vi igen, hvordan hollænderne skaffer den plads, der er brug for, for her var det en vej, som skulle udvides lidt på bekostning af en lille flis af havnen. Der blev banket spunsvægge ned, vandet mod land pumpet væk, og derefter påfyldt jord i stedet. Hurtigt og fikst.

 

Vi gik også hen til en næsten kunstværklignende hejsebro, som kunne hejse en hel vej og togskinner vandret op i luften, når skibe skulle igennem).

 

 Kirken udmærkede sig ved et stort tårn på 65 m, som vi klatrede op i og havde en flot udsigt fra, og så et meget stort klokkespil med hele 65 klokker, vistnok det største i Europa. I toppen af tårnet var der 4 urskiver, pegende mod de 4 verdenshjørner. De var placeret i hvert sit lille murede hus, men var underneden forbundet til et fælles urværk.

Videre travede vi igennem næste hele byen ad indkøbsgaden Voorstraat mm. til vi nåede vindmøllen, Kyck over den Dyck. Vi havde ikke rigtig set vindmøller, så det måtte vi lige. Den var nu ikke særlig spændende og lignede en dansk vindmølle til forveksling – og så var den også lukket.

Herfra søgte vi ned til havnen og gik langs kajen til vores skib. En rigtig hyggelig tur over små broer og langs huse, der lå helt ud til vandet. Vi nåede skibet i god tid inden det sejlede, så samtidig med frokosten om bord sejlede vi afsted mod Amsterdam. Efter frokost var vi oppe i styrhuset og se, hvordan skibet blev manøvreret.  

 

Ons 11 Amsterdam. Nu lakker det mod enden. Kufferterne er pakkede. Flyet går kl. 10.40 og vi er i Kastrup inden 12. Dejlig kort flyvetur, men selve turen kunne godt have været lidt længere. Vi var ved at vænne os til et stort morgenbord og 2x4 retter mad hver dag. Og så det, at vi på behagelig vis blev bragt frem til næste destination. Det var næsten som: Når Muhammed ikke vil komme til bjerget, så må bjerget jo komme til Muhammed.