Barcelona 2. til 7. juni 2016 (Egen planlægning)

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Tor 02  Afgang for en gangs skyld 2 timer forsinket. Vi ville have været i Barcelona Airport ved 20-tiden og ved lejligheden en time senere, og det var i forvejen lidt sent, men nok til en lille aftentur i nærområdet, men sådan blev det altså ikke. Derimod var vi først fremme ved vores lejlighed ved 23-tiden og så sludrede vi med en flink mand, som tog imod os til midnat. Så det blev sent, men alt var ok. Det er en pæn lille lejlighed med en tilsvarende lille altan, så det er rigtig fint. Den ligger lige ved Ramblaen og lige ved metrostationen Liceu, så det kan næsten ikke være mere centralt. Den ligger på 3. sal og det er godt for den friske luft, men der er lige præcis 87 trin derop til, så det skal nok vise sig også at være gavnligt for vores kondital. 

Fre 03  Rise and shine og klar til at opleve. Vi havde et par rugbrødsmadder med hjemmefra, så vi ikke skulle starte med at løbe rundt og lede efter morgenmad. Vi lavede the og satte os ud på altanen, hvor solen skinnede, så det var en fin start på morgenen.

Vi besluttede at tage den med ro her i starten, så vi slentrede ned ad Ramblaen mod havnen og nød det gode vejr. Ved havnen lige hvor Ramblaen ender, står et 54 m højt monument for byens store mand, Columbus. Det er vist mere end tvivlsomt om man kan kalde ham byens mand, da han vistnok er født i Italien og først forsøgte at få Portugals konge og dronning til at finansiere hans tur til Amerika, og da det ikke lykkedes, kom han til spanierne, hvor dronning Isabel så gav ham de fornødne penge. Da turen jo  blev en stor succes, kunne spanierne så få æren af at have gjort det muligt.

Christoffer Columbus (1451 - 1506) var en navigatør og opdagelsesrejsende fra Genova. Han var den opdagelsesrejsende, der i 1492 genopdagede Amerika. Genopdagelsen er som begreb eurocentrisk. Tyve byer i Spanien og femten i Italien siges at påstå, at Columbus blev født i deres by. Selv oplyste han i sit testamente, at han var født i Genova. Han bevilgede nemlig penge til byen, så der altid skulle stå et hus der, hvor medlemmer af familien Columbus kunne bo, for "jeg rejste fra den by, og dér var det, jeg blev født".

Som fjortenårig tog Columbus til søs. Intet tyder på, at han nogensinde var kaptajn, før han blev udnævnt til "admiral over oceanet", men han havde været sømand, opkøber og handelsagent for genovesiske firmaer i 25 år. I en alder af 25 flyttede han til Lissabon, hvor hans bror Bartolomeo solgte søkort og bøger fra en kiosk ved havnen, lige ved et torv, hvor der blev solgt afrikanske slaver. Columbus lærte sig der at tegne kort, og læste bøger om historie og geografi, som han fyldte med egne notater. Særligt var han optaget af Pierre d'Aillys Imago Mundi. I kapitlet om Jordens omkreds regnede han ud, at den er på 30.192 km, og tilføjede: "Dette er sandheden." I virkeligheden er der tale om 40.000 km. Denne fejlberegning blev årsag til, at han senere aldrig forstod, hvor han var, da han havde krydset Atlanterhavet. Han støttede sig også til Ptolemæus, der i sin geografi var kommet til en omkreds på 33.000 km. Svaret lå ellers lige for. Eratosthenes havde allerede i antikken beregnet Jordens omkreds til 44.400 km, og han blev refereret i de bøger, Columbus studerede. Men Columbus holdt sig til de tal, der passede ham selv bedst. Da han skulle beregne Asiens størrelse, mente han, det var så stort, at Atlanterhavet næppe kunne være bredere end 60 grader. Men hvor meget er så en breddegrad? I Columbus' bøger havde Aristoteles et svar, der kun afveg tolv meter fra den virkelige værdi, men det blev for bredt for Columbus. I Imago Mundi fandt han en arabisk geograf, der beregnede 56 arabiske mile mellem to breddegrader ved ækvator. Columbus satte det lig med 56 romerske mile. Men arabiske mile er meget længere, sådan at deres grader var ligeså brede som hos Aristoteles. Columbus kom dermed frem til, at afstanden mellem Europa og Asien højst kunne være 4.000 km – men i virkeligheden er afstanden den femdobbelte.

Selv om han kun var en ukendt indflytter, blev Columbus gift med adelsdamen Felipa Perestrello e Moñiz. Hendes far havde deltaget i opdagelsen og erobringen af Madeira, og som belønning havde han fået titel af guvernør over den mindste af Madeira-øerne, Porto Santo, som var hans len. Parret boede delvis i Lisboa, og delvis i familieboligen på Porto Santo, en ludfattig, nærmest ørkenagtig ø. Sammen fik de sønnen Diego, men senest i 1485 var Felipa død. Det ser ikke ud til at have været nogen større sorg for Columbus, der knapt nævner hende.

I 1484 fik han foretræde for kong Johan 2. af Portugal, som imidlertid var en kundskabsrig mand, der lyttede til opkomlingen med skepsis. Han nedsatte dog en kongelig kommission til at vurdere Columbus' forslag om at bekoste en ekspedition til det fjerne Cipango (dvs Japan), som Columbus havde læst om hos Marco Polo, og mente, man kunne nå ved at sejle mod vest. Kommissionen fastslog, at vejen til Cipango – hvis øen da overhovedet fandtes – var altfor lang, fordi Jorden er større og afstandene længere, end Columbus mente. Nedslået over afslaget og tynget af gæld pakkede han sine sager og gik med sin lille søn om bord i et skib, der tog dem mod syd til den nærmeste spanske havn, Palos.

Første opdagelsesrejse.

I Spanien slog Columbus sig ned i Huelva, i franciskanerklostret La Rábida, hvor munkene kunne tage hånd om hans søn. Abbeden, Juan Pérez, var en ungdomsven af dronning Isabella, og nu en af hendes skriftefædre. Gennem klostret skaffede Columbus sig vigtige støttespillere, og i januar 1486 ankom han til Cordoba for at fremlægge for kongeparret sine planer om at nå Indien ved at krydse Atlanterhavet. Han måtte dog vente i fire måneder. I Cordoba lærte han den femten år yngre Beatriz Enriquez at kende. De flyttede sammen, og fik i 1488 sønnen Fernando. Beatriz kunne læse og skrive, men Columbus stilede højere end at blive gift med én, der var datter af en landmand og vinhandler. I sit testamente tilgodeså han hende dog med en årlig sum på 10.000 maravedí, dvs en sømands årsløn, "for hun piner min samvittighed, skønt jeg for anledningen ikke helt forstår hvorfor". Men hver gang, nogen har foreslået at helgenkåre Columbus, fordi han skaffede den katolske kirke så mange sjæle ved at opdage et helt udøbt kontinent, har Vatikanet afslået ved at vise til hans forhold til Beatriz og deres "uægte" søn Fernando.

Columbus levede kun for sit projekt. Isabella bevilgede ham en lille løn som ansat hos hende. Han foregøjlede hende, at han med guldet fra Indien kunne befri Jerusalem fra islam. Iblandt blev han indkaldt til en kommission af videnskabsmænd, der ved nytårstid 1490/91 afviste hans planer med, at Jordens afstande er langt større end i hans beregninger, og desuden henviste de til Augustins udtalelser om, at alt udenfor den kendte verden er ubeboeligt, for ellers ville det jo ikke være ukendt for os.

Columbus' venner i La Rábida talte dog hans sag ved hoffet, og han fik igen audiens. Dronningen sendte penge, så han kunne købe nyt tøj, samt tilladelse til at skaffe sig et muldyr. Pga krigen mod maurerne var alle ridedyr rekvirerede af kronen. Han blev mødt med venlighed i Sevilla, og en ny kommission nedsattes. Men så fremsatte han sine betingelser: At han og hans mandlige efterkommere for altid skulle tilhøre adelsstanden; at han fik titlen Admiral af Oceanet, som skulle gå i arv fra far til søn; udnævnes til vicekonge af alle nye lande, der blev opdaget, også som arvelig titel; og endelig skulle han og hans efterkommere have ret til mindst 10% af de værdier, der sendtes fra områderne, han kom til at opdage. Hoffet var lamslået. Her stod en fattig fyr, klædt op af dronningen, og fremførte som tak sine forlangender på gebrokkent kastiliansk. Svaret var nej, og han forlod slottet. Men Columbus' støttespillere anførte, at man jo kunne gå med på hans krav, på betingelse af, at han fandt noget, før han fik dem indfriet. Med den nyhed nåede dronningens kurér ham ved Pinos-broen. 4.april 1492 var alle papirer undertegnede, og kongeparret skrev breve på latin, stilet til de fyrster, Columbus ville møde på rejsen. I et kongeligt dekret hed det, at alle dømte forbrydere blev sat fri og benådet, hvis de lod sig mønstre på hans skibe. Byen Palos havde i en periode sjusket med skatteindbetalingen, og i stedet været pålagt at holde skibe parat til kongelig tjeneste. Nu fik byen besked om at stille tre karaveller til Columbus' disposition, men den havde kun to. Granada var faldet, og muslimerne overvundet, så Kastilien skulle nu blive et rent, kristent land. De første jødiske familier var kommet dertil før kristendommen, men nu fik de fire måneder til enten at lade sig døbe, eller rejse. De mange jøder, der nu forlod Spanien ad søvejen, fik rederne til at holde skibene i havn, for at presse priserne i vejret. Når Columbus fik fat i erfarne søfolk i stedet for straffedømte, skyldtes det Martin Pinzón, kaptajn på Pinta, og hans kontakter. Besætningen gik om bord aftenen før afrejse, dvs 2.august, der var sidste frist for alle udøbte jøder til at forlade Spanien.

Rejsen blev indledt 3. august 1492 fra Palos, hvor han med tre skibe (Santa Maria, Niña og Pinta) og 87 mænd sejlede vestpå. I spanske statsarkiver har man fundet de 87 besætningsmedlemmers navne og opgaver. Da de blev lønnet af kronen, noteredes det nøje, hvad de hed, og hvad deres opgaver om bord var. Der var hverken præster, missionærer, nybyggere eller soldater med. Det drejede sig om en civil forskningsekspedition, medbringende en del kongelige tjenestemænd. De fleste om bord var unge, men erfarne sømænd fra Andalusien. Hele ekspeditionen kostede ca to millioner maravedí, tilsvarende prisen på et tusinde køer, altså ingen imponerende sum. Det meste kom fra finansmanden Luis de Santangel, der sikrede sig ved at forlange fjorten procent renter på to år, og fremskaffede pengene fra kronens hemmelige politi-organisation, Hermandades, hvor han var skatmester. Columbus havde lånt sig til en ottendedel af summen. Resten kom fra Kastilien og byen Palos.

Columbus fandt ikke Indien, men genopdagede i stedet Amerika. 12. oktober samme år gik han i land på øen San Salvador, hvor han kom i kontakt med fredelige indfødte. Han var så sikker på, at han havde nået det asiatiske fastland, at han lod hele mandskabet efter tur sværge på, at de var kommet til Asien. Det hele blev nedtegnet af protokolføreren. Hvis nogen brød den ed, sagde Columbus, skulle de straffes med store bøder eller få tungen skåret af.

Columbus foretog ialt 4 rejser til Amerika. Læs selv videre her: https://da.wikipedia.org/wiki/Christoffer_Columbus . Jeg har ikke fundet nogen forbindelse med Barcelona.

En gang- og cykelbro førte herfra til et stort indkøbscenter og den bro har inspireret Mia til hendes optagelsesopgave til arkitektskolen, så den kiggede vi en ekstra gang på. Den var i øvrigt ret smart, for 2 sektioner på midten kunne drejes til side, så skibe kunne sejle igennem.

Så gik vi ad Ramblaen tilbage igen mod vores lejlighed, men drejede ad en sidegade lidt før, for at besøge Palau Güell, et palads, som rigmanden og finansfyrsten Eusebi Güell i 1886 hyrede den på det tidspunkt relativt ukendte arkitekt Antoni Gaudi til at bygge sin drøm af et gotisk palads. Et af de fascinerende aspekter ved paladset er kontrasterne mellen det dystre og det muntre. I korridorerne og den 20 m høje kirkerumslignende opholdsstue er det især de dystre gotiske træk i form af kolde marmorsøjler, middelalderlig smedejernsornamentik og blyindfattede ruder, der dominerer. Det perfekte hjem for en lokal grev Dracula.


Efter at have været hjemme et smut, så drog vi på opdagelse igen, og første sidevej fra hvor vi bor. ligger en kirke, La Iglesia de San Agustín, som vi lige måtte kigge på.








På den anden side af Ramblaen havde et tårn tiltrukket sig opmærksomheden. På vej derhen så vi en smuk kirke, La Basilica del Pi med en meget smuk 6-12-24-mandala. Der var også en lille hyggelig have, hvor sad lidt og slappede af. Lidt efter kom vi forbi det Historiske museum, Arxiu Historic de la Ciutat de Barcelona. Det havde en smuk forgård med et springvand, men længere kom vi ikke.
Det må vente til en anden gang







Tårnet, vi gik efter viste sig at tilhøre Barcelonas domkirke, Catedral De Barcelona. Den var stor og flot, men vi så den kun udefra. Derimod fandt vi frem til  kirken Santa Maria del Mar, en kendt, næsten berømt kirke, som spiller en rolle i Alfonzo Falcones bog, Havets Katedral.





Så daskede vi hjemad og fandt en café, hvor vi spiste til aften.

Vi har stadig ikke fået betalt for lejligheden pga. kludder med det firma, som skulle tage sig af den slags, så nu må vi se, om det kan klappe i aften, da vi får udlejeren på besøg.






 

Lør 04  Efter en god nats hårdt tiltrængt søvn er vi nu klar igen til nye oplevelser. Vi tog metroen for første gang fra stationen Liceu lige udfor, hvor vi bor, over Diagonal til Sagrada Familia, let og elegant. Vi troede dog, at vi havde købt en heldags billet, men det viste sig senere, at det bare var en enkeltbillet, men sådan er det, når man ikke kan sproget. Mange trapper til metrostationerne har sådanne fine billeder på de lodrette sider af trinene. Når man står rigtigt, er det ret flot.

Vi var ved den berømte kirke Sagrada Familia, da den åbnede klokken 9, men der var allerede udsolgt hele formiddagen, så vi fik billetter til kl. 12:45, så vi havde mere end 3 timer at foretage os noget i. Mellem kl. 9 og 10 kan man komme ned i den underjordiske kirke, som hedder Templo de la Parroquia de la Sagrada Familia. Her var meget stemningsfuldt og en igangværende gudstjeneste øgede blot stemningen. Ydermere ligger Antonio Gaudi begravet her, så det er absolut et besøg værd. Så vi gik vi ud i det fri igen og tog en tur rundt om hovedkirken og beundrede den udefra.




Ikke alt for langt herfra ligger Casa Mila, eller La Pedrera, som betyder stenbruddet, da huset i starten ikke var særligt populært og folk syntes, det bare lignede en bunke sten. Den holdning har så fortaget sig senere og huset er noget af et tilløbsstykke og en god indtægtskilde. Nå, vi valgte altså at trave derhen og det var også ret flot og spændende.

Casa Milà blev bygget mellem 1906 og 1912 af Antoni Gaudí som et fashionabelt hjem for den velhavende Milà familie. Der er flere lejligheder og kontorer i bygningen, men de var svære at leje ud på grund af de irregulære rum, som er vanskelige at møblere.

I dag er det derfor museum, hvor man dels kan se den fantastiske og bugtende tagterrasse og flere af lejlighederne, der er møbleret som for 100 år siden.

Bygningen er UNESCO’s World Heritage List, hvor den blev optaget i 1984.

I Dan Browns bog: Oprindelse, som for en stor dels vedkommende foregår i Barcelona, beskriver han Casa Milá således: Som et groft udhugget bjerg på hjørnet af Carrer de Provenca og Passeig de Grácia står Gaudi's mesterværk fra 1960 ved navn Casa Milá som lige dele beboelsesejendom og tidløst kunstværk. Den ni etager høje bygning er udtænkt af Gaudi som en enkelt stor kurve og er let genkendelig på sin buede kalkstensfacade. De svajende balkoner og den ujævne geometri giver bygningen en organisk udstråling, nærmest som om årtusinders blæst har udskåret hulninger og krumninger på samme måde som i en kløft i ørkenen.

Selvom Gaudi's chokerende modernistiske værk til at begynde med vakte afsmag i kvarteret, blev Casa Milá hyldet af kunstkritikere verden over og blev hurtigt en af Barcelonas arkitektoniske kronjuveler. I tre årtier havde Pere Milá, den erhvervsmand der havde bestilt bygningen, boet der sammen med sin kone i den store hovedlejlighed og udlejet de øvrige 20 lejligheder i bygningen. Den dag i dag anses Casa Milá som beliggende på en af de mest eksklusive og efterspurgte adresser i hele Spanien.

Så travede vi tilbage til Sagrada Familia igen og fordrev lidt tid i den nærliggende park med at tage billeder. Den kirke er nok den mest fantastiske konstruktion, vi nogensinde har set, og man bliver ikke træt af at tage billeder, lige meget hvor mange man allerede har taget og det stopper ikke når man kommer indenfor. Den er virkelig storslået og et absolut must for enhver, som gæster Barcelona. Det vidste alle de andre turister altså også, for alle skulle bare se den – og rigtig mange samme dag som os.

På kirkens ydermur modsat hoved-indgangen er flere figurer, der henviser til skriftsteder i bibelen.

1. Mattæus 27.19 Og medens Pilatus sad i dommersædet, sendte hans hustru ham en meddelelse. Den lød: "Du skal ikke have noget at gøre med denne uskyldige mand. Jeg har haft onde drømme i nat over ham”.

2. Lukas 22.60 Lidt senere så en anden ham og sagde: Du er også en af dem, og Peter svarede: Jeg ved ikke hvad du taler om! Og netop som han sagde det, galede hanen.

3. Mattæus 27.24  Så da Pilatus så, at han ikke opnåede noget, men snarere så et oprør under opsejling, så vaskede han sine hænder foran mængden og sagde: " jeg er uskyldig i denne mands blod; det bliver jeres sag".

4. Johannes 13.27 Simon Peter spørger Jesus, hvem det er, der vil angive ham og Jesus svarer at det er den, han nu giver brødet. Han giver det til Judas, og til ham siger han: "Hvad du gør, gør det snart".

 

Turen fortsættes HER