Ægæerkysten 10-17. april 2015

Sammen med Elin & Arne, Emma & Lasse. Rejseselskab TSS(Travel Service Scandinavia)


Fre 10 apr  Vi mødtes kl. 07:15 i lufthavnen,terminal 2, som de selvfølgelig bygger om på, så morgenmadsrestauranten – sandsynligvis kun midlertidigt – er forsvundet. Heldigvis skulle vi mødes ved nedgangen til toiletterne og den var der endnu. Alt forløb planmæssigt og nu her ved 18-tiden skriver jeg lidt dagbog, mens vi venter på aftensmaden. Vi blev fint modtaget af  Ece [edje], vores guide, som instruerede os lidt om forholdene i Tyrkiet i almindelighed og om vores tur i særdeleshed. Om Tyrkiet fortalte hun meget levende om vilkårene som fodgænger her. Det er sådan, at ingen køretøjer holder tilbage. Man bør i egen interesse kigge sig grundigt for både til højre og venstre – uanset om der er grønt eller ej. Lyskurve i EU viser rødt eller gult eller grønt, som betyder henholdsvis stop, vent og kør, men i Tyrkiet betyder de kør, kør og kør.



Vi har gået en lille tur rundt i området og kigget på forholdene, men her er lidt koldt og blæsende, så vi søgte ret hurtigt hjem til hotellet igen. Det hedder Vista Hill og ligger i udkanten af Kusadasi. Vi var efterhånden blevet ret sultne og det lille problem blev ordnet ved en fin buffet. Herefter må vi indrømme, at vi var klar til en tur til drømmeland. I morgen venter nye spændende oplevelser.

 

Lør 11 apr  Så går turen sydpå.

 

Første stop er Priene, hvor vi så ruinerne af en rent hellenistisk (dvs. græsk) by, en by, der ikke var blevet bygget videre på af romerne, som det ellers er tilfældet med næsten alle græske byer. Her var både et smukt teater  og et meget stort tempel for gudinden Artemis. Byen lå på en meget smuk skråning ned til floden Meander. Desværre aflejrede floden så meget dynd, at den dannede sig nye lejer og kom gennem århundrederne efterhånden så langt væk fra Priene, at byen måtte opgives. Fra Artemistemplet kunne man se havet ca. 8 km væk og byen havde altså haft en havn. Der var også rester af en kristen kirke, Bishops Church.

















Herefter videre til  Milét. Her boede engang en mand, som hed Hippodamos, som videreudviklede nogle gamle babylonske ideer om at anlægge byer med vinkelrette gader til et egentligt system for byplanlægning, Grid-systemet. Det går ud på, at planlægge en by med disse vinkelrette gader, så der dannes ’øer’ herimellem, som så kan bruges til beboelse, offentlige bygninger osv. Mange græsk-romerske byer kom til at følge dette system – og det gør mange moderne byer også, fra Fredericia til New York. Her så vi et imponerende teater med plads til  15.000 tilskuere og et stort og rimeligt velbevaret badeanlæg, Faustinas Bade. Denne by havde også oprindelig en havn, som sandede til og desuden var den plaget af myg, da den ligger i et sumpet område, og dengang kunne myggene smitte med malaria, så borgerne valgte i år 700 simpelthen at forlade den.

Endnu en ting vi kan takke Milét for eller…  er det græske alfabet. Det stammer nemlig herfra. I 1403 BC blev der udstedt et dekret om, at milensernes alfabet skulle bruges i Athens officielle dokumenter og andre tegn blev herefter udkonkurreret. Sandsynligvis er alfabetet en videreudvikling af fønikiernes tegnsystem. Grækerne kaldte bogstaver for ’fønikiske ting’.

Lige ved siden af indgangen til teatret lå et lille karavanserai. Der var dog mure og en port, og den kunne nok yde tilstrækkelig beskyttelse mod landevejsrøvere. Se mere herom under vores tur til Kappadokien.













Så var det efterhånden blevet langt over frokosttid, så den indtog vi i en restaurant i Didyma. Midt i byen ligger resterne af et stort Apollon-tempel med over 100 enorme søjler. Det var et orakel-tempel, som det mere berømte i Delphi, men lige så velbesøgt og velstående. Det var en religiøs institution, der blev indstiftet ca. 800 BC og fungerede med mindre afbrydelser indtil år 385 AD (altså i næsten 1400 år), da den romerske kejser Theodosius i kristendommens navn forbød orakler og andet hedensk djævelskab.

I den mellemliggende tid havde oraklet rådgivet tusindvis af privatpersoner om kærlighedsaffærer og økonomiske investeringer, og adskillige statsmænd havde fået gode råd om krigstogter og andre store beslutninger. Oraklet forudså bl.a. Alexander den Stores sejr over perserne  ved et afgørende slag i 331 BC. Det var faktisk Alexander selv, der beordrede den tempelbygning, der ses rester af i dag, opført. Den oprindelige tempelbygning var nemlig blevet ødelagt af perserne i forbindelse med en plyndring af det meget rige tempel i 494 BC. Selvom både Alexander og flere andre romerske kejsere gav flotte bidrag til templet, nåede det dog aldrig at blive helt færdigbygget, og siden Theodosius’ forbud mod orakelvirksomhed er meget af bygningsværket forsvundet.

Man må dog sige, at det, der er tilbage vidner om evner indenfor bygningskunst, der trodser enhver beskrivelse.


















 

Vores guide er meget dygtig til at fortælle og kan berette om oprindelsen til mange ord. Feks. ordet sarkofag, som betyder ’Kødæder’. Det blev oprindeligt brugt om en bestemt type kalksten, som hurtigt opløser kød og derfor blev brugt til at lave ligkister af. Den antikke skribent Plinius beretter i en af sine tekster, hvordan sarkofagerne på Assos’ nekropolis indeholdt et basisk stof, der åd kødet af den afdøde på 40 dage.

 

Omkring nationaldrikken Raki, som svarer til grækernes uzo og franskmændenes pernod, fortalte hun: Når en mand har drukket raki, så kan hans kone ikke sove, når hans kone drikker raki, så kan hendes mand ikke sove, når de begge drikker raki, så kan naboerne ikke sove, når en dansker drikker raki, så kan han tale tyrkisk.

 

Søn 12 apr    Nu skal vi nordpå, og efter  en times kørsel er vi i Izmir, hvor vi har fået 2 timer for os selv.

 

Izmir (eller i gammel tid Smyrna) er en havneby i det vestlige Tyrkiet ved det Ægæiske hav i Middelhavet med 2,7 mill. indbyggere. Den kristne menighed i Smyrna nævnes første gang i Joh.Åb. 1,11 og 2,8-11 og var en af de ældste menigheder i Lilleasien. I begyndelsen af 100-tallet. blev Polykarp biskop i byen og led ca. 155 sit martyrium der.

Byen blev i det tidlige 1300-tal erobret af tyrkerne, men har i middelalderen endvidere tilhørt bl.a. johanniterordenen; i 1425 blev den en del af Osmannerriget. İzmir havde i 1600-tallet en betydelig europæisk befolkning og var centrum for europæiske købmænd, hvilket betød en begrænsning i muslimernes økonomiske indflydelse.

 

Izmirs historie går tilbage til omkring 3000 år BC, hvor Trojanerne grundlagde byen i Tepekule i det nordlige område af Bayrakli. Her blev Homér født og levede omkring det 8. årh. BC. Aeolerne, de første græske bosættere, blev sandsynligvis overmandet af deres græske rivaler, Ionerne. De blev så fulgt af Lydierne, som ødelagde byen omkring 600 BC. Den blev delvist genrejst da Alexander den Store dukkede op i 334 BC.

Efter sin død fulgte Alexanders generaler hans ønske og færdiggjorde genoprettelsen af Smyrna på bjerget Pagos i Kadifekale og byen blomstrede under romerne. Den blev igen ødelagt i 178 AD, denne gang af et jordskælv, men atter genopbygget og blev en stor kommerciel havneby under det Byzantinske rige. Herefter havde byen en turbulent tid under arabere, Seljukker, korsfarere og mongoler indtil Mehmet I indlemmede den i det Ottomanske rige i 1415. Det er den samme Mehmet, som byggede broen over Drina, som vi så i Visegrad (se Kroatienturen). Under Suleiman den Store blev Smyrna en levende og sofistikeret by og et stort handelscentrum - på trods af dets hyppige jordskælv. Det var en kosmopolitisk by med et græsk ortodoks overtal blandt Armeniere, Jøder og Muslimer. Utallige sprog kunne høres i dets gader, talt både af lokale og tilrejsende handelsfolk.

Efter Første Verdenskrig og det Ottomanske riges nederlag fik Grækenland tilkendt herredømmet over byen pga. den store græske befolkning, og Athen fik derfor kontrol over hele det Ægæiske område.

Voksende spændinger førte til krig i området, da grækerne trængte længere ind i det Anatolske område i et forsøg på at forene de græske områder i Lilleasien. Anført af Kemal Atatürk startede den tyrkiske hær et modangreb og indtog Izmir. 70% af byen blev nedbrændt af tyrkerne og byens multinationale status afsluttedes samtidig med at grækere og Armenere blev smidt ud.

Atatürk indtog formelt byen den 9 September 1922, hvilket nu fejres som byens befrielsesdag.

 

Vi blev sat af bussen ved en café midt i byen og spadserede så langs havepromenaden et stykke tilbage til vi nåede byens vartegn, klokketårnet. På vejen fandt vi også en fin statue af Asatürk. Tilbage ved caféen fik vi os en dejlig kop formiddagskaffe men vi ventede på at bussen skulle befordre os videre.

 

Næste stop var Pergamon, som vi besøgte i dag, da vejret er godt. Der er nemlig ingen mulighed for læ, hvis det regner. Byen ligger højt en 3-400 m over det omliggende terræn på en lille klippetop og en elevator plus en tovbane leder derop.

Det er en oldtidsby fra omkring 500-tallet BC, hvis ruiner findes nær den moderne tyrkiske by Bergama.

Efter Alexander den Stores død blev Pergamon en uafhængig stat under Attaliderne. I 133 BC blev Pergamon annekteret af Romerriget. Det var en vigtig kulturby. Nogle af ruinerne, blandt andet Pergamonaltret, er blevet genopbygget - i Pergamonmuseet i Berlin.

(En lille indskudt bemærkning: Jeg har altid været forarget over mange vesteuropæiske landes tyveri af mellemøstens kulturskatte. Vi har med en grådighed uden lige fra de udgravninger, vi har forestået bortført enorme mængder af betydningsfulde artifakter fra Rosettastenen i Egypten til nu feks. dette alter her.

Men når dette er sagt, så er det måske, på baggrund af de mange uroligheder og ødelæggelser i mellemøsten der pågår i disse år, alligevel godt, da disse for menneskehedens udvikling  meget betydningsfulde og uerstattelige genstande nok er bedre sikret i Europa).

Byen har lagt navn til ordet pergament, som er kalve-, gede- eller fåreskind, som ved at blive renset, skærfet, skrabet, udspændt og tørret gøres egnet til at skrive på. Her blev det almindeligt fra 200-tallet BC og derfra udbredt i den antikke verden. Det fortrængte i middelalderen papyrus og havde bl.a. den fordel, at det var mere holdbart og lettere kunne falses og sammenhæftes til bøger. Men det måtte især efter bogtrykkets udbredelse vige for det væsentligt billigere papir. Som materiale til bogbind var det især benyttet i 1600- og 1700-tallet.

Bemærk det store teater her. Det er det stejleste i verden.











 

Efter yderligere 3 kvarters kørsel nåede vi vores hotel, Berk Otel i byen Ayvalik. Her skal vi bo i 2 nætter, idet vi i morgen kører til Troja og tilbage hertil igen.

 

Man 13 apr   Afgang kl. 8:30 og 2 ½ times kørsel til Troja med et enkelt pitstop undervejs. Der er 9 byer over hinanden. Nogle har været opgivet og forladt og så senere bebygget forfra igen også jordskælv og brand har tvunget indbyggerne til at begynde forfra. Alt sammen skyldtes den strategisk vigtige beliggenhed ved strædet mellem Middelhavet og Marmarahavet, som fører ud til Sortehavet, en  post, som senere Konstantinopel overtog.

Den ældste af byerne er tidsbestemt til ca. 3000 BC, så det er altså en 5000 år gammel by.

Troja (også af grækerne kaldet Ilion, deraf Homérs betegnelse Ileaden) er i græsk mytologi centrum for den trojanske krig, som det beskrives i Homérs Iliaden ( som jo så er historien om Troja). Byen lå i Anatolien i det nuværende Tyrkiet.

I 1870erne udgravede den tyske arkæolog Heinrich Schliemann området. Senere udgravninger afslørede flere byer bygget mere eller mindre ovenpå hinanden, nummereret fra I til IX. En af de tidligere byer (Troja VII) bliver ofte identificeret som Homérs Troja. Selvom denne identificering er omdiskuteret, er området blevet identificeret som byen Wilusa, kendt fra hittitiske tekster.

Den arkæologiske udgravning af Troja blev i 1998 tilføjet til UNESCO's Verdensarvsliste.

Det antikke Grækenlands historikere placerede den trojanske krig forskelligt i det 12., 13., eller 14. århundrede BC: Eratosthenes i 1184 BC, Herodot i 1250 BC og Douris i 1334 BC.

I Iliaden slog achaierne lejr ved floden Scamander (sandsynligvis nutidens Karamenderes). Byen Troja lå på en bakke på den anden side af Scamandersletten, hvor kampene i den trojanske krig fandt sted. 

Byen er udfra arkæologiske udgravninger, som nævnt, delt i flere lag, dvs. flere byer ovenpå hinanden.

Den første by blev grundlagt i det 3. årtusinde f.Kr. I bronzealderen ser byen ud til at have været en levende handelsby, siden dens beliggenhed tillod kontrol over Dardanellerne, som alle handelsskibe der sejlede fra det ægæiske hav til Sortehavet, skulle igennem.

Den sidste by på området blev grundlagt af romere, mens kejser Augustus styrede Rom, og var en vigtig handelsby indtil Konstantinopel blev grundlagt i det fjerde århundrede som det østlige romerriges hovedstad. Under det Østromerske Kejserdømme blev byen mindre med tiden, og forsvandt til sidst fuldstændigt.

 

Den trojanske krig var en hellensk belejring og erobring af byen Troja, som er skildret i Homers digte Iliaden og Odysseen.

Kilderne er så sagnagtige, at mange historikere anså krigen for sagn og opspind; i dag mener historikere dog, at der ligger historiske begivenheder bag beretningerne.

 

Her er den mytologiske historie:

Thetis (som i græsk mytologi er en havgudinde og datter af Nereus og dermed én af nereiderne) bliver af Zeus påbudt af gifte sig med en dødelig (Peleus) fordi Zeus har fået fortalt, at Thetis´søn vil vælte Zeus fra magten. Zeus tænker, at hvis sønnen er halvt dødelig, kan han vel ikke besejre ham. Hun bliver mor til den store græske helt Achilleus, som hun dypper i floden Styx for at gøre ham udødelig. Hun holder ham i hælen, som således ikke bliver dyppet. Desuden fik hun smedenes gud Hefaistos til at fremstille våben til ham. Achilleus dør senere i krigen mod Troja, da han bliver ramt ved akillessenen, som jo ikke blev dyppet i floden.

Da Peleus (som er en sagnhelt i græsk mytologi, og en uovertruffen jæger og dermed indyndet hos Artemis) og Thetis blev gift, inviterede de naturligvis guderne fra Olympen, men glemte (måske helt bevidst) skænderiernes gudinde, Eris. Hun kom alligevel og skrev på et æble "Til den skønneste gudinde" og kastede det ind i forsamlingen. Her var både Pallas Athene, Hera og Afrodite, der hver især mente, at de var den smukkeste.

For at afgøre, hvem af dem der var den skønneste, blev der afholdt en konkurrence, og prins Paris fra nabobjerget blev valgt til dommer. Alle tre gudinder ville sikre sig sejren og tilbød Paris bestikkelse. Athene tilbød ham visdom, Hera magt og Afrodite jordisk kærlighed (sex). Paris valgte kærligheden og dermed Afrodite som den skønneste. Han fik nu frit valg blandt alle kvinder på jorden. Han valgte den skønne Helena.

Ønsket efterkommedes, men Helena var uheldigvis allerede gift med kongen af Sparta, Menelaos. Det medførte problemer for Troja, for da Helena inden ægteskabet skulle vælge mellem sine bejlere, fik hendes far dem alle sammen til at sværge på, at uanset hvem hun valgte, skulle de andre beskytte hendes ægteskab. Da prins Paris bortførte hende til Troja, tvang Menelaos de andre konger til at holde deres løfte. Efter nogle år er flåden samlet og på vej mod Troja under ledelse af Agamemnon, kongen af Mykene, storebror til Menelaos.

Krigen varer i alt i ti år med mange fejder mellem grækerne indbyrdes i almindelighed og mellem kong Agamemnon og Achilleus i særdeleshed. Trojanerne drager dog ikke fordel af disse fejder, fordi Hektor dræber Achilleus' bedste ven og væbner Patroklos, der er forklædt som Achilleus. Drabet på Patroklos vækker en frygtelig vrede hos Achilleus, der til sidst dræber Hektor og slæber hans lig tre gange rundt om byen Troja. Achilleus nægter at udlevere Hektors lig, men får til sidst medlidenhed med trojanerne, da deres konge og Hektors far, Priamos, opsøger Achilleus og trygler om sin søns lig.

 

I krigens 10. år får Odysseus ideen til den trojanske hest: Grækerne bygger en kæmpe træhest med en hul krop, hvor 100 af de bedste spartanske krigere gemmer sig. De andre grækere rydder lejren og sejler ud af syne; tilbage står den kæmpe træhest. Trojanerne spekulerer over, hvad meningen med hesten er, men til sidst bliver de enige om, at grækerne har opgivet og givet træhesten som hyldest. Den eneste, der fatter mistanke til, at hesten bliver Trojas undergang, er kongens datter, den synske Kassandra. Men ingen tror hende, det er hendes forbandelse, og de tror, at krigen endelig er slut. Trojanerne trækker hesten ind i Troja, og de må endda rive noget af bymuren ned for at få den ind. Om natten sniger de græske soldater sig ud af hesten, åbner byporten og giver signal til deres kampfæller. I løbet af kort tid er den græske hær gået i land og står i hjertet af Troja. Trojanerne har fejret sejren voldsomt, så fjenden kan let indtage byen og brænder den ned til grunden.

 

Mange af de græske konger vender først hjem efter mange år – eller aldrig.

Kong Aias eller "vilde Aias" vender aldrig hjem. Han begår selvmord, da Odysseus får Achilleus rustning (efter dennes død) i stedet for Aias.

Agamemnon bliver dræbt hjemme af sin kone Klytaimnestra og hendes elsker, Agamemnons fætter Aigithos.

Odysseus bruger ti år på at komme hjem. Både fordi han vækker Poseidons vrede pga. sin rolle i Trojas nederlag, og fordi han blinder Poseidons søn, kyklopen Polyfem. Derfor flakker Odysseus rundt på de græske have i ti år og kommer både til guden Aiolos' hjem, til underverdenen, til troldkvinden Kirke og til Telepylos, hvor han mister alle sine skibe på nær ét. Han passerer Skylla og Karybdis, Sirenerne, guden Helios' døtre og nymfen Kalypso, der holder ham som sexslave i syv år og kun lader ham gå på Zeus' bud. Til sidst kommer han hjem og genforenes dramatisk med sin søn Telemakos og sin tro hustru Penelope.

 

Det var meget spændende at se Troja og vores guide havde mange fine billeder af paladser og templer, som de havde set ud engang. Og det var godt, for der var ikke meget tilbage af denne fine by, men det var skildret meget godt, hvordan de forskellige byer var dannet ovenpå hinanden.

Herefter spiste vi frokost og kørte så tilbage til vores hotel i Ayvalik.

På hjemvejen fortalte hun vittigheder:

En buschauffør og en præst kom op til Skt. Peder og han sagde straks til chaufføren, at han skulle i Himlen, mens præsten desværre skulle ned i Helvede. Præsten protesterede og mente, at han havde bedt mange bønner, men Skt. Peder sagde: ”Mens du bad dine bønner, sad menigheden og sov, men når chaufføren kørte sin bus, sad alle hans passagerer og bad.

 

-          Og denne:

 

En tyrkisk forretningsmand rejste meget frem og tilbage mellem Istanbul og New York, og det var både en tidsmæssig og en økonomisk belastning. En dag, da han spadserede langs vandet i Istanbul, fandt han en flaske, og da han fik proppen af, sprang en lampens ånd ud af den og takkede ham for at være sluppet ud af flasken, hvor han havde siddet i 1000 år. Som tak, sagde ånden, måtte han få 1 ønske opfyldt, så han skulle tænke sig rigtigt godt om.

Det gjorde han så og sagde: ”jeg vil gerne have, at du bygger en bro mellem Istanbul og New York. Den har jeg rigtig meget brug for”. Men ånden undslog sig og sagde, at det var et meget vanskeligt ønske, om ikke han kunne komme op med et andet. Manden tænkte sig så om igen og sagde så: ”Jo, jeg vil gerne forstå kvinder, der har jeg virkelig et problem”. Nu var det åndens tur til at tænke sig om, og til sidst sagde han: ”Hvor mange vejbaner skal du have på den bro?”

 

Hun fik også lokket os til at synge, Mester Jakob feks. både på tyrkisk, dansk, fransk og engelsk (det er noget vi skal bruge, når vi kommer til det store teater i Efesos). Så på den måde gik tiden jo hurtigt og snart var vi lige udenfor Ayvalik, hvor der var et sumpet område med flamingoer. Her stoppede hun bussen, så vi kunne komme ud og fotografere.

 

Tir 14 apr   Afsted på det behagelige tidspunkt 9:30. Inden da kunne vi spadsere en lille tur rundt om hotellet, som viste sig at være noget større end vores guide, Ece, ligesom havde foregøglet os, da hun kaldte det et familiehotel. Der var en masse andre hoteller hele vejen langs stranden, som nu var ved at gøre klar til turisterne – altså dem, der kommer om en måned, når solen bager og badevandet er blevet lidt lunere. Vi kan nu ikke klage. Bortset fra den første dag, som var lidt kølig og blæsende, så har det foreløbig været flot vejr, lunt med høj sol og ringe eller ingen blæst.

 
 



Nær byen kørte vi op til et udsigtspunkt, som kaldtes Satans Fodaftryk, og der var da også en slags fodaftryk i en klippe helt ude ved kanten, men i stort set almindelig størrelse og ikke noget at skrive hjem om, da vi havde forventet et kæmpe fodaftryk, fordi det næste skridt, Satan havde taget, havde sat et aftryk på øen Lesbos, som vi kunne skimte i det fjerne. Derimod var udsigten flot.





Efter en begivenhedsløs køretur nåede vi vores hotel, Alkoclar Adakule. Et meget fint 5*-hotel lige ned til vandet. Her skal vi (selvfølgelig) kun være 1 nat.


























 

Ons 15 apr     Afsted 9:15 mod Efesos. Dvs. vi skulle lige se først en smykkefabrik og dernæst en lædervarefabrik. Det var fint og interessant, men vi ville egentlig hellere videre til Efesos. Én hurdel var der dog mere, for vi skulle også have frokost først.


Alt det fik vi så efterhånden ordnet, men desværre blev vejret dårligere og dårligere, og da vi nåede Efesos ved 14:30-tiden begyndte det så småt at regne, og snart øsede det ned, og vi var ikke ret mange, der var tilstrækkeligt forberedte på det, så vi blev ret våde. Ind imellem stilnede det dog lidt af, så det gik jo alligevel, men det var jo turens højdepunkt, da der her, i forhold til de andre ruin-steder, rigtigt var noget at se på.

Det var et glædeligt gensyn med denne gamle by (Se vores tur til Marmaris2004). Her bliver til stadighed udgravet mere og mere, så der er også mere at se. Til slut var vi nede og se Jomfru Marias Kirke, som vi ikke har set før. En meget stor og flot kirke med en stor nedsænket døbefond med en trappe i hver ende beregnet til voksendåb.

 

 
 
 
 
 
 

 

Efesos var en rig oldtidsby af stor religiøs og handelsmæssig betydning på Lilleasiens vestkyst, næsten ud for øen Samos. I følge oldtidens legender blev byen grundlagt 1100 BC af kong Androklos fra Athen, men i dag mener man, at byen var en græsk koloni fra omkring 600 BC. Da grækerne etablerede sig i Efesos, mødte de en lokalbefolkning, der tilbad en modergudinde, som kaldtes Kybele. Hun smeltede siden sammen med grækernes egen frugtbarhedsgudinde, Artemis, og kaldtes Artemis fra Efesos.

Byen var anlagt ved foden og på skråningerne af flere høje, hvoraf de vigtigste var Pion og Koressos. Den lå på den vigtigste handelsrute mellem Rom og Orienten, der gik langs Kaystrosfloden, og dens beliggenhed nær ved Kaystrosflodens munding, med adgang til Hermosbækkenet (Gediz) mod nord og Maiandrosbækkenet (Büyükmenderes) mod syd, gjorde den til et lilleasiatisk knudepunkt, som med veje var forbundet med de vigtigste byer i provinsen Asien.

 

På grundlag af den romerske forfatter Plinius den Ældres og den græske geograf Strabons værker (begge fra det 1. århundrede) har man ment at det Ægæiske hav engang gik helt ind til Efesos, men at kystlinjen gradvis har flyttet sig udefter, da byens ruiner nu ligger flere kilometer inde i landet. Ved sine udgravninger i Efesos i forrige århundrede kom englænderen J. T. Wood imidlertid til den konklusion, at byen i antikken lå 6,5 km fra havet. Hvis det er sandt, må skibene på Paulus tid være sejlet ind ad Kaystrosflodens munding til en kunstigt anlagt havn, der hele tiden måtte renses op, for at holdes sejlbar. I århundredernes løb er havnen og flodmundingen imidlertid blevet fyldt med dynd fra floden.

 

Flere af apostlen Paulus' første gerninger, som er nævnt i Bibelen, fandt sted i Efesos, ligesom han også skrev et brev til den kristne menighed i byen (senere skrev også kirkefaderen Ignatius et brev dertil). Apostlen Johannes' betydning i byen ses også ved Johanneskirken, som blev opført i 500-tallet.

 

Efesos nævnes første gang som stedet for jomfru Marias himmelfart af pave Celestin I i 400-tallet. Men det var først i forbindelse med den tyske nonne Katharina Emmerichs visioner i begyndelsen af 1800-tallet og den efterfølgende katolske ekspedition i slutningen af 1800-tallet, at Marias kapel, Panaya Kapula ( «Jomfruens port»), blev opdaget af omverdenen. Da fejrede de lokale ortodokse kristne Marias død og himmelfart årligt ved kapellet i lang tid. Det er i dag kendt som Meryem Ana og er et betydningsfuldt valfartsmål.

Det 3. økumeniske koncil holdtes i Efesos i 431 for at løse den strid, der opstod, da biskop Nestorios af Alexandria ikke ville acceptere anvendelsen af udtrykket "gudsfødersken" (gr. theotokos) om Maria.

 

Artemistemplet i Efesos, regnedes i oldtiden blandt Verdens syv underværker. (Det er måske på sin plads, at nævne oltidens 7 underværker, så se nedenfor).

I umindelige tider havde der fandtes en helligdom i byen Efesos, men dette store tempelbyggeri blev først påbegyndt omkring år 560 BC.

Det tog ikke mindre end 120 år at færdiggøre det enorme tempel, der målte 55 gange 115 meter, og som hovedsageligt var opført i marmor fra området. Templet var placeret med facaden mod vest, og mange af de 127 søjler var udsmykket af den tids dygtigste kunstnere. Et yndlingsmotiv var amazonerne – de mytologiske krigerkvinder, som ifølge sagnet havde grundlagt byen Efesos.

Den Artemis, som blev dyrket her, havde i øvrigt ikke meget tilfælles med den græske Artemis, jagtens kyske jomfru (den gudinde, som romerne kaldte Diana). Artemis i Efesos var i stedet en frugtbarhedsgudinde, som tit blev afbilledet dækket af æg eller med et utal af bryster.

Akkurat ligesom de andre antikke underværker blev templet i Efesos snart en turistattraktion af rang. Omkring templet voksede en souvenirindustri frem, som forsørgede en hastigt voksede befolkning.

 

I år 356 BC havde templet sin storhedstid, hvad angår dets anseelse. Så ramte katastrofen det i form af en mand ved navn Herostratos. Denne unge mand var besat af tanken om at komme i historiebøgerne, og hvad kunne være bedre end at nedbrænde den mest fantastiske bygning, som mennesket havde skabt? Den 21. juli 356 BC satte Herostratos ild til templet, som blev totalt ødelagt.

Herostratos blev straks dømt til døden for sin forbrydelse, og der var dødsstraf for at nævne hans navn. Senere forfattere kunne dog ikke dy sig for at nedskrive denne historie, så Herostratos kom med i historiebøgerne, akkurat som han havde ønsket. Over 2000 år senere bruges udtrykket ”herostratisk berømmelse” stadig om berømmelse, der hviler på en frygtelig forseelse.

I øvrigt brændte templet samme nat, som Alexander den Store blev født i en helt anden del af den græske verden. Alexanders far, Filip, valgte at tolke dette som et positivt varsel: ”Det brændende tempel er en fakkel, som lyser over min søns fremtid! ” udtalte han.

Templet blev lidt efter lidt genopbygget, men efterhånden som tiden gik, mistede det sin betydning. Dels fordi det område, det lå i, mistede betydning rent økonomisk, og dels fordi folket med tiden vendte de gamle religioner ryggen. Det fik dødsstødet af gotiske krigere, som i 262 AD plyndrede området og i forbifarten brændte templet ned til grunden. Snart blev det sted, hvor antikkens ypperste underværk havde stået, dækket af stinkende sumpe.

 

Celsus Biblioteket blev bygget i 100-tallet BC til ære for Lilleasiens guvernør, Tiberius Celsus Polemaenus. Det indeholdt 12.000 ruller, der var gemt i vægnicher og beskyttet mod fugt og temperatursvingninger vha. et hulrum mellem inder- og ydervæg (..så de kendte altså også til isolering!). De fire kvindestatuer, der pryder facaden, personificerer de klassiske græske dyder: Visdom, Retfærdighed, Mod og Selvbeherskelse. (Efter kristendommens indførelse kom yderligere 3 til: Tro, Håb og Kærlighed, så der ialt er 7 kardinaldyder. Heroverfor stiller man ofte de 7 dødssynder, som balance mellem det gode og det onde i mennesket. Men alt dette er en helt anden sag).

Stadion og Teater. Omkring 1,5 km sydvest for Artemistemplet  lå et stadion som var blevet genopbygget under Nero (år 54-68). Her blev der øjensynlig udkæmpet sportskampe og muligvis også gladiatorkampe. Hvis apostlen Paulus ord i 1. Korintherbrev 15:32 om at han havde kæmpet med vilde dyr i Efesos, skal forstås bogstaveligt, var det måske på dette stadion det var foregået.

 

Knap 800 m syd for dette stadion eller få hundrede meter fra Celsus-biblioteket lå det teater hvor en folkemængde lavede optøjer på foranledning af sølvsmeden Demetrius. (Apg 19:23-41) Det var anlagt i en hulning ved foden af Pionhøjen. Dets facade var udsmykket med søjler, nicher og smukke statuer. Marmorbænkene var arrangeret i en halvcirkel med 66 rækker, og det anslås at der var plads til 25.000 tilskuere. Akustikken var fremragende. Den dag i dag kan man på de øverste tilskuerrækker høre alt hvad der siges, selv med lav stemme, nede på scenen.

Her opførte vi vores Mester-Jacob-sang, men inspireret af os begyndte en skolet operasangerinde straks efter på en arie, der så absolut lød betydeligt bedre og tydeligt demonstrerede den fremragende akkustik.

 

Fra teatret fører en bred, marmorbelagt gade direkte ned til havnen. Den er omkring 500 m lang og næsten 11 m bred og var på hver side flankeret af 4,5 m dybe søjlegange, bag hvilke der lå butikker og andre bygninger. I hver ende af gaden lå en imponerende portbygning.

Bordelflisen udfor biblioteket. Et hold turister i Tyrkiet er nået frem til de imponerende ruiner af oldtidens Efesos, engang Romerrigets 4. største by. I Marmorgaden, som fører hen til det mægtige teater, hvor Paulus nær var blevet lynchet (ApG 19:29f), standser den tyrkiske guide ved en flise i gaden, som er beskyttet mod slitage af et jernrækværk. I flisen er indhugget nogle figurer. ”Gæt hvad det forestiller,” siger guiden. Intet svar. Guiden kan så oplyse, at der er tale om en vejviser til nærmeste bordel, et af de mange i datidens Efesos. Foden skal sige: Det er denne vej, mine herrer! Pigeansigtet gør det klart, hvor retningen fører hen. Hjertet signalerer, at varen er elskov. Men besøgende skal lige mindes om, at nydelsen koster. Hjertet er fyldt med penge. Flisen har uden tvivl fristet bl.a. søfolk, når de fra den daværende havn var på vej videre ind i byen ad Marmorgaden. Rejselederen fandt det på sin plads her ved flisen at læse Paulus’ formaning i Ef 5,3: ”Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer; det sømmer sig ikke for hellige.”


 

Herefter kørte vi til vores hotel, som er det samme som de første 2 overnatninger, Vista Hill i Kusadasi.

 

Fra en bog jeg købte i Efesos er her vist nogle billeder af de mest kendte bygninger i byen. Disse billeder er lavet som før-efter-billeder, hvor man kan se,  hvordan de oprindelig har set ud og hvad der er tilbage i dag.



Tor 16 apr    Afsted 9:30. Dagens første stop gjaldt en moské i Selcuk, Isabey Camii.  Lidt bagom og nedenfor den lå Artemis’ Tempel, som vi ikke har set de foregående gange, vi har været her. Der var nu heller ikke meget tilbage i oldtiden jfr. Herostratos, men det var alligevel værd at se resterne.



I dag er det små korte ture. Efter 20 minutter var vi ved næste stop, en lille by, Sirence, lidt oppe af bjerget. Her producerede de vin af alle havens frugter, brombær, hindbær, jordbær og blåbær m.fl. foruden alm. Hvid- og rødvin. Flere af dem smagte udmærket, men ingen af dem var nogle, vi absolut måtte have med hjem. Så havde vi lidt tid for os selv til at gå lidt rundt i landsbyen, som pga. de mange turister nærmest var et stort marked, men med alle de sædvanlige suvenirs, hatte og olivenflasker, som alle andre steder. Vi endte oppe ved en gammel kirke, som desværre var lukket for restaurering, men der var en lille café, hvor vi fik os en kop kaffe inden vi vendte tilbage til bussen.

Så kørte vi tilbage til Kusadasi, hvor vi spiste frokost og vel tilbage til hotellet afsluttedes dagens program, da vi jo skal tidligt op i morgen, dvs. i nat (kl. 1:30) for at flyve hjem kl. 6:00. Vi får dog lidt morgenmad kl. 2:00 på hotellet, så vi ikke drager af sted på tom mave.

 

Fre 17 apr   Hjemrejsedag. Som nævnt umenskeligt tidligt op og afsted. Eneste fordel er, at vi er tidligt hjemme i DK (kl. 8:30). Det har været en spændende og lærerig tur sammen med gode venner, og sådan nogen - både ture og venner - kan man jo ikke få for mange af.

 

Verdens 7 underværker i oldtiden

 

 

Zeusstatuen i Olympia er rejst til ære for gudernes konge Zeus, for hvem de olympiske lege blev holdt. Statuen stod i det gamle Olympia, på vestkysten af Grækenland, ca. 150 km vest for Athen. De Olympiske Lege blev for første gang holdt år 776 BC

Kunstner: Phidias

Åbnede: 435 f.Kr.

Højde: 13 m

Materialer: Ibenholt,Bronze,Elfenben, Guld

Arkitekt: Phidias

Artemistemplet i Efesos blev bygget omkring år 550 BC, men fundamentet er helt tilbage fra 7. århundrede Adresse: Atatürk Mh., 35920 Selçuk/İzmir, Tyrkiet

Højde: 18 m

Arkitekter: Chersiphron, Metagenes

Ødelagt af: Først af brandstiftelse, dernæst af plyndring

Mausoleet i Halikarnassos, Bodrum, Tyrkiet var et gravmonument, der blev opført 356 BC . Det blev bygget af satrappen Mausolos af Karien som gravmæle til ham selv og hans hustru Artemisia 2. af Karien.

Ødelagt af: Jordskælv

Arkitekter: Artemisia II of Caria, Pythius of Priene, Satyros

Kolossen på Rhodos var en gigantisk bronzestatue som forestillede solguden Helios, den blev rejst til minde om Rhodos' belejring i 305-304 BC.

Byggeriet blev påbegyndt: 292 f.Kr.

Åbnede: 280 f.Kr.

Ødelagt af: Jordskælv

Højde: 30 m

Arkitekt: Chares of Lindos

Fyrtårnet på Faros ved Alexandria blev bygget af den græske arkitekt Sostratos mellem 299 f.Kr. og 279 f.Kr. Det 135 meter høje fyrtårn blev ødelagt ved et jordskælv i 1375, og ingen ved i dag, hvordan tårnet så ud. Adresse: Alexandria, Al Iskandariyah, Alexandria Governorate, Egypten

Byggeriet blev påbegyndt: 280 f.Kr.

Åbnede: 268 f.Kr.

Dato for ødelæggelse: 1323

Den store pyramide i Giza eller Keopspyramiden er farao Keops' grav, og er en af pyramiderne i pyramidekomplekset ved Giza. Den blev bygget i det 4. Dynasti af Det gamle Egypten. Wikipedia

Adresse: Al Ahram, Giza Governorate, Egypten

Byggeriet blev påbegyndt: 2584 BC

Åbnede: 2540 BC

Højde: 139 m

Arkitekter: Keops, Hemiunu, Imhotep

Begravelser: Hetepheres I, Charles Piazzi Smyth, mere...

Sådan står der i alt fald i wikipedia

Babylons hængende haver var et haveanlæg i Babylon i det nuværende Irak. De tilskrives Nebukadnesar II, som skal have bygget dem omkring 600 f.Kr. Wikipedia

Adresse: Mahaweel, Irak

Byggeriet blev påbegyndt: 605 f.Kr.

Ødelagt af: Jordskælv

Arkitekt: Nebukadnesar II